Louis Czarnewski Sasse (3: 1860'erne til 1882). Efterskrift til Politivennen)

 Men i 1862 var hans turnevirksomhed åbenbart blevet en torn i øjet på nogle læger:

Advarsel imod den såkaldte professor L. Casse.

Hr. L. Casse er ikke læge og derfor uberettiget til at tale om "sine patienter", han er ikke professor; hr. overlæge Rathje følger ikke med på hr. Casses rejse, om han overhovedet har noget med ham at gøre. Hvad moderationen i pris efter præsteattest angår, da kan vi fra Nyrip i København skaffe lettere, bekvemmere og mere hensigtsmæssige bandager og transport iberegnet til en billligere pris, end hr. Casse sælger sine varer med den omtale moderation.

Ovenstående finder vi os i sandhedens interesse beføjede til at bekendtgøre.

M. Gleerup. E: Flemmer.

(Holstebro Avis og Avertissementstidende, 27. maj 1862)

Orthopædisk Anstalt

ved Professor L. Sasse

i Randers.

Herved underrettes mine patienter, samt andre, som måtte ønske min hjælp for skævhed i ryggen, hals, arme, ben etc. om, at jeg indtræffer til

Holstebro den 12. oktober fra Kl. 10 til 4;

Struer den 13. oktober fra Kl. 10 til 2;

Lemvig den 14. oktober fra Kl. 10 til 2;

Ulfkjærkro den 15. oktober fra Kl. 8 til 4.

Uformuende kan, medbringe præsteattest erholde betydelig moderation.

Hr. overlæge Rathje har tilsyn ved anstalten. 

L- Sasse,

Professor.

Da jeg nu atter tiltræder min sædvanlige rejse på Vestkysten og også agter at besøge Holstebro, vil jeg ikke undlade at besvare Dhrr. Glerup & Flemmers angreb på mig af 26. maj d. å. Deres yttringer om, at jeg ingen læge er og ingen ret har til at befatte mig med lægevidenskabelige kure kan jeg kun besvare således, at det aldrig er faldet mig ind at udgive mig for en sådan, eller at befatte mig med slige kure. Det stulle da være, at jeg for menneskehedens skyld har givet nogen det råd af den afdøde, verdensberømte doktor Burhave i Amsterdam, som lyder således:

Haltet die Füsse varm,

Den Kopf kalt,

Ueberladet nicht den Tarm,

So werdet Ihr alt."

(Holder fødderne varme, hovedet koldt, overlæsser ikke maven, så skulle I blive gamle).

Hvad overlæge Rathje angår, så har jeg hverken i mine annoncer eller mundtligt ytret, at han fulgte med på mine rejser. Det ville i sandhed være latterligt, at ville indbilde publikum sådant, fordi ethvert fornuftigt menneske meget let vil kunne indse, at ikke alene ingen kongelig overlæge, men lige så lidt nogen privatlæge kunne befatte sig med at følge med mig på mine ofte meget langvarige rejser, og derved forsømme sine patienter. At overlægen har tilsyn ved anstalten, kan jeg bevidne ved de patienter, som have modtaget deres maskiner hjemme hos mig, hvilke sidste han har set og anerkendt for at være gode. I øvrigt vil enhver, der har læst mine avertissementer kunne se, at jeg der alt i 15 år har boet i Randers, hverken ved charletaneri eller ved at producere attester har søgt at tilvende mig publikums opmærksomhed, Men da de herrer G og F, jeg ved ikke af hvilken Grund, søger at nedsætte mine maskiner, så vil jeg dog her vedføje en attest af hr. doktor Hald i Randers, og enhver, som ønsker det, kan hos mig, gennemse en mængde breve, som forældrene til de unge mennesker, der er blevet behandlede i min anstalt, har tilskrevet mig med den inderligste taknemmelighed uden nogensomhelst anmodning fra min side, alene ledet af glæden over deres børns helbredelse.

Den omtalte attest lyder saaledes :

Hr. Professor Sasse har for ikke lang tid tilbage forfærdiget mig til en patient en maskine eller et snøreliv med fjedre, som bæres mod skævhed og krumning af ryggen. I henseende til smukt arbejde, soliditet og akkuratesse står den ikke tilbage for dem som leveres ved det orthopædiske Institut, og i henseende til konstruktion hører den til de bedste og hensigtsmæssigske, man for tiden kender. Jeg tør på det bedste anbefale dette hr. professorens arbejde, så meget mere som jeg tror allerede deraf at spore gavnlige Virkninger.

Randers, den 18. august 1851.

Hald,

praktis. læge.

Og hermed må jeg overlade til Dhrr. at skrive og gøre, hvad de ville; fra min side er disse ord de sidste i denne sag.

L. Sasse

Professor

(Holstebro Avis og Avertissementstidende, 2. oktober 1862)

Advarslen mod Casse ser ikke ud til at have påvirket hans turnevirksomhed, for annoncerne fortsætter til i hvert fald 1866. Efter der ophørte hans annoncer, selv om der stadig i 1867 åbenbart var lidt aktivitet:

Min søn, Johan, 1½ år gl., er ved en af hr. professor Sasse forfærdiget bandage blevet for størstedelen helbredet for en medført skævhed i foden, i hvilken anledning jeg føler trang til herved at bevidne hr. Sasse min påskønnelse.

Thisted, den 12. februar 1867

Chr. Andersen,

Sømand.

(Thisted Amtsavis, 14. februar 1867.)

Han var på det tidspunkt også blevet bosat i Thisted:

Bopælsforandring

Undertegnede er flyttet fra Nørregade og bor nu i forrige købmand Krabbes gård på det lille torv, hvilket herved bekendtgøres. Opgangen fra porten.

L. Sasse

Orthopæd.

(Thisted Amtsavis, 9. november 1867)

(Der er muligvis tale om købmand Krabbes Gård, Storegade 15, Thisted).

Et Tilfælde af Skindød. Ved at overvære en Prøve, som foretoges med Grosserer Jm. Pfeiffers elektromagnetiske Signal Apparat "Vitalmetret", kom jeg til at mindes en mærkværdig Begivenhed, der med Hensyn til Spørgsmaalet om "Skindøde" ikke vil være uden Interesse. Efterat jeg som ungt Menneske med den polske Legion havde bivaanet Napoleon den Førstes Felttog i Rusland og senere i Tydskland, vendt jeg i Aaret 1818 fra Frankrig tilbage til mit Fædreland, hvor jeg i længere Tid opholdt mig i Warschau. Et dengang berømt tydsk Operaselskab, under Direktion af Hr. Døblin, gjæstede netop Warschau i længere Tid. Da jeg ofte besøgte Operaen, traf det sig, at jeg stiftede Bekjendtskab med Direkteur Døblins to Sønner, Conrad og Carl, der omtrent vare paa min Alder, og blev ved dem indført i deres Forældres Hus. Da jeg en Dag i August Maaned l818 vilde besøge Døblins, traf jeg flere af Familiens Medlemmer i Forværelset, nedslaaede og opløste i Taarer, og før jeg kunde henvende et Spørqsmaal til dem, erfarede jeg, at Direkteur Døblin pludselig og uden forudgaaende Sygdom var afgaaet ved Døden. Han var Frimurer og beklædte en høiere Grad i Logen. Dette bidrog til, at mange Læger og Professorer indfandt sig ved hans Dødsleje, hvoriblandt Flere i Begyndelsen nærede Tvivl om, hvorvidt han virkelig var død. Disse Videnskabsmænd foretog derfor alle mulige Forsøg til hans Oplivelse, men da Alt viste sig frugtesløst, erklæredes han enstemmig for død. Denne Erklæring blev afgiven 5 eller 6 Dage efter hans pludselige Hensoven, og den følgende Dag skulde Begravelsen finde Sted, hvortil alle Forberedelser alt vare trufne. En ung Læge, som hele Tiden havde tvivlet paa, at Døden virkelig varindtraadt, indfandt sig igjen i sidste Øieblik og anmodede om endnu engang at maatte foretage nogle Oplivningsforsøg med den Afdøde. Denne unge Læge havde ikke vovet ligeoverfor de mange erfarne Læger og Professorer at yttre sin Tvivl, da han ikke knude støtte sin Mening med sikkre videnskabelige Grunde. Han fik ogsaa strax Adgang til den Døde og foretog sine Forsøg og Undersøgelser paa mange Maader, men kunde ikke komme til noget Resultat. Endelig spurgte han den unge Conrad Døblin, om han kunde sige ham, hvad der mest opmuntrede hans Fader, da han levede. "Et Glas god Champagne" var Svaret. Lægen rystede paa Hovedet og spurgte videre: "Har De ikke lagt Mærke til, om der gaves Et eller Andet, der især kunde virke opmuntrende paa hans Følelser, hans Sandser, f. Ex. et bestemt Instrument eller en Sang, som fortrinsvis tiltalte ham?" Den unge Døblin svarede efter kort Betænkning: "Jo, Moder sang undertiden en Sang af Operaen "Azur, König von Ormus", naar Fader var i daarligt Humeur, og denne Sang havde altid den Virkning at opmuntre ham." Det var nemlig denne Sang, hvormed Fru Døblin, født Meser, Søster til Komponisten Meser, første Gang debuterede for sin tilkommende Mand. Lægen lod sig nu føre til den sørgende Hustru og formaaede hende til at synge den omtalte Sang med Guitar-Akkompagnement ved Kisten. Fru Døblin begyndte sin Sang med sagte og usikker i Stemme, men i Følelsen af sin alvorsfulde Opgave gjenvandt hun snart sin Fatning og foredrog Sangen saa sjælfuldt og smukt som nogensinde før. Lægen iagttog den Døde med spændt Opmærksomhed, og jeg saa, at han særlig henvendte sin Opmærksomhed paa de halvtaabne Øine. Efterat Sangen var foredragen et Par Gange uden tilsyneladende Virkning, saa vi Lægens Ansigt pludselig blive opklaret, og med ængstelig Hast tilvinkede han Fru Døblin at vedblive. Alle de Andre, som befandt sig i Værelset, gav han ved Tegn at forstaa, at de maatte forholde sig tause. Han vedblev med Haanden at tilvinke Fru Døblin Mod til at vedblive, medens hans Blik lige som ved en magisk Kraft var fæstet til den Dødes Øine. Nu viste sig for os Alle svnlige Livstegn, idet den Skindødes Øine begyndte at rulle frem og tilbage. Lægen gav os ved Tegn at forstaa, at vi maatte fjerne os fra den Skindøde, hvorefter vi sagte trak os tilbage i Baggrunden. I samme Øieblik reiste den Syge sig op fra sit Leie, idet han udstødte et dybt Suk, og ligesom vaagnende efter en svær Drøm sagde han med svag Stemme: Hvad er det? Alle Nærværende maatte nu efter Lægens Ønske forlade Værelset, og den Gjenoplivede blev overladt til sin lykkelige Redningsmands Omsorg. Hvad denne videre foretog sig til den Syges Helbredelse, er mig ikke bekjendt. Saaledes blev Hr. Døblin reddet fra at blive levende begravet, han blev igjen fuldkommen rask og ved godt Helbred, men var dog siden noget tungsindig, og hans Hukommelse var ikke saa god som før. Han var dengang en Mand paa nogle og 60 Aar og levede efter denne Tildragelse endnu i 7 Aar. Den unge Læge, som tidligere kun havde ubetydelig Praxis, erhvervede sig ved denne Begivenhed et berømt Navn, som desværre er gaaet ud af min Hukommelse.

L. Sasse

Nørrebro, Ravnsborggade.

(Dagens Nyheder 29. april 1869).

Fra 1870 blev aviserne tavse omkring ham. Men var altså flyttet til København, hvor han nævner sig selv som krigsveteran - et forhold som ingen af de tidligere avisartikler har antydet noget om. Han genoptog her sin ortopæd-virksomhed i Sankt Hansgade 10, stuen.

På søndag kl. 11:30 bliver der på Vestre Kirkegård jordet en gammel kriger, Louis Czarnewchi Sasse, der som officer har tjent under Napoleon den Store og deltaget i flere slag. Den afdøde, der tillige var med i storarmeens tog til Rusland 1812, flyttede senere til Danmark og opholdt sig i en årrække i Jylland, hvor han virkede som ortopæd. I 1848 bestræbte han sig for at undervise den jydske "Landstorm" i brugen af leen, som benyttedes af de polske bønder under opstanden i 1830, hvori den afdøde skal have deltaget.

(Folkets Avis - København, 28. april 1882.)

Dødsfald. I en alder af næsten 89 år er død i København Louis Czarnewski Sasse, der tillagde sig titel af professor og kom her til landet som ortopæd eller bandagist. Han var polak af fødsel og havde som officer tjent under Napoleon den Store og deltaget i flere slag samt i tilbagetoget fra Rusland. Han havde en tidlang bolig i Randers og gjorde sig i 1848 bemærket ved at forsøge at organisere et korps af lemænd til forsvar mod oprørerne.

(Skive Avis, 29. april 1882.)

Få dage efter han var blevet begravet på Vestre Kirkegård, blev han imidlertid gravet op igen, og flyttet til "Skibskirkegården" (Holmens Kirkegård) af ukendte årsager. Hvis det skulle være fordi han var soldat, burde det snarere have været Garnisons Kirkegård.

Tjenestekarl. (Efterskrift til Politivennen)

 - I "Randers Avis" læses: "Et Forhold af min Sognepræst finder jeg Anledning til offentlig at paatale: Jeg er en 18aarig Tienestekarl fra Christrup. Min Fremtidsusigt viser kun, at min Evne og Lyst til al arbejde kan vente at give mig Udkomme som Tyende, men jeg er ret godt fornøjet med min Lod, naar jeg blot kan undgaa ubillig Fortræd. Jeg blev imidlertid tidligt nødt til at forsvare mig imod Fortræd, eftersom min Husbonde, en Mand i Røved, ikke alene slog mig for en lille Forseelse, men han mishandlede mig. I Retten nægtede han, at de Saar, som omtaltes i en fremlagt Lægeattest, vare af hans Slag, men han blev dømt til at gjøre Ed. Denne Dom har han appelleret til Overretten. At det er vigligt for min Fremtid som Tjenestekarl, om jeg kommer til min Ret i denne Sag eller ikke, vil Enhver erkjende. Jeg vilde følgelig gjerne have en Sagfører til at møde for mig i Viborg; men, selv om min Husbonde havde betalt mig Lønnen til 1ste Maj ifjor, hvilket han ikke havde, og selv om jeg fik Lønnen til den Dag, Protesten begyndte, nemlig sidst i Oktober s. A., vilde jeg ikke kunne betale en Overretsprokurator for at møde. Altsaa søgte jeg om fri Proses, og henvendte mig til Præsten, Hr. Brøndsted i Ødum, om at give mig Attest om, at jeg er fattig. Hans Frue gav mig mange haarde Ord og den Besked, al jeg ikke skulde faa fri Proses, hvis hendes Mand kunde gjøre Noget derimod, og denne Resolution vedstod Præsten paa en Maade, som vistnok alvorllgt bør misbilliges, thi Embedserklæringer ere endnu farligere for Manges Fremtid end en noget fri Benyttelse af offentlige Blade. Præsten vilde ingen Attest give mig, "han ikke kjendte Noget til mig". To Mænd gave da Attest, og da Præsten skulde bekræfte deres Paalidelighed, benyttede han Lejligheden til at sige, es alene hvad der ej vedkom ham at yttre sig om, men en ligefrem Usandhed. Nu gav han ikke Attest om Mændenes Paalidelighed, men derimod om, at deres Udsagn, om at jeg var fattig, var overensstemmende med Sandhed, skjøndt han til ung erklærede, at dette var ham ubekjendt, og han tilføjede: at Bevillingen ej vilde være nødvendig for mit Udkomme i Fremtiden som Tyende, hvorimod den kun "vilde give mig lettere Lejlighed til endmere at fortrædige en Husbonde, der i flere Aar havde behandlet mig med megen Godhed, mere lom et Barn end som et Tyende". Med denne Attest maatte jeg sende mm Ansøgning ind, og jeg ved ikke, hvorledes det gaar med min Sag; men jeg ved, at denne Uret af Præsten er saa paafaldende, at den offenlig bør bebrejdes ham til Advarsel i Fremtiden. Min Husbonde var en Mand udenfor Bondestanden, men en Mand, som ofte har havt alvorlige Omstændigheder med sine Tjenestefolk, og en Mand, som vilde beholde ej alene min Løn for sidste Halvaar af Tjenesten, men ogsaa Størstedelen af den til Majdag forud, hvorved det blev ligefrem nødvendigt for mig at begynde Sagen, selv om jeg havde villet tie med Mishandlingen, og den sidste Del af Attesten er rentud Usandhed. Jeg var kommet fra Christrup 1 Aar og 16 Maaneder iforvejen, og blev brugt som enhver Tjenestedreng, navnligen til Kvæghyrde. Fra tidligere Tid kjendte Husbonden mig stil ikke. Jeg maa nu spørge, om en Tjenestekarls Vilkaar kunne taale at forringes til den Grav, og hans Løn forholdes ham fra November til Maj, at der, idet han stilles fra Husbonden saa Dage for næste November, gjøres Forsøg paa, ogsaa at fratage ham Lønnen for Halvaaret til November, og at han af en anset Præst, der er ukjendt baade med ham og med Sagen, faar den Tisgift til sine Uheld, at han har viist sig som et utaknemligt Barn, der bør standses i at fortrædige Husbonden? Skulde ikke den Mangel paa virkelig Hengivenhed hos Tjenestefolkene, som ofte bebrejdes disse, være en Frugt af saadan grov Partiskhed, og er del ikke godt, at den Tid er forbi, da Præsten i Skudsmaalsbøgerne fortalte sin Mening om ethvert Menneske i tjenende Stilling, som flyttede til en anden Menighed.

Røved, den 26de September 1852.
Lars Peter Møller Pedersen.

(Jyllands-Posten 29. september 1862).

14de og 9de Bataillon. (Efterskrift til Politivennen)

En lille affære betegner avisernes behandling af forholdene i Slesvig i 1862. Først en udlægning af et rent dansknationalistisk blad:

Fra Troppesamlingen kunne vi endnu meddele, at der Søndag Aften i Slesvig fandt et betydeligt Slagsmaal Sted mellem Dragoner og Infanterister af 14de Bataillon (Lauenborgere). Der vankede endog blodige Pander i den Grad, at et Par Mand maatte indlægges paa Sygestuen. - Et Par Dage i Forveien stode 9de og 14te Bataillon opstillede ved Siden af hinanden, og, medens der holdtes Hviil, sang Mandskabet af 9de Bataillon, der bestaaer af Nørrejyder, "Den tappre Landsoldat". Da Lauenborgerne hørte denne Sang, istemte de strax Oprørssangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen". Følgen var, at Commandenten for 14te Bataillon lod Mandskabet træde til Gevær og paa den Maade straffede det ved at berøve det Hviletiden, men som et Beviis paa hvorledes Dansken forhaanes, maa vi desværre tilføie, at 9de Bataillon blev straffet paa samme Maade, fordi de sang Landsoldatens Vise. Saaledes pleies Forsonligheden i 9de Bataillon! - Dersom det danske Folk ikke snart føler sig tilstrækkelig forhaanet og istand til at ryste det Aag af sine Skuldre, som et svagt Ministerium har tilladt Tydskerne at paaIægge det, saa maa det sove ganske forskrækkeligt.

(Middelfart Avis 26. september 1862).

- "Den tappre Landsoldat". Det fortælles i "Nord. Cour", at Folkene af 9de Infanteribatailion (Lauenburgere) paa deres Marsch gjennem Altona tilbage til Ratzeburg skulle have udsagt, at de den sidste Dag de opholdt sig i Slesvig, havde et storartet Slagsmaal med Dragonerne, og at to Mand bleve tilbage paa Hospitalet i Slesvig som Saarede, ligesom ogsaa Dragonerne havde Saarede. Om den samme Bataillon fortæller en Meddeler til "Fredericia Av.", at da i Torsdags den 9de Bataillons Mandskab (Jyder) under en Hviil morede sig med, blandt flere Fædrelandssange at synge "Den tappre Landsoldat", begyndte Nogle af Folkene i den ved Siden værende 14de Bataillon at svnge "Schleswigholstein meerumschlungen". Da Kommandeuren for den lauenburgske Bataillon, Oberst Hein, erfarede dette, lod han strax Bataillonen kalde i Gevær, i hvilken Stilling den maatte blive staaende den øvrige Tid af Rasten; men - 9de Bataillon blev ogsaa kaldt til Vaaben og maatte saaledes lide den samme Straf som Lauenburgerne. - "Denne Meddelelse - siger "Dagbladet" - lyder saa utrolig, at den i høi Grad trænger til nærmere Stadfæstelse. At en dansk Bataillon ved en dansk Leirsamling skulde straffes, fordi den sang den Sang, med hvilken Soldaten i sidste Krig uforsagt gik i Ilden for Fædrelandet, og som igjen vil lyde fra alle Soldaters Læber, naar det atter maatte fordres af dem, at de skulle gaae i Kamp - det er en dristigere Tanke end selv de meest glødende Forsonlighedsprædikanter nogensinde vilde kunne nære, og som end ikke vil kunne forklares deraf, at General de Meza var Øverstkommanderende. Dobbelt paafaldende vilde det være, om det skulde være forbudt Soldaten at synge denne Fædrelandssang, eftersom, til Slesvigholstenernes Ærgrelse, baade Hs. Maj. Kongen. Hs. Excellence Krigsministeren og Oberst Wilster have ladet den spille ved deres Middagsselskaber, og altsaa Exemplet er givet fraoven. Paa den anden Side synes det ogsaa paafaldende, at ingen anden Straf, end Berøvelsen af en Rast, tilkjendtes Soldater, som i den danske Uniform og under Vaaben tillode sig at synge Oprørssangen. Forhaabentlig vil der fremkomme fyldestgjørende Forklaringer om den gaadefulde Meddelelse, og vi opfordre specielt de to Batailloners Kommandører til at meddele saadanne Oplysninger, som kunne lede til en begrundet Dom over det Passerede."

(Thisted Amtsavis 29. september 1862).

"Landsoldaten" og Oprørssangen. Fra Major Nørager har "Dagbladets" Red. modtaget følgende Skrivelse: Hr. Redakteur! I "Dagbladets" Nr. 223 for Torsdagen den 25de ds. findes under Overskrift "Troppeøvelserne ved Dannevirke" blandt Andet omtalt en Beretning fra en Meddeler til "Fredericia Av.", i hvilken Anledning jeg tillader mig at udbede mig Plads i Deres ærede Blod for disse Linier.

Hverken jeg eller nogen Anden af Bataillonens Officerer har hørt, at Oprørssangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen" er bleven sungen ved den 14de Bataillon. Da jeg den nævnte Dag lod den 9de Bataillon træde under Gevær, var min eneste Bevæggrund dertil, at jeg efter Manoeuvrens Gang maatte vente hvert Øieblik at faae Ordre til at sætte mig i Bevægelse, hvilket ogsaa skete nogle faa Minuter efter, at Bataillonen var traadt an. At ville forbyde Soldaten at synge "Den tappre Landsoldat" eller endnu mere, at ville straffe ham for at have gjort det, kan sandelig Ingen finde mere fordømmeligt end jeg.

Rendsborg, den 27de September.

Ærbødigst

Nørager

Major ved 9de Inf.-Bat.

(Sjællands-Posten (Ringsted 30. september 1862) 

- Det er blevet fortalt, at den af Lauenborgere bestaaende 14de Batallion under en Rast paa en af Manøvredagene skal have istemt Oprørssangen "Scleswig-Holstein merumschlungen", medens den ved Siden af værende 9de Batallion (Jyder) sang "Den tappre Landsoldat", og at 9de Batallion maatte lide samme Straf som Lauenborgerne, idet ogsaa de bleve kaldte under Vaaben, i hvilken Stilling de maatte blive staaende den øvrige Tid af Rasten. "Dagbl. " har opfordret de vedkommende Batallionskommandører til at opklare Sammenhængen. En Indsender har imidlertid foreløbig paataget sig at oplyse Sagen. Da 9de Batallion, efter at have sunget flere Nationalsange, gav sig til at synge "Den tappre Landsoldat", saa man de tydsktalende Soldater af 14de Batallion springe op, 10 til 20 i samme Nu, 100 i mindre end et Par Minuter, og ivrig at samtale i større og mindre Grupper. Der hørtes ingen højrøstede Udtalelser, ingen Tendentsopfordringer, der kunde naa Officerernes Øren, men hele Bevægelsen havde noget i og for sig saa betegnende, at de to Batallionskommandører paa een Gang uden nogen fælles Aftale, men snarere som efter højere Ordre, lod deres Afdelinger træde til Gevær, hvorved naturligvis al Sang og al Bevægelse ophørte. Ti Minuter efter fik 14de Batallion Ordre til at rykke frem tiI Understøttelse for en Kavalleri-Attaque. Der maa, siger Indsenderen, nedlægges en bestemt Protest imod, at disse ti Minuter under Gevær skulde anses for Straf, enten for den ene eller den anden Afdeling. Det var alene en præventiv Forholdsregel, hvorved man undgik Uorden og derpaa følgende Straffe.

(Jyllands-Posten 3. oktober 1862).

Sigtelse for Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Sigtelse for Barnefødsel i Dølgsmaal. De nærmere Omstændigheder ved en af Kriminal- og Politiretten den 23de Sepbr. paakjendt Aktionssag , hvorunder en tiltalt Tjenestepige -  der er født den 27de Juli 1840 og ikke funden førhen straffet - sigtedes for Barnefødsel i Dølgsmaal, eller uforsvarlig Omgang med sin Barnefødsel, vare, ifølge den af Tiltalte afgivne Forklaring og de iøvrigt tilvejebragte Oplysninger i det Væsentlige følgende. Da Tiltalte i Oktober Maaned f. A. antog, at hun var frugtsommelig, underrettede hun strax sin Kjæreste om sin Tilstand, og han lovede at yde hende al den Hjælp, hvortil han var istand, ligesom de i Forening aftalte hvorledes hun skulde forholde sig, naar Fødselen, som hun ventede i Midten af Juli Maaned, forestod, men forøvrigt omtalte hun ikke sin Tilstand for Nogen forinden i April Maaned d. A. , da hun henvendte sig til en Jordemoder. Da hun derpaa den 1ste Mai kom til at tjene hos R. R., og dennes Hustru havde fattet Mistanke om, at hun var frugtsommelig, vedgik hun sin Tilstand, og blev det hende tilladt at forblive i Tjenesten indtil videre. Tiltalte, der allerede havde begyndt at tilberede Børnetøi, følte sig ilde Løverdagen den 17de Mai d. A., i hvilken Anledning der, da hun fortalte sin Madmoder dette, blev af denne gjort hende det Spørgsmaal, om det ikke var Fødselen, der forestod, hvortil Tiltalte dog bemærkede, at hun ikke antog, at det var saa nær, og efterat Tiltalte derpaa var gaaet tilsengs om Aftenen Kl. 10½ i sit Kammer, hvor hun laa alene, men som forøvrigt kun var adskilt fra hendes Herskabs Soveværelse ved en smal Gang, vaagnede hun efter omtrent en Times Forløb med heftige Smerter over Lænderne, som dog kun varede ganske kort. Hun stod da upaaklædt op af sin Seng, itet hun endnu ikke vil have tænkt sig. at det var Fødslen, der forestod; men da hun kom ud paa Gulvet, sank hun i Knæ, og i det Samme gik der Noget fra hende, som hun i Mørket ikke kunde see, men som ganske blev adskilt fra hende, uden at hun følte synderlig Smerte derved. Tiltalte, der har erkjendt, at hun var ved sin Bevidsthed, tændte derpaa Lys og saae nu, at det var et Barn, hun havde født, hvorhos hun tog Barnet, hvis Legemsdele hun kunde see, vare fuldt udviklede, men hos hvilket hun intet Liv kunde spore, og som hun derfor ansaa for dødfødt, op til sig indsvøbte det i noget Linned og lagde det i Sengen hos sig, saa at det frit kunde drage Aande, i den Tanke, at Barmen muligen kunde bringe det tillive, men derimod foretog hun sig Intet for at skaffe sig og Barnet Hjælp, og tilkaldte navnlig ikke sin Madmoder, og da hun den følgende Morgen stod op, lod hun Barnet ligge i Sengen, Indtil hun om eftermiddagen ikke længer kunde tvivle om, at Barnet var aldeles dødt, lagde det ned i en Potte, hvor det senere fandtes i en krumbøiet stilling, efterat Tiltalte der ikke havde omtalt det Passerede, hvortil hun har angivet som Grund, at hun ikke kunde faae Leilighed til at tale med sin Madmoder - først den paagælgende Mandag Formiddag af denne var bleven spurgt om hendes Tilstand, og da havde fortalt, hvad der var foregaaet. Tiltalte har vedblivende paastaaet, at det ikke har været hendes hensigt at føde hemmeligt eller at holde fødselen skjult og endnu mindre at foranledige Barnets Død, hvorimod Fødselen paakom hende, der ikke tidligere har født noget Barn, og antog, at hun endnu havde et Par Maaneder tilbage af sit Svangerskab, aldeles uventet, samt at Grunden til, at hun ikke strax tilkaldte Hjælp, var, at hun intet Tegn til Liv kunde spore hos Barnet, og derfor antog det for dødfødt, saa meget mere, som hun i de sidste 3 a 4 Dage for Fødselen - heller intet Liv havde sporet hos Fosteret. Medens der ikke kunde blive Spørgsmaal om at ansee Tiltalte for Barnefødsel i Dølgsmaal efter D. L. 6-6-8, da Betingelserne for Anvendelsen af dette Lovsted ikke vare tilstede, fandtes hun dog ikke at kunne undgaae Ansvar for at have undladt at tilkalde Hjælp, hvortil hun efter sin egen Forklaring vel havde været istand ialfald strax efter Fødselen, og hvorved Barnet muligen kunde have været kaldt til Live, og blev Tiltalte herfor anseet med en efter Lovgivningens Analodi lempet arbitrair Straf, der efter Omstændighederne fandtes at burde bestemmes til Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, hvorhos hun tilpligtedes at udrede Aktionens Omkostninger, hvorunder Salair til de beskikkede Sagsførere med 5 Rd. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. september 1862)

Fra Eideren, September 1862. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Ejderen

September 1862

C. P. Når jeg efter en lang pause griber pennen endnu en gang for at fortælle dig noget om vores gøren og laden eller mere korrekt om vores tolerance og lidelse, må jeg spørge mig selv om det nuværende øjeblik hvor krisen der er forestående i Preussen, med rette er af den mest almene interesse, også er egnet til andet og om dine læsere stadig vil have tid og rum til at notere sig en så vigtig beslutning, så katastrofal for hele Tyskland som der i øjeblikket forberedes på bredden af ​​Spree om tingenes tilstand ved Ejderen. Men Slesvig-Holsten er et navn der er skrevet med uudslettelige bogstaver i ethvert tysk hjerte. Som et gammelt, dårligt helet sår dukker mindet om Slesvig-Holsten frem igen og igen gennem alle tidens forandringer, fra glade og triste dage, fra parlamentsdebatter og ministerprogrammer. Det er rigtigt at der er noget ensartet over de trængsler og forfølgelser som vi er genstand for. Danskernes vold som vi lider under, har blandt andet den egenskab at den foregår stille, den mangler det dramatiske, spændende, det storslået chokerende. Vi bliver ikke  tortureret til døde med sværdslag eller nålestik. Men vore tyske brødre glemmer ikke i alt dette at det er deres egen ære, og vores alle sammen der her bløder ihjel i stilhed. Da de ikke kan eller skal hjælpe os, vil de i det mindste holde et åbent øre og et åbent hjerte for vores klager, selv med risiko for at de også bliver noget ensformige og kedelige med tiden.

Den forgangne ​​sommer var en sommer med festligheder og mærkedage for Tyskland. Det havde vi også vores del af heroppe i det nordtyske grænseområde, bortset fra at de enkelte festivaler forløb meget forskelligt. Du læste utvivlsomt i aviserne dengang om den store gymnastikfest, der efter mange besværligheder og kampe blev fejret i Rendsborg midt i juli. Trods alle begrænsninger og forhindringer fra danskernes side, var det en smuk, ægte patriotisk fest, der efterlod alle deltagere i et opløftet og håbefuldt stemning i lang tid fremover. Selvfølgelig skulle danskerne forsøge at lægge en dæmper på denne stemning, og derfor blev Flensborg Istedløvefest afholdt et par dage efter Rendsborgs Gymnastikfestival, den 25. juli. Men skulle det have været en demonstration mod tyskheden, så var det kun halvt vellykket. Flensborg havde dog tidligere et noget blakket ry. Borgerskabet som mere end blot vendt mod materielle interesser, mente at det ikke kunne styrkes bedre end gennem den tættest mulige forbindelse med norden - hvilket senere viste sig at være en alvorlig fejltagelse - og viste derfor stor lunkenhed ved vores opstand. Men de år med skam og pres der siden er gået over os, har også i denne henseende haft deres virkning, og Flensborg der indtog en næsten tvetydig holdning for 12 år siden, har denne gang vist sig at være fuldstændig værdig til det tyske navn. På trods af terrorismen udført af embedsmænd og pressen var befolkningens deltagelse ekstremt lav. En isnende kulde lå over hele byen, intet hus var dekoreret, ingen viste sympati for en fest der egentlig havde til formål at håne tyske følelser. Derimod var danskerne fra Sjælland og andre øer kommet over i stort tal, deriblandt ikke færre end fire ministre. Hvis den fanatisme der gør dem blind, stadig er i stand til at gøre ethvert uvildigt indtryk, så kan det ikke være gået ubemærket hen for dem at den ellers så loyale by Flensborg nu blot er en tabt sag for dem.

Den 27. juli, 14 dage efter Rendsburg-festivalen og to dage efter Flensborg-festivalen, fandt en sangfestival sted i Husum, som blev overværet af talrige gæster fra de nærliggende slesvigske byer Flensborg, Tønning etc. såvel som fra Rendsborg. Husum er en lille by i det sydlige Slesvig på kanten af ​​marsken. De slesvigske byer gik alle væsentligt tilbage i deres velstand under det danske styre; meget naturligt da de udgør kernen i den tyske opposition og fordi man ikke kan korrumpere dem, forsøger man i det mindste at ødelægge dem. Husum har også oplevet triste forandringer. Alle tyske embedsmænd er blevet fjernet. I deres sted er kommet individer som hverken har talent eller viden eller moralsk formåen, kun det "gode" sindelag. I spidsen står den nye borgmester, en tidligere dansk kaptajn om hvem rygterne har alle mulige overraskende ting at berette om. Husum havde engang en lille lærd skole der nød et godt ry og tilbød beboerne i de omkringliggende rige områder Eiderstedt, Bredstedt osv. en ønsket og ofte anvendt mulighed for at give deres sønner en videregående uddannelse. Disse udenbys studerende bragte også en betydelig fortjeneste til den lille by som var frataget andre kilder til mad. Siden danskerne blev herrer, har alt ændret sig. Hadet til tyske skikke og tysk uddannelse der fylder vores herskere, ledte efter tilfredsstillelse, og alt for tidligt blev det fundet. I strid til de gamle udtrykkelige bestemmelser blev den lærde skole omdannet til en højere borgerskole. De tyske lærere med undtagelse af én der viste sig at være medgørlig og som til gengæld fik den nye institutions rektorat, blev afskediget og danske lærere ansat i deres sted. Efter et stykke tid måtte rektor også gøre plads til en dansker, og derfor blev den gamle institution som var grundlagt på tyske penge og drevet i tysk ånd, snart fuldstændig fordansket. Og resultatet? Det siger sig selv: ikke alene er de udenbys elever forsvundet, men næppe har nogen af ​​byens borgere hjerte til at sende deres børn i denne skole, så meget at den institution der trivedes så meget indtil for nylig, er nu hvis jeg er korrekt underrettet, knap en snes elever tilbage, og det er for det meste børn af de ansatte danske lærere!!

I denne lille by, som var blevet så hårdt mishandlet af det danske tyranni, fejredes en tysk sangfest den 27. juli. Det var den første rigtige folkefest der fandt sted i Slesvig siden 1850 og vil formentlig forblive sådan i lang tid. Fordi danskerne er ude af sig selv ved den ånd af selvstændighed og selvhjulpenhed, eller som de kalder det, af trods som har vist sig ved den lejlighed i en by, fra hvis undertrykte og noget svaghjertede borgerskab de indtil da mindst havde forventet det.

Men selvfølgelig havde danskerne selv opført sig så klodset som muligt. Det var som om de havde gjort en virkelig indsats for at stimulere og udfordre den tyske befolknings selvværd. Festivaludvalget besluttede endda at invitere de danske elever der var kommet til Løvefesten i Flensborg! Dette var dog et påbud som selv de ellers så medgørlige folk i Husum protesterede imod. Også flagning med Dannebrog blev afslået, selv om byen havde klædt sig ud på den mest imponerende måde med flag og kranse. Og derfor måtte den danske politimester og hans håndlangere endnu en gang opleve den fortrydelse at en menneskemængde på mange tusinder, frit og åbent midt i det undertrykte Slesvig, bekendte deres slesvig-holstenske, det vil sige tyske, følelser over for danske magthavere.

Til at begynde med synes denne tilbagevendende oplevelse af den nationale bevægelses uudryddelige magt kun at have den virkning på danskerne, at deres had bliver stadig mere brændende, deres arrogance stadig mere voldsom. De vidste også hvordan de skulle hævne sig for de netop omtalte festligheder og de demonstrationer af tysk stemning, der fandt sted der, for det meste på en meget smålig måde, men det er netop denne hævnens smålighed der gør det endnu mere følsomt. En guldsmed Beyreis fra Flensborg fik en straf i form af bøde på 50 thaler på grund af en intet mindre end eksalteret tale, hvori han behørigt omtalte Flensborgfesten. Husum-gymnasterne skal også betale bøder på 10 til 15 thalere pr. person for deres deltagelse i Rendsburg-festivalen. Alle tyske sang- og gymnastikklubber, uanset hvor mange eller rettere meget få af dem, der endnu havde en beskeden tilværelse i Slesvig, er blevet forbudt; Ligeledes tolereres Husum borgerforening, ja selv landbrugsfester der holder sig fra al politik, ikke længere. Samtidig blev der indført en streng politiudgangsforbud. Ved 10-tiden om aftenen skal alle offentlige steder uundgåeligt lukkes. Og borgere bliver konstant smidt i fængsel uden dom eller retfærdighed. Men klager man over disse og utallige lignende voldshandlinger til den slesvigske appelret i Flensborg, erklærer samme sig simpelthen inhabil!

For så meget desto mere uforstyrret at kunne drive denne økonomi i Slesvig planlagde regeringen, tilskyndet af den danske presse, der fuldstændig dominerede den, at etablere det samme voldelige styre i Holsten. Først skulle der udnævnes en statholder, til hvilken ende man begyndte forhandlinger med grev Moltke, hvis rædselsherredømme stadig huskes i Slesvig. Indtil da var hr. Moltke på grund af sine absolutistiske, aristokratiske følelser lige så forhadt hos danskerne som i hertugdømmerne på grund af det forræderi og grusomhed han udførte mod sine egne landsmænd. Men nu glemte danskerne deres modvilje, idet de kun huskede hans sejhed og frygtløshed, der uanset hans antidemokratiske følelser gjorde ham meget egnet til den for ham tiltænkte stilling. Denne gang synes tjeneren dog at være gået endnu længere end herren. Som det siges, skal grev Moltke i første omgang have krævet intet mindre end afsættelse af 50 holstenske embedsmænd, indsættelse af over 6.000 militærfolk og absolut uafhængighed fra det danske rigsråd, således at han kun ville være ansvarlig over for kongen. Denne sidste betingelse siges at have været det der gjorde at forhandlingerne mislykkedes. Suspenderingerne og den mulige brug af væbnet magt ville have været tolereret, og de ville nok endda have været meget glade for at se dem, jo ​​tungere disciplinen var på det oprørske land, jo bedre, men han burde altid forblive et instrument i hænderne på de danske ministre, og da grev Moltke ikke ønskede det, blev han smidt til side.

Men hvad nu? Heldigvis er udvalget ikke stort; den kendte hr. von Scheele, der stadig er meget populær ved det danske hof, ser stadig ud til at være en umulighed i øjeblikket, men bortset fra ham er der kun Hr. Bargum til rådighed. Bargum var for tiden i København, og som et ikke usandsynligt rygte hævder, var han rejst dertil udtrykkeligt med den hensigt at forhandle med ministeriet. Afhoppere som hr. Bargum sættes der pris på København. De opnår mange ting som er umulige for andre ærlige mennesker. Det så vi først for nyligt igen, da der i stedet for dommer Forchhammer i Kiel, som det ikke skal glemmes at han ikke personligt førte Lehmanns sag for Glückstadt Landsret, pludselig var en advokat fra Kiel med det værste ry, men selvfølgelig med den fordel at være  Bargums ven og skabning, som blev udnævnt til statsadvokat eller som man siger her: senioradministrator. Ligeledes blev i disse dage den tidligere kielske borgmester Kirchhof, der som bekendt måtte give plads til Bargum, fjernet fra sin stilling som valgkommissær for Kiel By. Hans efterfølger er ligeledes hr. Bargum. Det forlyder at samme hr. Bargum også bliver kongelig kommissær i den holstenske stænderforsamling. Så hvorfor ikke også minister? Det har han den nødvendige pande til og danskerne ved også uden tvivl hvad de har i ham og hvad de kan forvente af ham....

I mellemtiden, midt i disse forhandlinger og forberedelser, opstod der en lille uventet forstyrrelse. Danskerne var lige ved at samle halvdelen af ​​deres hær i det nybefæstede Dannevirke ved Slesvig. Efter forskellige indikationer synes de at have anset situationen i Tyskland for tilstrækkelig forvirret som en god mulighed til at turde fiske i oprørt farvande, manøvren i Slesvig var en sådan anledning - så ankom i det afgørende øjeblik de preussiske og østrigske noter; og hvor ringe værdi danskerne ellers tillægger de tyske stormagters diplomatiske erklæringer, var noternes sprog denne gang for afgørende til at selv danskerne åbenlyst vovede at trodse Preussens og Østrigs forenede modstand. For øjeblikket er yderligere planer opgivet, men et andet spørgsmål er hvor længe den gavnlige forskrækkelse forårsaget af de preussisk-østrigske noter vil vare, og om der tværtimod ikke på grund af den interne situation i Preussen, vil blive givet opmuntring hurtigt nok til at genfinde dem. Hvem kan ellers for alvor tro på at det samme Preussen, som stadig træder på sit eget folks utvivlsomme rettigheder, ville fremstå for omverdenen som en forkæmper for fremmede folks rettigheder? Nej, hvis den preussiske regering vil få os til at tro på den alvor og oprigtighed, hvormed den betragter sin tyske mission, så skal den først frigøre sig fra junkernes indflydelse og forsone dig med sit eget folk! Frihedens interesser er lige så solidariske som despotismens interesser. Man kan ikke stole på bajonettens kraft i sit eget land og samtidig spille lovens vogter i udlandet....

Og så vil vi endnu engang forblive afhængige af os selv og vores egen styrke, som vi har været så længe. I betragtning af denne situation er et tab som det, der ramte os med advokat Lehmanns for tidlige afgang i Kiel, så meget desto mere smertefuldt. Skønt De allerede i et tidligere nummer af Deres blad har viet et par påskønnende ord til minde om den fremragende mand, så fortjener en så oprigtig og aktiv patriot som Lehmann bestemt, at vi for sent lægger en krans på hans grav. Skønt kun 38 år gammel havde Lehmann alligevel en mere lokal karakter i de få år af sin offentlige virksomhed, som leder af de borgerlige i den holstenske stænderforsamling, som udvalgsmedlem i det tyske landsforbund, som indehaver af mange andre funktioner og endelig som rådgiver og rollemodel for mange i politiske anliggender, både gennem sit usædvanlige talent og gennem sin lige så usædvanlige hengivenhed for fædrelandets interesser, erhvervede han en stilling, der var lige respekteret af ven og fjende, og hvori ingen kunne se ham, i hvert fald for øjeblikket. Det gælder især det hul, som hans død åbner i stænderforsamlingen. Skønt han kun havde været medlem siden 1859, var den indflydelse, han nød i forsamlingen, særdeles stor; udarbejdelsen af ​​den sidste besluttede udvalgsbetænkning var hovedsagelig hans arbejde. Selv i den forestående slankekur, på trods af den sandsynlige modstand fra en indflydelsesrig del af ridderskabet, ville han formentlig have fået forsamlingen til at afgive en erklæring, der var så rettidig, som den var nødvendig om situationen i landet, især om det altafgørende spørgsmål om arv. Nu da han er gået bort, er der ingen i forsamlingen der har tilstrækkelig indflydelse til at påtage sig hans skuldre den svære opgave og trække sine tøvende og vaklende kolleger med. Lehmann udviklede også stor og følgeskabende virksomhed som udvalgsmedlem i landsforeningen. Han var ansvarlig for mødet for de holstenske landsforeningsmedlemmer der fandt sted i Kiel i januar 1861, og som bidrog så meget til at hæve og styrke vores befolknings nationale bevidsthed. De umiddelbare følger af sammenkomsten var naturligvis ubehagelige nok. Landsforeningen blev straks forbudt i hele Holsten, men Lehmann selv blev anklaget for højforræderi. Men både Glückstadt højere ret og kieler appelret frifandt ham som bekendt fuldstændig. Desværre overlevede Lehmann, hvis helbred havde været knust i årevis, og som i stigende grad slidte sig fysisk i disse uophørlige kampe, ikke denne sejr for sin retfærdige sag; Han forlod os den 29. juli. Hans begravelse den 1. august var yderst højtidelig og bevægende og viste tydeligt den kærlighed og ære, som den udødelige mand nød i hele landet, og hvor levende hans patriotiske fortjeneste blev anerkendt. Danskerne, som elsker at føre krig med de døde, har naturligvis også gjort denne æresfejring af en af ​​vore fornemste og dygtigste borgeres død til en forbrydelse. Rendsborgerne, som Lehmann var født i Rendsborg, havde vist en ganske særlig interesse for dette, måtte straffes ved, at det danske militær hver dag garnisonerede med dem som "tapre landsoldater" - så sindrigt er vore undertrykkeres had og så ubekymret i valg af midler!

Von der Eider

September 1862.

C. P. Indem ich nach längerer Pause die Feder ergreife, Ihnen wieder einmal etwas von unserm Thun und Treiben oder richtiger gesagt von unserm Dulden und Leiden zu melden, muß ich mich selbst fragen, ob der gegenwärtige Augenblick, wo die in Preußen bevorstehende Krisis mit Recht das allgemeinste Interesse in Anspruch nimmt, auch wolgeeignet dazu ist, und ob Ihre Leser gegenüber einer so wichtigen, für ganz Deutschland so verhängnißvollen Entscheidung, wie sie sich soeben an den Ufern der Spree vorbereitet, auch wol noch Zeit und Luft haben werden, Notiz zu nehmen von den Dingen und Zuständen an der Eider. Doch ist Schleswig-Holstein ja ein Name, der mit unvertilgbaren Lettern in jedem deutschen Herzen eingeschrieben steht; wie eine alte schlechtgeheilte Wunde, bricht aus allem Wechsel der Zeit, aus frohen und trüben Tagen, aus Kammerdebatten und Ministerprogrammen die Erinnerung an Schleswig-Holstein immer und immer wieder hervor. Es ist wahr, die Tribulationen und Verfolgungen, deren Gegenstand wir sind, haben etwas Einförmiges; die Gewaltthätigkeit der Dänen, unter der wir leiden, hat unter anderm auch den Fehler, langweilig zu sein, es mangelt ihr das Dramatisch-Spannende, das GroßartigErschütternde; nicht mit Schwerthieben, mit Nadelstichen werden wir zu Tode gemartert. Allein unsere deutschen Brüder werden bei alledem nicht vergessen, daß es ihre eigene, unser aller Ehre ist, die sich hier in der Stille verblutet; sie werden, da sie uns einmal nicht helfen können oder sollen, zum wenigsten unsern Klagen ein offenes Ohr, ein offenes Herz erhalten, selbst auf die Gefahr hin, daß dieselben mit der Zeit ebenfalls etwas einförmig und langweilig werden.

Der verwichene Sommer war für Deutschland ein Sommer der Feste und Jubiläen; auch wir hier oben in der norddeutschen Grenzmark haben unsern Theil davon gehabt, nur daß die einzelnen Feste sehr verschieden ausgefallen find. Von dem großen Turnfest, das, nach mancherlei Schwierigkeiten und Kämpfen, Mitte Juli in Rendsburg gefeiert ward, haben Sie seinerzeit ohne Zweifel in den Zeitungen gelesen; es war troß aller Einschränkungen und Behinderungen seitens der Dänen ein schönes, echt patriotisches Fest, das in allen Theilnehmern noch auf lange hinaus eine gehobene und hoffnungsreiche Stimmung zurückließ. Dieser Stimmung mußten die Dänen natürlich einen Dämpfer aufzufeßen versuchen und so ward wenige Tage nach dem rendsburger Turnerfest, am 25. Juli, das flensburger Löwenfest in Scene gefeßt. Doch gelang dasselbe, sofern es eine Demonstration gegen das Deutschthum sein sollte, nur halb. Allerdings stand Flensburg von früherher in etwas zweifelhaftem Rufe; die Bürgerschaft, mehr als billig materiellen Interessen zugewandt, glaubte dieselben - was sich freilich nachher als ein schwerer Irrthum herausstellte nicht besser fördern zu können als durch eine möglichst enge Verbindung mit dem Norden und zeigte daher zur Zeit unserer Erhebung eine große Lauheit. Die Jahre der Schmach und des Drucks jedoch, die seitdem über uns dahingegangen, haben auch in dieser Hinsicht ihre Wirkung gehabt und daffelbe Flensburg, das vor 12 Jahren eine fast zweideutige Haltung einnahm, hat sich diesmal des deutschen Namens vollkommen würdig gezeigt. Ungeachtet des Terrorismus, der von Beamtenthum und Presse ausgeübt worden, war die Betheiligung seitens der Einwohnerschaft außerordentlich gering; eine eisige Kälte lag über der ganzen Stadt, kein Haus war geschmückt, niemand zeigte Sympathie für ein Fest, das recht eigentlich bestimmt war, den deutschen Empfindungen Hohn zu sprechen. Dagegen waren die Dänen von Seeland und andern Inseln in großer Anzahl herübergekommen, unter ihnen nicht weniger als vier Minister; ist der Fanatismus, der sie verblendet, noch irgendeines unbefangenen Eindrucks fähig, so kann es ihnen selbst nicht verborgen geblieben sein, daß die sonst so treue Stadt Flensburg nur noch ein verlorener Posten für sie ist.

Am 27. Juli, also vierzehn Tage nach dem rendsburger, zwei Tage nach dem flensburger Fest, fand in Husum ein Sängerfest statt, zu dem fich zahlreiche Gäste aus den benachbarten schleswigschen Städten Flensburg, Tönning 2c. sowie aus Rendsburg eingefunden hatten. Husum ist eine kleine Stadt Südschleswigs am Rande der Marschen. Die schleswigschen Städte sind unter dem dänischen Regiment in ihrer Blüte alle bedeutend zurückgegangen; sehr natürlich, bilden sie doch den Kern der deutschen Opposition und somit, da man sie nicht corrumpiren kann, sucht man sie wenigstens zu ruiniren. Auch Husum hat traurige Veränderungen erfahren. Sämmtliche deutsche Beamte sind beseitigt worden; an ihre Stelle sind Individuen getreten, die nichts für sich haben, weder Talent noch Kenntniß noch sittliche Tüchtigkeit, als blos die "gute" Gesinnung. An ihrer Spize steht der neue Bürgermeister, ein ehemaliger dänischer Kapitän, von dem die Fama allerhand verwunderliche Dinge zu berichten weiß. Husum hatte ehedem eine kleine Gelehrtenschule, die sich eines guten Rufs erfreute und den Bewohnern der umliegenden reichen Landschaften Eiderstedt, Bredstedt etc. eine erwünschte und vielfach benußte Gelegenheit bot, ihren Söhnen eine höhere Bildung zu verschaffen. Auch brachten diese fremden Schüler dem kleinen von sonstigen Nahrungsquellen entblößten Orte ansehnlichen Gewinn. Seit die Dänen hier Herren geworden, hat sich das alles geändert; der Haß gegen deutsche Sitte und deutsche Bildung, der unsere Zwingherren erfüllt, suchte nach Befriedigung und nur allzu bald war sie gefunden. Aus der Gelehrtenschule wurde den ausdrücklichen Bestimmungen der alten Legate zuwider eine höhere Bürgerschule gemacht; die deutschen Lehrer, bis auf einen einzigen, der sich gefügig erwies und dem dafür das Rectorat der neuen Anstalt zufiel, wurden entlassen und an ihre Stelle dänische Lehrer berufen; nach einiger Zeit mußte auch der Rector einem Dänen Platz machen, und so war die alte, von deutschem Geld fundirte, in deutschem Geist geleitete Anstalt bald von Grund aus danisirt. Und die Folge? Sie versteht sich von selbst: nicht blos die auswärtigen Schüler sind verschwunden, sondern auch von den Bürgern der Stadt hat kaum einer das Herz, seine Kinder in diese Schule zu schicken, dergestalt, daß die noch vor kurzem so blühende Anstalt jetzt, wenn ich recht berichtet bin, kaum noch ein Dußend Schüler zählt und auch diese sind meistens Kinder der daran angestellten dänischen Lehrer!!

In dieser kleinen, durch die dänische Gewaltherrschaft so schwer mishandelten Stadt also ward am 27. Juli ein deutsches Sängerfest gefeiert; es war das erste wirkliche Volksfest, das seit 1850 in Schleswig statthatte und wird wahrscheinlich auch für längere Zeit das legte bleiben. Denn die Dänen sind außer sich über den Geist der Unabhängigkeit und Selbständigkeit oder wie sie es nennen der Widersetzlichkeit, der sich bei dieser Veranlassung in einer Stadt gezeigt hat, von deren gedrückter und etwas kleinmüthiger Bürgerschaft sie dergleichen bis dahin am wenigsten erwartet hatten.

Aber freilich hatten die Dänen selbst sich auch so ungeschicht wie möglich benommen; es war, als hätten sie es ordentlich darauf angelegt, das Selbstgefühl der deutschen Bevölkerung anzuspornen und herauszufordern. Wurde dem Festcomité doch sogar angesonnen, die dänischen Studenten einzuladen, die zum Löwenfest nach Flensburg gekommen waren! Das war denu nun allerdings eine Zumuthung, gegen die selbst die sonst so lenksamen Husumer protestirten. Auch die Aufpflanzung des Danebrog wurde. verweigert, obwol die Stadt sich übrigens mit Fahnen und Kränzen aufs stattlichste herausgeputzt hatte. Und so mußten der dänische Polizeimeister und seine Schergen abermals den Kummer erleben, daß mitten im geknechteten Schleswig eine Volksmasse von mehrern Tausenden ihre schleswig-holsteinische, will sagen deutsche Gesinnung gleichsam den dänischen Zwingherren ins Antlig frei und offen bekannte.

Zunächst zwar scheint diese immer wiederkehrende Erfahrung von der unausrottbaren Gewalt der nationalen Bewegung auf die Dänen nur die Wirkung zu haben, daß ihr Haß immer brennender, ihr Uebermuth immer gewaltthätiger wird. Auch für die eben besprochenen Festlichkeiten und die Kundgebungen deutscher Gesinnung, die dabei stattgefunden, haben sie sich zu rächen gewußt, meistens zwar auf sehr kleinliche Weise, allein gerade diese Kleinlichkeit der Rache macht dieselbe um so empfindlicher. So wurde ein Goldschmied Beyreis aus Flensburg wegen einer nichts weniger als exaltirten Rede, in der er des flensburger Festes gebührende Erwähnung gethan, zu 50 Thlr. Strafe verurtheilt; so sollen die hufumer Turner ihre Theilnahme an dem rendsburger Feste ebenfalls mit Geldstrafen von 10 bis 15 Thlrn. pro Kopf büßen. Sämmtliche deutsche Gesang- und Turnvereine, so viel oder vielmehr so wenig ihrer im Schleswigschen noch ein bescheidenes Dasein fristeten, sind aufgehoben worden; ebenso der husumer Bürgerverein, ja selbst landwirthschaftliche Feste, die sich fern von aller Bolitik halten, werden nicht mehr geduldet. Gleichzeitig ist eine strenge Polizeistunde eingeführt; um 10 Uhr abends müssen unweigerlich alle öffentlichen Lokale geschlossen sein. Und dabei werden noch fortwährend Bürger ohne Urtheil und Recht in den Kerker geworfen; beschwert man sich aber über diese und zahllose ähnliche Gewaltthaten bei dem schleswigschen Appellgericht in Flensburg, so erklärt dasselbe sich einfach für incompetent!

Um diese Wirthschaft in Schleswig desto ungestörter forttreiben zu können, ging die Regierung, angestachelt von der sie völlig beherrschenden dänischen Presse, mit dem Plane um, dasselbe gewaltthätige Regiment auch in Holstein zu etabliren. Zunächst sollte ein Gouverneur eingesetzt werden, zu welchem Ende man mit dem Grafen Moltke, dessen Schreckensherrschaft in Schleswig noch in aller Andenken ist, in Unterhandlung trat. Bis dahin allerdings war Hr. Moltke wegen seiner absolutistisch- aristokratischen Gesinnung bei den Dänen ebenso verhaft gewesen wie in den Herzogthümern wegen des Verraths und der Grausamkeit, die er gegen seine eigenen Landsleute ausgeübt hat. Jezt aber vergaßen die Dänen ihre Abneigung, indem sie sich nur seiner Härte und Furchtlosigkeit erinnerten, die ihn, unbeschadet seiner anti-demokratischen Gesinnung, für den ihm zugedachten Posten allerdings sehr geeignet machte. Diesmal jedoch scheint der Diener noch weiter gegangen zu sein als der Herr; wie man sich erzählt, soll Graf Moltke gleich für den ersten Anfang nichts Geringeres gefordert haben als Absetzung von 50 holsteinischen Beamten, Disposition über 6000 Mann Militär sowie absolute Unabhängigkeit vom dänischen Reichsrath, sodaß er nur dem König verantwortlich gewesen wäre. Diese lettere Bedingung soll es denn gewesen sein, woran die Unterhandlungen gescheitert; die Abseßungen und die etwaige Anwendung von Waffengewalt hätte man sich gefallen lassen, ja man hätte sie vermuthlich sogar sehr gern gesehen, je schwerer die Zuchtruthe auf dem rebellischen Lande lastete, je besser, nur soll sie immer ein Instrument in der Hand der dänischen Minister bleiben, und da Graf Moltke das nicht wollte, so wurde er beiseite geworfen.

Allein was nun? Die Auswahl ist zum Glück nicht groß; der bekannte, am dänischen Hofe noch immer vielgeltende Hr. von Scheele scheint zur Zeit denn doch noch eine Unmöglichkeit zu sein, außer ihm aber steht nur noch Hr. Bargum zur Verfügung. Bargum war gerade in Kopenhagen, ja wie ein nicht unwahrscheinliches Gerücht behauptet, war er ausdrücklich in der Absicht hingereist, mit dem Ministerium zu unterhandeln. Ueberläufer nach Art des Hrn. Bargum haben in Kopenhagen ihren Preis; sie sezen manches durch, was andern ehrlichen Leuten unmöglich fällt. Das haben wir erst kürzlich wieder gesehen, da an Stelle des Justizraths Forchhammer in Kiel, dem man es nicht vergessen, daß er Lehmann's Anklage vor dem glückstädter Obergericht nicht persönlich betrieben, plößlich ein kieler Advocat, der im übelsten Rufe steht, aber freilich den Vorzug hat, Bargum's Freund und Creatur zu sein, zum Staatsanwalt oder wie man hier sagt: Obersachwalter ernannt ward. Ebenso wurde in diesen Tagen der frühere kieler Bürgermeister Kirchhof, der bekanntlich Bargum Platz machen mußte, seiner Function als Wahlcommissar für die Stadt Kiel enthoben; sein Nachfolger ist ebenfalls Hr. Bargum. Derselbe Hr. Bargum soll auch, wie man sich zuflüstert, königlicher Commissar in der holsteinischen Ständeversammlung werden; warum also nicht auch Minister? Die nöthige Stirn dazu besitzt er und auch die Dänen wissen ohne Zweifel, was sie an ihm haben und was sie sich von ihm versprechen dürfen....

Inzwischen ist mitten in diese Verhandlungen und Zurüstungen eine kleine unerwartete Störung hereingebrochen. Die Dänen waren eben im Begriff, ihre halbe Armee im neubefestigten Danewerk bei Schleswig zusammenzuziehen; nach mancherlei Andeutungen scheinen sie den Zustand in Deutschland gerade für hinreichend verworren gehalten zu haben, um einen Fischzug im Trüben zu wagen, die Manöver in Schleswig boten eine gute Gelegenheit dazu da, gerade im entscheidenden Moment, trafen die preußische und die österreichische Note ein, und so wenig Werth die Dänen sonst auch auf die diplomatischen Erklärungen der deutschen Großmächte legen, so war die Sprache der Noten diesmal doch zu entschieden, als daß selbst die Dänen gewagt hätten, dem vereinten Widerspruch Preußens und Oesterreichs offenen Troß zu bieten. Für den Augenblic also ist man von weitergehenden Plänen abgestanden, eine andere Frage jedoch ist, wie lange der heilsame Schrecken, den die preußisch-österreichischen Noten hervorgerufen haben, wäh ren und ob man nicht im Gegentheil namentlich in der innern Lage PreuBens bald genug eine Ermuthigung finden wird, sie wieder aufzunehmen. Oder wer könnte in Ernst glauben, dasselbe Preußen, das noch immer die unzweifelhaften Rechte des eigenen Volks niedertritt, werde nach außen hin als Verfechter fremder Volksrechte auftreten? Nein, will die preußische Regierung uns Glauben erwecken an den Ernst und die Aufrichtigkeit, mit der sie ihrer deutschen Mission eingedenk ist, so befreie sich erst selbst von dem Einfluß der Junker und versöhne sich mit dem eigenen Volke! Die Interessen der Freiheit sind ebenso solidarisch wie die Interessen der Despotie; man kann nicht im eigenen Lande sich auf die Macht der Bajonnete stüßen und auswärtig den Wächter des Gesetzes spielen wollen....

Und so werden wir denn wol zunächst noch auf uns selbst und unsere eigene Kraft angewiesen bleiben, wie wir es ja solange gewesen sind. Um so schmerzlicher freilich ist gerade bei dieser Lage der Dinge ein Verlust wie derjenige, der uns durch das vorzeitige Abscheiden des Advocaten Lehmann in Kiel betroffen hat. Zwar haben Sie bereits in einer frühern Nummer Ihrer Zeitschrift dem Andenken des trefflichen Mannes einige Worte der Anerkennung gewidmet, ein so aufrichtiger und thatkräftiger Patriot jedoch wie Lehmann verdient es wohl, daß wir hier noch nachträglich einen Kranz auf seine Gruft legen. Wiewol erst 38 Jahre alt, hatte Lehmann dennoch in den wenigen Jahren seiner öffentlichen Thätigkeit, als Führer der Bürgerlichen in der holsteinischen Ständeversammlung, als Ausschußmitglied des deutschen Nationalvereins, als Träger mancher andern Functionen mehr lokaler Natur, endlich als Rathgeber und Vorbild vieler in politischen Dingen, sowol durch seine ungewöhnliche Begabung wie durch seine ebenso ungewöhnliche Hingabe an die Interessen des Vaterlandes sich eine Stellung erworben, die von Freund und Feind gleichmäßig respectirt ward und in der ihn, für den Augenblick wenigstens, niemand zu ersehen vermag. Namentlich gilt dies von der Lücke, die sein Tod in der Ständeversammlung eröffnet. Wiewol er ihr erst seit 1859 angehörte, war der Einfluß, dessen er in der Versammlung genoß, doch ungemein groß; das Zustandekommen des leßten entschiedenen Ausschußberichts war hauptsächlich sein Werk. Auch in der demnächst bevorstehenden Diät würde er tros des wahrscheinlichen Widerstrebens eines einflußreichen Theiles der Ritterschaft die Versammlung voraussichtlich zu einer ebenso zeitgemäßen wie nothwendigen Erklärung über die Lage des Landes, vor allem über die so wichtige Erbfolgefrage veranlaßt haben. Jetzt, nachdem er aus dem Leben geschieden, ist niemand in der Versammlung, der hinreichenden Einfluß besäße, die schwierige Aufgabe auf seine Schultern zu nehmen und die zögernden und schwankenden Collegen mit sich fortzureißen. Auch als Ausschußmitglied des Nationalvereins entwickelte Lehmann eine große und folgereiche Thätigkeit; von ihm ging jene Versammlung der holsteinischen Nationalvereinsmitglieder aus, welche im Januar 1861 in Kiel stattfand und die so viel dazu beigetragen hat, das nationale Bewußtsein unserer Bevölkerung zu heben und zu kräftigen. Die unmittelbaren Folgen der Versammlung freilich waren unerfreulich genug; der Nationalverein wurde sofort für ganz Holstein verboten, Lehmann selbst aber des Hochverraths angeklagt. Doch sprachen ihn bekanntlich sowol das glückstädter Obergericht als das kieler Appellationsgericht vollständig frei. Leider sollte Lehmann, dessen Gesundheit schon seit Jahren erschüttert war und der sich in diesen unausgeseßten Kämpfen auch körperlich mehr und mehr aufrieb, diesen Sieg seiner gerechten Sache nicht lange überleben; am 29. Juli schied er von uns. Seine Beerdigung am 1. August war ungemein feierlich und ergreifend und zeigte deutlich, welcher Liebe und Verehrung der Verewigte überall im ganzen Lande genoß und wie lebhaft man sein patriotisches Verdienst anerkannte. Die Dänen freilich, die es ja lieben, auch noch mit den Todten Krieg zu führen, haben uns auch aus dieser ehrenden Todtenfeier eines unserer edelsten und tüchtigsten Bürger ein Verbrechen gemacht; die Rendsburger, die Lehmann war ein geborener Rendsburger eine ganz besondere Theilnahme dabei an den Tag gelegt hatten, mußten sich zur Strafe von dem bei ihnen garnisonirenden dänischen Militär Tag für Tag den ,,Tappern Landsoldaten" vorspielen lassen - so sinnreich ist der Haß unserer Unterdrücker und so unbekümmert in der Wahl seiner Mittel!

(Deutsches Museum, Bind 12. Juli-December 1862. redigeret af Robert Eduard Prutz, Karl Wilhelm Theodor Frenzel, Wilhelm Wolfsohn. Verantwortlicher Redakteur Heinrich Brockhaus. Side 640-646)

Deutsches Museum udkom 1851-? under Robert Eduard Prutz (1816-1872), en tysk digter og skribent. 1849-1859 litteraturprofessor i Halle. Prutz var en af de politiske digtere som der fandtes en del af 1841-1848. Han bidrog til litteraturhistorie og kritik, bl.a. "Ludwig Holberg" (1857).