I dette sidste Aftener er der blevet holdt Foredrag i Localet i Kirkestræde, og iaften gjentager Hr. Geleff, "paa Opfordring" sit i Randers og Aalborg og ved Tilbagekomsten fra Jylland her holdte Foredrag. - I Fredags Aftes talte Hr. L. F. Zimmermann "om Midlerne til at forbedre Kvindens Stilling". Det havde ikke været hans Hensigt at holde mere end eet Foredrag over dette Emne, men da han fra forskellige Sider af flere Damer, der ikke havde hørt hans første Foredrag derover, forrige Torsdag, var blevet opfordret til endnu engang at udtale sig derom maatte han naturligviis imødekomme et saadant Ønske. Gaaende ud fra, at vi af Historien lære, hvorledes de Folkefærd, som tilsidesætte og nedværdige Kvinden, gaae deres egen Tilintetgjørelse imøde, og at Manden virkede for sig selv, naar han virkede til Kvindens physiske og moralske bedst mulige Udvikling, da hun var den opvoxende Slægts, den vordende Mands første Opdragerinde og Læremester, gjentog han i Hovedpunkterne det samme Foredrag som forrige Gang, i Fredags, dog en Deel mere udarbejdet og afrundet. Han udtalte sig navnlig mere udførligt om de kvindelige Arbejderes nu saa sørgelige Stilling og Midlerne til at forbedre den. Tjenestepigerne behandledes ofte af Herskaberne mere som Slaver og Lænkehunde end som frie Mennesker. En Forandring i den bestaaende Tyendelov kunde væsentlig bidrage til en Forbedring af disse Forhold. Kunde Tjenestepigen ligesom den mandlige Arbeider i Almindelighed til enhver Tid forlade sin Tjeneste, naar hun var utilfreds med sit Herskab, vilde allerede meget være vundet, da Herskabet da vist vilde vogte mere paa sig selv og den Maade, hvorpaa det behandlede sit Tyende, for ikke at udsætte sig for at miste en ellers flink og dygtig Pige. Bedre end de Anbefalinger, der, som en Omgaaen af Bestemmelsen om at intet Skudsmaal maa meddeles i Skudsmaalsbogen, nu næsten altid forlanges af den Tjenestesøgende, vilde de være, at indrømme Herskabet Ret til strax at afskedige den Tjenestepige, som ikke tilfredsstillende kunde udføre den Gjerning, hun havde paataget sig. En fast Arbeidstid kunde og burde ogsaa indføres for Tjenestepigerne, saa at de fik en bestemt daglig Fritid for sig selv.
Endnu sørgeligere end Tjenestepigerne vare Sypigerne og Arbeidskonerne stillede. Efter Symaskinernes Indførelse kunde selv en flink Syerske kun tjene fra 9 indtil høist 16 Mk. om Ugen, og Enhver maatte indsee, at det var aldeles utilstrækkeligt til at leve af. De Koner, som gik ud for at vaske og gjøre reent, fik for en Arbeidstid af stundom 17 Timer - 3 Mk. og Kosten, og den var ofte principmæssig daarlig nok. Men for disse to Klasser af kvindelige Arbeidere kunde der vistnok opnaaes en betydelig Forbedring, naar de gjorde Skrue. Det var ikke saa let fra Udlandet at forskrive et Par Hundrede Sypiger, og det vilde vel næsten være umuligt at skaffe Arbeidskoner derfra. Vilde disse Arbeidersker derfor slutte sig fast og ærligt sammen og udsætte sig for et Par Dage maaskee at maatte lide lidt mere end end sædvanlig, saa var det hans Overbeviisning, at de maatte kunne sætte en forbedret Arbeidstaxt igjmnem.
De Fabriker, der beskjæftige kvindelige Arbeidere fordømte han aldeles, da de, i Regelen slet kontrollerede af Fabrikherrerne, vare Arnestederne for al Slags Fordærvelse og Ødelæggelse baade physisk og moralsk.
Hvad Kvindens politiske Rettigheder angik, da gjentog og fastholdt han, skjøndt han forleden rigtignok havde "faaet over Nakken af "Berl. Tid." derfor", at Kvinden i samme Udstrækning som Manden burde være ikke blot valgberettiget, men ogsaa valgbar til Rigsdagen, hvor hun vist vilde forstaae at udfylde sin Plads bedre end Fleertallet af vore Rigsdagsmænd. Og da Kvinden efter vore forkeerte Forhold jo i Reglen kun faaer sit Arbejde, selv om det er ligesaagodt, ja bedre end Mandens, halvt betalt mod denne, vilde det vel ogsaa blive Tilfældet i Rigsdagen; og det var dog en stor Gevinst at "kunne have to dygtige Rigsdagskoner til samme Priis som een daarlig Rigsdagsmand".
Hvad endelig Ægteskabet angaaer, da fremhævede han atter stærkt det ønskelige i en Forandring i Bestemmelserne om Skilsmisse og opstillede ogsaa den Fordring, at Forældrenes Samtykke til Indgaaelsen af Ægtestab skulde være unødvendigt.
Til Opnaaelsen af disse Forbedringer i Kvindens Kaar og Stilling burde vi Alle virke af al Evne og Magt; men Kvinden burde og kunde selv deeltage i Kampen. Han troede, at Kvinderne ved at slutte sig til "Internationale" vilde fremme deres Sag betydeligt, og han anbefalede derfor alle Damer, der deelte hans i Foredraget udviklede Anskuelser, at følge ham ogsaa i dette Punkt. Det var ikke hans Mening, at Damerne skulde indtræde som Medlemmer her i Foreningen; nei, de kunde danne en egen Afdeling af "Internationale". Han tiltroede sig ikke Indsigt eller Evne nok til selv at bringe denne Tanke til Udførelse; men bleve Damerne først enige om at danne en saadan Afdeling af "Internationale" med egne Sectioner for de forskjellige Klasser af Arbeidersker osv., saa vilde der let findes baade dygtige Organisatorer og Ledere. Han anbefalede indtrængende sit Forslag til Overveielse og Drøftelse. Hermed sluttede han sit egentlige, ofte med stærkt Bifald lønnede Foredrag.
Han benyttede derefter Leiligheden til at udtale, at den Spaltning, som efter Bladenes Referater havde hersket i Foreningen og truet med at spænge den, var aldeles forsvunden. Paa et Møde i Onsdagaftes var man kommen til fuldstændig Enighed om de Par i Virkeligheden aldeles ubetydelige Punkter, hvorom der havde hersket nogen Meningsforskjel, og de samlede Sectionsformænd havde givet den nuværende Bestyrelse et absolut Tillidsvotum, bekræftet med deres Æresord. Betydelig eller betydende havde Spaltningen aldrig været; det var kun Bladene, der atter en Myg til en Elephant; og det var denne Gang "Berl. Tid.", der bar Prisen i denne Henseende. Navnlig overgik dens Meddelelse om, hvad der var passeret paa Medlemmernes Møde om Løverdagen efter Geleffs Foredrag Alt, hvad der hidtil var præsteret i denne Retning. "Berl. Tid." brugte nemlig den Trafik, at den ikke som de andre Blade nøiedes med at sende en bekjendt Referent til de offentlige Møder; nei, den havde indsmuglet en Person som Medlem i Foreningen, hvorved han fik Ret til ogsaa at deeltage i de private Møder, som han saaledes strax gjorde til Gjenstand for sine Referater.
Efter derpaa at have udbragt et Leve for Kvinden foreslog han, da han havde Grund til at antage at Nogen ønskede Ordet, Valget af en Dirigent. Valgt blev Snedkersvend Kyhl, der med et Par Ord sluttede sig til Zimmermanns Udtalelser om Pressen. - Ordet blev derefter givet til Murer Grøn, der næst at støtte Zimmermanns Opfordring til Damerne om at danne en Afdeling af "Internationale", som vistnok med Fornøielse vilde erholde Tilladelse til at benytte Foreningens Locale til deres Møder og Forhandlinger endog fritagne for Referenter og andre Vidner, navnlig tilraadede Kvinderne af de forskjellige Arbeidsklasser at slutte sig sammen og ved et ringe ugentlig Pengesammenskud danne smaa særskilte Fonds til fælles Bedste. Hvor let vilde det ikke mm for en halv eller heel Snees Sypiger i kort Tid blot ved en Fireskilling om Ugen at erhverve sig en Symaskine til fælles eller skifteviis Afbenyttelse for dens Ejerinder. Han kjendte og havde talt med flere praktiske og menneskekjærlige Damer om denne Idee, som de havde billiget og gjerne vilde hjælpe til at fremme ved at indsamle de ugentlige Bidrag og hjælpe Deeltagerne videre paa den indslaaede Vei ved at skaffe dem Maskiner paa Afbetaling osv. Han bad de tilstedeværende Damer selv tænke over denne Sag og bringe den videre til deres Bekjendte, saa kunde man senere tale nærmere og afgjørende om den. Der kan virkes Stort ved en saadan socialistisk Sammenslutning og Staaen Last og Brast med hinanden. Det havde vi et nærliggende godt Exempel paa i Grundejerforeningen, hvis Medlemmer for ikke at leie deres Lejligheder ud under en engang fastsat Priis indbyrdes holde hinanden skadesløse for det Tab, de lide, naar en Leilighed staaer ledig. Han anbefalede derfor gjentagende sin Idee til Overvejelse og Antagelse. Han selv saavelsom hans Tale hilsedes med udeelt hjerteligt Bifald.
- Efter Grøn talte Geleff, der ikke var kommen for at tale om det iaften egentlig foreliggende Spørgsmaal, saameget mindre som han aldeles ikke sympathiserede med den udtalte Tanke om en kvindelig Afdeling af "Internationale", som forekom ham idetmindste for Tiden uhensigtsmæssig og uudførlig. Han skulde ialtfald ikke have Mod til at stille sig i Spidsen for dens Virkeliggjørelse. Han vilde heller ikke udtale sig vidtløftigere mod de gjentagne, ogsaa iaften fremkomne Angreb paa diætopstugende, udygtige Rigsdagsmand, skjøndt han fandt slige Udtalelser baade uheldige og urigtige, navnlig fordi der ved Yttringer om sovende Medlemmer, der idag stemme Nei til det, som de maaskee imorgen ville stemme Ja for, - hvad der tilmed var en aldeles ugrundet Beskyldning - dog navnlig tænkte Paa Rigsdagens Menigmænd, der vare og burde være vore naturlige Forbundsfæller. Han var iaften kun kommen for atter at bede Forsamlingen om ved et lille Pengebidrag at hjælpe et Par Mænd, der som bekjendt have mistet deres Tjenester, fordi de ere Medlemmer af "Internationale". Han tvivlede ikke om, at ogsaa flere af de tilstedeværende Ikke Medlemmer, selv om de ikke deelte de socialistiske Ideer, gjerne vilde give en Skjærv til Mænd, der hellere gav Afkald paa deres Tjeneste og Erhverv end handlede mod deres Overviisning.
Efter at Zimmermann kortelig havde besvaret Gelefss Udtalelse om Angrebene paa Rigsdagsmændene, sluttedes Kl. 9½ Mødet med et Leve for "Internationale". Et for Brix og Geleff udbragt Leve modtoges ligeledes med gjentagne - eenstemmige Hurraraab. Forsamlingen talte 2-300 Deeltagere.
Til Løverdagaften Kl. 8½ havde Hr. Snedkersvend Berg indbudet Medlemmer og Ikke-Medlemmer til at høre et Foredrag af socialistisk Indhold. Han begyndte med at udtale, at Socialismens Stræben var at bringe Ligevægt mellem de forskjellige Samfundsklasser, og kunde den naae sit Maal, da vilde hele Menneskeheden komme til at leve her paa Jorden i en fuldkommen paradisisk Tilstand. Men mange og store ere de Onder, som hæfte ved og tære paa Samfundet, og som først maae ryddes afveien. Af alle saadanne Samfundsonder er Krig det værste. Den koster Blod og mere Blod, Penge og atter Penge og bringer for mange kommende Aar Nød og Elendighed over Lande og Folk. Og det dog aldrig Folkeslagene, der bekrige hinanden, det er de Store, Kriserne og Kongerne, der slæbe de dem undergivne Folk til Slagterbænken. Det er en af Socialismens vigtigste Opgaver at afskaffe al Krig. Religionen som den nu er og dens Forkyndere ere ogsaa et stort Samfundsonde. Enhver har den bedste Religion i sin Samvittighed: den Religion har været og vil være den samme til alle Tider. Præsterne, der af Keisere og Konger benyttes som villige Redskaber til at holde Folket i Trældom og Uvidenhed, vare en ligefrem "Skamplet paa det civiliserede Samfund. Disse Udtalelser fandt ingen Tilslutning og mødte dog nogen Indsigelse af Forsamlingen. Men det maa de og skulde ved Socialismens Bestræbelser blive anderledes. Vel skreves der netop nu om, at de mægtige Regjeringer i Rusland og Tydskland lagde Raad op om Socialismens Undertrykklse; men lad dem kun det; jo stærkere den forfølges, jo kraftigere vil den voxe og blive, og Seiren vil dog sluttelig blive dens. - Det længste Afsnit i hans Foredrag bestod forresten i Oplæsningen af og Commentar over en Feuilletonartikel i "Folkets Avis". Han kunde ikke finde Ord og Udtryk stærke og hadefulde nok til den Fordømmelsesdom, han fældede over denne Artikel og dens Forfatter. Derpaa sluttede han sit Foredrag og Mødct Kl. 9½.
Igaar Aftes endelig holdt en Hr. Guhl mod fordoblet Adgangspriis for en Forsamling af lidt over hundrede Personer af begge Kjøn i næsten halvtredie Time et Foredrag "om Socialismen, dens Stormester og det amerikanske Demokrati". Saaledes lød Programmet, men overskriften var langtfra udtømmende nok; thi der var neppe nogen mulig eller umulig Ting, om hvilken han ikke talte; men Hr. Guhl har rigtignok ogsaa i sin halvtredsindstyveaarige Levetid været og forsøgt alt Muligt, hvorfor ogsaa Størstedelen af hans Foredrag dreiede sig om hans egne ganske vist ofte ret morsomme Hændelser.
Han begyndte med en Udsigt over Socialismen, som han oversætter ved "Samfundsorden", fra den allerældste Tid, da Familierne levede hordeviis med Faderen til Overhoved. Det var den rette og skjønneste Socialisme; men den gik til Grunde, da Nimrod opfandt Krig. Siden den Tid havde der levet mange og store Philosopher: Konfucius, Sokrates og flere, og de havde søgt theoretisk at paavise Vejen til Socialismens Gjenfødelse. Endelig havde den største Philosoph, Jesus af Nazareth, skabt en ny Socialisme, og gjennem alle senere og kommende Tider burde Jesus betragtes som Socialismens rette og egentlige Stormester. De moderne Socialister spottede og forkastede Religionen, men det var feil; i Religionen skulde Socialismen som Alt herneden søge sin Støtte og sin Styrke.
- Oprindelig synes Hr. Guhl at have været Skomager, senere blev han Rebslager, Soldat i den første Krig og Udvandrer i 1861. I Amerika sluttede han sig til et Selskab Communister, dannet efter spansk Mønster, og det gik fortræffeligt over et Aar; Alt var fælles og Alle enige og tilfredse. Men da Hr. Guhl. der paa dette tidspunkt synes at have havt en geistlig-militair Virksomhed, vilde reformere Mormonismen og staten ved Saltsøen, blev hans Leir i 1862 omringet af flere Tusinde Mand Infanteri og 5 Kanoner, og der blev givet 30 Minutters Tid til at kapitulere. Han var stemt for Modstand, men da den første fjendtlige Kanonkugle dræbte 3 Kvinder - hvoraf dog den ene lever endnu, men uden Hage - og Munitionen slap op, maatte de overgive sig.
- Vi see ham senere som veltjenende Guldgraver, hvilken Stilling han imidlertid, foranlediget ved en heldig Cuur han, der lige fra Ungdommen havde studeret Planternes Natur og Væsen, anvendte paa en Patient ved Minerne, ombyttede med en sexaarig Virksomhed som Læge. Han var f. Kjærlighed til sit Fædreland reist de 1500 Mile herhjem, fordi han troede muligen at kunne gavne sine Landsmænd ved sin Erfaring og sit Kjendskab til Mormonismens Rænker, hvorfor han ogsaa havde holdt støre Foredrag derover. Han havde imidlertid maattet være glad ved at kunne tjene sit Brød paa Holms Reberbane ; men nu var han afskediget derfra, fordi han havde givet 1 Rd. til nogle skruende Svende. Han havde af gammel Tilbøielighed, strax da "Internationale" begyndte sin Virksomhed her i Landet, sluttet sig til den men for sagens egen Skyld, ikke for derved at skaffe sig et Levebrød. "Internationale" kunde og vilde virke meget godt, men man matte gaae frem med Besindighed og ad Lovlighedens Veie; og det var derfor en stor Feil af den nuværende Bestyrelse at tale om at plante den røde Fane paa Fælleden, og gjennem "Socialisten" bestandig at prædike Oprør og Vold. Bestyrelsen havde for Resten i andre Retninger hans Agtelse, og den maatte ikke i ham see en Prætendent til dens Magt. Saasnart det blev ham muligt reiste han igjen til Amerika, hvis folkelige Institutioner i høi Grad behage ham. Han fralagde sig enhver Forbindelse mcd M. A. Sommer, hvem han igaar for første Gang havde seet, og sluttede sit Foredrag med Tak for den Hjælp, Entreepengene vilde være til 3 trængende Socialister. Efterat han derpaa havde erklæret Mødet sluttet, besteg alligevel Hr. Zimmermann Talerstolen for at fralægge ogsaa sig at staae i nærmere Forhold til Sommer og for at udtale sin Glæde over den lykkelig bilagte Uenighed i Foreningen og det d'Hrr Brix og Geleff givne Tillidsvotum.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. februar 1872. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).
Peter Henrik Gemzøe (1811-1879). Em. Bærentzen's lithographiske Institut. En tjenestepige i sit køkken. 1874. Statens Museum for Kunst.
