En Hustrus Mishandling. (Efterskrift til Politivennen)

Den 19de Mai d. A. indfandt en Arbejdsmands Hustru sig paa 3die Politistation her i Staden og anmeldte, at hun i de sidste 8 Dage var bleven slaaet af sin Mand med en tyk Stok, samt foreviste ved denne Lejlighed Spor af Slag paa højre Side af hendes Hals og Rifter i Ansigtet. Under den den 18de f. M. i Anledning heraf paabegyndte retslige Undersøgelie fastholdt hun sin paa Politistationen afgivne Forklaring og tilføjede, at hendes tiltalte Mand, med hvem hun indtil Slutningen af foranførte Maaned havde boet i Dronningens Tvergade, og derefter i lille Regnegade, ogsaa paa det sidst nævnte Sted havde slaaet hende saavel i Hovedet som paa andre Steder af Legemet, men dog ikke som tidligere med en Stok. Tiltalte erkendte vel, at have lagt Haand paa sin Hustru, men kun for at forhindre hende fra at slaa ham, fra at mishandle deres Barn og fra at ituslaa deres Ejendele. Derimod negtede han at have slaaet hende med en Stok, hvilken Forklaring han stadig uforandret vedblev. Efter at han en halv Snes Dage havde været arresteret under Hovedforhøret, blev han ved dettes Slutning den 28de Juni løsladt af Varetægtsarresten. Straks efter at dette var sket, tilstillede han Kriminalrettens 5te Kriminalkammer, ved hvilket den omhandlede retslige Undersøgelse var bleven foretagen, en med hans Hustrus Navn undertegnet og den 1ste Juli d. A. dateret Skrivelse, hvori det hedder, at hun, der vel for Politiet havde anmeldt de af hendes Mand under deres Uenighed mod hende udviste Haandgribeligheder, ikke kunde fragaa, at hun havde gengældt disse og sikkert ved et mere sindigt og sagtmodigt Forhold kunde have forhindret hans Overfald. og at det vilde gøre hende meget ondt, om Tiltalte skulde komme til at lide Straf for en Overilelse, som hun tildels havde foranlediget, hvorfor hun indstændig anholdt om, at han maatte fritages for Straf, eller at denne i modsat Fald maatte blive saa lempelig som mulig i den Overbevisning, at den tidligere sørgelige Ufred ikke vilde blive genoptagen. I det i Anledning Heraf optagne yderligere Forhør erkendte Tiltaltes Hustru vel at have samtykket i den ovennævnte Skrivelse, men nægtede at være bleven bekendt med dens Indhold og som Følge heraf at have vidst, at deri udtales, at hun havde gengældt eller foranlediget sin Mands Haandgribeligheder, hvorhos hun forklarede, at Tiltalte ogsaa efter sin Løsladelse af Varetægtsarresten stadig havde behandlet hende paa den mest raa og uforskammede Maade, navnlig udskældt hende, spyttet hende i Ansigtet uden nogensomhelst Grund og, naar hun tog til Genmæle, pryglet hende paa det Ubarmhjertigste. Tiltalte havde under det sidstnævnte Forhør erkendt, at han kun havde Bemyndigelse af sin Hustru til at lade udfærdige et Bønskrift til Fordel for ham, men ikke til i denne Skrivelse at anføre, at hun havde foranlediget eller gengældt hans Haandgribeligheder, men paastod, at han ikke havde bemærket, at dette Sidste stod i Skrivelsen, "da denne blev oplæst for ham af den Person, af hvem han havde ladet den udfærdige, og at det ikke havde været hans Hensigt, at det skulde staa deri." Derimod fastholdt han sin Nægtelse af nogensinde at have slaaet sin Hustru ogsaa efter hans Løsladelse af Varetægtsarresten. Da der imidlertid ved det under Sagen Oplyste, navnlig ifølge flere Vidners afgivne og med Ed bekræftede Forklaringer fandtes at være tilvejebragt et tilstrækkeligt Bevis for, at Tiltalte havde gjort sig skyldig i den ham paasigtede Forbrydelse, uden at han dog ved denne havde tilføjet sin Hustru Saar eller Skade paa Helbred, blev han ved Kriminal- og Politirettens Dom anset efter Straffelovens § 202 med 5 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Socialisten 16. oktober 1873).

Karen Christoffersen. (Efterskrift til Politivennen).

Bedrageri. Den 15de Juni f. A. indlagdes en Pige ved Navn Christiane Marie Christoffersen paa Almindelig Hospital. Hun eiede foruden nogle Meubler, Sengklæder og Gangklæder tillige en Sparekassebog i "Bikuben", hvorpaa der indestod 310 Rd. Disse Eiendele betroede hun til sin Søster, Karen Christoffersen og bad hende at tage dem hjem og opbevare dem i hendes Logie, for hvilket Leien var betalt forud. Den 21de næstefter afgik Patientinden ved Døden og efterlod sig en udenfor Ægteskab født Datter, der af Fattigvæsenet var sat i Pleie paa Landet. Den Afdødes Søster besluttede under disse Omstændigheder at tilegne sig de hende betroede Efterladenskaber, der vare blevne henlagte paa et Loft i det Sted, hvor Afdøde havde boet, og da Skifteretten, som behandlede Boet, indfandt sig, paaviste hun kun nogle faa Genstande som Søsterens eiendele og disse bleve kun vurderede til 2 Rd., hvorfor de udlagdes hende som Betaling for Begravelsen, hvilken Karen havde besørget. Hun undlod forsætlig at opgive den omtalte Sparekassebog, nogle Sengklæder og Meubler, en Silkenederdeel og et fransk Shavl, ialt til Værdi 32 Rd. for at fravende Boet disse Gjenstande, og hun tilegnede sig dem derefter, idet hun bl. A pantsatte Shavlet og Silkenederdelen, og da Boet var sluttet, lod hun ved en Kone, hun kjendte, Pengene hæve i "Bikuben", og anvendte heraf c. 100 Rd. til en Symaskine og henved 50 Rd. til Klæder til sig og Confirmationstøi til sin Datter. Den Afdødes Datter tænkte hun derimod ikke paa; men da hendes Broder, en Arbeidsmand, noget efter henvendte sig til hende og fortalte, at han havde hørt omtale, at Søsteren skulde have efterladt sig Penge, foregav hun, at Søsteren havde efterladt 100 Rd., som hendes uægte eneste Barn skulde have, og foreslog Broderen at modtage de 100 Rd. paa Barnets Vegne og sætte dem ud for dette, hvilket Tilbud Broderen modtog, dog uden at opfylde sit Løfte, idet han forødte Pengene. Barnets Værge forlangte ham dog ikke tiltalt herfor, da det ikke godtgjordes, at han var vidende om det begavede Bedrageri. Derimod sattes Karen under Tiltale, og efterat hun i nogen Tid havde siddet arresteret, tilstod hun sin Forbrydelse, for hvilken hun ved Criminalrettens Dom blev anseet efter Straffelovens § 252 med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage, hvorhos hun tilpligtedes i Erstatning til Søsterens Bo at betale 311 Rd. 4 Mk. 6 sk, samt hvad der maatte koste at indløse det pantsatte Shavl og den pantsatte Nederdeel.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. september 1873).

Om forsømte Børn i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen).

(Af Pastor Helms.)

Iblandt de Midler, paa hvilke Nutiden har sin Opmærksomhed henvendt for at forbedre de fattige og arbeidende Klassers Kaar, indtager Bestræbelsen for at forbedre Skolevæsenet, en betydningsfuld Plads. Ogsaa i Kjøbenhavn staaer Skolevæsenet paa Dagsordenen og i de offentlige Skoler har man skyndt sig med at udvide saavel Skoletiden som Underviisningen - en Foranstaltning, som dog neppe kan hilses med ublandet Glæde medmindre den ledsages af tilsvarende Foranstaltninger for de daarlige Børn, som hidtil ikke have kunnet tilfredsstille Skolens Fordringer, og endnu mindre ville kunne dette i Fremtiden. Friskolerne omfatte naturligviis mange fattige og skrøbelige Børn, som leve under de sørgeligste og usleste Vilkaar, Børn, som ved dagligt, ofte strengt og langvarigt Arbeide maae hjælpe til Familiens Underhold. Ikke faa maae tilbringe hele Dagen udenfor Hjemmet, deelte imellem Arbeidet og Skolen, og komme de endelig hjem om Aftenen, er der dog hverken Lyst eller Ro til at læse. Saadanne Børn kunne, tilmed naar de ere tungnemme eller svagelige, afkræftede af Mangel pau ordentlig Næring, kun daarlig følge med i Skolen; jo mere dennes Fordringer strammes, desto mere bleve de tilbage; sløvede og trættede af Skjænd og Oversidden i Klasserne blive de lede og kjede af Skolen, som de omsider forlade med høist mangelfulde Brudstykker af Kundskab. 

For saadanne Børn gives der i Kjøbenhavn en saakaldet Extraskole, som rummer 50 Børn. Det har forlængst været erkjendt, at den er aldeles utilstrækkelig, men den vil blive det i langt høiere Grad, eftersom der stilles højere Fordringer til de normale Skoler. Det er at haabe, at de fornødne Pengemidler maae findes enten til at udvide den bestaaende Extraskole, eller til at oprette Extraklasser ved de forskjellige Friskoler, hvor Underviisningen kan lempes efter de daarlige og forsømte Børns Tarv.

Men en langt betænkeligere sag er det med det stedse stigende Antal Drenge, som mod Forældrenes Villie og Vidende forsømmer Skolen, og som kun, ledsagede af Faderen eller Moderen, kunne bringes derhen. Men Fattigfolk have i Reglen ikke Tid dertil; Arbeidet skal passes, Sygdom eller smaa Børn binde Moderen til Huset, og den Omstændighed, at en saadan stor Knægt stundom river sig løs paa Gaden og løber sin Vei, er ikke behageligt for vedkommende Forældre. Vil Skolen straffe saadanne Skulkere, saa tage de deraf kun Paaskud til ny Forsømmelse, og Skolen staaer ligesaa hjælpeløs overfor dem som Forældrene. At mulctere disse, hvilket man for Exemplets Skyld ikke ganske kan undlade, bliver i mange Tilfælde en Haardhed, som kun stemmer dem bittert imod Skolen, uden at Børnene derfor blive bedre. Stundom kan det lykkes at faae et saadant Barn sendt bort, naar det ikke blot forsømmer Skolen, men løber bort fra Forældrene Dage og Nætter, begaar Tyverier osv. Men bedre vilde det dog være baade for Børnene, Forældrene og hele Samfundet, om det Offentlige antog sig dem itide, før de have givet alt for megen Forargelse. Thi saadanne Drenge nøies i Reglen ikke med selv at skulke, men de ligge idelig paa Luur efter skikkelige Kammerater, som de drage i Ledtog med sig, og der danner sig efterhaanden Smaabander, som give Hovedstadens Proletariat en sørgelig Tilvæxt.

Mulctsystemet gaaer ud fra, at Forældrene ere Skyld i Børnenes Forsømmelser. Men hvor Forældrene have tabt Magten over Børnene, der gjælder det at rumme disse selv, og dette kan formeenllig kun skee ved at sætte dem i en Tvangsskole, saaledes som det skeer med de uregjerlige Børn, der ere under Fattigvæsenet. Der er Forældre nok, som med Taknemmelighed vilde modtage det Offentliges Hjælp til at tugte deres vanartede Børn, ja som endog baade kunde og vilde udrede noget til deres Underhold i nogen Tid, i det Haab, at deres Trods kunde blive kuet, og den blotte Tilværelse af en saadan Tvangsskole vilde indgyde mangt et Barn en gavnlig Respect og lægge en Dæmper paa dets Hang til Udskeielser.

Dit er mit Haab, at den Commission. som er nedsat til at undersøge Skolevæsenet i Kjøbenhavn, vil tage disse Forhold under grundig Overveielse. Det kjøbenhavnske Almueskolevæsen er vistnok bedre, end de Fleste forestille sig, og det fortjener ikke de haarde Domme, som stundom ere fældede over det af Mænd, som kun kjendte meget lidt til det. Men naar man finder Skolerne fortræffelige og beundrer, hvad de knnne præstere ved Examina og Verdensudstillinger, da glemme man ikke at lægge Mærke til det Bundfald af Børn, der enten bliver siddende fast i de nederste Klasser, eller der udvikler sig til Besvær og Fordærvelse for Samfundet!

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. september 1873).

Holmens Kirke. (Efterskrift til Politivennen)

Holmens Kirkes Restauration, der paabegyndtes ifjor Foraar, siden hvilken Tid kirken har staaet lukket, er nu fuldført, og fra førstkommende Søndag vil den atter blive aabnet for Menigheden. Det tidligere saa mørke Kirkerum med dets store, stygge, lukkede Pulpiturer og den smagløse Blanding af Inventarium fra Christian IV s Periode og i Rococcostiil er nu forvandlet til et smukt, lyst Rum med aabne Pulpiturer, der ligesom Stolene paa Gulvet ere deels af Egetræ, deels egetræes-malede, med hvidt Loft og vægge, der ere malede i en let graa Farve. Udvendigt er som bekjendt Kalkpudset borttaget, saa at de oprindelig røde Steen, hvoraf endeel af Kirken er bygget, ere komne frem, medens den øvrige Deel af Bygningen, der er opført af gule Steen, er bleven malet som hiin, ligesom endvidere Jerngitterværket og Portene udenfor Kirken ere blevne malede og Forgyldningen fornyet. I det Indre er alt ældre Inventar, der er blevet bibeholdt, blevet restaureret, og fra flere Sider har Kirken modtaget værdifulde Gaver af forskjellige til dens Brug hørende Gjenstande. Saaledes har Provst Fog skjænket to store Gas-Jerncandelabre, der efter Tegning af Architekt Fenger ere udførte i Chr. IV's Stiil og anbraagt ved Opgangen til Choret. Alterklædet, der er af rødt Fløjel med et Crucifix i ophøiet Guld- og Sølvbroderi, er givet af Pastor Warburg, og to Broncecandelabre, der henstaae paa Alteret, ere skjænkede ved Pastor Schmidt, medens Kirkens Katheketer have givet en smuk, sølvbeslaaet Alterbog, og Trinene, der føre op til Alteret, ere forsynede med smukt Broderi, som er syet af flere af Menighedens Damer. Fra Lehnsgrevinde Danner vil Kirken modtoge to store Sølvstager til Alteret. Af 10 Medlemmer af Menigheden er der skjænket en ny smuk Døbefont af Sandsteen og sort, belgisk Marmor med Relieffer i hvidt Marmor af Evens, hvorimod det gamle Sølvbækken fra Christian IVs Tid er bibeholdt og anbragt i den nye Døbefont. Kirken, hvis Restauration er bleven ledet af Architekt Fenger, rummer nu 11-1200 Siddepladser eller kun omtrent 100 mindre end før, uagtet de gamle Pulpiturer havde flere Etager, medens det nye kun har een. Omkostningerne, der ere udredede af kirkens egne Midler, vare i det oprindelige Overslag anslaaede til 47,000 Rd., men deels paa Grund af Prisernes Stigning, deels fordi man senere har fundet det rigtigt tildeels at anvende bedre Materialier og gjøre flere hensigtsmæssige Forbedlinger, ere Udgifterne naaede op til c. 60.000 Rd. Endnu fremhæve vi, at der er opført en Tilbygning for en Skriftestol foruden de to mindre, der findes i selve Kirken, samt at Kongestolen er bleven flyttet til Pulpituret i Længdeskibet ligeoverfor Prædikestolen, hvor den med sit smukke Snitværk bidrager til at forskjønne dette Parti af Kirken, ligesom den ogsaa er smagfuldt udstyret med Højryggede Stole i Christian IVs Stiil.

Igaar blev Kirken tagen i Øiesyn af Hs. kgl. H. Kronprindsen og Kronprindsessen med Følge tilligemed Hs Exc. Conseilspræsidenten og Cultusministeren m. Fl. Hs. Excell. Marineministeren foreviste som kirkens Patron Logningen for de høie Herskaber.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. september 1873).

Chr. V. Nielsen: Den nyistandsatte Holmens Kirkes indre. Illustreret Tidende nr. 729, 14. september 1873.

Den fri kvindelige Forening. (Efterskrift til Politivennen)

Den fri kvindelige Forening afholdt Møde i Torsdags Aftes i Adelgade 27. Det var ret livligt besøgt og lededes med megen Dygtighed af Borgerinde Hansen, der tillige aabnede Mødet. Hun begyndte med at oplæse Regnskabet, der blev godkendt, og man gik derefter over til at drøfte Lovene der blev vedtagne efter nogen Diskussion. - Borgerinde C. Hansen indprentede de tilstedeværende Kvinder, at de fremfor Alt maatte udtale sig hvis der var Noget ved Lovene, som ikke tiltalte dem, for at der ikke bagefter skulde være Tale om Forandringer, naar Lovene forelaa trykte. Foreningens Formaal var jo kun at danne et Fond for Arbejdernes Taknemlighed, men ved Siden deraf vilde man ogsaa stræbe hen til at hjælpe hinanden gensidig i Sygdomstilfælde eller Lignende senere hen, naar Midlerne tillod det. Kvinderne behøvede ikke at staa tilbage for Mandene, de burde ogsaa bidrage en Del til deres eget Vel, naar de kun vilde slutte sig sammen - Dirigentinden ytrede, at Kvinderne ogsaa havde Fjender i deres egen Lejr, idet der var dem, der tidligere havde skumlet over, at Regnskabet ikke var saa ganske korrekt, og for at forebygge dette, vilde man fremlægge Regnskabet hver Mødeaften. Foreningens Hovedtanke vilde dreje sig om de tre Mand, og hun kunde ikte undlade at bringe dem en Tanke her i Aften. Det var hendes faste Overbevisning, at det ikke vilde vare længe, før vi atter havde dem i vor Midte, og hun knyttede i saa Henseende sit Haab til Rigedagen. Vi, som her er til Stede, har næsten Alle hørt hver Tale fra Pio's Mund, og om saa Hele Verden sagde, at Dommen var retfærdig, saa vilde hun og vistnok Enhver med hende sige, at Dommen var uretfærdig. Man gjorde Stads og Fjas af en Fyrste, der havde været med til at røve flere Stykker Land fra Danmark, medens man behandlede dem, der vilde Arbeidernes, d. e. Landets Vel, som de gemeneste Forbrydere. Borgerinde Clausen  talte for Regnskabets Rigtighed, og ytrede, at det vilde være en gemen Forbrydelse, at tilvende sig den mindste Hvid af Foreningens Formue, særlig med Hensyn til dens Formaal. - Dirigentinden mente, at Benævnelsen "Borgerinde" var den mest passende for Medlemmerne, idet man da slap for Ulejligheden med at skaffe sig at vide, om den man tiltalte, var "Jomfru" eller "Madam , og hun saa ikke i Benævnelsen Noget, der havde med "Internationale" at bestille, ti naar Medlemmernes Mænd, Forlovede, Brødre osv. var "Borgere i Staten", saa maatte disse jo være "Borgerinder". Da Ingen havde begæret Ordet, fortsatte hun med nogle Bemærkninger "om Kvinden", og fortalte meget træffende, at det ærgrede hende, at man kaldte Kvinden "den Svage" til enhver Tid. Det var uberettiget, ti man havde Tusinde Eksempler paa, at Kvinden var den Stærke, naar Manden lod Modet synke. Hvem havde f. Eks. det meste Arbejde, naar Børnene var syge? Saa var Manden i Tilgift ofte knarvurren og gnaven, medens Kvinden opbød hele sin Sjæls styrke og ofrede sin Ro tidligt og silde; og naar saa Manden svigtede sine Pligter og gik paa Værtshus og ødelagde de knappe Indtægler, ja saa var det atter Kvinden, der maatte holde ud, arbejde til det Yderste, for at holde sammen paa Stumperne og bevare det ydre Skin. Naar Mandens Mod svigtede og han f Eks. tog sig af Dage, da var det atter Kvinden, der maatte tage dobbelt Mod til sig for ikke at lade de stakkels uskyldige Børn i Stikken. Og hvor udholdende sidder ikke Kvinden ved Mandens Syge eller Dødsleje? Kort sagt, der var utallige Beviser paa, at Kvinden var den Stærke, og hun ønskede af Hjertet, at man vilde befri hende fra dette Tilnavn. - Sluttelig talte Borgerinde E. Hansen for Benævnelsen "Borgerinde", idet hun dog fremhævede, at man ikke vilde befatte sig med Politik, det overlod man til Mændene. Vi virker stille og beskedent for os selv og for vort Formaal. - Mødet hævedes med Afsyngelsen af flere socialistiske Sange, og den fortrinligste Stemning havde hersket hele Aftenen, tilligemed en Ro eg parlamentarisk Orden, der endogsaa vilde have gjort en Forsamling af Mand til Skamme. 

(Socialisten 13. september 1873).

I Adelgade 27 lå ifølge Hans Scherfig i "Land og Folk" (1974) i sin tid Tømrerkroen som var mødested for deltagerne i "Tømrerskruen" i 1794.