Diligencen til Helsingør. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de savn, hvilke i saa Henseende maae beklages, er uden Tvivl dette det føleligste, at der i nævnte Locale aldeles ikke eksisterer noget Aftrædelsesværelse, hvorhen de Reisende, efterat have forladt Postvognen, kunne tye, for at befrie sig fra Reisetøiet, ordne Paaklædningen og finde en Smule Hvile oven paa den trættende Kjørsel; hvilken sidste Behagelighed især de maae kunne behøve, som kort efter Ankomsten hertil fortsætte Reisen videre. I Stedet for at kunne freqventere et saadant Aftrædelsesværelse, maae Diligence-Passagererne, medens deres Reisetøi undersøges af Toldbetjenten, opholde sig i en, til begge Sider aaben Port, hvor de om Vinteren ere udsatte for Kulden, ligesom ogsaa ved den mindste Blæst for en heftig Trækvind, der saa saare let kan drage Forkjølelse og anden Sygdom efter sig. Opholdet i denne Port forlænges naturligviis naar Posten medbringer mange Reisende, og blandt disse incommoderes derved da i Særdeleshed de, som ingen Familie eller Bekjendte have, til hvilke de kunne overlade at have Opsyn med Reisetøiet og at være tilstede ved sammes Undersøgelse. Og hvad kan vel bedre afhjelpe alle de her nævnte Ubeqvemmeligheder end just Indretningen af et passende Aftrædelsesværelse? Endskjøndt vi ikke have nogen Forordning for os, der befaler den herværende Postmester, at have et saadant tilrede for de med Diligencen ankommende Reisende, ere vi dog fra en temmelig authentisk Haand underrettet, om, at en Bestemmelse som den omtalte, virkelig existerer, og om dette er saa, har man i Sandhed den bedste Grund til at spørge: hvortil nytter en Bestemmelse, naar den ikke efterleves? --- nogle Ord at berøre selve Stedet, hvor de afstige. Dette er, af den Grund, at Diligencen ikke kan kjøre igjennem den herværende Postgaards Port, paa aaben Gade, hvorfra da Passagererne, med megen Umage, maae arbeide sig frem mellem den Menneskemasse, som altid blokerer Vognen, hvilken Situation især maa være Damerne ubehagelig. Efterat være kommen ind i Postgaardens Port, tænker man naturligviis at finde et Aftrædelsesværelse, uden at ahne, hvad der ikke er sært, at det Sted, hvor man befinder sig, skal passere for et saadant, og, ved at erfare dette, maa man i Sandhed faae en god Idee om det, der hos os er gjort for den Reisendes commodité...

(Kjøbenhavnsposten 1. april 1842. Uddrag).

Bekjendtqjørelse fra Politimester Ræder i Horsens. (Efterskrift til Politivennen)

indrykket i Byens Avis: Læredrengene her i Byen have i længere Tid besøgt Kipperne og lignende Steder, og der afstedkommet mange og mange Slags Uordener, indtil jeg troede at gjøre bedre i at tillade dem, indtil et bestemt Klokkeslet, at besøge visse Værtshuse, dog uden at de der maatte spille eller drikke. Paa denne Maade dreves Drengene ud af Kipperne. Det har imidlertid viist sig, at Værtshuusbesogene have ført til endnu større og mere almindelige Uordener, og jeg har derfor nu maattet forbyde samme. Forudseeligen vil dette Forbud have til Følge, at Drengene igjen ville søge til Kipperne, hvilket Politiet vistnok, saavidt muligt, vil søge at forhindre, men dog alene ikke vil være istand til at forebygge. Ondet har nemlig sin Rod i den altfor store Frihed, som ikke blot om Søn- og Helligdagene, men selv om Sognedagene indrømmes Drengene, og saalænge Forældre og Mestere ikke i dette Stykke ville virke i Forening med Politiet, vil dette kun beholde Valget imellem at drive Drengene fra Værtshusene til Kipperne og fra Kipperne til Værtshusene. Jeg opfordrer derfor paa det Indstændigste enhver samvittighedsfuld Mester, Fader eller Huusbonde til at holde deres Drenge og Sønner saavel fra Kipperne som fra Værtshusene, og derimod at søge paa passende Maade at beskjæftige dem i deres Fritimer, eller at forskaffe dem anstændig Fornøielse hjemme, hvilket i al Fald ved Foreninger imellem et Antal Mestere letteligen vil lade sig gjøre. Erfaringen har i den seneste Tid viist, for hvilke Farer Haandværksdrenge og lignende unge Mennesker, naar de formeget ere overladte til dem selv, ere udsatte, og ingen brav Mand vil have det paa sin Samvittighed at have bidraget til at styrte et ungt Menneske i Fordærvelse, der af Forsynet eller af Forældre og Værger var overdraget ham til Opdragelse og Omsorg.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. marts 1842).

Kjøbenhavn den 12te Marts 1842. (Efterskrift til Politivennen)

- Den stiltiende Tolerance, som man skulde troe vilde være bleven viist de herværende Baptister, indtil deres Anliggende var blevet ordnet paa en eller anden tilfredsstillende Maade, maa nu igjen være bleven opgiven. Pastor Mønster er nemlig igaar her atter bleven Fængslet. Hans yngre Broder har, som bekjendt, allerede i nogen Tid siddet arresteret i Slagelse, og vil formodentlig blive tiltalt for nogle af ham foretagne Daabshandlinger; han er iøvrigt ikke Præst som den ældste Broder, der skal være fængslet af samme Grund. Det blev dem nemlig ved deres første Frigivelse efter et Aars Fængsel  betydet ikke at foretage nogen Daab; men da deres religiæse Overbeviisning tilsiger dem at adlyde Gud mere end Menneskene, have de ligesaalidt afgivet noget Løfte i saa Henseende, som lagt Skjul paa deres Beredvillighed til at optage i Menigheden ved deres Daab Enhver, der fordrede det og hvis Tro de havde prøvet. Hvorvidt man ved den hidtil brugte Fremgangsmaade vil kunne bringe det med disse ligesaa sindige og rolige som energiske og characteerfaste Mænd maa Tiden vise; men Roes for religiøs Tolerance kan den danske Regering ikke erhverve sig derved.

(Kjøbenhavnsposten 12. marts 1842)

Albrecht Gottlob Bech Rye (1820-1894). (Efterskrift til Politivennen).

Gadeoptøierne den 20de Januar d. Aar. I et foregaaende Nr. have vi berettet, at Politiet havde arresteret et ungt Menneske, som havde havt en væsentlig Andeel i Gadeoptøierne d. 20de Januar d. A , og vi skulle nu, efter at have erfaret de væsentligste nnder Forhorene fremkomne Data, indlose vort Lefte at meddele vore Læsere en Beretning derom.

Saaledes som Arrestanten, hvis Navn er Albrecht Gottlob Bech Rye, har fortalt de Begivenheder, hvortil han har medvirket, maae de ogsaa, efter de iøvrigt fremkomne Oplysninger, antages at være foregaaede. Han havde, sagde han, overværet Plaideringen af Hr. Lehmanns Sag for Høiesteret, og var blevet i hei Grad exalteret; den 20de f. M., da Dommen blev afsagt, opholdt han sig udenfor det saakaldte Prindsens Palais, for at erfare Resultatet , og da dette var bleven forkyndt, og den forsamlede Menneskemasse salte sig i Bevægelse til lille Kjøbmagergade, formodede han, at dens Hensigt var at bringe Hr. L. et Hurra udenfor hans Bopæl, hvorfor han ilede sammesteds hen, men ad en anden Vei, for at komme hurtigere. Underveis gik han ind i en Boutik og laante der, mod at sætte sin Kniv i Pant, en Stok, for  at han kunde have Noget at værge sig med, hvis Politiet skulde falde paa med Magt at adsplitte Folkemassen, naar den raabte Hurra, men han fik ingen Anledning til at bruge den. Under det første Hurra, som udbragtes, stod han paa Kultorvet, og da han faae, at de udenfor Hr. Lehmanns Bopæl forsamlede Mennesker flygtede til begge Sider, som han antog, adsplittede af Politiet, tilraabte han med høi Stemme den Masse, der løb mod Kultorvet, at staae, og opfordrede den dernæst til at følge ham, hvorpaa han med en Deel Mennesker begav sig hen til Hr. Lehmanns Bopæl og udbragte Hurra for ham. Fra dette Sted fulgte han med Mængden ned ad store Kjøbmagergade til Østergade, idet han havde hørt Noget yttre, at man skulde begive sig til Amalienborgplads for at bede om Naade for den Domfældte; (hvilken Idee begeistrede ham.) Da den Masse, hvori han befandt sig, standsede paa Østergade, tvivlraadig og delibererende om, hvorhen den skulde vende sig, raabte han: "til Amalienborg!" og fik saaledes en stor Deel Mennesker til at følge med derhen, hvor de opstillede sig ved Statuen, ligeforan Hs. Majestæts Palai. Her udbragte han et "længe Leve" for Hr. Lehmann, hvorpaa fulgte Hurraraab fra de omkring ham Staaende. Da han i lang Tid havde tænkt paa, hvor ønskeligt det var, om Landet kunde erholde en Constitution, meente han, at nu var der meest passende Øieblik kommet til at frembære dette Ønske for Hs. Majestæt, og han udbragte derpaa "et Leve for Constitutionen"; hvilket atter ledsagedes af Hurraraab fra de Mennesker, der omgav ham. Hans Exaltation havde nu naaet sit Høieste, og efter at han havde udbragt dette sidste Raab, blev han nedstemt, ja han kom endog i en uhyggelig Stemning, især fordi han havde ventet at see HS. Majestæt vise sig paa Balconen for "Folket", hvilket ikke skete. Til den Mismod, der saaledes strax betog ham, og vedblev hele  Dagen bidrog ligeledes et Blik, han kastede paa de Omgivelser der havde ledsaget hans "Leve" for Constitutionen med Hurraraab; thi han var gaaet til Amalienborg mellem velklædte Personer, som han antog for Studenter, men han bemærkede først nu, at disse vare blevne tilbage i Frederiksgaden, og at han meest var omgivet af Gadedrenge og den laveste Pøbel. - Mismodig gik han nu omkring i Gaderne Resten af Dagen, og var vel tilstede ved nogle af de Optøier, der fandt Sted om Aftenen, men uden at deeltage deri, indtil han blev ført hjem af en af hans Bekjendtere, der havde erfaret hans Adfærd paa Amalienborg, og som opsøgte bam, for at forebygge, at han deeltog i de Excesser, man ventede om Aftenen.

Arrestantens Exaltation havde været saa stor, at han ikke nøie kan anføre ipsissima verba, han paa de forskjellige Steder havde brugt, og ene den foranledigede hans Adfærd, der, som han har forsikkret, blot skete efter Øieblikkets Indflydelse, og uden at Fornuften fulgte ham, saaledes som han ønskede, hvorfor han ogsaa senere har undret sig over sig selv og fortrød, hvad han havde gjort. Det, Arrestanten saaledes har forklaret om sin Sindsstemning, er ogsaa bekræftet af flere Personer, der have seet ham paa lille Købmagergade, eller talt med ham den samme eller de nærmest paafølgende Dage, og til dem har han blandt andet udladt sig med, at han ikke rigtig havde vidst, hvad han gjorde, at han fortrød det, og skammede sig over sine overilede Handlinger.

Ved Gjennemsyn af hans Papirer oplystes det, at han har skrevet, og tildeels indleveret, adskillige Artikler til nogle af Hovedstadens saakaldte Oppositionsblade, men der skal ikke være trykket andet deraf end et lille Stykke, "Corsaren" har optaget.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. marts 1842).

- Det er vore Læsere tilstrækkelig bekjendt, at Contoirist Albrecht Gottlob Bech Rye, fordi han den 20 Januar sidstleden gik for vidt i sin ved Hr. Orla Lehmanns Domfældelse vakre og ved en sygelig Legemstilstand endmere stimulerede Enthousiasme, af Kjøbenhavns Politi blev anseet for en for den offenlige Roligheds Vedligeholdelse farlig Person, og desaarsag først maatte udstaae en Varetægtsarrest i 4 Maaneder, uden at han ved Tilbud om Caution var istand til at opnaae sin Frihed, og endelig i den mod ham anlagte Justitssag, ved Hof- og Stadsrettens den 31te Mai sidstleden afsagte og i dette Blads Nr. 900 meddelte Dom, blev anseet med den saavel i Forhold til hans Forseelse og de samme ledsagende Omstændigheder, som for et ungt Menneske med god Opdragelse og i en anstændig Stilling, særdeles haarde Straf af 6 Gange 5 Dages Vand og Brød, samt Udredelsen af Actionens Omkostninger. Denne Dom indankede den Tiltalte selv for Høiesteret, hvor Sagen paabegyndtes igaar og endtes idag, under et ikke ringe Publicums Nærværelse. Med hvilken Dygtighed Actionen udførtes, er det overflødigt at omtale, naar vi tilføie, at den var Etatsraad Salicath overdraget, men at bemærkes, fortjener den nidkjære Omhu for den offenlige Sikkerhed og den loyale Afsky for ungdommelig Excentricitet, som charakteriserede Hr. Salicaths Foredrag, og som til Overflod maatte skaffe sig Luft i en med al sin Pomp høist tarvelig Replik paa Defensionen. Denne udførtes efter Tiltaltes Ønske af Justitsraad Guldberg, der med Varme forsvarede og undskyldte sin Clients uoverlagte Adfærd og paastod ham enten aldeles frifunden eller in subsidium straffet med simpelt Fængsel. Høiesteret billigede imidlertid Hof- og Stadsrettens Præmisser og stadfæstede dennes Dom in terminis. Dommen lyder: Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium fik Etatsraad Salicath for Høiesteret betaler Tiltalte 30 Rbd. Sølv.

(Fædrelandet 25. oktober 1842).

Toldere i Næstved og Karrebæksminde.

1848-1850, konst.

Albrecht Gottlob Bech Rye (søn af prokurator Berthel Christian R. og Christiane Schousboe), født 18. juni 1820 i Næstved (Peders), død 17. september 1894 i København. Gift 10. oktober 1851 i Nykøbing F. med Eleonore Eckhardine Marie Birgitte Bjerregaard (datter af konsumtionsbetjent Mathias Peter B. og Maren Christine Christensen), født 18. august 1828 i Nykøbing F., død 12. april 1900 i København.

Postkontorist i København. Toldbetjent i Nykøbing F. 19. august 1843. Toldopsynsassistent på Samsø 24. februar 1846. Konstitueret strandkontrollør ved Bisserup 20. maj 1848. Overtoldopsynsassistent i Rødby 8. juni 1850. Toldassistent i Korsør 21. maj 1851, forflyttet til Slagelse 16. marts 1852, forflyttet til Holbæk 28. juni 1856, forflyttet til København 29. september 1860, kgl. udnævnt 22. december 1862

En Martyr fra Christian den ottendes Dage

I Gaar blev paa Vestre Kirkegaard begravet en gammel, 74 aarig Mand, der beklædte den beskedne Stilling som Toldassistent i Kjøbenhavn. Det turde vel være lidet bekjendt, om ikke helt glemt, at denne Mand - Albrecht Gottlob Bech Rye - for lidt over 52 Aar siden en Tid lang var en af Byens, ja maaske hele Landets mest omtalte Mænd. Det blev han, ikke fordi han egenlig udmærkede sig ved nogen Stordaad i den ene eller anden Henseende, men fordi han paa en højst følelig Maade fik at mærke, at Absolutismen i Forening med Domstolene under Christian den ottende nok en Gang imellem kunde og vilde slaa ordenlig til, og fordi Anledningen til den ublide Fremgangsmaade var af den Beskaffenhed, som den var.

Den 20de Januar 1842 om Formiddagen blev nemlig efter 3 Dages Procedure daværende cand. jur. Orla Lehmann af Højesteret dømt til 3 Maaneders simpelt Fængsel for Indholdet af en Tale, han et Aar tidligere havde holdt i Nykjøbing paa Falster. Hof- og Stadsretten havde kun vurderet Talen til en Bøde paa 600 Rbdlr. Højesterets Forsal i Prinsens Palæ og Gadestrækningen nd derfor var, da Dommen blev afsagt, overfyldt af en Mængde til det, som man kaldte "den bedre Klasse" hørende unge Mennesker, deriblandt ogsaa Rye, der da var Postkontorist.

Saa snart Dommen var blevet bekjendtgjort, begav Rye sig sammen med Menneskemassen, der bestod af flere Hundrede unge Mennesker, ad Lehmanns Bopæl paa Lille Kjøbmagergade til, idet han under Vejs hos nogle bekjendte laante en Stok for at kunne afparere mulige Angreb fra Politiet, naar han deltog, hvilke, var hans Agt, i et Leve for Lehmann; han havde nemlig hørt, at Politiet Dagen i Forvejen havde slaaet dygtig løs paa Folk. De Folkemassen ved hans Ankomst var ved at vige for Politiet, raabte han med høj Røst: Staa! Staa!, hvilket ogsaa syntes at hjælpe. Han deltog derpaa i Levet for Lehmann og begav sig sammen med de øvrige Demonstranter ned ad Kjøbmagergade. Paa Hjørnet af Østergade var det ham, der ved at raabe: Til Amalienborg! fik Mængden til at begive sig derud, og idet han, medens Hovedmængden blev i Frederiksgade, samme med en Del andre stillede sig ved Statuen lige overfor Kongens Palæ, hvor Kongen iøvrigt ikke var til Stede, da han var paa Fælleden, udbragte han, eller - som det staar i Dommen - "forebragte han med høj Stemme det Ønske, som gik ud paa, at Lehmann maatte blive fri og leve længe blandt dem". Efter at dette Ønske var efterfulgt af Hurraraab, udbragte han et Leve for Konstitutionen, paa hvilket atter fulgte et Hurra. Ved at se sig om fandt han sig imidlertid nu væsenligst kun omgivet af Børn, og da han tillige blev skuffet i sin Forventning om, at Kongen fra Balkonen skulde vise sig for Folket, begav han sig bort uden at deltage i de samme Dags Aften og senere forefaldne Demonstrationer.

Otte Dage efter erfarede Politidirektør Bræstrup imidlertid den Rolle, Rye hade spillet. Han blev da arresteret og Sag anlagt mod ham, efter at der Dagen efter Arrestationen, den 28de Januar, var blevet foretaget en indgaaende Husundersøgelse hos ham samt en Ransagning af hans lønligste Gjemmer og Papirer, en Forholdsregel, som intet Udbytte gav, og som i den beskikkede Anklagers Indlæg med stærke Ord misbilliges.

I 4 Maaneder holdtes nu Rye arresteret, uagtet han udtrykkelig roses for sine aabne og oprigtige Forklaringer, hvorunder han bl. a. udtaler, at hans Tanke mod at udbringe et Leve for Konstitutionen, hvilket Leves Udbringelse synes mest at have skadet ham, var, at der ved Indførelsen af en saadan vilde bevirkes, "at Folk og Konge vilde ophøre at staa i Modsætningsforhold til hinanden, hvilket nu ofte skal være Tilfældet, men derimod virke i Harmoni til Fædrelandets Fremtarv". Slutningen af Maj Maaned falder hans Dom, der lyder paa 6 Gange 6 Dages Fængsel paa Vand og Brød, og hvis "Mildhed" begrundes ved Hensynet til hans Ungdom, samt hans Henrivelse af Øjeblikkets Exaltation, hvortil han paa Grund af legemligt Ildebefindende og sygelig Sindsstemning var stærkt tilbøjelig. Nu blev han endelig løsladt mod Kavtion, medens Sagen stod under Appel til Højesteret. Dennes Dom faldt i Slutningen af Oktober s. A. og lød paa Stadfæstelse. En af Ryes Fader indgivet Ansøgning om Benaadning blev efter Meddelelse i Datidens Presse afslaael, og det maa saaledes antages, at Rye har maattet udstaa den ham idømte Straf i al dens Strænghed. Mere værdifuld for ham end en Benaadning turde det imidlertid have været, at han allerede i Avgust 1813 blev ansat ved Toldvæsenet i Nykjøbing paa Falster, hvorved det altsaa faktisk blev erklæret, at den ham overgaaede Domfældelse ikke skulde komme ham til Skade paa Æren, hvilket ellers den Gang almindelig antoges om Idømmelse af Fængsel paa Vand og Brød.

Urolighederne i Anledning af Orla Lehmanns Domfældelse strakte sig ud over ikke saa faa Dage, i hvilken Tid Politiet blev forstærket ved Underofficerer af Hæren, stadig Patrouillering iværksat og Tropperne konsignerede. Naar Kongen i denne Tid og adskillig Tid derefter var i Theatret eller til Festligheder - i den Tid holdt netop Tivolis Carstensen sin berømte "Figarofest", der bl. a. nok havde til Hensigt at vende Folkestemningen andet Steds hen, og som Kongen overværede - holdtes Folk langt borte fra ham ved stokbebevæbnede Politibetjente i Hundredevis; saaledes berettes i hvert Fald i Oppositionsbladene. Samtidig blev Lehmann, der to Dage efter sin Domfældelse var henbragt til Stadens borgerlige Arresthus, i højeste Grad demonstrativt hædret ved Blomster, Digte Skaaltaler, Opkaldelser af Børn og Kager osv.

En lille komisk Episode fra Højesterets Forsal, da Lehmanns Dom afsagdes, bør maaske ikke aldeles forsvinde. En af dem, der opholdt sig dér for at afvente Dommens Afsigelse, blev trykket op mod en Rude, saaledes at denne gik itu. Han nægtede imidlertid, hvori de andre tilstedeværende gav ham Medhold, at erstatte dens Værdi, da Orla Lehmann jo var dømt til at betale alle "af Sagen flydende Omkostninger".

H.

(Dannebrog (København 24. september 1894).

Rygning var forbudt ved de kongelige og den kongelige Families Palæer. (Efterskrift til Politivennen)

En Person ved Navn Peter Felix Valentin Halck, der den 28de Novbr. f. A. passerede Prindsesse Julianes Palais med en tændt Cigar i Munden, var af de der posterede Soldater bleven anholdt og afleveret til Politiet, for hvilken Autoritet han afgav den Tilstaaelse, at han havde tændt Cigar i Munden, da han passerede forbi Palaiet, hvortil Grunden bag var, at han gik i Tanker. Anmodet af Soldaterne om at tage Cigaren af Munden, da han allerede var kommen 6 Skridt forbi dem, fik han ud paa Gaden, fordi han antog, at Forbudet kun gjalt om at ryge paa Fortouget. I samme Øieblik blev han anholdt af en af Skildvagterne og ført ind i Palaiets Port, ved hvilken Leilighed Tiltale, efter begge Skildvagters afgivne og beedigede Forklaringem, gav den af dem, der anholdt ham, et Slag for Brystet. --- Da Sagen af Justitien var beordret indanket for Høiesteret, bleve nye Forhører optagne, under hvilke Tiltalte vedblev at benegte, at han med Forsæt havde stødt Skildvagten for Brystet, og under hvilke den anden Skildvagt erklærede i Henhold til sin engang aflagte Eed, at han ikke formaaer at afgjøre, hvorvidt det Stød for Brystet, Tiltalte gav hans Kammerat, bibragtes denne tilfældigen eller ikke, og at han ikke af Maaden, hvorpaa Stødet bibragtes, kan afgjøre noget med Hensyn til det Omspurgte.

(Kjøbenhavnsposten, 5. marts 1842 (uddrag)

Redacteurens Tilføjelse.

I 1840'erne blev der udstedt en guvernementsbefaling om rygeforbud. Peter Felix Valentin Halck blev idømt 2 gange 5 dages fængsel på vand og brød for efterfølgende at have slået en skildvagt i brystet den 28. november 1841.