Et Barns Død, foranlediget ved Udlevering af feilagtigt Lægemiddel. I Anledning af Meddelelsen i vort Numer for den 19de ds. med denne Overskrift have vi modtaget forskjellige Oplysninger, navnlig fra den farmaceutiske Examinand, der har udleveret det dræbende Lægemiddel. Af disse Oplysninger fremgaaer det, at den paagjældende Recept, hvad der ikke er ualmindeligt, navnlig med Fattigvæsensrecepter, var affattet særdeles skødesløst; der var navnlig derpaa ordineret en Formel, som aldeles ikke existerer i nogen Farmakopoe. nemlig Syrupus moschi orientalis, og denne Formel var, hvad der er udtrykkelig forbudt i Lovgivningen, abbrevieret saaledes Syrupus moschi or. Skriften var derhos Høi Grad utydelig, saa at Expedienten læste en i Farmakopoen bekjendt Formel Syrupus morphii acetici, og han skal have faaet Medhold i at læse Recepten paa denne Maade ikke alene af sine Kolleger i Apotheket, men ogsaa af flere ansete Apothekere og lægevidenskabelige Kapaciteter. Dertil kom, at Distriktslæge Storch, hvad der ogsaa udtrykkelig er forbudt i Lovgivningen, ikke havde forsynet Recepten med Signatur, saa at Expedienten ikke kunde se at Medicinen skulde bruges til et Barn, eller i hvor store Doses den skulde indtages; havde han kunnet se dette, vilde hans Opmærksomhed rimeligvis være bleven vakt, men efter Alt hvad der forelaa, og eftersom det, som bemærket, er kun altfor almindeligt, at der indløber skødesløst affattede Recepter, havde han ingen Anledning til at nære nogen Tvivl om at han udleverede et rigtigt Lægemiddel. Dagen efterat Ulykken var passeret, blev den anmeldt for Stadslægen, og denne saavelsom Sundhedskollegiet maa rimeligvis have antaget, at en væsentlig Del af Skylden for den, ja maaske den allervæsentligste, hviler paa Districtslæge Storch; thi de have foranlediget Justitssag anlagt saavel mod ham som mod Expedienten. Districtslæge Storchs Stilling til den hele Sag fremtræder iøvrigt efter de ikke faa Oplysninger, vi have modtaget, i et ejendommeligt Lys; han har fra Begyndelsen villet vælte hele Skylden over paa Expedienten og har endog villet paastaa, at denne havde forbyttet Flaskerne til to Recepter, den ene paa Morfin, den anden par Moskus, men denne Paastand har han senere i Expedientens Nærværelse maattet frafalde. Sagen er, som ovenfor omtalt, nu Gjenstand for en Retssag, og da den deri faldende Dom om føie Tid vil foreligge Offentligheden, vil det neppe vare længe, inden det vil komme til dennes Kundskab, hos hvem Skylden for den passerede Ulykke hovedsagelig er at søge.
(Dags-Telegraphen (København) 13. juni 1868).
De implicerede i sagen var barnet Elsine C. M. A. R, distriktslæge Storch og exam. pharm. Lorentzen.
Distriktslæge Oscar Paolo Samuel Storch (1833-1896) vandt 1857 en pris for en af Videnskabernes Selskab stillet opgave om guano. Han tog lægeeksamen 1858 og var de følgende år kandidat ved Almindeligt Hospital, 1861-62 læge ved Sygehjemmet og samtidig kirurgisk prosektor, 1862-65 reservemedikus ved Almindeligt Hospital og det nye Kommunehospital. Han var medredaktør af Hospitalstidende og 1864-65 læge ved den mediko-pneumatiske anstalt. I 1865 erhvervede han sig doktorgraden for en afhandling om den akute fosforforgiftning, foretog derpå med stipendium en studierejse og konkurrerede 1867 til det nye lektorat i retsmedicin og hygiejne hvor han vandt over den senere (1886-1897) stadslæge i København Just Adam Christian Tryde (1834-1904). Han flyttede i 1869 fra Fødselsstiftelsen til Nørrebro 11, stuen. 1868-70 var Storch distriktslæge på Nørrebro.
Sundhedskollegiet konkluderede at Storch ikke kunne frikendes for al skyld ved at have udstedt en uhjemlet formel der var ubekendt for farmaceuten, skærpet af en utydelig håndskrift og forkortet. Heroverfor burde ekspedienten ikke have udleveret medikamentet uden at være fuldkommen sikker på hvad der stod før han havde henvendt sig til en læge. Desuden var det kritisabelt at der ikke stod at det var til et barn. Udtalelsen overlod herefter fejlgrebene til øvrigheden.
I den efterfølgende sag blev stadslæge Schleisner bedt om en udtalelse. Han stillede tvivl ved dødsårsagen og mente ikke at nogen af de implicerede personer kunne have noget strafansvar. Sundhedskollegiet svarede at udtalelsen ikke var særlig klar, og han måtte komme med en uddybning. Materialet blev overbragt Kriminal- og Politiretten som efter en undersøgelse igen bad Sundhedskollegiet om en udtalelse ud fra dette, bl.a. forhørene. Den fremkom i januar 1869. Det omtalte materiale er gengivet i uddrag nedenfor:
Ved at fremsende Udskrift af et Forhør, der var optaget ved Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret til Oplysning om Barnet Elsine C. M. A. R.'s Død, foranlediget ved feilagtig udleveret Medicin fra Nørrebros Apothek, udbad Politidirektøren sig i 399, forinden Bestemmelse toges om, hvorvidt der maatte være Grund til Tiltale mod Dr. med., Distriktslæge Storch og Exam. pharm. Lorentzen eller mod Nogen af dem, for ved Uagtsomhed at være bleven Aarsag til det nævnte Barns Død, Kollegiets Yttringer over Sagen.
Under 29de Mai 1868 tilstillede Stadslæge, Justitsraad Schleisner Kollegiet følgende Skrivelse (266):
"Jeg undlader ikke herved at give Kollegiet Underretning om et beklageligt Tilfælde, som er indtruffet for Distriktslægen i 4de udenbys Distrikt, Dr. med. Storch. Ved at udfærdige en Recept paa en Moschussaft for et 14 Maaneder gammelt Barn blev denne Recept af Expedienten Lorentzen paa Nørrebros Apothek læst som Morphinsaft og expederet som saadan, hvorved Patienten døde efter den første Indgivt. Som det vil sees af den hosfølgende Recept, maa Misforstaaelsen fra Expedientens Side ansees for undskyldelig, saa meget mere som der blandt de af Lægerne brugte officinelle Formler ikke findes nogen Formel for Moschus-, men derimod for Morphinsaft (rigtignok med en fra den her brugte forskjellig Specialdosis), og jeg troer derfor neppe, at der kan være Tale om noget Strafansvar for Expedienten ligesaa lidt som for Lægen, og at navnlig ikke Straffelovens § 198 her kan finde nogen Anvendelse. Derimod kan man med Rette gjøre Lægen den Bebreidelse, at han ikke har forsynet sin Recept med Signatur, hvorved maaskee denne beklagelige Misforstaaelse vilde være bleven undgaaet, og jeg skal derfor bemærke, at, da jeg ved denne Leilighed er kommen til Kundskab om, at flere af Byens Distriktslæger have for Skik ikke at forsyne deres Fattig-Recepter med Signatur, har jeg i den Anledning draget Omsorg for, at der gjennem Magistratens 3die Afdeling er blevet udstedt et Cirkulære til samtlige Byens Distriktslæger, hvori denne Forpligtelse bliver dem indskjærpet.
Iøvrigt skal jeg ikke tilbageholde den Bemærkning, der fra Apothekernes Side hyppigt føres Klage over Lægernes skjødesløse Receptskrivning, en Uskik, der næsten synes at være i stadig Tiltagende, og jeg skal derfor henstille til Kollegiets nærmere Overveielse, hvorvidt der maatte være Anledning til at paalægge samtlige Læger at forordne alle Lægemidler, hvor Specialdosis er 2 Gran og derunder, paa magistrel Maade, uden Hensyn til de bestaaende Formler. Om der fremdeles maatte være Anledning til specielt at gjøre opmærksom paa Forvexlingen af Moschus med Morphinsaft, da en saadan, efter hvad der er blevet mig meddeelt, oftere skal være indtraadt, skal jeg ligeledes henstille."
Herpaa svarede Kollegiet Stadslægen under 17de Juni saaledes:
"I Anledning af Hr. Justitsraadens Skrivelse af 29de f. M., hvori De indberetter til Sundhedskollegiet et Forgiftningstilfælde, som er foranlediget derved, at der fra Nørrebros Apothek er udleveret Morphinsaft istedetfor Moschussaft, skal Sundhedskollegiet, ved at tilbagesende den Recept, hvorefter det omhandlede Middel er udleveret, herved underrette Dem om, at det under Behandlingen af en foreliggende almindelig Sag vil komme under Overveielse, hvilke Regler der ville være at indskjærpe til Iagttagelse ved Receptskrivning; men imidlertid maa Kollegiet bifalde det Skridt, De har foretaget til at paaminde Byens Distriktslæger om, at deres Fattigrecepter forsynes med Signatur.
Hvad selve det omhandlede Forgiftningstilfælde angaaer, da er det efter Deres Anmeldelse ikke klart for Kollegiet, at der ikke er Anledning til at foranledige Sag anlagt i Henhold til den almindelige borgerlige Straffelovs § 198."
Efter Modtagelsen af denne Kollegiets Skrivelse gjorde Stadslægen i Skrivelse af 20 de Juni Anmeldelse til Politidirektøren om det indtrufne Tilfælde. "Hvad denne Sags Realitet angaaer hedder det i denne Skrivelse da maa jeg udtale mig derhen, at jeg ikke skjønner, at der kan være Tale om noget egenligt Strafansvar, hverken for Expedienten eller Lægen. At Expedienten har læst syrupus moschi orientalis som syrupus morphii acetici, maa, som det vil fremgaae af den hoslagte Recept, ansees for undskyldeligt, og denne Feiltagelse er in casu saa meget mere forklarlig, som der blandt de af Lægerne brugte officinelle Formler ikke findes nogen Formel for Moschus-, men derimod for Morphinsaft, rigtignok med en fra den her brugte forskjellig Specialdosis. Hertil kan endnu føies, at Dr. Storch boer i Apothekets Gaard, saa at det maa antages, at Expedienten ikke har havt mindste Tvivl om Rigtigheden af sin Læsning, da han i modsat Fald let vilde kunne haye hentet den fornødne Oplysning hos Lægen. Hvad Udfærdigelsen af Recepten angaaer, da skjønner jeg ikke, at den er utydeligere affattet end de fleste af Lægerne udfærdigede Recepter. Vistnok vil man med Rette kunne gjøre Lægen den Bebreidelse, at han ikke har forsynet sin Recept med Signatur (Angivelse for Patienten om, hvor ofte det foreskrevne Middel skal bruges), da Expedienten maaskee derved vilde være kommen i Tvivl om Rigtigheden af sin Læsning; men i saa Henseende maa be mærkes, deels at Dr. Storch oftere har forskrevet Moschussaft uden Signatur, deels at Undladelsen af Signaturen ved et saa uskyldigt og mildt virkende Middel som Moschussaft vanskeligt kan betragtes som Tegn paa en uforsvarlig Uagtsomhed eller Skjødesløshed fra Lægens Side. Jeg skjønner saaledes ikke rettere, end at dette ulykkelige Tilfælde ene maa tilskrives en høist beklagelig Misforstaaelse. Næst at bemærke, at jeg, navnlig da jeg var kommen til Kundskab om, at Distriktlsægerne i Fattigpraxis meget ofte undlade at signere deres Recepter, heraf har taget Anledning til at udvirke, at der gjennem Magistratens 3die Afdeling er blevet udstedt et Cirkulære til samtlige Byens Distriktslæger, hvori denne Forpligtelse bliver dem indskjærpet, skal jeg derfor ganske henstille til Deres Høivelbaarenhed, hvorvidt det maatte ansees rigtigt, at der foretages videre i denne Sag."
Sagen blev derefter overgiven til Kriminal- og Politirettens Behandling, og ved de i denne Anledning optagne Forhør ere følgende nærmere Oplysninger i samme fremkomne. Da det 14 Maaneder gamle Pigebarn Elsine C. M. A. R. havde havt Kighoste i omtrent 4 Uger, lod Moderen i Begyndelsen af Mai Maaned 1868 Barnet tilsee af Distriktslægen i 4de udenbys Distrikt, Dr. med. O. Storch; Barnet fik en Brystsaft med Moschus, og efter 14 Dages Forløb var ifølge Moderens Forklaring Hosten ogsaa i Aftagende, da Dr. Storch den 22 de Mai skrev følgende Recept for det: "Rp. Syrup. moschi or. grij-3j d." Recepten blev sendt til Nørrebros Apothek, hvor Exam. pharm. Lorentzen, som expederede efter den, læste Ordene "moschi or." for "morphii ac." og udleverede en Saft med 2 Gran morphium aceticum. Ved Modtagelsen saae Moderen strax, at Medicinen denne Gang var forandret, idet Saften nu var ganske hvid, medens den tidligere havde været brun; men, da hun ved at smage paa den, fandt den "sød og behagelig", antog hun, at Lægen denne Gang havde ordineret Altheasaft. Kl. 934 Aften fik Barnet en Theeskeefuld af Saften, og det varede ikke længere end 2-3 Minuter, inden det faldt i en meget haard Søvn, som vedvarede hele Natten igjennem; da Moderen saae til det Kl. 3, var det dødt, efterat det en halv Time i Forveien endnu var befundet sovende. Hun underrettede derefter Lægen om det Passerede, og Kl. 8-9 indfandt han sig, besigtede Liget og bad om Resten af Saften, idet han sagde, at han vilde lade den undersøge paa Apotheket. Omtrent en Time efter kom han igjen og beroligede Moderen med den Forklaring, at Barnet ikke havde faaet anden Medicin end den, som det skulde have. Paa Forlangende gav han Konen en Dødsattest, hvorpaa som Dødsaarsag stod angivet: tussis convulsiva. Da Dødsaarsagen stod paa Latin, viste hun Dødsattesten til tvende navngivne Personer, og af deres Udtalelser synes hun at have fattet Mistanke om, at der var noget Galt med Hensyn til Barnets Død. Hun gik derfor igjen til Lægen og foreholdt ham Sagen, hvorefter han meddeelte hende, at Barnet var dødt ved Nydelsen af en feilagtig Medicin, idet Expedienten paa Apotheket ikke havde læst Recepten rigtigt. Han tog nu den først udstedte Dødsattest tilbage og udfærdigede en anden, hvorpaa som Dødsaarsag var anført "veneficium morphii". Saaledes ifølge Moderens Forklaring. Med Hensyn til Moderens Yttringer, at Barnet var bedre, da han den 22de Mai skrev den omhandlede Recept, har Dr. Storch bemærket, at efter hans Skjøn var dette ingenlunde Tilfældet, og at denne Omstændighed netop var Grunden til, at han forskrev en stærkere Medicin. Grunden, hvorfor han først sagde til Moderen, at Barnet ikke havde faaet urigtig Medicin, forklarer han at være den, at han efter Omstændighederne ansaae det for bedst, at hun ikke erfarede Sagens rette Sammenhæng, da dette, som Sagen nu engang stod, ikke vilde være hende til nogen Nytte. Han gav hende da Dødsattesten med tussis convulsiva som Dødsaarsag. Da hun derefter atter kom til ham, og han af hendes Yttringer kunde skjønne, at hun havde et Slags Forestilling om, at der var skeet en eller anden Feiltagelse, forklarede han hende Sagens virkelige Sammenhæng og udstedte nu den anden omtalte Dødsattest. Med Hensyn til Barnets Dødsaarsag har Dr. Storch bemærket, at, skjøndt Barnet var haardt angrebet af Kighoste, og det vilde være vanskeligt at sige, hvorvidt det kunde være blevet helbredet for denne Sygdom, saa nærer han dog ingen Tvivl om, at den nærmeste og umiddelbare Aarsag til Barnets Død har været Nydelsen af den Samme feilagtigt givne Medicin, hvorhos han har tilføiet, at der muligen ved Modmidler, indgivne det inden dets Død, med Held kunde være arbeidet mod Morphinens Virkning, ligesom ogsaa det ordinerede Qvantum, anvendt paa en Voxen, ikke vilde have havt dødelig Virkning. Hvad dernæst selve Receptens Affattelse angaaer, bemærker Dr. Storch, at Recepten er affattet med samme Haandskrift som hans øvrige Recepter, og at den ved Sammenligning vil findes at være ligesaa tydelig som, om ikke tydeligere end de fleste andre Recepter, hvorefter der dagligen expederes i Stadens Apotheker. Med Hensyn til, at der ikke blandt de officinelle Formler forekommer en Formel for syrupus moschi orientalis, bemærker han, at syrupus moschi sælges i Haandkjøb paa de fleste Apotheker, og at han selv faa Dage forinden netop fra Nørrebros Apothek har faaet expederet en Recept lydende paa syrupus moschi (hvorom Mere nedenunder). Naar han ikke har tilføiet nogen Signatur paa Recepten, da hidrører dette derfra, at han, da han blev Distriktslæge i Februar Maaned 1868, af Forskjellige af sine Kolleger hørte, at de ikke brugte at forsyne deres Recepter med Signatur, fordi de, som det rigtignok bagefter har viist sig, med Urette, antoge derved at spare Fattigvæsenet nogen Udgift, idet der nemlig paa Apothekerregningen foruden for selve Medicinen beregnes Betaling for Ombinding, Prop og Signatur. Han har derhos for sit eget Vedkommende anseet Signaturen for temmelig overflødig, i det mindste ligeover for den fattige Deel af Befolkningen, da denne vanskeligt kan læse, hvorimod han har lagt Vægt paa udførligen mundligt at instruere Vedkommende i saa Henseende. Exam. pharm. Lorentzen har forklaret, at han aldeles ikke nærede nogensomhelst Tvivl om, at det paa Recepten forskrevne Medikament var syrupus morphii acetici, idet han ikke kjender nogen Formel for syrupus moschi orientalis. Havde han næret nogensomhelst Tvivl, vilde han ikke have undladt at henvende sig enten til Apothekern eller efter Omstændighederne til Dr. Storch, som boer paa Apotheket. Han fremhæver, at han, hvis der havde været Signatur, lydende paa, hvor hyppigt Medicinen skulde tages, eller hvis der havde været antydet, at Lægemidlet var bestemt til et Barn, med Lethed vilde være bleven opmærksom paa sin Feiltagelse, og Ulykken saaledes være forebygget, og han anfører i Forbindelse hermed, at han for ikke længe siden netop ved Hjelp af Signaturen opdagede en Feilskrift paa en Recept og, ved at henvende sig til vedkommende Læge, fik Feilen rettet. Hertil har Dr. Storch bemærket, at, skjøndt han ikke vil modsige, at Signaturens Tilføielse undertiden kan være veiledende for Expedienten, saa er dette dog kun undtagelsesviis saa, og det er i alt Fald ikke sammes egenlige Hensigt. Der gives desuden, som han tilføier, en Maade at anføre Signaturen paa, der er meget gængse, og hvorefter den antydede Veiledning i ethvert Tilfælde aldeles vil mangle, nemlig naar det hedder "at bruge efter Aftale". Han bemærker derhos, at der paa Fattigvæsenets Recepter blot nævnes Navnet, uden at der tilføies Noget om Personens Alder eller deslige, med mindre Talen er om udøbte Børn, hvor Navnet af den Grund ikke kan anføres. Paa Anledning har Exam. pharm. Lorentzen derhos forklaret, at det forholder sig rigtigt, at der for Signatur, Prop og Ombinding, uden Hensyn til Lægemidlets Værdi, beregnes 212 ẞ, uden at der dog atter gjøres nogen Sondring mellem disse 3 Poster indbyrdes. Der fremlagdes i Retten en den 18de Mai af Dr. Storch skreven Recept paa Moschussaft (saaledes lydende: Rp. Syrup. moschi gr.ij-3j d.), efter hvilken der rigtigen var udleveret den forlangte Moschussaft. For saa vidt der paa denne Recept staaer "syrup. moschi" og ikke "syrup. moschi orient.", som paa den den 22de Mai udstedte, bemærker Dr. Storch, at dette er en ligegyldig Omstændighed, og at man snart tilføier, snart undlader at til. føie Ordet "orientalis" i Abbreviation. Med Hensyn til hin Recept har Lorentzen, der iøvrigt ikke er den, som har expederet efter den, forklaret, at, ligesom den er tydeligere skreven, saaledes vilde han vanskeligen kunne have expederet feil efter den, netop fordi den lyder paa syrup. moschi alene uden Tilføining af Abbreviationen "or.", idet han, selv om den havde været mindre tydeligt skreven, vanskeligen vilde have kunnet læse den som forskrivende syrupus morphii, da der nemlig ikke er nogen Formel, som lyder paa syrup. morphii alene, hvorimod Formlen er for syrupus morphii acetici. Det var nemlig det abbrevierede "orientalis" paa den omhandlede Recept af 22de Mai, der af ham blev læst som en Abbreviation for "acetici" og derved atter foranledigede ham til at læse det mindre tydeligt skrevne Ord moschi som morphii.
I Svarskrivelse til Politidirektøren af 24de September bemærkede Kollegiet:
"Ved de Kollegiet tilstillede ufuldstændige Oplysninger, hvorved der særlig findes Anledning til at beklage Mangelen af Obduktion af Barnets Lig, er det ikke fuldkomment godtgjort, at Barnets Død er bevirket ved den det indgivne Morphinsaft, om end Sandsynligheden taler derfor.
Med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvem Ansvaret for den skete Feiltagelse paahviler, skal Kollegiet anføre, at det var Lægens Hensigt at forskrive et ikke farligt Medikament; men denne Hensigt er udført paa en Maade, som i flere Henseender maa dadles: han har villet forskrive moschus orientalis blandet med en Syrup, og istedetfor, som han burde, at forskrive Moschus blandet i en bestemt angiven Syrup, har han forskreven Blandingen, som om der existerede en officinel Formel for den, hvilket ikke er Tilfældet; der findes ikke i nogen offenlig autoriseret eller almindeligt bekjendt privát Pharmakope nogen syrup. moschi orientalis. Det er bekjendt, at Apothekerne uden særlig Hjemmel, naar der i Haandkjøb forlanges "Moschussaft", udlevere Moschus tilsat en af dem selv valgt Saft, saa vidt vides Altheasyrup; om nu end Valget af Saften her i Regelen er ligegyldigt, saa er dog dette Forhold af flere Grunde en Uskik, som Lægen i sin Receptskrivning ikke bør følge, da han derved nøder Pharmaceuten til et saadant vilkaarligt Skjøn, som ellers ikke er ham tilladt.
Naar Lægen nu i nærværende Tilfælde har benyttet en Formel, som ikke har nogensomhelst Hjemmel, og som er ubekjendt for Pharmaceuten, og naar han derhos skriver denne saaledes abbrevieret og med saa utydelig Haandskrift, at den, hvad ikke kan benægtes, faaer nogen Lighed med en utydeligt skreven, Pharmaceuten bekjendt Formel, syrupus morphii acetici, saa kan Lægen neppe frikjendes for al Skyld i den skete Feiltagelse. Sees imidlertid hen til, at det Medikament morphium aceticum, som Pharmaceuten har meent at maatte læse paa Recepten, er af den Betydning, at han ikke bør udlevere det, naar han ikke er fuldkommen sikker paa, at det er det, som Recepten lyder paa, da er han sikkerlig heller ikke uden Skyld. Skriftens Utydelighed og den Omstændighed, at Recepten foreskriver gr.ij-3j, medens den formeentlig forskrevne Formel indeholder morphii acet. gr.j, syrupi sacchari 3iv, maatte gjøre ham meget tvivlraadig og bringe ham til ikke at udlevere et saa farligt Medikament, uden forinden at have henvendt sig til den ham bekjendte, i samme Hus boende. Læge; dog er det i saa Henseende uheldigt, at Lægen ei paa Recepten havde antydet, at det forskrevne Medikament var bestemt for et Barn, og hvorledes det skulde anvendes.
Det lader sig saaledes ikke nægte, at saavel Lægen som Pharmaceuten i denne Sag har ladet det mangle paa den fornødne Opmærksomhed; hvorvidt deres Feilgreb bør paatales af Øvrigheden, tilkommer det ikke Kollegiet at afgjøre."
I 560 fremsendte derefter Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret Ákterne i den mod Dr. med. Storch og Exam. pharm. C. Lorentzen nu anlagte Sag med Anmodning til Kollegiet om at afgive yderligere Erklæring over det i det sidst optagne Forhør (den 9de December) Fremkomne, og navnligen om og hvorvidt det kan ansees som sædvanemæssigt at benytte Abbreviationer i Recepter.
Efrerat Kollegiet i denne Sag havde afgivet sin Erklæring af 24de September til Politidirektøren, blev der beordret Sag anlagt mod de Paagjeldende. Under det sidst optagne Forhør fremlagdes følgende Skrivelse fra Stadslægen af 4de December: "I Skrivelse af 27de f. M. har Kriminal- og Politiretten forlangt min Erklæring angaaende den Uovereensstemmelse, der finder Sted mellem min af 20de Juni og den af det kgl. Sundhedskollegium af 24de September d. A. afgivne Betænkning angaaende Aarsagen til Barnet Elsine C. M. A. R.'s formeentlig ved feilagtig indgiven Medicin stedfundne Død. I den Anledning skal jeg ikke undlade at bemærke, at, for saa vidt det kgl. Sundhedskollegium har udtalt det som tvivlsomt eller i alt Fald som ikke fuldkomment godtgjort, at Barnets Død er bevirket ved den indgivne Morphinsaft, i hvilken Anledning Kollegiet beklager Mangelen paa foretagen Obduktion da skjønner jeg ikke rettere, end at det navnligen maa være Kollegiets Sag nærmere at motivere denne Udtalelse. For mig blev Sagen anmeldt som et Dødsfald, foranlediget ved den feilagtige Indgivelse af en Morphinsaft, og den behandlende Læge, Dr. med. Storch, yttrede ikke nogensomhelst Tvivl i saa Henseende med Hensyn til Dødsaarsagen. Til at lade foretage Obduktion var der saà meget mindre Anledning, som jeg efter Alt, hvad der forelaae, maatte ansee denne tilfældige Forgiftning som fremkaldt ved en høist beklagelig Misforstaaelse uden noget egenligt Strafansvar for nogen af de deri implicerede Personer, og som Sagen først blev indledet til retslig Undersøgelse ved min Skrivelse til Politidirektøren af 20de Juni, altsaa en Maaned efter Barnets Død. Hertil kan jeg endnu ikke undlade at føie den Bemærkning, at, saafremt den af det kgl. Sundhedskollegium opkastede Tvivl angaaende Aarsagen til Barnets Død er beføiet, da forekommer dette mig at være en yderligere Grund til, at man havde ladet denne Sag beroe ved de Oplysninger, som ved den foreløbige Politiundersøgelse vare blevne bragte tilveie."
Dr. Storch har, efter at være bleven gjort bekjendt med denne Stadslægens Skrivelse, udtalt, at han fremdeles maa fastholde sin tidligere yttrede Formening om Kausalitetsforholdet mellem Barnets Død og den Samme indgivne Morphinsaft. Han beder derhos endnu bemærket, at han efter sin Erfaring og Praxis har anseet Formlen syrupus moschi for at være fuldberettiget og forstaaelig, om den end ikke er officinel, ligesom der blandt Andet fra Christianshavns Apothek i Haandkjøb udleveres Medicin med Paaskrift "Syrupus moschi". Han beder ligeledes fremhævet, at han ikke har kjendt noget Lovbud eller nogen Praxis, hvorefter det skulde være nødvendigt at anføre Andet end Personens Navn, uden at der derimod er nogen Nødvendighed for at betegne den som Barn, end sige anføre dens Alder. Endelig have saavel han som Exam. pharm. Lorentzen bemærket, at efter deres Erfaring blive Abbreviationer hyppigt anvendte i Recepter.
Kollegiet erklærede derefter i Skrivelse af 12te Januar 1869:
«Kollegiet finder sig ikke foranlediget ved det i bemeldte Forhør Fremkomne til at forandre sin i Skrivelse til Politidirektøren af 24de Sept. f. A. udtalte Anskuelse saavel om Sagen i det Hele som om, hvorvidt Kausalforholdet mellem Barnets Død og den indgivne Morphinsaft er godtgjort. Det fremsatte Spørgsmaal, om og hvorvidt det kan ansees sædvansmæssigt at benytte Abbreviationer i Recepter, maa besvares derhen, at det vistnok er Sædvane at benytte Abbreviationer, dog ikke saaledes, at det kan medføre nogen Vanskelighed for Apothekeren at forstaae, hvad der menes."
(Det kongelige Sundhedskollegiums forhandlinger i aaret 1868, s. 95-106)
Sagen fik tilsyneladende ikke de store konsekvenser for Storch. Han var 1870-75 læge ved Københavns Amts sygehus, 1869-96 ved Ladegårdens sygeafdeling, 1873-79 ved Københavns Amts Ting- og Arresthus. 1871-74 var han censor ved lægeeksamen og virkede i et længere tidsrum som klinisk privatdocent med brystsygdommene som specialæmne. I 1874 blev Storch medlem af Sygehjemmets bestyrelse, 1882 meddirektør for lægernes enkekasse. I 1894 fik han professortitelen. I 1869 ægtede han Marie Félicité Louise Gamél, datter af grosserer Antoine Gamél. Han er begravet på Assistens Kirkegård.
