Koloniraadsmådet den 19de September 1862. (Efterskrift til Politivennen)

De dansk vestindiske Besiddelser. 

- - -

Siden Kolonialraadets overordentlige Samling i Februar og Marts d. A. er det vigtigste Anliggende for Øen St. Croix, som dengang var Gjenstand for Raadets Forhandlinger, nemlig Fremme af Arbejder-Immigration her til Øen, indtraadt i et Stadium, der giver langt sikkrere Udsigter til heldige Resultater, end ingensinde tidligere har været Tilfældet. De Underhandlinger, som af Gouvernementet i 1860 foranledigedes indledede fra den danske Regjerings Side med de Forenede nordamerikanske Staters Regjering om Overførelsen til St. Croix af de ombord paa Slaveskibe, der opbringes af de nordamerikanske Staters Krydsere forefundne afrikanske Negre, ere af det kongelige Gesandtskab i Washington blevne gjenoptagne paa et for Sagens Afgjørelse heldigt Tidspunkt under Kongressens sidste Session og have ledet til Indgaaelsen af en Overeenskomst den 19de Inti d. A , ifølge hvilken de paa den ommeldte Maade friblevne Individer ville i de næste Aar blive afgivne her til Øen, hvor der ved Gouvernementets Foranstaltning vil blive sørget for deres passende Oplærelse, Forsyning med Boliger og Klæder samt Løn for deres Arbejde i Henhold til de gjældende Arbeidsregulationer. Ligeledes ere Underhandlingerne med den engelske Regjering om Tilladelse til at udføre Coolies fra de engelsk ostindiske Besiddelser til St Croix, efter Vedtagelsen af det Kolonialraadet i formeldte Session forelagte Udkast til en Anordning angaaende Behandlingen af fremmede Arbejdere herpaa Øen, blevne fremmede saa heldiget, at der er at Grund til at vente, at Øen, ved Hjælp af et Laan, som Finantsministeriet vil forskaffe samme i Henhold til Anordningen af 6te Juni d. A. angaaende Immigrationsfondet, vil kunne modtage en betydelig Tilførsel af Coolies tidligt i det kommende Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. oktober 1862)

Den amerikanske borgerkrig var startet den 12. april 1861. I løbet af krigens første år sikrede Unionen sig kontrollen over grænsestaterne og etablerede en flådeblokade af alle Sydstaternes havne. I foråret 1862 havde senatet i Washington vedtaget at unionen skulle komme de stater som ville emancipere de slavegjorte, til hjælp med penge. I september 1862 gjorde Lincolns Emancipationserklæring slaveriets afskaffelse i Syden til et krigsmål.

Uberettiget Kjørsel. (Efterskrift til Politiven nen)

Uberettiget Kjørsel. Under en af Kriminal- og Politiretten den 27de Septbr. paakjendt privat Politisag paastod Formanden for Kjøbenhavns Vognmænd en indklaget Jordbruger i Utterslev for den 17de August formeentligen uberettiget at have befordret Personer mod Betaling med Heste og Vogn fra Holdepladsen ved "Trianglen" udenfor Stadens østre Indkjørsel til Skoven, anseet med Mulkt efter Forordn. af 27de januar 1804 § 46, samt tilpligtet at betale i Fragterstatning 2 Rd. 1 Ml. 8 sk og Sagens Omkostninger skadesløst, hvorimod Indklagede procederede til Frifindelse med Tillæg af disse. Indklagede indrømmede, al han har afgivet den omhandlede Befordring, men støttede sin Frifindelsespaastand paa, at han som Jordbruger, der holder Heste og Vogn , var berettiget til al befordre Personer mod Betaling fra Kjøbenhavn til Skoven under den saakatde Kildetid i Jægersborg Dyrehave, som, efter hvad der fra Klagerens Side blev ertjendt for rigtigt, iaar har varet til den 18de August. Heri kunde Indklagede ikke gives Medhold, idet Plakaten af 13de April 1822 - hvori den nu gjældende Regel for Omfanget af den Landboerne tilladte Befordring imod Betaling fra Kjøbebhavn til Skoven indeholdes - fastsætter, at saadan Befordring kan afgives fra 1ste Juni til sidste Juli ethvert Aar, uden at denne Tidsbestemmelse er sat i nogen Forbindelse med den fornævnte Kildetid, hvilket desuden ikke kan have været Plakatens Mening, da Kildetiden, dengang Plakaten emanerede, efter hvad Indklagede ogsaa havde erkjendt, ikke ordinairt varede til den 31te Juli.

Som Følge heraf blev Indklagede, der har ertjendt den paastaaede Fragterstatnings Størrelse for rigtig, dømt efter Klageren Paastand, der har Hjemmel i den paaberaabte lovbestemmelse, kfr. lov af 1ste Mai 1851 § 4, saaledes at Mulkten, 4 Rd., tillagdes Stadens Vognmænds Kasse, og at Sagens Omkoftninger bestemtes til 2 Rd. 2 Mk. 12 sk.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1862).

Louis Czarnewski Sasse (3: 1860'erne til 1882). Efterskrift til Politivennen)

 Men i 1862 var hans turnevirksomhed åbenbart blevet en torn i øjet på nogle læger:

Advarsel imod den såkaldte professor L. Casse.

Hr. L. Casse er ikke læge og derfor uberettiget til at tale om "sine patienter", han er ikke professor; hr. overlæge Rathje følger ikke med på hr. Casses rejse, om han overhovedet har noget med ham at gøre. Hvad moderationen i pris efter præsteattest angår, da kan vi fra Nyrip i København skaffe lettere, bekvemmere og mere hensigtsmæssige bandager og transport iberegnet til en billligere pris, end hr. Casse sælger sine varer med den omtale moderation.

Ovenstående finder vi os i sandhedens interesse beføjede til at bekendtgøre.

M. Gleerup. E: Flemmer.

(Holstebro Avis og Avertissementstidende, 27. maj 1862)

Orthopædisk Anstalt

ved Professor L. Sasse

i Randers.

Herved underrettes mine patienter, samt andre, som måtte ønske min hjælp for skævhed i ryggen, hals, arme, ben etc. om, at jeg indtræffer til

Holstebro den 12. oktober fra Kl. 10 til 4;

Struer den 13. oktober fra Kl. 10 til 2;

Lemvig den 14. oktober fra Kl. 10 til 2;

Ulfkjærkro den 15. oktober fra Kl. 8 til 4.

Uformuende kan, medbringe præsteattest erholde betydelig moderation.

Hr. overlæge Rathje har tilsyn ved anstalten. 

L- Sasse,

Professor.

Da jeg nu atter tiltræder min sædvanlige rejse på Vestkysten og også agter at besøge Holstebro, vil jeg ikke undlade at besvare Dhrr. Glerup & Flemmers angreb på mig af 26. maj d. å. Deres yttringer om, at jeg ingen læge er og ingen ret har til at befatte mig med lægevidenskabelige kure kan jeg kun besvare således, at det aldrig er faldet mig ind at udgive mig for en sådan, eller at befatte mig med slige kure. Det stulle da være, at jeg for menneskehedens skyld har givet nogen det råd af den afdøde, verdensberømte doktor Burhave i Amsterdam, som lyder således:

Haltet die Füsse varm,

Den Kopf kalt,

Ueberladet nicht den Tarm,

So werdet Ihr alt."

(Holder fødderne varme, hovedet koldt, overlæsser ikke maven, så skulle I blive gamle).

Hvad overlæge Rathje angår, så har jeg hverken i mine annoncer eller mundtligt ytret, at han fulgte med på mine rejser. Det ville i sandhed være latterligt, at ville indbilde publikum sådant, fordi ethvert fornuftigt menneske meget let vil kunne indse, at ikke alene ingen kongelig overlæge, men lige så lidt nogen privatlæge kunne befatte sig med at følge med mig på mine ofte meget langvarige rejser, og derved forsømme sine patienter. At overlægen har tilsyn ved anstalten, kan jeg bevidne ved de patienter, som have modtaget deres maskiner hjemme hos mig, hvilke sidste han har set og anerkendt for at være gode. I øvrigt vil enhver, der har læst mine avertissementer kunne se, at jeg der alt i 15 år har boet i Randers, hverken ved charletaneri eller ved at producere attester har søgt at tilvende mig publikums opmærksomhed, Men da de herrer G og F, jeg ved ikke af hvilken Grund, søger at nedsætte mine maskiner, så vil jeg dog her vedføje en attest af hr. doktor Hald i Randers, og enhver, som ønsker det, kan hos mig, gennemse en mængde breve, som forældrene til de unge mennesker, der er blevet behandlede i min anstalt, har tilskrevet mig med den inderligste taknemmelighed uden nogensomhelst anmodning fra min side, alene ledet af glæden over deres børns helbredelse.

Den omtalte attest lyder saaledes :

Hr. Professor Sasse har for ikke lang tid tilbage forfærdiget mig til en patient en maskine eller et snøreliv med fjedre, som bæres mod skævhed og krumning af ryggen. I henseende til smukt arbejde, soliditet og akkuratesse står den ikke tilbage for dem som leveres ved det orthopædiske Institut, og i henseende til konstruktion hører den til de bedste og hensigtsmæssigske, man for tiden kender. Jeg tør på det bedste anbefale dette hr. professorens arbejde, så meget mere som jeg tror allerede deraf at spore gavnlige Virkninger.

Randers, den 18. august 1851.

Hald,

praktis. læge.

Og hermed må jeg overlade til Dhrr. at skrive og gøre, hvad de ville; fra min side er disse ord de sidste i denne sag.

L. Sasse

Professor

(Holstebro Avis og Avertissementstidende, 2. oktober 1862)

Advarslen mod Casse ser ikke ud til at have påvirket hans turnevirksomhed, for annoncerne fortsætter til i hvert fald 1866. Efter der ophørte hans annoncer, selv om der stadig i 1867 åbenbart var lidt aktivitet:

Min søn, Johan, 1½ år gl., er ved en af hr. professor Sasse forfærdiget bandage blevet for størstedelen helbredet for en medført skævhed i foden, i hvilken anledning jeg føler trang til herved at bevidne hr. Sasse min påskønnelse.

Thisted, den 12. februar 1867

Chr. Andersen,

Sømand.

(Thisted Amtsavis, 14. februar 1867.)

Han var på det tidspunkt også blevet bosat i Thisted:

Bopælsforandring

Undertegnede er flyttet fra Nørregade og bor nu i forrige købmand Krabbes gård på det lille torv, hvilket herved bekendtgøres. Opgangen fra porten.

L. Sasse

Orthopæd.

(Thisted Amtsavis, 9. november 1867)

(Der er muligvis tale om købmand Krabbes Gård, Storegade 15, Thisted).

Et Tilfælde af Skindød. Ved at overvære en Prøve, som foretoges med Grosserer Jm. Pfeiffers elektromagnetiske Signal Apparat "Vitalmetret", kom jeg til at mindes en mærkværdig Begivenhed, der med Hensyn til Spørgsmaalet om "Skindøde" ikke vil være uden Interesse. Efterat jeg som ungt Menneske med den polske Legion havde bivaanet Napoleon den Førstes Felttog i Rusland og senere i Tydskland, vendt jeg i Aaret 1818 fra Frankrig tilbage til mit Fædreland, hvor jeg i længere Tid opholdt mig i Warschau. Et dengang berømt tydsk Operaselskab, under Direktion af Hr. Døblin, gjæstede netop Warschau i længere Tid. Da jeg ofte besøgte Operaen, traf det sig, at jeg stiftede Bekjendtskab med Direkteur Døblins to Sønner, Conrad og Carl, der omtrent vare paa min Alder, og blev ved dem indført i deres Forældres Hus. Da jeg en Dag i August Maaned l818 vilde besøge Døblins, traf jeg flere af Familiens Medlemmer i Forværelset, nedslaaede og opløste i Taarer, og før jeg kunde henvende et Spørqsmaal til dem, erfarede jeg, at Direkteur Døblin pludselig og uden forudgaaende Sygdom var afgaaet ved Døden. Han var Frimurer og beklædte en høiere Grad i Logen. Dette bidrog til, at mange Læger og Professorer indfandt sig ved hans Dødsleje, hvoriblandt Flere i Begyndelsen nærede Tvivl om, hvorvidt han virkelig var død. Disse Videnskabsmænd foretog derfor alle mulige Forsøg til hans Oplivelse, men da Alt viste sig frugtesløst, erklæredes han enstemmig for død. Denne Erklæring blev afgiven 5 eller 6 Dage efter hans pludselige Hensoven, og den følgende Dag skulde Begravelsen finde Sted, hvortil alle Forberedelser alt vare trufne. En ung Læge, som hele Tiden havde tvivlet paa, at Døden virkelig varindtraadt, indfandt sig igjen i sidste Øieblik og anmodede om endnu engang at maatte foretage nogle Oplivningsforsøg med den Afdøde. Denne unge Læge havde ikke vovet ligeoverfor de mange erfarne Læger og Professorer at yttre sin Tvivl, da han ikke knude støtte sin Mening med sikkre videnskabelige Grunde. Han fik ogsaa strax Adgang til den Døde og foretog sine Forsøg og Undersøgelser paa mange Maader, men kunde ikke komme til noget Resultat. Endelig spurgte han den unge Conrad Døblin, om han kunde sige ham, hvad der mest opmuntrede hans Fader, da han levede. "Et Glas god Champagne" var Svaret. Lægen rystede paa Hovedet og spurgte videre: "Har De ikke lagt Mærke til, om der gaves Et eller Andet, der især kunde virke opmuntrende paa hans Følelser, hans Sandser, f. Ex. et bestemt Instrument eller en Sang, som fortrinsvis tiltalte ham?" Den unge Døblin svarede efter kort Betænkning: "Jo, Moder sang undertiden en Sang af Operaen "Azur, König von Ormus", naar Fader var i daarligt Humeur, og denne Sang havde altid den Virkning at opmuntre ham." Det var nemlig denne Sang, hvormed Fru Døblin, født Meser, Søster til Komponisten Meser, første Gang debuterede for sin tilkommende Mand. Lægen lod sig nu føre til den sørgende Hustru og formaaede hende til at synge den omtalte Sang med Guitar-Akkompagnement ved Kisten. Fru Døblin begyndte sin Sang med sagte og usikker i Stemme, men i Følelsen af sin alvorsfulde Opgave gjenvandt hun snart sin Fatning og foredrog Sangen saa sjælfuldt og smukt som nogensinde før. Lægen iagttog den Døde med spændt Opmærksomhed, og jeg saa, at han særlig henvendte sin Opmærksomhed paa de halvtaabne Øine. Efterat Sangen var foredragen et Par Gange uden tilsyneladende Virkning, saa vi Lægens Ansigt pludselig blive opklaret, og med ængstelig Hast tilvinkede han Fru Døblin at vedblive. Alle de Andre, som befandt sig i Værelset, gav han ved Tegn at forstaa, at de maatte forholde sig tause. Han vedblev med Haanden at tilvinke Fru Døblin Mod til at vedblive, medens hans Blik lige som ved en magisk Kraft var fæstet til den Dødes Øine. Nu viste sig for os Alle svnlige Livstegn, idet den Skindødes Øine begyndte at rulle frem og tilbage. Lægen gav os ved Tegn at forstaa, at vi maatte fjerne os fra den Skindøde, hvorefter vi sagte trak os tilbage i Baggrunden. I samme Øieblik reiste den Syge sig op fra sit Leie, idet han udstødte et dybt Suk, og ligesom vaagnende efter en svær Drøm sagde han med svag Stemme: Hvad er det? Alle Nærværende maatte nu efter Lægens Ønske forlade Værelset, og den Gjenoplivede blev overladt til sin lykkelige Redningsmands Omsorg. Hvad denne videre foretog sig til den Syges Helbredelse, er mig ikke bekjendt. Saaledes blev Hr. Døblin reddet fra at blive levende begravet, han blev igjen fuldkommen rask og ved godt Helbred, men var dog siden noget tungsindig, og hans Hukommelse var ikke saa god som før. Han var dengang en Mand paa nogle og 60 Aar og levede efter denne Tildragelse endnu i 7 Aar. Den unge Læge, som tidligere kun havde ubetydelig Praxis, erhvervede sig ved denne Begivenhed et berømt Navn, som desværre er gaaet ud af min Hukommelse.

L. Sasse

Nørrebro, Ravnsborggade.

(Dagens Nyheder 29. april 1869).

Fra 1870 blev aviserne tavse omkring ham. Men var altså flyttet til København, hvor han nævner sig selv som krigsveteran - et forhold som ingen af de tidligere avisartikler har antydet noget om. Han genoptog her sin ortopæd-virksomhed i Sankt Hansgade 10, stuen.

På søndag kl. 11:30 bliver der på Vestre Kirkegård jordet en gammel kriger, Louis Czarnewchi Sasse, der som officer har tjent under Napoleon den Store og deltaget i flere slag. Den afdøde, der tillige var med i storarmeens tog til Rusland 1812, flyttede senere til Danmark og opholdt sig i en årrække i Jylland, hvor han virkede som ortopæd. I 1848 bestræbte han sig for at undervise den jydske "Landstorm" i brugen af leen, som benyttedes af de polske bønder under opstanden i 1830, hvori den afdøde skal have deltaget.

(Folkets Avis - København, 28. april 1882.)

Dødsfald. I en alder af næsten 89 år er død i København Louis Czarnewski Sasse, der tillagde sig titel af professor og kom her til landet som ortopæd eller bandagist. Han var polak af fødsel og havde som officer tjent under Napoleon den Store og deltaget i flere slag samt i tilbagetoget fra Rusland. Han havde en tidlang bolig i Randers og gjorde sig i 1848 bemærket ved at forsøge at organisere et korps af lemænd til forsvar mod oprørerne.

(Skive Avis, 29. april 1882.)

Få dage efter han var blevet begravet på Vestre Kirkegård, blev han imidlertid gravet op igen, og flyttet til "Skibskirkegården" (Holmens Kirkegård) af ukendte årsager. Hvis det skulle være fordi han var soldat, burde det snarere have været Garnisons Kirkegård.

Tjenestekarl. (Efterskrift til Politivennen)

 - I "Randers Avis" læses: "Et Forhold af min Sognepræst finder jeg Anledning til offentlig at paatale: Jeg er en 18aarig Tienestekarl fra Christrup. Min Fremtidsusigt viser kun, at min Evne og Lyst til al arbejde kan vente at give mig Udkomme som Tyende, men jeg er ret godt fornøjet med min Lod, naar jeg blot kan undgaa ubillig Fortræd. Jeg blev imidlertid tidligt nødt til at forsvare mig imod Fortræd, eftersom min Husbonde, en Mand i Røved, ikke alene slog mig for en lille Forseelse, men han mishandlede mig. I Retten nægtede han, at de Saar, som omtaltes i en fremlagt Lægeattest, vare af hans Slag, men han blev dømt til at gjøre Ed. Denne Dom har han appelleret til Overretten. At det er vigligt for min Fremtid som Tjenestekarl, om jeg kommer til min Ret i denne Sag eller ikke, vil Enhver erkjende. Jeg vilde følgelig gjerne have en Sagfører til at møde for mig i Viborg; men, selv om min Husbonde havde betalt mig Lønnen til 1ste Maj ifjor, hvilket han ikke havde, og selv om jeg fik Lønnen til den Dag, Protesten begyndte, nemlig sidst i Oktober s. A., vilde jeg ikke kunne betale en Overretsprokurator for at møde. Altsaa søgte jeg om fri Proses, og henvendte mig til Præsten, Hr. Brøndsted i Ødum, om at give mig Attest om, at jeg er fattig. Hans Frue gav mig mange haarde Ord og den Besked, al jeg ikke skulde faa fri Proses, hvis hendes Mand kunde gjøre Noget derimod, og denne Resolution vedstod Præsten paa en Maade, som vistnok alvorllgt bør misbilliges, thi Embedserklæringer ere endnu farligere for Manges Fremtid end en noget fri Benyttelse af offentlige Blade. Præsten vilde ingen Attest give mig, "han ikke kjendte Noget til mig". To Mænd gave da Attest, og da Præsten skulde bekræfte deres Paalidelighed, benyttede han Lejligheden til at sige, es alene hvad der ej vedkom ham at yttre sig om, men en ligefrem Usandhed. Nu gav han ikke Attest om Mændenes Paalidelighed, men derimod om, at deres Udsagn, om at jeg var fattig, var overensstemmende med Sandhed, skjøndt han til ung erklærede, at dette var ham ubekjendt, og han tilføjede: at Bevillingen ej vilde være nødvendig for mit Udkomme i Fremtiden som Tyende, hvorimod den kun "vilde give mig lettere Lejlighed til endmere at fortrædige en Husbonde, der i flere Aar havde behandlet mig med megen Godhed, mere lom et Barn end som et Tyende". Med denne Attest maatte jeg sende mm Ansøgning ind, og jeg ved ikke, hvorledes det gaar med min Sag; men jeg ved, at denne Uret af Præsten er saa paafaldende, at den offenlig bør bebrejdes ham til Advarsel i Fremtiden. Min Husbonde var en Mand udenfor Bondestanden, men en Mand, som ofte har havt alvorlige Omstændigheder med sine Tjenestefolk, og en Mand, som vilde beholde ej alene min Løn for sidste Halvaar af Tjenesten, men ogsaa Størstedelen af den til Majdag forud, hvorved det blev ligefrem nødvendigt for mig at begynde Sagen, selv om jeg havde villet tie med Mishandlingen, og den sidste Del af Attesten er rentud Usandhed. Jeg var kommet fra Christrup 1 Aar og 16 Maaneder iforvejen, og blev brugt som enhver Tjenestedreng, navnligen til Kvæghyrde. Fra tidligere Tid kjendte Husbonden mig stil ikke. Jeg maa nu spørge, om en Tjenestekarls Vilkaar kunne taale at forringes til den Grav, og hans Løn forholdes ham fra November til Maj, at der, idet han stilles fra Husbonden saa Dage for næste November, gjøres Forsøg paa, ogsaa at fratage ham Lønnen for Halvaaret til November, og at han af en anset Præst, der er ukjendt baade med ham og med Sagen, faar den Tisgift til sine Uheld, at han har viist sig som et utaknemligt Barn, der bør standses i at fortrædige Husbonden? Skulde ikke den Mangel paa virkelig Hengivenhed hos Tjenestefolkene, som ofte bebrejdes disse, være en Frugt af saadan grov Partiskhed, og er del ikke godt, at den Tid er forbi, da Præsten i Skudsmaalsbøgerne fortalte sin Mening om ethvert Menneske i tjenende Stilling, som flyttede til en anden Menighed.

Røved, den 26de September 1852.
Lars Peter Møller Pedersen.

(Jyllands-Posten 29. september 1862).

14de og 9de Bataillon. (Efterskrift til Politivennen)

En lille affære betegner avisernes behandling af forholdene i Slesvig i 1862. Først en udlægning af et rent dansknationalistisk blad:

Fra Troppesamlingen kunne vi endnu meddele, at der Søndag Aften i Slesvig fandt et betydeligt Slagsmaal Sted mellem Dragoner og Infanterister af 14de Bataillon (Lauenborgere). Der vankede endog blodige Pander i den Grad, at et Par Mand maatte indlægges paa Sygestuen. - Et Par Dage i Forveien stode 9de og 14te Bataillon opstillede ved Siden af hinanden, og, medens der holdtes Hviil, sang Mandskabet af 9de Bataillon, der bestaaer af Nørrejyder, "Den tappre Landsoldat". Da Lauenborgerne hørte denne Sang, istemte de strax Oprørssangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen". Følgen var, at Commandenten for 14te Bataillon lod Mandskabet træde til Gevær og paa den Maade straffede det ved at berøve det Hviletiden, men som et Beviis paa hvorledes Dansken forhaanes, maa vi desværre tilføie, at 9de Bataillon blev straffet paa samme Maade, fordi de sang Landsoldatens Vise. Saaledes pleies Forsonligheden i 9de Bataillon! - Dersom det danske Folk ikke snart føler sig tilstrækkelig forhaanet og istand til at ryste det Aag af sine Skuldre, som et svagt Ministerium har tilladt Tydskerne at paaIægge det, saa maa det sove ganske forskrækkeligt.

(Middelfart Avis 26. september 1862).

- "Den tappre Landsoldat". Det fortælles i "Nord. Cour", at Folkene af 9de Infanteribatailion (Lauenburgere) paa deres Marsch gjennem Altona tilbage til Ratzeburg skulle have udsagt, at de den sidste Dag de opholdt sig i Slesvig, havde et storartet Slagsmaal med Dragonerne, og at to Mand bleve tilbage paa Hospitalet i Slesvig som Saarede, ligesom ogsaa Dragonerne havde Saarede. Om den samme Bataillon fortæller en Meddeler til "Fredericia Av.", at da i Torsdags den 9de Bataillons Mandskab (Jyder) under en Hviil morede sig med, blandt flere Fædrelandssange at synge "Den tappre Landsoldat", begyndte Nogle af Folkene i den ved Siden værende 14de Bataillon at svnge "Schleswigholstein meerumschlungen". Da Kommandeuren for den lauenburgske Bataillon, Oberst Hein, erfarede dette, lod han strax Bataillonen kalde i Gevær, i hvilken Stilling den maatte blive staaende den øvrige Tid af Rasten; men - 9de Bataillon blev ogsaa kaldt til Vaaben og maatte saaledes lide den samme Straf som Lauenburgerne. - "Denne Meddelelse - siger "Dagbladet" - lyder saa utrolig, at den i høi Grad trænger til nærmere Stadfæstelse. At en dansk Bataillon ved en dansk Leirsamling skulde straffes, fordi den sang den Sang, med hvilken Soldaten i sidste Krig uforsagt gik i Ilden for Fædrelandet, og som igjen vil lyde fra alle Soldaters Læber, naar det atter maatte fordres af dem, at de skulle gaae i Kamp - det er en dristigere Tanke end selv de meest glødende Forsonlighedsprædikanter nogensinde vilde kunne nære, og som end ikke vil kunne forklares deraf, at General de Meza var Øverstkommanderende. Dobbelt paafaldende vilde det være, om det skulde være forbudt Soldaten at synge denne Fædrelandssang, eftersom, til Slesvigholstenernes Ærgrelse, baade Hs. Maj. Kongen. Hs. Excellence Krigsministeren og Oberst Wilster have ladet den spille ved deres Middagsselskaber, og altsaa Exemplet er givet fraoven. Paa den anden Side synes det ogsaa paafaldende, at ingen anden Straf, end Berøvelsen af en Rast, tilkjendtes Soldater, som i den danske Uniform og under Vaaben tillode sig at synge Oprørssangen. Forhaabentlig vil der fremkomme fyldestgjørende Forklaringer om den gaadefulde Meddelelse, og vi opfordre specielt de to Batailloners Kommandører til at meddele saadanne Oplysninger, som kunne lede til en begrundet Dom over det Passerede."

(Thisted Amtsavis 29. september 1862).

"Landsoldaten" og Oprørssangen. Fra Major Nørager har "Dagbladets" Red. modtaget følgende Skrivelse: Hr. Redakteur! I "Dagbladets" Nr. 223 for Torsdagen den 25de ds. findes under Overskrift "Troppeøvelserne ved Dannevirke" blandt Andet omtalt en Beretning fra en Meddeler til "Fredericia Av.", i hvilken Anledning jeg tillader mig at udbede mig Plads i Deres ærede Blod for disse Linier.

Hverken jeg eller nogen Anden af Bataillonens Officerer har hørt, at Oprørssangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen" er bleven sungen ved den 14de Bataillon. Da jeg den nævnte Dag lod den 9de Bataillon træde under Gevær, var min eneste Bevæggrund dertil, at jeg efter Manoeuvrens Gang maatte vente hvert Øieblik at faae Ordre til at sætte mig i Bevægelse, hvilket ogsaa skete nogle faa Minuter efter, at Bataillonen var traadt an. At ville forbyde Soldaten at synge "Den tappre Landsoldat" eller endnu mere, at ville straffe ham for at have gjort det, kan sandelig Ingen finde mere fordømmeligt end jeg.

Rendsborg, den 27de September.

Ærbødigst

Nørager

Major ved 9de Inf.-Bat.

(Sjællands-Posten (Ringsted 30. september 1862) 

- Det er blevet fortalt, at den af Lauenborgere bestaaende 14de Batallion under en Rast paa en af Manøvredagene skal have istemt Oprørssangen "Scleswig-Holstein merumschlungen", medens den ved Siden af værende 9de Batallion (Jyder) sang "Den tappre Landsoldat", og at 9de Batallion maatte lide samme Straf som Lauenborgerne, idet ogsaa de bleve kaldte under Vaaben, i hvilken Stilling de maatte blive staaende den øvrige Tid af Rasten. "Dagbl. " har opfordret de vedkommende Batallionskommandører til at opklare Sammenhængen. En Indsender har imidlertid foreløbig paataget sig at oplyse Sagen. Da 9de Batallion, efter at have sunget flere Nationalsange, gav sig til at synge "Den tappre Landsoldat", saa man de tydsktalende Soldater af 14de Batallion springe op, 10 til 20 i samme Nu, 100 i mindre end et Par Minuter, og ivrig at samtale i større og mindre Grupper. Der hørtes ingen højrøstede Udtalelser, ingen Tendentsopfordringer, der kunde naa Officerernes Øren, men hele Bevægelsen havde noget i og for sig saa betegnende, at de to Batallionskommandører paa een Gang uden nogen fælles Aftale, men snarere som efter højere Ordre, lod deres Afdelinger træde til Gevær, hvorved naturligvis al Sang og al Bevægelse ophørte. Ti Minuter efter fik 14de Batallion Ordre til at rykke frem tiI Understøttelse for en Kavalleri-Attaque. Der maa, siger Indsenderen, nedlægges en bestemt Protest imod, at disse ti Minuter under Gevær skulde anses for Straf, enten for den ene eller den anden Afdeling. Det var alene en præventiv Forholdsregel, hvorved man undgik Uorden og derpaa følgende Straffe.

(Jyllands-Posten 3. oktober 1862).