Dreng myrdet. (Efterskrift til Politivennen)

For henved en Maaned siden var det en almindelig Gjenstand for Omtale heri Staden, at en Dreng paa Christianshavn havde under en Trætte dræbt an af sine Kammerater. - Efter de senere i denne Anledning optagne og nu tilendebragte Forhører forholder Sagen sig saaledes: Bødkerdrengen August Gross, der er 14 Aar gammel og nylig kommen i Lære hos Major og Bødkermester Hall, og hans Medlærling Ahrentzen, vare om Morgenen den 15de Mai sidstleden blevne enige om, hver at give 1 Skilling til et Rundebrød og derefter at dele det;  Men da de derpaa skulde til at spise det, kom de i Tvist om, hvo af dem, der skulde have Understykket, hvilket Ahrentzen dog bemægtigede sig og strax beed et Stykke af. Det herover opstaaende Skjænderie, hvorunder der forefaldt adskillige Skjældsord, endtes med, at Ahrentzen gik hen til Gross, der stod og arbeidede ved sin Blok med en Tollekniv i Haanden, og idet han greb fast i ham, og yttrede, at han ikke skulde give en Dreng, der var saa meget ældre paa Værkstedet end han, Øgenavn, gav han ham med Haanden et Slag under Øiet. Gross reiste sig nu op fra Blokken, med Kniven i sin høire Haand, og da Ahrentzen i det samme trængte ind paa ham, for at kaste ham omkuld paa Gulvet, er han rimeligviis kommen til at trykke sig Kniven ind i Underlivet. Han styrtede øieblikkelig tilbage med det Raab: "Han har stukket mig." Uagtet en Læge strax blev hentet og indfandt sig, døde han ved dennes Ankomst. - Gross er vel bleven løsladt af Arresten, men er dog sat under Justitiens Tiltale.

(Kjøbenhavnsposten den 14. juni 1834)

Hillerøds Brand 1834. (Efterskrift til Politivennen)

Ilden opstod da batallionskirurg, distriktslæge Ewertzen fejrede sin fødselsdag med fyrværkeri i Slotsgade nr. 11. I Berlingske den 14. maj 1834 kunne man læse følgende:

Helsingøers Avis af 12te Mai indeholder følgende foreløbende Beretning om Branden i Hillerød, Natten imellem Løverdag og Søndag. - "Kl. 1 udbrød Ilden i Chirurg Ewertzens Sidehuus, og da Vinden, som blæste temmelig stærkt, førte hen over Byen, greb den om sig med ustandselig Fart i de for det meste straaetæggede Bygninger, og i Kort Tid rasede Flammerne i flere Gader. Først om Morgenen blev man Herre over Ilden. Ikke mindre end 45-46 Gaarde og Huse, hvoriblandt den latinske Skole, (Postgaarden) og 2 Brænderier ere blev et Rov for Luerne, og 50-60 Familier ere blevne huusvilde. Tvende Personer ere blevne indebrændte: en gammel Kone hvis Liig endnu ei er fundet, og en Vægter, der blev gravet forbrændt ud af Ruinerne. Ogsaa mangfoldige Kreaturer ere indebrændte; saaledes har en Brændeviinsbrænder alene mistet 16 Køer, adskillige Heste og endeel Faar. - Tabet af rørlige Ejendomme skal være meget betydeligt, da næsten Intet kunne reddes."

Parti af branden i Hillerød set fra terrassen ved Rådhuset. Niels Brock Krossing. Det kongelige Bibliotek. I midten ses latinskolen der antændtes 2 timer efter ildens opståen.

Der blev lavet digte om begivenheden, omtalt i Skanderborg Amtsavis mm. 30. maj 1834:

I Dagen læses et skjønt Digt af Hr. C. Søeborg: "Rædselsnatten i Hillerd den 11te Mai 1834", bestemt at fremsiges som Prolog af Hr. Skuespiller Müller ved de Forestillinger, han giver i Helsingøer og Hillerød til Fordeel for de Brandlidte i sidstmeldte Sted.

Og videre:

Af en Bekjendtgørelse i Adresseavisen fra den herværende Committee for Understøttelse til de Brandlidte i Hillerød erfares, at der til den 22de Ds. alt var indkommet 269 Rbd. r. S. og 922 Rbd. 32 sk. S. og T. i Penge, foruden endeel andre Bidrag i Levnetsmidler, Klædningsstykker, Sengeklæder og Manufacturvarer.

I Bornholms kongelig allernaadigst ene privilegeret Avertissements-Tidende, 14. juni 1834 var der en øjevidneskildring af rektor for latinskolen, der antændte ca. 2 timer efter ilden var opstået:

Aarhus Avis indeholder et Brev fra Etatsraad Tauber i Hillerød til Krigsraad B., om Branden i Hillerød. Følgende er et Udtog: "De kan troe, mine Venner at Natten imellem 10de og 11te Mai var en rædselsfuld Nat for os alle der paa Stedet, lige fra den Tid af, da Brandklokken vækkede os om Natten Kl. 1, indtil den følgende Morgen Kl. 6, da Solen beskinnede Ruinerne af 54 nedbrændte Huse og Gaarde, og Skov og Mark rundt omkring vare Vidner til 500 huusvilde Menneskers Kalden, Raaben, Jammerskrig, Forbandelser over Menneskenes Uforsigtighed. Brandcorpsets slette og udisciplinerede Forfatning, de Adlydendes Insubordination og de Befalendes Afmagt. Hvad der i øvrigt med Billighed kunde siges om Sagen, var i disse Smertens Øieblikke forglemt, nemlig at Vindens Heftighed og som en følge heraf Ildens Voldsomhed overgik al Beskrivelse: at tilsyneladende Utjenstvillighed var grundet deri, at Enhver havde nok at skaffe med sit Eget; at Slotsgaden ved de paa begge Sider brændende Huse lagde hartud uoverstigelige Hindringer i Veien for Sprøiterne i at komme den lærde Skoles Bygning o.s.v. til Hielp, at Straatagenes Mængde kastede Masser af brændende Halm og Rør selv til de fjerneste Steder af Byen; at A. T., selv hæderligen bekjendt for Virksomhed i sit Kald, ikke altid havde havt underordnede Embedsmænd af lige Virksomhed; og endeligen, at en begyndt, skjøndt ikke udført Forbedring ved Brand-Indretningen og Brand-Corpset ogsaa i en vis Henseende maatte komme i Betragtning. Alt dette var i Øieblikkets Smerte forglemt, thi Ulykken gjør uretfærdig og eensidig i sine Domme. - Christian den Fjerdes stolte Bygning, den Kongelige Stiftelse, som i 200 Aar havde fostret saa mange Ædlinge i sin Midte, var den, som efter mine offentlige og private Forhold vedkom mig nærmest. Denne stærke Bygningsmaade og det stedse nærede Haab hos mig: dog omsider ved Raaben og Udsendinge, at erholde noget Mandskab og en Sprøite til Hjelp, indgjød mig den Beslutning, at ville redde det Hele baade for det Offentlige og for mig selv, og - derfor reddede jeg saa godt som Intet. Min yngste Adjunct deelte ganske denne Følelse af Pligtskyldighed med mig, hjalp mig at bære Vand i Spande paa Loftet, og at holde vaade Sengeklæder af Brandcorpset og af Borgere eller Mandskab fra deen uantændte Deel af Byen, som syntes reent at have glemt os i vor Afkrog, bleve vore Bestræbelser ei allene Frugtesløse, men tilbagevirkede endog skadelig paa os selv. Allerede var Gymnastik Skuret nedbrændt uden at gjøre Skade paa Hovedbygningen, og jeg trøstede min Rednings-Fælle med, at et Qvarteers Standhaftighed vilde krone Værket med et lykkeligt Udfald, da et voldsomt Vindstød fra det store Brænderie i Nabohuset og sammes straatækte Udhuse, som grændsede næsten umiddelbart op til Skolebygningen, ved henhvirvlede Masser af brændende Straa paa engang antændte den tilforn gloendehede Gangdør til Gaarden, sprængte Vinduerne i Qvistværelset, Corridoren og Trappegangen, og omspændte med sine Luer saaledes Trappen, at iilsom Flugt blev den eneste Redning for Livet. Flammerne fore nu ustandsede frem i det Indre af Skolen. Det var ikke engang muligt at redde den lukte Kasse med Skolens Obligationer, men da disse alle af Forstanderskabet vare paategnede at tilhøre Stiftelsen, er ved dem intet andet Tab aarsaget , end hvad en Mortifications-Dom koster. Derimod gik hele Skolebibliotheket op i Flammer, paa et Par hundrede Bind nær, som deels vare udlaante, deels af mig udtagne til Privatbrug; fremdeles hele Archivet, alle Skolens Protocoller, en Deel af Disciplines Bøger og Apparater, et Bibliothek for underholdende Læsning for disse i deres Fritimer, som af mig var stiftet for et Aars Tid siden, deres hele af dem selv bekostede Landkort-Samling, med meget mere. Det var et rædsomt-mærkeligt Moment, da Bibliotheket brændte, thi et Flammehav udgjød sig derved saa græsseligen, at Kjøbenhavnerne, som saae det fra Byen af, troede at Ilden maatte være i Lyngby. Ilden nøiedes omsider med dette sidste og største Offer. Den standsede midt paa Mørkegaden, og omgik heldigviis Præstegaarden, der ligger ppaa en isoleret Plads, omgivet af tvende Gader og tvende Smaahaver. Ved dennes Redning reddedes ogsaa Overlærer B's Eiendoms-Gaard, der beboes af hans Moder og Søstre, samt tildeels Consumtions-Inspecteurens Huus, der ved Branden ikkun mistede et Par Fag i den nordvestlige ende. - Elendigheden der overgaaer al Beskrivelse. Trende Mennesker ere indebrændte, nemlig den rige Mosait v. H., der formedelst Sindsvaghed var i Kost hos Enken H., og efter at han var kørt ud paa Gaden, ubemærket løb ind igjen i det brændende Huus og skjulte sig i sin Seng, hvor han omkom; fremdeles en Smedekone og en gammel vægter; to andre ere døde af de Lemlæstelser, som de fik ved Branden. - Ved Siden af lysende Beviser paa Menneskekierlighed viste sig under denne Ildebrand desværre ogsaa, som ved slige Leiligheder alt for ofte finder Sted, Træk af Ligegyldighed, Ladhed, Kaadhed og Tyvagtighed, især hos Landboerne fra Kulsvier-Egnene, som vare indkaldte til Brandhjelp. Men, vi dvæle hellere ved de mange og skjønne Beviser paa Velgjørenhed, som den almindelig Nød har givet eller vil give Anledningtil, og nævne her med takfulde Hjerter det Navn, som i Nødens Time lyder først fra alle Læber, Navnet: Frederik den Sjette. Underrettet ved en Deputeret om vor Nød, hjalp strax den ædle Konge, ikke med Ord, men i Gjerning, ved øieblikkeligen at sende en Gave fra sig Selv og Hds. Majestæt Dronningen, ved i enkelte Dele at love Skattefrihed for de Brandlidte i et vist Antal Aar, ved at beordre nogle af Rentekammerets Committerede til at besigtige den afbrændte Del af Byen samt at gjøre Forslag til Gaver fra de Kongelige Skove, og endeligen ved at befale, at adskillige Værelser paa Frederiksborg Slot skulde indrettes til Læsesale for den lærde Skole, indtil en ny Skolebygning vil kunne blive opført. Saaledes er da under den ædle Frederik 6te, uden alt for smaaligt Hensyn til Hof-Etikette, Christian 4des praktisk-gavnrige Aand atter udtalt paa disse Steder. Atter skulle efter hans Fundatses Bydende "ustraffelig Choral och Danske Psalmer lyde paa Slottet." - endnu et par Træk af privat Velgjørenhed, før jeg slutter dette Brev. De vakkre Helsingøerere have sendt en Gave til vore Brandlidte af 3 til 400 Rbd. og af en egen Drift organiseret en Committee, som har sat sig i Forbindelse med den derværende til videre gavnrige Foranstaltningers Udførelse, og som jeg hører, ville mange Byer, fjern og nær, følge dette gode Exempel."

Latinskolen i en senere rekonstruktion. Foto: Se nederst i indslaget.

Skolens bibliotek på 3-4.000 bind, samt Taubers eget på 3.000 bind gik tabt. Taubers fremstilling var farvet af at han mere var interesseret i at redde eget indbo fremfor skolens. Hans udfald mod landboerne fra kulsvieregnene måtte han offentligt trække tilbage senere. Det gjorde han dog ikke, hvorfor sognefogederne indrykkede et udskrift af Forligskommssionens protokol i bladene. 

Rektor og etatsråd Tauber. Foto: se nederst i indslaget.

Tauber blev senere i 1834 suspenderet og retslig undersøgelse for regnskabsfusk indledt. Han blev dog af mangel på beviser frikendt. Mørkegade er nutidens Østergade. Dommen kunne læses i Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis, 6. maj 1836:

Høiesteretsdommen er nu afsagt i den Hillerødske Brandsag. Distriktslæge Ewertsen er bleven ganske frikjendt. Derimod ere følgende Personer: Farver Beistrup og Assistent Manscher, samt Kjøbmand Mursil og to Sønner, som vare tiltalte for at have ved uforsigtigt Forhold foranlediget den Hillerød Kjøbstad i Mai 1834 overgange Ildebrand, dømte til at betale Een for Alle og alle for Een til Brandassurancen for Kjøbstæderne 92,723 Rbd. 64 sk. Sølv samt til Brandassurance-Companiet for Vare og Effecter 11,407 Rbd 5 sk. t. S., og at de i Mangel af Formue til at udrede disse Summer bør hensættes i Fængsel paa forskjellig Tid. Desforuden forbeholdes de Brandlidte Ret til for det Tab de have lidt ved bemeldte Brand (det anslaaes 81.300 Rbd) forholdsvis at concurrere i de Tiltaltes Eiendele.

Ewertzen selv blev altså frikendt, mens fire af hans gæster blev dømt til at betale en erstatning for at have antændt fyrværkeriet i den stærke blæst. Ildebrande blev forsøgt forebygget på forskellig vis. Året efter blev Hillerød ramt af ildebrand i den del af byen som ikke brændte i 1834, ifølge Fyens Stifts Kongelige allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 23. juni 1835:

Tildragelser. Den Ildsvaade, som nyligen har hjemsøgt Hillerød, udbrød i den Deel af Byen, som blev staaende ved den forrige store Brand. Om Ildens Opkomst vides endnu Intet med Vished. Da der siden den sidste store Ildebrand flere Gange har været Ildløs og bemærket Spor dertil, som Man dog havde været saa heldig at faae opdaget itide, er det naturligt, at den almindelige Mening denne Gang med temmelig Bestemthed yttrer sig for, at Ilden maa antages at være paasat. Det er derfor ligesaa almindeligt Ønske, at den anstillede Politieundersøgelse desangaaende maa lede til fuldstændig Oplysning. 

At forbuddet ikke var så enkelt at gennemføre, fremgik af Kjøbenhavnsposten den 11. oktober 1835:

Hr. Cancellieraad Hempel bemærker i sin Avis af 8de ds., at han paa en Reise i Jyllands Vesteregn nylig har overtydet sig om, at det fra Sæby yttrede Ønske om Forandring i den strænge Forordning om Straatagenes Afskaffelse er almindeligt. Som Grund til dette Ønske, der nylig blev fremført i et af vore Blade, angaves (hvad der ogsaa har megen Sandsynlighed), at "mange Bygninger ere saa svage, at de ikke kunne bære Tegltag." Hr. Cancellieraaden yttrer, at "Flere grue for en uoverkommenlig Forandring, der vil nødsage dem til at skille sig ved Huus og Hjem for en Spotpriis." - "Det samme", tilføjer han, "kan siges om Anskaffelsen af de befalede Stiger og Brandhager næsten til ethvert Sted, som udentvivl ere overflødig, hvor der haves et godt organiseret Brandvæsen, hvorfra der bedre kan virkes med øieblikkelig Kraft, naar disse redskaber ere concentrede, end naar de bevares paa saa mange enkelte Steder, hvor de ere mindre tilgængelige og den fornødne Hjelp tilderes Transport ikke altid kan haves strax ved Haanden."

En særlig alvorlig sag fra 1837 berettede om dødsfald som følge af en kynisk nabos manglende vilje til at hjælpe, Kjøbenhavnsposten 30. april 1837:

Kjøbenhavn, den 30te April 1837. - Vi have allerede tidligere berettet vore Læsere den Ulykke, som hændte ved den sidste Ildebrand i Didrikbadskærs Gang, idet nemlig 2 Personer omkom, ved at styrte sig ned i Gaarden, for at redde sig for at blive indebrændte. Det er senere oplyst, at de ere blevne nødsagede til at gribe til dette Redningsmiddel, fordi Naboen negtede dem Adgang til at redde sig igjennem hans Huus, hvorfor der nu er anlagt Sag imod ham efter Forordn. 4de August 1819 og de i samme udtalte Grundsætninger. Denne Forordn. angaaer Forpligtelsen til at sørge for at frelse Skindøde og Andre, der ere i Livsfare, og fastsætter Straf af Bøder indtil 100 Rbd. og Straf af Fængsel paa Vand og Brød fra 5 indtil nogle Gange 5 Dage, ja efter Omstændighederne endog større Straf for Undladelsen af denne Forpligtelse. Ligesom bemeldte Persons Modvillighed i nærværende Tilfælde har krævet saa store Offere, saaledes er det vel ikke umuligt, at den extraordinaire høiere Straf vil kunne blive bragt til Anvendelse, hvis ei særdeles formildende Omstændigheder skulde tjene til hans Undskyldning. 

Den 1. maj oplyste Kjøbenhavnsposten at naboens navn var J. A. Biilberg. 

OBS: Fotoerne i dette indslag er fra Bjørn Kornerup (1897-1957): Frederiksborg Statsskoles Historie, 1933. Digitaliseret af DIS.

Nogle ord om vore Arrester og Straffeanstalter, samt den paatænkte Stiftelse til moralsk fordærvede Menneskers Forbedring. (Efterskrift til Politivennen)

Det er i den sidste Tids offentlige Debatter saa almindeligt at see Aarene 1799 og 1834 stillede ved Siden af hinanden, at Forf. af disse Linier ved Gjennemlæsningen af en i de lærde Efterretninger for 1799 meddeelt Skildring af Forbedringshuset Tilstand følte sig opfordret til at gjenkalde denne i Publicums Erindring, til Sammenligning med vore Fængslers og navnligen det kjøbenhavnske Forbedringshuses Tilstand og dets Fangers nærværende Stilling. Det hedder her:

--- "Der er endnu meget tilbage som trængte til en bedre indretning, og som allerede nu kunde iværksættes, og endnu meget mere, som ikke uden en Totalreform i Stiftelsens Indretning og ved Regjeringens Medvirkning kunde foranstaltes. Og saalænge dette ikke skeer, saalænge der ikke tillige gjøres de fornødne og dertil svarende Forandringer i vore Straffelove, saalænge kan dette Fængsel umulig fortjene sit Navn af Forbedringshuus, men maa tvertimod erkjendes som en Aarsag til ydermere Fordærvelse af Moraliteten og en vigtig Hindring for Almuens Sædelighed og Forædling. Der dømmes f. Ex. en Læredrenge til Forbedringshuusstraf --. Han kommer nu ind blandt en Flok af de ryggesløseste Mennesker, Tyve, Skjøger, kort: Udskuddet af det menneskelige Selskab. Det Haandværk eller Arbeide, han har begyndt at lære, lægges her tilside. I dets Sted skal han til at lære et nyt Arbeide (at plukke Uld, at spinde o. dsl.), som staaer sædvanligen i slet ingen Forbindelse med hiint, og som han da siden aldrig har mindste Gavn af at have lært, og som han eiheller enten kan være tjent med eller finder Leilighed til at fortsætte, naar Straffetiden er omme. Med at det, hvor sørgeligt et Tab han end derved Lider, er det dog intet at regne mod den totale Fordærvelse, hans Sæder, hans Tænkemaade, hans Hjertes Følelser næsten uundgaaeligt maa underkastes i den daglige Omgang med hine elendige, der ikke kjende andre Gjenstande for deres Samtaler end kaad Ryggesløshed, nedrige Rænker og lumske Midler tl skjult og ustraffet at kunne rane og besvige, benægte eller forsvare Ugjerninger. Den Skam og Fortrydelse, han ved Indtrædelsen rimeligviis følede, forvandles snart til det blotte Forsæt, at begaae end flere og større Forbrydelser, men paa en trædskere Maade. I Stedet for, naar Tiden er udløben, at gaae derfra med det forsæt, for evig at skye dette Sted, som minder ham om hans Forvildelse, har han tvertimod som oftest imidlertid indgaaet fortrolige Bekjendtskaber, dem han ogsaa siden fortsætter, ved at besøge sine tilbageblevne Staldbrødre i elendigheden, maaskee endog ved at være Haandlanger til at udføre de Skarnsstyker, som Frihedens Savn hindrer dem fra selv at iværksætte. hvad er de da nu bleven af dette menneske, som Lovene vilde straffe til Forbedring? hvad er rimeligere, hvad er oftere Tilfældet end dette, at han, som før Straffen kun var en Letsinding, fra den Tid af bliver en Ryggesløs? at hans Straf vorder just det virksomste Middel til hans fuldkomne Fordærvelse?

Tjenestepigen, der føres til Forbedringshuset - - - , holdes der indesluttet i Maaneder eller Aar, og derpaa atter lukkes ud i den vide Verden: hvad skal hendes Skjæbne vorde? Sandt nok, Skjændsel og Vanære skulde der egentlig ikke hvile paa hende, fordi hun var paa dette Sted. Men er hun derfor bedre faren? Hvo vil tage hende i Tjeneste? Hvo kan vel vente at blive tjent med dette Menneske, der ved en lang Omgang med skamløse Qvinder kun altfor rimeligen er i Bund og Grund fordærvet? Hvo maa ikke frygte for at indlemme hende i sin Familie og derved sandsynligen give de øvrige Tjenestefolk, ja sine egne Børn, et dagligt Exempel paa Udyd eller en farlig Smitte af væmmelige Sygdomme? Neppe kan endog Medlidenhed overtale Menneskevennen til at optage denne Ynkværdige iblandt Sine; thi han maa med altfor megen Grund befrygte, at skade Mange idet han vil hjelpe Een. - Altså venneløs og hjælpeløs, ikke sjeldent tillige syg og svækket, fordærvet paa Sjel og Legeme, forlader hun det Sted, hvor hun hensattes til Forbedring! Hvilket Hjerte maa her ikke bbløde over Menneskehedens Elendighed? Hvad staaer der tilbage for hende? hvilke Udveie ere endnu aabne for hende? At stjæle, at tigge eller vorde en offentlige Skjøge: her er Valget, eller rettere, her er det, hun vexelviis efter Omstændighederne maa gribe til."

Enhver, som kjender noget til Nutidens Justitsacter - den eneste Kilde hvoraf man, af Mangel paa offentlige Meddelelser, er i Stand ttil at hentte Bidrag til en Skildring af vore Straffeanstalters nærværende Tilstand,- veed ogsaa, at de fleste kjøbenhavnske Forbryderes vita ante acta, forinden de berøves deres Frihed for Livstid, næsten ganske ligne hinanden. Man seer en Saadan som Dreng, ofte endnu førend at han har forladt Skolen, hensat i Politiets Fængsler, imedens at Undersøgelserne fuldendes om hans Strafskyldighed. Her bringes han, som Følge af det indskrænkede Antal af Arrester, i Forbindelse med Mennesker, der udfylder Tiden for ham med allehaande Fortællinger, sande og usande, om deres egne og andres Bedrifter, om hvorledes de ved List have vidst at undgaae Lovens Straf; og det vil sjeldent feile, at disse vide i høiere Grad at fængsle hans Interesse, end de Lærere, som tidligere i Skolen forsøgte at indprente ham Dyd og Retsind. Kommer han nu igjen i Frihed, da svigte de Bekjendtskaber ham ikke, som han i vore civile Arrester har havt den bedste Leilighed til at stifte med 4 á 5 Personer, som han dagligen seer sig indsluttet med, og som hyppigt skifte, ogsaa maaskee med Arrestanter i andre Arreststuer. Egen Interesse bringer de erfarnere Forbrydere til at opsøge den Uerfarne: thi han er, som de sige, god nok til at lære Byldten dvs. Tyvekosterne, og til at lade være i Stikken, hvis deres Udaad mislykkes. Nu igjennemgaaer han Tid aller anden flere Fængslinger og Lovens Straffe i de forskjellige Grader af 20, 60 og 120 Dages simpelt Fængsel, aldeles ubeskjæftiget og givet i Vold til sine slette of forførende Omgivelser. Disse finder ham som oftest Behag i og glemmer altså let, at han udstaaer en Straf, og kan følgelig derved ikke ledes til Forbedring, men snarere til nye forbryderiske Forsætter og Ringeagt for Loven og dens Straffetrudsler. han har da i Almindelighed naaet det 18de Aaer, er bleven vant til Fangekost og Frihedsberøvelser samt til at finde Moerskab i Samtaler om, hvorledes Loven paa bedste Maade kan trædes under Fødder og den undersøgende saavel som den dømmende Ret vildledes; han finder sig altsaa lettelig i at udstaae de forskjellige Gradationer af Vand- og Brødstraffen, hvor Arbeidet, som han hidtil var ubekjendt med, udgjør for ham den eneste Straf. Overvinder han denne Besværlighed, er Opholdet her vel ingenlunde afskrækkende for ham; thi det daglige Opsyn, der i Forbedringshuset kun bestaaer af en Mestersvend, som har Tilsyn med Arbeidet, og 2de Opsigtbetjente over et, som man vel kan antage, meget betydeligt Antal Fanger, er utilstrækkeligt til at forhindre et frit Samqvem imellem disse, der om Natten, saavidt vides, ere aldeles overladte til sig selv *). Naar Straffetiden er ude, gjør man den Fordring til et saadant Menneske, at han paa en lovlig Maade skal kunne ernære sig, uagtet han intet har lært undtagen at spinde, væve, plukke Uld og Værk, og hans Medmennesker naturligviis med god Grud frygte for at tage en Person i Tjenste, der skylder ryggesløse Forbrydere sin meste Underviisning. Det er altsaa næsten umuligt, saaling Tingen er saaledes organiseret, at ikke de fleste Forbrydere, naar de først engang have været inddømte i vort saakaldte forbedringshuus, jo efter kort Tid maae komme ind i Straffeanstalterne igjen, hvis de ikke ved tilfældelige gunstige Omstændigheder løsrives fra deres vante Forbindelser eller, forinden de ere blevne inddømte, have lært et Haandværk. Skulde man endog kunne godtgjøre, at en stor Deel af Fangerne fra vore Straffeanstalter ikke komme derind igjen, saa tør vi paastaae, at dette kun gjelder om de Personer, som ere dømte derind fra Landet og altsaa efter Straffetidens Udløb hjemsendes; men iblandt de kjøbenhavnske Forbrydere er dette Tilfælde vistnok usædvanligt; og hvor ligger Grunden hertil vel i andet, end at de sidste ikke bringes ud af deres tidligere Omgivelser og desuden intet have lært, hvorved de kunne paa lovlig Maade ernære sig; hvorimod Bondekarlen kan vende tilbage til den Syssel, som han allerede i Drengeaarene har øvet.

Det er saaledes neppe muligt at udfinde, at nogen væsentlig Forandring til det Bedre er i dette høistvigtige Anliggende skeet siden Aaret 1799, altsaa i en Tid af 35 Aar, i hvilken netop denne Sag i de fleste andre Lande er i høieste Grad skjænket den Opmærksomhed, som den fortjener, og hvor man paa samme Tid har sørget for den moralske Forbedring med samme Interesse, som for det Oeconomiske, saa at man kan nævne flere betydelige Straffeanstalter, hvorfra Forbryderne ved ders Løsladelse kunne udgaae som dygtige Haandværkere med en lille sammensparet Sum til at begynde en Næringsvei med, og det uden at de i deres Straffetid have kostet Staten een eneste Skilling eller i det høieste et ubetydeligt Tilskud. I Christiania skal man, til Exempel, have udnyttet andre Landes Erfaring til at bringe Straffeanstaltenpaa denne Fod, medens at i Kjøbenhavn udgifterne med dens ufuldkomne Straffeanstalter tiltage i den Grad, at der, ifølge Directionens Andragende, er under 5te f. M. reguleret et extraordinairt aarlig Bidrag til Beløb af 15.000 R Sølv, foruden de ordinaire Indtægter, som ere tillagte Straffeanstalten her og paa Møen, samt et aarligt tilskud fra Finantserne af 9.600 R Sølv. (See Collegialtidenden d. A. No. 11, Pag. 183-196) **).

Er det imidlertid en Sandhed, hvad der i de i Kjøbenhavnsposten d. 12te d. M. indrykkede "Bemærkninger af de frivillige Bidrag til at begrunde en Indretning til moralsk fordærvede Personers, men især den opvoxende Ungdoms Forbedring" er anført, "at de ulykkelige Mennesker, som tidlig bleve Offere for Fristelser og derefter for begaaede Forbrydelser i en ung Alder uden noget andet Hensyn endden Fare, som den offentlige Sikkerhed lider ved, at saadanne Væsener have deres Frihed, blive indesluttede i Arrester og Fængsler blandt ældre Misdæere, fra hvis Selskab de kun udgaae som aandelige og legemligt Foredærvede", hvilket vi, efter den Erfaring, vi har derom, troe at være fuldkomment rigtigt ***): saa kan man vel heller ikke let troe, at en offentlig Indbydelse til Folket fra flere af Landets høistagtede Mænd til ved frivillige Bidrag at begrunde en Stiftelse, hvoraf man kunde vente, at den unge Forbryder ville udgaae som et moralsk forbedret Menneske, skulde have fundet saaliden Indgang hos den danske Natin, at der Intet lod sig udrette med den indkomne Sum, saafremt der ikke i Maaden, hvorrpaa denne Indbydelse var affattet, eller i andre Omstændigheder var Noget som maatte svække dens Interesse herfor. (Herefter gennemgår artiklen planen).

*) Ved Tugt- og Rasphuset er ansat 3 Opsigtbetjente.

**) I Preussen, hvor man erkjender, at her endnu staaer meget tilbage at udrette i denne Sag, udgjorde Omkostningerne for det Offentlige med 1080 Fangers Underhold i Straffeanstalterne i Brandenburg og Spandau i Aaret 1832 i Alt 44,717 Thlr preussisk ourant eller omtrent 58,800 Rbd r. S.; i Sammenligning hermed vilde vort Tugt-, Rasp- og Forbedringshuus, naar Fangernes Antal ansættes til 650, koste aarlig noget over 35,000 Rbd. r. S., iberegnet en daglig Arbeidsfortjenste for hver Fange af 9 sk. rede Sølv.

***) Som et Beviis paa den totale Demoralisation, som finder Sted imellem Fangerne i vore Straffeanstalter, fortjener at bemærkes, at der, efter Forlydende, er i en Tid af nogle Maaneder i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset her i Kjøbenhavn afsagt Dom i 5 sager angaaende attenteret Mord paa Opsynet eller Medfanger, som forstørstedelen vare motiverede ved Tvistigheder alene om 1 á 1 Pd. Brød, nogle Lod Hestekjød eller lignende Ubetydeligheder. I to af disse Sager er afsagt Dødsdom. 

(Kjøbenhavnsposten den 29. april 1834)

Confirmation. (Efterskrift til Politivennen)

I en Skrivelse fra det Holsteenske, indført i "Hb. woch. gemeinn. Nacht.", af 4de ds., gjentages den allerede oftere tilforn offentlig førte Klage over, at Confirmations-Handlingen mange Steder i Hertugdømmerne enten ikke feires med tilbørlig Værdighed eller paa en mindre hensigtsmæssige Maade. Ref. fortæller hvorlunde han i f. A. et Sted har været Vidne til saadanne Omstændigheder derved, at han, greben af den største Uvilie, forlod Kirken. "Under den hele Handling", siger han "bleve Dørene revne op og slagne i; man gik ud og ind, snart enkeltviis, snart i Klynger, hvorhos der ikke savnedes Trængsel og lydelig Ordstrid; her skjændtes man om Pladserne, der søgte man at trænge ind eller krybe over i Stolene; saa hørte man et Barn skrige og Moderen søgte høirøstet at tysse paa det; kort under den hele Handling herskede en saa forstyrrende og vedholdende Støi, at man ti Skridt fra Alteret ikkun kunde høre enkelte Ord af hvad Præsten sagde. Især gik det livligt til i Nærheden af Alteret, hvor de Nysgjerrige især trængte sig hen; man puffede og stødte hinanden etc., og det var kjendeligt, at Confirmandernes Opmærksomhed mere var henvendt paa disse Scener end paa Præstens Tale." Han dadler dernæst ogsaa at flere Præster mene at give Gudstjenesten paa Confirmationsdagene fortrinlig Vigtighed, ved at trække den saa langt ud, at den varer over 3 til 4 Timer, istedetfor at den, efter hans Formening, aldrig burde overskride et Tidsrum af to timer.

(Kjøbenhavnsposten den 8. april 1834)

Rasphuusfange henrettet. (Efterskrift til Politivennen)

I Tirsdags Morges henrettedes paa Amager uærlig Rasphuusfange Sigurdur Gottsveinsen, der, ved Høiesteretsdom af 22de Jan. D. A., for voldelig at have overfaldet Opsynsmand ved Straffeanstalten Reimann og med en Kniv bibragt ham Saar, tilfandtes at have sit Liv forbrudt. Forbryderen var 36 Aar gammel og født paa Hoholte i Island. Han var dømt til rasphuuset for Livstid, som Hovedmand for et natligt Overfald og Tyverie af en i høi Grad oprørende Natur, idet han, bevæbnet med en Dolk, og som Anfører for flere Forbrydere, der, ligesom han selv, vare formummede, havde indfundet sig hos nogle afsides boende Folk, hvilke de om Natten overfaldt i deres Senge, bandt og frarøvede en Mængde Koster, hvorhos han endog havde foreslaaet sine Medskyldige til Slutningen at sætte Ild paa Huset. Mod hans Forhold i  Straffeanstalten skal inden hans Overfald paa Opsynsmanden intet have været at erindre; efter adskillige Fangers Forklaring, skal han i Omgang have været af en godmodig Characteer, naar han ei drilledes, hvorimod han, naar dette var Tilfældet, i høi Grad skal have været ustyrlig. Om Aftenen skal han, ved at læse i gudelige Bøger og synge aandelige Sange, undertiden have læst og sunget saa høit, at han forstyrrede de andre Rasphuusfanger, naar de vilde sove. I den sildigere Tid brødes han idelig med de andre Fanger, og blev ofte irettesat derfor af Reimann, der imidlertid antog, at den egentlige Grund til Gottsveisens Forbittrelse imod ham den Dag overfaldet skeete, var den, at han til Mesteren havde meldt Fangens Støien og Uordener paa Salen, hvorpaa Mesteren havde kaldt ham til sig, formanet ham og sat ham til Værkplukning istedetfor til Spoling, hvorved han tabte en ugentlig Fortjeneste af 8 Sk. Det var ogsaa med den kniv, han brugte ved Værkplukningen, at han tilføiede Reimann Saarene. Ved Henrettelsen viste han Mod, uden Frækhed, og Hengivelse i sin Skjæbne. Hr. Paster Visby beredte ham til Døden.

(Kjøbenhavnsposten den 8. marts 1834)