Soldaterslagsmaal i Korsør. (Efterskrift til Politivennen)

- Betydelige Exsesser, hedder det under 26. Oktober i "Korsør Av.", have sidstafvigte Nat fundet Sted her i Byen, foranledigede af hjempermitterede Soldater. Hele Banegaarden afgav imorges Synet af en ødelagt Kampplads: Døre vare sprængte, Vinduer ituslagne. Politiet gik med blaa Øine osv. Etter hvad der er os berettet, er denne Sags Sammenhæng fra de offenlige Autoriteters Side saa skandaløs, at den fortjener alvorlig Paatale. Det kongl. danske Postvæsen, der driver en stor Fragttrafik, generer sig ikke for at sælge Billetter til langt flere Personer, end Postdampskibene kunne rumme. Naar Postvæsenet har solgt sine Billetter og Pengene ere komne i Kassen, saa antager det at have gjort sin Pligt overfor Publikum, der naturligvis ikke overfor en saadan kgl. Autoritet har nogen Ret til at erholde Befordring for Billetterne. Iaftes havde saaledes Postvæsenet i Kjøbenhavn ved sin, indirekte Underagenter solgt Billetter til. 6 a 700 Mand til Holsten, medens Postdampskibet "Jylland" ikke kunde medtage mere end 300 Mand. Istedetfor nu strax, da dette viste sig, at lade det til Disposition liggende Dampskib gaa til Kiel, eller istedetfor strax at fragte et privat i Havnen liggende Dampskib, fandt Postvæsenet det tilstrækkeligt simpelthen at give den Besked til de resterende 300 halvberusede Soldater, at Pladsen var optagen, og at de maatte vente til den næste Dag. Det er ikke forunderligt, at den Uret, Postvæsenet havde viist, forbistrede Soldaterne, ligesaa lidt som del er forunderligt efter flige Folks Natur, at de gave deres Forbitrelse Lukt imod Jernbanevæsenet og Politiet, der vare aldeles uskyldige, medens Postvæsenet som en gammel, kgl. dansk Autoritet forholdt sig aldeles rolig, som om Sagen ikke angik det. Med de Kræfter, Politimesteren havde til sin Raadighed, var det umuligt at forhindre, at Soldaterne ituslog Rude paa Rude paa Banegaarden, at de ødelagde Flasker og Glas i Ventesalene, at de trængte ind i Inspektørens Kontor for at molestere ham osv. Overfor en saadan Bande er naturligvis Politiet kraftesløst; tvende Betjente bleve svært molesterede, og Politimesteren og det øvrige Personale vare hele Natten udsatte for en lignende Molest. Endelig lykkedes det Politiet henad Natten og Morgenstunden at sprede Banden ved at anbringe den i Logis i forskjellige Hold i Byen; men Byen selv blev den hele Nat gjennemstrejfet af Bander paa 30, 50 og 100 Mand, der med simbriske Hyl vexelvis stormede Raadhuset og forskjellige Værtshuse, hvor de sprængte Døre og Karme, ituslog Vinduer m. m. Efterat Postvæsenet, hvem Politiet havde reddet fra Molest, havde gnedet Øjnene efter Nattens retfærdige Slummer, førtes der endelig Underhandlinger med Kjøbenhavn, hvoraf Følgen blev, at Dampskibet "Diana" fragtedes til at afgaa med Banden idag Middag Kl. 12. Under disse tydske Soldaters Ophold her imorges ankom endvidere c. 3-400 danske permitterede Soldater fra Kiel, der paa Banegaarden kom i Klammeri med deres tydske Kammerater; et storartet Slagsmaal var ved al bryde løs, da del lykkedes Politiet at aflaase Ventesalen for de danske Soldater og at fierne Tydskerne, men dersom Toget blot var afgaaet 10 Minuter senere, vilde Kampen desuagtet have været almindelig. Atter iaften ventes et langt større Antal Soldaler end Postskibet kan overføre, og vi tvivle ikke paa, at Politiet med de Kræfter, der staa til dets Raadighed, og som det kan forskaffe, vil træffe alle fornødne Foranstaltninger. Men det forekommer os, at den hele Maade, hvorpaa Postvæsenet i denne Henseende driver sin Forretning, er saa fordømmelig, at der var god Grund for det høje Justitsministerium til paa den offentlige Sikkerheds Vegne at nedlægge alvorlig Protest imod denne Fremgangsmaade, der udført af en privat Mand med Rette vilde være Gjenstand for den højeste Grad af Misbilligelse. Del er ikke nogen ligegyldig Sag. om en lille By, der ikke har Garnison, pludselig overrumples af Bander paa 3-500 Personer, der, om de vilde, paa en Nat kunde ødelægge og udplyndre hele Byen. Det synes ogsaa urigtigt at Krigsministeriet paa een og samme Dag at permittere alt Mandskab, istedet for f. Ex. at iværksætte Permitteringen i Løbet af otte Dage, hvis Ministeriet ikke foretrækker at lade de permitterede Soldater føre til Endestationerne af militære Kommandoer.

(Jyllands-Posten 3. november 1862)

- Fra Postmesteren i Korsør har Byens Avis modtaget Nedenstaaende med Anmodning om Indrykkelse af samme til nærmere Oplysning og Berigtigelse af Artiklen om Exsesserne i Korsør forleden Nat. "Der var intet af Postvæsenets Skibe til Disposition den Nat. "Jylland" skulde til Kiel, "Skirner" til Nyborg og "Gerda", som var det eneste tilbageværende af Postvæsenets Skibe, var under Kjedel-Reparation, og del var kun med den yderste Anstrengelse, at "Gerda" blev færdigt til at tage Tur til Nyborg Søndag Aften, saa at "Skirner", der ellers skulde have været til Nyborg, kunde gaa i Extratur med Soldater til Kiel den Atten. Hvad Betragtningen at det i Havnen liggende private Dampskib angaar, da erklærede Føreren ej at ville gaa, førend han havde Tilladelse dertil fra sin Rheder. Direkte til ham blev der telegraferet strax om Morgenen, og saasnart hans indrømmende Svar ankom, var Skibet klart til al gaa, da der allerede forinden var fyret op."

(Jyllands-Posten 5. november 1862)

Koloniraadsmådet den 19de September 1862. (Efterskrift til Politivennen)

De dansk vestindiske Besiddelser. 

- - -

Siden Kolonialraadets overordentlige Samling i Februar og Marts d. A. er det vigtigste Anliggende for Øen St. Croix, som dengang var Gjenstand for Raadets Forhandlinger, nemlig Fremme af Arbejder-Immigration her til Øen, indtraadt i et Stadium, der giver langt sikkrere Udsigter til heldige Resultater, end ingensinde tidligere har været Tilfældet. De Underhandlinger, som af Gouvernementet i 1860 foranledigedes indledede fra den danske Regjerings Side med de Forenede nordamerikanske Staters Regjering om Overførelsen til St. Croix af de ombord paa Slaveskibe, der opbringes af de nordamerikanske Staters Krydsere forefundne afrikanske Negre, ere af det kongelige Gesandtskab i Washington blevne gjenoptagne paa et for Sagens Afgjørelse heldigt Tidspunkt under Kongressens sidste Session og have ledet til Indgaaelsen af en Overeenskomst den 19de Inti d. A , ifølge hvilken de paa den ommeldte Maade friblevne Individer ville i de næste Aar blive afgivne her til Øen, hvor der ved Gouvernementets Foranstaltning vil blive sørget for deres passende Oplærelse, Forsyning med Boliger og Klæder samt Løn for deres Arbejde i Henhold til de gjældende Arbeidsregulationer. Ligeledes ere Underhandlingerne med den engelske Regjering om Tilladelse til at udføre Coolies fra de engelsk ostindiske Besiddelser til St Croix, efter Vedtagelsen af det Kolonialraadet i formeldte Session forelagte Udkast til en Anordning angaaende Behandlingen af fremmede Arbejdere herpaa Øen, blevne fremmede saa heldiget, at der er at Grund til at vente, at Øen, ved Hjælp af et Laan, som Finantsministeriet vil forskaffe samme i Henhold til Anordningen af 6te Juni d. A. angaaende Immigrationsfondet, vil kunne modtage en betydelig Tilførsel af Coolies tidligt i det kommende Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. oktober 1862)

Den amerikanske borgerkrig var startet den 12. april 1861. I løbet af krigens første år sikrede Unionen sig kontrollen over grænsestaterne og etablerede en flådeblokade af alle Sydstaternes havne. I foråret 1862 havde senatet i Washington vedtaget at unionen skulle komme de stater som ville emancipere de slavegjorte, til hjælp med penge. I september 1862 gjorde Lincolns Emancipationserklæring slaveriets afskaffelse i Syden til et krigsmål.

Uberettiget Kjørsel. (Efterskrift til Politiven nen)

Uberettiget Kjørsel. Under en af Kriminal- og Politiretten den 27de Septbr. paakjendt privat Politisag paastod Formanden for Kjøbenhavns Vognmænd en indklaget Jordbruger i Utterslev for den 17de August formeentligen uberettiget at have befordret Personer mod Betaling med Heste og Vogn fra Holdepladsen ved "Trianglen" udenfor Stadens østre Indkjørsel til Skoven, anseet med Mulkt efter Forordn. af 27de januar 1804 § 46, samt tilpligtet at betale i Fragterstatning 2 Rd. 1 Ml. 8 sk og Sagens Omkostninger skadesløst, hvorimod Indklagede procederede til Frifindelse med Tillæg af disse. Indklagede indrømmede, al han har afgivet den omhandlede Befordring, men støttede sin Frifindelsespaastand paa, at han som Jordbruger, der holder Heste og Vogn , var berettiget til al befordre Personer mod Betaling fra Kjøbenhavn til Skoven under den saakatde Kildetid i Jægersborg Dyrehave, som, efter hvad der fra Klagerens Side blev ertjendt for rigtigt, iaar har varet til den 18de August. Heri kunde Indklagede ikke gives Medhold, idet Plakaten af 13de April 1822 - hvori den nu gjældende Regel for Omfanget af den Landboerne tilladte Befordring imod Betaling fra Kjøbebhavn til Skoven indeholdes - fastsætter, at saadan Befordring kan afgives fra 1ste Juni til sidste Juli ethvert Aar, uden at denne Tidsbestemmelse er sat i nogen Forbindelse med den fornævnte Kildetid, hvilket desuden ikke kan have været Plakatens Mening, da Kildetiden, dengang Plakaten emanerede, efter hvad Indklagede ogsaa havde erkjendt, ikke ordinairt varede til den 31te Juli.

Som Følge heraf blev Indklagede, der har ertjendt den paastaaede Fragterstatnings Størrelse for rigtig, dømt efter Klageren Paastand, der har Hjemmel i den paaberaabte lovbestemmelse, kfr. lov af 1ste Mai 1851 § 4, saaledes at Mulkten, 4 Rd., tillagdes Stadens Vognmænds Kasse, og at Sagens Omkoftninger bestemtes til 2 Rd. 2 Mk. 12 sk.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1862).

Tjenestekarl. (Efterskrift til Politivennen)

 - I "Randers Avis" læses: "Et Forhold af min Sognepræst finder jeg Anledning til offentlig at paatale: Jeg er en 18aarig Tienestekarl fra Christrup. Min Fremtidsusigt viser kun, at min Evne og Lyst til al arbejde kan vente at give mig Udkomme som Tyende, men jeg er ret godt fornøjet med min Lod, naar jeg blot kan undgaa ubillig Fortræd. Jeg blev imidlertid tidligt nødt til at forsvare mig imod Fortræd, eftersom min Husbonde, en Mand i Røved, ikke alene slog mig for en lille Forseelse, men han mishandlede mig. I Retten nægtede han, at de Saar, som omtaltes i en fremlagt Lægeattest, vare af hans Slag, men han blev dømt til at gjøre Ed. Denne Dom har han appelleret til Overretten. At det er vigligt for min Fremtid som Tjenestekarl, om jeg kommer til min Ret i denne Sag eller ikke, vil Enhver erkjende. Jeg vilde følgelig gjerne have en Sagfører til at møde for mig i Viborg; men, selv om min Husbonde havde betalt mig Lønnen til 1ste Maj ifjor, hvilket han ikke havde, og selv om jeg fik Lønnen til den Dag, Protesten begyndte, nemlig sidst i Oktober s. A., vilde jeg ikke kunne betale en Overretsprokurator for at møde. Altsaa søgte jeg om fri Proses, og henvendte mig til Præsten, Hr. Brøndsted i Ødum, om at give mig Attest om, at jeg er fattig. Hans Frue gav mig mange haarde Ord og den Besked, al jeg ikke skulde faa fri Proses, hvis hendes Mand kunde gjøre Noget derimod, og denne Resolution vedstod Præsten paa en Maade, som vistnok alvorllgt bør misbilliges, thi Embedserklæringer ere endnu farligere for Manges Fremtid end en noget fri Benyttelse af offentlige Blade. Præsten vilde ingen Attest give mig, "han ikke kjendte Noget til mig". To Mænd gave da Attest, og da Præsten skulde bekræfte deres Paalidelighed, benyttede han Lejligheden til at sige, es alene hvad der ej vedkom ham at yttre sig om, men en ligefrem Usandhed. Nu gav han ikke Attest om Mændenes Paalidelighed, men derimod om, at deres Udsagn, om at jeg var fattig, var overensstemmende med Sandhed, skjøndt han til ung erklærede, at dette var ham ubekjendt, og han tilføjede: at Bevillingen ej vilde være nødvendig for mit Udkomme i Fremtiden som Tyende, hvorimod den kun "vilde give mig lettere Lejlighed til endmere at fortrædige en Husbonde, der i flere Aar havde behandlet mig med megen Godhed, mere lom et Barn end som et Tyende". Med denne Attest maatte jeg sende mm Ansøgning ind, og jeg ved ikke, hvorledes det gaar med min Sag; men jeg ved, at denne Uret af Præsten er saa paafaldende, at den offenlig bør bebrejdes ham til Advarsel i Fremtiden. Min Husbonde var en Mand udenfor Bondestanden, men en Mand, som ofte har havt alvorlige Omstændigheder med sine Tjenestefolk, og en Mand, som vilde beholde ej alene min Løn for sidste Halvaar af Tjenesten, men ogsaa Størstedelen af den til Majdag forud, hvorved det blev ligefrem nødvendigt for mig at begynde Sagen, selv om jeg havde villet tie med Mishandlingen, og den sidste Del af Attesten er rentud Usandhed. Jeg var kommet fra Christrup 1 Aar og 16 Maaneder iforvejen, og blev brugt som enhver Tjenestedreng, navnligen til Kvæghyrde. Fra tidligere Tid kjendte Husbonden mig stil ikke. Jeg maa nu spørge, om en Tjenestekarls Vilkaar kunne taale at forringes til den Grav, og hans Løn forholdes ham fra November til Maj, at der, idet han stilles fra Husbonden saa Dage for næste November, gjøres Forsøg paa, ogsaa at fratage ham Lønnen for Halvaaret til November, og at han af en anset Præst, der er ukjendt baade med ham og med Sagen, faar den Tisgift til sine Uheld, at han har viist sig som et utaknemligt Barn, der bør standses i at fortrædige Husbonden? Skulde ikke den Mangel paa virkelig Hengivenhed hos Tjenestefolkene, som ofte bebrejdes disse, være en Frugt af saadan grov Partiskhed, og er del ikke godt, at den Tid er forbi, da Præsten i Skudsmaalsbøgerne fortalte sin Mening om ethvert Menneske i tjenende Stilling, som flyttede til en anden Menighed.

Røved, den 26de September 1852.
Lars Peter Møller Pedersen.

(Jyllands-Posten 29. september 1862).

14de og 9de Bataillon. (Efterskrift til Politivennen)

En lille affære betegner avisernes behandling af forholdene i Slesvig i 1862. Først en udlægning af et rent dansknationalistisk blad:

Fra Troppesamlingen kunne vi endnu meddele, at der Søndag Aften i Slesvig fandt et betydeligt Slagsmaal Sted mellem Dragoner og Infanterister af 14de Bataillon (Lauenborgere). Der vankede endog blodige Pander i den Grad, at et Par Mand maatte indlægges paa Sygestuen. - Et Par Dage i Forveien stode 9de og 14te Bataillon opstillede ved Siden af hinanden, og, medens der holdtes Hviil, sang Mandskabet af 9de Bataillon, der bestaaer af Nørrejyder, "Den tappre Landsoldat". Da Lauenborgerne hørte denne Sang, istemte de strax Oprørssangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen". Følgen var, at Commandenten for 14te Bataillon lod Mandskabet træde til Gevær og paa den Maade straffede det ved at berøve det Hviletiden, men som et Beviis paa hvorledes Dansken forhaanes, maa vi desværre tilføie, at 9de Bataillon blev straffet paa samme Maade, fordi de sang Landsoldatens Vise. Saaledes pleies Forsonligheden i 9de Bataillon! - Dersom det danske Folk ikke snart føler sig tilstrækkelig forhaanet og istand til at ryste det Aag af sine Skuldre, som et svagt Ministerium har tilladt Tydskerne at paaIægge det, saa maa det sove ganske forskrækkeligt.

(Middelfart Avis 26. september 1862).

- "Den tappre Landsoldat". Det fortælles i "Nord. Cour", at Folkene af 9de Infanteribatailion (Lauenburgere) paa deres Marsch gjennem Altona tilbage til Ratzeburg skulle have udsagt, at de den sidste Dag de opholdt sig i Slesvig, havde et storartet Slagsmaal med Dragonerne, og at to Mand bleve tilbage paa Hospitalet i Slesvig som Saarede, ligesom ogsaa Dragonerne havde Saarede. Om den samme Bataillon fortæller en Meddeler til "Fredericia Av.", at da i Torsdags den 9de Bataillons Mandskab (Jyder) under en Hviil morede sig med, blandt flere Fædrelandssange at synge "Den tappre Landsoldat", begyndte Nogle af Folkene i den ved Siden værende 14de Bataillon at svnge "Schleswigholstein meerumschlungen". Da Kommandeuren for den lauenburgske Bataillon, Oberst Hein, erfarede dette, lod han strax Bataillonen kalde i Gevær, i hvilken Stilling den maatte blive staaende den øvrige Tid af Rasten; men - 9de Bataillon blev ogsaa kaldt til Vaaben og maatte saaledes lide den samme Straf som Lauenburgerne. - "Denne Meddelelse - siger "Dagbladet" - lyder saa utrolig, at den i høi Grad trænger til nærmere Stadfæstelse. At en dansk Bataillon ved en dansk Leirsamling skulde straffes, fordi den sang den Sang, med hvilken Soldaten i sidste Krig uforsagt gik i Ilden for Fædrelandet, og som igjen vil lyde fra alle Soldaters Læber, naar det atter maatte fordres af dem, at de skulle gaae i Kamp - det er en dristigere Tanke end selv de meest glødende Forsonlighedsprædikanter nogensinde vilde kunne nære, og som end ikke vil kunne forklares deraf, at General de Meza var Øverstkommanderende. Dobbelt paafaldende vilde det være, om det skulde være forbudt Soldaten at synge denne Fædrelandssang, eftersom, til Slesvigholstenernes Ærgrelse, baade Hs. Maj. Kongen. Hs. Excellence Krigsministeren og Oberst Wilster have ladet den spille ved deres Middagsselskaber, og altsaa Exemplet er givet fraoven. Paa den anden Side synes det ogsaa paafaldende, at ingen anden Straf, end Berøvelsen af en Rast, tilkjendtes Soldater, som i den danske Uniform og under Vaaben tillode sig at synge Oprørssangen. Forhaabentlig vil der fremkomme fyldestgjørende Forklaringer om den gaadefulde Meddelelse, og vi opfordre specielt de to Batailloners Kommandører til at meddele saadanne Oplysninger, som kunne lede til en begrundet Dom over det Passerede."

(Thisted Amtsavis 29. september 1862).

"Landsoldaten" og Oprørssangen. Fra Major Nørager har "Dagbladets" Red. modtaget følgende Skrivelse: Hr. Redakteur! I "Dagbladets" Nr. 223 for Torsdagen den 25de ds. findes under Overskrift "Troppeøvelserne ved Dannevirke" blandt Andet omtalt en Beretning fra en Meddeler til "Fredericia Av.", i hvilken Anledning jeg tillader mig at udbede mig Plads i Deres ærede Blod for disse Linier.

Hverken jeg eller nogen Anden af Bataillonens Officerer har hørt, at Oprørssangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen" er bleven sungen ved den 14de Bataillon. Da jeg den nævnte Dag lod den 9de Bataillon træde under Gevær, var min eneste Bevæggrund dertil, at jeg efter Manoeuvrens Gang maatte vente hvert Øieblik at faae Ordre til at sætte mig i Bevægelse, hvilket ogsaa skete nogle faa Minuter efter, at Bataillonen var traadt an. At ville forbyde Soldaten at synge "Den tappre Landsoldat" eller endnu mere, at ville straffe ham for at have gjort det, kan sandelig Ingen finde mere fordømmeligt end jeg.

Rendsborg, den 27de September.

Ærbødigst

Nørager

Major ved 9de Inf.-Bat.

(Sjællands-Posten (Ringsted 30. september 1862) 

- Det er blevet fortalt, at den af Lauenborgere bestaaende 14de Batallion under en Rast paa en af Manøvredagene skal have istemt Oprørssangen "Scleswig-Holstein merumschlungen", medens den ved Siden af værende 9de Batallion (Jyder) sang "Den tappre Landsoldat", og at 9de Batallion maatte lide samme Straf som Lauenborgerne, idet ogsaa de bleve kaldte under Vaaben, i hvilken Stilling de maatte blive staaende den øvrige Tid af Rasten. "Dagbl. " har opfordret de vedkommende Batallionskommandører til at opklare Sammenhængen. En Indsender har imidlertid foreløbig paataget sig at oplyse Sagen. Da 9de Batallion, efter at have sunget flere Nationalsange, gav sig til at synge "Den tappre Landsoldat", saa man de tydsktalende Soldater af 14de Batallion springe op, 10 til 20 i samme Nu, 100 i mindre end et Par Minuter, og ivrig at samtale i større og mindre Grupper. Der hørtes ingen højrøstede Udtalelser, ingen Tendentsopfordringer, der kunde naa Officerernes Øren, men hele Bevægelsen havde noget i og for sig saa betegnende, at de to Batallionskommandører paa een Gang uden nogen fælles Aftale, men snarere som efter højere Ordre, lod deres Afdelinger træde til Gevær, hvorved naturligvis al Sang og al Bevægelse ophørte. Ti Minuter efter fik 14de Batallion Ordre til at rykke frem tiI Understøttelse for en Kavalleri-Attaque. Der maa, siger Indsenderen, nedlægges en bestemt Protest imod, at disse ti Minuter under Gevær skulde anses for Straf, enten for den ene eller den anden Afdeling. Det var alene en præventiv Forholdsregel, hvorved man undgik Uorden og derpaa følgende Straffe.

(Jyllands-Posten 3. oktober 1862).