Pastor Christian Malta Müller. (Efterskrift til Politivennen).

Sognepræst 1856 (1854?)-1866 for Bjerring og Mammen menigheder i Viborg stift Christian Malta Müller (1818-1896) blev 9. marts 1866 beskikket til sognepræst for Kippinge og Brarup menigheder på Falster (Maribo Amt). 

At de Efterlevende føle sig smerteligt berørte, naar der over en nærbeslægtet Afdød udtales haarde og uretfærdige Domme, vil ikke sætte Nogen besynderligt eller uforstaaeligt; men naar Præsten nægter at holde Ligtale over en almindelig velseet Mand, hvis Karakteer ingensinde er plettet og hvis Levnet i Forhold til Alle, med hvem han kom i Berørelse, har været ustraffeligt, og denne Nægtelse motiveres blot ved, hvad han har hørt af een enkelt Mands løse Snak og skjæve Dom, samt ledsages af en fuldkommen Fordømmelse, et klart Udsagn om, at den Afdøde ikke kunde arve Guds Rige, saaledes som Pastor Müller i Kippinge nylig har gjort med Hensyn til min afdøde Broder, Niels Hansen i Brarup, saa vil Ingen finde det ubilligt, at Familien og jeg seer en dyb Krænkelse i saadan Adfærd at vi ansee Præsten for en haard, ubarmhjærtig Mand, naar han til den nærmeste Familie, midt i Sorgen over at miste Manden, Faderen og Broderen, komme med Ytringer om at ville udtale en saadan Fordømmelse ved Graven, hvis han skal holde Ligtale, og derfor helst ønsker sig fritaget, hvad vi ogsaa besluttede at lade ham være.

Jeg har for mig liggende en Erklæring, saalydende:

"Vi undertegnede Sognebeboere i Brarup og Kippinge Pastorat, der have kjendt nu afdøde Gaardeier Niels Johansen i Brarup, kunne overeensstemmende med Sandheden sige, at han altid har viist sig som en retskaffen og ordholdende Mand , at han var tjenstvillig, godhjertet og godgjørende mod de Fattige, samt at han var en god og brav Familiefader.

Dette fulgte ogsaa naturligt af hans Godmodighed og venlige Karakteer i det Hele" -

forsynet med Underskrift af 94 hæderlige og retsindige, ja jeg tør sige, de mest troværdige Mænd i hele Pastoratet, og overser dette Vidnesbyrd vil den enkelte Mands ubarmhjertige Dom være falden til Jorden, og hans Fordømmelse rammer kun hans eget Hovmod.

At Pastor Müller ved sin Adfærd tillige viser, at han selv ikke er lidenskabsløs, men endog benytter sin Præstevælde til Misbrug, der kan vække Forargelse, vil kunne eftervises i Kirkeritualets 9de Kapitel, hvor det paalægges ham, ikke at melde noget Usømmeligt om den Afdøde, Andre til Forargelse og de Paarørende til Beskjæmmelse, men, hedder det videre, "hvis sandt er og vitterligt i Menigheden, det maae de (Præsterne) med Maade og god Maneer beskedentlig udsige. Andre til Afsky og Advarsel".

Om det nu kan kaldes en beskeden og god Maneer, at anmode mig om at sige til Enken: "at han nok vilde holde Tale, men kun, naar han deri maatte udsige, at Fraadsere og Drankere ikke kunne arve Guds Rige, at den Afdøde var falden fra sin Gud i hans Sygdom, da han talede om Djævelen", vil jeg overlade til Andre end Pastor Müller al bedømme, idet jeg bemærker, at min Broder i sin Sygdom var bleven Forstanden berøvet, om af Drik eller andre Aarsager skal jeg ikke sige, men kun tilføie, at Ingen i Selskab med min afdøde Broder nogensinde er bleven fortrædiget, fordi han havde nydt Spiritus, og at aldrig Nogen for Præsten har ført Klage over, at han spiste eller drak formeget. Held den, der er saa selvretfærdig og reen, at han kan kaste den første Steen!

Men at Præsten ikke er sat til Doms over Menneskene og menneskelige Feil, er dog sikkert nok! thi der er kun een Dommer over os Alle, den Gud, der dømmer i større Langmodighed og Viisdom efter Alles Vilkaar og Leilighed, end det svage Menneske kan see og skjønne.

Gud hjælpe Enhver, der kommer under Pastor Müllers Domfældelse!

Alstrup, den 31te Juli 1869.

Jens Johansen.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 3. august 1869)

Uagtet det i Kirke- og Undervisningsministeriets Skrivelse af 29de Novbr, 1862 hedder, at misstemningen om, hvorvidt den nye Psalmebog bør indføres i en Menighed, saavidt muligt skal omfatte alle Huusfædre eller dem, der i disses Sted forestaae en Huusstand, har dog Pastor Müller i Kippinge ikke ladet os forespørge om vor Mening, ligesom vi have erfaret, at han ved sine udsendte Apostle, der skulde indsamle Underskrifter om Psalmebogens Indførelse, har advaret mod at henvende sig til os, som Modstandere deraf.

Den Maade, Hr. Pastor Müller har valgt, at udsende Bud fra Dør til Dør, hvor det kunde formodes, at han vilde faae et "Ja", men derimod at forbigaae de Mænd, hvor han ventede et "Nei" til den nye Psalmebogs Indførelse, synes temmelig vilkaarlig, og vi protestere mod en Adfærd, der synes at indeholde en Antydning om en Adsplittelse, og er vel skikket til al virke yderligere Adsplittelse i del kirkelige Liv og mellem de enkelte Lemmer af Menigheden.

Vi mene, at Afstemningen bør foregaae i et eller flere i Byerne berammet offentligt Møde, hvor de forskjellige Anskuelser kunne komme til Orde, saa at ikke just "de Døde i Aanden" eller dem, det er en ligegyldig Sag, hvilken af Psalmebøgerne. der indføres, og derfor uden videre Omtanke bifalde Præstens Ønske, skulle være de, ved hvis betydningsløse "Ja" en saadan Foranstaltning gjennemføres.

Vil Præsten ikke omgaaes paa offentlig Viis med sin Tankes Gjennemførelse og inden kort Tids Forløb sammenkalde Menighedens Beboere til et ordentligt Møde i Skolen eller andetsteds, da bede vi det ærede Sogneraad at tage Sagen i sin Haand og foranstalte en Tilkjendegivelse fra Sognebeboerne, hvoraf det syldigen kan sees, hvad Menigheden vil og mener om samme.

Alstrup, den 4de Januar 1871.

Ærbødigst

C. Madsen. H. P. Kappel, Gaardeiere.

Redaktionen af "Stubbekjøbing Avis" bedes at optage dette Inserat.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 5. januar 1871).

Der kan være tale om Indre Missions tillæg til salmebogen - som på linje med mange andre tillæg florerede på det tidspunkt. Termansen havde i 1869 foreslået i Rigsdagen at regeringen skulle give menighederne lov til at benytte selvvalgte tillæg. Stiftsprovst Rothe foreslog heroverfor at Roskilde-konventet skulle udarbejde et udførligt tillæg som kunne overflødiggøre underskoven af små. Efter et års tids betænkning nedsattes et udvalg. Dette fremlagde i 1872 et revideret tillæg som blev stadfæstet af regeringen i 1873.

Debatten om salmebogen fortsatte, se fx Lolland-Falsters Stifts-Tidende 21. januar 1871 og 16. marts 1871. V ed folketællingen i 1880 boede han stadig i Vester Kippinge præstegård. 

"Karens Minde": Lystgaarden 1856-1879. (Efterskrift til Politivennen)

Lises Minde skiftede formentlig navn til Karens Minde i 1856, da grosserer og vinhandler Jacob Arnkiel købte ejendommen. Som den foregående ejer boede han det meste af året  i København og brugte gården som lystgård, mens en forpagte og landbrugskyndig drev gården til daglig. Familiens bibel fortæller at Jacob Arnkiels mormor Karen Wancher (født Schmidt) som døde i 1841. Måske blev hun foreviget ved at lægge navn til gården. 

Mandagmorgen, den 4de Juni, döde min kjære Hustru, Christiane Clementine, födt Arends, 21 Aar gammel. Jacob Arnkiel. (Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 8. juni 1860).

I 1865 solgte familien solgte gården for 10.000 rigsdaler. Måske fordi han købte en anden gård:

Landeiendomssalg. I Valby har, efter Flvp., Gaardeier Rasm. Christensen solgt sin Gaard Matr. Nr. 4 af Hartkorn 8 Tdr. 6 Skpr. 1 Fdkr. 1/4 Alb., til Grosserer Jacob Arnkiel for 24,000 Rd. I Kjøbet medfulgte den indavlede Sæd, Besætning og Inventar. Sælgeren kjøbte Eiendommen i Juli for 23,000 Rd. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 10. november 1865). 

Dags-Telegraphen (København) 23. juli 1869 meddelte at gaardeier, fhv. vinhandler Jacob Arnkiel havde solgt denne ejendom til Ole Hansen for 27,000 Rd. 23. august 1870 var der skifte i boet efter den afdøde vinhandler og gårdejer Jacob Arnkiel. 

Den nye ejer af Karens Minde fra 1865 var Haagen Valdemar Mathiesen. Han var cand. jur. kammerherre og oberst. Haagen Valdemar var gift med Agnes Hedvig (1815-?). Begge var født i Christiania (Oslo). Mathiesen havde været officer i Krigen 1848-1851 og Krigen 1864. 

Oberst Haagen Valdemar Mathiesen er født i Kistiania den 17. April 1812. Efter at være bleven Kadet den 7. Januar 1829 tog han Aaret efter Officersexamen og udnævntes 19. December 1830 til Sekondløitnant. Han blev den 1. Mai 1831 ansat til Tjeneste ved det sjællandske, senere første Jægerkorps, ved hvilken Afdeling han med en ganske kort Afbrydelse forblev til sidst i 1849, ogsaa efter Udnævnelsen til Premierløitnant den 26. August 1840. Med 1. Jægerkorps rykkede han i Felten 1848 og deltog t Fægtningen ved Bov, i Træfningen ved Ekernførde den 19. April samt i Slaget ved Slesvig, hvor han førte Korpsets første Kompagni i den hidsige Kamp om Annettenhöhe. I Fægtningen l Sundeved den 28. Mai havde Jægerkorpset atter en haard Dyst at bestaa, i hvilken Mathiesen, som Dagen forinden var udnævnt til Kaptain, deltog, ligesom han ogsaa var med ved Dybbøl den 5. Juni. Under Kongens Besøg paa Als udnævntes han til Ridder af Dannebrog (den 13. September). I 1849 var Kaptain Mathiesen med i Fægtningerne ved Kolding den 20. og 23. April og deltog dernæst i General Ryes Tilbagetog gjennem Jylland. I Slutningen af 1849 ansattes han som Stabschef ved 3. Reserve-Brigade, i hvilken Egenskab han dellog i Felttoget 1850. Allerede den 25. Juli 1851 udnævntes han til Dannebrogsmand og 2 Aar senere, den 20. Oktober, ansattes han i Generalstaben, ved hvilken han blev Major den 29. September 1859. I Mai 1861 fortsattes han tilbage til Fodfolket som Tjenestegjørende hos dettes Generalinspektør, indtil han den 1. Oktober 1863 kom til Tjeneste ved 3. Infanteriregiment. Som Kommandør for dette deltog han i Forsvaret af Dybbøl og Als, udnævntes til Oberstløitnant den 28. April 1864 og blev Kommendør af Dannebrog den 15. August s. A. Ved Aarets Slutning (den 19. December) fik han sin Afsked med Oberst Karakter.

(Nationaltidende 19. december 1880).

Haagen Mathiesen havde kommandoen over 3. infanteriregiment som major og regimentskommandant under slaget ved Dybbøl 18. april 1864. Hans rapport ligger på internettet. Regimentet stod i reserve ved Alssundbroen. Her skulle de forsvare brohovederne til Als. Regimentet trådte under gevær kl. 11, på det tidspunkt var 2., 20. og 22. infanteriregiment på retræte. Fra kl. 1 rykkede de over broen til Als.

Måske skete købet på grund af det landlige præg. Dog så tæt på byen at Haagen Mathiesen kunne passe sit daglige arbejde der. Måske blev gården som under den tidligere ejer drevet af en landbrugskyndig forpagter. Parret solgte Karens Minde i 1870. 

Mathiesen fejrede december 1890 sit 60 års officersjubilæum.

Nekrolog. Generalmajor Haagen Valdemar Mathiesen, som efter et kort Sygeleie den 25. ds. afgik ved Døden i Roskilde, var født den 17. April 1812 i Kristiania, hvor hans Fader var Generalkrigskommissær. Han blev Kadet 7. Januar 1829, tog Aaret efter Officersexamen og udnævntes den 1. Mai 1831 til Sekondløjtnant a la suite ved sjællandske Jægerkorps, med Aldersorden fra 19. December 1830. Først i Marts 1333 kom han i Nummer ved sin Afdeling, fik Premierløitnants Karakter 28. Juni 1840 og selve Graden den 1. Juli 1842, idet Korpset da var omdøbt til 2. Jægerkorps, hvorfra han dog i Oktober 1843 blev forsat til l. Jægerkorps. Med denne Afdeling drog Mathiesen 1848 i Felten og fik Leilighed til særlig at udmærke sig under Kampen ved Bov, Fægtningen ved Eckernførde den 19. April, Slaget ved Slesvig Kampene ved Nybøl og Dybbøl, saa at han, som den 27. Maj var forfremmet til Kaptajn af 2. Klasse, modtog Ridderkorset af Kong Frederik VIL under dennes Besøg paa Als den 13. September.

I det næste Aars Felttog var Mathiesen med ved Kolding den 20. ag 28. April og ved Ryes Tilbagetog gjennem Jylland. Den 31. Juli blev han Kaptajn af 1. Klasse og 3, December s. A. Stabschef ved 8 Infanteribrigade (senere 3. Reserve Brigade), I hvilken Stilling han deltog i Kampene ved Helligbæk og Solbro, hvorefter han erholdt Sølvkorset den 25. Juli 1851;  i Foraaret 1852 var han en kort Tid ansat ved 4 Jægerkorps. I Oktober 1853 blev han forsat til Generalstaben, fik Majors Karakter den 2. April 1854 og ansattes 1. September som Stabschef ved 1. Generalkommando, samt den 10. November s. A. som Stabschef ved 1. Generalkommando. Fra November 1856 til August 1857 var han til Raadighed for Krigsministeren, og ansattes 1. April 1860 til Tjeneste hos Generalinspektøren for Fodfolket. Den 1. Oktober 1863 blev han Kommandør for 3. Batl. (senere 3. Inf. Regiment) og førte dette med Hæder i Felttoget 1864, idet han deltog i Forsvaret af Dybbøl og Als og forstod at haandhæve en god Disciplin. Forfremmedes ogsaa 28 April til Oberstløjtnant, kommanderede i Juli Maaned 2. Infanteri-Brigade og hædredes den 15. August med Kommandørkorset af Dannebrog af 2 Grad. Det vakte derfor med Rette megen Forbavselse da han den 19. December 1864 afskedigedes af Krigstjenesten med Obersts Karakter. Grunden hertil var vistnok den, at Krigsminister Hansen ikke yndede ham. Ti Aar senere traadte han atter ind i Hæren som Chef for 32. Bataillon og varetog denne Stilling, indtil han paa Grund af Alder afskedigedes den 5. Maj 1877. Hans tidligere Fortjenester fandt ogsaa saamegen Paaskjønnelse, at han den 19. December 1890 erholdt Kommandørkorset af 1. Grad, medens han den 14. Maj 1892 erholdt et Afskedspatent som Generalmajor. Mathiesen havde desuden mange andre Interesser, fra Oktober 1844 til Juni 1845 opholdt han sig i Neapel hvor han foretog geologiske Sludter. I 1846 beordredes han af Kong Christian VIII paa en videnskabelig Expedition til Island ombord paa Briggen "St. Croix" i Anledning af Heklas Udbrud det foregaaende Aar. Fra denne Rejse medbragte han en betydelig Samling, som findes paa det geologisk-mineralogiske Museum i Kjøbenhavn.

Ogsaa som Forfatter har M. udfoldet en ikke ringe Virksomhed baade paa Dansk og paa fremmede Sprog.

(Nationaltidende 27. februar 1897).

Han blev begravet på Roskilde (hvor han boede) ny kirkegård. Sønnen var overlærer i Roskilde. 

De nye ejere fra 1870 var brødrene og murermestrene Vilhelm og Johan G. Køhler der havde murermesterfirmaet J. G. & Vilh. Køhler. De var i gang med at anlægge det store Frederiksholm Teglværk som gik i funktion fra 1873. Købet af Karens Minde skete nok fordi de ønskede at sætte sig på al jord omkring teglværket så andre forretningsfolk ikke skulle gøre det. 

J. C. og Vilh. Køhler fik i 1881 10 års eneret til at bygge og lade bygge den af dem angivne ringovn til brænding af almindelige og finere lervarer, mursted, glasserede lervarer, kalk og cement ved gas eller direkte indfyring af almindeligt brændselsmateriale. Efter at have fundet ud af at der hverken var kalk eller ler i undergrunden, solgte brødrene i 1879 Karens Minde.

Kun en enkelt bygning fra deres og tidligere ejeres tid eksisterer stadig, se nedenstående foto.

Den eneste bygning, der er tilbage fra det gamle Lises Minde/Karens Minde er dette gamle anneks, der i 1990’erne blev sat i stand. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Vold i Politiretten. (Efterskrift til Politivennen)

 Kjøbenhavns offentlige Politiret.

1ste Afdeling, Assessor Nyholm.

Mandagen den 26de Juli.

- - -

- Arbeidsmændene Niels Jacobsen og Conrad Petersen havde været stærkere end Samson, saaledes hed en Matros paa det amerikanske Udvandrerskib. Istedenfor at paakalde sin Skytshelgen, "San Jago de Cuba", raabte denne paa Politiet, og de to Mænd maatte nu betale 1 Rd. 

- - -

- Arbeidsmand Ernst Lands gik i sine stille Tanker paa Vesterfælledvei, glædende sig ved sit snarlige Møde med sin Forlovede, da han pludselig mødte en Md. Jensen, der efter hans Forklaring skulde have tituleret ham med "Laban" og "Sjouer". Han løftede da Haanden, og paa en uforklarlig Maade faldt hun herved pludselig til Jorden. Eiler Md. Jensens Forklaring var hun med to Veninder kommen fta Fabriken, hvor hun arbejdede, og mødte Lands. der, da han gik forbi, sagde "Godaften, Md. Jensen!" idet han ledsagede" denne Hilsen med et ordentligt Dunk i Md. Jensens Hoved, saa at hun derved gik i Jorden og hendes Veninde "tog" over paa den anden Side af Veien. Han fortsatte Dunkningen af Md. Jensen, hvorved hendes Straahat og et Par Ørenringe gik i Løbet. For dem vilde Md. Jensen have 1 Rd., og saa vil hun desuden have, at Lands stal betale Sagens Omkostninger til Fattigkassen. Vidnerne enige med Md. Jensens Opfattelse og at hun slet ikke havde udskældt Lands, og denne maatte derfor af med en Femdalerseddel foruden Erstatningen. 

- Arbeidsmand Jul. Aug. Jørgensen sig fornærmet af en Kollega og fandt det at afgjort Sagen med at drille ham "Skalle". Retten fandt den Afgjørelse bedre, at han herfor bødede 2 Rd.

- - -

(Dags-Telegraphen (København) 27. juli 1869. Uddrag)

Caroline Marie Hansen. (Efterskrift til Politivennen)

Tyveri og Bedrageri. Arrestantinden Caroline Marie Hansen, Tollesens Hustru - der er 32 Aar gammel og tidligere straffet, senest i Aaret 1858 med  Forbedringshuusarbeide i 18 Maaneder - blev under en af Criminal- og Politiretten den 10de September paakjendt Actionssag nu dømt til Forbedringshuusarbeide i 5 Aar som skyldig i 3 Tyverier samt i Bedrageri, idet hun, efter at have i sidstafvigte Juli Maaned leiet et meubleret Værelse af en Magazinbetjent, har uden dennes Vidende og Villie pantsat nogle af de til Værclsets Meublering hcnhørende, til 11 Rd. vurderede Gjenstandc.

(Flyveposten 25. september 1861).

Tyveri. En Politibetjent, der i Febr. d A. en Dag opholdt sig paa Hjørnet af Naboløs og Gammelstrand, bemærkede et Fruentimmer, der ilede ind ad en Port i Snaregade I det Samme kom en as Assistentshusets Kontorpersonale og fortalte, at Fruentimret havde villet pantsætte nogle stjaalne Fruentimmerklæder. Huset blev nu eftersøgt, og hun fandtes flinkt i en Krog paa Loftet. Det viste sig, at hun var den tidligere med Forbedringshusarbeide straffede Caroline Marie Hansen, Tollesens Hustru; hun havde indfundet sig paa Assistentshuset for at pantsatte nogle Fruentimmerklæder, men da den Jomfru, til hvem hun henvendte sig, fattede Mistanke om, at Tøiet var Noget, hvorom der var gjort Anmeldelse, sammen lignede hun det med en Prøve, og Fruentimret blev forskrækket herover og løb sin Vei. Der blev nu anlagt Sag imod Arrestantinden, og hun vedgik, at hun en Eftermiddag havde begivet sig op i et Sted paa Nørrebrogade, hvor hun paa Kvisten med en falsk Nøgle aabnede et aflaaset Værelse, hvori der stod et Klædeskab. Af dette udtog hun en Del Fruentimmertøi, som hun skjulte i en gammel Slobrok, der hang paa Væggen; ovenpaa Skabet fandt hun ligeledes el Par Brunels Støvler, og det Hele beløb sig til en Værdi af 10 Rd. 5 Mk. Hun forlod derefter Værelset, begav sig hjem med Kosterne og skjulte Tyveriet for sin Mand. To Dage efter pantsatte hun en Kjole og brugte Pengene til Brændevin, men da hun derefter forsøgte at pantsatte en anden Kjole og et Skjørt, foranledigede dette hendes Anholdelse. Arrestantinden forandrede senere sin Forklaring derhen, at hun ikke havde begivet sig ind i Kamret for at stjale, men paastod, at hun den Dag var i høi Grad beruset, og for at undgaa den Skam at vise sig i denne Tilstand paa Gaden og for sin Mand gik hun ind i det nærmeste Hus for at finde et eller andet Sted, hvor hun kunde opholde sig, indtil Rusen var gaaet over; først da hun var kommen ind i Værelset, opstod Tanken om at stjæle hos hende. Retten sandt imidlertid ikke Anledning til at tillægge denne sidste Forklaring nogen Betydning og idømte hende Tugthusarbeide i 3 Aar.

(Dagens Nyheder 12. juni 1869).

“Caroline Marie Hansen, Tollesens Kone; str: oftere, navnlig idømt 3 Aars Tugth: 1869 for Tyveri med falsk Nøgle i Beboelsesleiligheder. – See mist: Prot: C 245.” [1872]. Genealogisk Forlag.

Et Udvandrerhotel. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn er i denne Sommer blevet en Hovedplads for Udvandringen til Amerika, idet det Kontingent, som Norden stiller til Befolkningen af den nye Verden hinsides Atlanterhavet, for Størstedelen gaaer over Kjøbenhavn. Der forløber næsten ingen Uge, i hvilken de herværende Udvandringsagenter ikke befordre hele Skibsladninger af Udvandrere, især til England, og ved Ordningen af den direkte Dampskibsforbindelse to Gange maanedlig mellem Kjøbenhavn og New-York er Trafiken bleven forøget i en betydelig Grad. Virkningerne heraf spores allerede; man kan derfor ogsaa jævnlig i Byens Gader møde Skarer af de let kjendelige Udvandrere, især Svenske, og navnlig i Nyhavn og paa St. Annæplads sees disse i stor Mængde udenfor Indgangene til de forskjellige Udvandringsagenters Kontorer, der befinde sig der. Det er derfor heller ikke mere end rimeligt, at Kjøbenhavn nu i Lighed med de andre større Hovedpladser for Udvandringen har faatt sit Udvandrerhotel. Et Besøg i dette er vel Umagen værd for den, der interesserer sig for at erfare, hvorledes Udvandrerne tilbringe de sidste Dage paa Landjorden, førend de begive sig ud paa den lange Reise over Atlanterhavet.

Udvandrerhotellet er beliggende paa Hjørnet af St. Annæplads og Amaliegade i det fordum grevelige Palais, der nu er leiet af Udvandringsagent Bølle, som har indrettet el Par Etager deri til Bolig for Udvandrere. Det er let at finde derhen; thi man kan altid være sikker paa at træffe en Flok af disse udenfor den aabentstaaende Port, og man behøver blot at se ind i Gaarden for at være vis paa, at maa er paa det rette Sted. De Fysiognomier og Klædedragter, man iagtager her, vidne tydelig om, at de tilhøre Folk, som have forberedt sig til en lang Reise. Nogle Smaahandlende og Kagekoner mene dog, at ikke alle Forberedelserne ere afsluttede, og søge med Opbydelsen af alle deres Talegaver at paanøde Udvandrerne deres Varer.

I Værelserne paa 1ste Sal minder man levende om Mellemdækket paa et Udvandrerskib, kun med den Forskjel, at her ikke er fuldt saa overlæsset, men langt mere lyst og højt til Loftet, skjøndt dette Sidste ikke forhindrer, at her findes en meget slet Atmosfære, som er en nødvendig Følge af Forholdene. Langs Væggene er der opslaaet numererede Køier i to Etager, hver til to Personer, og i disse, der ere opfyldte af alle mulige Gjenstande, saasom Seng- og Gangklæder, Rejseposer, Vadsække osv., finder man Værelsets Beboere henslængte sovende, læsende, rygende eller skrivende og indtagende alle mulige og umulige Stillinger. Fysiognomierne og Klædedragterne tyde paa, at Størstedelen af de henved 400 Beboere, Hotellet rummer, ere Svenske. Her sidder en ung svensk Pige og læser andægtig i sin Psalmebog, medens en Karl ved Siden af hende er ifærd med at affatte sin første Epistel til Hjemmet; at det just ikke falder ham let seer man af de lange Pavser, han hvert Øieblik gjør, medens han med et fortvivlet Udtryk i Ansigtet tygger paa Penneskaftet og tørrer Sveddraaberne af Panden. Midt paa Gulvet staaer en Gruppe af ældre Mænd, dampende af deres korte Piber eller rygende en Cigar, i en alvorlig Samtale om det nye Land og om dens Forhaabninger ved Ankomsten dertil. Paa andre Steder ligge smaa Børn, boltrende sig i Sengene, og af og til opfører en lille Skrighals en Koncert, til hvis Diskant de Sovendes dybe Snorken danner Bassen. Forresten er Gulvet naturligvis opfyldt med Sengesteder og Udvandrernes Kister og Kasser, hvorpaa disse, blandt hvilke der findes Mænd og Kvinder i alle Aldere, bivuakere spisende, drikkende, rygende. Nogle med Hænderne i Skjødet, stirrende ud for sig, Andre i fortrolig Samtale med deres Slægt og Kammerater. Blikspande og andre Redskaber ligge henslængte rundt omkring i Vindueskarmene.

Det gamle grevelige Hotel har saaledes i betydelig Grad skiftet Udseende, og dets tidligere Beboere vilde vist undre sig i høi Grad, hvis de kunde se, hvem deres Efterfølgere ere. Billedet af en af de fordums Beboere hænger endnu i et af Værelserne, Side om Side med over national heroes, en Samling Portræter af Mænd, der have udmærket sig i Kampen mellem Nord- og Sydstaterne, og Kort over Amerika, Lister over Dampskibsruter osv. Der er et broget Virvar her i disse Sale, men det danske Udvandrerhotel kan dog nok maale sig med flere af de fremmede, f. Ex. "Zum grossen Auswandererhaus" i Hamborg, hvor de danske Arbeidere skulde bo paa Veien ttl Pariserudstillingen - sørgelig Ihukommelse.

(Dags-Telegraphen (København) 10. juni 1869)

Hjørnet af Amaliegade og Sankt Annæ Plads (det andet hjørne har en lignende bygning). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ejendommen var købt i foråret 1869 af ritmester Allan Dahl og lejet ud til udvandringsagent Bølle. Han engagerede håndværkere til på kort tid at omdanne den store bygning.