Tilsynsreiser i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Det er forskrækkeligt hvad en Jagt-Kammerherre og Skovembedsmand med Nogle bagpaa kan koste Landet, især naar det er i Slesvig, hvor der ruttes med al mulig bureaukratisk Fornemhed og selv Bispen ikke kan kjøre paa Visitats uden at det skal være "med Fire". Saaledes oplyses i forannævnte Bl., at "Chefen for "det kgl. slesvigske Forst- og Jagd-Amt", en Kammerherre, som endda kun hedder Baastrup, paa 11 Tilsynsreiser fra den 25de October til den 6te Nov. i Forening med Overforsteren, alene for Haderslev Østeramts Vedk., har brugt 22, skriver to og tyve Kudske og 66, skriver sex og tredsindstyre Par Heste. Det er det umiddelbare Forbrug; middelbart sættes endnu 10 Mand og 10 Heste i Bevægelse som "Expresser for at tilsige Vognene"; ialt følgelig anvendes der 32 Mand og 142 Heste for at sætte en Tilsynsforretning iværk, m. H. t. hvilken det nævnte Blad udlover en klækkelig Belønning til den, som, selv i Forstfaget, trøster sig til at paavise det mindste Gran af Udbytte, for ikke at sige Nytte , som Tilsynsreisen frembringer. Man maa ikke troe, at et saadant Skovtilsyn iværksættes paa den eneste Maade, som almindelige Mennesker vilde foretage den, idet de tvende Herrer Tilsynsmænd simpelthen satte sig op paa en tospændig Vogn og kjørte fra Skov til Skov indtil Tilsynet var forbi. Nei, først kjører Forst- og Jagtmesteren i en Vogn med fire Heste "i Nærheden", - thi de ere kun yderst sjeldent spændte for paa almindelig Maade, idet Bønderne vel ere pligtige til paa Forlangende at levere en Vogn og 4 Heste, men ingenlunde en Forspænding, der er nødvendig til, at 4 Heste kunne sættes foran Vognen; det ene Par sjokker derfor i Reglen bag efter Vognen, ikke for at afløse det trækkende Par, thi dette er nødvendigt paa de halvt chausserede Veie, saa meget mere som Bonden kun skal kjøre 3 Mile ad Gangen, men formodentlig for at give det hele Optog det til Øiemedet nødvendige Relief af Pudseerlighed. Bagefter kommer da Overforsteren i en Vogn med lo Heste for, for at de Undrende paa Veien skulle kunne see, at der her i Verden gives Noget, som hedder Rang og Stand; thi det Naturlige, at Overforsteren satte sig ind i Vognen til Forst- og Jagtmesteren og lod sin Vogn blive hjemme, kan ikke tænkes i det danske Bureaukrattes Gosen : Slesvig.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. november 1858)

Kirkeklokken i Grenaa. (Efterskrift til Politivennen)

I Grenaa spiller den berømte Kirkeklokke endnu sin betydelige Rolle, om end ikke saa støiende som Stormklokken i Colding. Grenaa Avis indeholder i den Anledning følg. ledende Artikel:

"Nu, da Klokker-Embedet her ved Kirken er opslaaet ledigt og ventelig snart atter bliver besat, ere vi blevne gjorte opmærksomme paa en Latterlighed (!) ved Ringningen, som har fundet Sted i flere Aar, men dog endnu vistneppe er saa gammel, at den ikke ved en Smule Uleilighed skulde kunne rettes. Det er nemlig Ringningen Kl. 7 om Morgenen, som unægtelig burde finde Sted om Sommeren Kl. 5. Morgenklokkens Bestemmelse er at kalde Folk til klar Bevidsthed efter den natlige Dvale samt minde dem om Gud, deres Arbejdsplads (?), og hvad den sidste angaaer, da er Tiden for denne for de fleste Haandværksfolk om Sommeren Kl. 5 og ikke Kl. 7. Mange vilde vistnok være Vedkommende taknemmelige, hvis denne bedre og skjønnere Forandring blev Byen tildeel, og man vilde da være forskaanet for at høre den intetsigende Syv-Ringning, der kun har det hos sig, at den minder Arbejderne om Frokosten, hvilken de Fleste ialmindelighed gierne erindre uden Klokkesignal. Det kunde være interessant at erfare, paa hvilken Tid og hvilken Maade denne Ceremonie er bleven etableret. - Ved samme Lejlighed ville vi tillade os at forespørge, af hvilken virkelige Grund Klokkeringning paa Markedsdage er ligesom banlyst; thi neppe er Klokkeringning mere fornuftig anvendt end netop paa slige Dage, og vi formaae derfor ikke at indsee Grunden; den almindelige Mening: at Ringeren ikke har Tid, fordi han staaer paa Torvet og "sælger Aal", forekommer os at være temmelig uholdbar. (!)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. november 1858)

Smaa og store Ulykker. (Efterskrift til Politivennen)

For 3 Uger siden mistede Huusmand Ole Christensen af Jegindø Livet ved Overfærdsel med Skudtørv fra Tissinghuus paa Morsø til Jegindø, og atter har en lignende Transport fra Hassyssel til Thyholm krævet 1 Menneskeliv, nemlig Huusmand Chr. Christensen af Barslev, And. Kragh, Almisselem Jens Møller og Gaardmand Chr. Sørensens 13aarige Datter, Alle af Floulev. Ulykken skeete sydvest for Odby i Søndags Morges, da en Styrtesø fyldte Baaden, som derved kæntrede. I Baaden, der havde en Ladning Skudtørv inde, var foruden de Ovennævnte Baadens Fører, Huusmand Lars Chr. Christensen af Barslev, der ved Svømning reddede sig op paa Baadens Kjøl, og han kunde altsaa have havt Haab om at drive til Land, hvis Ankeret ikke ved Baadens Kæntring var faldet i Bund og hvert Forsøg paa at naae Touget, for med en Kniv at overskjære dette, mislykkedes. Flere Gange reve Søerne ham fra Baaden, men hver Gang lykkedes det ham at svømme til den. I denne mislige Stilling holdt han sig indtil hen paa Eftermiddagen, da en Mand fra Odby blev opmærksom paa ham og derom meddeelte Underretning til Ottesunds Færgemand, som strax udsendte en velbemandet Færgebaad, hvorpaa han lykkeligt reddedes, efter at han i 10 Timer havde svævet i stor Livsfare. (Th. A.)

Paa Pakhuse, Kornlofter og deslige Steder i Kjøbenhavn hersker den Uskik, at de tømte Sække, som skulle bringes ned, kastes ud af en Luge, efter at man har samlet flere i een Sæk. Ved denne uforsigtige Fremgangsmaade indtraf en af de sidste Dage det sørgelige Uheld hos Brændevinsbrænder Christensen i Dronningensgade paa Christianshavn, at en Sæk, der indeholdt 17 tomme Kornsække og som af en Karl blev kastet fra Loftet ned i en i Gaarden staaende fraspændt Vogn, ramte en syvaars Dreng, som tilligemed flere andre Børn legede oppe i Vognen. Barnet fik Benet slaaet over imellem Knæet og Ankelen og ligger nu paa Hospitalet.

I Tirsdags Aftes havde en Dame det Uheld, at en af hendes Crinoline-Udspændere sprang paa Østergade i Kjøbenhavn, i en stor Folkevrimmel. Et Spanskrør foer ud og jog ind imellem Benene paa en Herre, og imedens hun vendte og dreiede sig for at blive ham klar, kom hun til Sammenstød med de andre Forbigaaende, hvilket gav et saa latterligt Skue, at der strax samlede sig en stor Sværm af Mennesker, saa hun først med megen Møie slap ind i en Gadedør under Latter, Klappen og Skrigen, der især gav sig Luft da hun maatte rive Kjolen itu for at kunne skubbe sig ind igjennem den brede Dør. Efter at hun lykkeligt var kommen i Havn, gik Spotten over paa andre crinolineklædte Damer, som lode sig see i Gaden og ængstelige toge Flugten ind i Sidegaderne, hvor de søgte Skjul i Husene. Da, just som Morskaben var størst, to meget stærkt udstafferede Pigebørn, af et ikke godt Rygte, kom svaiende i meget vidtudstaaende Krinoliner fra Christenbernikovstræde ind paa Østergade, uden at vide Noget af Opløbet, og de gave sig til al udskjælde Sværmen, som modtog dem med stor Jubel, blev Tilløbet saa stort, at kun Politiets Tililen og raske Mellemkomst afværgede Uordenen. (Aarh. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. august 1858)

Annonce for krinolinekjole i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juni 1859

En Indsender klager i "Kbhpst." over Insulter, for hvilke elegant klædte Damer og Pigebørn uden Følgeskab ere udsatte paa Kjøbenhavns Gader af de Børn, som der færdes. Det synes at være blevet en formelig Skik hos Gade-Ungdommen, baade Piger og Drenge, at molestere moderne klædte Damer og Pigebørn ved at tilraabe dem Uqvemsord, rykke dem i Klæderne, søge at tilsøle dem, ja vel endog ar spytte paa dem og kaste Stene efter dem. Ialmindelighed er det "Krinolinerne", der, som et Slags Feldtraab, give Signalet til slige Pøbelagtigheder, men da de bæres omtrent eens af hele den Qvindelige Verden, Tjenestepigerne inclusive, er Raabet: "Crinoline" kun at betragte som et Løsen, der gives til at kaste sig over de Enkelte, hvis Ydre i det Hele har et finere eller pynteligere Præg, end Gade-Ungdommen synes om. Det er især naar de komme fra Skolerne, at Børnene drive dette Uvæsen, hvormed de forbinde megen anden offentlig Uorden. De drage da gjennem Gaderne, øvende deres Kaadhed paa hvem der møder dem og som de troe ikke kan værge sig. Drengene tillige hujende og skrigende og leverende formelige Batailler paa Fortougene, saa at det, i alt Fald for Damer, ofte formelig er forbundet med Fare at komme frem.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. september 1858)

Presseforhold i Hertugdømmerne. (Efterskrift til Politivennen)

Naar man kun kan beklage de ugunstige Presse forhold, der allerede ere tilstede i Hertugdømmerne, og man vel ogsaa fra saa godt som alle Sider var enig om at fordømme Scheeles Voldsforholdsregel i sin Tid imod Itzeh. Ugebl.: saa er det meget upassende, at noget Blad i vort lykkeligen pressefrie Kongerige, i nærvær. Tilfælde "Flvp.", vil opfordre til at skjærpe Pressetilstanden sydpaa i Riget og f. Ex. forlange, at der "fra Kjøbenhavn maa gjøres noget" ved det nævnte holsteenske Blad. "Flvp." erklærer det selv for "reent vilkaarligt", at den forr. Minister undertrykte Itzehoeren, men vil, at denne skal have en "alvorlig Advarsel". Herved kan dog kun menes, at den nærv. Minister skulde true med den Vilkaarlighed, som hans Forgjænger udøvede! Men kan det være "retfærdigt og humant"? Vi kjende ikke det nævnte Itzehoe Ugebl., dets Indhold eller Tendents. Men hvis det eller noget andet af de i Hertugdømmerne bevilgede Blade skulde forsee sig, saa har man jo Loven til at lade tiltale efter. Alvorlige Advarsler eller Trudsler ere i Strid med Loven og end mere med Retfærdighed og Humanitet. Men endnu forunderligere er det, naar "Flvp." omtaler det som en Brøde af Itzehoeren, at den benævner de for Contingent-Inspectionen senest præsenterede Tropper som "holsteenske Tropper". En Brøde mod den statsretlige Sandhed, naar endelig Udtrykket skal veies saa strængt, er det, thi den kjender, og deri ere vi ogsaa ganske enige med "Flvp.", kun "een, siger een, dansk Armee", og Kongen er som Forbundsmedlem ogsaa kun pligtig til at levere et Antal Tropper uden Hensyn til, i hvilken Deel af hans Land de ere fødte. Men det paaankede Udtryk kan dog ikke være Brøde mod hvad der "fra Kjøbenhavn" selv er anordnet, saa der ogsaa mindst "fra Kjøbenhavn" kan ventes "noget gjort" i den Anledning. Tvertimod: Krigsministeren har jo selv sørget for, at kun holsteenskfødte Tropper iaar ere blevne anviste til Contingentmønstring, altsaa selv antydet Udsondringen af "holsteenske Tropper" fra den "ene danske Hær". - Vi beklage, at Sligt er skeet, thi det maa ialtfald vildlede, hvis det ikke netop er Hensigten, al det skal lede - hen til et politisk Formaal; men naar man officielt giver slige Varsler og naar de ministerielle og andre eiderske Organer i Kongeriget selv dagligt betegne hele Holsteen alt saa godt som udsondret af Staten, og endog Forslagene til Frankfurt paastaaes at tyde paa den samme Retning: saa kan det ganske vist ikke forarge hos noget holsteensk Blad, at det stemmer i med den samme Vise og synger om sine "holsteenske Tropper". Det vil der ialtfald vistnok ikke "fra Kjøbenhavn blive gjort noget ved".

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. oktober 1858).

Frederik 7. i Haderslev. (Efterskrift til Politivennen)

I hvilken Grad Slesvig lider under Embedsenevældens Tryk, saa at Embedsmandene der endog ugeneert opføre sig som om de udelukkende repræsentere Befolkningen og dens Interesser, kan sees af en Tilstaaelse i Hdl. Av., hvorefter "under Kongens sidste Ophold i Haderslev Borgerne kun have været brugte til at raabe Hurra og illuminere for Kongen; med Undtagelse af en enkelt Functionair har ikke een eneste Borger erholdt Lejlighed til at tale med Hs. Maj." "Vor Hovedanke mod Myndighedernes Optræden under Kongens Nærværelse her i Byen, siger Bladet, er altsaa den, at Embedsmændene have skilt sig fra den øvrige Befolkning, istedetfor at disse tvende Bestanddele burde have samvirket i Forening; man har afsondret sig, hvor man netop burde have forenet sig, ja, i selve Embedsmændenes (særskilte) Optræden har en skarp Iagttager kunnet opdage det samme Isolationsprincip, øiensynlig grundet i Angst for, at den ene skulde træde stærkere frem end den anden og derved gjore et Hop høiere paa den honnette Ambitions Stige. (Amtmanden: Hr. de Stockfleth.) Vi ville ikke udelukkende tilskrive Feilen en her i Slesvig ikke ualmindeligt herskende bureaukratisk Tendents, vi ere endog tilbøielige til at give Ubehjælpsomheden en Deel af Skylden; men mærkeligt er det dog, at neppe er Kongen kommen ud over det forjættede Slesvigs Grændser; neppe har han overskredet Kongeaaen, saa forandrer Skuepladsen sig. I Colding har Kongen virkelig befundet sig i Folkets Midte; der er det Kommunalbestyrelsen, Repræsentanterne for Befolkningen, som har stillet sig i Spidsen for Anordningen" osv.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 7. oktober 1858)