Optøier. (Efterskrift til Politivennen)

I Søndags, da Eieren af Dyrehavegaaard var fraværende fra Gaarden, henvendte en af Staldkarlene sig om Aftenen Kl. 6 til Forvalteren paa Gaarden, en yngre Mand, og bad om Tilladelse til at laane en af Hestene for med den at ride til Lyngby. Dette tillod Forvalteren ham, men tilføiede udtrykkelig, at Karlen kun maatte ride, ikke kjøre. Da Forvalteren et Par Timer senere vilde benytte en Eenspændervogn, der pleiede at henstaae i Gaarden, for med Vognen at kjøre til en Ildebrand, var denne borte. En halv Time efter kom en Vogn, hvori der sad flere Personer, kjørende i stærk Fart ind i Gaarden. Det viste sig ganske rigtigt at være Eenspændervognen, forspændt med en af Gaardens Heste. Kiøretøiet blev kjørt af Staldkarlen, og i Vognen sad tillige tre andre af Gaardens Karle, alle i en temmelig stærk beruset Tilstand, i hvilken de foraarsagede megen Støi ved Raab og Skrig. Hesten, der er et meget villigt Dyr, til hvilket Pidsken er overflødig, var i høi Grad overanstrengt og udmattet og dampede af Sved, hvilket ikke forhindrede Staldkarlen i under Kiørselen at pidske paa den af alle Kræfter. Forvalteren foreholdt dem nu det Urigtige i deres Adfærd, men Staldkarlen blev derover rasende, sprang af Vognen og foer ind paa Forvalteren, hvem han tilføiede flere Slag for Brystet. Forvalteren maatte derfor samt af Frygt for yderligere Overlast søge Tilflugt i Mælkeforpagterens Lejlighed paa Gaarden, men dette forhindrede ikke Karlen i at trænge herind, hvor han søgte at faae Forvalteren med ud i Gaarden under det Paaskud. at han skulde see, om Hesten fejlede noget, men øiensynlig i den Hensigt at øve yderligere Vold imod ham, idet de øvrige Karle, der vedblev at støie og raade udenfor, tilbøde at være ham behjælpelig hermed. Forvalteren og Mælkeforpagteren, hvem en anden af Karlene ligeledes lagde voldsom Haand paa, da han vist, sig i Døren, forlangte nu, at Staldkarlen, der i en grov og uartig Tone vedblev at tiltale den, paa en fornærmelig Maade, skulde forlade Stuen, og da han nægtede dette, kastede de ham udenfor. De sendte derefter et ridende Bud til Politiet i Lyngby, Karlene fortsatte imidlertid Mytteriet og Optøierne udenfor, indtil Eieren af Gaarden kom hjem Kl. 11 om Aftenen og fik Ro og Orden bragt tilveie. De 2 værste Urostiftere bleve derefter anholdte og indbragte til Arresthuset paa Blegdamsveien. i I Kjøbenhavns Amts nordre Birks Politiret undskyldte de Anholdte sig med, at de havde været i Jægersborg Kro, hvor de vare blevne berusede. Sagen blev paa Grund af Huusbondens Forbøn afgjort ved et Forlig, hvorefter Staldkarlen erlagde en Mulet af 30 Kroner til Politikassen og 20 Kr. i Erstatning for Mishandlingen af Hesten, medens den anden Karl, der havde lagt Haand paa Mælkeforpagteren, betalte en Mulct af 20 Kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. november 1875).

Det kan være den siden 1957 kommunalt drevne Dyrehavegaard på Hjortekærsvej 50,  tæt ved Dyrehaven.

Teaterstykket "Lygtemænd". (Efterskrift til Politivennen)

Molbech havde indstillet stykket til antagelse, men bemærkede dog at satiren savnede myndighed. Den konservative presse var tilfreds med stykkets hensigt. Om end stykkets miljø- og personskildring ikke var dybtgående. 

Om "Lygtemænd" m. m.

(Første del er udeladt).

* * *

Der gives en "Literat", der fornylig har naaet til at fabrikere den originale 4 Akts Nyhed, "Lygtemænd", som nu skal vandre over Nationalteatrets Brædder. Dette Individ har for flere Aar tilbage i Kompagni med en anden lavet nogle Farcer, der opførtes paa et af Sekundteatrene. De var højst ubetydelige, og det bedste i dem var endda af Kompagnonen. Saa forsøgte han sig for nogle Aar siden med et Stykke til "Nationalteatret". Men det skulde han ikke have gjort. Stykket var udtværet og kedeligt, gjorde ingen Lykke og blev snart lagt hen. Saa begyndte hans Stjerne - hans Middags-Stjerne - at dale. En uheldig Forfatter var der ingen, der brød sig om. Dem var der nok af. Man havde jo baade Richard Kaufmann og unge Grundtvig. Saa følte han, at der maatte gøres noget. Det nye Nationalteater skulde lyksaliggøres med et genialt Stykke af ham. Men sligt Forsøg var jo for strandet. Det maatte ikke ske denne Gang. Saa var det rent ude med ham. Han grublede og grublede. Endelig fik han - det klinger underligt, men er dog sandt - han fik en Idé. Han kunde jo i Stykket angribe enten Socialismen eller den frie Tanke, eller han kunde slaa to Fluer med ét Smæk, og angribe dem begge. Saa var han jo vis paa, at hans Stykke, om det end var nok saa daarligt, dog vilde gøre Lykke hos Adskillige, og fremfor Alt hos Grossererne. Som tænkt, saa gjort. Og saa skrev Villiam Bloch "Lygtemænd", originalt Skuespil i 4 Akter. - Stykket indleveredes saa for c. 1½ Aar siden, men til Uheld for Forfatteren sendte Teaterbestyrelsen ham det tilbage. Han tabte dog ikke Modet. Han lavede om paa Stykket, indleverede det igen, og - det blev antaget. Det var jo ogsaa ubilligt andet. Selv om Stykket var aldrig saa daarligt, Tendensen var dog ypperlig. Og at Stykket er daarligt, det kan vi, der har været saa heldige, eller rettere sagt uheldige, at læse Det, bevidne. Der er, for at tale i Sigurd Müllers Stil, hverken Klarhed i Anlæget eller Skarphed i Formen, hverken "hejbergsk-subjektiv eller holbersk-objektiv Latter"; Handlinger snegler sig hen udtværet og uinteressant. Ikke en eneste god Idé, ikke en eneste fintbygget Replik, ikke en eneste original Tanke. Det Hele er udgaaet fra en forvirret Hjærnes uklare Forestillinger om at Socialisme og Fritænkeri er "noget fælt noget". Et Blik paa Stykket vil gøre dette indlysende. Der er nu Helten, Hr. Holm ("28 Aar gammel"). Han vender i Stykkets Begyndelse tilbage fra et fleraarigt Ophold i Udlandet, hvor han har tilegnet sig Civilisationens Frugter: de frie ideer. Han optræder nu som ægte Radikal, forsøgende paa at gennemføre sine Yndlingsideer i sit Fædreland. Han møder imidlertid Modstand hos Mange, blandt Andre hos Frøken Schnell. Og saa viser Holm sig som et ægte Foster af den blochske Fantasi: han har ingen Karakter. I Stedet for som de frie Ideers Førere herhjemme at sætte sin Sjæls fulde Kraft ind paa at gennemføre din Bevægelse, som de af dem udtalte Ideer har vakt. i Stedet for i Konsekvens med sig selv at kaste Vrag paa den Kvinde, der ikke deler hans Ideer, synker han ængstelig og forsagt sammen under Modstanden, og viser sig som en Pjalt. Og her træder Forfatterens Perfiditet tydelig frem. For at stille mulig frisindede Tilskuere Blaar i Øjnene, viser han os i Begyndelsen de radikale Ideers Magt, for til Slutningen - til de Nationalliberales Glæde og Henrykkelse - at vise os deres totale Afmagt. Denne Helt optræder, omgivet af unge, frisindede Mennesker, der er latterliggjorte, og af Arbejdere, der begynder som Socialister, og ender med at mene, at det dog er bedst at Storborgerslaver! Stykkets mest ideelle Figur er - Hr. Jerndorf!!

Hermed har Læserne sikkert faaet Nok.

Og man forbavse nu ikke over, at det i vore Dage kan falde en ung mand ind at skrive mod Fremskridtsideerne. Husk blot paa, denne unge Mand er Hr. Villiam Bloch. Og hvor skulde han forstaa Fordringen om Arbejdets Ret? Han, der aldrig har vidst, hvad Arbejde er. Og hvor skulde han forstaa Fordringen om Tankens Frihed? Han, der aldrig har vidst, hvad Tænkning er.

Og man forbavses heller ikke over at Teaterbestyrelsen har antaget et saadant Aandsprodukt. For derved vinder den maaske Bifald hos sine værste Plageaander, Recensenterne og disses Ekko: Grossererne.

Ti hvad siger ikke Heinrich Heine:

Nur wenn wir ins Koth uns fanden
so verstanden wir uns gleich. 

E. H.

(Social-Demokraten 6. oktober 1875).

Hansen, Schou & Weller: William Bloch. Optaget mellem 1867 og 1877. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

"Lygtemænd" anstiftede, som vi i gaar bemærkede, adskillige Ulykker i vort fine Nationalteater i Onsdags Aftes. Dhrr. Grosserere havde troet, at de i al Ro og Mag kunde sidde og fryde dem over det idiotiske Makværk, som en af deres Frispisere havde fabrikeret, de gned sig i Hænderne ved at tænke paa, hvor grumt Fyren havde tresakket Alt, hvad der laa udenfor Madstrævet og Børsjobberiet, hvor fuldstændig han havde knust saadanne "Galskaber" som Ideerne om Frihed, Lighed, Broderskab osv.

Men hvorlænge var Abrahams i Paris? Den Herlighed varede ikke længere end til midt i 2den Akt: da Grossererne og deres Pakhuskarle raabte Bravo over Fabrikant Rosens Smørrebrødslogik, skingrede Piberne løs baade fraoven og franeden og vedblev at lade sig høre ved hver Klapsalve. I de næste Akter var det noget stille; kun da en Arbejder i Stykket talte om "Kløften" mellem Storborgere og Arbejdere, udbrød en Socialist under Loftet i et lydeligt: "Det er hørt!" Men da Arbejderformanden i Stykkets sidste Akt kommer krybende for at "bede om Naade" hos Fabrikanten, da Stykkets "Helt" viser sig beredt til at sælge sin Overbevisning for at komme til slikke en Fabrikanttøs med 12 Garneringer, - kort sagt da det viste sig, at Personerne i Stykket kun er Straadukker, der er opstillede for at Forfatteren, Hr. Bloch, kan vise sin Drabelighed ved at stikke til dem, fra det Øjeblik var Stykkets Skæbne afgjort. Vistnok over et halvt Hundrede Piber, deriblandt en sand Jernbanefløjte, hvislede efter Tæppets Fald gennem "Talias Tempel", der havde vanæret sig ved at blive Organ for den smudsigste Reaktion, og skønt Gongongen gik, skønt Storborgerne i yderste Raseri vrælede paa deres Politi, som imidlertid ikke havde vigtig "Lyst til Handverket", vedblev Spektaklet en god halv Time og endte med Fløjternes Sejr.

Den samme Historie gentog sig iaftes. Paa Lørdag gaar Stykket igen, vi anbefaler det til vore Meningsfællers fløjtende Opmærksomhed, og tilføjer, at vi er villige til at købe Billetter til dem, der mælder sig i Løbet af idag paa Ekspeditionskontoret, Suhmsgade 2 eller Gotersgade 83, og forud betaler dem.

(Social-Demokraten 8. oktober 1875).

"Lygtemænd" blev da til Gavns udpebet i Lørdags, blev udpebet trods det, at adskillige Hundreder af de Socialister, der paa "Soc.-Dem." Kontor havde tegnet sig for billetter, ikke fik saadanne. Billetterne til Forestillingen blev allerede for en stor Del opkøbt i Fredags til dobbelte Priiser og de, der var tilbage, købte Billetsjvoverne i Lørdags til forhøiet Pris. Som følge deraf maatte Arbejderne betale to til tre Kroner for en Billet til Galleriet og da der oven i Købet kun kunde skaffes faa Billetter til denne Plads, maatte ikke saa ganske faa Arbejdere løse Billet til Parterret, Balkonen osv., og saare mange fik, som sagt, slet ingen Billet.

Det var ikke alene Billetsjoverne, men ogsaa Politiknægtene, der havde opkøbt Billetterne. Saa godt som hele Københavns Politistyrke var anbragt i Teatret. Allevegne, hvor man saa hen, opdagede man et over- eller underordnet Politimenneske, i Særdeleshed var Galleriet stærkt forsynet. Forestillingen fremkaldte hverken Bifalds- eller Mishagsytringer, førend Midten af fjerde Akt naaedes. Da kunde nogle Klappere ikke længer dy sig, men de blev straks bragt til Tavshed af en Del Hyssen og nogle Pibere. Hovedkritiken over Stykket blev dog selvfølgelig først afsagt, efter at Forestillingen var forbi. Aldrig saa snart rullede Tæppet ned for sidste Akt, førend Piberne begyndte; Klapperne gjorde ligeledes deres bedste, men det forslog ikke, de blev fuldstændig overdøvede. Damerne holdt sig for ørerne og adskillige af dem var nok lige paa Nippet til at besvime. Meningskampen varede ikke ret læge, ti efter i det højeste to Minuters Forløb lød Gongonen, hvorpaa baade Pibere og Klappere øjeblikkelig holdt inde. Til Slutning gav Politiinspektør Clausen, der havde sneget sig ind paa balkonen, en morsom Scene til Bedste. Efier at det andet Slag paa Gongonen havde lydt, og der var indtraadt fuldstændig Stilhed traadte han næmlig frem og brølede: "Det var anden Gang - holdt!" Det tør vel antaget, at dette Brøl i Henhold til Politidirektørens Plakat vil skaffe ham en alvorlig Bøde paa Halsen.

- Efter hvad "Jyllandsposten" vil vide har en Direktør for et Provinsskuespillerselskab skaffet sig Ret til at opføre "Lygtemænd". Han agter at begynde dermed i Aarhus om en Maanedstid. Det er vel ønskeligt, at vi opfordrer vore Meningsfæller i denne By til ligeledes at gøre Kaal paa dette jammerlige Stykke.

(Social-Demokraten 12. oktober 1875).

"Lygtemænd" er et altfor kært Barn for det "kongelige" til at det skulde anvende sine egne Regler paa det. Stykket er nu bleven udpebet 3 Gange og desuagtet bødes det Publikum igen i Gaar. Vi haaber, at den fornuftige Del af Publikum nu, efter at have vist sin Mening om dette Makværk, vil lade Idioterne og Politiet sidde i Ro og beklappe det hver Aften om saa skal være; det vilde være urimeligt at fylde Penge i Hr. Blochs Lommer. Apropos, mon det ikke skulde være passende at give den unge Mand en eller anden Opmuntring, f. Eks. en Dydsmedalje eller Lignende? Da han har vist sig som en drabelig Dydsdragon ligeoverfor den frie Kærlighed paa Scenen, kan det jo ikke fejle, at han ogsaa maa være det i sit eget private Liv, og en saadan Perle af en Storborger kunde der ikke let gøres for meget af. Eller skulde det være sandt at den gamle Historie om Bjælken og Skæden ogsaa gælder om denne Hædersmand?

I Gaar var nogle Arbejdere og Studenter bleven anmodet af Hr. Crone om at besøge ham. Den gode Mand tror aabenbart, at Arbejderne har lige saa Lidt at bestille som han selv. Han vi de næmlig kun fortælle dem, at de ikke vilde blive tiltalt i Anledning af den første Udpibning af "Lygtemænd", og det var selvfølgelig overflødigl, da i saa Tilfælde Klapperne, Hr. Vekselmægler Lorck, Hr. Digter Kock, Hr. Ploug og en hel Hoben Damer ogsaa let kunde have kommet til at figurere i den offenlige Politiret, hvis vi vilde have været saa "uridderlige" at vidne imod dem.

(Social-Demokraten 13. oktober 1875).

Georg Brandes overværede den tredje opførelse fra første parket. Her kunne han opleve hvordan 50 studenter og 150 arbejdere piftede af det ikke særlig godt anmeldte stykke. Brandes skrev om arbejdernei et brev til Gosse: "De er ikke slyngler, langtfra, men fattige, uvidende og til dels fantastiske stakler, som det gjaldt om at hjælpe og ikke om at håne eller kue." (Her citeret efter Jørgen Knudsen: G. B.: En biografi om Georg Brandes (2008).

"Lygtemænd". Dette fire Akts Skuespil, der jo skal være forfattet af en Student Bloch, Broder til Maleren, har, som tilstrækkelig bekjendt, faaet den Skjæbne, der i de senere Aar ikke har timedes ret meget af, hvad der fremkommer paa vort kgl. Teater, at tildrage sig det store Publikums, ikke blot den kjøbenhavnske Tevandssladers, Opmærksomhed. Dette er i og for sig meget. Det viser, at Stykket staar i en eller anden Samklang med Tidens Hovedtanker, hvad somme, mærkværdig nok, synes at anse for en stor Fejl, idet de forlange "Politik" holdt borte fra Scenen, ligesom ogsaa fra Prædikestolen, hvor højlydt end Kjendsgjerningerne vidne om, at Tilskuerne og Tilhørerne i Reglen blive borte med det samme. Anmelderen af dette nu i Bogladerne foreliggende Teaterstykke gaar altsaa ud fra, at dets Berøren af Tidens brændende Spørgsmaal i og for sig er en stor Dyd ved det. Ved Siden af denne Ros tilstaar Anmelderen lige saa aabent, at han ikke billiger Stykkets Tendens medens han villig indrømmer, at Stykket, hvis denne havde gaaet i modsat Retning, uden Tvivl ikke havde naaet at komme frem paa det kgl Teater, der i sin Egenskab som Statsanstalt selvfølgelig paa sit Omraade ubetinget repræsenterer det bestaaende. Bemeldte Tendens gaar nemlig ud paa en dramatisk Forkyndelse af alle Spidsborgeres Yndlingslære om det nedarvedes næsten ubetingede Ret over for det Nye, hvilken Lærdoms Berettigelse Forfatteren i det foreliggende Tilfælde slipper nemt fra at godtgjøre ved det gamle Kneb at lade al Elskværdighed og Ynde være paa det gamles Side, medens det nyes Repræsentanter i det Hele ere Karikaturer. At Forfatteren mellem de forskjellige Nutidsproblemer har valgt den frie Kjærlighed, er selv følgelig blot exempelvis og i Overensstemmelse med det dramatiske Behov, idet Kiærlighed jo er en uundværlig Ingredients i ethvert Stykke.

Dette Valg kan der derfor ikke i og for sig lægges nogen Vægt paa, med mindre man vilde antage, at Forfatterens Mangel paa Sympati med det nye over Hovedet har ladet ham med Forkjærlighed gribe dette i en af dets mest umodne og mest frastødende Skikkelser. Men naar man nu erkjender og føler, at hvad vi hjærtelig trænge til at høre forkyndt med klare og begejstrede Stemmer i Kunstens Templer, er et Vidnesbyrd om den menneskelige Aands Kraft til at bryde nye Baner og til at kaste udlevede Former til Side, og man saa tvertimod bydes en fad og begejstringsløs Gammelklogskab, hvilket, som sagt, sker i det her omhandlede Tilfælde, hvor let forledes man da ikke til at give sin Skuffelse og Ærgrelse Luft, om ikke just ved Pibning, saa dog gjennem en vis Forudindtagethed, der lader en blive lidt partisk overfor Stykkets mulige æstetiske Fortrin! Saadanne ere nemlig virkelig til Stede i en Grad, der bevæger Anmelderen til sluttelig at nedlægge en Indsigelse mod den gjentagende fremsatte Formening, at "Lygtemænd" væsentlig kan takke den ihærdige Udpibning for, at det ikke alt er død Straadøden.

(Aarhus Amtstidende 22. oktober 1875).

Efter anden opførelse forbød politidirektør Crone såvel mishags- som bifaldsytringer under forestillingen. Med ikke efter forestillingens slutning. Ved tredje og fjerde opførelse var der så uhindret spektakel indtil gongongen lød. Efter at tumulterne var blevet helt forbudt, forsvandt interessen for stykket. Et tid spillede stykket et par steder i provinsen:

"Lygtemænd" blev atter spillet i Horsens Tirsdag og Onsdag, og som der i "Horsens Avis" saa smukt refereres, uden Forstyrrelse, da vor dygtige Politimester havde taget sine Forholdsregler. Lad os en Gang undersøge, hvori disse Forholdsregler bestod; for det Første var det forbudt alle de mulkterede Pibere oftere (for Tid og Evighed) at komme i Teatret, naar "Lygtemænd" spilles. Dette Forbud gælder naturligvis over hele Danmark og Bilandene, om Island og Færøerne er deri indbefattet, blev ikke tilføjet. For det Andet blev Galleriet besat af hele vort respektabte Nærpoliti, tilligemed det øvrige Politipersonale, naturligvis med Hr. Kammerherre v. Jessen i egen høje Person som første Kommanderende. Havde Arbejderne givet deres Mishag tilkende, ved at give et Stød i Fløjten, saa havde den naturligvis straks staaet paa Slag, eftersom Lovens Haandhævere var forsynede med de uundværlige Knipler. Her kan man med Rette sige, at alle Politimestre i Danmark (Crone og Hammerich deri indbefattet) er nogle Sinker ligeoverfor Politimesteren i Horsens, som forstaar at tage en saa alvorlig Sag paa den rette Maade, er vi enige derom, saa lad os fortsætte.

I Lørdags er Dommen bleven forkyndt paa den lovbefalede Maade for den "Socialdemokratiske Arbejderforenings" Vært, Hr. Carl Madelaire og Skræder Hoffmann, 2 Syndere, som ikke kunde indse deres store Forbrydelse ved i Teatret at give deres Mishag tilkende, fordi at Arbejderne bliver fremstillet som nogle sande Pjalte, og som Følge deraf ikke vilde indgaa noget som helst Forlig. Dommen tilligemed Udskriften af Retsprotokollen skal blive serveret for Bladets Læsere i de nærmest paafølgende Dage, "hvorefter alle have sig at rette."

I Lørdags Aftes var der Møde af samtlige mulkterede Pibere, og blev der enstemmig vedtaget, ikke at berige hverken Politi-, Fattig- eller Kammerherrens Kasse med 1 Skilling af den idømte Mulkt; hvad der ellers blev forhandlet, vil senere blive offenliggjort her i Bladet tilligemed mere. De dømte klappen i og trampende Spektakelmagere var ogsaa indbudt, men der mødte naturligvis ingen, og det af den simple Grund, at der slet ingen var dømt. Det er kun den fattige Arbejder, der skal blokkes; kan Pengene ikke strække til, saa hedder det sig: Kroppen skal bøde. Om ogsaa Familien lider Sult, kommer ikke Avtoriteterne ved. Nu nok for denne Gang. De skal snart, Hr Redaktør, høre noget mere fra Deres ærbødige

En af Piberne.

(Social-Demokraten 2. november 1875).

Politiet i Horsens og "Lygtemænd". Vi har fra Horsens modlaget følgende Korrespondance:

"Hr. Redaktør! Paa Grund af at jeg havde saavel Samvittighedsnag, fordi jeg ikke tilligemed mine pibende og fløitende Kammerater blev tilsagt og dømt, mødte jeg for Politimesteren. Hr. Kammerherre V. Jessen i Horsens, sidste Lørdag Formiddag Kl. 11 3/4, og bad mig straffet for mine Fløjtetoner ved "Lygtemænds" Opførelse, og samtidig ønskede jeg, der atter at faa min Samrittighedsro tilbage, at opgive Flere, som Politiet muligt (?) havde overset. Men til min store Forbavselse blev jeg affærdiget med et bestemt Afslag: der kunde ikke optoges Flere, Sagen var sluttet. Det er jeg nu slet ikke tilfreds med, jeg har hverken Ro Nat eller Dag, før jeg faar anmeldt for vor upartiske Øvrighed hele den Bunke pibende, klappende og trampende Spektakelmagere, som jeg for Øjeblikket er frugtsommelig med, og faar dem alle afstraffet tilligemed

Deres ærbødige
Jakobsen, Skraber,
Søndergade 82."

(Social-Demokraten 4. november 1875).

Friheden i Danmark. Vi meddelte forleden, at en Del Pibere af "Lygtemænd" i Horsens blev mulkterede, og at det samtidig for Tid og Evighed blev forbudt dem at indfinde sig i Teatret, naar "Lygtemænd" opførtes. Adskillige af vore Læsere har rimeligvis troet, at dette sidste var en behagelig Spøg af os. Af den Grund gengiver vi her følgende:

Udskrift af Horsens Købstads Politiprotokol.

Aar 1875 den 26de Oktober Formiddag Kl. 11½ blev en Politiret sat paa Raadstuen af den i kammerherre Jessens Fraværelse konstituerede Dommere og Skriver Kammerassessor Fuldmægtig Madsen i Overværelse af nedentegnede Vidner.

Hvor da blev foretaget Sag mod forskellige Personer, som i Aftes i Teatret under Opførelse af Stykket "Lygtemænd" havde gjort Spektakler ved vedholdende Piben saaledes, at dette havde forstyrret Forestillingen i den Grad at samme maatte afbrydes i nogen Tid. og først kunde fortsættes, efter at flere af Urostifterne af Politiet var fjernede fra Tilskuerpladsen.

Efter Tilsigelse mødte Møllebygger Christian Johansen, Medlem af den saakaldte socialdemokratiske Forening heri Byen, som forklarede, at han i Aftes indfandt sig i Teatret for at pibe Stykket "Lygtemænd" ud, idet han i Forvejen havde læst Stykket og sundet, at det indeholder en Forhaanelse imod Arbejderne og disses Talsmænd, til hvilke Komparenten ogsaa hører, idet han flere Gange har talt Arbejdernes Sag. Han indrømmer, at han gentagende af Politiet blev forbudt at pibe og desuagtet vedblev dermed, fordi at Andre vedblev at klappe og trampe i Gulvet, og han anser sig liges aa vel berettiget til at ytre sin Mishag ved at pibe som at Andre kan have Lov til at give deres Bifald tilkende ved at klappe og ved at trampe i Gulvet.

Foreholdt, at han, i Forening med hans Meningsfæller, have forstyrret Forestillingen ved den vedholdende Piben, indrømmer han, at dette netop var Hensigten, og at han med mange Andre har i Sinde, atter i Aften at møde i Teatret og pibe for om muligt derved at fortrænge Stykket fra Scenen.

Han blev forelæst Politivedtægtens § 69 og indser, at han har forbrudt sig mod denne, men beder dog udtrykkelig tilføjet, at mange Andre ligeledes har overtraadt Paragrafen ved deres Bifaldsytringer.

Paa Opfordring af Dommeren forpligtede Komparenten sig til for sit udviste Forhold at erlægge en Bøde til Politikassen af 10 Kr , hvormed Sagen for hans Vedkommende blev sluttet. Han blev derefter dimitteret med Tilkendegivende, at han ikke oftere maa indfinde sig i Teatret, naar Stykket "Lygtemænd" opføres, og at han, saafremt han overtræder Dette Tilhold, vil blive tiltalt og straffet derfor.

Retten hævet Ludv. Madsen. 

Vidner Svendsen. Poulsen.

Udskriftens Rigtighed bekræfter Horsens Byfogedkontor den 28. Oktober 1875.
Chr. Jessen.

(Social-Demokraten 17. november 1875).

"Lygtemænd." Under denne Titel opføres i denne Tid paa den danske Skueplads et Stykke, som har vakt en vis Opmærksomhed og meningskamp alle Steder, hvor det er blevet opført, og som man har set af Bladene, er det gennemgaaende blevet udpebet, og derved fremkaldt kraftige Foranstaltninger af det "tappre danske Politi". Da nævnte Stykke skulde opføres her i Rønne, blev der saaledes, uagtet der vist næppe findes 20 Socialister blandt de omtrent 6000 Indbyggere denne By tæller, og Folk herovre desuden ikke er nok med til at kunne forstaa Stykket, gjort Forberedelser i Guds Velsignelse for at forebygge al Uorden og gribe de slemme Pibere. Saaledes mødte i Lørdags til Generalprøven hele vor Politistyrke, (8 Mand stor) Byfogden i Uniform og Ordenskorpset, der vel tæller 20-30 Mand, blev posteret i alle Kroge baade i og udenfor Teatret. Stykket gik meget godt af, ja, næsten altfor godt; ti ingen anden Lyd lod sig høre fra Publikums Side, end den at Folk, kede af at se og høre noget "Pjank", gav sig til at tale under Akterne. Saaledes fik Politiets "kraftige Anstrængelser" for den Andens Vedkommende, en "lang Næse". Søndag Aften skulde Stykket atter gaa, men denne Gang blev dog Ordenskorpset ganske roligt hjemme, medens Byfogden og Politistyrken mødte fuldtallig. Ligeledes denne Aften talte Folk paa Kraft under Akterne, og paa en Bænk, saa jeg en Pige sidde og sove, omtrent da 2den Akt var til Ende, dette er jo i og for sig Bevis nok for, hvilken Interesse og Forstand Bornholmerne har paa dette Stykke. Det bemærkes, at jeg ogsaa, som jeg tilfældig kom til at staa bag to Mænd, der talte sammen, hørte den Ene sige: "Der skulde blot En give Tonen an, saa skulde denne min Sandten komme til Tjeneste," og med det samme vist han den anden en Fløjte.

Rønne d. 13. november. F. Clausen.

(Social-demokraten 18. november 1875).

Som nævnt i den første artikel opførte Det kongelige Teater i 1872 lystspillet "De hvide Roser" af William Edvard Bloch (1845-1926) med Bøgh som medforfatter. Skuespillet Lygtemænd (1875) lå i en tradition på det kongelige Teater hvor man på de gamle magthaveres præmisser parodierede nye samfundsreformatorer (i dette tilfælde Brandes og Holger Drachmann). Dengang som før det medførte det ofte piben og tumulter i teatret. 

Edvard Brandes (1847-1931) svarede igen med parodien "Søgte Mænd eller den frie middag". I denne nærer Willig, Ludolf og Kaufbar et brændende ønske om at stige i graderne og blive en del af det finere selskab. En dag møder Kaufbar en mand, der lover, at indføre ham i et selskab af fornemme mænd af alle aldre, der kalder sig ‘Dydskredsen‘, men én ting er at sidde til bords med de fine herrer, en anden ting er at opføre sig efter rollen. Morgenbladet (København) bragte allerede 23.-24. oktober 1875 et uddrag af dette stykke. ...I juli 1881 blev Bloch ansat som instruktør på Det kgl. teater hvor han samme år fik sit kunstneriske gennembrud med En Folkefjende.

Se også den lille serie her på bloggen om hans kone, skuespilleren Anna Bloch.

Sluppen "Ragnhild"s forlis 1875. (Efterskrift til Politivennen)

Sluppen "Ragnhild" blev bygget 1861 under navnet "Meeltraveren". Den blev maj 1875 solgt til købmændene Sørensen og Winther i Nykøbing Mord som omdøbte den til "Ragnhild".

Søulykker. Efterretningerne om Følgerne af den stærke Storm, der rasede i Begyndelsen af forrige Uge, begynde nu at indtræffe. Saaledes maatte bl. a. Sluppen "Ragnhild", Skipper Gregersen af Nykjøbing p. F., fra Moss til Hjemstedet med Trælast, forsynes i Mandags Formiddags med 4 Mand fra Gammelskagen, for at sejle Sluppen til Frederikshavn, da Besætningen, 2 Mund, var syg og maatte gaa i Land paa Skagen. I Følge Telegram fra Fjällbacka i Sverig er desto værre Sluppen inddreven der, kæntret, og den ene af de fire Mænd fra Skagen, Hans Peter Kristoffersen af Gammelskagen, druknet. 

(Kolding Folkeblad eller Sydjydsk Tidende 6. oktober 1875. Uddrag).

Der var tale om skipper Gregers Chr. Gregersen og en matros.  Den 27. september 1875 ankom de til Gammel Skagen under nødflag. 

Ikke Ragnhild, men et billede af en slup som viser hvordan Ragnhild måske kan have set ud. Bygmester Bring, Ekenäs Værft. 1886. Wikimedia.

Dagsnyt.

- Lods O. Eriksen af Skagen samt S. Chr. Pedersen, J. Chr. Nielsen og H. P. Christoffersen af Gl. Skagen afgik forleden med Sluppen "Ragnhild" fra Skagen for at seile til Frederikshavn. Det var ifølge "Frederikshavns Avis" en haard Storm, Søerne skyllede over det lille Skib, som af Stormen dreves over mod Sverigs Kyst, og da Skibet trak Vand, maatte der stadig pumpes. Af de ombord værende var J. Chr. Nielsen syg og opholdt sig derfor i Kahytten; omtrent mellem Kl. 11 og 12 om Aftenen den 27de September besluttede O. Eriksen og S. Chr. Pedersen at gaae ned i Kahytten for i Forening at faae Lys tændt; men de vare neppe komne derned, før en svær Braadsø slog over Skibet og kæntrede det; den paa Dækket værende Mand, H. P. Christoffersen, blev skyllet overbord - hvad der ogsaa vilde være blevet de Andres Skjæbne, dersom de havde været deroppe. I dette frygtelige Øieblik for de 3 Mænd i Kahytten havde S. Chr. Pedersen Aandsnærværelse nok til at erindre, at der i Kahyttens Gulv fandtes en Lem, der førte til Kjælderen lige over - eller i dette Tilfælde under - Skibets Kjøl. Med stor Møie fik han Lemmen aabnet, og gjennem den snevre Aabning krøb nu de 3 op i Kjælderen. Her tilbragte de nu ca. 32 Timer - halvt i Vand - uden at faae Noget at spise eller drikke; det var forfærdelige lange Timer for de stakkels Mennesker, for hvem Redning næsten syntes umulig. Luft fik de deels gjennem en Sprække i Skibets Bund, deels gjennem den omtalte Lem, naar Bølgernes Slag kastede Skibet om paa Siden, og der saaledes kunde komme Luft ind. I Begyndelsen efter Kuldseilingen drev Skibet med Bølgerne, der kastedes over flere Skjær, indtil det endelig stod fast paa en Klippe. Da de 3 Mænd Onsdag Morgen gjennem Sprækken i Skibets Bund kunde skjønne, at det var Dag, og vidste, at Skibet stod fast paa en Klippe, medens de ikke turde oppebie Hjælp fra Land, besluttede de selv at gjøre Forsøg paa at blive befriede fra deres fortvivlede Stilling. De toge hinanden i Hænderne og krøb da op gjennem den oftere omtalte Lem, derfra gjennem Kahytten, der var fyldt med Vand, og kom saaledes ud under Skibet op paa Klippen. De vare nu reddede paa en vidunderlig Maade og kunde takke - næst den Magt, der styrer Alt - deres eget Mod og Koldblodighed for Frelsen. Det var i Nærheden af Fjällbacka, at de kom i Land, og derfra begave de sig til Gøteborg, hvorfra de med Dampskib naaede Frederikshavn.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. oktober 1875).

Svenskere på Bohuskysten så den 28. september ved 16.30-tiden det kæntrede skib tørne mod nogle skær. Først huggede skibet mod Rödskär 3 gange, hvorved bovspryd og masten knækkede. Dernæst kom det ud i dybt vand så agterenden sank og det drev ind på Lilla Rödskär og huggede 6 gange. Endelig ved solnedgang huggede det sig fast på skæret Hornösva.

Vraget var slået så meget i stykker, at der kom frisk luft ind og da der råbtes efter hjælp kom der svar fra de svenske redningsmænd. De 2 svenske både med 13 mand turde ikke gå igang med deres værktøj og afventede at søen ville falde så meget, at de kunne ligge tæt op af vraget. Ved 5-tiden vovede den ene af de indespærrede at svømme ud gennem hullet i agterenden og forskrækkede svenskerne, som derefter hjalp de 2 andre ud. De 3 overlevende landsattes i det nærliggende fiskerleje Tegelstrand ca. 5 sømil syd for Fjällbacka. De var senere ude ved vraget at lede efter deres kollega, men forgæves.

I Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 13. oktober 1875 tilføjedes at "De Skibbrudne beklagede sig over, at den danske Konsul i Gøteborg uagtet deres Annmodning ikke vilde forsyne dem med andet Tøi, skjændt deres eget var vaadt og ubrugeligt, og de ikke havde Andet, end hvad de gik og stod i."

Redningsbelønning. 200 Kr. er, i Følge "Nordj. Folkebl.", af Justistsministeriet tilstaaet Besætningen paa de to svenske Baade, ført af Ola Hansson og Christian Johannson af Tegolstrand i Fjällbacka Distrikt, som reddede de i den 27. September kæntrede Slup "Ragnhild" af Nykjøbing paa Mors i et lille Rum under Kahytten indespærrede 3 Skagboere.

(Kolding Folkeblad eller Sydjydsk Tidende 26. november 1875)

14 år efter begivenheden mindedes den i en artikel i Social-Demokraten i anledning af Søren Kristian Petersens død:

Paa Sømands Tro og Love.

For et Par Dage siden begravedes paa Gl. Skagens Kirkegaard Avlsbruger Søren Kristian Petersen.

Han var en af de mest kendte Personligheder og mest agtede Mænd paa Skagen. Han blev kun 44 Aar gammel. Fra 1869, da Gl. Skagen fik sin første Redningsbaad, og til sin Død, altsaa i 20 Aar, har han været fast ansat ved Redningsbaaden og taget mangen drøj Tørn, hvor det gjaldt om at bjærge Menneskeliv. Han var ikke af dem, der nogensinde holdt sig tilbage.

Men blandt de mange Affærer, hvori han har taget Del, er der især én, som er levende i alle Skagboeres Erindring og skal fortælles her som et talende Vidnesbyrd om vore Kystboeres møjsommelige, farefulde og heltemodige Liv og Færd.

Det var i September 75. Vejret havde staaet paa med sydlige Vinde, og der havde paa Nordsiden af Skagen samlet sig saa mange Skibe, som ingen før havde set paa samme Tid. Den 27. om Morgenen blæste det op til Storm; der stod høj Sø udenfor Revet, og det var akkurat saa lyst, at man kunde observere en Slup - det var "Ragnhild" fra Nykøbing p. M. - ,som rullede derude med Nødflag til.

Fire Mænd - nu afdøde Søren Kristian Petersen, Lods Ole Eriksen samt Fiskerne Jens Nielsen Gajhede og Hans Peter Kristoffersen - blev enige om at ro ud til Sluppen. Det viste sig, at baade Skipperen og Matrosen var saa udmattede, at de ikke kunde mere. Skipperen vilde have Folk til at fore Skuden udenom Revet ned til Frederikshavn, og det paatog de fire Mænd sig da at besørge. De gik om Bord og sagde Farvel til Skipperen og Matrosen, som blev sat i Land.

Om den Tur, der nu kom, fortæller Holger Drachmann i sin Bog "Paa Sømands Tro og Love" med Lodsen Ole Eriksens egne Ord:

De kom ombord Kl. 9 om Formiddagen og laa og red til Kl. var 11, da Ankerkættingen sprang. De holdt det gaaende under Kysten til Middag; saa kogte de Kaffe og skar Smørrebrød, og det var baade det første og det sidste Maaltid de fik ombord i Sluppen.

Skibet huggede voldsomt, og Jens Gajhede, som var den yngste, blev søsyg, men han gjorde sin Gærning med. - Der kom drøje Byger op. Himlen blev ligesom Kakkelovnssværte, og Søen rejste herude saa krap og bansat, at der snart ikke var en Trevl tørt paa os, trods Oliejakkerne.

Det bliver værre endnu ! sagde jeg.

Og det blev ogsaa værre."

Ud paa Eftermiddagen blev det en Orkan, Fokken blæste væk, og snart gik Klyveren ogsaa. Det var blevet bælgmørkt. - Vi tog den ene Braadsø over os efter den anden; det knagede og bragede i Mørket forude, og snart var alt opstaaende paa den luv Bov slaaet væk af Søerne." Der kom en Sø og slog Kahytkappen af som Hatten af Hovedet paa en Mand, men de sil den stillet paa Plads igen. Og saa gik del løs paa Pumperne.

"Det er for Resten ikke saa galt med denne Pumpen, naar det kniber. Det gi'er Varme om Fingrene og holder Humøret oppe."

Ved Midnatstid rendte en Sejler dem klos forbi i Læ. - Idet den strøg os forbi i Mørke og Stormens Kast, tænkte vi rigtignok allesammen i vor lille daarlige Skude paa et og det samme: nemlig, at det vilde have været os den letteste Sag af Verden at springe over paa den fremmede Sejler. Vi vidste alle, at vi ikke kunde have noget synderlig godt i Vente der, hvor vi befandt os; men vi vidste tillige, at Skuden var os anbetroet, og at vi havde givet vort Ord. En Sømænd maa hverken gaa fra sit Ord eller fra Skuden, saa længe der er nogen Mulighed for al holde begge."

Ole og Søren gik nedenunder for at sinde en Hjærtestyrkning at varme dem paa. Idet de gik ned, sagde Hans ved Roret :

"Det kunde være rart at vide, hvad Klokken var.  Natten er lang og sort; det er, som om den aldrig fik Ende!"

Det var de sidste Ord, vi hørte fra ham." Han blev skyllet over Bord.

Nede i Kahytten havde de lige faaet en Svovlstik tændt, da der kom en vældig Braadsø. - Og i samme Øjeblik slukkedes Svovlstikken, og vi tumlede omkuld i Mørke og Vand, med Hovedet nedefter og Benene opad.

Søren var den første, der talte herefter :

"Skuden er kæntret; nu er vi levende begravne !"

Da vi atter kom op at staa, gik Vandet os midt paa Brystet...

Nu stod vi et Øjeblik saaledes, og en af os bad en Stump af sit Fadervor, og en anden af os sagde noget om dem derhjemme, og jeg for min Part mente, at nu maatte vi da drukne denne Gang."

Søren fandt imidlertid Lemmen til Kælderen, som for havde været under Fødderne, men nu var over Hovedet paa dem, da de laa med Bunden i Vejret, og han fik Lemmen brækket op. De kravlede saa op i Kælderhullet og søgte at gøre sig det bekvemt.

"Det var for Resten ikke meget bekvemt, det maa jeg sige. Jeg kunde akkurat, naar jeg satte Hovedet mellem Knæerne og trak Benene til mig, faa Plads under Kølen. Det var en Slags Krumslutning, i mørk Arrest oven i Købet, som en Soldat vilde sige. Jeg maatte lave min Krop til en Foldekniv; men de andre to fik ikke en Gang saa megen Plads."

Søren laa med Hovedet mod Kahytsgulvet, der paa den indvendige Side var tæt besat med Sømspidser. "Han maatte da have den ene Arm stadig liggende under Ansigtet som en Pude, der kunde tage af mod Sømmenes Stik, hver Gang den kæntrede Skude duvede i Søen. Han mente, at han havde ligget blødere før i sit Liv.

Jens kunde ikke en Gang komme saa langt op som vi andre. Han maatte stadig staa i Vand til midt paa Brystet og hæve Hovedet og Armene op igennem Kahytsgulvet. Til Gengæld kunde han saa bevæge Benene, og det gjorde han da ogsaa, naar det blev ham for koldt.

Saaledes sad vi da hele Natten, til vi kunde gisne os til, at det maatte være Tirsdag og op paa Formiddagen.

"Hvad tænker Du paa, bitte Jens?" spurgte jeg.

"Jeg tror, jeg tænker paa min Farbroer derhjemme, den gamle Ole Gajhede. Han plejede al Tid at ligge med Grisen i Sengen hos sig den hele Vinter, for at Dyret skulde ha'e det godt. Jeg vilde næsten ønske, jeg var i Grisens Sted."

. . . Saa gik der atter en halv Snes Timer, og vi maatte efter Beregningen være højt ud paa Eftermiddagen.

Noget efter tørnede Vraget. Vi huggede tre Gange haardt, og nu var det første Gang, at Søren skreg, for Sæmspidserne gik ham dybt ind.

Den anden Gang hørte vi, at Masten og Sprydet knækkede. Tredie Gang var det nok Agterspejlet, som gik.

. . . Vi troede, at Skibet skiltes ad, og vi var forberedte paa, at nu var al Redning forbi. Vi sagde ikke et Muk, men holdt fast ved hinanden. Saa lettede Vraget igen, og nu fulgte seks Stød efter hinanden, og saa var vi atter flot.

"Av for Satan!" sagde Søren.

"Nu skal Du ikke bande!" sagde jeg. "For nu skal det vise sig . . .!"

Og jeg havde knap sagt dette, da vi stødte for sidste Gang og blev staaende.

Det var ved Solnedgang, Tirsdag Aften. De raabte om Hjælp, men ingen hørte. Søren vilde krybe ud paa Klippen for at kalde paa Hjælp, men de blev enige om, at det var halsløs Gærning, og havde de holdt sammen saa længe, saa kunde de ogsaa holde sammen Natten ud. Saa gik da den Nat med.

Men nu kunde Søren ikke holde ud længere. Han var klemt halvt ihiel, forstaaet og forrevet af Sømstumperne, og havde altfor stærke Smærter i alle Lemmerne. Det lykkedes ham da at dukke sig ud under Vraget og krybe op paa Bunden af Skibet. Herfra fik han prajet en svensk Fiskerbaad. Fiskerne blev svært forskrækkede over at høre menneskelige Stemmer fra det "døde" Skib. De troede vistnok alle, at det var Profeten Jonas, som blev søret ud af det store Søuhyre, saaledes som vi kender det fra den gamle Bibedbibel.

"For Fanden, kan I ikke se, at det er danske Skippere fra Skagen!" raabte Søren.

Saa kom de tre Mand da ind til det svenske Fiskerleje, og Folkene tog godt imod dem - - men det forstaar sig, naar de saa ofte kommer i deres store søgaaende Baade til Skagen og faar den Fisk, vi fanger, for saa godt Køb, saa kan de da heller ikke være andet bekendt, naar vi kommer over til dem selv om det er i Kælderhullet af en kæntret Slup!"

- Paa den Tur var det, Søren Petersen fik den Brystsyge, som nu har lagt ham i Graven i hans bedste Mandsalder.

(Social-Demokraten 29. september 1889).

Den fulde historie - der er en hel del længere end uddraget i Social-Demokraten - af Holger Drachmann: "Paa sømands tro og love" kan findes på nettet i kapitlet "En nutids saga", s. 221-244.

Mere Politivenligt. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har modtaget Følgende: Hr. Redaktør! Vi undertegnede Arbejdere anmoder Dem om at optage Følgende i Deres ærede Blad: Søndagen den 3die Oktober kom vi ned i en Beværtning i Vognmagergade, omtrent Kl. 12 Middag, hvor vi saa en Arbejder hensidde i en Tilstand, som nødvendiggjorde øjeblikkelig Lægehjælp. I den Tilstand havde han efter flere Gæsters Udsagn været i de sidste fire Dage, hvorfor Former Lavrits Andersen tilligemed Værten anmodede Møllersvend Andersen om at tilkalde den posthavende Betjent, for at denne kunde sørge for at skaffe den fornødne Lægehjælp til Stede. Vi tillader os nu at spørge Offenligheden om vedkommende Politibetjents Svar var berettiget og passende eller ikke. Han svarede næmlig, at "det var en Sag. der ikke vedkom ham, medmindre den paagældende Person havde erhvervet en Attest for, at han trængte til øjeblikkelig Lægehjælp." Eftersom nu den paagældende Person var halvdød, saa var det jo en komplet Umulighed for ham at skaffe nogen Attest, - den stod forresten tydelig nok at læse i hans Ansigt! - og det vil altsaa ses, at Avtoriteterne kan være meget uheldige i Valget af deres Folk, naar de uden Betænkning lader en saadan Mand som den omtalte Betjent bære Politiets Uniform. Havde den stakkels syge Arbejder været beruset og gjort Spektakler, da havde Betjenten, hvis Navn er Madsen (Nr. 175), vistnok ikke tøvet med at tage ham i Kraven for at bringe ham paa Stationen - "uden Lægeattest"! Efter omtrent halvtredje Times Forløb gik Former Andersen op paa Gaden, hvor Politibetjent Madsen opholdt sig umiddelbart uden for Beværtningen, og her rettede Andersen en ny Anmodning til Betjenten om at tage sig af den Syge og skaffe ham Hjælp. Svaret lød som før, at det kunde han ikke give sig af med. Noget efter klagede den Syge over Mavesmerter, og fjærnede sig da for at besørge et Ærinde i Gaarden, Da han kom op i Gaarden faldt han om, og da vi ilede til for at række ham nogle styrkende Draaber, døde han mellem Hænderne paa os. Vi anmodede nu Politibetjent Nr. 111, Petersen, om at være os behjælpelig med at faa Liget praktiseret bort, han kom ogsaa straks, men i Stedet for at assistere os begyndte han en Klapjagt paa de Personer, der havde samlet sig i Gaarden, saa at vi gentagne Gange maatte erindre ham om i hvilken Anledning han var hidkaldt.

Som et Kuriosum skal vi endnu bemærke, at efter at Liget var kørt bort, kom Politibetjent Petersen hen til en af os og gav ham en Krone, der skulde være til lige Deling mellem os fordi vi havde været behjælpelige med at bære Liget ud i Drosken. Da imidlertid ingen af os vilde modtage Betaling, fordi vi havde baaret en afdød Arbejder ud i en Vogn, gik Winther og Hansen til Stationen i Pilestræde og afleverede Pengene.

Lavrits Andersen, Former.
Christian Jeppesen, Kuldrager.
Johan Hansen, Arbejdsmand.
Peter Andersen. Møller.
Aksel Winther, Snedker

(Social-Demokraten 5. oktober 1875).

Et Hus der staar for Fald. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! I vor Tid, da sammenstyrtede Huse og nedfaldende Etager hører til Dagens Orden - eller rettere Uorden, og da det ikke er vore udi egen Indbildning højvise Avtoriteters Skyld, at disse Sammen- og Nedstyrtninger ikke har krævet Tab af Menneskeliv, men ikkun det lunefulde Tilfældes, der saaledes viser sig at være i Besiddelse af mere Menneskekærlighed og Barmhjærtighed end dem, der til dagligdags brøster sig af disse Egenskaber, i disse Tider maa det være mig tilladt at henlede rette Vedkommendes Opmærksomhed paa et Sted, som, hvis der ikke snart bliver taget kraftige Forholdsregler, inden føje Tid vil komme til at høre til "det København, som gaar tilbunds!"

Sagen er som følger: Der gives en Gade i vort gode, gamle København, der bærer det klassiske Navn "Snaregade", efter Sagnet fordi den mandhaftige Ridder Esbern Snare for længst forsvundne Tider siden skal have havt sin Bolig her. Dermed maa det nu forholde sig som det vil, men saameget er vist, at der i samme Gade er en Gade er en Gaard, hvis Ruiner er 6, denne Gaard, der forresten beæres af de omkring sig boende med Benævnelsen "Pjaltenborg", tilhører en Hr. Salmonsen. Baghuset er i alle Henseender forfaldent og mørt, hvilket i og for sig ikke er saa underligt, da det er meget gammelt, og Værten aldrig, mig bekendt, har ladet og aldrig lader det saa en Reparation, der er værd at tale om, ti man kan da ikke kalde det for en Reparation, naar han engang hvert andet eller tredie Aar lader Halvdelen af Huset og sommetider Trappegangen oversmøre med Kalkvand! Vel? Det er saaledes forfaldet mere Dag for Dag og endelig skete Tirsdagen den 26de Septbr. den Unge imødesete Katastrofe, idet Halvdelen af Loftet paa anden Sal styrtede ned, medens den anden Halvdel en af Dagene maaske gaar samme Vej. Længe har det hængt som en truende Uvejrssky over de ulykkelige Beboeres Hoveder, og hver Aften er de gaaet i deres Seng med Tvivl om, hvorvidt de næste Morgen vilde komme til at se Dagens Lys, uden som maaske Stakler. Imidlertid skete der ingen anden Ulykke, end at en Del Porcellæn gik istykker og nogle Møbler blev spoleret. Naa, Herregud! Den Fattiges Stumper har naturligvis ikke nogen stor Værdi for den rige Vært! Nu faar man at se, om det gaar ligesaa heldig med den anden Halvdel. - Men det er ikke nok hermed. Huset synker næmlig, hvilket har sin Grund i, at en stor Murpille, som tidligere har gjort megen Nytte som Afstivelsesmiddel, er borttagen, rigtignok lod Værten, da han blev gjort opmærksom paa, at Huset sank, en Træpille stille op der, hvor Murpillen engang har staaet, men som man kan sige sig selv til ingen synderlig Nytte - Hertil kommer at alle Ledighederne er i høj Grad forfaldne, mørke og usunde. Sæt nu, at der rammer en saadan gammel, raadden kasse noget - noget husligt! Jeg vil slet ikke tale om, at den styrter sammen, ti det er noget som er saa naturligt, noget som man er belavet paa, men sæt, at der kom i Ild i den? Rædsomme Tanke! Huset - Pokker ivold med det! - nej Beboerne stod slet ikke til at redde; ti "Kassen" vilde inden faa Minutters Forløb være en Askehob, og da den ligger indeklemt i en smal Gaard, paa alle Sider omgiven af høje, ubestigelige Mure, og i Kælderen har et Vinlager, saa kan man selv danne sig et Begreb om de uhyggelige Udsigter! Jeg finder derfor, at i stedet for at betale den høje Leje, som Værten fordrer, burde han give En Penge til, fordi man er saa modig at bo der. - Hvorfor har nu vort saa nidkære Politi, der viser sig saa opfindsom paa mange mindre farlige Omraader, ikke ogsaa en Gang gjort sig bekendt med disse Forhold? Spørgsmaal: Har den Omstændighed, at Politiet har Lokale i samme Hr. Salmonsens Ejendom paa Graabrødretorv, virket bestemmende paa det i denne Henseende? -- Der endnu en anden Omstændighed, som nok fortjener at noteres: Østifternes Kreditforening har næmlig en Sum Penge staaende i Ejendommen, og hvert Aar sender den derfor et Par Mænd hen i Ejendommen for at paase Foreningens Tarv; kan den ærede Bestyrelse for dette Pengeinstitut virkelig forsvare at sende Folk, der er saa stæreblinde, at de ikke kan saa Øje paa disse mildest talt uhyggelige og Menneskeliv faretruende Forhold? Eller er det for ikke at gøre det gamle Ordsprog tilskamme, der siger, at "den ene Ravn hugger ikke Øjet ud paa den anden?!"

Spekulator.

(Social-Demokraten 2. oktober 1875).

Snaregade var ikke opkaldt efter Esbern Snare, men blev i 1607 opkaldt efter rådmand Erling Jonssøn Snare som ca. 100 år før havde lejet en grund der. De tilbageværende bygninger blev opført i 1796. Måske er baghuset blevet opført senere?