Til Underretning for Trinitatis Menighed. (Efterskrift til Politivennen)

Den 30te Mai dette Aar anmodede jeg Hr. Klokker og Dbmd. Petersen om at indskrive et Barn til Daab, i hvilken Anledning jeg tilstillede Hr. Dr. og Sognepræst Rothe 3 Rbd. og Hr. Klokkeren 2 Rbd., som Betaling for deres Uleilighed med denne Forretning. Ved mit Bud, som havde overbragt Betalingen etc. behagede Hr. Klokkeren at lade mig vide, at Graverne ogsaa skulle betales. Dette havde jeg jo rigtignok ogsaa ved tidligere Leiligheder gjort, men da jeg ikke indsaae, hvad en Graver har at bestille ved Daaeben, troede jeg dennegang at kunne spare denne Udgift. Jeg skrev derfor til Hr. Klokkeren, og anmodede ham venskabeligst om, at oplyse mig om det ved Anordningerne var befalet, at Graverne skulle betales ved saadan Leilighed, samt om hvormeget enhver i saa Fald tilkom. Mit Bud bragt mig mit Brev tilbage med den mundtlige Besked fra Hr. Klokkeren, at han bestandigt var kommet godt ud af det med mig, og at han ikke vilde sige Graverne Grovheder. Efter dette Svar antog jeg at Betalingen til Graverne var frivillig, og altsaa Alt ordnet med Hensyn til Kirkebetjentenes Betaling, og dette havde jeg saa meget mere Grund til at antage, som Klokkerens Pige kort efter indfandt sig hos mig, for at anmode mig om, da flere Børn skulde døbes Kl. 12, at lade mit Barn være i Kirken Kl. 11½ i Stedet for Kl. 10, som var den forhen fastsatte Tid.

Til den bestemte Tid indfandt min Kone sig med Barnet, ledsaget af Jordemoderen, og blev af en Kirkebetjent indlukket i en Stol. Kort derpaa henvendte Hr. Pastor og Katechet Øllgaard sig til hende med det Spørgsmaal, om ikke Barnets Fader var nærværende, hvortil blev svaret, at han havde været syg hele Vinteren, og endnu ikke befandt sig saa vel, at han kunde over være Handlingen. Hr. Pastoren gjorde derpaa min Kone opmærksom paa, at han ikke kunde døbe Barnet, da Kirkens Betjente ikke vare betalte. Min Kone svarede ham derpaa, at Betaling var tilstillet saavel Præsten som Klokkeren, hvorpaa Hr Pastoren atter gjensvarede, at førend Graverne vare betalte, kunde han ikke døbe Barnet, og da min Kone gjorde Hr. Pastoren opmærksom paa, at hun ingen Penge havde hos sig, men at Betaling skulde blive Graverne tilstillet, fik hun atter til Svar: disse maae først betales, før døber jeg ikke Barnet, hvorpaa han forføiede sig bort. Til alt held havde Jordemoderen 1/3 Sp. og 3 Sølv 12 Sk. hos sig, som bleve givne den ventende Graver,og da han saaledes var tilfredsstillet blev Daaeben paa sædvanlig Maade fuldført. Havde Jordemoderen ikke heldigviis havt disse Penge hos sig, havde en Familifader, der tidligere har ladet døbe 8 Børn i denne Kirke, og derfor betalt til Præsten og Kirkens Betjente henved 100 Rbd. lidt den Krænkelse, at see sin Kone og sit Barn viist ud af Kirken. Jeg veed ikke hvo der er den egentlige Ophavsmand til denne Behandlling, som er mødt min Kone, men ligesom jeg ikke kun tror, at en Katechets Tjeneste ved Kirken er af en saa underordnet Natur, at Hr. Pastor Øllgaard skulde være nødtvungen til at lade sig bruge som Værktøi af sin Foresatte, til at krænke en Familie, der troer stedse at have handlet saaledes, at man mindst fra den geistlige Side skulde kunne vente en saadan Fremgangsmaade paa et Sted og ved en Handling, hvor en Moder vist sjelden møder uden med Følelser og Tanker, der ikke egne sig til at blive krænkede paa en saa uopdragen Maade, saaledes kan jeg heller ikke antage, at en Mand, som Hr. Dr. og Pastor Rothe, skulde være saa lidet anseet af sine Undergivne, at disse uden videre Forespørgsel skulde turde fordriste sig til, at behandle hans Sognefolk paa en maade, der ikke just egner til tilat gjøre ham eller dem agtet og elsket af Menigheden. Det vilde være høist ønskeligt, at den Autoritet, hvorunder Kirkens Betjente hører, vilde betyde dem, at de ikke oftere brugte en Fremgangsmaade, der er saa upassende for den Stand og Stilling, de beklæde i Samfundet, ligesom det vilde være ønskeligt om det passerede maatte give Anledning til, at en bestemt Betaling blev fastsat for enhver Forretning, hvortil man bruger Præst og Kirkens Betjente; thi at Provster og Præster efter eget Skjønnende skulle kunne bestemme eller blive enige om, hvorledes deres >rbeidee skal betales, er en Maade at fastsætte Betaling paa, der i og for sig er høist mislig, ligesom man kan befrygte, som ovenstaaende Exempel viser, at den vil føre til at de betjente sig af Uartigheder til at indrive den af dem selv bestemte Betaling.

Skulde denne offentlige Bekjendtgørelse om det krænkende Tilfælde, der er mødt mig, kunne bevirke, at mine Medsognefolk i Fremtiden kunne blive forskaanede for Sligt, da skal det glæde mig. Jeg skal sikkert i Fremtiden, naar jeg ikke er nødtvungen dertil, aldrig oftere henvende mig til Trinitatis Kirke. Slutteligen tillader jeg mig at tilføie, at, om end Nogen skulde fremkomme med et Svar, for at besmykkeden brugte Fremgangsmaade, er dette det Første og det Sidste, man i denne Sag seer fra mig.

C. F. Holmblad.

(Kjøbenhavnsposten den 8. juni 1838)

Skjøndt jeg holder det for Skyldighed og Pligt, ikke videre at indlade mig paa Hr. Farver Holmblads inserat i Nr. 155 af dette Blad, førend høiere Foresatte have erklæret sig, tilskynder dog Ærbødighed for Medborgeres Omdømme mig til foreløbig at bemærke:

At Hr. Holmblads flere Gange gjentagne Paastand, at jeg har negtet at døbe hans Barn, forinden Graverne vare betalte, er usand, saa at jeg først, efterat Daaben var forrettet, blev vidende om, at Mad. Holmblad havde ydet Graverne noget Salarium

At Hr. Holmblads Paastand om uartig Adfærd af mig mod hans Kone er i directe Modsigelse med hendes personlige flere Gange i hans Paahør til min nærmest Foresatte  givne Erklæring om min artige Adfærd mod hende.

Endelig at det vil være indlysende, at jeg ikke har været nogens Værktøi, eftersom jeg først ved min ankomst i Kirken til Daaben erfarede Hr. Holmblads Vægring, at affinde sig med Graverne.

W. Øllgaard. 

(Kjøbenhavnsposten den 13. juni 1838)

I det af mig i Kjøbenhavnsposten Nr. 155 indførte Stykke betitlet: "Til Underretning for Trinitatis Menighed", erklærede jeg i Slutningen, ikke at vilde besvare hvad Vedkommende vilde blive anført for at besmykke Sagen, idet jeg troede, at man i det Høieste vilde søge at sætte Sagen i et gunstigere Lys, end den ved min Fremstilling var sat i. Den af Hr. Katechet Øllgaard i Kjøbenhavnsposten Nr. 160 indførte Erklæring nøder mig imidlertid til, desuagtet at tage til Gjnemælde, da jeg troer at skylde mig selv, ikke lade et Udsagn, hvori jeg beskyldes for at have nedskrevet en Usandhed, staae ubenegtet. For imidlertid saa meget muligt at forhindre yderligere Skriveri i offentlige Blade, indskrænker jeg mig til at bemærke til Hr. Øllgaards Anførte; at Fremstillingen af Begivenheden i Kirken, da mit Barn blev døbt, er sand, og kan, naar forlanges, beediges af min Kone, og at Herr Pastor Øllgaard har misforstaaet mine Yttringer om den af ham udviste Adfærd, der aldeles ikke have Hensyn til Formen, herunder den skete, men kun til Handlingens egen Character.

Kjøbenhavn den 19de Juni 1838

C. F. Holmblad. 

(Kjøbenhavnsposten den 19. juni 1838)

Affæren udviklede sig til flere retssager, hvis udfald blev kommenteret i Kjøbenhavnsposten 24. februar 1840. I den ene sag, Øllgaard mod Holmblad, billigede retten ikke Øllgaards adfærd, men idømte alligevel Holmblad 50 Rbd. mulkt på grund af manglende juridisk bevis. I den anden sag som pastor Rothe havde anlagt mod Holmblad, blev Holmblad frifundet. 

Hauserplads. (Efterskrift til Politivennen)

Endelig er det da afgjort, hvad der skal blive af den saakaldte Hauserplads, der har ligget Brak i en endnu meget længere Tid, end Kongens Nytorv. Som bekjendt stod der forhen en Fattigvæsenet tilhørende Tvangsanstalt, der brændte i 1807 og ikke senere er bleven igjen opført. Siden den tid har Pladsen ligget øde og ventet paa, at den høie Ovrighed skulde blive færdig med sin Overveielse af hvad der skulde gjøres af den. Hvis den høie Øvrighed llidt tidligere var kommen til ende med al den Betænkning, Overveielse og Drøftning, da vilde man for en ikke betydelig Sum have kunnet kjøbe de faae Grunde, som ligge mellem Kultorvet og Hauserpladsen, hvis Bygninger, saavidt vides, i 1807 afbrændte enten alle, eller i det mindste for største Delen, og begge Pladsene vilde da ikke blot være sammensmeltede til et stort, rummeligt Torv, men der vilde endog have været Plads til i Midten at indrette en liden Træplantning. Men medens Øvrigheden veiede Sagen over, ere alt flere Huse blevne opførte, og man vilde rimeligviis endnu have brugt lang Tid til at tænke vover den Ting, dersom ikke Eieren af en tilstødende Grund havde villet bygge et Huus med Facade til Pladsen, og derfor forespurgt sig, hvad der skulde bllive af den. Efter Forhandlinger mellem Magistrat, de 32 Mænd og Politidirecteuren er det nu afgjort, at Pladsen skal udlægges til Hjælpetorv for Kultorvet, og at Fattigvæsenet i Godtgjørelse for Grunden faaer 8000 Rbd. i 4 pCt. kongl. Obligationer af Stadens extraordinaire Fond.

(Kjøbenhavnsposten kunne den 14. maj 1838)

Slesvigs Fortydskning. (Efterskrift til Politivennen)

Var den danske almue i Slesvig var blevet forført af "tyskheden"? Skulle der en "dansk vækkelse" til? Havde "tyskerne" infiltreret den danske stat:

(Dannevirke). "En Røst i Farens Tid. Den Dag kan ikke mere være fjern, da slesvigs danske Indvaanere ville erfare om det er deres Konges og Hertugs allerhøieste Villie, at de i deres eget Land skulle vandre i Tydskhedens Trældomslænker, eller at det Aag, de hidtil have baaret, skal kastes af deres Skulder, og den til Selvbevidsthed vaagnede Nationalitet udfolde sine undertrykte Elementer til et nyt og kraftigere Folkeliv. - Vigtig er den Sag, der gjelder Folkets Frihed i dets eget Land; vigtig den Sag, paa hvis Udfald det beroer, om den af Slumren vakte Folkelighed skal skue den unge Morgens hele Herlighed, eller om den atter skal dysses i Dvale og Folkets Venner intet Bedre kunne gjøre, end af alle Kræfter virke til, at det snart kan blive almindeligt i det hele til Fortydskelse bestemte Land, at den dansk-slesvigske Bonde, ligesom hiin Apenrader, i det eneste Sprog, han kjender, kan fortælle den Fremmede: Æ er en Tydsker! - Forventningsfuldt henvende vi derfor vore Blikke til det Sted, hvor det skal afgjøres, om Folkets lydelige Bøn skal trænge igjennem, eller om Modstanderne søndenfor det danske Folk, som have eller som anmasse sig en Stemme i dets Anliggender, om de Fremmedsindede i Folkets Midte skulle  feire den Triumph, at det hidtil herskende System skal vedblive, og den danske Nationalitet fremdeles forhaanes og trædes under Fødderne. - Ængstelig bæver Hjertet ved Tanken om, at det er vort Fædrelands tydske Autoriteter, der i denne Folkesag foredrage vor Konge og Hertug deres Betænkninger; lettere føler det sig ved Forestillingen, at disse Autoriteter ere sammensatte af Landets meest dannede Mænd, og at den ægte dannelse og et saa ophøiet Standpunkt er et Værn mod eensidige Hensyn; det banker freidigt ved Overbeviisningen om, at Hans Majestæts Retfærdighed og Kjærlighed til sit Folk er saa prøvet, at hvad det danske Folk maa kunne vente af enhver Regent, der kjender og agter sine Undersaatters Folkelighed, snarest af alle kan ventes af Folkets Ven, Danmarks konge og Slesvigs Hertug Frederik den Sjette.

En Middelslesviger."

(Kjøbenhavnsposten 19. april 1839).

Schnellmarker Holz ved Eckernförde. (Fra: "Schleswig-Holstein meerumschlungen", 1865).

Fastelavn på Børsen. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de Fastelavnsskikke, der saa længe man kan mindes have vedligeholdt sig heri Staden, hører, foruden den almindelige "Slaaen Katten af Tønden" ogsaa, at Børn paa Fastelavnsmandag skulle op paa Børsen og see dennes nu vistnok ogsaa kun en barnlig Phantasi tiltalende Herligheder. Ved denne Skik havde imidlertid indsneget sig den Uskik, at en talrig Drengesværm, tildeels af den laveste Pøbel, gjorde Børssalen til en Tumleplads for støiende Lege, og stormede ind en masse, naar Børsidens Afringningsklokke lød, saa at de i en Støvsky indhyllede Handelsmænd ved den døvende Tummel saae sig forstyrrede i deres endnu ei tilendebragte Forretninger. Denne Uskik, som især var bleven næret derved, at Enkelte morede sig ved at kaste Penge i Grams mellem Drengene, søgte Grosserer-Societetet ifjor at faae hævet ved derom at tilskrive Statsgjeldsdirectionen, under hvis Ressort Børsbygningen hører, og anmode den om at træffe de fornødne Foranstaltninger derimod; men Societetet erholdt herpaa intet Svar, og Alt forblev saaledes ved det Gamle Iaar henvendte det sig desangaaende til Politidirectionen. Ved dennes Foranstaltning blev den udenfor Børsen samlede Drengesværm afholdt fra at trænge ind, og vore Handlende saae sig saaledes denne Fastelavnsmandag i Stand til uforstyrrede at tilendebringe deres Forretninger.

(Kjøbenhavnsposten 28. februar 1838)

Ghana - Guldkysten. (Efterskrift til Politivennen)

Et til Kjøbenhavn fra Guinea ankommet Brev, dateret den 5te November 1837, beretter:  "Af Nyt er her det Sørgelige indtruffet i denne og forrige Maaned, at fra det hollandske Hovedfort St. George de la Mina, paa denne Kyst, sendte Etablissementernes Gouverneur , Oberst Tonnebeyer, sin Commandant fra Fortet St. Jago samt Commandanten fra et ham underliggende Fort St. Anthony i Arim med nogle Soldater til Buttern eller Boutry, ved det hollandske Fort Ratenstein, hvor Negerne skulde betale endeel Penge i Mulct. Da de kom der, skjød Negerne Europæerne og Mandskabet paa nogle faa nær, som bragte de døde Legemer tilbage til St. George de la Mina. Efter denne sørgelige Affaire afmarscherede Gouverneur Tonnebeyer strax med en Styrke imod de Opsætsige, men Udfaldet blev, at han og de Betjenter, der vare med paa dette Tog, havde samme Skjæbne; Negerne afhuggede Hovederne paa dem og en Deel af Soldaterne. Man siger, at Byen d'Na, under Hovedfæstningen, den betydeligste ved alle Forterne, som kan stille over 1 000 vaabenføre Mand, ikke vilde understøtte dens Gouverneur, da Indbyggerne vare opbragte paa Fæstningens Besætning. Efter denne sørgelige Tildragelse er paa St. George de la Mina kun 2 Betjenter og et Par Soldater tilbage; men en der reisende Hollandsk Officier har overtaget Commandoen i Fæstningen og indberettet sin Regjering den ulykkelige Begivenhed, som kan have høist ubehagelige Følger for de andre europæiske Nationer, hvis Respect iblandt de Indfødte efter denne, forvisse ulykkelige Affaire, vil have lidt et betydeligt Skaar. Vel har den engelske Gouverneur Maclean fra de britiske Etablissementers hovedsæde, Cape Coast Castle, sendt de betrængte Hollændere en Hjelp af 80 Soldater med congreveske Raketter; men det vil komme meget an paa, om disse Tropper ville af de imellemliggende Negere blive tilladte Gjennemmarsch. Da der er nogle og 40 Mile imellem det Sted, hvor benævnte sørgelige Tilfælde indtraf, og Begyndelsen af de kgl. danske Besiddelser ved Hovedfortet Christiansborg, ville disse være mindst udsatte for Følgerne af dette for Europæerne bedrøvelige Tilfælde, naar kun Negerne paa de 8 Mile fra Fæstningen liggende Aquapim-Bjerge holde sig rolige og ei lade sig forlede af deres forrige Hersker eller Cabusser, Ado-Adangua, som nu opholder sig hos vore Naboer, Englænderne, paa Accra.

(Den Kongelige privilegerede Viborger Samler,  15. februar 1838)