Borgervæbningen og Gadetumult i Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Aalborg skrives i Gaars-Nr. af "Aalbp.": Vi havde her igaar Aftes et afskyeligt Spektakel med Opløb og Slagsmaal mellem menige Soldater og Byens Lære- og Gadedrenge. Den nærmeste Anledning hertil var, at det ved Borgercorpsets Indrykning i Byen i Fredags Aftes var kommet til Sammenstød i Trængslen mellem nogle menige Soldater og nogle Læredrenge, hvorved der mellem disse faldt Skjældsord og tillige ubehagelige Haandgribeligheder. Det skulde nu hævnes fra begge Sider igaar Aftes efter Borgercorpsets Parade, og begge Parter mødte mandsstærke paa Exerceerpladsen, hvorfra de først deeltoge i Folkeforlystelsen at drage med Corpset gjennem Gaderne. Da dette var traadt af paa Vestergade, strømmede Modstanderne i store Skarer op paa Allegade, hvor de strax spærrede al Passage i den nærmest tilstødende Deel af Gaden. En Tidlang gik det her med Hujen og Piben fra Drengenes Side, engang imellem afbrudt af et lille Slagsmaal hist og her, dog altid efter Angreb fra Drengene. Politiet kom nu tilstede; men Fuldmægtigen, som ingen Assistance havde hos sig, blev strax overvældet og kastet til Jorden, hvorved han endog fik et, dog kun ubetydeligt Knivstik i Skulderen. Der kom derefter endelig et Par Patrouiller tilstede, som efterhaanden fik Masserne splittede ad; men endnu en Timestid, efter at Spektaklen var begyndt, kunde en enkelt Soldat ikke gaae paa Gaden, uden at blive omringet af Drengene, som han enten maatte flygte for eller indlade sig i Slagsmaal med, for at slippe løs, forsaavidt han ikke var saa heldig at faae Assistance fra voxne civile Folk.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 25. august 1869)

Optøier. Aalborg, den 24de Aug. (Abvst.) Vi havde her igaar Aftes et afskyeligt Spektakel med Opløb og Slagsmaal mellem menige Soldater og Byens Lære- og Gadedrenge. Den nærmeste Anledning hertil var, at det ved Borgerkorpsets Indrykning i Byen i Fredags Aftes var kommet til Sammenstød i Trængslen mellem nogle menige Soldater og nogle Læredrenge, hvorved der mellem disse faldt Skjældsord og tillige ubehagelige Haandgribeligheder. Det skulde nu hævnes fra begge Sider igaar Aftes efter Borgerkorpsets Parade, og begge Parter mødte mandstærke paa Exercerpladsen, hvorfra de først deltoge i Folkeforlystelsen at drage med Korpset gjennem Gaderne. Da dette var traadt af paa Vestergade, strømmede Modstanderne i store Skarer op paa Allgade, hvor de strax spærrede al Passage i den nærmest tilstødende Del af Gaden. En Tidlang gik det her med Hujen og Piben fra Drengenes Side, engang imellem afbrudt af et lille Slagsmaal hist og her, dog altid efter Angreb fra Drengene; Politiet kom nu tilstede, men Fuldmægtigen, som ingen Assistance havde hos sig, blev strax overvældet og kastet til Jorden, hvorved han endog fik et, dog kun ubetydeligt Knivstik i Skulderen; der kom derefter endelig et Par Patrouiller tilstede, som efterhaanden fik Masserne splittede at, men endnu 1 Times Tid efterat Spektaklet var begyndt, kunde en enkelt Soldat ikke gaae paa Gaden uden at blive omringet af Drengene, som han enten maatte flygte for eller indlade sig i Slagsmaal med for at slippe løs, forsaavidt han ikke var saa heldig at faae Assistance fra voxne civile Folk. Det Hele var et Høist uhyggeligt Optrin, og det kunde dog saa let have været undgaaet, dersom en eller anden Befalingsmand, som var Vidne til Opløbet, strax havde faaet Militæret til at gaae hver til Sit. Hvad dog uden stort Besvær maatte kunne have været opnaaet. Hovedaarsagen, skulle vi indrømme, maa søges hos den uvorne Gadeungdom, som vi plages med heri Byen fremfor alle andre Steder.

(Thisted Amtsavis 26. august 1869).

Udsigt fra Østeraagade i Aalborg. Tegnet af E. Schwanenflügel. Illustreret Tidende 566, 1870.

Aalborg, den 27de August.

Der er nu ogsaa for Aalborgs Vedkommende Udsigt til en tidsvarende Ophævelse af Borgervæbningen. Medens i Horsens og Aarhuus Byraadet have taget Initiativet i denne Sag, er her Justitsministeriet kommet Randet i Forkjøbet, idet det under 18de ds. har tilskrevet Stiftamtet saaledes: "Efter at det ved Lov om Værnepligt af 6te Marts d. A. § 47 er blevet fastsat, at Tjeneste i Kjøbstædernes Borgervæbninger eller Politiecorps - med de midlertidige Undtagelser, der indeholdes i § 3 - ikke kan affordres Nogen, der hører til Forstærkningen, kan Ministeriet ikke ansee det for rigtigt, at de endnu i enkelte af de større Kjøbstæder bestaaende Borgervæbninger opretholdes, og Ministeriet er derfor sindet at nedlægge allerunderd. Forestilling om Ophævelse af Borgervæbningerne i Odense, Aalborg, Randers, Aarhuus og Horsens - dog saaledes, at der i Forbindelse med disse Kjøbstæders Brandcorps af det ældre i Linien og Forstærkningen udtjente Mandskab oprettes mindre Politieafdelinger samt en Ophævelse af de i disse Kjøbstæder værende Borgervæbningsfond som saadanne og deres Henlæggelse under Brandfonden" osv.

- Forinden Ministeriet foretager Videre i anførte Henseende har det imidlertid villet give vedkommende Byraad Leilighed til at yttre sig i Sagen, som saaledes nu forelægger til Erklæring her. Det kan vel ikke være Tvivl underkastet, at ogsaa Aalborg Byraad vil afgive et Votum, der kan fremme den hurtigst mulige Afskaffelse af en Institution, der er lige saa byrdefuld for dens Medlemmer som den er uden al Betydning i militair Henseende, medens Politiet efter den tilsigtede nye Ordnings Ikrafttræden vil faae en Medhjælp, der ikke alene i Ildebrandstilfælde, men ogsaa ved mange andre Lejligheder vil kunne bidrage til Opretholdelse af Orden, som det - hvor som her, Politiets Mandskab er yderst utilstrækkeligt, men Politiet iøvrigt, trods alle hadefulde Angreb, er lige saa godt som i de fleste andre Provindsbyer - i mange Tilfælde er umuligt at tilvejebringe uden Assistance af respectable Indvaanere, som langt lettere finde Gehør ligeoverfor Spektakelmagere end Militairpatrouiller, - der sædvanligt kun irritere Stemningen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. august 1869)

Gadeptøierne i Aalborg. "Aalborgposten" har fra Politifuldmægtig Johnsen modtaget en skrivelse i Anledning af sin Meddelelse om Optøierne. Det hedder bl. A. i denne Skrivelse: "Jeg blev ikke nogensinde denne Aften "overvældet og kastet til Jorden"; derimod er holdt jeg en enkelt Gang, da jeg ved et opstaaende Slagsmaal rev de stridende Parter fra hinanden, et Par mindre blide Skub af nogle haandfaste Jenser som ilede en Kammerat til Hjælp. Det af Avisen berørte Knivstik opdagede jeg først imorges ved at set en lille Rift i min Frakke, og jeg veed kun at have omtalt det i Spøg, da jeg hørte, at det Rygte gik her i Byen, at jeg var baaren blødende bort fra Valpladsen. Det forholder sig neppe rigtigt, at endnu en Times Tid, efterat Spektaklerne vare begyndte, kunde en enkelt Soldat ikke gaae paa Gaden uden at blive overfalden af Drengene. Da det var lykkedes Politiet omtrent ½ Time, efterat Borgervæbningen var aftraadt, ved Hjælp af Militairpatrouiller at jage de sammenflokkede Soldater adsplittede, patrouilleredc det i længere Tid i de Gader, hvor Optøierne havde været, uden at blive Vidne til noget saadant Overfald. Nogle halvvoxne Drenge samlede sig vel udenfor Dramatiken paa Algaden, men da en enkelt af dem var bleven anholdt, fulgte hele Sværmen i nogen Frastand med ned til Arresthuset, hvor den, da Ingen havde Lyst til at gjøre Kammeraten Følgeskab, hurtigt skiltes ad".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. august 1869)

Ordningen for købstædernes vedkommende blev ophævet i 1873, i København dog først i 1909. Omfattet var borgere som havde ret til at drive borgerlig næring, dvs. ikke tjenestefolk og håndværkersvende.

Byrådet i Aalborg behandlede den 30 august 1869 en skrivelse fra justitsministeriet om en udtalelse om borgervæbningens ophævelse, og udvalget udtalte at det anså ophævelsen for tidssvarende og særdeles hensigtsmæssige. Erklæringen blev tiltrådt af overbrandinspektøren og tiltrådt med akklamation af byrådet.

Efter en studie af Bern. Middelboe: Parti af Østeraagade i Aalborg. Illustreret Tidende nr. 552, 1870.

Pastor Christian Malta Müller. (Efterskrift til Politivennen).

Sognepræst 1856 (1854?)-1866 for Bjerring og Mammen menigheder i Viborg stift Christian Malta Müller (1818-1896) blev 9. marts 1866 beskikket til sognepræst for Kippinge og Brarup menigheder på Falster (Maribo Amt). 

At de Efterlevende føle sig smerteligt berørte, naar der over en nærbeslægtet Afdød udtales haarde og uretfærdige Domme, vil ikke sætte Nogen besynderligt eller uforstaaeligt; men naar Præsten nægter at holde Ligtale over en almindelig velseet Mand, hvis Karakteer ingensinde er plettet og hvis Levnet i Forhold til Alle, med hvem han kom i Berørelse, har været ustraffeligt, og denne Nægtelse motiveres blot ved, hvad han har hørt af een enkelt Mands løse Snak og skjæve Dom, samt ledsages af en fuldkommen Fordømmelse, et klart Udsagn om, at den Afdøde ikke kunde arve Guds Rige, saaledes som Pastor Müller i Kippinge nylig har gjort med Hensyn til min afdøde Broder, Niels Hansen i Brarup, saa vil Ingen finde det ubilligt, at Familien og jeg seer en dyb Krænkelse i saadan Adfærd at vi ansee Præsten for en haard, ubarmhjærtig Mand, naar han til den nærmeste Familie, midt i Sorgen over at miste Manden, Faderen og Broderen, komme med Ytringer om at ville udtale en saadan Fordømmelse ved Graven, hvis han skal holde Ligtale, og derfor helst ønsker sig fritaget, hvad vi ogsaa besluttede at lade ham være.

Jeg har for mig liggende en Erklæring, saalydende:

"Vi undertegnede Sognebeboere i Brarup og Kippinge Pastorat, der have kjendt nu afdøde Gaardeier Niels Johansen i Brarup, kunne overeensstemmende med Sandheden sige, at han altid har viist sig som en retskaffen og ordholdende Mand , at han var tjenstvillig, godhjertet og godgjørende mod de Fattige, samt at han var en god og brav Familiefader.

Dette fulgte ogsaa naturligt af hans Godmodighed og venlige Karakteer i det Hele" -

forsynet med Underskrift af 94 hæderlige og retsindige, ja jeg tør sige, de mest troværdige Mænd i hele Pastoratet, og overser dette Vidnesbyrd vil den enkelte Mands ubarmhjertige Dom være falden til Jorden, og hans Fordømmelse rammer kun hans eget Hovmod.

At Pastor Müller ved sin Adfærd tillige viser, at han selv ikke er lidenskabsløs, men endog benytter sin Præstevælde til Misbrug, der kan vække Forargelse, vil kunne eftervises i Kirkeritualets 9de Kapitel, hvor det paalægges ham, ikke at melde noget Usømmeligt om den Afdøde, Andre til Forargelse og de Paarørende til Beskjæmmelse, men, hedder det videre, "hvis sandt er og vitterligt i Menigheden, det maae de (Præsterne) med Maade og god Maneer beskedentlig udsige. Andre til Afsky og Advarsel".

Om det nu kan kaldes en beskeden og god Maneer, at anmode mig om at sige til Enken: "at han nok vilde holde Tale, men kun, naar han deri maatte udsige, at Fraadsere og Drankere ikke kunne arve Guds Rige, at den Afdøde var falden fra sin Gud i hans Sygdom, da han talede om Djævelen", vil jeg overlade til Andre end Pastor Müller al bedømme, idet jeg bemærker, at min Broder i sin Sygdom var bleven Forstanden berøvet, om af Drik eller andre Aarsager skal jeg ikke sige, men kun tilføie, at Ingen i Selskab med min afdøde Broder nogensinde er bleven fortrædiget, fordi han havde nydt Spiritus, og at aldrig Nogen for Præsten har ført Klage over, at han spiste eller drak formeget. Held den, der er saa selvretfærdig og reen, at han kan kaste den første Steen!

Men at Præsten ikke er sat til Doms over Menneskene og menneskelige Feil, er dog sikkert nok! thi der er kun een Dommer over os Alle, den Gud, der dømmer i større Langmodighed og Viisdom efter Alles Vilkaar og Leilighed, end det svage Menneske kan see og skjønne.

Gud hjælpe Enhver, der kommer under Pastor Müllers Domfældelse!

Alstrup, den 31te Juli 1869.

Jens Johansen.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 3. august 1869)

Uagtet det i Kirke- og Undervisningsministeriets Skrivelse af 29de Novbr, 1862 hedder, at misstemningen om, hvorvidt den nye Psalmebog bør indføres i en Menighed, saavidt muligt skal omfatte alle Huusfædre eller dem, der i disses Sted forestaae en Huusstand, har dog Pastor Müller i Kippinge ikke ladet os forespørge om vor Mening, ligesom vi have erfaret, at han ved sine udsendte Apostle, der skulde indsamle Underskrifter om Psalmebogens Indførelse, har advaret mod at henvende sig til os, som Modstandere deraf.

Den Maade, Hr. Pastor Müller har valgt, at udsende Bud fra Dør til Dør, hvor det kunde formodes, at han vilde faae et "Ja", men derimod at forbigaae de Mænd, hvor han ventede et "Nei" til den nye Psalmebogs Indførelse, synes temmelig vilkaarlig, og vi protestere mod en Adfærd, der synes at indeholde en Antydning om en Adsplittelse, og er vel skikket til al virke yderligere Adsplittelse i del kirkelige Liv og mellem de enkelte Lemmer af Menigheden.

Vi mene, at Afstemningen bør foregaae i et eller flere i Byerne berammet offentligt Møde, hvor de forskjellige Anskuelser kunne komme til Orde, saa at ikke just "de Døde i Aanden" eller dem, det er en ligegyldig Sag, hvilken af Psalmebøgerne. der indføres, og derfor uden videre Omtanke bifalde Præstens Ønske, skulle være de, ved hvis betydningsløse "Ja" en saadan Foranstaltning gjennemføres.

Vil Præsten ikke omgaaes paa offentlig Viis med sin Tankes Gjennemførelse og inden kort Tids Forløb sammenkalde Menighedens Beboere til et ordentligt Møde i Skolen eller andetsteds, da bede vi det ærede Sogneraad at tage Sagen i sin Haand og foranstalte en Tilkjendegivelse fra Sognebeboerne, hvoraf det syldigen kan sees, hvad Menigheden vil og mener om samme.

Alstrup, den 4de Januar 1871.

Ærbødigst

C. Madsen. H. P. Kappel, Gaardeiere.

Redaktionen af "Stubbekjøbing Avis" bedes at optage dette Inserat.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 5. januar 1871).

Der kan være tale om Indre Missions tillæg til salmebogen - som på linje med mange andre tillæg florerede på det tidspunkt. Termansen havde i 1869 foreslået i Rigsdagen at regeringen skulle give menighederne lov til at benytte selvvalgte tillæg. Stiftsprovst Rothe foreslog heroverfor at Roskilde-konventet skulle udarbejde et udførligt tillæg som kunne overflødiggøre underskoven af små. Efter et års tids betænkning nedsattes et udvalg. Dette fremlagde i 1872 et revideret tillæg som blev stadfæstet af regeringen i 1873.

Debatten om salmebogen fortsatte, se fx Lolland-Falsters Stifts-Tidende 21. januar 1871 og 16. marts 1871. V ed folketællingen i 1880 boede han stadig i Vester Kippinge præstegård. 

Vold i Politiretten. (Efterskrift til Politivennen)

 Kjøbenhavns offentlige Politiret.

1ste Afdeling, Assessor Nyholm.

Mandagen den 26de Juli.

- - -

- Arbeidsmændene Niels Jacobsen og Conrad Petersen havde været stærkere end Samson, saaledes hed en Matros paa det amerikanske Udvandrerskib. Istedenfor at paakalde sin Skytshelgen, "San Jago de Cuba", raabte denne paa Politiet, og de to Mænd maatte nu betale 1 Rd. 

- - -

- Arbeidsmand Ernst Lands gik i sine stille Tanker paa Vesterfælledvei, glædende sig ved sit snarlige Møde med sin Forlovede, da han pludselig mødte en Md. Jensen, der efter hans Forklaring skulde have tituleret ham med "Laban" og "Sjouer". Han løftede da Haanden, og paa en uforklarlig Maade faldt hun herved pludselig til Jorden. Eiler Md. Jensens Forklaring var hun med to Veninder kommen fta Fabriken, hvor hun arbejdede, og mødte Lands. der, da han gik forbi, sagde "Godaften, Md. Jensen!" idet han ledsagede" denne Hilsen med et ordentligt Dunk i Md. Jensens Hoved, saa at hun derved gik i Jorden og hendes Veninde "tog" over paa den anden Side af Veien. Han fortsatte Dunkningen af Md. Jensen, hvorved hendes Straahat og et Par Ørenringe gik i Løbet. For dem vilde Md. Jensen have 1 Rd., og saa vil hun desuden have, at Lands stal betale Sagens Omkostninger til Fattigkassen. Vidnerne enige med Md. Jensens Opfattelse og at hun slet ikke havde udskældt Lands, og denne maatte derfor af med en Femdalerseddel foruden Erstatningen. 

- Arbeidsmand Jul. Aug. Jørgensen sig fornærmet af en Kollega og fandt det at afgjort Sagen med at drille ham "Skalle". Retten fandt den Afgjørelse bedre, at han herfor bødede 2 Rd.

- - -

(Dags-Telegraphen (København) 27. juli 1869. Uddrag)

Caroline Marie Hansen. (Efterskrift til Politivennen)

Tyveri og Bedrageri. Arrestantinden Caroline Marie Hansen, Tollesens Hustru - der er 32 Aar gammel og tidligere straffet, senest i Aaret 1858 med  Forbedringshuusarbeide i 18 Maaneder - blev under en af Criminal- og Politiretten den 10de September paakjendt Actionssag nu dømt til Forbedringshuusarbeide i 5 Aar som skyldig i 3 Tyverier samt i Bedrageri, idet hun, efter at have i sidstafvigte Juli Maaned leiet et meubleret Værelse af en Magazinbetjent, har uden dennes Vidende og Villie pantsat nogle af de til Værclsets Meublering hcnhørende, til 11 Rd. vurderede Gjenstandc.

(Flyveposten 25. september 1861).

Tyveri. En Politibetjent, der i Febr. d A. en Dag opholdt sig paa Hjørnet af Naboløs og Gammelstrand, bemærkede et Fruentimmer, der ilede ind ad en Port i Snaregade I det Samme kom en as Assistentshusets Kontorpersonale og fortalte, at Fruentimret havde villet pantsætte nogle stjaalne Fruentimmerklæder. Huset blev nu eftersøgt, og hun fandtes flinkt i en Krog paa Loftet. Det viste sig, at hun var den tidligere med Forbedringshusarbeide straffede Caroline Marie Hansen, Tollesens Hustru; hun havde indfundet sig paa Assistentshuset for at pantsatte nogle Fruentimmerklæder, men da den Jomfru, til hvem hun henvendte sig, fattede Mistanke om, at Tøiet var Noget, hvorom der var gjort Anmeldelse, sammen lignede hun det med en Prøve, og Fruentimret blev forskrækket herover og løb sin Vei. Der blev nu anlagt Sag imod Arrestantinden, og hun vedgik, at hun en Eftermiddag havde begivet sig op i et Sted paa Nørrebrogade, hvor hun paa Kvisten med en falsk Nøgle aabnede et aflaaset Værelse, hvori der stod et Klædeskab. Af dette udtog hun en Del Fruentimmertøi, som hun skjulte i en gammel Slobrok, der hang paa Væggen; ovenpaa Skabet fandt hun ligeledes el Par Brunels Støvler, og det Hele beløb sig til en Værdi af 10 Rd. 5 Mk. Hun forlod derefter Værelset, begav sig hjem med Kosterne og skjulte Tyveriet for sin Mand. To Dage efter pantsatte hun en Kjole og brugte Pengene til Brændevin, men da hun derefter forsøgte at pantsatte en anden Kjole og et Skjørt, foranledigede dette hendes Anholdelse. Arrestantinden forandrede senere sin Forklaring derhen, at hun ikke havde begivet sig ind i Kamret for at stjale, men paastod, at hun den Dag var i høi Grad beruset, og for at undgaa den Skam at vise sig i denne Tilstand paa Gaden og for sin Mand gik hun ind i det nærmeste Hus for at finde et eller andet Sted, hvor hun kunde opholde sig, indtil Rusen var gaaet over; først da hun var kommen ind i Værelset, opstod Tanken om at stjæle hos hende. Retten sandt imidlertid ikke Anledning til at tillægge denne sidste Forklaring nogen Betydning og idømte hende Tugthusarbeide i 3 Aar.

(Dagens Nyheder 12. juni 1869).

“Caroline Marie Hansen, Tollesens Kone; str: oftere, navnlig idømt 3 Aars Tugth: 1869 for Tyveri med falsk Nøgle i Beboelsesleiligheder. – See mist: Prot: C 245.” [1872]. Genealogisk Forlag.

Et Udvandrerhotel. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn er i denne Sommer blevet en Hovedplads for Udvandringen til Amerika, idet det Kontingent, som Norden stiller til Befolkningen af den nye Verden hinsides Atlanterhavet, for Størstedelen gaaer over Kjøbenhavn. Der forløber næsten ingen Uge, i hvilken de herværende Udvandringsagenter ikke befordre hele Skibsladninger af Udvandrere, især til England, og ved Ordningen af den direkte Dampskibsforbindelse to Gange maanedlig mellem Kjøbenhavn og New-York er Trafiken bleven forøget i en betydelig Grad. Virkningerne heraf spores allerede; man kan derfor ogsaa jævnlig i Byens Gader møde Skarer af de let kjendelige Udvandrere, især Svenske, og navnlig i Nyhavn og paa St. Annæplads sees disse i stor Mængde udenfor Indgangene til de forskjellige Udvandringsagenters Kontorer, der befinde sig der. Det er derfor heller ikke mere end rimeligt, at Kjøbenhavn nu i Lighed med de andre større Hovedpladser for Udvandringen har faatt sit Udvandrerhotel. Et Besøg i dette er vel Umagen værd for den, der interesserer sig for at erfare, hvorledes Udvandrerne tilbringe de sidste Dage paa Landjorden, førend de begive sig ud paa den lange Reise over Atlanterhavet.

Udvandrerhotellet er beliggende paa Hjørnet af St. Annæplads og Amaliegade i det fordum grevelige Palais, der nu er leiet af Udvandringsagent Bølle, som har indrettet el Par Etager deri til Bolig for Udvandrere. Det er let at finde derhen; thi man kan altid være sikker paa at træffe en Flok af disse udenfor den aabentstaaende Port, og man behøver blot at se ind i Gaarden for at være vis paa, at maa er paa det rette Sted. De Fysiognomier og Klædedragter, man iagtager her, vidne tydelig om, at de tilhøre Folk, som have forberedt sig til en lang Reise. Nogle Smaahandlende og Kagekoner mene dog, at ikke alle Forberedelserne ere afsluttede, og søge med Opbydelsen af alle deres Talegaver at paanøde Udvandrerne deres Varer.

I Værelserne paa 1ste Sal minder man levende om Mellemdækket paa et Udvandrerskib, kun med den Forskjel, at her ikke er fuldt saa overlæsset, men langt mere lyst og højt til Loftet, skjøndt dette Sidste ikke forhindrer, at her findes en meget slet Atmosfære, som er en nødvendig Følge af Forholdene. Langs Væggene er der opslaaet numererede Køier i to Etager, hver til to Personer, og i disse, der ere opfyldte af alle mulige Gjenstande, saasom Seng- og Gangklæder, Rejseposer, Vadsække osv., finder man Værelsets Beboere henslængte sovende, læsende, rygende eller skrivende og indtagende alle mulige og umulige Stillinger. Fysiognomierne og Klædedragterne tyde paa, at Størstedelen af de henved 400 Beboere, Hotellet rummer, ere Svenske. Her sidder en ung svensk Pige og læser andægtig i sin Psalmebog, medens en Karl ved Siden af hende er ifærd med at affatte sin første Epistel til Hjemmet; at det just ikke falder ham let seer man af de lange Pavser, han hvert Øieblik gjør, medens han med et fortvivlet Udtryk i Ansigtet tygger paa Penneskaftet og tørrer Sveddraaberne af Panden. Midt paa Gulvet staaer en Gruppe af ældre Mænd, dampende af deres korte Piber eller rygende en Cigar, i en alvorlig Samtale om det nye Land og om dens Forhaabninger ved Ankomsten dertil. Paa andre Steder ligge smaa Børn, boltrende sig i Sengene, og af og til opfører en lille Skrighals en Koncert, til hvis Diskant de Sovendes dybe Snorken danner Bassen. Forresten er Gulvet naturligvis opfyldt med Sengesteder og Udvandrernes Kister og Kasser, hvorpaa disse, blandt hvilke der findes Mænd og Kvinder i alle Aldere, bivuakere spisende, drikkende, rygende. Nogle med Hænderne i Skjødet, stirrende ud for sig, Andre i fortrolig Samtale med deres Slægt og Kammerater. Blikspande og andre Redskaber ligge henslængte rundt omkring i Vindueskarmene.

Det gamle grevelige Hotel har saaledes i betydelig Grad skiftet Udseende, og dets tidligere Beboere vilde vist undre sig i høi Grad, hvis de kunde se, hvem deres Efterfølgere ere. Billedet af en af de fordums Beboere hænger endnu i et af Værelserne, Side om Side med over national heroes, en Samling Portræter af Mænd, der have udmærket sig i Kampen mellem Nord- og Sydstaterne, og Kort over Amerika, Lister over Dampskibsruter osv. Der er et broget Virvar her i disse Sale, men det danske Udvandrerhotel kan dog nok maale sig med flere af de fremmede, f. Ex. "Zum grossen Auswandererhaus" i Hamborg, hvor de danske Arbeidere skulde bo paa Veien ttl Pariserudstillingen - sørgelig Ihukommelse.

(Dags-Telegraphen (København) 10. juni 1869)

Hjørnet af Amaliegade og Sankt Annæ Plads (det andet hjørne har en lignende bygning). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ejendommen var købt i foråret 1869 af ritmester Allan Dahl og lejet ud til udvandringsagent Bølle. Han engagerede håndværkere til på kort tid at omdanne den store bygning.