Sluppen "Ragnhild"s forlis 1875. (Efterskrift til Politivennen)

Sluppen "Ragnhild" blev bygget 1861 under navnet "Meeltraveren". Den blev maj 1875 solgt til købmændene Sørensen og Winther i Nykøbing Mord som omdøbte den til "Ragnhild".

Søulykker. Efterretningerne om Følgerne af den stærke Storm, der rasede i Begyndelsen af forrige Uge, begynde nu at indtræffe. Saaledes maatte bl. a. Sluppen "Ragnhild", Skipper Gregersen af Nykjøbing p. F., fra Moss til Hjemstedet med Trælast, forsynes i Mandags Formiddags med 4 Mand fra Gammelskagen, for at sejle Sluppen til Frederikshavn, da Besætningen, 2 Mund, var syg og maatte gaa i Land paa Skagen. I Følge Telegram fra Fjällbacka i Sverig er desto værre Sluppen inddreven der, kæntret, og den ene af de fire Mænd fra Skagen, Hans Peter Kristoffersen af Gammelskagen, druknet. 

(Kolding Folkeblad eller Sydjydsk Tidende 6. oktober 1875. Uddrag).

Der var tale om skipper Gregers Chr. Gregersen og en matros.  Den 27. september 1875 ankom de til Gammel Skagen under nødflag. 

Ikke Ragnhild, men et billede af en slup som viser hvordan Ragnhild måske kan have set ud. Bygmester Bring, Ekenäs Værft. 1886. Wikimedia.

Dagsnyt.

- Lods O. Eriksen af Skagen samt S. Chr. Pedersen, J. Chr. Nielsen og H. P. Christoffersen af Gl. Skagen afgik forleden med Sluppen "Ragnhild" fra Skagen for at seile til Frederikshavn. Det var ifølge "Frederikshavns Avis" en haard Storm, Søerne skyllede over det lille Skib, som af Stormen dreves over mod Sverigs Kyst, og da Skibet trak Vand, maatte der stadig pumpes. Af de ombord værende var J. Chr. Nielsen syg og opholdt sig derfor i Kahytten; omtrent mellem Kl. 11 og 12 om Aftenen den 27de September besluttede O. Eriksen og S. Chr. Pedersen at gaae ned i Kahytten for i Forening at faae Lys tændt; men de vare neppe komne derned, før en svær Braadsø slog over Skibet og kæntrede det; den paa Dækket værende Mand, H. P. Christoffersen, blev skyllet overbord - hvad der ogsaa vilde være blevet de Andres Skjæbne, dersom de havde været deroppe. I dette frygtelige Øieblik for de 3 Mænd i Kahytten havde S. Chr. Pedersen Aandsnærværelse nok til at erindre, at der i Kahyttens Gulv fandtes en Lem, der førte til Kjælderen lige over - eller i dette Tilfælde under - Skibets Kjøl. Med stor Møie fik han Lemmen aabnet, og gjennem den snevre Aabning krøb nu de 3 op i Kjælderen. Her tilbragte de nu ca. 32 Timer - halvt i Vand - uden at faae Noget at spise eller drikke; det var forfærdelige lange Timer for de stakkels Mennesker, for hvem Redning næsten syntes umulig. Luft fik de deels gjennem en Sprække i Skibets Bund, deels gjennem den omtalte Lem, naar Bølgernes Slag kastede Skibet om paa Siden, og der saaledes kunde komme Luft ind. I Begyndelsen efter Kuldseilingen drev Skibet med Bølgerne, der kastedes over flere Skjær, indtil det endelig stod fast paa en Klippe. Da de 3 Mænd Onsdag Morgen gjennem Sprækken i Skibets Bund kunde skjønne, at det var Dag, og vidste, at Skibet stod fast paa en Klippe, medens de ikke turde oppebie Hjælp fra Land, besluttede de selv at gjøre Forsøg paa at blive befriede fra deres fortvivlede Stilling. De toge hinanden i Hænderne og krøb da op gjennem den oftere omtalte Lem, derfra gjennem Kahytten, der var fyldt med Vand, og kom saaledes ud under Skibet op paa Klippen. De vare nu reddede paa en vidunderlig Maade og kunde takke - næst den Magt, der styrer Alt - deres eget Mod og Koldblodighed for Frelsen. Det var i Nærheden af Fjällbacka, at de kom i Land, og derfra begave de sig til Gøteborg, hvorfra de med Dampskib naaede Frederikshavn.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. oktober 1875).

Svenskere på Bohuskysten så den 28. september ved 16.30-tiden det kæntrede skib tørne mod nogle skær. Først huggede skibet mod Rödskär 3 gange, hvorved bovspryd og masten knækkede. Dernæst kom det ud i dybt vand så agterenden sank og det drev ind på Lilla Rödskär og huggede 6 gange. Endelig ved solnedgang huggede det sig fast på skæret Hornösva.

Vraget var slået så meget i stykker, at der kom frisk luft ind og da der råbtes efter hjælp kom der svar fra de svenske redningsmænd. De 2 svenske både med 13 mand turde ikke gå igang med deres værktøj og afventede at søen ville falde så meget, at de kunne ligge tæt op af vraget. Ved 5-tiden vovede den ene af de indespærrede at svømme ud gennem hullet i agterenden og forskrækkede svenskerne, som derefter hjalp de 2 andre ud. De 3 overlevende landsattes i det nærliggende fiskerleje Tegelstrand ca. 5 sømil syd for Fjällbacka. De var senere ude ved vraget at lede efter deres kollega, men forgæves.

I Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 13. oktober 1875 tilføjedes at "De Skibbrudne beklagede sig over, at den danske Konsul i Gøteborg uagtet deres Annmodning ikke vilde forsyne dem med andet Tøi, skjændt deres eget var vaadt og ubrugeligt, og de ikke havde Andet, end hvad de gik og stod i."

Redningsbelønning. 200 Kr. er, i Følge "Nordj. Folkebl.", af Justistsministeriet tilstaaet Besætningen paa de to svenske Baade, ført af Ola Hansson og Christian Johannson af Tegolstrand i Fjällbacka Distrikt, som reddede de i den 27. September kæntrede Slup "Ragnhild" af Nykjøbing paa Mors i et lille Rum under Kahytten indespærrede 3 Skagboere.

(Kolding Folkeblad eller Sydjydsk Tidende 26. november 1875)

14 år efter begivenheden mindedes den i en artikel i Social-Demokraten i anledning af Søren Kristian Petersens død:

Paa Sømands Tro og Love.

For et Par Dage siden begravedes paa Gl. Skagens Kirkegaard Avlsbruger Søren Kristian Petersen.

Han var en af de mest kendte Personligheder og mest agtede Mænd paa Skagen. Han blev kun 44 Aar gammel. Fra 1869, da Gl. Skagen fik sin første Redningsbaad, og til sin Død, altsaa i 20 Aar, har han været fast ansat ved Redningsbaaden og taget mangen drøj Tørn, hvor det gjaldt om at bjærge Menneskeliv. Han var ikke af dem, der nogensinde holdt sig tilbage.

Men blandt de mange Affærer, hvori han har taget Del, er der især én, som er levende i alle Skagboeres Erindring og skal fortælles her som et talende Vidnesbyrd om vore Kystboeres møjsommelige, farefulde og heltemodige Liv og Færd.

Det var i September 75. Vejret havde staaet paa med sydlige Vinde, og der havde paa Nordsiden af Skagen samlet sig saa mange Skibe, som ingen før havde set paa samme Tid. Den 27. om Morgenen blæste det op til Storm; der stod høj Sø udenfor Revet, og det var akkurat saa lyst, at man kunde observere en Slup - det var "Ragnhild" fra Nykøbing p. M. - ,som rullede derude med Nødflag til.

Fire Mænd - nu afdøde Søren Kristian Petersen, Lods Ole Eriksen samt Fiskerne Jens Nielsen Gajhede og Hans Peter Kristoffersen - blev enige om at ro ud til Sluppen. Det viste sig, at baade Skipperen og Matrosen var saa udmattede, at de ikke kunde mere. Skipperen vilde have Folk til at fore Skuden udenom Revet ned til Frederikshavn, og det paatog de fire Mænd sig da at besørge. De gik om Bord og sagde Farvel til Skipperen og Matrosen, som blev sat i Land.

Om den Tur, der nu kom, fortæller Holger Drachmann i sin Bog "Paa Sømands Tro og Love" med Lodsen Ole Eriksens egne Ord:

De kom ombord Kl. 9 om Formiddagen og laa og red til Kl. var 11, da Ankerkættingen sprang. De holdt det gaaende under Kysten til Middag; saa kogte de Kaffe og skar Smørrebrød, og det var baade det første og det sidste Maaltid de fik ombord i Sluppen.

Skibet huggede voldsomt, og Jens Gajhede, som var den yngste, blev søsyg, men han gjorde sin Gærning med. - Der kom drøje Byger op. Himlen blev ligesom Kakkelovnssværte, og Søen rejste herude saa krap og bansat, at der snart ikke var en Trevl tørt paa os, trods Oliejakkerne.

Det bliver værre endnu ! sagde jeg.

Og det blev ogsaa værre."

Ud paa Eftermiddagen blev det en Orkan, Fokken blæste væk, og snart gik Klyveren ogsaa. Det var blevet bælgmørkt. - Vi tog den ene Braadsø over os efter den anden; det knagede og bragede i Mørket forude, og snart var alt opstaaende paa den luv Bov slaaet væk af Søerne." Der kom en Sø og slog Kahytkappen af som Hatten af Hovedet paa en Mand, men de sil den stillet paa Plads igen. Og saa gik del løs paa Pumperne.

"Det er for Resten ikke saa galt med denne Pumpen, naar det kniber. Det gi'er Varme om Fingrene og holder Humøret oppe."

Ved Midnatstid rendte en Sejler dem klos forbi i Læ. - Idet den strøg os forbi i Mørke og Stormens Kast, tænkte vi rigtignok allesammen i vor lille daarlige Skude paa et og det samme: nemlig, at det vilde have været os den letteste Sag af Verden at springe over paa den fremmede Sejler. Vi vidste alle, at vi ikke kunde have noget synderlig godt i Vente der, hvor vi befandt os; men vi vidste tillige, at Skuden var os anbetroet, og at vi havde givet vort Ord. En Sømænd maa hverken gaa fra sit Ord eller fra Skuden, saa længe der er nogen Mulighed for al holde begge."

Ole og Søren gik nedenunder for at sinde en Hjærtestyrkning at varme dem paa. Idet de gik ned, sagde Hans ved Roret :

"Det kunde være rart at vide, hvad Klokken var.  Natten er lang og sort; det er, som om den aldrig fik Ende!"

Det var de sidste Ord, vi hørte fra ham." Han blev skyllet over Bord.

Nede i Kahytten havde de lige faaet en Svovlstik tændt, da der kom en vældig Braadsø. - Og i samme Øjeblik slukkedes Svovlstikken, og vi tumlede omkuld i Mørke og Vand, med Hovedet nedefter og Benene opad.

Søren var den første, der talte herefter :

"Skuden er kæntret; nu er vi levende begravne !"

Da vi atter kom op at staa, gik Vandet os midt paa Brystet...

Nu stod vi et Øjeblik saaledes, og en af os bad en Stump af sit Fadervor, og en anden af os sagde noget om dem derhjemme, og jeg for min Part mente, at nu maatte vi da drukne denne Gang."

Søren fandt imidlertid Lemmen til Kælderen, som for havde været under Fødderne, men nu var over Hovedet paa dem, da de laa med Bunden i Vejret, og han fik Lemmen brækket op. De kravlede saa op i Kælderhullet og søgte at gøre sig det bekvemt.

"Det var for Resten ikke meget bekvemt, det maa jeg sige. Jeg kunde akkurat, naar jeg satte Hovedet mellem Knæerne og trak Benene til mig, faa Plads under Kølen. Det var en Slags Krumslutning, i mørk Arrest oven i Købet, som en Soldat vilde sige. Jeg maatte lave min Krop til en Foldekniv; men de andre to fik ikke en Gang saa megen Plads."

Søren laa med Hovedet mod Kahytsgulvet, der paa den indvendige Side var tæt besat med Sømspidser. "Han maatte da have den ene Arm stadig liggende under Ansigtet som en Pude, der kunde tage af mod Sømmenes Stik, hver Gang den kæntrede Skude duvede i Søen. Han mente, at han havde ligget blødere før i sit Liv.

Jens kunde ikke en Gang komme saa langt op som vi andre. Han maatte stadig staa i Vand til midt paa Brystet og hæve Hovedet og Armene op igennem Kahytsgulvet. Til Gengæld kunde han saa bevæge Benene, og det gjorde han da ogsaa, naar det blev ham for koldt.

Saaledes sad vi da hele Natten, til vi kunde gisne os til, at det maatte være Tirsdag og op paa Formiddagen.

"Hvad tænker Du paa, bitte Jens?" spurgte jeg.

"Jeg tror, jeg tænker paa min Farbroer derhjemme, den gamle Ole Gajhede. Han plejede al Tid at ligge med Grisen i Sengen hos sig den hele Vinter, for at Dyret skulde ha'e det godt. Jeg vilde næsten ønske, jeg var i Grisens Sted."

. . . Saa gik der atter en halv Snes Timer, og vi maatte efter Beregningen være højt ud paa Eftermiddagen.

Noget efter tørnede Vraget. Vi huggede tre Gange haardt, og nu var det første Gang, at Søren skreg, for Sæmspidserne gik ham dybt ind.

Den anden Gang hørte vi, at Masten og Sprydet knækkede. Tredie Gang var det nok Agterspejlet, som gik.

. . . Vi troede, at Skibet skiltes ad, og vi var forberedte paa, at nu var al Redning forbi. Vi sagde ikke et Muk, men holdt fast ved hinanden. Saa lettede Vraget igen, og nu fulgte seks Stød efter hinanden, og saa var vi atter flot.

"Av for Satan!" sagde Søren.

"Nu skal Du ikke bande!" sagde jeg. "For nu skal det vise sig . . .!"

Og jeg havde knap sagt dette, da vi stødte for sidste Gang og blev staaende.

Det var ved Solnedgang, Tirsdag Aften. De raabte om Hjælp, men ingen hørte. Søren vilde krybe ud paa Klippen for at kalde paa Hjælp, men de blev enige om, at det var halsløs Gærning, og havde de holdt sammen saa længe, saa kunde de ogsaa holde sammen Natten ud. Saa gik da den Nat med.

Men nu kunde Søren ikke holde ud længere. Han var klemt halvt ihiel, forstaaet og forrevet af Sømstumperne, og havde altfor stærke Smærter i alle Lemmerne. Det lykkedes ham da at dukke sig ud under Vraget og krybe op paa Bunden af Skibet. Herfra fik han prajet en svensk Fiskerbaad. Fiskerne blev svært forskrækkede over at høre menneskelige Stemmer fra det "døde" Skib. De troede vistnok alle, at det var Profeten Jonas, som blev søret ud af det store Søuhyre, saaledes som vi kender det fra den gamle Bibedbibel.

"For Fanden, kan I ikke se, at det er danske Skippere fra Skagen!" raabte Søren.

Saa kom de tre Mand da ind til det svenske Fiskerleje, og Folkene tog godt imod dem - - men det forstaar sig, naar de saa ofte kommer i deres store søgaaende Baade til Skagen og faar den Fisk, vi fanger, for saa godt Køb, saa kan de da heller ikke være andet bekendt, naar vi kommer over til dem selv om det er i Kælderhullet af en kæntret Slup!"

- Paa den Tur var det, Søren Petersen fik den Brystsyge, som nu har lagt ham i Graven i hans bedste Mandsalder.

(Social-Demokraten 29. september 1889).

Den fulde historie - der er en hel del længere end uddraget i Social-Demokraten - af Holger Drachmann: "Paa sømands tro og love" kan findes på nettet i kapitlet "En nutids saga", s. 221-244.

Mere Politivenligt. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har modtaget Følgende: Hr. Redaktør! Vi undertegnede Arbejdere anmoder Dem om at optage Følgende i Deres ærede Blad: Søndagen den 3die Oktober kom vi ned i en Beværtning i Vognmagergade, omtrent Kl. 12 Middag, hvor vi saa en Arbejder hensidde i en Tilstand, som nødvendiggjorde øjeblikkelig Lægehjælp. I den Tilstand havde han efter flere Gæsters Udsagn været i de sidste fire Dage, hvorfor Former Lavrits Andersen tilligemed Værten anmodede Møllersvend Andersen om at tilkalde den posthavende Betjent, for at denne kunde sørge for at skaffe den fornødne Lægehjælp til Stede. Vi tillader os nu at spørge Offenligheden om vedkommende Politibetjents Svar var berettiget og passende eller ikke. Han svarede næmlig, at "det var en Sag. der ikke vedkom ham, medmindre den paagældende Person havde erhvervet en Attest for, at han trængte til øjeblikkelig Lægehjælp." Eftersom nu den paagældende Person var halvdød, saa var det jo en komplet Umulighed for ham at skaffe nogen Attest, - den stod forresten tydelig nok at læse i hans Ansigt! - og det vil altsaa ses, at Avtoriteterne kan være meget uheldige i Valget af deres Folk, naar de uden Betænkning lader en saadan Mand som den omtalte Betjent bære Politiets Uniform. Havde den stakkels syge Arbejder været beruset og gjort Spektakler, da havde Betjenten, hvis Navn er Madsen (Nr. 175), vistnok ikke tøvet med at tage ham i Kraven for at bringe ham paa Stationen - "uden Lægeattest"! Efter omtrent halvtredje Times Forløb gik Former Andersen op paa Gaden, hvor Politibetjent Madsen opholdt sig umiddelbart uden for Beværtningen, og her rettede Andersen en ny Anmodning til Betjenten om at tage sig af den Syge og skaffe ham Hjælp. Svaret lød som før, at det kunde han ikke give sig af med. Noget efter klagede den Syge over Mavesmerter, og fjærnede sig da for at besørge et Ærinde i Gaarden, Da han kom op i Gaarden faldt han om, og da vi ilede til for at række ham nogle styrkende Draaber, døde han mellem Hænderne paa os. Vi anmodede nu Politibetjent Nr. 111, Petersen, om at være os behjælpelig med at faa Liget praktiseret bort, han kom ogsaa straks, men i Stedet for at assistere os begyndte han en Klapjagt paa de Personer, der havde samlet sig i Gaarden, saa at vi gentagne Gange maatte erindre ham om i hvilken Anledning han var hidkaldt.

Som et Kuriosum skal vi endnu bemærke, at efter at Liget var kørt bort, kom Politibetjent Petersen hen til en af os og gav ham en Krone, der skulde være til lige Deling mellem os fordi vi havde været behjælpelige med at bære Liget ud i Drosken. Da imidlertid ingen af os vilde modtage Betaling, fordi vi havde baaret en afdød Arbejder ud i en Vogn, gik Winther og Hansen til Stationen i Pilestræde og afleverede Pengene.

Lavrits Andersen, Former.
Christian Jeppesen, Kuldrager.
Johan Hansen, Arbejdsmand.
Peter Andersen. Møller.
Aksel Winther, Snedker

(Social-Demokraten 5. oktober 1875).

Et Hus der staar for Fald. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! I vor Tid, da sammenstyrtede Huse og nedfaldende Etager hører til Dagens Orden - eller rettere Uorden, og da det ikke er vore udi egen Indbildning højvise Avtoriteters Skyld, at disse Sammen- og Nedstyrtninger ikke har krævet Tab af Menneskeliv, men ikkun det lunefulde Tilfældes, der saaledes viser sig at være i Besiddelse af mere Menneskekærlighed og Barmhjærtighed end dem, der til dagligdags brøster sig af disse Egenskaber, i disse Tider maa det være mig tilladt at henlede rette Vedkommendes Opmærksomhed paa et Sted, som, hvis der ikke snart bliver taget kraftige Forholdsregler, inden føje Tid vil komme til at høre til "det København, som gaar tilbunds!"

Sagen er som følger: Der gives en Gade i vort gode, gamle København, der bærer det klassiske Navn "Snaregade", efter Sagnet fordi den mandhaftige Ridder Esbern Snare for længst forsvundne Tider siden skal have havt sin Bolig her. Dermed maa det nu forholde sig som det vil, men saameget er vist, at der i samme Gade er en Gade er en Gaard, hvis Ruiner er 6, denne Gaard, der forresten beæres af de omkring sig boende med Benævnelsen "Pjaltenborg", tilhører en Hr. Salmonsen. Baghuset er i alle Henseender forfaldent og mørt, hvilket i og for sig ikke er saa underligt, da det er meget gammelt, og Værten aldrig, mig bekendt, har ladet og aldrig lader det saa en Reparation, der er værd at tale om, ti man kan da ikke kalde det for en Reparation, naar han engang hvert andet eller tredie Aar lader Halvdelen af Huset og sommetider Trappegangen oversmøre med Kalkvand! Vel? Det er saaledes forfaldet mere Dag for Dag og endelig skete Tirsdagen den 26de Septbr. den Unge imødesete Katastrofe, idet Halvdelen af Loftet paa anden Sal styrtede ned, medens den anden Halvdel en af Dagene maaske gaar samme Vej. Længe har det hængt som en truende Uvejrssky over de ulykkelige Beboeres Hoveder, og hver Aften er de gaaet i deres Seng med Tvivl om, hvorvidt de næste Morgen vilde komme til at se Dagens Lys, uden som maaske Stakler. Imidlertid skete der ingen anden Ulykke, end at en Del Porcellæn gik istykker og nogle Møbler blev spoleret. Naa, Herregud! Den Fattiges Stumper har naturligvis ikke nogen stor Værdi for den rige Vært! Nu faar man at se, om det gaar ligesaa heldig med den anden Halvdel. - Men det er ikke nok hermed. Huset synker næmlig, hvilket har sin Grund i, at en stor Murpille, som tidligere har gjort megen Nytte som Afstivelsesmiddel, er borttagen, rigtignok lod Værten, da han blev gjort opmærksom paa, at Huset sank, en Træpille stille op der, hvor Murpillen engang har staaet, men som man kan sige sig selv til ingen synderlig Nytte - Hertil kommer at alle Ledighederne er i høj Grad forfaldne, mørke og usunde. Sæt nu, at der rammer en saadan gammel, raadden kasse noget - noget husligt! Jeg vil slet ikke tale om, at den styrter sammen, ti det er noget som er saa naturligt, noget som man er belavet paa, men sæt, at der kom i Ild i den? Rædsomme Tanke! Huset - Pokker ivold med det! - nej Beboerne stod slet ikke til at redde; ti "Kassen" vilde inden faa Minutters Forløb være en Askehob, og da den ligger indeklemt i en smal Gaard, paa alle Sider omgiven af høje, ubestigelige Mure, og i Kælderen har et Vinlager, saa kan man selv danne sig et Begreb om de uhyggelige Udsigter! Jeg finder derfor, at i stedet for at betale den høje Leje, som Værten fordrer, burde han give En Penge til, fordi man er saa modig at bo der. - Hvorfor har nu vort saa nidkære Politi, der viser sig saa opfindsom paa mange mindre farlige Omraader, ikke ogsaa en Gang gjort sig bekendt med disse Forhold? Spørgsmaal: Har den Omstændighed, at Politiet har Lokale i samme Hr. Salmonsens Ejendom paa Graabrødretorv, virket bestemmende paa det i denne Henseende? -- Der endnu en anden Omstændighed, som nok fortjener at noteres: Østifternes Kreditforening har næmlig en Sum Penge staaende i Ejendommen, og hvert Aar sender den derfor et Par Mænd hen i Ejendommen for at paase Foreningens Tarv; kan den ærede Bestyrelse for dette Pengeinstitut virkelig forsvare at sende Folk, der er saa stæreblinde, at de ikke kan saa Øje paa disse mildest talt uhyggelige og Menneskeliv faretruende Forhold? Eller er det for ikke at gøre det gamle Ordsprog tilskamme, der siger, at "den ene Ravn hugger ikke Øjet ud paa den anden?!"

Spekulator.

(Social-Demokraten 2. oktober 1875).

Snaregade var ikke opkaldt efter Esbern Snare, men blev i 1607 opkaldt efter rådmand Erling Jonssøn Snare som ca. 100 år før havde lejet en grund der. De tilbageværende bygninger blev opført i 1796. Måske er baghuset blevet opført senere?

Stank i Utterslev. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Renovationscompagni og Gjødningsfabriken paa Uttersløvmark. Under en ved Kiøbenhavns Amts nordre Birks Politiret anlagt Sag tiltaltes Kiøbenhavns Renovationscompagni for Overtrædelse af § 64, 2det Stykke i den i henhold til Justitsministeriets Skrivelse af 15de April f. A. for Nordre Birk udfærdigede Politivedtægt, og var det ved den i Sagen anstillede Undersøgelse godtgjort, at det tiltalte Selskab paa et til Gjødningsfabriken paa Uttersløv Mark, der eies af Renovationscompagniet, hørende meget betydeligt Areal under aaben Himmel havde udbredt et Lag Latringjødning i en Tykkelse af 3 a 4 Tom. for at tørre Gjødningen, for derefter at fyldes i Sække og forsendes. Men ved denne Tørringsmaade udbredtes der en stærk Stank, som var til stor Ulempe ikke blot for dem, der færdedes paa Veiene der i Nærheden, men ogsaa for de Omboende, navnlig det tæt befolkede Qvarteer paa Uttersløv Mark, hvorfra en stor Deel af Beboerne havde indsendt en Besværing. Da nu den paa Kjøbenhavns Renovationscompagnies Vegne mødende Forretningsfører havde indrømmet, hvad der ogsaa stemmede med det iøvrigt Oplyste, at den til Tørring udbredte Gjødning ikke var bleven holdt tildækket med Halm, vilde efter Rettens Skjøn det oftnævnte Compagni ikke kunne undgaae Ansvar. Kunde en Fremgangsmaade, som den af Renovationscompagniet brugte, tillades, da vilde Forskriften i Politivedtægtens førnævnte Paragraph blive ganske illusorisk, idet det saa vilde staae Enhver frit for at frie sig for Ansvar ved at sprede Gjødningen til Opbevaring for et større Omraade. Men det har ikke været Vedtægtens Mening. Det tiltalte Renovationscompagni vilde saaledes ikke kunne undgaae at ansees for Overtrædelse af § 64 i Politivedtægten efter Lov om Politiet udenfor Kiøbenhavn af 4be Februar 1871 § 6 med en Birkets Politikasse tilfaldende Mulct, der bestemtes til 30 Kr., hvorhos Compagniet paalagdes at udrede Sagens Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. september 1875).

Matros overfalder Kaptajn. (Efterskrift til Politivennen)

En Matros, John Andersen, blev i Tirsdags dømt af Højesteret i en fra den vestindiske Overret indanket Sag, for Overfald paa sin Kaptejn, Føreren af Barkskibet "Princess Alexandra", William Davis. Søndagen den 24de Januar d.A. var den Tiltalte, der gjorde Tjeneste som Matros i det nævnte, paa St. Kroix hjemmehørende Skib, som den Gang laa i Kristianssteds Havn, i Land, og da han ved Aftenstid var bleven noget beskjænket, blev han fulgt ned til Skibsbroen af et Par Politibetjente. Ved Broen laa Skibets Baad, og det var med stort Besvær, at Kaptejn Davis, der var kommen til Stede, fik ham ned i Baaden, idet Andersen stred imod af alle Kræfter. Strax efter, at Baaden var stødt fra Broen, sprang Andersen ind paa Kaptejnen, greb ham i Kraven og satte, idet han kastede ham bagover, sit Knæ paa hans Bryst; men Kaptejnen befriedes dog fra ham ved en i Baaden tilstedeværende Politibetjents Hjælp. Efterat de vare komne om Bord, gik Andersen ned i Folkelukafet, hvor Matros Peter Felthouse var til Stede, og tændte Lampen. Han bad Felthouse om at laane ham sin spidse Kniv, idet han ytrede, at han vilde bruge den til at stikke den Horesøn Skipperen med. Felthouse vilde ikke laane ham Kniven, hvorhos Andersen forlod Lukafet, idet han mumlede noget om, at han vilde have fat i et Skrabejern, et Redskab, der bruges til at rense Dækket med. I Baadsmandens Lukas fandt han efter nogen Søgen en saadan Skraber liggende i en Værktøjskiste og vendte tilbage til Folkelukafet, hvor han huggede Skraberen i et Kistelaag, saa det splintredes, idet han ytrede, at saaledes vilde han hugge den Horesøn i Hovedet. Felthouse opfordrede ham gjentagne Gange til at gaa tilkøjs, hvilket han omsider ogsaa gjorde efterat have klædt sig halvt af; men strax efter stod han op og gik ud af Lukafet under Foregivende af, at han vilde hente Vand til Thepotten. Kaptejnen havde i Mellemtiden været nede i sin Kahyt og havde forsynet sig med en Revolver, da han havde isinde at gaa i Land for at hente en anden tilbagebleven Matros, idet han nemlig tænkte sig Muligheden af, at det kunde blive nødvendigt at bruge Revolveren overfor denne Matros. Da Kaptajnen gik ned i Baaden, der endnu laa paa Siden af Skibet, og hvori Politibetjenten og anden Styrmand allerede befandt sig, sad Andersen paa Skibsrælingen og raabte efter ham Ord som: "Det er godt, Du ogsaa gaar i Land, din Horesøn, ellers skulde jeg gjøre op med Dig," eller noget Lignende. Kaptejnen sprang ved disse Ord tilbage paa Dækket, og traadte hen mod Andersen, idet han spurgte, hvem han kaldte Horesøn, hvorpaa, Andersen, uden at give ham noget Svar, gav ham et Slag i Hovedet med den nævnte Dæksskraber, der er et særdeles farligt Redskab, saa at Davis tumlede om imod Rælingen, medens Blodet løb ham ned ad Hovedet. Kaptejn Davis affyrede, idet han tumlede om, et Skud af Revolveren i Luften for at skræmme Andersen, som øjeblikkelig blev greben, ført i Land og afgivet til Politiet. Saaret var temmelig overfladisk, sandsynligvis fordi Kaptejnens Hue havde afbødet Slaget, og det lægedes hurtig. Kaptejnen har af alle sine Skibsfolk, ogsaa af Tiltalte selv, faaet den Ros, at han stedse har behandlet dem roligt og humant, medens den Tiltalte skildres som en ondskabssuld og opsætsig Person. Hans Forklaring om, at han var saa beruset, at han ikke havde vidst, hvad han foretog sig, kunde efter de aflagte Vidnesbyrd ikke komme i Betragtning, og han, som er født i Sverig 1820 og ikke funden forhen straffet, blev ved den vestindiske Overretsdom dømt til 2 Aars Forbedringshusarbejde samt til efter udstaaet Straffetid at bringes ud af Riget. Denne Dom stadfæstedes af Højesteret, dog at Straffetiden bestemtes til 2½ Aar. 

(Morgenposten (København) 7. september 1875).

Ubekendt fotograf: Aflæsning af sække i Frederiksted. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.