"Maalet er fuldt": Folkemøde på Nørre Fælled. (Efterskrift til Politivennen)

Folkemøde paa Nørrefælled. Da vi i vort Aftennumer for igaar meddeelte, at Bestyrelsen for den herværende Afdeling af "Internationale" havde udstedt en Indbydelse til Afholdelsen af et "Folkemøde" paa Nørrefælled paa Søndag, fandt vi det endnu tvivlsomt, om vi burde aftrykke det Opraab, hvormed Indbydelsen motiveres. Efterat imidlertid "Fædrelandet" for iaftes har optaget dette Actstykke in extenso, ville vi heller ikke opsætte at meddele vore steefere det. Som man vil see, indeholder Opraabet Intet om, hvad der stal finde Sted paa Mødet; men det efterlader desuagtet ingensomhelst Tvivl om, hvad Hensigten er: Afholdelsen af et Mandtal over Alle, som ville deeltage i "Kampen mod Capitalen", og en Appel til Anvendelsen af Magt, for at sætte sine Fordringer igjennem. Opraabet lyder saaledes :

"Maalet er fuldt!

Snart dages det Brødre, det lysner i Øst!
Til Arbejdet fremad i Kor!

Løgn og Bagtalelser i Bladene, ulovlig Fremsend af Avtoriteterne, Had og Forfølgelse fra Kapitalisternes Side, det er den "Imødekommen", der er vist vore smaa og billige Fordringer af de idiotiske Magthavere. Denne Lejlighed burde gribes, sagde de, for ret at vise Arbejderen, hvor afhængig han er af Kapitalens Naade og Barmhjertighed, for at lade ham føle, hvor let det er for den lille herskende Klike paa aldeles storborgerlovlig Maade at sulte ham ihjel, hvis han ikke bøjer Nakken under Aaget, hvis han ikke kryber til Korset og beder om den Naade at maatte slide som sædvanligt for al forøge Indholdet af Storborgernes velspækkede Pengepunge. 

Og hvor ypperligt forstaar vore Modstandere ikke at enes, naar det gælder en saadan Sag! Ministre, Magistrat, Politidirektør, Grundejer- og Pengeposemamd, - alle have de faaet travlt med at sammensværge dem mod Folket; alle føler de, at nu gælder det at kvæle Frihedsspiren, ligegyldigt om det skal skee "med eller uden Loven". Derfor løser Ministeriet Murmesteren, der har det kgl. Teater, fra hans Forpligtelser; derfor opkalder Crone hver Dag Mursvende, omenskjøndt de ikke har forset sig; derfor udsætter Magistraten Murerlærlingenes Prøver, og har endog den Frækhed at ville røve Laugenes Penge og gjøre Kjøbenhavns Haandværkere og Arbejdere umyndige; derfor overfalder Ligningskommissionen Mursvendene med Breve; derfor inddriver Grundejerne ubarmhjertigt Huslejen hos de Strikende; derfor skælder Friskolelærerne deres uskyldige Børn ud; derfor nægter Understøttelsesforeningerne at hjælpe de Nødlidende blandt dem; derfor falder endelig hele Pressen over dem med Løgn og Skældsord, med Haan og Trusler.

Kjøbenhavns Arbejdere! 

Vor ivrigste og meest hadefulde Modstander, Redaktør C. Ploug, erklærer i "Fædrelandet", at "Samfundets Tarv fordrer paa det bestemteste, at dette Forsøg (Murerskruen) falder saaledes ud, at Arbejderne kommer til bedre Erkjendelse af deres egen Interesse", det vil med andre Ord sige, at han opfordrer Murmestrene til at sulte deres Svende ud, for at ikke de andre Haandværkere og Arbejdere ogsaa skal faae Mod til at forsøge at forbedre deres Kaar! Skal vi da som Lam lade os føre til Kapitalens Slagterbænk? Skal vi taale, at vore Fjender maaskee for flere Aar standser vor Fremgang? Nej, det kan Kjøbenhavns Arbejdere ikke være bekendt! Lad os derfor samle os; Regeringerne plejer jo hvert Øieblik at holde Revu over de af deres Undersaatter, som de ved første givne Lejlighed vil offre paa Krigsgalskabens Alter for at tilfredsstille deres Ærgjerrighed. Lad os da engang holde Mandtal over alle frie Arbejdere, over Alle, som vil hjælpe os i Kampen mod Kapitalen; vi vil da faa at kende vor egen Magt og vore Fjenders Svaghed; samlede i tusindvis vil vi stille vore Fordringer og love hverandre at staa Last og Brast indtil Sejren er vor!

Men Jer, I Guldets Dyrkere! I, de Fattiges Udsugere! Eder vil vi endnu en Gang tilraabe: - I har i Aartusinder iskænket os en bitter Livsdrik; vogt Jer nu, Maalet er fuldt! Lad der ikke komme en eneste Draabe til, eller "det flyder over!""

Den Artikel , hvormed Bladet "Socialisten" igaar motiverer Indbydelsen til et "Folkemøde" paa Nørrefælled paa Søndag Eftermiddag, er, som man vil have seet af vort Morgennumer, hvori vi have gjengivet dette Actstykke i dets Heelhed, et Væv af Løgn og Sandhedsfordreielse, beregnet paa Mængden, som ikke selv veed Besked, men med Begjærlighcd griber og gjentager hvad der siges til Besmykkelse for Udskeielser, som det maatte lykkes at ophidse dens Lidenskab til al indlade sig paa, og med en Islæt af Misundelse og vanvittigt Had til "Capitalen", det vil sige dem, der have den i Hænde. Spørger man nu, hvad Hensigten er hermed, saa synes det Hele nærmest at maatte opfattes som et Tegn paa, at Murerstriken er ifærd med at høre op, og at Lederne nu ville forsøge et fortvivlet Skridt for at holde den i Gang og drive den igjennem. Og uagtet hverken Indbydelsen til Mødet eller Opraabet, som ledsager den, melder Noget om, hvad der skal finde Sted paa Mødet, saa er Hensigten dog tydeligt nok den at imponere med Massen og indjage Frygt ved Truslen om Anvendelse af Magt. "Samlede i tusindvis" hedder det - "ville vi stille vore Fordringer og love hverandre at staae Last og Brast, indtil Seiren er vor! Men Jer, I Guldets Dyrkere! I, de Fattiges Udsugere! Eder ville vi endnu een Gang tilraabe: "I have i Aartusinder skænket os en bitter Livsdrik; vogt Jer nu, Maalet er fuldt! Lad der ikke komme en eneste Draabe til, eller "det flyder over!" Dette Sprog kan ikke misforstaaes. Men naar Truselen nu ikke virker, naar Mestrene nu ikke lade sig imponere af, at Deeltagerne i en stor Forsamling erklære sig enige i, at Muursvenden  bør have høiere Løn og kortere Arbejdstid, hva saa? Er det saa ensbetydende med, at "Maalet flyder over", og hvad saa? Skal saa Truselen med at drive sine Fordringer igjennem med Magt sættes i Værk, og hvorledes? Hvori bestaae Fordringerne? Efter sædvanlig retlig Opfattelse er Forholdet saaledes at naar Mestrene ikke ville gaae ind paa de Betingelser, Svendene opstille for at vedblive med deres Arbeide, saa ophøre Svendene med Arbeidet. Dertil ere de fuldt berettigede; men dermed er Sagen ogsaa afgjort saalænge, indtil een af Parterne betænker sig; thi ligesaa fuldt som Svendene ere berettigede til at stelle hvad Priis de ville paa deres Arbeide, ligesaa fuldt ere naturligviis Mestrene berettigede til at vægre sig ved at betale denne Priis, naar de finde den for høi. Følgen er kun, at der ingen Arbeidscontract kommer istand. Men naar der ingen Contract kommer istand, kan der selvfølgelig heller ingen Fordringer udledes af en saadan. Svenden har hos en Mester, for hvem han arbeider, ikke Mere at fordre end hos enhversomhelst Anden, der ikke er særlig contractlig forpligtet ligeoverfor ham. Men naar Svendene altsaa aldeles ingen Fordringer have paa Mestrene, hvad er det da, der skal opnaaes ved Anvendelsen af Magt? Er det en Omstødelse af Samfundsordenen ? Er det Oprør, der prædikes? Skal der øves Vold og Hærværk paa Personer og Eiendom? Skal Byen plyndres? Gaae de Herrer Indbydere til "Folkemødet" med en Petroleumsflaske i den ene Lomme og et Bundt Svovlstikker i den anden? Vi troe det ikke, vi troe ikke engang, at Lederne selv i deres vanvittige Raseri tænke sig Muligheden af, hvad deres Optræden i sine Conseqventser kunde føre til; vi ville helst troe, at al denne Paakaldelse af Magten osv. nærmest er Talemaader, som høre med til Costumet; men de Herrer maae tilskrive sig selv Skylden, hvis man handler under Forudsætning af, at der bagved deres Udtalelser skjuler sig en virkelig Fare. Kjøbmand Mundbergs nedenfor referede Yttringer paa et Møde igaar Formiddags tjene kun til at styrke en slig Forudsætning. Vi vide ikke, om Politiet opfatter Indbydelsen som et Skridt, der i Medhold af Grundlovens § 88 bør forbydes. Men hvad vi vide, det er, at man ikke kan bruge stærke Udtryk nok for sin Dadel af de Personer, der stille stige Historier i Scene, og ikke indstændigt nok lægge alle retsindige Medborgere paa Hjerte, ikke at lade sig forlede til, selv kun af Nysgjerrighed, at følge Indbydelsen. Det kan see uskyldigt nok ud at samles og vedtage Resolutioner. Men man tænke sig Situationen, hvis Mødet blev nogenlunde talrigt! Der vilde naturligviis blive holdt Taler til Forsamlingen af den bekjendte Art, og naar saa Mødet var tilende, og Deeltagerne skulde begive sig hjem i en ophidset Stemning og selvfølgelig uden Resultat, saa behøvedes der kun en Tilfældighed eller en Kaadhed for at fremkalde et Skridt, der førte flere efter sig, og som i den mere og mere irriterede Stemning let kunde føre til Udskeilser, ja til Ulykker, som man dybt maatte beklage, ikke mindst fordi de Skyldige maaskee vilde være ellers ordentlige og rolige Arbejdere, der havde fundet sig tilfredse i deres tarvelige Kaar, indtil de af samvittighedsløse Ledere lode sig foregjøgle et Eldorado, som ikke existerer, og forlokke til Deeltagelsen i Foretagender, der førte til deres Ruin. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. maj 1872).

Forsiden på Socialisten torsdag den 2. maj 1872.

Politiet bekendtgjorde herefter ved opslag på gadehjørner og i aviserne at i henhold til grundlovens § 88 og Lov angående omordning af Københavns Politi af 11. februar 1863 § 9 at mødet var blevet forbudt fordi det var farligt for den offentlige fred og sikkerhed.

Skomagerstrike i Horsens. (Efterskrift til Politivennen)

Horsens, den 19de April. (B. Av.) Skomagerstriken vedvarer, efter hvad vi erfare, destoværre endnu i næsten hele sin Udstrækning, idet kun nogle enkelte gifte Svende have gjenoptaget Arbeidet. De Forsøg, der ere gjorte paa at udjevne Striden, have hidtil havt et uheldigt Udfald, og det uagtet der vistnok hos Mestrene gjør sig den Erkjendelse gjældende, at Svendene ere for slet aflagte, og de derfor vistnok ere villige til at gaae saa vidt i deres Indrømmelser, som det er dem muligt. Hvad der imidlertid gjør det snare vanskeligt for Mestrene at gaae ind paa en forhøiet Arbejdsløn, er den Omstændighed, at Materialet netop i den senere Tid er blevet meget fordyret, saa at den Priisforhøielse paa Varerne, der vil blive en nødvendig Følge af Arbeidslønnens Forhøjelse, vil blive altfor betydelig til, at Mestrene ikke maa frygte for at tabe en Deel af deres Næring ved at lade den indtræde.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. april 1872).

Skomager-Striken i Horsens. I Anledning af den ogsaa her i Bladet optagne Meddelelse om denne Strike har "Horsens Av." modtaget to Skrivelser, een fra de forenede Skomagermestre og een fra samtlige Byens Skomagersvende. 

Den første Skrivelse er saalydende: "Hr. Redacteur! Idet vi meget takke Dem for de Oplysninger, De har bragt Publicum ved Indholdet i Gaarsavisen med Hensyn til Skomagernes Strike, tillade vi es dog herved at meddele Dem nogle nærmere Oplysninger desangaaende, som vi meget bede Dem godhedsfuldt optage i Deres ærede Blad. For Arbeidsnedlæggelsen fra Svendenes Side, modtoge vi den Underretning, at Svendene fordrede 18pCt Tillæg. Som Følge heraf blev i et Møde af os udarbejdet en Priiscourant. hvorved Lønnen blev forhøiet paa enkelte Arbeider - dog naturligviis ikke i Forhold til det Forlangte. Derpaa fulgte Arbejdsnedlæggelsen, og vi modtoge da en Priiscourant fra Svendene, hvorpaa der for enkelte Arbeider, navnlig Ting, hvorpaa Mestrene tjene mindst, var forlangt Forhøielse af indtil 36 pCt. Svendene modtoge da en skriftlig Meddelelse fra os, at vi fandt os nødtvungne til at fastholde vor indgivne Priiscourant, hvorimod vi særlig vilde tage Hensyn til de dygtige Arbeidere og bære Omsorg for, at Saadanne kunde blive aflagte efter Fortjeneste. Herpaa modtoge vi følgende Svar fra Svendene, at deres Priiscourant kun gjaldt den daarlige Arbeider, og at den Dygtige endnu skulde lønnes høiere. - Paa Grund af, at Materialet siden de store Opkjøb fandt Sted til den tydsk-franske Krig er steget gradviis indtil 46 a 50 pCt., og da en Mesters Nettofortjeneste for den Tid var beregnet til høist 26 pCt., er Fortjenesten, trods Forhøielse af Prisen, dog trykket ned til 16 a 12 pCt. Naar vi nu dertil skulle indrømme de af Svendene opstillede Fordringer, troe vi, at det vilde være ligefrem at henvise vore Kunder til Nabobyerne eller Udlandets Fabricata, og have derfor troet det rigtigt saavel i vor egen som Publicums Interesse at fastholde den af os engang tagne Bestemmelse endvidere at bringe samme til Publicums Kundskab." 

Den anden, fra Svendene, lyder saaledes: "Hr. Redacteur! I Anledning af Artiklen i Deres ærede Blad, Nr. 103, angaaende Skomagersvendenes strike, tillade herved samtlige strikende Svende sig at gjøre den ærede Redaction mere bekjendt med, Hvorledes vor Stilling ligeoverfor det øvrige Samfund er. Idet der indrømmes os, at vore Fordringer ere berettigede, ville vi med det Samme takke derfor. Hvorledes er en Skomagersvends Stilling? Det er Noget, som maaskee er de Fleste ubekjendt. En almindelig god Arbeider kan med sin bedste Flid i Gjennemsnit fortjene 4 Rd. om Ugen. Hvor vil nogen samvittighedsfuld Mand fragaae, at en Familieforsørger med flere Børn umulig kan leve deraf. Kan der paastaaes, at Mestrene paa Grund af Concurrence ikke kunne forhøie Prisen paa deres Arbeide, da troe vi, at vi kunne modbevise dette da den samme Fordring, som vi stille, er indrømmet af de største Mestre i Randers og forelagt Mestrene i Aarhuus til Vedtagelse, og hvis ikke dette skeer, vil der indtræffe samme Forhold som her. Derfor troe vi ikke, at Dhrr. Skomagere bør være bange for Concurrencen fra Provindserne og langt mindre fra Kjøbenhavn, da deres Fordringer der ere langt større end her."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. april 1872. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Arbeidsnedlæggelse blandt Murere. (Efterskrift til Politivennen)

Arbeidsnedlæggelse er i disse Dage udbrudt her i Staden blandt Muursvendene, fra hvis Side der allerede for faae Maaneder siden blev gjort Skridt for at opnaae en Forbedring i deres Vilkaar. De Fordringer, som Svendene dengang stillede til Mestrene, gik ud paa, at saavel den saakaldte Priiscourant, der indeholder Bestemmelserne om Betalingen for Accordarbeide, skulde forhøies, som at dette ligeledes skulde være Tilfældet med Hensyn til Daglønnen, og at endelig Arbeidet skulde ophøre Kl. 6 istedetfor Kl 7 Aften, Fordringer, som man forlangte gjennemførte fra 1ste April. Mestrene indvilligede i at forhøje Daglønnen med 1 Mk. - hvorefter den ville blive 9 Mk. i Sommerhalvaaret og 6-8 Mk. i de øvrige Maaneder - hvorimod de ikke vilde gaae ind paa en Forhøjelse af Betalingen for Accordarbeide, da denne er saa høi, at en Svend! Sommerhalvaaret, efter hvad der er os meddeelt, kan i Accord tjene 10-15 Mk daglig og i den øvrige Deel af Aaret gjennemsnitlig 8-9 Mk, hvorved tillige maa bemærkes, at der her i Hovedstaden hele Aaret rundt kan sige at være Arbeide for Muursvendene, saa at selv den daarligste Svend ikke tjener under 400 Rd. Ligesaalidt vilde Mestrene gaae ind paa at forkorte Arbeidstiden - der nu er 11 Timer - med 1 Time, hvilket jo ogsaa vilde medføre et ikke ringe Tab for Svendene, hvis Fordring herom derfor ikke stod i den bedste Harmoni med deres Henviisning til Livsfornødenhedernes høiere Priser som den væsentlige Grund til deres Krav paa høiere Løn. Efterat Mestrene havde givet dette Svar, gik Tiden hen til Begyndelsen af indeværende Maaned, da endeel Svende - dog langtfra 400, som det andetsteds har været paastaaet - der vare paa Arbeide, navnlig ved nogle Bygninger paa Gammellholm og i Villaqvarteret, forlode deres Arbeide allerede Kl. 6 Efterm. Dette foranledigede Mestrenes Forening til i Fredags Aftes at afholde et Møde, hvori man blev enig om aldeles ikke at benytte de Svende, der ikke vilde arbeide til Kl. 7. I Tirsdags Aftes holdt derpaa Svendene paa deres Side et Møde, der var besøgt af 5-600 Svende, og hvori der under Discussionen vel reiste sig endeel Opposition imod at fortsætte Modstanden mod Mestrene, men hvor det imidlertid ved Afstemningen med stor Majoritet blev besluttet at fastholde Fordringen om, at Arbejdstiden ikke skulde være længere end til Kl 6. - Som Følge heraf standsede allerede i Onsdags den største Deel Muurarbeide, og idag skal næsten alt Arbeide af denne Art her i Staden være ophørt. Heldigviis er der med Undtagelse af den nye Theatherbygning - der ogsaa er bleven ramt af Striken - for Tiden ikke noget større Foretagende igang, der vil lide under denne Arbeidsstandsning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. april 1872).

Murernes Strike.

Saa er da atter en af disse Kampe begyndt, der vidner saa slaaende og uigendriveligt om Sandheden af vort Udsagn, at Spliden mellem Kapital og Arbejde ikke kan bilægges ved fredelig Overenskomst. Efter næsten et halvt Aars Forhandlinger med Mestrene, efter at være holdt hen med tomme Talemaader fra den ene Uge til den anden, har Mursvendene endelig besluttet sig til at bryde overtvert og stille Mestrene et Enten Eller, som disse maatte vælge imellem.

Mestrene har valgt; Arbejdet er nedlagt; Kampen er begyndt.

Og hvad er det da for skammelige Fordringer, som disse utaknemlige Svende har stillet, der efter Mestrenes Udsagn "har havt det saa godt"? Har de maaske som ægte Kommunister forlangt at "dele" med Mestrene? Har de forlangt et saa uhyre Tillæg i Lønnen, at der slet Intet bliver tilbage til de stakkels fattige Mestre, der maa slide og slæbe fra Morgen til Aften for at skaffe Ekvipager til dem selv og Silkekjoler til deres Fruer? Nej, men de har været uforskammede nok til at forlange en Times Arbejde mindre om Dagen; de har været taabelige nok til at mene, at ogsaa de var Mennesker og ikke Arbejdsheste, at ogsaa de kunde bruge en Timestid mere om Dagen til deres legemlige Hvile og aandelige Udvikling. Ja, det er naturligvis i Mestrenes Øjne en himmelraabende Forbrydelse, og underligt er det, at de ikke spekulerer paa at tage Politiet til Hjælp for at tvinge disse "ulydige" Geseller til at gøre deres "Pligt".

Men hvorfor har Svendene opstillet Fordringen om en Times kortere Arbejdstid? De taber jo ligefrem ved det, naar de f. Eks. har Akkordarbejde; vilde det ikke have været meget bedre, hvis de havde fordret Priskuranten, som de nu saa længe har forhandlet om? Nej, Svendene har her handlet aldeles rigtigt; de har vist, at de indser, hvorledes Grunden skal lægges til en varig Forbedring af deres Stilling, de har vist, at de foretrækker den sikre Sejr selv om den ligger længere borte, fremfor den øjeblikkelige Pengefordel; de har endelig vist, at de slutter dem til den store Kamp, som for øjeblikket føres af deres Brødre over hele den civiliserede Verden for at indføre Normalarbejdsdagen, og som ikke vil ende før Arbejdet er blevet indskrænket til 8 Timer dagligt.

Er først Arbejdstiden forkortet, saa vil Lønnen med tvingende Nødvendighed stige. Der behøves flere Arbejdere. Konkurrencen bliver altsaa mindre, Prisen bliver ikke trukket, og - Arbejderen behøver akkurat det Samme for at leve som tidligere; han maa altsaa have sin kortere Arbejdstid bedre betalt. Det er heller ikke saa let for Mestrene at rokke ved Tiden, naar den først er bleven vedtaget, som det er for dem at presse Lønnen ned igen. Og, hvad vi ikke maa glemme, Arbejderen faar ved sin større Fritid Lejlighed til at beskæftige sig med andre Ting, leve mere i sin Familie, kortsagt blive mere lig med den Klasse, som nu paastaar at have slugt al Dannelse.

* * *

Det er let at indse, at naar Mestrene, som for kort Tid siden uden Indvendinger vilde gaa ind paa at give en Mark mere i Dagløn, saa haardnakket kæmper imod den nu fremkomne Fordring, saa er det, fordi de mener, at den vil være meget vanskeligere at rive overende igen og meget farligere for deres Pengepunge end selv en større øjeblikkelig Forhøjelse. Og Guderne skal vide, at de stamper haardt nok imod Braaden! De 21 gamle Laugsmestre, som hidtil ikke har kunnet taale de 100 yngre Mestre i deres Nærhed, men stedse har betragtet dem som Svende, der var løbet for tidligt af Lære, de har nu bekvemmet sig til at indlemme en stor Del af dem i Broderskabet og give dem Del i den fede Laugskasse. Det maa have været en haard Dyst for dem! Men kan vi nu end forstaa, at disse gamle forstenede Kegler ikke har fulgt saameget med Tiden, at de kan indse Nødvendigheden af at skikke sig i de ny Forhold saa bliver det os dog ubegribeligt, at de unge Mestre, som dog maa have den Tid i frisk Erindring, da de selv bandede den lave Arbejdstid og den lave Dagløn, ikke længer nærer nogen Følelse for deres tidligere Kammerater, men vil hjælpe til at trække en Strid i Langdrag, hvis endelige Udfald ikke kan være tvivlsomt. Ti sæt ogsaa, at Mursvendene denne Gang blev nødt til at give efter, vilde Sagen da dermed være afgjort? Nej, der vilde komme Skruer paa Skruer indtil Maalet var naaet, ligesom det er gaaet i andre Lande, og Mestrene vilde ved deres Modstand kun have opnaaet at tabe en hel Del Penge selv og maaske bringe de dygtigste Arbejdere til at udvandre. Tilmed er det slet ikke Svendene, der er de unge Mestres værste Fjender, det er derimod de gamle Mestre, de grundmurede Kapitalister, som kan genere dem, og dog betænker de sig ikke paa at gaa Arm i Arm med dem, saasnart de blot nedlader sig til at smøre dem lidt om Munden og give dem Tilladelse til at overvære deres Møder.

* * *

Men hvorom Alting er, Striken er nu udbrudt, og der maa gøres Alt for at føre den til et heldigt Resultat. Hertil udfordres fra Mursvendenes Side Taalmodighed, Udholdenhed, Selvfornægtelse og fremfor Alt Sammenhold. Det vil gælde om at kunne udholde Kampen saalænge som muligt med de smaa Pengemidler, som staar til deres Raadighed, og vi kan derfor ikke undlade at advare de Strikende mod alle Skruers værste Fjende nemlig Kroen. Den uvante Lediggang opfordrer til at nyde baade Spise og Drikke udenfor Hjemmet, og det er for kostbart, naar Pengene har den Værd, som under en Strike. Iøvrigt tvivler vi ikke paa, at den Enighed og det Kameratskab, der har gjort Murerne til en af Arbejdsklassens kraftigste Foreninger, ogsaa vil vise sin Styrke nu, da det gælder at opnaa en varig Fordel for Standen i det Hele.

Vi har ikke fremkaldt denne Skrue, vi har ikke her "stukket Hestefoden frem", som vore Modstandere siger, og vist vore "statsopløsende" Tendenser. Vi er ikke taget med paa Raad om, naar eller hvorledes Striken skulde udbryde; Murerne har selv afgjort Alt. Men desuagtet tager vi ikke i Betænkning at tilbyde de kæmpende Arbejdere den Hjælp, som vi er istand til at yde. Vort Blads Spalter skal være aabne for dem, vi er rede til at indsamle Bidrag til dem og til at anvende den Indflydelse, som vor hidtilværende Optræden skaffet os hos en stor Del af Danmarks Arbejdere saavelsom hos Udlandets. Vi forlanger ingen Tak derfor, det er ligefrem vor Pligt at stolte enhver modig Anstrængelse fra Arbejdernes Side for at bryde deres Stand en ny og friere Bane her i Landet; gjorde vi ikke det, da først vilde man med Sandhed kunne sige, at vi forraadte Arbejdernes Sag!

(Socialisten 11. april 1872).

Murernes Arbeidsnedlæggelse. Paa et igaar Aftes i "Internationale" afholdt Discussionsmøde gav Muursvend Grøn en Meddelelse om den stedfindende Murerstrike. "Det gaaer brillant", begyndte han under Forsamlingens Jubel, "og der er ikke nogensomhelst Grund til at frygte for, at den skal gaae i Stykker, eller for at Murerne skulle sulte ihjel, som Storborgerne, der levede i den salige Tro, at Striken kun havde en Capital af 9 Rd. 1 Mk. 6 sk at virke med, meente og haabede. Der er igaar (Søndag) udbetalt 900 Rd. i Understøttelse til de Svende, som behøvede det, og ikke en eneste har begjært Hjælp uden at faae den, og der haves endnu en Kassebeholdning paa 256 Rd. "Internationales" Bestyrelse havde igaar Formiddags, for den Muligheds Skyld at den begjære de Hjælp kunde komme til at overstige de forhaandenværende disponible Midler, bragt 150 Rd., for hvilke der dog som sagt ikke i Øieblikket havde været Brug. Cigarmagerforeningen "Enigheden" havde ydet Murerne et rentefrit Laan af 200 Rd., og alle de andre Fag og Laug støtte efter Evne Striken. Kunde de forskjellige Strikekasser forenes om at slaae deres Midler sammen i en for Alle fælles Kasse, vilde alle Arbejdere, som det er bleven foreslaaet, give blot en Fireskilling ugentlig til et saadant Fond, saa var Striken saa sikkret, at den vilde kunne holdes gaaende, om det saa var i flere Aar; og Murerne maatte og skulde seire, det var et Livsspørgsmaal for alle Arbejderne." Sluttelig tilføiede Hr. Grøn, at man ikke burde dømme Mestrene altfor haardt, thi deres Modstand skyldtes for en stor Deel den Pression, som Håndværkerforeningens og Grundeierforeningens Storborgere udøve paa dem."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  29. april 1872).

Valget i Flensborg. (Efterskrift til Politivennen).

Som vi allerede har omtalt for et Par Dage siden, er vi af det socialdemokratiske Parti i Tyskland og navnlig i Hertugdømmerne blevet opfordret til at virke for Hr. Hasenclevers Valg i Flensborg, og vi gjorde det saameget hellere, som vi ved samme Anledning vilde faa Lejlighed til at prøve, hvor dvbt de storborgerlige danske Slesvigeres Patriotisme igrunden stikker. Vi maa sige, at det skete vil være en gavnlig Lære for alle dem, som tror paa den saakaldte Fædrelandskærlighed. Omendskønt det nemlig er os vitterligt, at de danske Vælgere paa Grund af den snedige, prøjsiske Inddeling af Valgkredsene, ikke vil kunne sætte nogen dansksindet Kandidat igennem, og omendskønt Hr. Hasenclever har erklæret, at han, som Socialist, holdt paa Nordslesvigernes Selvbestemmelsesret, altsaa indtog fuldstændig det samme Standpunkt, som d'Hrr. Krüger og Ahlmann, saa var det dog en altfor stor Ærgrelse for Storborgerne at se en Social-Demokrat blive valgt, til at de ikke skulde gøre Alt for at forhindre det.

Det kunde vare meget interessant at faa at vide, paa hvilke Grunde "Dannevirke" støtter den Protest, som Bladet har nedlagt mod Hr. Hasenclevers Valg. Hvad er egentlig de dansksindede Flensborgeres Mening? Vil de have en Repræsentant, som paaser den danske Befolknings Interesser, eller vil de have en Repræsentant for Storborgerne? Det er nemlig to meget forskellige Ting. I første Tilfælde maatte det jo være dem aldeles ligegyldigt, om Manden saa var en Kineser af Nation, naar han blot holdt paa Befolkningens Ret til efter fri Afstemning at vende tilbage til Danmark; i sidste Tilfælde derimod er det en bestemt Stands Interesser, som de ønsker at han skal kæmpe for, og da træder jo Nationaliteten i Baggrunden, for at give Plads for Erhvervelsen eller rettere Bibeholdelsen af det tilranede Herredømme over Arbejderne. Vi for vor Part har alletider været overtydede om, at Storborgernes "Nationalitetsfølelse" ikke havde meget at sige, men vi er tillige forvissede om at den slesvigske Arbejder ved det bevægede Liv, som han har levet i de sidste 25 Aar, er kommet til en saadan Grad af politisk Modenhed, at han ikke længere vil lade sig trække om, ved Næsen af de Folk, som bruger Nationalitetens Skærmbrædt, naar de vil benytte Arbejderne til Formaal, som strider imod disses Interesser. Hr. Hasenclevers Valg vil i dobbelt Henseende være en Fordel for de dansksindede Arbejdere i Flensborg, eftersom han for det Forske vil virke for, at de faar Ret tit at slutte sig til det Land, som deres Fortid har knyttet dem til, og for det Andet fordi han tillige vil vare en værdig Repræsentant for Arbejderklassen, den Klasse, som netop i vor Tid er ifærd med at tilkæmpe sig de Rettigheder, som Storborgerne, saavel i Slesvig, som i Danmark og Tyskland har vidst at tilrive sig paa deres Bekostning. Ved at stemme paa Hr. Hasenclever tilfredsstiller Slesvigs Arbejdere altsaa paa en Gang deres patriotiske og deres Klasse Interesser; Udfaldet af Valgene vil nu vise, om Ulykken har lært vore slesvigske Brødre at være selvstændige, eller om de endnu sjasker af i Hælene paa Storborgerne!

(Socialisten 7. april 1872).

Wilhelm Haseclever. Public domain.

Opstillingen fandt sted i forbindelse med et suppleringsvalg til rigsdagen. Tysklands socialdemokratiske Arbejderparti var blevet dannet i 1869. Medlemmerne kom fortrinsvis fra Sachsen og Sydtyskland. Der fandtes på det tidspunkt to socialdemokratiske partier som først blev forener i 1875. Wilhelm Hasenclever (1837-1889) repræsenterede det Lassalske pari og efterfulgte advokaten I. B. Schweitzer. Ved valget den 30. maj 1872 fik professor Hinschin 6.000, Krüger 4.434 og Wilhelm Haseclever 995 stemmer. Geleff kunne godt tøtte Hasenclever af natiuonalistiske grunde, mens Louis Pio mere var tilbøjelig til at gøre det for hans lassalleanske sympatier. Det fik modparten, Eisenacherne til at udsende advarsler mod Hasenclever som de kaldte "Bismarcks agent".

Straf for at have udsat sit spæde Barn. (Efterskrift til Politivennen)

De nærmere Omstændigheder ved en af Høiesteret i disse Dage paakjendt Sag, hvorunder et Fruentimmer tiltaltes for denne Forbrydelse, vare følgende: Fruentimmeret, der er ugift, men to Gange tidligere, i 1830 og 1838, har født Børn, af hvilke det ene lever, fødte den 8de October f. A. paa Fødselsstiftelsen et Drengebarn, hvorefter hun henvendte sig til Barnefaderen, der tjente paa en Gaard i Jylland, om Hjælp til at faae Barnet anbragt, og da hun ikke fik noget Svar, forlod hun Stiftelsen den 20de f. M. i den Hensigt, at bringe Barnet til hendes Broder ved Helsingør. Først gik hun til en Gaard ved Birkerød, hvor hun tidligere havde tjent, og efter at have overnattet der gik hun til Birkerød Station for med Jernbanetoget at tage til Helsingør, men da hun kom for sildig besluttede hun, da Toget til Kjøbenhavn netop stoppede, at tage med dette her til Staden, uden at hun har kunnet gjøre sig Rede for, hvad der bevægede hende til denne forandrede Beslutning. Efterat være kommen til Kiøbenhavn, gik hun med Barnet om paa Nørre- og Vesterbro uden at tænke paa at gaae nogetsteds ind, idet hun efter sin Forklaring var i en nedtrykt Stemning og kjed af hele Verden, og først under denne Omvanken opstod Tanken hos hende om at sætte Barnet ud. Medens hun en Timestid overveiede denne Tanke, var hun gaaet til Frederiksberg, hvor hun gik ned ad Lampeveien og ind paa en til samme stødende Steenplads; der satte hun sig med Barnet, som hun gav Mælk og Brød samt en frisk Sut, hvorefter hun lagde det ned paa Jorden og forlod Pladsen, idet hun dog fra Gl. Kongevei vendte tilbage for at see, om der kom Nogen, der kunde opdage Barnet, og vil hun efter sin Forklaring, hvis Rigtighed imidlertid ikke har kunnet nærmere oplyses, have bemærket tre Damer, der fra Falkoneeralleen dreiede ind paa Lampeveien, hvorefter hun vendte om og gik her til Staden. Den omhandlede Steenplads ligger, som bemærket, umiddelbart op til Lamveien, men er indhegnet med et 2 Al. høit beplantet Dige, saa at man ikke fra Veien kunde see Barnet; men herom og at det kunde ligge og døe havde Moderen ikke gjort sig nogen Tanke, men blot tænkt, at der nok vilde komme Nogen gaaende, som blev opmærksom paa Barnet, i hvilken Henseende maa mærkes, at det endnu var lyst og Veiret ret godt. Barnet blev omtrent Kl. 4½ om Eftermiddagen fundet ved, at dets Skrig hørtes, og det var i en af Kulde forkommen Tilstand, saa at de Personer, der fandt det, have sluttet, at det havde henligget paa Pladsen omtrent en Time, men ved strax anvendt omhyggelig Pleie kom Barnet sig snart, og efter vedkommende Læges Erklæring befinder det sig nu fuldkomment vel. Høiesteret stadfæstede de foregaaende Instantsers Domme, hvorved Moderen, der er født 1839 og ikke tidligere tiltalt eller straffet, for dette Forhold imod sit Barn var anseet med Straf af 1 Aars Forbedringshuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. april 1872).

Lampevejen er nutidens Howitzvej på Frederiksberg som løber parallelt med Smallegade mellem Fasanvej og Falkoneralle.