Carl Sacht. (Efterskrift til Politivennen).

Den første redaktør af Social-Demokraten Anton Mundberg blev efterfulgt af Carl Sacht, der også udgav vittighedsbladet, ugemagasinet "Figaro" fra 1. februar 1873. I oktober 1873 blev der anlagt sag mod ham for majestætsfornærmelse i anledning af at have bragt en sang om afsløringshøjtideligheden.

I august 1874 tiltrådte Sacht som redaktør af Social-Demokraten (se dette blad fra 11. august 1874). Han fortsatte som redaktør af "Figaro". I september 1874 blev der anlagt sag efter straffelovens § 90 (majestætsfornærmelser mod kongen) for en "Fædrelandshistorie" i "Figaro". 

I en længere artikel om denne sag i "Social-Demokraten" 4. oktober 1874 stod bl. a. om anklagerne:

Dommeren begyndte nemlig med at oplæse for mig et Stykke, der staar i "Figaro"s Nr. 34 og hvori der forekommer en Samtale, i hvilken en "Hr. Chistiansen" adspørges, om han har gjort gode Forretninger paa Island, og hvori han fortæller, at han vil lade sine Børn lære det islandske Sprog, hvilket atter besvares med, at han først burde lære dem at tale Dansk. Dette mente Dommeren at være sigtet til Kong Kristian den 9de, Jeg erklærede, at jeg aldrig havde tænkt mig Muligheden af, at Tanken paa Kongen kunde henføres herpaa, men Dommeren fortalte mig da, hvad jeg aldrig har havt nogen Anelse om, at Hans Majestæt ifølge nogle Bladreferater, skal under sit Ophold paa Island have ytret, at hans Børn eller Børnebørn skulde lære det islandske Sprog. - I en "Fædrelandshistorie" i nævnte Blads samme Numer findes en Udtalelse om, at Admiral Peder Galt, efter Slaget ved Fehmern, da han blev beordret til udfor Kielerfjord at passe paa den svenske Flaade, havde baaret sig galt ad, idet han ligesom Overkommandoen paa Als i 1864 havde sovet; det hedder nu videre, at naar det havde været i vore Tider og Peder Galt blot havde været en god nationalliberal Mand, som troede, at "Allah Christian var stor og Klein hans Profet", saa vilde han være bleven spyttet i Knaphullet, og derved vilde den Historie have været forbi. Her vilde Dommeren atter paastaa, at jeg med "Allah Christian" havde ment Hans Majestæt Kongen, men ligesaa vist som jeg unægtelig i Øjeblikket ikke bestemt kunde erindre, til hvem jeg havde sigtet, idet jeg ikke tillægger "Figaro" nogensomhelst politiske Betydning og aldrig har tænkt, at man vilde bryde sig om de kaaade eller vittige Udtalelser i et saadant Blad, ligesaa vist har jeg bestemt ikke sigtet til Kongen, men, som jeg ytrede, vist mere til Konseilpræsidenten. 

Tilsyneladende var der sket en uregelmæssighed idet Sacht først fik at vide at der var anlagt sag mod ham da alt var færdigt til doms, og at selv forsvareren ikke havde ladet ham noget vide. Den 19. oktober 1874 blev Sacht ved Kriminal- og Politiretten idømt 6 måneders simpelt fængsel. 

Til mine Venner og Meningsfæller!

Som de veed, havde jeg en 6 Maaneders "Udenlandsrejse" tilgode, hvis Tiltrædelse blev forhalet paa Grund af Familieforhold i Hjemmet. Endskønt disse endnu ikke var jevnede og endskønt min Hustru netop i disse Dage laa paa Sygelejet og trængte til Trøst og Opmuntring, sendte man nu Bud efter mig, ti "Majestætsforbrydelsens" store Synd skulde afsones. Da jeg imidlertid havde en til Vished grændsende Formodning for, at jeg ikke i de 6 Maaneder vilde blive en Smule loyalere end jeg er, ja, da jeg følte, at jeg baade i Fængslet vilde udsætte Resten af mit svækkede Helbred og endnu mere føle Bitterheden af i 1875 at skulle indespærres som en Forbryder, fordi jeg havde udtalt en Vittighed, der "kunde antages at sigte til Kongen", saa foretrak jeg at rejse bort, for i et fremmed Land at bryde mig en ny Bane. Med blødende Hjerte er jeg gaaet i Landflygtighed, men jeg trøster mig ved Tanken om, ad Aare at kunde vende tilbage, ti det vil vel heldigvis ikke vare længe, før Signalerne forandres i Danmark. Lad mine Modstandere nu kalde det Fejghed, at jeg er rejst, det gør intet, ti mit Helbred er mig kærere, og jeg haaber endnu engang at skulle tale et Ord med for Arbejdernes retfærdige Sag. Nu kan jeg kun bede Arbejderne om, hvad jeg saa ofte har udtalt, at slutte sig sammen og at være enige. De vil, de maa sejre, saa vist som Sandhed og Retfærdighed altid vil bryde sin Vej, selv om det gaar igennem Trængsler og møder haard Modstand. Gid jeg langt fra Hjemmet maa kunne have den Glæde at høre vor ædle Sag fremmes, gid at den Tid ikke maa være fjern, da det at tale den Undertryktes Sag, ikke betragtes som en Forbrydelse, men som en hæderlig Gerning, da det, at udtale sin Mening om en Embedsmand - selv om han er den højeste i Landet - ikke dømmes med adskillige Maaneders Fængsel. Leve Louis Pio! Leve hans gode Værk! Leve hver trofast Socialdemokrat.

Den 25de Febr. 1875.

Med socialistisk Hilsen

Carl Sacht.

(Social-Demokraten 26. februar 1875).

Det hjalp ikke at rejse til Sverige. Ifølge Social-Demokraten 28. februar 1875 blev Sacht anholdt i Helsingborg og blev ført til København, til de svenske avisers moro over dansk politis nidkærhed. Han blev indsat i straffeanstalten på Christianshavn. Her søgte han om benådning og fik i slutningen af april 1875 eftergivet resten af sin straf mod at han forlod landet, eller blev væk indtil straftiden var overstået. Det fik hans anseelse i socialdemokratiske kredse til at falde. 

Han oprettede vekselerfirmaet C. G. Sacht & Komp der fik højesteretsdom for at være fuldkommen lovlig og hæderlig (marts 1879). Det fortsatte imidlertid (indtil i hvert fald 1896), bl.a. med at sælge. præmieobligationer i Sverige og Norge. Firmaet gik konkurs i september 1883.

Sacht blev efterfulgt af V. T. Holst som redaktør på Social-Demokraten, og han blev kort tid efter afløst af barber Søren Larsen. Myndighederne var lykkes ved gentagne forfølgelser af redaktørerne at hæmme bladets virksomhed. Først i juli 1875 da Louis Pio, Brix og Geleff vendte tilbage efter deres løsladelse, blev der skabt mere ro om avisen.

Sacht døde den 20. september 1909 på Skodsborg Sanatorium af en nyresygdom. Bisættelsen fandt sted på Bispebjerg Krematorium. Firmaet fortsatte med Vera Christine Jakobine Marie Sacht som ansvarlig indehaver, mens Ida Margrethe Peters Bodin havde prokura i hvert fald indtil 1913.

Kirkegaardene i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Borgerrepræsentanternes Møde

Mandagen den 15de Februar Kl. 6.

- - -

Sluttelig foretoges Udvalgsindstillingen i Sagen om den vestre Kirkegaard. Den anbefaledes af Herholdt, der haabede, at den foreslaaede Commission maatte være det første Skridt til en Omordning af de kjøbenhavnske Kirkegaardsforhold. Howitz vilde henlede Commissionens Opmærksomhed paa Spørgsmaalet om Ligbrænding, hvorom han nærmere henviste til Prof. Hornemanns Foredrag om denne Sag, ligesom dennes Forslag om at de dække Ligene med et Lag Kulpulver fortiente Opmærksomhed. Bille bemærkede, at det i et Land med fri Religionsøvelse var særlig urimeligt, at Kirkegaardene vare henlagt under Kirken som ikke havde andet med dem at gjøre end selve Jordpaakastelsen. De burde være underlagt Communalbestyrelsen, og han beklagede, at denne ikke, da Sagen om Erhvervelse af den nye Kirkegaard forhandledes, bestemtere havde hævdet dens reent communale Side, hvad den foreliggende Udvalgsbetænkning nu gjorde. Ogsaa han anbefalede Ligbrænding, som han troede ogsaa vilde blive billigere end den nuværende Begravelsesmaade, der var urimelig dyr. Hvis Ligbrændingen paa Grund af Hindringer, hentede fra æsthetiske Hensyn, ikke skulde lade sig giennemføre, vilde han anbefale at gaae over til den ogsaa andetsteds drøftede Begravelsesmaade, efter hvilken Ligene bragtes i mere umiddelbar Berøring med Jorden og ikke henlaa saalænge, inden de jordedes. Herforth gjorde gjældende, at det, dengang der blev forhandlet om Erhvervelsen af vestre Kirkegaard, ikke havde været muligt at gjennemføre, hvad Bille havde ønsket, ligesom Kirkerne efter Lovgivningen kunde forlange Begravelsespladser anviste. Hvad der gjorde Begravelserne saa kostbare, var den Luxus, der anvendtes ved dem. I sanitair Henseende havde Ligbrændingen store Fordele. Borgmester Hansen oplyste, at Afgifterne ved Begravelser ikke vare høie. Man burde vistnok arbeide hen til, at Kirkegaardene bleve reent communale Institutioner, men det vilde møde den Vanskelighed, at de kiøbenhavnske Kirker, der vare meget fattige, for en Deel levede af Kirkegaardene. Gædeken antog, at Ligbrændingen efterhaanden vilde trænge igjennem, da den i sanitair Henseende frembød særdeles store Fordele. Han vilde henlede Commissionens Opmærksomhed paa det Ønskelige i at komme bort fra Begravelser paa Assistentskirkegaarden, der ved sin Beliggenhed udsatte de omliggende Qvarterer for store Farer giennem Drikkevandets Inficering. Meldahl haabede at Commissionen vilde have Øie for den Betydning som smukt anlagte Kirkegaarde havde, og den nye vestre Kirkegaard frembød i den Retning særdeles gunstige Betingelser. Efter mindre Bemærkninger af Lehmann og Herforth vedtoges Udvalgets Indstilling enst.

Kl. 9 lukkedes Dørene.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. februar 1875. Uddrag).

Vælgerforeningen paa Kristianshavn. (Efterskrift til Politivennen).

Ifølge Indbydelse fra nogle Mænd for at danne en Vælgerforening for Københavns 9de Valgkreds - Kristianshavn - afholdtes et Møde i Fredags Aftes hos Værtshusholder Barth i Strandgade. Snedker Laursen, der var Medindbyder, aabnede Mødet med at byde Forsamlingen Velkommen og gav derpaa en Oversigt over Vælgerforeningens Virksomhed i femte Kreds idet han betonede, at det var en Nødvendighed for den arbejdende Klasse at faa dannet Vælgerforeninger over hele Landet for at varetage vore politiske Interesser. Han oplæste Programmet og Lovene for Vælgerforeningen i 5te Kreds og bad Forsamlingen om at danne en lignende Forening for 9de hvor der boede en meget talrig Bestykning at den mindre Klasse. Bødker Jørgensen valgtes dernæst til Dirigent og gav Ordet til Cigarmager Johnsen, som i et længere Foredrag paaviste Nødvendigheden og Nytten af slige Foreninger. Man kan med Rette sige, at Københavns 9de Folketingskreds er en af de største i Landet, men naar man faa betænker, at af 2000 Vælgere, der hører til den arbejdende Klasse, kun ca. 400 har afgivet Stemme, vil del være indlysende, at der er noget Galt paafærde og det bliver en Vælgerforenings vigtigste Opgave at faa Fejlene rettet. Vi nærer ingen sangvinske Forhaabninger med Hensyn til Valget af en folkelig Kandidat, men vi vil dog gøre kraftig Modstand mod Storborgernes Kandidater. Arbejderne maa oplyses om deres Rettigheder, og der maa sørges for, at de Valgberettigede findes opført paa Valglisten. Vi maa ikke staa tilbage for 5te Kreds, men vi maa strengt fastholde, at 22-Aarsalderen bliver Valgberettigelsens Alder. Folket maa vækkes af sin Døs, ti se hen til alle vore Love og Selskaber, hvor man lover Arbejderen Guld og grønne Skove, men ikke holder det Mindste. Taleren anførte et Eksempel for sin Paastand, nemlig Skibsfartsselskabet, hvor man søger at forlokke Arbejderne til at arbejde for en Sulteløn imod at love ham en Pension, naar han bliver gammel, vel at mærke i en Alder, hvor han, efter det Slid hans Legeme er underkastet, for længe siden er død. - Laursen beklagede, at Arbejderen ikke altid kan møde paa Valgdagen og mangen Gang generer sig for at møde. - Smed C. Hansen beklagede, at der var mødt saa Faa i en saa stor Kreds, hvor der bor Tusinder af Arbejderne, det beviste, at det endnu ikke var vakt til Selvbevidsthed om deres borgerlige Rettigheder. Vel havde de mange Fagforeninger søgt at samle Arbejderne og der var jo ogsaa en glædelig Fremgang i denne Henseende, men da der fortrinsvis behandledes faglige og sociale Spørgsmaal var det nødvendigt, at der ved Siden af dem dannedes Vælgerforeninger, hvor udelukkende politiske Spørgsmaal blev behandlede; ti én Ting er vist, og det er: vi naaer aldrig vore sociale og borgerlige Rettigheder, uden gennem Politiken; naar vi først har vore egne Repræsentanter i Rigsdagen, og i denne Henseende har vi et lysende Eksempel hos de tyske Arbejdere. Arbejderne maa lægge Mærke til den lovgivende Forsamlings Virksomhed og kontrollere deres Repræsentanter, og der maa ikke stemmes paa Mænd, der er Arbejdernes Fjender. - Formand for Centralbestyrelsen, E. W. Klein, vilde udvikle den store Betydning af en Vælgerforening og gøre det indlysende for alle Mænd af den mindre Klasse, hvilken Nytte en slig Forening kunde stifte. Naar man betænker at det nu er 26 Aar siden Grundloven blev givet, som gjorde Ende paa Absolutismen, men indførte Kapitalmagtens Princip, hvorunder vi endnu den Dag idag maa lide, men at den samme Grundlov indeholder mange Paragrafer, hvoraf kun de færreste og netop de for Folket vigtigste, er opfyldt, saa maa vi spørge: "hvis Skyld er det?" Det er Folkerepræsentationens, som ikke har opfylder sin Pligt imod deres Vælgere. Valgloven maa forandres, idet den nuværende kun er i de Besiddendes Interesse. Alle slige Bestemmelser om Valgberettigelsen ved 30 Aars Alderen, om refunderede Fattighjælp, om privat Tjenesteforhold o. fl. maa afskaffes, men det vilde ikke ske, førend Socialdemokratiet opmander sig og ved sin Virksomhed og Agitation, selv med den nuværende uheldige Valglov sætter sine Kandidater i den lovgivende Forsamling. Naar det lod sig gøre maatte man ved Valgene indføre det imperative Mandat, nemlig at Kandidaten maa forsvare sine Vælgeres Anskuelser i den lovgivende Forsamling, i modsat Tilfælde maa han kunne kaldes tilbage, ti det er Nonsens, naar det hedder: "Kandidaten handler efter sin egen Samvittighed", det er paa Dansk: saa snart han er valgt, kan han blæse Vælgerne et Stykke. Vel vil den virkelig samvittighedsfulde Deputerede opfylde sin Pligt, og bestandig være a jour  med sine Vælgeres Ønsker. Det er en Skandale for den danske Hovedstad med sin store Arbejderbefolkning, bestandig at sende Stokaristokrater til Rigsdagen, medens Provinserne og alle Udlandets Hovedstæder sender de mest radikale Elementer til den lovgivende Forsamling, Derfor, Arbejdere og Smaaborgere! rask til Værket, fremad til politisk Oplysning! - Schlegel supplerede Kleins Udtalelser. - Derpaa fik Barth Ordet og talte om Venstrepartiets Stilling til de demokratiske Spørgsmaals Løsning. - Eiler nogle korte Udtalelier af Flere, afsluttedes Mødet, hvorefter der nedsattes et Udvalg til Affattelse af Love. og valgt blev: Bødker Jørgensen, Cigarmager Johnsen, Bødker Kruse og Smed Hansen.

(Social-Demokraten 14. februar 1875).

En Fattigforsørgelsessag. (Efterskrift til Politivennen)

Under 23de Decbr. er der afgivet følgende Skrivelse fra Indenrigsministeriet til Amtmanden over Frederiksborg Amt:

"I det med Amtets behagelige Skrivelse af 14de f. M. tilbagefulgte Andragende har Frederiksværk Fattigcommission indberettet, at den i Frederiksværk forsørgelsesberettigede Indsidder N. N. i Efteraaret 1872 har indgaaet Ægteskab med Enken N. N., som den Gang tilligemed sine 3 Børn var under Forsørgelse af Græse-Sigerslevvester Sognecommunes Fattigvæsen, men at det imidlertid maa antages, at bemeldte Indsidder N. N. kun har ladet sig forlede til Ægteskabs Indgaaelse ved Udsigten til visse Fordele, der af Sogneraadet for sidstnævnte Commune for dette Tilfælde vare ham tilsagte og ogsaa senere bleve ham ydede Da der derved formentlig uberettiget er paaført Frederiksværk Commune en Forsørgelsesbyrde, idet Familien er bleven trængende til Fattighjælp, har Fattigcommissionen anholdt om, at det maa blive paalagt Græse-Sigerslevvester Commune at holde Frederiksværk Commune skadesløs for de Udgifter, som herved er paaført samme.

Det fremgaaer af de i Sagen optagne Forhører og iøvrigt tilveiebragte Oplysninger, at Indsidder N. N. fra flere Sider har modtaget Vink, der dog ikke ere oplyste at hidrøre fra Sogneraadet, om, at han, saafremt han ægtede det paagjældende Fruentimmer, vilde kunne vente Pengehjælp og Udstyr af Sogneraadet, at hin i den Anledning indfandt sig i et Sogneraadsmøde, at det vil her blev tilkjendegivet ham, at der ikke kunde udbetales ham nogen Understøttelse af Communens Kasse, men at dog i Forbindelse hermed ikke alene Raadet som saadant for ham erkjendte sig forpligtet til at forsyne Enken og Børnene med Klædningsstykker og Sengklæder, men ogsaa Raadets Medlemmer ved samme Leilighed i hans Overværelse aftalte og tilsagde ham, at der af dem vilde blive indsamlet en Pengesum til ham for det Tilfælde, at Ægteskabet kom istand, samt at der derefter, da Brylluppet havde fundet Sted, ogsaa virkelig af Sogneraadsmedlemmer blev udbetalt ham et Beløb af c. 50 Rd. Dette Beløb sees vel ikke at være udbetalt af Sognecommunens Kasse, men det er under Sagen oplyst, at Beløbet kun er blevet tilveiebragt ved en af Sogneraadet foranstaltet Ligning paa Communens Beboere, idet disse paa dertil forfattede Lister ere blevne ansatte til Bidrag i et til deres øvrige Skattebidrag svarende Forhold, og at disse Bidrag derefter, om deres Erlæggelse end ikke er bleven fremtvungen, ere blevne indkrævede hos Beboerne af Medlemmer af Sogneraadet ligesom andre Communebidrag, og Beløbet derefter af Sogneraadet udbetalt oftnævnte Indsidder N. N., som qvitterede for Modtagelsen, hvilken Qvittering imidlertid ligesaalidt som Fortegnelsen over de Bidrag, hvortil hver Beboer vor ansat, har kunnet fremskaffes.

Foranlediget heraf skulde man, ved Tilbagesendelsen af hoslagte fra oftnævnte Indsidder N. N.'s Hustru til Amtet indgivne Andragende med Bilag om Bevilling til at leve separeret fra sin Mand, til behagelig Efterretning og videre fornøden Bekjendtgjørelse tjenstligst melde, at Ministeriet efter Alt, hvad der i Sagen er fremkommet, maa ansee det for tilstrækkelig godtgjort at det ommeldte Ægteskab ikkun er kommet i Stand som Følge af de Foranstaltninger, der af Græse-Sigerslevvester Sogneraad til den Ende bleve trufne, og som ikke tilstede anden Forklaring end den, at Sogneraadet har tilsigtet et Forsøg paa derved at frigjøre Communen for en besværlig Forsørgelsesbyrde. Det er en Selvfølge, at Frederiksværks Commune ikke kan komme til at lide under Følgerne af den af det nævnte sogneraad saaledes udviste utilbørlige Adfærd, og det bliver derfor, uanseet det af den oftnævnte Enke indgaaede Ægteskab, at paalægge Græse-Sigerslevvester Sognecommune ikke alene at erstatte Frederiksværk Commune den alt ydede Hjælp, men ogsaa fremdeles i Trangstilfælde at forsørge hende og hendes 3 for Ægteskabet med Indsidder N. N. fødte Børn, indtil hun eller de erhverve sig et nyt Forsørgelseshjem."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. januar 1875).

Byggeriet paa de tidligere Volde. (Efterskrift til Politivennen)

Sammenstyrtet Bygning. Iformiddags er et fire Etages høit Huus, som var under Opførelse paa det tidligere Fæstningsterrain ved Nørrevoldgade mellem Gothersgadens og Frederiksborggadens Forlængelse, styrtet sammmen, dog heldigviis uden at noget Menneske kom tilskade derved. Den paagjældende Bygning var ført op til Taget, og der havde igaar været Rejsegilde. Kl. henved 9 iformiddags gik alle Arbeiderne til Frokost i Nærheden med Undtagelse af en Tømmersvend og en Lærling. Den Førstnævnte, der arbeidede i den ud til Gaarden vendende Deel af Bygningen, sendte Drengen og paa Loftet efter en Øxe. Drengen gik derop og var lige ved at tage det nævnte Arbeidsredskab, da han følte Gulvet vakle under sig. Han havde Aandsnærværelse nok til at gribe fat i en af Bjælkerne, som holdt, medens to Fag af Bygningens For- og Mellemmuur med Tømmerværk styrtede ned under ham. Fra den Bjælke, han havde klamret sig til, lykkedes det Drengen at komme over i den Deel af Bygningen, som var bleven staaende, og saavel han som svenden slap uskadte derfra. Politiet kom hurtigt tilstede og sendte Bud efter Bygningsinspecteuren, Professor Petersen, for at han kunde bestemme, hvad der skulde gjøres. Den paagjældende Entrepreneur, Muurmester I. C. Sørensen (Bygningen opførtes for Candidat Skovgaard) kom ogsaa tilstede og vilde begive sig ind i Bygningen med Folk for at forsøge paa at afstive de hældende Mure, men Opholdet derinde blev ham forbudt af politiet til stort Held, thi umiddelbart efter, ligesom Bygningsinspecteuren var ankommen, styrtede hele Resten af Facaden og det Meste af Mellemmurene med Bjælkelag sammen; kun Gavlen mod Øst (mod Vest støtte Bygningen umiddelbart op til Nabohuset) blev staaende. Det Hele dannede et stort Chaos. Efter Alt, hvad der foreligger, maa det antages, at Aarsagen til Sammenstyrtningen laa i, at de Piller, hvorpaa de øverste Etager hvilede, ikke vare førte ned til Jorden, men hvilede paa de over Stueetagens Vinduer anbragte Buer, som saavel i og for sig som paa Grund af en for stor Radius ikke have ham tilstrækkelig Bæreevne. Muligviis have ogsaa de ugunstige Veirforhold, under hvilke Bygningen er bleven opført, bidraget noget til Sammenstyrtningen,

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. januar 1875).

Få dage efter skete det samme i Petersens Passage på Vesterbro. Det skyldtes ifølge tømmermester H. Christensen at man havde udgravet grunden ved siden af uden at bygmesteren var blevet underret så han kunne afstive gavlen. Udover bygningerne på Nørrebros Boulevard og Petersens Passage meldtes også om tilfælde i et lille hus i Valby i nærheden af asylet og på Utterslev mark og Alexandravejen.

Sankt Jørgens Allé. Hjørnet af Vesterbrogade. Også kaldet Petersens Passage. Husrækken længst væk fra Byen, ned mod Søerne. Det er formentlig ikke de omtalte bygninger, men giver måske et indtryk af scenariet. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder. 

Forespørgsel til Magistraten i Anledning af de nedstyrtede Huse. I Borgerrepræsentanternes Møde i Aftes foretoges med Forsamlingens Tilladelse en Forespørgsel om, hvad der fra Magistratens Side er foretaget i Anledning af de i den nye Voldgade og paa Vesterbro forefaldne Tilfælde. Prokurator Herforth, der i Forening med Professor Thomsen var Stiller af Forespørgslen, havde søgt de bedst mulige Oplysninger om de indtrukne Tilfælde og, efter hvad han havde erfaret, forelaa der ingen Overtrædelse af Byggeloven. Med Hensyn til Ejendommen i Voldgaden var det sagt ham, at Tredjedelen af Facaden havde været Murværk, saaledes som Loven tilsagde. Ikke desto mindre antages det, at Grunden til Nedstyrtningen laa i, at Buerne over Port og Vinduer vare for svage til at ære de Piller, som hvilede paa dem. I Petersens Passage paa Vesterbro havde Ejeren af den Grund, der ligger op til den nedstyrtede Gavl, udgravet Grunden, og den almindelige Mening gik ud paa, at Skylden til Nedstyrtningen laa heri, men andre Oplysninger gik ud paa at Gavlen forinden havde vist sig svag. Disse Begivenheder vare af den Betydning, at Forsamlingen burde forhandle om dem. Han havde indbragt Forespørgslen samme Dag, den første Sammenstyrtning havde sundet Sted, for at Publikum kunde se, at Forsamlingen var paa sin Post. Saadanne Tilfælde, som de foreliggende burde undgaas, i saa vidt det stod i menneskelig Magt. De nævnte Tilfælde vare jo ikke de eneste, og der var saaledes Anledning til at undersøge, hvorvidt Byggeloven gav fornøden Betryggelse. At der er begaaet Fejl er utvivlsomt, naar denne ikke ligger i Konstrutionen, maa den søges i Materialerne, eller i at Arbejdet er slet udført. Borgmester Ehlers havde søgt Oplysninger hos Bygningsinspektørerne og Bygningskommissionen og havde derefter givet Sagen i Politiets Haand til nærmere Undersøgelse. Den sandsynlige Grund til Nedstyrtningen i Voldgade laa efter Inspektørens Erklæring i de uheldige Vejrforhold, der forhindrede Kalken i at forbinde sig med Murstenene og ikke i Konstruktionen. Materialierne havde været af god Beskaffenhed. Med Hensyn til Tilfældet paa Vesterbro var Skylden efter Bygningsinspektørens Mening ene at søge i, at Nabogrunden blev udgraven. Ejeren var i rette Tid underrettet om, at dette vilde ske, men havde forsømt at træffe de fornødne Sikringsforanstaltninger. Herforth havde ventet en Erklæring fra Borgmesteren om, hvad Magistraten videre agtede at foretage i den omhandlede Anledning, men var bleven skuffet. Borgmesteren støttede sig alene til Inspektørernes Erklæringer, men dette var uheldigt, da Inspektørerne vare interesserede som medansvarlige. Naar Borgmesteren havde sagt, at Skylden laa i Vejrforholdene, da undskyldte dette paa ingen Maade de tilsynshavende, der naturligvis ogsaa burde paase, at der ikke arbejdedes under absolut ugunstige Vejrforhold. Allerede af Svaret fremgik det, at Tilsynet ikke var tilstrækkeligt, thi hvorledes kunde vedkommende Ejer undgaa at træffe Sikringsforanstaltninger? Hvis Inspektørerne vare overbebyrdede burde der ske en Forandring. Fabrikant Heymann beklagede, at Forsamlingen ikke var bleven enig øm en fuldstændig Revision af Bygningsloven. Erfaringen havde nu godtgjort dens Nødvendighed. I den senere Tid havde en Mængde nye Bygninger rejst sig, opførte af Byggespekulanter, der skynde sig med Arbejdet for at kunne optage betydelige Laan og derefter sælge Ejendommene. Disse Bygninger ere gjennemgaaende meget slette, hvilket man kunde overbevise sig om ved at gaa ud i Blaagaardskvarteret, hvor flere nyopførte Huse allerede havde store Revner. Vi maatte snarest muligt søge udvirket et Forbud imod at bygge i Frostvejr, hvilket efter sagkyndiges Mening var meget farligt. I de foreliggende Tilfælde var han enig med Herforth i, at søge Fejlen hos Bygningsinspektørerne og Bygningskommissionen. Hvis han fandt nogen Støtte i Forsamlingen vilde han fremkomme med et Forslag om at opfordre Magistraten til at udnævne kyndige Mænd til at undersøge de Bygninger, der vare under Opførelse, eller som vare opførte i de senere Aar. Oberst Lehmann modsagde, at Vejret i Aar havde været ugunstigt for Byggearbejder; tværtimod havde Vejret i Oktober, November og første Halvdel af December Maaned været særlig egnet dertil. Efter hans Mening maatte Fejlen søges deri, at Materialierne vare saa yderlig slette. Det var ikke Tømmer, der anvendtes i Bygningerne, men Pindeværk, Sten, Kalk og Træ var af den sletteste Art; han havde overbevist sig om ved Undersøgelse paa Stedet, at der ikke fandtes et eneste Jernanker i den sammenstyrtede Bygning i Voldgaden. Hvis man ikke traf energiske Forholdsregler imod det hele Byggeuvæsen, vilde Kjøbenhavn snart afgive et afskrækkende Exempel paa en By, hvor Husene styrte ned over Hovederne paa Beboerne. Bygningen i Voldgaden var, efter hvad han havde hørt, bestemt til Skole for 300 Børn; han bad Forsamlingen tænke sig Katastrofen, hvis Bygningen havde været fuldendt og taget i Brug, da Sammenstyrtningen skete. Bille troede, at Heymann ikke havde vundet fornøden Ro til at se paa Forholdene med uhildet Blik, og forsvarede Autoriteterne overfor de forskjellige Angreb. Inspektørerne kunde umuligt føre en saa gjennemgribende Kontrol, som vilde være nødvendig, hvis man skulde være sikker paa, at Materialier og Arbejde i alle dets Details var forsvarlig. De vare henviste til at sinde deres Hovederhværv ved privat Virksomhed og kunde saaledes ikke afse deres hele Tid til Kontrollen. Det var vel muligt, at Skylden lar hos dem eller hos Bygningskommissionen, men Hovedansvaret vor hos de byggende, og de stærkeste Angreb vare ogsaa rettede mod disse, men navnlig de to sidste Taleres Angreb vare næppe alle vel begrundede. Det var ogsaa at give Maleriet et noget grelt Udseende at føre Tanken hen paa, hvorledes det vilde stille sig, naar Bygningerne vare beboede. Hvis Arbejdet ikke havde været saa friskt, vilde Ulykken  næppe være sket. Han fraraadede at ende Sagen med en Beslutning og vilde foreslaa, at man afventede Undersøgelsens Slutning. Kayser fandt ligeledes flere af de faldne Udtalelser temmelig vidtgaaende, men heldede til den Anskuelse, at Bygningsinspektørerne bare Ansvaret for det skete. Han tiltraadte imidlertid Billes Forslag om at afvente Undersøgelsens Slutnings Professor Meldahl saa den egenlige Grund til de slette Byggeforhold i de uheldige Arbejderforhold. De dygtige Arbejdere bleve færre og færre. Det vanskelige Arbejde, det, der krævede Omtanke og Indsigt, vilde ingen befatte sig med; Arbejderne søgte det lettere Arbejde (i Rhabarberkvarteret), der gav en god Fortjeneste, men ikke udkrævede nogen Dygtighed. Taleren havde selv været Murerarbejder, men i hans Tid var det en Skam at arbejde for en Mester, der brugte for meget Sand i Kalken, og det var en Skam at mure over Haanden eller bruge tykke Fuger, nu saa man hele Bygninger opførte paa denne Maade; man kjendte nu ikke Forskjellen paa godt og slet Arbejde. Det maatte være Opgaven at faa Arbejderne bedre oplærte i deres Fag. Forespørgslen endte med korte afsluttende Bemærkningen af Forespørgerne samt af Arkitekt Herholdt.

(Morgenbladet (København) 19. januar 1875).

Sammenstyrtning af Huset Nr. 8  ved den nye Boulevard (tv.). Sammenstyrkning af en Gavl i Petersens Passage. Illustreret Tidende nr. 800, 24. januar 1875).

En skribent i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. januar 1875 mente at grunden fortrinsvist skyldtes at man byggede fundamenter og mure midt om vinteren hvor de ikke kunne tørre.

De nedstyrtede Bygninger og Haandværker- Fagdannelsen. De i den sidste Tid forefaldne Nedstyrtninger af Bygninger, den ene ved Boulevarden, den anden i Vesterbros Passage, have ogsaa været under Forhandling i Borgerrepræsentationen, hvor d'Hrr. Overretsprokurator Herforth og Oberst Lehmann gave i Oplysninger om de Mangler ved bemeldte Bygninger, som have foranlediget Nedstyrtningen. Etatsraad Meldahl, der er en bekjendt Avtoritet i Bygningsfaget, indrømmede de paaviste Manglers Rigtighed, men gjorde gjældende, at der var en "dybere Mangel" til Stede, nemlig den, at vore Bygningshaandværkere ikke havde Fagdannelse, hvorpaa der dog ester hans i Mening kunde raades Bod ved Oprettelsen af Fagskoler. Den Mand, der i en alvorlig Forsamling, hvor en højst vigtig Sag forhandles, kan udtale slige Meninger, rober enten en sjælden Dristighed eller et utilgivelig ringe Kjendskab til vore Bygningshaandværkere.

De storartede Bygninger, der i den sidste Snes Aar ere opførte i Hovedstaden, vil kunne overbevise enhver, der blot har det mindste Kjendskab til Bygningsarbejder, om, at de usolide Bygninger, der i de sidste Aar opføres udenfor det gamle Kjøbenhavn ved Hjælp af Prokuratorpenge og paa Spekulation, ikke bør søges i vore Bygningshaandværkeres Mangel paa Fagdannelse, men ene og alene i en højst utilladelig Besparelse af Materialist - altsaa i Mangel paa Ærlighed, og hvorledes denne kan erhværves i Haandværksskolen, maa jeg bede Hr. Etatsraaden om "dybere" at besvare. Jeg er af den ufravigelige Mening, at vore Bygningsinspektører, hvoraf de fleste mere end vore Bygningshaandværkere trænge til et Par Aars Kursus i en Haandværksskole, bære Skylden for, at der baade spares paa Materialiæ og Arbejde ved de nymodens Dampbygninger. For nogle og tyve Aar siden ejede Kjøbenhavn ingen Bygningsinspektører, men saa vi den Gang nogen Bygning blive opført paa en saa uforsvarlig Maade som nu? Hvad Dom vilde man ikke have fældet over en Murmester, som i de Tider havde brugt 100 Dele fint Sand, blandet med Leer, til een Del Kalk, og kunde det den Gang have faldet nogen Murmester ind at opføre en Bygning paa 4 a 5 Etager op til en anden Bygning uden at forsyne den med en Gavl? Blev der i de Tider opført nogen Bygning, uden at hver eller i det mindste hver anden Bjælke blev forsynet med et solidt Jernanker? Har Etatsraaden for 20 a 30 Aar siden, da vi hverken havde Bygningsinspektører eller "Fagdannelsesskoler", set en Bygning blive opført saa uforsvarlig og bedragerisk som den nedstyrtede paa "Ringen"? Jeg har aldrig i de Tider set det Syn, og derfor tør jeg dristig sige: Førend enten alle vore Bygningsinspektører blive afskedigede eller faa et strængt Tilhold om at udrette lidt mere Arbejde for Lønnen end blot at underskrive en Tegning med "Antaget", naar den kun har den i Byggeloven befalede Stentykkelse for hver Etage, saa vi ikke den "dybere Mangel", som Etatsraaden behager at kalde Fagdannelse, men jeg tillader mig at kalde Ærlighed, indpodet i vore Bygningsspekulanter.

P. A. Thorning.

(Morgenbladet (København) 28. januar 1875).

Fra København. Om en Bygning, der blandt de sidste Par Aars Nybygninger i Hovedstaden er bleven omfattet med større Interesse, nemlig det ved den vestre Indgang til Byen overfor Industriudstillingsbygningen liggende store og smukke saakaldte "Axelhus", hedder det i flere Blade, at der skal være en Del Fare for, at Bygningen ikke vil holde sig. Dette skal dog næppe være begrundet i Bygningsmaaden, men derimod i Grundens Beskaffenhed, idet den overordenlig store Bygning er opført paa en Del af den forrige Stadsgrav. Der blev vistnok gjort overordenlig Meget for at gøre Jordopfyldninqen saa fast som mulig, og Bjælke ved Siden af Bjælke blev med Dampkraft nedrammet, men det er dog et Spørgsmaal, om der ikke burde være hengaaet længere Tid, inden et Hus, tilmed af saa store Dimensioner, blev opført paa den opfyldte Grund. Under Opførelsen slog Muren paa flere Steder Revner, og det viste sig da nødvendigt at anbringe forskellige Jernpiller, afdele større Lokaler i mindre Rum, hvad der ikke fra først af var paatænkt. - Efter Forlydende er alle Lejligheder opsagte af Ejeren til førstkommende Flyttedag, for at en Undersøgelse og Forbedring kan ske.

(Social-Demokraten 6. marts 1875).

Fra den offenlige Politiret. Smedemester P. Miede havde til Bygningskommissionen indgivet et Andragende om Tilladelse til at maatte opføre en 5 Etages Beboelses- og Værkstedsbygning med Kælder paa Grunden, Matr.-Nr. 91 i Nørrevold Kvarter, udlagt Gade mellem Vester Farimagsvej og Nørre-Søgade. Paa dette Andragende meddelte Kommissionen ifølge Berl. Tid. under 7de Decbr. f. A. sit Svar og tilføjede sin Skrivelse en Slutningsbemærkning, saalydende: "at den eftersom Ejendommen kommer til at omsatte 16 Beboelseslejligheder foruden Værksteder og Butiker, opføres fire Retirader, og at det dertil fornødne Gaardsrum tilvejebringes ved, at Hovedbygningen gøres saa meget mindre." Ved Opførelsen af Ejendommen blev der imidlertid ikke taget tilbørligt Hensyn til de saaledes stillede Betingelse, idet Hovedbygningen ikke blev anlagt saa meget mindre som nødvendigt, og uagtet saavel vedkommende Murpolerer som Murmesteren blev gjorte opmærksomme paa denne Fejl, og skønt der den 16de Februar blev givet Smedemester Miede Paalæg i samme Retning, og derpaa den 19de f. M. skriftlig Paalæg om uopholdelig at stanse med Arbejdet, indtil Sagen var kommen i Orden, blev Mangelen dog ikke rettet, men Arbejdet tvertimod fremmet, ligesom heller ikke en af Bygningsinspektøren for 2det Distrikt stillet Fordring om at ommure nogle Piller i den bageste Del af Fløjen imellem Gaarden blev efterkommet. Paa Foranledning af Stadsbygmesteren blev der derefter under 25de Februar af Politiet givet Smedemester Miede Tilhold om, uopholdelig at stanse med de under Sagen ommeldte Byggearbejder, idet det tillige blev ham betydet, at han i modsat Fald vilde udsætte sig for, at Arbejdet direkte blev forhindret. Ifølge dette Tilhold blev Arbejdet stanset i nogen Tid, men den 3die Marts indberettedes, at Miede uden Tilladelse havde ladet Murarbejdet paa Ejendommens Forbygning fortsætte, og han erkendte ogsaa paa Forehold af Politiet Rigtigheden af Indberetningen, men bemærkede, at det Skete hidrørte fra en egenraadig Fremgangsmaade af Entreprenøren for Byggearbejdet, og at det i havde fundet Sted uden Miedes Vidende og Villie, hvorfor han havde foranlediget, at Arbejdet den 3die Marts atter var stanset. Miede blev under 4de Marts gjort ansvarlig for, at Arbejdet ikke genoptoges, men under 9de Marts indberettedes det atter, at Murarbejdet var i fuld Gang paa Bygningen, og der blev nu anlagt Sag mod Miede, fordi han uanset det fornyede Tilhold af 4de Marts havde fortsat Arbejdet, uden at have erhvervet den fornødne Tilladelse dertil af Bygningsvæsenet. Sagen forhandledes i Forgaars i den offenlige Politiret hvortil den var henvist, men da Bøden for den begaaede Forseelse efter Bygningsloven af 21de November 1871 skønnedes at maatte blive mindst 40 Kroner, blev Sagen, i Medfør af bemeldte Lovs § 84, sluttet med Henvisning til den samlede Ret.

(Social-Demokraten 17. marts 1875).

Overretten frifandt den 6. august 1875 husejeren på Alexandravej i Utterslev for ulykken den 18. og 19. januar 1875 da der ikke var basis i lovgivningen for straf. Han skulle dog betale sagens omkostninger.

Murermesteren til det sammenstyrtede hus på Boulevarden mellem Gothersgade og Frederiksborggades forlængelseer fik i oktober 1875 en bøde på 200 kr.