Kirkeklokken i Grenaa. (Efterskrift til Politivennen)

I Grenaa spiller den berømte Kirkeklokke endnu sin betydelige Rolle, om end ikke saa støiende som Stormklokken i Colding. Grenaa Avis indeholder i den Anledning følg. ledende Artikel:

"Nu, da Klokker-Embedet her ved Kirken er opslaaet ledigt og ventelig snart atter bliver besat, ere vi blevne gjorte opmærksomme paa en Latterlighed (!) ved Ringningen, som har fundet Sted i flere Aar, men dog endnu vistneppe er saa gammel, at den ikke ved en Smule Uleilighed skulde kunne rettes. Det er nemlig Ringningen Kl. 7 om Morgenen, som unægtelig burde finde Sted om Sommeren Kl. 5. Morgenklokkens Bestemmelse er at kalde Folk til klar Bevidsthed efter den natlige Dvale samt minde dem om Gud, deres Arbejdsplads (?), og hvad den sidste angaaer, da er Tiden for denne for de fleste Haandværksfolk om Sommeren Kl. 5 og ikke Kl. 7. Mange vilde vistnok være Vedkommende taknemmelige, hvis denne bedre og skjønnere Forandring blev Byen tildeel, og man vilde da være forskaanet for at høre den intetsigende Syv-Ringning, der kun har det hos sig, at den minder Arbejderne om Frokosten, hvilken de Fleste ialmindelighed gierne erindre uden Klokkesignal. Det kunde være interessant at erfare, paa hvilken Tid og hvilken Maade denne Ceremonie er bleven etableret. - Ved samme Lejlighed ville vi tillade os at forespørge, af hvilken virkelige Grund Klokkeringning paa Markedsdage er ligesom banlyst; thi neppe er Klokkeringning mere fornuftig anvendt end netop paa slige Dage, og vi formaae derfor ikke at indsee Grunden; den almindelige Mening: at Ringeren ikke har Tid, fordi han staaer paa Torvet og "sælger Aal", forekommer os at være temmelig uholdbar. (!)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. november 1858)

Smaa og store Ulykker. (Efterskrift til Politivennen)

For 3 Uger siden mistede Huusmand Ole Christensen af Jegindø Livet ved Overfærdsel med Skudtørv fra Tissinghuus paa Morsø til Jegindø, og atter har en lignende Transport fra Hassyssel til Thyholm krævet 1 Menneskeliv, nemlig Huusmand Chr. Christensen af Barslev, And. Kragh, Almisselem Jens Møller og Gaardmand Chr. Sørensens 13aarige Datter, Alle af Floulev. Ulykken skeete sydvest for Odby i Søndags Morges, da en Styrtesø fyldte Baaden, som derved kæntrede. I Baaden, der havde en Ladning Skudtørv inde, var foruden de Ovennævnte Baadens Fører, Huusmand Lars Chr. Christensen af Barslev, der ved Svømning reddede sig op paa Baadens Kjøl, og han kunde altsaa have havt Haab om at drive til Land, hvis Ankeret ikke ved Baadens Kæntring var faldet i Bund og hvert Forsøg paa at naae Touget, for med en Kniv at overskjære dette, mislykkedes. Flere Gange reve Søerne ham fra Baaden, men hver Gang lykkedes det ham at svømme til den. I denne mislige Stilling holdt han sig indtil hen paa Eftermiddagen, da en Mand fra Odby blev opmærksom paa ham og derom meddeelte Underretning til Ottesunds Færgemand, som strax udsendte en velbemandet Færgebaad, hvorpaa han lykkeligt reddedes, efter at han i 10 Timer havde svævet i stor Livsfare. (Th. A.)

Paa Pakhuse, Kornlofter og deslige Steder i Kjøbenhavn hersker den Uskik, at de tømte Sække, som skulle bringes ned, kastes ud af en Luge, efter at man har samlet flere i een Sæk. Ved denne uforsigtige Fremgangsmaade indtraf en af de sidste Dage det sørgelige Uheld hos Brændevinsbrænder Christensen i Dronningensgade paa Christianshavn, at en Sæk, der indeholdt 17 tomme Kornsække og som af en Karl blev kastet fra Loftet ned i en i Gaarden staaende fraspændt Vogn, ramte en syvaars Dreng, som tilligemed flere andre Børn legede oppe i Vognen. Barnet fik Benet slaaet over imellem Knæet og Ankelen og ligger nu paa Hospitalet.

I Tirsdags Aftes havde en Dame det Uheld, at en af hendes Crinoline-Udspændere sprang paa Østergade i Kjøbenhavn, i en stor Folkevrimmel. Et Spanskrør foer ud og jog ind imellem Benene paa en Herre, og imedens hun vendte og dreiede sig for at blive ham klar, kom hun til Sammenstød med de andre Forbigaaende, hvilket gav et saa latterligt Skue, at der strax samlede sig en stor Sværm af Mennesker, saa hun først med megen Møie slap ind i en Gadedør under Latter, Klappen og Skrigen, der især gav sig Luft da hun maatte rive Kjolen itu for at kunne skubbe sig ind igjennem den brede Dør. Efter at hun lykkeligt var kommen i Havn, gik Spotten over paa andre crinolineklædte Damer, som lode sig see i Gaden og ængstelige toge Flugten ind i Sidegaderne, hvor de søgte Skjul i Husene. Da, just som Morskaben var størst, to meget stærkt udstafferede Pigebørn, af et ikke godt Rygte, kom svaiende i meget vidtudstaaende Krinoliner fra Christenbernikovstræde ind paa Østergade, uden at vide Noget af Opløbet, og de gave sig til al udskjælde Sværmen, som modtog dem med stor Jubel, blev Tilløbet saa stort, at kun Politiets Tililen og raske Mellemkomst afværgede Uordenen. (Aarh. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. august 1858)

Annonce for krinolinekjole i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juni 1859

En Indsender klager i "Kbhpst." over Insulter, for hvilke elegant klædte Damer og Pigebørn uden Følgeskab ere udsatte paa Kjøbenhavns Gader af de Børn, som der færdes. Det synes at være blevet en formelig Skik hos Gade-Ungdommen, baade Piger og Drenge, at molestere moderne klædte Damer og Pigebørn ved at tilraabe dem Uqvemsord, rykke dem i Klæderne, søge at tilsøle dem, ja vel endog ar spytte paa dem og kaste Stene efter dem. Ialmindelighed er det "Krinolinerne", der, som et Slags Feldtraab, give Signalet til slige Pøbelagtigheder, men da de bæres omtrent eens af hele den Qvindelige Verden, Tjenestepigerne inclusive, er Raabet: "Crinoline" kun at betragte som et Løsen, der gives til at kaste sig over de Enkelte, hvis Ydre i det Hele har et finere eller pynteligere Præg, end Gade-Ungdommen synes om. Det er især naar de komme fra Skolerne, at Børnene drive dette Uvæsen, hvormed de forbinde megen anden offentlig Uorden. De drage da gjennem Gaderne, øvende deres Kaadhed paa hvem der møder dem og som de troe ikke kan værge sig. Drengene tillige hujende og skrigende og leverende formelige Batailler paa Fortougene, saa at det, i alt Fald for Damer, ofte formelig er forbundet med Fare at komme frem.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. september 1858)

Presseforhold i Hertugdømmerne. (Efterskrift til Politivennen)

Naar man kun kan beklage de ugunstige Presse forhold, der allerede ere tilstede i Hertugdømmerne, og man vel ogsaa fra saa godt som alle Sider var enig om at fordømme Scheeles Voldsforholdsregel i sin Tid imod Itzeh. Ugebl.: saa er det meget upassende, at noget Blad i vort lykkeligen pressefrie Kongerige, i nærvær. Tilfælde "Flvp.", vil opfordre til at skjærpe Pressetilstanden sydpaa i Riget og f. Ex. forlange, at der "fra Kjøbenhavn maa gjøres noget" ved det nævnte holsteenske Blad. "Flvp." erklærer det selv for "reent vilkaarligt", at den forr. Minister undertrykte Itzehoeren, men vil, at denne skal have en "alvorlig Advarsel". Herved kan dog kun menes, at den nærv. Minister skulde true med den Vilkaarlighed, som hans Forgjænger udøvede! Men kan det være "retfærdigt og humant"? Vi kjende ikke det nævnte Itzehoe Ugebl., dets Indhold eller Tendents. Men hvis det eller noget andet af de i Hertugdømmerne bevilgede Blade skulde forsee sig, saa har man jo Loven til at lade tiltale efter. Alvorlige Advarsler eller Trudsler ere i Strid med Loven og end mere med Retfærdighed og Humanitet. Men endnu forunderligere er det, naar "Flvp." omtaler det som en Brøde af Itzehoeren, at den benævner de for Contingent-Inspectionen senest præsenterede Tropper som "holsteenske Tropper". En Brøde mod den statsretlige Sandhed, naar endelig Udtrykket skal veies saa strængt, er det, thi den kjender, og deri ere vi ogsaa ganske enige med "Flvp.", kun "een, siger een, dansk Armee", og Kongen er som Forbundsmedlem ogsaa kun pligtig til at levere et Antal Tropper uden Hensyn til, i hvilken Deel af hans Land de ere fødte. Men det paaankede Udtryk kan dog ikke være Brøde mod hvad der "fra Kjøbenhavn" selv er anordnet, saa der ogsaa mindst "fra Kjøbenhavn" kan ventes "noget gjort" i den Anledning. Tvertimod: Krigsministeren har jo selv sørget for, at kun holsteenskfødte Tropper iaar ere blevne anviste til Contingentmønstring, altsaa selv antydet Udsondringen af "holsteenske Tropper" fra den "ene danske Hær". - Vi beklage, at Sligt er skeet, thi det maa ialtfald vildlede, hvis det ikke netop er Hensigten, al det skal lede - hen til et politisk Formaal; men naar man officielt giver slige Varsler og naar de ministerielle og andre eiderske Organer i Kongeriget selv dagligt betegne hele Holsteen alt saa godt som udsondret af Staten, og endog Forslagene til Frankfurt paastaaes at tyde paa den samme Retning: saa kan det ganske vist ikke forarge hos noget holsteensk Blad, at det stemmer i med den samme Vise og synger om sine "holsteenske Tropper". Det vil der ialtfald vistnok ikke "fra Kjøbenhavn blive gjort noget ved".

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. oktober 1858).

Frederik 7. i Haderslev. (Efterskrift til Politivennen)

I hvilken Grad Slesvig lider under Embedsenevældens Tryk, saa at Embedsmandene der endog ugeneert opføre sig som om de udelukkende repræsentere Befolkningen og dens Interesser, kan sees af en Tilstaaelse i Hdl. Av., hvorefter "under Kongens sidste Ophold i Haderslev Borgerne kun have været brugte til at raabe Hurra og illuminere for Kongen; med Undtagelse af en enkelt Functionair har ikke een eneste Borger erholdt Lejlighed til at tale med Hs. Maj." "Vor Hovedanke mod Myndighedernes Optræden under Kongens Nærværelse her i Byen, siger Bladet, er altsaa den, at Embedsmændene have skilt sig fra den øvrige Befolkning, istedetfor at disse tvende Bestanddele burde have samvirket i Forening; man har afsondret sig, hvor man netop burde have forenet sig, ja, i selve Embedsmændenes (særskilte) Optræden har en skarp Iagttager kunnet opdage det samme Isolationsprincip, øiensynlig grundet i Angst for, at den ene skulde træde stærkere frem end den anden og derved gjore et Hop høiere paa den honnette Ambitions Stige. (Amtmanden: Hr. de Stockfleth.) Vi ville ikke udelukkende tilskrive Feilen en her i Slesvig ikke ualmindeligt herskende bureaukratisk Tendents, vi ere endog tilbøielige til at give Ubehjælpsomheden en Deel af Skylden; men mærkeligt er det dog, at neppe er Kongen kommen ud over det forjættede Slesvigs Grændser; neppe har han overskredet Kongeaaen, saa forandrer Skuepladsen sig. I Colding har Kongen virkelig befundet sig i Folkets Midte; der er det Kommunalbestyrelsen, Repræsentanterne for Befolkningen, som har stillet sig i Spidsen for Anordningen" osv.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 7. oktober 1858)

Kirkesag i Tønder. (Efterskrift til Politivennen)

Fra hertugdømmet Slesvig. I Tønder herred tog en dansk præst med bistand af kirkens visitatorii et indirekte tvangsmiddel af ret materiel karakter i brug for muligvis at forbedre kirkelivet, men i hvert fald med fuld sikkerhed for at forbedre præstens indtægt. Han krævede offerpenge af en bonde som også var kirkelig embedsmand, og hans person, familie og tjenestefolk. Den indkaldte for retten henviste til det kirkelige reglement ifølge hvilket kun kommunikanterne skal ofre hver gang, og han kommunikerede ikke med denne prædikant, men med den tidligere tyske. Det var besluttet at kommunikanter naturligvis skulle forstås som dem der nogensinde havde fået nadveren, nemlig alle de der var blevet konfirmeret. Samtidig blev tiltalte bedt om at forklare hvorfor han ikke havde kommunikeret, da kirkens embedsmænd skulle være et godt eksempel for de øvrige beboere. Han argumenterede nu for at den regelmæssige fejring af det hellige måltid ikke var obligatorisk, og at han aldrig havde gået glip af dette hos den tidligere tyske prædikant. Sådan er situationen i mange menigheder hvor danske prædikanter er kommet efter at de velsignelsessøgende tyskere blev fordrevet. Ingen steder, med undtagelse af nogle få steder, nyder de nogen form for tillid. I intet andet embede er civile embedsmænd og præster så godt begunstiget med sportelindtægter og jordindtægter end der og i Haderslevs og Aabenraas embede. Intet under at den danske nation fastholder at give ​​sådanne embeder til sine sønner og udelukke slesvigerne og ikke vil anerkende hertugdømmernes rettigheder. Man forventer heller ikke noget væsentligt for Holstein af forbundsbistand. Forbundsdagen nævnte ikke engang hertugdømmet Slesvig i sine akter, selv om den ikke kan beskytte Holstens rettigheder uden at tage hensyn til Slesvig. Folk ser endda ud til at opgive deres kontraktlige rettigheder, ellers kunne man ikke tie stille om Slesvig.

Aus dem Herzogthum Schleswig. Im Amte Tondern Karrhard hat ein dänischer Prediger unter Beistand des Kirchenvisitatorii ein indirektes Zwangsmittel ziemlich materieller Natur ergriffen, um wo möglich das kirchliche Leben, mit völliger Gewissheit aber das Einkommen des Predigers zu verbessern. Derselbe forderte Opfergeld von einem Bauern, der zugleich Kirchenoffizial, für dessen Person, Familie und Dienstboten. Der vor Gericht Geforderte berief sich auf das Kircheninventar, wonach nur die Kommunikanten jedesmal Opfer zu geben haben, und er habe bei diesem Prediger nicht kommunizirt, wohl bei dem früheren deutschen. Es ward entschieden, dass unter Kommunikanten selbstverständlich diejenigen zu verstehen, welche überhaupt einmal das Abendmahl genossen, nämlich alle Konfirmirte. Zugleich wurde der Beklagte aufgefordert sich zu erklären, weshalb er nicht kommunizirt habe, da doch die Kirchenoffizialen instruktionsmässig den übrigen Einwohnern mit gutem Beispiel vorgehen sollten. Derselbe berief sich nun darauf, dass sie regelmässige Feier des heiligen Mahles nicht vorgeschrieben sei, dass er übrigens solches bei dem früheren deutschen Prediger nie versäumt habe. So steht es in vielen Gemeinden, welchen dänische Prediger nach Vertriebung der segensreich wirkenden deutschen aufgedrungen sind. Nirgenwo, wenige Orte ausgenemmen, geniessen sie irgend welchen Zutrauens. In keinen Amte sind Civilbeamte und Prediger so gut bedacht durch Sporteleinnahme und Landertrag als dort und im Amte Hadersleben und Apenrade. Kein Wunder, dass sie dänische Nation die Errungenschaft solcher Aemter für ihre Söhne, mit Ausschluss der Schleswiger, nicht fahren lassen und die Rechte der Herzogthümer nicht anerkennen will. Von der Bundeshülfe erwartet man hier nicht einmal etwas Erhebliches für Holstein. Der Bundestag hat ja in seinen Aktenstücken nicht einmal des Herzogthums Schleswig erwähnt, obgleich er die Rechte Holsteins ohne Berücksichtigung Schleswigs gar nicht schützen kann. Man scheint sogar die Vertragsrechte aufzugeben, sonst könnte man von Schleswig nicht schweigen.

(Nürnberger Kurier : (Friedens- und Kriegs-Kurier). 6. oktober 1858)