Om Embeders Besættelse i Island. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Stiftamtmanden i Island Kriegers Ansættelse som Stiftamtmand i Aalborg Stift, er førstmeldte Embede nu blevet vacant. Dette Embede har, som bekjendt, alt i længere Tid ikkun været besat med unge danske Adelsmænd, som dermed have begyndt deres Embedsbane, og efter nogle faa (sædvanlig 5 a 6) Aars Tjeneste igjen vendt tilbage til deres Fødeland, og det er indlysende, at dette Embeds Bestyrelse ikke kan andet end lide betydelig ved disse idelige Omflytninger og otte indtræffende Vacancer, især da Stiftamtmændene desuden endog inden Udløbet af deres korte Tjenestetid ofte have fundet sig foranledigede til, i Familie- og andre Anliggender, at reise ned til Danmark, hvor de da sædvanligen i det Mindste overvintre, imedens Embedet under deres Fraværelse, saavelsom i Vacancen, bestyres af underordnede Embedsmænd, der desuden have de med deres eget Embede forbundne Forretninger at varetage.

Men selv om man nu vilde oversee denne Omstændig, formene vi dog , at der frembyde sig andre viglige Grunde, der bestemt fraraade, at besætte saavel dette, som andre Embeder i Island, med danske Embedsmænd, undtagen i virkelige Nødvendigheds Tilfælde. Saaledes er Climaet i Island langt strængere end i Danmark, der frembyde sig langt færre Fornøielser, man maa der undvære mange af de Beqvemligheder, man er vant til at nyde her, hvoraf følger at Opholdet i Island for Andre end Indfødte bliver kjedeligt og ubehageligt, hvilket igjen slapper og maaskee tilintetgjør den i ethvert Embedsforhold nødvendige Interesse og Virksomhed. Ikke mindre Vanskelighed frembyder det islandske Sprog for den danske Embedsmand, der ved Ankomsten til Landet - for ikke at sige ved sin Afreise derfra - som oftest er blottet for al Kundskab i samme. Hvad de underordnede juridiske Embedsmand, c: Sysselmændene og Byfogden i Reikevig, angaaer, da er det et aldeles nødvendigt Reqvisit hos disse, at de ere Sproget fuldkommen mægtige, eftersom hele Retspleien skal og bør udføres i dette Sprog, ligesom og Landets Indvaanere synes at have et billigt Krav paa, at slige Embeder er overdrages til Andre end dem, de selv kunne forstaae og af hvilke de selv kunne forstaaes. At navnligen - for at oplyse Sagen med et Exempel - En, der ikke er Sproget mægtig, ei med tilbørlig Kraft kan inqvirere i criminelle Sager, uden selv at kunne forstaae Inqvisiten eller denne ham, forekommer os aldeles indlysende, og at dette igjen har høist farlige Følger for Retssikkerheden, er det overstadigt at bemærke. Ogsaa disse Vanskeligheder møde den danske Stiftamtmand, thi da han tillige er Amtmand i Sønder-Amtet, skal han afgjøre, om der fra Justitiens Side er Anledning til at indanke til de overordnede Retter de for Underretten ergangne, i det islandske Sprog affattede Domme. Desuden er denne Embedsmand, Stiftamtmand, paa enkelte Undtagelser nær, overdraget at besætte Præstekaldene i Island efter Forslag fra Biskoppen.

Ansøgningerne herom affattes vistnok som oftest i det islandske Sprog, og hvis Stiftamtmanden - der desuden er blottet for al personlig Bekjendtskab med de Ansøgende, ei forstaaer dette, maa han i eet og alt rette sig efter Biskoppens Forslag, og saaledes savnes den tilsigtede Garanti for disse Embeders retfærdige og samvittighedsfulde Besættelse. Endvidere er Stiftamtmanden paalagt den Pligt, "saa ofte hans øvrig Embedsforretninger det tillade", at tage Sæde i Landsoverretten, for at paasee, at den holdes med Værdighed og at Rettergangspolitiet føres med Orden og Nøiagtighed. Da nu Proceduren ogsaa for denne Ret skal udføres i det islandske Sprog, vil det være en i dette Sprog ukyndig Stiftamtmand aldeles umuligt, tilbørligen at efterkomme denne Pligt. Som en Følge saavel af det ovenfor omtalte Ubekjendtskab med Sproget, som tildeels deraf, at den danske Embedsmand er opdragen under Forhold, der ere ganske forskjellige fra dem, der finde Sted i Island, bliver det endvidere en yderst vanskelig Opgave for ham, at sætte sig ind i den islandske Ret. - Denne bestaaer nemlig deels af gamle, i det islandske Sprog affattede Love, som selv for den Indfødte undertiden ere temmelig uforstaaelige, deels af norske Love, som i flere Punkter ere gjorte gjeldende paa Island, deels af Lovbud for Danmark, der i sin Tid have været bekjendtgjorte paa Altinget, og som nu uden anden Sanction antages at være gjeldende, og deels endelig af en Mængde letale Sædvaner og Retsvedtægter, hvorom Oplysninger ikkun med stor Uleilighed af en Fremmed kunne erholdes. Da alle disse heterogene Bestanddele aldrig have været bearbeidede til noget System, vil selv den indfødte Embedsmand, der i flere Aar udelukkende har beskjæftiget sig med den islandske Ret, ofte svære i Uvished om, hvad han skal og hvad han ikke skal antage som gjeldende, og i en forbøiet Grad vil denne Vanskelighed vise sig for den danske Embedsmand, der fra Universitetet kun medbringer yderst fragmentariske og til et Embedes ordentlige Bestyrelse aldeles utilstrækkelige Kundskaber i den islandske Ret; og at en dansk Embedsmand, der efter nogle faa Aars Embedstjeneste i Island kan gjøre sig grundet Haab om Ansættelse i sit eget Fødeland, om hvis Forhold og Lovgivning han allerede har de fornødne theoretiske Kundskaber, ikke føler stor Lyst til at trænge dybere ind i en saa utilgængelig Lovgivning, kunne vi næsten finde undskyldeligt. Endeligen kan den fornødne Localkundskab, samt Bekendtskab med den islandske Oekonomi, Folkets Tænkemaade, Charakter m. v. af en Fremmed først erhverves ved flere Aars opmærksomme Iagttagelse, og vi holde os overbeviste om, at flere af de i Island ansatte danske Embedsmænd ere vendte tilbage til deres Fødeland, uden at have erhvervet nogen alsidig og grundig Kundskab herom, ligesom at en saadan Mangel ofte maa have fremkaldt umodne og uoverlagte Forslag og Betænkninger, i det vi paa den anden Side fuldkommen erkjende den Iver og Nidkjærhed, hvormed nogle af disse Embedsmænd have arbeidet for Islands Vel.

Vi ere saaledes overbeviste om, at Landet er baade bedst tjent med og med Billighed kan vente at faae Indfødte til Embedsmand, saalænge der blandt disse findes nogenlunde beqvemme Subjecter, hvilket Princip med Hensyn til Embeders Besættelse i Island Regjeringen ogsaa hidtil synes at have hyldet, dog med Undtagelse af Stiftamtmands-Embedet. Men at denne Undtagelse fremdeles maatte blive hævet, derom troe vi at udtale ikke blot vort eget, men et blandt det islandske Folk almindeligt Ønske.

(Kjøbenhavnsposten 14. november 1836, s. 1296-1297)

Reformationsfesten. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn den 10de October 1836.- Det vil sikkert have forundret Publicum at erfare, at vort Universitet høitideligholder Reformationsfesten ved at afholde saakaldte Magister-Licentiat- og Doctor-Disputationer. Ved Reformationsfesten skulle vi feire Mindet om den mærkelige Tid, da en kraftig og ædel Begeistring forenede gode Kræfter tiil Kamp mod Traditionens Tyranni, da Menneskeaanden reiste sig med kraftig Protest imod de forsmædelige Lænker, hvori Herskesygen havde smedet Vankundigheden, og begyndte det store Reformens Værk i Kirke og Stat, der betegner Menneskehedens senere Historie. Vi tilstaae gjerne, at dette Maal kun er opnaaet meget ufuldkomment; men netop derfor ligger der i Mindet om den unge, livsfriske Kraft, om den Begeistring og sunde Dygtighed, hvormed hiin Bestræbelse først traadte i Livet, en stærk Opfordring til at fortsætte den, eller hvis vor Tid endnu ikke skulde due til at frigjøre sig fra al Overleverings Ledebaand, da idetmindste at vende tilbage til det Standpunkt, hvorpaa selv Kirkereformen i sin første Reenhed søgte at stille sig. - Denne Reformationsfest vil ogsaa Universitetet søge at forherlige, og det med Rette, thi Reformationen var det, der frigav Videnskaberne til den menneskelige Aands selvstændige Granskning, og Reformationen var det, som seqvestrerede Kirke- og Klostergodser, og saaledes skjænkede Universitetet Tiende og Landgilde til Professorernes Lønning. Det er altsaa naturligt og billigt, at ogsaa vort Universitet feirer hin Begivenhed; men hvorledes gjør det det? Ved saakaldte Magister- Licentiat- og Doctor-Disputationer. - Der gaves en Tid, da alle nyere Sprog vare saa barbariske og udannede, at de kun afgave et meget maadeligt Middel for en høiere Tænkning, medens det latinske Sprog var bragt til en vis udvortes Formfuldendthed, der selv i sin forskruede Stivhed dog nogenlunde kunde tilfredsstille den yderst magre Kreds af Forestillinger, der tilligemed Sproget selv vare modtagne gjennem de ufuldstændige Brudstykker af en Literatur, hvori det romerske Liv, eller egentlig kun en enkelt mindre dygtig Periode af samme udtaler en meget ufuldkommen og skjæv Culturs høist eensidige Udvikling, der tilmed er gaaet tilgrude. Det er forklarligt, at man dengang kunde ansee det for en værdig Gjenstand for de menneskelige Bestræbelser, at drive det til den størstmulige Færdighed i Brugen af de uddøde Stumper af et Sprog, der fordum var talt af Folk, der i en vis forfinet Humanitet og Elegants stode over de fleste paa hiin senere Tid levende Mennesker. Men siden den Tid have de fleste af Nutidens Sprog opnaaet en indre Rigdom og formel Uddannelse, der sætter dem langt over hiint støede Herbarium af visne Phraser, ligesom den friske, saftige Fylde, Livet udfolder under Dagens lyse Straaler, aabner dem en Fremtid fuld af Haab og Glæde, medens hine dunkle, blodløse Skygger evigt holdes fængslede af Gravens kolde Nat. Og ligesom Sprogene selv have udviklet sig, saaledes har ogsaa Menneskeaandens rastløse Virken fremdraget een Masse af Kjendsgjerninger og skabt en Rigdom af Ideer, hvorom Oldtiden ikke kunde have nogen Anelse, hvad Under da, at hiin stereotype Formelkram, der alt for Aartusinder siden har tabt al indre Spirekraft, for en saa udvidet Forestillingskreds vilde være et ikke blot besværligt, men som oftest ligefrem ubrugbart Udtudskningsmiddel, selv om Folk endnu vare uforstandige nok til at bortødsle al den Tid, som udfordres til at erhverve nok til at erhverve den unyttige Færdighed, at skrive og tale saakaldet classisk  Latin. - Den Tid, da dette var det høieste Kjendetegn paa Dannelse og Smag, var Videnskabelighedens Barndom; det var den Tid, da Menneskeaanden endnu brugte Pegepind for at stave sig frem og stod ved en Stol og gjorde Battements, for at lære at strække Foden. Et nego maiorem og proba minorem, Syllogismer og Antitheser, det var de "Skolefuxerier," ved hvilke man skulde lære at tænke, en Sorites eller Achilles, de "Rasmusmontaniader," ved hvilke man udviste sin Skarpsindighed og Bravour. Denne Tid var det, der fødte de Disputationer til Verden, der gave den, der i hine Hanekyllingefægtninger kunde sige: pugnavi strenue, viei gloriose, - ak ja, de gave ham Rang og Titel i - Gud hjelpe os - den lærde (sic) Republik (sic). Men snart voxede Menneskeaanden fra hiin Pogedressur; Dialektikken kastede sig ind i Livet, bemægtigede sig og forarbeidede det rige stedse voxende Stof, og saaledes fremkom de store Resultater, der have omformet, eller ere i Begreb med at omforme ikke blot Vivdenskaberne, men hele det sociale Liv. I denne Tingenes Orden spille nu, som vi have tilladt os at yttre, saadanne gammelgothiske, scholastiske Disputeringsspillerier en i Sandhed jammerlig Rolle. Universitetet er Aandsfrihedens hellige Tempel, og ikke et Vartou for Parykker og Fordomme; derfor er det da, at det har forundret os, at det vil feire Mindet om den aandige Friheds Gjenfødelse ved at offre en Hekatombe paa Mologs Alter. Det Bedste er, at Publicum, (inclusive de saakladte Lærde) ikke tager mindste Notits af disse latinske Konster; de skrive Disputatiunculer, som Ingen læser, og staae der paa "Klosteret" i Kannikestræde og radbrække Latinen, sige hverandre flaue Complimenter, som Ingen hører paa - alt in majorem Dei gloriam. - Man fortalte med en Triumph, som om den gode Sag kunde have vundet en stor og følgerig Seier, at Consistorium efter flere Debatter havde andraget paa at enkelte Disputatser maatte kunne skrives paa Dansk, og at Universitetsdirectionen havde indstillet dette Andragende til allerhøieste Approbation. Denne er imidlertid ikke paafulgt. Da hiin Indstilling, som vi nu have erfaret, gik ud paa at den mundtlige Disputation over de danske Afhandlinger ligefuldt skulde holdes paa Latin, saa forekommer denne Hs. Majestæts Resolution os at være det ene Conseqvente, og en velfortjent Tilbageviisning af den Halvhed, der laae i Andragendet. For at Ingen skal bestride os Selvmodsigelse, bemærke vi, at vi nu som tidligere troe, at saalænge slige Disputatorier og det derpaa byggede literaire Ranguvæsen overhovedet skal vedvare, vilde ansee det for et Fremskridt, om det Hele blev paa Dansk, og at vi først senere ere komne til Kundskab herom, at det omhandlede Forslag laborerede af en uforklarlig Halvhed og Inconseqvents, der saameget mere maa antages at have bevæget Hs. Majestæt til dets Forkastelse, som der ellers ikke letteligen kunde tænkes nogen Grund til, at han skulde have nogen stor Forkjærlighed for Latiniteten.

(Kjøbenhavnsposten 10. oktober 1836)

Krebs' Skole. (Efterskrift til Politivennen)

Undertegnede agte, ved en dertil passende Foranstaltning at ordne en forberedende Underviisning for Børn i en Alder mellem 8 og 11 eller 12 Aar, der ere bestemte til senere at indtræde i en af Skolernes nederste studerende Classer. 

Denne Underviisning, der tildeels, saavidt vor Embedssttilling tillader det, vil blev meddeelt af os selv, og iøvrigt ledet under vort Tilsyn og Ansvar, ville 5 Timer daglig, nemlig fra Kl. 9 til 2 blive anvendte. Underviisningen vil, saafremt et tilstrækkeligt Antal af Disciple forinden anmeldes, tage sin begyndelse i den sidste Halvdeel af October Maaned. Det maaneedlige Honorar fastsættes til 5 Rbd. Sedler. Med Anmedelser desangaaeende vilde man behage at henvende sig, om Middagen imellem Kl. 1 og 3, til Førstnævnte af Undertegnede boende i Farvegaden Nr. 130, 1ste Sal.

B. Borgen. Overlærer ved Metropolitanskolen. C. P. J. Krebs. Cand Philos. og Inspecteur ved Metropolitanskolen.

(Kjøbenhavnsposten 12. oktober 1836)

C. P. J. Krebs skulle senere grundlægge Krebs' Skole:

Dragerne ved Toldboden. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn den 30te September 1836. - Endeligen er det blevet de Reisende, som ankomme til Kjøbenhavns Toldbod, tilladt at lade deres medbragte Gods hjembæres af hvem de ville og for den Betaling, hvorom de med Vedkommende kunne forenes. Som bekjendt var der i sin Tid forundt Havnecapitain og Transportforvalter Eskildsen saavel udelukkende Ret til at besørge Godstransporten ved Kjøbenhavns Toldbod og paa Rheden, som eneret til med Dragere at besørge de Reisendes Gods henbragt til deres Boliger. Allerede under 7de Novbr. 1834 bestemte Hs. Majestæt, at Godstransporten fra 1ste Marts 1836 skulde være aldeles fri for Alle og Enhver, og om Drageriet fastsattes, at det samme skulde være Tilfældet til den Tid, som af Generalpostdirectionen nærmere blev bekjendtgjort. Af denne Bemyndigelse har Postdirectionen dog ikke gjort Brug førend nu, da den ved Bekjendtgjørelse af 26de d. M. har kundgjort, at Drageriet fra 1ste Novbr. d. A. frigives for Alle og Enhver.

(Kjøbenhavnsposten den 30. september 1836)

Deportation af Fanger. (Efterskrift til Politivennen)

(Hamborg den 18de August.) Det havde allerede længe været den herværende Øvrigheds Ønske at deportere saadanne Forbrydere, der ere dømte paa en Række af Aar eller Livstid, for at befrie Fængslerne og Staten for dem. Underhandlinger med det australiske Colonisationsselsskab i London bleve virkelig indledede og Overeenskomst blev ttilveiebragt; men da den ikke stadfæstedes af den engelske Regjering, kunde den ikke blive bragt til Udførelse. Saa meget desto velkomnere var derfor Tilbudet af en Capitain fra Brasilien, der med sit Skib ankom hertil for at hverve Rekrutter. Man overlod det til Tugthuusfangernes eget Valg, om de vilde lade sig borttransportere eller her udholde deres Straffetid. Antallet af de, der meldte sig, var saa stort, at ikke alle kunde finde Plads ombord paa hiint Skib, der kun er en lille Brig, og som tillige havde andre Udvandrere ombord. Det afseilede den 27de Juli d. A. For os er denne Emnacipation fordeelagtig saavel i finantieel som i moralsk Henseende. Capitainen vil meget godt finde sin Regning derved, da han foruden den Godtgjørelse, han her har, formodentlig ogsaa af sin Regiering vil faae Haandpenge udbetalt, desuden er han ifølge en nylig bekjendtgjort Lov fritagen for Havnepenge og andre Afgifter, naar han medbringer hundred Colonister. Man kan derfor vente, at deslige Expeditioner ville finde Gjentagelse.

(Kjøbenhavnsposten 4. september 1836)

I "Itzehoer Wonchenblatt" spørges om man ikke skulde kunne sende en Deel af de Fanger, Straffeanstalten i Glückstadt indeholder, til Brasilien, saaledes som vor Nabostad Hamborg har gjort. Derved vilde mangen Commune fritages for en stor Byrde; og hvad Nytte stifte saadanne Folk, som efter 5 eller 10 Aars ophold i Straffeanstalten igjen erholde deres Frihed? De bruge den sædvanlig til atter at stjæle og foraarsage Communerne nye Omkostninger. 

(Kjøbenhavnsposten 23. september 1836)