Kateket Wulff ansat i Emmerlev. (Efterskrift til Politivennen)

"Vestsl. Tid.-- indeholdt for nylig et stærkt Angreb paa Cand. theol. Wulff, der er bleven bestikket til personel Kapellan for Emmerlev Menighed, idet Bladet beskyldte ham for ar have slesvigholstenske Planer med sin Ansættelse i der nævnte Pastorat. Af en Berigtigelse, som "Vestsl T." senere har indeholdt, fremgaar det imidlertid, al Beskyldningen er falsk, men "Dvk." synes ikkedestomindre at have Ret i sin Bemærkning om, at Hr. Wulff, der vel har taget theologisk Embedsexamen i Kjøbenhavn, men under sit tidligere Ophold i Kiel blev stærkt paavirket af den der herskende Aand og i to Aar har studerer ved Universitetet i Bonn, mindre vel skikker sig til Ansættelse i et af Slesvigs Brændpunkter, idet Emmerlev ligger i Tønderegnen, hvor Iver og Nidkjærhed for der danske Sprog netop ere nødvendige, og det Yderste, der kan siges til Fordel for Hr. Wulff, er, at han i national Henseende er aldeles indifferent. Hvilken Mening man imidlertid end har om Kapellanens politiske Anskuelser, bliver hans Udnævnelse dog i alle Tilfælde mislig, da han ikke er det danske Sprog mægtig, saaledes som det sees af den Bekjendtgjørelse, han har ladet indrykke i "Vestsl. Tid." om, at han agter at drage Udgiveren til Ansvar ved Domstolene; det hedder nemlig heri: "Det henstilles til den egne Retsfølelse af de Redaktioner, der i deres resp. Blade maatte have optaget den ovenfor tilsigtede Artikel af "Vestsl. Tid.", om de ogsaa ville optage dette Aviso eller ei". (Dgbl.)

(Ribe Stifts-Tidende 6. november 1858)

Jacob Georg Christian Wulff (1827-1908) blev student i Kiel 1846, studerede i Bonn 1848-1851, København 1852. Cand. theol i 1853. Kapellan i Emmerlev 1858, i Svendborg 1860-1865. Sognepræst i Adsbøl-Gråsten 1865-1870, Vodder 1871-1893.

Overfald paa Landeveien. (Efterskrift til Politivennen)

Det er med Gysen at man skotter til Granskoven ved Kolding-Vilstrup Vejen, naar man drager til og fra Veile, da den i den sidste Tid har varet Skjulested for ondskabsfulde, kaade og raae Subjekter, der finde Fornøjelse i at overfalde og mishandle selv de fredeligste Vejfarende. Saaledes bleve tvende Mænd af Nørrevilstrup morderisk overfaldne paa Vilstrupveien Markedsaften den 23de Septbr. og bibragte dybe Knivstik flere Steder paa Legemet, hvorved navnligen den ene for længere Tid er berøvet sin Arbeidsdygtighed. Markedsaften den 13de Oktober bleve ligeledes flere Sønner og Døttre af Vilstrup Byes honetteste Familier overfaldne af en Mængde raa og uopdragne Mennesker, der trakterede Karlene, uden Anledning, med Slag i Ansigtet med Næverne og Stokke, kastede Pigerne omkuld paa den snavsede Vei og behandlede dem med Kaadhed og Uforskammethed, som kun det allerraaeste Menneske vil gjøre sig skyldig i. Del er derfor ikke uden Ængstelse, at Forældre sende deres Sønner og Døttre til Staden, dersom der ikke bliver gjort Noget for at sikkre den Vejfarende for sligt raat og vilkaarligt Overfald. (Veile A.)

(Ribe Stifts-Tidende 2. november 1858).

Tilsynsreiser i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Det er forskrækkeligt hvad en Jagt-Kammerherre og Skovembedsmand med Nogle bagpaa kan koste Landet, især naar det er i Slesvig, hvor der ruttes med al mulig bureaukratisk Fornemhed og selv Bispen ikke kan kjøre paa Visitats uden at det skal være "med Fire". Saaledes oplyses i forannævnte Bl., at "Chefen for "det kgl. slesvigske Forst- og Jagd-Amt", en Kammerherre, som endda kun hedder Baastrup, paa 11 Tilsynsreiser fra den 25de October til den 6te Nov. i Forening med Overforsteren, alene for Haderslev Østeramts Vedk., har brugt 22, skriver to og tyve Kudske og 66, skriver sex og tredsindstyre Par Heste. Det er det umiddelbare Forbrug; middelbart sættes endnu 10 Mand og 10 Heste i Bevægelse som "Expresser for at tilsige Vognene"; ialt følgelig anvendes der 32 Mand og 142 Heste for at sætte en Tilsynsforretning iværk, m. H. t. hvilken det nævnte Blad udlover en klækkelig Belønning til den, som, selv i Forstfaget, trøster sig til at paavise det mindste Gran af Udbytte, for ikke at sige Nytte , som Tilsynsreisen frembringer. Man maa ikke troe, at et saadant Skovtilsyn iværksættes paa den eneste Maade, som almindelige Mennesker vilde foretage den, idet de tvende Herrer Tilsynsmænd simpelthen satte sig op paa en tospændig Vogn og kjørte fra Skov til Skov indtil Tilsynet var forbi. Nei, først kjører Forst- og Jagtmesteren i en Vogn med fire Heste "i Nærheden", - thi de ere kun yderst sjeldent spændte for paa almindelig Maade, idet Bønderne vel ere pligtige til paa Forlangende at levere en Vogn og 4 Heste, men ingenlunde en Forspænding, der er nødvendig til, at 4 Heste kunne sættes foran Vognen; det ene Par sjokker derfor i Reglen bag efter Vognen, ikke for at afløse det trækkende Par, thi dette er nødvendigt paa de halvt chausserede Veie, saa meget mere som Bonden kun skal kjøre 3 Mile ad Gangen, men formodentlig for at give det hele Optog det til Øiemedet nødvendige Relief af Pudseerlighed. Bagefter kommer da Overforsteren i en Vogn med lo Heste for, for at de Undrende paa Veien skulle kunne see, at der her i Verden gives Noget, som hedder Rang og Stand; thi det Naturlige, at Overforsteren satte sig ind i Vognen til Forst- og Jagtmesteren og lod sin Vogn blive hjemme, kan ikke tænkes i det danske Bureaukrattes Gosen : Slesvig.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. november 1858)

Kirkeklokken i Grenaa. (Efterskrift til Politivennen)

I Grenaa spiller den berømte Kirkeklokke endnu sin betydelige Rolle, om end ikke saa støiende som Stormklokken i Colding. Grenaa Avis indeholder i den Anledning følg. ledende Artikel:

"Nu, da Klokker-Embedet her ved Kirken er opslaaet ledigt og ventelig snart atter bliver besat, ere vi blevne gjorte opmærksomme paa en Latterlighed (!) ved Ringningen, som har fundet Sted i flere Aar, men dog endnu vistneppe er saa gammel, at den ikke ved en Smule Uleilighed skulde kunne rettes. Det er nemlig Ringningen Kl. 7 om Morgenen, som unægtelig burde finde Sted om Sommeren Kl. 5. Morgenklokkens Bestemmelse er at kalde Folk til klar Bevidsthed efter den natlige Dvale samt minde dem om Gud, deres Arbejdsplads (?), og hvad den sidste angaaer, da er Tiden for denne for de fleste Haandværksfolk om Sommeren Kl. 5 og ikke Kl. 7. Mange vilde vistnok være Vedkommende taknemmelige, hvis denne bedre og skjønnere Forandring blev Byen tildeel, og man vilde da være forskaanet for at høre den intetsigende Syv-Ringning, der kun har det hos sig, at den minder Arbejderne om Frokosten, hvilken de Fleste ialmindelighed gierne erindre uden Klokkesignal. Det kunde være interessant at erfare, paa hvilken Tid og hvilken Maade denne Ceremonie er bleven etableret. - Ved samme Lejlighed ville vi tillade os at forespørge, af hvilken virkelige Grund Klokkeringning paa Markedsdage er ligesom banlyst; thi neppe er Klokkeringning mere fornuftig anvendt end netop paa slige Dage, og vi formaae derfor ikke at indsee Grunden; den almindelige Mening: at Ringeren ikke har Tid, fordi han staaer paa Torvet og "sælger Aal", forekommer os at være temmelig uholdbar. (!)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. november 1858)

Smaa og store Ulykker. (Efterskrift til Politivennen)

For 3 Uger siden mistede Huusmand Ole Christensen af Jegindø Livet ved Overfærdsel med Skudtørv fra Tissinghuus paa Morsø til Jegindø, og atter har en lignende Transport fra Hassyssel til Thyholm krævet 1 Menneskeliv, nemlig Huusmand Chr. Christensen af Barslev, And. Kragh, Almisselem Jens Møller og Gaardmand Chr. Sørensens 13aarige Datter, Alle af Floulev. Ulykken skeete sydvest for Odby i Søndags Morges, da en Styrtesø fyldte Baaden, som derved kæntrede. I Baaden, der havde en Ladning Skudtørv inde, var foruden de Ovennævnte Baadens Fører, Huusmand Lars Chr. Christensen af Barslev, der ved Svømning reddede sig op paa Baadens Kjøl, og han kunde altsaa have havt Haab om at drive til Land, hvis Ankeret ikke ved Baadens Kæntring var faldet i Bund og hvert Forsøg paa at naae Touget, for med en Kniv at overskjære dette, mislykkedes. Flere Gange reve Søerne ham fra Baaden, men hver Gang lykkedes det ham at svømme til den. I denne mislige Stilling holdt han sig indtil hen paa Eftermiddagen, da en Mand fra Odby blev opmærksom paa ham og derom meddeelte Underretning til Ottesunds Færgemand, som strax udsendte en velbemandet Færgebaad, hvorpaa han lykkeligt reddedes, efter at han i 10 Timer havde svævet i stor Livsfare. (Th. A.)

Paa Pakhuse, Kornlofter og deslige Steder i Kjøbenhavn hersker den Uskik, at de tømte Sække, som skulle bringes ned, kastes ud af en Luge, efter at man har samlet flere i een Sæk. Ved denne uforsigtige Fremgangsmaade indtraf en af de sidste Dage det sørgelige Uheld hos Brændevinsbrænder Christensen i Dronningensgade paa Christianshavn, at en Sæk, der indeholdt 17 tomme Kornsække og som af en Karl blev kastet fra Loftet ned i en i Gaarden staaende fraspændt Vogn, ramte en syvaars Dreng, som tilligemed flere andre Børn legede oppe i Vognen. Barnet fik Benet slaaet over imellem Knæet og Ankelen og ligger nu paa Hospitalet.

I Tirsdags Aftes havde en Dame det Uheld, at en af hendes Crinoline-Udspændere sprang paa Østergade i Kjøbenhavn, i en stor Folkevrimmel. Et Spanskrør foer ud og jog ind imellem Benene paa en Herre, og imedens hun vendte og dreiede sig for at blive ham klar, kom hun til Sammenstød med de andre Forbigaaende, hvilket gav et saa latterligt Skue, at der strax samlede sig en stor Sværm af Mennesker, saa hun først med megen Møie slap ind i en Gadedør under Latter, Klappen og Skrigen, der især gav sig Luft da hun maatte rive Kjolen itu for at kunne skubbe sig ind igjennem den brede Dør. Efter at hun lykkeligt var kommen i Havn, gik Spotten over paa andre crinolineklædte Damer, som lode sig see i Gaden og ængstelige toge Flugten ind i Sidegaderne, hvor de søgte Skjul i Husene. Da, just som Morskaben var størst, to meget stærkt udstafferede Pigebørn, af et ikke godt Rygte, kom svaiende i meget vidtudstaaende Krinoliner fra Christenbernikovstræde ind paa Østergade, uden at vide Noget af Opløbet, og de gave sig til al udskjælde Sværmen, som modtog dem med stor Jubel, blev Tilløbet saa stort, at kun Politiets Tililen og raske Mellemkomst afværgede Uordenen. (Aarh. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. august 1858)

Annonce for krinolinekjole i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juni 1859

En Indsender klager i "Kbhpst." over Insulter, for hvilke elegant klædte Damer og Pigebørn uden Følgeskab ere udsatte paa Kjøbenhavns Gader af de Børn, som der færdes. Det synes at være blevet en formelig Skik hos Gade-Ungdommen, baade Piger og Drenge, at molestere moderne klædte Damer og Pigebørn ved at tilraabe dem Uqvemsord, rykke dem i Klæderne, søge at tilsøle dem, ja vel endog ar spytte paa dem og kaste Stene efter dem. Ialmindelighed er det "Krinolinerne", der, som et Slags Feldtraab, give Signalet til slige Pøbelagtigheder, men da de bæres omtrent eens af hele den Qvindelige Verden, Tjenestepigerne inclusive, er Raabet: "Crinoline" kun at betragte som et Løsen, der gives til at kaste sig over de Enkelte, hvis Ydre i det Hele har et finere eller pynteligere Præg, end Gade-Ungdommen synes om. Det er især naar de komme fra Skolerne, at Børnene drive dette Uvæsen, hvormed de forbinde megen anden offentlig Uorden. De drage da gjennem Gaderne, øvende deres Kaadhed paa hvem der møder dem og som de troe ikke kan værge sig. Drengene tillige hujende og skrigende og leverende formelige Batailler paa Fortougene, saa at det, i alt Fald for Damer, ofte formelig er forbundet med Fare at komme frem.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. september 1858)