Præsterne og Storborgerne mod Socialismen. (Efterskrift til Politivennen)

Enhver der kender lidt til hvorledes Arbejderne paa Kristianshavn hidtil er blevne behandlede af deres Præster, vil vistnok blive forbavset ved at høre, med hvilken sand kristelig Omhyggelighed Sandhedsvidnerne Fenger og Holck nu har begyndt at dyrke den religiøse Brakmark, som de hidtil ikke har værdiget deres gødende Opmærksomhed. Vi skynder os derfor at underrette Medlemmerne om den Aabnen paa Klem af Himmelporten, som finder Sted hver Søndag Eftermiddag Kl. 5 i Kristianshavns Skoles Gymnastikhus, for at ogsaa de kan blive delagtige i Velsignelsen, som uddeles paa kristianshavnske Storborgeres Regning, og vi skal tilføje en lille Beskrivelse af denne, som Bladene pleje at sige, "i Sandhed vellykkede Fest".

Med den Hemmelighedsfuldhed, som ledsager alle virkelig gode Gerninger, var Forældrene af de Børn, som gaar i Friskolen, blevet underrettet om, at "deres" Præster ønskede at samle dem om sig Søndagen den 18 Februar Kl. 5, i Skolens Gymnastikhus. Ved Ankomsten forefandt Arbejderne en Del Storborgere, som imidlertid med Beskedenhed trak sig tilbage i Salen for at give Plads for dem, der skulde "bearbejdes". Den højærværdige Pastor Fenger holdt derpaa en Oplæsning og Forklaring af Biblen; hvilket Kapitel det var erindrede vor Meddeler ikke, kun vidste han med Bestemthed, at det ikke var det Sted, hvor der staar, at en Arbejder er sin Løn værd, og ikke heller det, hvor Kristus raader en ung Mand til at sælge sit Gods og give Pengene til de Fattige, hvis han vil følge ham. Derefter traadte den anden Velærværdighed frem, for med gribende Farver at skildre den gamle Samfundstilstand Fortræffelighed og "Internationales" Vederstyggelighed. Hvis denne sidste Helvedesmaskine skulde vedblive at virke, sagde han, saa vilde Præsterne "trække sig tilbage", (Gud velsigne Dem, kan vi nu ogsaa stole paa det?) og den gamle Hedningereligion vilde da holde sit Indtog osv. Pastoren syntes saaledes rent at glemme, at "Hedenskabet" ikke havde kunnet bestaa, hvis der ikke ogsaa de Gang havde været "Præster".

Efterat Foredraget var sluttet med en Anmodning om at komme igen næste Søndag, hævedes Forsamlingen. De tilstedeværende Storborgere stillede sig i to Rækker ved Døren, og mens Arbejderne gik igennem, nejede Storborgerinderne og Storborgerne hilste. Som vor Meddeler sagde, manglede der kun, at de skulde havt Pensler i Haanden for at smøre Arbejderne om Munden dermed. -

Hvis vi kunde smudse et gunstigt Svar, vilde Bestyrelsen gerne gøre sit til, at de nævnte Velærværdigheder ogsaa kunde faa Lov til at "virke" i vor Forsamlingssal. Der vilde vist være Mange iblandt os, som gerne vilde se, hvorledes en Præst ser ud, naar han taler for de Fattige. Men da det er usandsynligt, at vi vil saa denne Glæde, saa indskrænker vi os til at opfordre vore Medlemmer til at mode talrigt derude imorgen, Søndag Eftermiddag Kl. 5. En saadan Tilbagevendelse af de lykkelige Tider, da Ulven fredelig spadserede om i Hjorden, og da Ild og Vand levede endrægtelig tilsammen, maa jo interessere os Alle. -

(Socialisten 24. februar 1872).

Præstesønnen Peter Andreas Fenger (1799-1878)  var sognepræst ved Vor Frelser Kirke 1855-1878. Han udgav  i 1841 en bearbejdelse af Luthers lille Katekismus til brug i skolerne. I 1868 blev en revideret udgave af denne i 1874 forbøudt som skolebog og som en del af konfirmationsforberedelsen.

Socialistiske foredrag. (Efterskrift til Politivennen).

I dette sidste Aftener er der blevet holdt Foredrag i Localet i Kirkestræde, og iaften gjentager Hr. Geleff, "paa Opfordring" sit i Randers og Aalborg og ved Tilbagekomsten fra Jylland her holdte Foredrag. - I Fredags Aftes talte Hr. L. F. Zimmermann "om Midlerne til at forbedre Kvindens Stilling". Det havde ikke været hans Hensigt at holde mere end eet Foredrag over dette Emne, men da han fra forskellige Sider af flere Damer, der ikke havde hørt hans første Foredrag derover, forrige Torsdag, var blevet opfordret til endnu engang at udtale sig derom maatte han naturligviis imødekomme et saadant Ønske. Gaaende ud fra, at vi af Historien lære, hvorledes de Folkefærd, som tilsidesætte og nedværdige Kvinden, gaae deres egen Tilintetgjørelse imøde, og at Manden virkede for sig selv, naar han virkede til Kvindens physiske og moralske bedst mulige Udvikling, da hun var den opvoxende Slægts, den vordende Mands første Opdragerinde og Læremester, gjentog han i Hovedpunkterne det samme Foredrag som forrige Gang, i Fredags, dog en Deel mere udarbejdet og afrundet. Han udtalte sig navnlig mere udførligt om de kvindelige Arbejderes nu saa sørgelige Stilling og Midlerne til at forbedre den. Tjenestepigerne behandledes ofte af Herskaberne mere som Slaver og Lænkehunde end som frie Mennesker. En Forandring i den bestaaende Tyendelov kunde væsentlig bidrage til en Forbedring af disse Forhold. Kunde Tjenestepigen ligesom den mandlige Arbeider i Almindelighed til enhver Tid forlade sin Tjeneste, naar hun var utilfreds med sit Herskab, vilde allerede meget være vundet, da Herskabet da vist vilde vogte mere paa sig selv og den Maade, hvorpaa det behandlede sit Tyende, for ikke at udsætte sig for at miste en ellers flink og dygtig Pige. Bedre end de Anbefalinger, der, som en Omgaaen af Bestemmelsen om at intet Skudsmaal maa meddeles i Skudsmaalsbogen, nu næsten altid forlanges af den Tjenestesøgende, vilde de være, at indrømme Herskabet Ret til strax at afskedige den Tjenestepige, som ikke tilfredsstillende kunde udføre den Gjerning, hun havde paataget sig. En fast Arbeidstid kunde og burde ogsaa indføres for Tjenestepigerne, saa at de fik en bestemt daglig Fritid for sig selv. 

Endnu sørgeligere end Tjenestepigerne vare Sypigerne og Arbeidskonerne stillede. Efter Symaskinernes Indførelse kunde selv en flink Syerske kun tjene fra 9 indtil høist 16 Mk. om Ugen, og Enhver maatte indsee, at det var aldeles utilstrækkeligt til at leve af. De Koner, som gik ud for at vaske og gjøre reent, fik for en Arbeidstid af stundom 17 Timer - 3 Mk. og Kosten, og den var ofte principmæssig daarlig nok. Men for disse to Klasser af kvindelige Arbeidere kunde der vistnok opnaaes en betydelig Forbedring, naar de gjorde Skrue. Det var ikke saa let fra Udlandet at forskrive et Par Hundrede Sypiger, og det vilde vel næsten være umuligt at skaffe Arbeidskoner derfra. Vilde disse Arbeidersker derfor slutte sig fast og ærligt sammen og udsætte sig for et Par Dage maaskee at maatte lide lidt mere end end sædvanlig, saa var det hans Overbeviisning, at de maatte kunne sætte en forbedret Arbeidstaxt igjmnem. 

De Fabriker, der beskjæftige kvindelige Arbeidere fordømte han aldeles, da de, i Regelen slet kontrollerede af Fabrikherrerne, vare Arnestederne for al Slags Fordærvelse og Ødelæggelse baade physisk og moralsk. 

Hvad Kvindens politiske Rettigheder angik, da gjentog og fastholdt han, skjøndt han forleden rigtignok havde "faaet over Nakken af "Berl. Tid." derfor", at Kvinden i samme Udstrækning som Manden burde være ikke blot valgberettiget, men ogsaa valgbar til Rigsdagen, hvor hun vist vilde forstaae at udfylde sin Plads bedre end Fleertallet af vore Rigsdagsmænd. Og da Kvinden efter vore forkeerte Forhold jo i Reglen kun faaer sit Arbejde, selv om det er ligesaagodt, ja bedre end Mandens, halvt betalt mod denne, vilde det vel ogsaa blive Tilfældet i Rigsdagen; og det var dog en stor Gevinst at "kunne have to dygtige Rigsdagskoner til samme Priis som een daarlig Rigsdagsmand". 

Hvad endelig Ægteskabet angaaer, da fremhævede han atter stærkt det ønskelige i en Forandring i Bestemmelserne om Skilsmisse og opstillede ogsaa den Fordring, at Forældrenes Samtykke til Indgaaelsen af Ægtestab skulde være unødvendigt. 

Til Opnaaelsen af disse Forbedringer i Kvindens Kaar og Stilling burde vi Alle virke af al Evne og Magt; men Kvinden burde og kunde selv deeltage i Kampen. Han troede, at Kvinderne ved at slutte sig til "Internationale" vilde fremme deres Sag betydeligt, og han anbefalede derfor alle Damer, der deelte hans i Foredraget udviklede Anskuelser, at følge ham ogsaa i dette Punkt. Det var ikke hans Mening, at Damerne skulde indtræde som Medlemmer her i Foreningen; nei, de kunde danne en egen Afdeling af "Internationale". Han tiltroede sig ikke Indsigt eller Evne nok til selv at bringe denne Tanke til Udførelse; men bleve Damerne først enige om at danne en saadan Afdeling af "Internationale" med egne Sectioner for de forskjellige Klasser af Arbeidersker osv., saa vilde der let findes baade dygtige Organisatorer og Ledere. Han anbefalede indtrængende sit Forslag til Overveielse og Drøftelse. Hermed sluttede han sit egentlige, ofte med stærkt Bifald lønnede Foredrag. 

Han benyttede derefter Leiligheden til at udtale, at den Spaltning, som efter Bladenes Referater havde hersket i Foreningen og truet med at spænge den, var aldeles forsvunden. Paa et Møde i Onsdagaftes var man kommen til fuldstændig Enighed om de Par i Virkeligheden aldeles ubetydelige Punkter, hvorom der havde hersket nogen Meningsforskjel, og de samlede Sectionsformænd havde givet den nuværende Bestyrelse et absolut Tillidsvotum, bekræftet med deres Æresord. Betydelig eller betydende havde Spaltningen aldrig været; det var kun Bladene, der atter en Myg til en Elephant; og det var denne Gang "Berl. Tid.", der bar Prisen i denne Henseende. Navnlig overgik dens Meddelelse om, hvad der var passeret paa Medlemmernes Møde om Løverdagen efter Geleffs Foredrag Alt, hvad der hidtil var præsteret i denne Retning. "Berl. Tid." brugte nemlig den Trafik, at den ikke som de andre Blade nøiedes med at sende en bekjendt Referent til de offentlige Møder; nei, den havde indsmuglet en Person som Medlem i Foreningen, hvorved han fik Ret til ogsaa at deeltage i de private Møder, som han saaledes strax gjorde til Gjenstand for sine Referater. 

Efter derpaa at have udbragt et Leve for Kvinden foreslog han, da han havde Grund til at antage at Nogen ønskede Ordet, Valget af en Dirigent. Valgt blev Snedkersvend Kyhl, der med et Par Ord sluttede sig til Zimmermanns Udtalelser om Pressen. - Ordet blev derefter givet til Murer Grøn, der næst at støtte Zimmermanns Opfordring til Damerne om at danne en Afdeling af "Internationale", som vistnok med Fornøielse vilde erholde Tilladelse til at benytte Foreningens Locale til deres Møder og Forhandlinger endog fritagne for Referenter og andre Vidner, navnlig tilraadede Kvinderne af de forskjellige Arbeidsklasser at slutte sig sammen og ved et ringe ugentlig Pengesammenskud danne smaa særskilte Fonds til fælles Bedste. Hvor let vilde det ikke mm for en halv eller heel Snees Sypiger i kort Tid blot ved en Fireskilling om Ugen at erhverve sig en Symaskine til fælles eller skifteviis Afbenyttelse for dens Ejerinder. Han kjendte og havde talt med flere praktiske og menneskekjærlige Damer om denne Idee, som de havde billiget og gjerne vilde hjælpe til at fremme ved at indsamle de ugentlige Bidrag og hjælpe Deeltagerne videre paa den indslaaede Vei ved at skaffe dem Maskiner paa Afbetaling osv. Han bad de tilstedeværende Damer selv tænke over denne Sag og bringe den videre til deres Bekjendte, saa kunde man senere tale nærmere og afgjørende om den. Der kan virkes Stort ved en saadan socialistisk Sammenslutning og Staaen Last og Brast med hinanden. Det havde vi et nærliggende godt Exempel paa i Grundejerforeningen, hvis Medlemmer for ikke at leie deres Lejligheder ud under en engang fastsat Priis indbyrdes holde hinanden skadesløse for det Tab, de lide, naar en Leilighed staaer ledig. Han anbefalede derfor gjentagende sin Idee til Overvejelse og Antagelse. Han selv saavelsom hans Tale hilsedes med udeelt hjerteligt Bifald. 

- Efter Grøn talte Geleff, der ikke var kommen for at tale om det iaften egentlig foreliggende Spørgsmaal, saameget mindre som han aldeles ikke sympathiserede med den udtalte Tanke om en kvindelig Afdeling af "Internationale", som forekom ham idetmindste for Tiden uhensigtsmæssig og uudførlig. Han skulde ialtfald ikke have Mod til at stille sig i Spidsen for dens Virkeliggjørelse. Han vilde heller ikke udtale sig vidtløftigere mod de gjentagne, ogsaa iaften fremkomne Angreb paa diætopstugende, udygtige Rigsdagsmand, skjøndt han fandt slige Udtalelser baade uheldige og urigtige, navnlig fordi der ved Yttringer om sovende Medlemmer, der idag stemme Nei til det, som de maaskee imorgen ville stemme Ja for, - hvad der tilmed var en aldeles ugrundet Beskyldning - dog navnlig tænkte Paa Rigsdagens Menigmænd, der vare og burde være vore naturlige Forbundsfæller. Han var iaften kun kommen for atter at bede Forsamlingen om ved et lille Pengebidrag at hjælpe et Par Mænd, der som bekjendt have mistet deres Tjenester, fordi de ere Medlemmer af "Internationale". Han tvivlede ikke om, at ogsaa flere af de tilstedeværende Ikke Medlemmer, selv om de ikke deelte de socialistiske Ideer, gjerne vilde give en Skjærv til Mænd, der hellere gav Afkald paa deres Tjeneste og Erhverv end handlede mod deres Overviisning. 

Efter at Zimmermann kortelig havde besvaret Gelefss Udtalelse om Angrebene paa Rigsdagsmændene, sluttedes Kl. 9½ Mødet med et Leve for "Internationale". Et for Brix og Geleff udbragt Leve modtoges ligeledes med gjentagne - eenstemmige Hurraraab. Forsamlingen talte 2-300 Deeltagere.

Til Løverdagaften Kl. 8½ havde Hr. Snedkersvend Berg indbudet Medlemmer og Ikke-Medlemmer til at høre et Foredrag af socialistisk Indhold. Han begyndte med at udtale, at Socialismens Stræben var at bringe Ligevægt mellem de forskjellige Samfundsklasser, og kunde den naae sit Maal, da vilde hele Menneskeheden komme til at leve her paa Jorden i en fuldkommen paradisisk Tilstand. Men mange og store ere de Onder, som hæfte ved og tære paa Samfundet, og som først maae ryddes afveien. Af alle saadanne Samfundsonder er Krig det værste. Den koster Blod og mere Blod, Penge og atter Penge og bringer for mange kommende Aar Nød og Elendighed over Lande og Folk. Og det dog aldrig Folkeslagene, der bekrige hinanden, det er de Store, Kriserne og Kongerne, der slæbe de dem undergivne Folk til Slagterbænken. Det er en af Socialismens vigtigste Opgaver at afskaffe al Krig. Religionen som den nu er og dens Forkyndere ere ogsaa et stort Samfundsonde. Enhver har den bedste Religion i sin Samvittighed: den Religion har været og vil være den samme til alle Tider. Præsterne, der af Keisere og Konger benyttes som villige Redskaber til at holde Folket i Trældom og Uvidenhed, vare en ligefrem "Skamplet paa det civiliserede Samfund. Disse Udtalelser fandt ingen Tilslutning og mødte dog nogen Indsigelse af Forsamlingen. Men det maa de og skulde ved Socialismens Bestræbelser blive anderledes. Vel skreves der netop nu om, at de mægtige Regjeringer i Rusland og Tydskland lagde Raad op om Socialismens Undertrykklse; men lad dem kun det; jo stærkere den forfølges, jo kraftigere vil den voxe og blive, og Seiren vil dog sluttelig blive dens. - Det længste Afsnit i hans Foredrag bestod forresten i Oplæsningen af og Commentar over en Feuilletonartikel i "Folkets Avis". Han kunde ikke finde Ord og Udtryk stærke og hadefulde nok til den Fordømmelsesdom, han fældede over denne Artikel og dens Forfatter. Derpaa sluttede han sit Foredrag og Mødct Kl. 9½.

Igaar Aftes endelig holdt en Hr. Guhl mod fordoblet Adgangspriis for en Forsamling af lidt over hundrede Personer af begge Kjøn i næsten halvtredie Time et Foredrag "om Socialismen, dens Stormester og det amerikanske Demokrati". Saaledes lød Programmet, men overskriften var langtfra udtømmende nok; thi der var neppe nogen mulig eller umulig Ting, om hvilken han ikke talte; men Hr. Guhl har rigtignok ogsaa i sin halvtredsindstyveaarige Levetid været og forsøgt alt Muligt, hvorfor ogsaa Størstedelen af hans Foredrag dreiede sig om hans egne ganske vist ofte ret morsomme Hændelser. 

Han begyndte med en Udsigt over Socialismen, som han oversætter ved "Samfundsorden", fra den allerældste Tid, da Familierne levede hordeviis med Faderen til Overhoved. Det var den rette og skjønneste Socialisme; men den gik til Grunde, da Nimrod opfandt Krig. Siden den Tid havde der levet mange og store Philosopher: Konfucius, Sokrates og flere, og de havde søgt theoretisk at paavise Vejen til Socialismens Gjenfødelse. Endelig havde den største Philosoph, Jesus af Nazareth, skabt en ny Socialisme, og gjennem alle senere og kommende Tider burde Jesus betragtes som Socialismens rette og egentlige Stormester. De moderne Socialister spottede og forkastede Religionen, men det var feil; i Religionen skulde Socialismen som Alt herneden søge sin Støtte og sin Styrke. 

- Oprindelig synes Hr. Guhl at have været Skomager, senere blev han Rebslager, Soldat i den første Krig og Udvandrer i 1861. I  Amerika sluttede han sig til et Selskab Communister, dannet efter spansk Mønster, og det gik fortræffeligt over et Aar; Alt var fælles og Alle enige og tilfredse. Men da Hr. Guhl. der paa dette tidspunkt synes at have havt en geistlig-militair Virksomhed, vilde reformere Mormonismen og staten ved Saltsøen, blev hans Leir i 1862 omringet af flere Tusinde Mand Infanteri og 5 Kanoner, og der blev givet 30 Minutters Tid til at kapitulere. Han var stemt for Modstand, men da den første fjendtlige Kanonkugle dræbte 3 Kvinder - hvoraf dog den ene lever endnu, men uden Hage - og Munitionen slap op, maatte de overgive sig. 

- Vi see ham senere som veltjenende Guldgraver, hvilken Stilling han imidlertid, foranlediget ved en heldig Cuur han, der lige fra Ungdommen havde studeret Planternes Natur og Væsen, anvendte paa en Patient ved Minerne, ombyttede med en sexaarig Virksomhed som Læge. Han var f. Kjærlighed til sit Fædreland reist de 1500 Mile herhjem, fordi han troede muligen at kunne gavne sine Landsmænd ved sin Erfaring og sit Kjendskab til Mormonismens Rænker, hvorfor han ogsaa havde holdt støre Foredrag derover. Han havde imidlertid maattet være glad ved at kunne tjene sit Brød paa Holms Reberbane ; men nu var han afskediget derfra, fordi han havde givet 1 Rd. til nogle skruende Svende. Han havde af gammel Tilbøielighed, strax da "Internationale" begyndte sin Virksomhed her i Landet, sluttet sig til den men for sagens egen Skyld, ikke for derved at skaffe sig et Levebrød. "Internationale" kunde og vilde virke meget godt, men man matte gaae frem med Besindighed og ad Lovlighedens Veie; og det var derfor en stor Feil af den nuværende Bestyrelse at tale om at plante den røde Fane paa Fælleden, og gjennem "Socialisten" bestandig at prædike Oprør og Vold. Bestyrelsen havde for Resten i andre Retninger hans Agtelse, og den maatte ikke i ham see en Prætendent til dens Magt. Saasnart det blev ham muligt reiste han igjen til Amerika, hvis folkelige Institutioner i høi Grad behage ham. Han fralagde sig enhver Forbindelse mcd M. A. Sommer, hvem han igaar for første Gang havde seet, og sluttede sit Foredrag med Tak for den Hjælp, Entreepengene vilde være til 3 trængende Socialister. Efterat han derpaa havde erklæret Mødet sluttet, besteg alligevel Hr. Zimmermann Talerstolen for at fralægge ogsaa sig at staae i nærmere Forhold til Sommer og for at udtale sin Glæde over den lykkelig bilagte Uenighed i Foreningen og det d'Hrr Brix og Geleff givne Tillidsvotum.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. februar 1872. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Peter Henrik Gemzøe (1811-1879). Em. Bærentzen's lithographiske Institut. En tjenestepige i sit køkken. 1874. Statens Museum for Kunst.

Et Forslag. (Efterskrift til Politivennen)

Da det har vist sig, at "Socialisten" er det eneste Organ, der, som virkeligt humant, tør behandle de Æmner, som det skinhellige Samfund støder fra sig, tillader jeg mig at henlede dels Opmærksomhed paa et Forhold, der noksom godtgør, hvilken Andel det "sædelige Samfund" har i den Foragt der vises Proletariatet.

Medens der fremkommer Opfordring paa Opfordring om at oprette endnu flere Kirker, uagtet de nuværende staar lukkede de 6 Dage om Ugen, og altsaa vilde kunne gøre 7 Gange saa megen Tjeneste som nu, saafremt der var nogen virkelig Trang tilstede, er der endnu aldrig gjort noget Skridt henimod at saa de ulykkelige Børn, hvis Forældrene ikke vil vedkende sig, ordentlig opdragne til nyttige Verdensborgere.

Det vilde være interessant at undersøge "Samfundets" humane Anskuelser angaaende Begrebet "Fødsel". I gamle Dage kendte man ikke til anden Fødsel end den, der var bleven en Adelsmand til Del, og Borgerne havde ikke haanlige Ord nok til at betegne den Uforskammethed, der dikterede den adelige Opfattelse.

Den fine Borgerstand i Nutiden er ikke en Smule mindre uforskammet, naar Spørgsmaalet angaar ægte eller uægte Fødsel, og de kaster den mest knusende Foragt over den Ulykkelige, der ikke har begaaet anden Forbrydelse end den, at han har ladet sig føde udenfor Ægtestab.

Jeg har hørt ansete Folk, der i andre Henseender var humane nok, fremkomme med den latterlige og skændige Udtalelse, at det vilde være at befordre Usædeligheden, hvis man lempede Vilkaarene for dem, hvis Tilværelse ikke er begrundet i et efter Kunstens Regler etableret Ægteskab.

Det er især disse Kirkeopbyggere, der udmærker sig ved denne Inhumanitet, idet de her som overalt gør sig Umage for at fremstille deres egen farisæiske Renhed, og desværre er det Skindyden og Skinhelligheden, der terroriserer Masserne. Samfundet har en uafviselig Pligt, saavel fra Humanitetens som fra Fornuftens Stade betragtet, til at gøre ethvert af dets Medlemmer saa nyttigt og saa lykkeligt som mulig, og det maa navnlig ikke skyde dette Hensyn til Side lige over for dem, der ingen Arvelod har modtaget efter Forældrene med Undtagelse af den Haan og Foragt, som vises dem paa Grund af deres Fødsel. Ellers er Samfundet medskyldig i den Bitterhed, Forurettelsen fremkalder, og medansvarlig for de Forbrydelser, der mulig bliver Følgen af den stadige Forurettelse og Foragt.

Der maa rejses en Appel ikke til Præster og ikke til Kirkegængere - de vil i deres Hovmod bare trække paa Skulderen - men til Fritænkerne, det vil sige til dem, der har saamegen Selvagtelse, at de ikke lader sig foreskrive nogen Tro, som strider mod deres Overbevisning, om end hele det tungerappe Præsteskab med al sin hule Pathos prædiker løs for dem; der maa rejses en Appel til Fritænkerne - Bærerne af sand Humanitet - om at stifte en Opdragelses-Anstalt for Børn, der har det Uheld at være stødte ud i Verden uden Forældre! og jeg nærer ingen Tvivl om, at Planen vil lykkes, naar al religiøs Humbug holdes ude fra Opdragelsen, saaledes at de næsten utallige Timer i "Balle" og "Balslev" bliver afløst af fornuftig Kundskab til Uddannelse af sand Forædling af de Smaa.

Det er tit blevet paastaaet, og jeg tror aldrig modbevist, at de saakaldte naturlige Barn hvad Evner og fysisk Kraft angaar staar fuldkomment saa højt som Ægteskabsbørnene, og det er da saare sandsynligt, at. nogen Omhu i Opdragelsen kunde formindske Antallet af Ladegaardens og Fængslernes Indbyggere, der jo faktisk rekruteres af dem, der har nydt godt af den kommunale Opdragelse med Salmesang og Bibellæsning.

A.-Q.

(Socialisten 2. februar 1872).

Elise Sophie Møller. (Efterskrift til Politivennen)

Et Nutidsdrama. Om Formiddagen den 14de September i. 21. indfandt en paa Frederikssundsvejen boende Jernstøberarbeider sig paa Nordre Birks Kontor og anmeldte, at hans Hustru, den mange Gange tidligere straffede Elise Sophie Møller, formentlig havde gjort Forsøg paa at bibringe ham Gift. Anmelderen, der er 33 Aar gammel, blev i September 1870 viet til sin ovennævnte Hustru, der er 41 Aar gammel. Denne, som allerede under hendes Ophold i Straffeanstalten paa Kristianshavn havde omtalt, at der ventede hende en større Arv, som hun opgav at vare 12,000 Rd. og senere 18 og 25,000 Rd., beredte paa denne Maade efter Giftermaalet sin Mand en stor Skuffelse og dels paa Grund Heraf, dels fordi hun troede, at Manden ønskede at fortsætte Samlivet med et Fruentimmer, med hvem han forinden sit Ægteskab havde 4 Børn, blev deres ægteskabelige Samliv snart meget ulykkeligt. Søndagen den 10de var der atter Uenighed mellem dem paa Grund at, at Manden var kommen sent hjem Aftenen forud, ligesom Konen havde bragt i Erfaring, at han igjen havde talt med det ovennævnte Fruentimmer, og i sin Ophidselse herover brugte Konen nogle Ord, som Manden opfattede som en Trusel om, at hun vilde gjøre en Ulykke paa ham. Nogle Dage efter, da Manden var gaaet ind til sin i Stedet ved Siden af boende Broder, medens hans Kone vilde tillave Aftensmaden, traf han det med ham tidligere samlevende Fruentimmer, og da hans Hustru en halv Time efter kom for at hente ham hjem, traf hun saaledes sammen med sin Rivalinde, med hvem hun geraadede i et heftigt Skænderi. Hun overtalte endelig sin Mand til at følge med hjem, hvor Manden kort efter satte sig til Aftensbordet, medens Konen gik omkring og syslede med sin Husgjerning. Han nød en Snaps til sin Mad og sagde nu til sin Hustru: "Har Du ikke noget Øl", hvorpaa hun tog en Helflaske og rakte ham med de Ord: "Her er lidt til Rest fra iaftes". Han satte nu Flasken for Munden og tog sig en god Slurk, men mærkede strax en stærk, brændende Fornemmelse i Brystet og Halsen. I samme Øieblik foer han op af Sofaen med de Ord: "Hvad! Vil Du forgive mig?" og snappede i en Fart Flasken og sin Kaskjet for at ile bort. Konen løb imidlertid, uden at sige et Ord, ud af Værelset foran Manden og nedad Trappen til Gadedøren, hvor hun, da Manden ligeledes kom ned, hurtig aflaasede Døren og stak Nøglen i Lommen. Manden forlangte nu Nøglen, da han var nærved at kvæles og maatte ud for at faa Hjælp, og da Konen ikke vilde udlevere Neglen, sprængte han Døren og ilede ind til sin Broder, hvor han ved Nydelsen af Salt og Mælk kom til at kaste op. Han gik derpaaa tilligemed sin ovennævnte tidligere Konkubine ind paa Nørrebroes Apothek, hvor han erfarede, at der var blandet Saltsyre i Øllet i Flasken. Under den mod Elise Sophie Møller indledede Undersøgelse har hun imidlertid vedholdende og bestemt fralagt sig enhversomhelst forbryderisk Hensigt og uagtet der under Sagen blev tilveiebragt en meget høi Grad af sandsynlighed for hendes Brøde, kunde hun dog ikke dømmes af Mangel paa Bevis. Imidlertid var det under Undersøgelsen bleven oplyst. at Arrestantinten en Dag i August Maaned f. A. havde gjort sig skyldig i ulovlig Omgang med Hittegods, idet hun den ommeldte Dag i Falkoneralleen fandt et saakaldet Svingboer, som hun undlod at fremlyse og senere panlsatte. Arrestantinden, der er 41 Aar gl. og flere Gange er anset for Tyveri, senest ved Kriminal- og Politirettene Dom af 17de Septbr. 1861 ifølge Frd. 11te April 1840 § 16 med Tugthusarbeide i 8 Aar, kunde saaledes ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extraretsdom i Henhold til Straffelovens § 247 straffes med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.

(Middelfart Avis 12. januar 1872)

“Elise Sofie Johansen eller Møller, Jensen eller Hansens Hustrue, født 1839. 1, 4 og 8 Aar: prn:(?). See mist:: Prot: G. Pag: 240.” Fotograf: V. E. Svendsens Efterfs Fotografi Atelier, Nørrebrogade 12, Kbh. “Löbe Nr 6857 for fremtidige Bestillinger.” [1871/1872]. Foto Genealogisk Forlag.

Kvindens Frigørelse. (Efterskrift til Politivennen)

Kvindens Frigørelse.

Man er saa tilbøjelig til at tro, at de Ideer om Frihed og ligeberettigelse, der nu synes at skulle bryde igennem, er nyopfundne Fantasterier, der fremsættes af "upraktiske Sværmere"; men har man lidt Kendskab til det egentlige Folk i Fortiden, da vil man vide, at disse Tanker har gæret i Massernes Bevidsthed gennem mange Aarhundeeder, før de har naaet at komme saa nær op til Begivenhedernes Overflade. Der gives, som den vise Salomon siger, intet Nyt under Solen; hvad der nu fuldmodent bryder ud og griber den store Mængde har mange Gange tidligere været fremsat af enkelte, oplyste Mænd, hvis Tankegang har været forud for deres Samtid; og har disse enkelte i fjerneste Maade naaet at se Resultater af deres Virksomhed, har de end maattet lide for deres første Overbevisning, saa vil de dog for Forskeren stedse staa som de Banebrydere, hvem Menneskeslægten skylder en evig Taknemlighed. 

Vi har flere Gange paavist, at de politiske Frihedsideer, som i. Eks. fremkom i den franske Revolution, var Resultaterne af en Bevægelse, hvis første Spor ligger i den tidlige Middelalder, og for den saakaldte "Kvindeemancipations" Vedkommende, som vi idag vil omtale, gælder akkurat det samme. I Anledning af Stuart Mills Bog om dette Emne, havde "Berlingske Tidende" i sin Tid en Artikel, som med den Uvidenhed og Overfladiskhed, der udmærker Alt hvad der fremkommer i det nævnte Blad, sætter Bevægelsens Begyndelse til Slutningen af forrige Aarhundrede. Dette er aldeles falsk. Saavel fra Midten af det 16de, som især fra Midten af det 17de Aarhundrede eksisterer der en rig Literatur, der behandler dette Spørgsmaal, og enkelte af disse Bøger er endog med ganske faa Forandringer dukket op igen i den nyere Tid, da Spørgsmaalet paany er blevet "brændende". *)

Hvad Fortiden har tænkt og troet, kan imidlertid vel være interessant at gøre sig bekendt med, men det Vigtigste for os, der lever i Reformernes Tidsalder, bliver dog ved en omhyggelig Undersøgelse af selve Sagen at drage de faktiske Forhold frem for at se, hvor Fejlen ligger, og ad hvilken Vej Hjælpen skal søges.

Men allerede ved det første Blik paa Kvindens Stilling i Samfundet vil der være to forskellige Opgaver, den første at undersøge, hvorledes Kvindens Forhold er i det Hele taget, den anden, hvorledes hendes Stilling er specielt som Arbejderske. Vi har, strængt taget, kun med det sidste Spørgsmaal at bestille; men det hænger dog saa nøje sammen med det første, at en forudgaaende Omtale af dette er absolut nødvendig.

* * *

Historien lærer os ganske vist, saa langt vi end gaar tilbage, at Kvinden har været Manden underordnet, undertiden endog ligefrem hans Slave; men skulde denne Grund have afgørende Betydning, saa vilde den samme Bevisførelse i sin Tid have foraarsaget, at Trældommen aldrig var bleven afskaffet, ti denne havde ogsaa Aartusinders Hævd. Vi maa derfor gaa over til at spørge, om der i selve de naturlige Forhold maaske er en Grund hertil. Hvad Legemsstyrken angaar vil vi ikke faa nogen Afgørelse; Kvinden er vel svagere bygget end Manden, men det er Opdragelsen Skyld, der gennem saa lang Tid har fordømt den ene Halvdel af Menneskeslægten til at sysle med Arbejder, som ikke kan tjene til at styrke og udvikle de fysiske Kræfter. Hvor dette i mindre Grad har været Tilfældet, f. Eks. iblandt Bondestanden, der vil man heller ikke træffe stor Forskel i denne Henseende. Aandelige Evner kan man næppe nægte, at Kvinden besidder i lige saa høj Grad som Manden: er der enkelte Retninger, hvori hun synes svagere, saa er der til Gengæld andre, i hvilke hun langt overgaar ham.

Men trods dette underkues hun ved alle Lejligheder. Hendes Opdragelse er slet, og beregnet paa hendes fremtidige Umyndighedsstand hun vænnes til at beskæftige sig med Ubetydeligheder, til ikke at kunde undvære Mandens Beskyttelse, til at tie i alle offentlige Anliggender, som dog ligesaavel angaar hende som ham, hun bliver endelig, naar hun er voksen, stillet imellem to lige vanskelige Valg; enten blindt at kaste sig i Armene paa en Mand, som kan forsørge hende, og hvem kun i de færreste Tilfælde kender tilstrækkeligt til at kunne vide om hun vil komme til at elske ham, eller at sidde Livet igennem som "gammel Jomfru"; en sandelig ikke misundelsesværdig Stilling, der tidt forhaanes at Folk, og hvorfor? Fordi den er unaturlig, fordi den i sin nuværende Skikkelse er et Vrængebillede af et Menneskeliv. Og opnaar hun den "Lykke" at blive gift, saa begynder Ubehagelighederne først ret. Hendes Liv gaar hen med Smaaskænderier over Ubetydeligheder dels med Manden, dels med Tjenstefolkene, faar hun Børn, saa optager disse den øvrige Tid, og faar hun ingen, saa fordømmer den gode Tone hende til at sidde og kede sig alene hele Dagen, mens Manden gaar til Forretningerne, hvis hun ikke foretrækker at gaa aldeles op i Gulvvask og Madlavning.

Ja, kan man svare, men er ikke Børneopdragelsen eller endog alene Styrelsen af Huset en saa vanskelig Pligt, at dets Opfyldelse med Rette kan lægge Beslag paa et Menneskes hele Liv. Nej, og atter nej! Bliver Børnenes Opdragelse virkelig alene overladt til Moderen, saa bliver Børnene i et af ti Tilfælde forhærdede, og hvad Husholdningen angaar, da fordrer Moden ogsaa, hvis Pengene tillader det, at der baade holdes Husjomfru og Pige, eller idetmindste det sidste. Men hvor bliver saa Hustruens Gerning af?

Hvad vi her har sagt gælder navnlig Storborgerinderne, om muligt endnu værre er Forholdet, naar vi kommer ned til Arbejderklassen. Her er det ikke Tale om Huslighed eller Børneopdragelse. Konen maa arbejde med, hvis Familien ikke skal sulte. I Virksomhed paa Fabriken eller ved andet Arbejde fra den tidlige Morgen til sent om Aftenen, maa hun overlade de mindre Barn til deres Skæbne, medens de større faar deres Opdragelse paa Gaden eller i de usunde, helbredsfarlige Fabriklokaler. Skal hun sy eller lave Mad, bliver det Ekstra- og Hastværksarbejde; Husligheden forsvinder og den unge Pige forvandles i faa Aar ved et strængt Arbejde og Næringssorger til en bleg, hentæret Skikkelse, som Manden med et Slags Samvittighedsnag undgaar Synet af ved at løbe paa Kroen, hvor han drikker sine Penge op og spilder sin Tid.

Vel ved vi, at det ikke er saaledes overalt, der findes ogsaa Familier blandt Arbejderne, hvor der hersker Orden og Hyggelighed og hvor Familielivets mange gode Sider faar Lov til at udvikle sig. Men saadanne Tilfælde er Undtagelser; den Udvikling, som vort nuværende Samfund faar, vil om kort Tid ødelægge Familielivet saavel i de højere, som i de lavere Klasser Og vel at mærke, den vil ødelægge det Gode deri uden at borttage bet Onde; Præstevielsen, det uopløselige Baand, beholdes medens Husligheden gaar tilgrunde.

Men hvorledes stiller Socialismen sig nu ligeoverfor det moderne Ægteskab? Vil vi opløse det i den Forstand, at vi vil tvinge noget Menneske til at bære sig anderledes ad end tidligere, naar han vil gifte sig? Nej, aldeles ikke. Det er os ligegydigt, hvorledes en Mand arrangerer sig med sin tilkommende Kone; det er os ligegyldigt om han saa tager tre Præster tilhjælp, naar han skal belægges med "Hymens Lænker." men det er os selvfølgelig ogsaa aldeles ligegyldigt, om han saa slet ingen Præsts Bistand ønsker. Hermed mener vi ikke, at Folk aldeles ingen Love skal være underkastede, naar de gifter sig, men vi har tænkt, at hvis de for de verdslige Myndigheder sluttede den til for Pengeforholdenes Skyld nødvendige Ægteskabskontrakt, saa maatte det aldeles bero paa Vedkommende selv, om de bagefter ønsker Kirkens Bistand eller mener at kunne undvære den. Og hvad vi navnlig lægger Vægt paa er, at det Baand, der knyttes, ikke bliver saa vanskeligt at løse, som det nu er. Hvis der virkelig for et Par ÆgtefoIk kommer Grunde tilstede, der kunde gøre det ønskeligt at skilles, da bør de kunne gøre det uden Hinder og uden at det skal betragtes som en Skam. For Øjeblikket er Forholdets Løsning nemlig forbunden med saa mange Omstændigheder, at mange tvinges til at leve i et sandt Helvede med hinanden, medens de ved at gaa hver sin Vej vilde kunne undgnaa den Ulykke, hele sit Liv at maatte lide for at maaske ubesindigt Skridt, der er foretaget i Ungdommen. Vi er ogsaa overbeviste om, at selve den Tanke at kunne blive fri, vilde forsone Mange med Ægteskabets Ubehageligheder.

Men vi indrømmer, at det ved en saadan Ordning maaske vilde komme til at gaa ud over Kvinderne, hvis de vedblev at være saa undertrykte som hidtil. Der maa derfor ske en Forandring heri, og denne skal vi omtale i et følgende Numer.

*) Hvis [Forf.] skulde ønske nærmere Opløsninger om denne Literatur, vil han kunde faa dem paa det kongetige Bibliothek, hvor der findes omtrent en Snes af disse Bøger

(Socialisten 23. december 1871).