Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Nordslesvig. Korrespondance til "Social-Demokraten", dateret Haderslev, den 17de November 1875:

Da jeg forudsætter, det kan interessere "Social-Demokratens" Læsere at høre Noget fra Nordslesvig om de herværende Tilstande, saa vil jeg gøre de ærede Meningsfæller nogle Meddelelser desangaaende. Tilsyneladende ser det ud som om den sociale Bevægelse var meget kølnet, men det er langt fra Tilfældet. Ogsaa her lider og kæmper Arbejderen for sine Rettigheder, og her havde for længe siden været stiftet Foreninger i socialistisk Aand, dersom det havde været muligt at erholde et Lokale, men det er for Øjeblikket lige saa umuligt som at krybe til Maanen. Allerede for et Aar siden var her en Del Arbejdere, som udarbejdede Love til en Læseforening, og Lovene var godkendte af den herværende Borgmester, men nu skulde vi jo have et Lokale, og det var ikke at erholde; dog har vi ikke opgivet Haabet om at det vil lykkes os. Se, ærede Meningsfæller, derfor kan I indse, at det ikke er saa godt for os, da vi ikke ejer et Lokale, hvor vi kan samles.

Om den nordslesvigske Presse vil jeg ogsaa tillade mig et Par Ord. Her i Haderslev udgaar tre Blade, først den verdensberømte, om Forladelse, den nordslesvigsk berømte "Dannevirke", den bringer hver Dag sin Kæphest, Paragraf 5 til Torvs samt Alen lange Artikler fra de nationalliberale Blade i København, og ligeledes nationalliberale Korrespondancer fra København. I hvilken Aand disse skrives behøver altsaa ikke nærmere at præciseres, men jeg frembærer herved min dybtfølte Tak til "Dannevirkes" københavnske Korrespondent, fordi han viser sig som en ivrig Læser af "Social-Demokraten", og fordi han i sine Korrespondancer bringer Meddelelser om den socialistiske Bevægelse. Derved kan dog den Uvidende her faa at see, at der i København udgaar et Blad, som taler den Undertryktes Sag. At han naturligvis gaar ud paa at latterliggøre Arbejderne og deres Organ, gør ikke noget til Sagen, ti at baade Arbejderbevægelsen og "Social-Demokraten" gaar fremad, kan enhver Læser se gennem hans nationalliberale Korrespondance. Lad ham kun more sig med at give sin Ærgrelse Luft i uforskammede Udtryk imod Arbejderne og deres Førere, og lad ham og hans Lige kun more sig paa deres Maade; det var Synd at misunde dem deres sidste Glæde. Det andet Blad, som udgaar her hedder "Nordslesvigsk Tidende" og den er officiel. Den har "et helt 100 Abonnenter." Deraf kan det naturligvis ikke bestaa saa det lever mest af "Reptiliemad". I Preussen er Regeringen næmlig saa opmærksom mod sine Undersatter, at den for Folkets Penge underkøber Pressen til at virke mod Folkets Interesse. Er Danmark naaet saa højt i Civilisation? Nu kommer jeg til den tredie Avis. Der om man kunde bedømme den efter dens Navn var den god, ti den hedder næmlig "Folkebladet", men desværre gaar det den som saa mange andre Blade af samme Navn, den svarer ikke til Navnet. Den gaar ud paa at stifte Fred mellem Partier, efter hvad den selv siger, men i folkelig Aand skriver den ikke meget. At den saa vel som de andre Blade har stillet sig fjendtlig over for Arbejderspørgsmaalet er vel overflødigt at bemærke. Saaledes er den Presse, som udgaar i Nordslesvig, og det er den aandelige Føde, som bydes Folket. At det ikke skal blive meget oplyst deraf er indlysende, men Frihedens opgaaende Sol begynder ogsaa her at kaste sine Straaler ind i det af Nationalhad søndertplirlede og af Despotismen lænkede Land, og inden ret længe vil det nordslesvigske Folk vaagne op af den Dvale, som de fanatiske Nationalinatetshansværmere har dysset det ned i. For denne Gang vil jeg slutte mit Brev, men naar den ærede Redaktion vil optage flere, saa skal De af og til høre noget fra Nordslesvig; det Nordslesvig, som de Nationalliberale gennem deres dumme Politik har skaffet Danmark af med. P.

(Social-Demokraten 19. november 1875).

Den socialistiske/socialdemokratiske bevægelse havde trange kår i Slesvig på det tidspunkt da den stod i skyggen af nationalitetsspørgsmålet. Den tyske socialistiske arbejderbevægelse eksisterede og blev politisk en magtfaktor i 1880'erne. Her kunne den rekruttere arbejderstemmer, også fra ellers populære dansksindede rigsdagsmænd som Gustav Johannsen i Flensborg hvor industrialiseringen betød en stærk tilgang af arbejdskraft. Også andre byers arbejderbefolkning på østkysten sluttede sig efterhånden til socialdemokraterne, især på bekostning af den danske bevægelse. Socialdemokratiet kritiserede Köller-politikken 1898-1901 og udvisningen af dansksindede.

Kvindens Sfære. (Efterskrift til Politivennen)

 "Kvindernes Sfære"

Der gives enkelte Samfundsklasser, hvis Skæbne det synes at være, at de skal blive forkælede, beskyttede eller undertrykte, men aldrig overladte til dem selv eller antaget for skikkede til at sørge for dem selv.

"Den arbejdende Klasse" er i denne Situation. Den bliver advaret, paa mindet, raadet eller ligefrem skaltet og valtet med, som om den bestod af en Flok Børn, der skulde lokkes eller prygles til at opføre sig efter deres vise Forældres Ønske.

Naar der tales om "de højere Stænder" er der Ingen, der falder paa at betragte disse Stænders enkelte Individer som støbte i samme Form eller skikkede til at behandles som et kompakt Hele; men Arbejderne og - Kvinderne anses derimod med største Ugenerthed for ensartede "Hobe", som bør styres af Andre, og hvis Interesser er forskellige fra Resten af Samfundets.

Er en saadan Opfattelse nu latterlig med Hensyn til Arbejderne, saa synes den dog at være endnu taabeligere lige over for Kvinderne, der jo slet ikke udgør nogen ensartet "Klasse", men som tvertimod er delt i lige saa mange Klasser som Mændene, og hvis Tanker og Følelser er lige saa forskellige som Fyrstens og Skraldemandens.

Del er imidlertid blevet Mode nu til Dags at slaa alle Kvinder i Hartkorn, og dels at tale om "Kvindens Rettigheder" som om de almindelige Menneskerettigheder ikke indbefattede dem med. Man taler med andre Ord om Kvinden som en ganske særegen Bestanddel af Menneskeslægten, der har en bestemt "Sfære", en bestemt "Mission", et bestemt Sæt af Pligter, anvist hende af Manden; men hvad det Øvrige angaar, da kommer del ikke hende ved.

Den Snak om en speciel kvindelig "Virkekreds" er en paa samme Tid taabelig og uforskammet Paastand; hvad vilde man mon sige, hvis Nogen pludselig paastod, at en eller anden Virksomhed, f. Eks. at være Kok eller Skræder, ikke laa inden for "Mandens Sfære"? Mon Mændene ikke med Rette vilde svare, at Intet, der kan udrettes af en Mands Hjærne eller Arm ligger uden for hans Sfære? Ingen Klasse af menneskelige Væsener har Spor af Ret til at sætte Grænser for en anden Klasses Handlekraft. Naturen alene er i Stand hertil. Inden for "Kvindens Sfære" er derfor ethvert Værk, der kan udtænkes af hendes Hjerne og udføres af hendes Arm.

De Kvinder, der kæmper for Emancipationen, vil kun fjerne den Skranke, som Kønnet hidtil har opstillet for Udviklingen af den kvindelige Dygtighed. De kæmper ikke for at opnaa Privilegier, de tragter ikke efter Overherredømmet; de ønsker kun, at deres Køn ikke for Fremtiden maa blive brugt som Grund til at udelukke dem fra det Ene eller det Andet; de fordrer Frihed til at arbejde. Tilladelse til at leve deres eget Liv, til at udføre alt det, hvortil Naturen har gjort dem skikkede. Hvis det virkelig er sandt, at Naturen ikke har bestemt Kvinden til at være s Eks. Læge, Advokat ell. L., saa kan man være rolig for, at hun hurtigt  vil opgive disse Stillinger igen; Naturen har jo saa ofte vist, at den ikke behøver Nogens Formynderskab for at kunne bortfjerne det unaturlige. Og hvis man siger, at kun "enkelte vanskabte Kvinder" er skikkede for saadant Arbejde, nu vel, saa lad dog disse "enkelte Vanskabte" have Frihed til at vælge, hvad Arbejde de foretrækker, og lad de andre med fri Vilje vende tilbage til deres tidligere Bestillinger, saa vil jo Ingen have noget at klage over.

Hvis disse Fordringer af Kvinderne er ufornuftige eller ubillige, saa er det vanskeligt at se, hvad berettigelse Nogensomhelst kan have til at arbejde eller besidde politisk Magt. Enten har alle menneskelige Væsener lige Rettigheder, eller ogsaa er der Ingen der har nogen Rettighed; Mandens Ret er begrundet i, at han er et Menneske og ikke i at han er en Mand. Nu fordrer Kvinden sin Del af disse for hele Samfundets fælles Goder; hendes Lykke, hendes Karakters skønhed, hendes Aands og Hjærtes Storhed, - alt afhænger af den Frihed til at udvikle sig, som indrømmes hende; og denne Udviklingsfrihed er hendes lovlige Ret, givet hende i det Øjeblik hun traadte ind i Samfundet. Skal Friheden æres som den bør, da maa Kvindens Frihed agtes lige saa ukrænkelig som Mandens, og en Indskrænkning i den første maa føles som er Indskrænkning af den anden. Da vil Mændene indse, at Kvindens Værdighed paa ingen Maade er et Kvindespørgsmaal alene, men en Sag, der angaar det hele Samfund, som nedværdiges, saasnart nogle af dets Medlemmer nedværdiges, og som hæves ved at hæve alle. Da vil Mændene føle, at det at arbejde ved Siden af sin Lige er ædlere end at betjenes af uvillige Underordnede, og de vil af Kvindens hengivne Kærlighed og trofaste Bistand skabe sig en Lyksalighed, som de aldrig drømte om i de Tider, da Kvinderne, som laa ved deres Bryst, oftest var enten deres Plageaander eller deres Dukker!

* * *

Kvindesagen er i vor Tid bleven bragt paa Bane i saa at sige alle civiliserede Lande. Foreninger af Kvinder har dannet sig for at virke hen til, at deres Ligeberettigelse med Mændene i juridisk, politisk og social Retning anerkendes, og det glæder os at kunne sige, at store Resultater allerede er opnaaede. Herhjemme i Danmark eksisterer der nu ganske vist ogsaa en Stræben efter Emancipation, men den har hidtil været meget slet ledet, og en af dens Koryfæer, Frk. Worm, er endog i den Grad "nationalgal", at hun indbød Danmarks Kvinder til at lave - Panserskibe! Der er saaledes ingen Udsigt til at der fra denne Side vil blive præsteret Noget, og vi anser det følgelig for meget heldigt, at "den frie kvindelige Forening" har fundet sig foranlediget til al indbyde alle Kvinder, der har Interesse for deres egen Sag, til et Møde i Morgen Aften, hvorom nærmere Bekendtgørelse findes bag i Bladet. Det er forsaavidt vi har forstaaet Sagen rigtig, Meningen at danne en stor Kvindeforening, der i jævnlige Møder kunde diskutere Midlerne til at forbedre saavel de kvindelige Arbejderes Kaar, som ogsaa hele Kvindekønnets undertrykte politiske og social Stilling, og som tillige, naar Leilighed gaves, kunde sætte sig i Spidsen for direkte Henvendelser eller Adresser til den lovgivende Forsamling.

Vi maa paa det Alvorligste opfordre i alle de kvindelige Medlemmer af vort Parti til at støtte Foreningen i dens Bestræbelser. Men vi tillader os ogsaa at sige Mændene blandt vore Menings laller et Par Ord i den Anledning. De har været Pokkers godt med, hver Gang der har været Tale om en eller anden Fordring fra deres egen Side, men hver Gang Kvinderne har villet tale med, hed det altid: Hvad skal de Fruentimmer med for? Det giver kun Anledning til Vrøvl! - Dette er aldeles ikke socialistisk. Vil Mændene have deres Rettigheder respekterede, saa maa de begynde med at respektere Andres; de kan umulig paa en Gang være frie Mænd og Tyranner. Det er derfor vort bestemte Haab, at de af al Magt understøtter os ved atter og atter at opfordre deres Koner, deres Søstre og deres Døtre til at møde og mælde sig ind i den kvindelige Forening; Mødet af Kvinderne i Morgen vil med andre Ord blive en Maalestok for, hvor gode Socialister Mændene er.

(Social-demokraten 18. november 1875).

Vedr. den frie Kvindelige Forening, se fx indslaget fra 1873 om den frie kvindelige forening og indslaget fra 1874 om Emilie Charlotte Wulff. 

Mens fagforeningerne i slutningen af 1870'erne gik ind i en nedgangsperiode, gjaldt dette ikke Den frie kvindelige Forening. Det skete først da partiorganisationen Socialdemokratisk Forbund blev dannet  i 1878. I dette kunne kvinder godt blive medlemmer, men de fik ingen platform til at organisere kvinderne. En kort periode betød det at foreningen gik til modstand mod partiorganisationen, men på længere sigt uden held. Socialdemokratisk Forbund viste ikke interesse for kvinders aktive deltagelse eller for kvindesagen. Socialdemokraternes kvindevalgretskampen i de næste årtier kom for kvindernes vedkommende alene til at bestå af de kvindelige fagforeninger. De sidste rester af politiske kvindeforeninger i arbejderbevægelsen forsvandt i 1882. Nye kvindelige fagforeninger opstod dog i 1883 og 1885.

Børnemishandling. (Efterskrift til Politivennen)

Mishandling af Børn m. m. Under en imod en herværende Arbeidsmands Hustru anlagt Sag var det oplyst, at hun i sidstafvigte Foraar havde gaaet sin egen udenfor Ægteskab fødte 10aarige Datter forskjellige Gange - den ene Gang med en Vaskeskaal - i Ansigtet, saaledes at Datterens Næse kom til at bløde. Tiltalte har heller ikke kunnet benægte, at det var muligt, at hun, som af hendes Datter paastaaet, ved senere i indeværende Aar at revse denne med et Spanskrør er kommen til med dette at gaae bemeldte Datter i Ansigtet, saaledes at den høire Side af Panden og Kinden blev sort og blaa, uden at det imidlertid er bevidst, at Tiltalte forsætligen har slaaet Datteren paa den sidstommeldte Maade. Det er derhos under Sagen beviist, at Tiltalte, medens hun i sidstafvigte Sommer i omtrent 3 Maaneder havde i Pleie et 3aarigt Pigebarn, der i temmelig her Grad led af engelsk Syge, oftere uden skjellig Grund har slaaet dette Barn paa dets Bagdeel med den flade Haand og sædvanlig i sin Hidsighed slaaet det paa denne Maade længere og stærkere end forsvarligt efter Barnets Alder. Naar Tiltalte saaledes slog Barnet, holdt hun det for Munden med sin flade Haand for at forebygge, at det skreg, ligesom det ogsaa var oplyst, at Tiltalte engang tvang Barnet til at slikke i sig en Deel af Noget, som det kort iforveien havde kastet op. Een Gang havde Tiltalte slaaet dette Barn med et Spanskrør paa dets Bagdeel, saaledes at den blev sort og blaa, og slog det ved denne Lejlighed i sin Hidsighed saa hensynsløst, at hun tillige ramte Barnet i Ansigtet. De ovennævnte Mishandlinger have dog imidlertid efter en under Sagen fremlagt Attest fra Stadslægen ikke bevirket nogen skadelig Følge for de paagjældende Børns Helbred. Det var endelig under Sagen beviist, at den Tiltalte 2 Dage ser sin Anholdelse, da hun befrygtede denne, har forsøgt paa at forlede sin Datter til at afgive salg Forklaring for Retten, idet hun i dennes Paahør havde udtalt, at hun ikke havde slaaet det ommeldte Plejebarn, men at dette var blevet sort og blaat ved at falde imod en Balle, hvillen Udtalelse skete paa en saadan Maade, at Datteren deri saae en Opfordring til, naar hun mødte i Retten, da at fortie, at hun havde seet Moderen slaa bemeldte Pleiebarn, hvilket Datteren, der forstod Tiltaltes Hentydning i den anførte Mening, ogsaa gjorde, da hun første Gang afgav Forklaring i Retten. Ved Criminal- og Politirettens Dom blev Tiltalte, der er 32 Aar gammel, anseet efter Straffelovens § 202, 2det Stykke, og i Henhold til samme Lovs § 146 jvfr. § 52, med 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. november 1875).

Fanø. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom. Høiesteret paakjendte igaar en større, i første Instants ved Fanø Birks Politiret behandlet Justitssag, hvorunder en Gaardeier paa Fanø samt dennes Datter og Svigersøn vare satte under Tiltale, Førstnævnte for at have mishandlet sin Ægtefælle og for at have lagt Hindringer iveien for Undersøgelsens Fremme og de to Sidstnævnte for Vold henholdsviis imod deres Moder og Svigermoder, ialfald for Meddelagtighed heri. Det fremgik af Sagens Oplysninger, at de to sidstnævnte Tiltalte, der siden deres Giftermaal i Januar Maaned 1873 havde boet hos Konens Forældre, førstnævnte Tiltalte og dennes Hustru, oftere havde, naar Sidstnævnte, i hvis huuslige Forretninger de jevnlig blandede sig, ikke vilde gjøre, hvad de forlangte af hende, brugt Skjældsord og Haandgribeligheder imod hende, og at Svigersønnen bl. A. en Dag i Slutningen af Aaret 1873 eller i Begyndelsen af 1874, da han og hans Svigermoder vare komne i Haandgemæng i Anledning af nogle hende tilhørende Pinde til en Garnvinde, havde slaaet løs paa hende og derved tilføiet hende et omtrent en Tomme langt Saar paa venstre Kind, hvorved iøvrigt maa bemærkes, at Faderen, førstnævnte Tiltalte, altid gav Datteren og Svigersønnen - til hvem han havde sagt, at de skulde see til, at der ikke gik noget tilspilde i Huset, og at de maatte sætte hans Hustru ud af Stuen, naar de ikke kunde blive fri for hendes Skjældsord Medhold, naar hans Hustru klagede til ham over dem, og at dette efter deres Forklaringer væsentlig havde bidraget til, at de vedbleve at fortrædige hende.

Den 31te Marts, f. A. anmeldte Svigermoderen for Politimesteren, at hun samme Dag atter var bleven overfalden af sin Svigersøn og tilføiet Saar; under de i denne Anledning optagne Forhør havde hun forklaret, at medens hun den nævnte Dags Formiddag var beskjæftiget med at bære nogle Fade Mælk fra Dagligstuen, hvor hendes Datter og Svigersøn opholdt sig, ud i Køkkenet, kom Datteren og Svigersønnen farende imod hende og forlangte Fadene af hende, idet de bemærkede, at hun ikke kunde bære dem. Da hun gjorde Indsigelser herimod, sagde Svigersønnen til hende, at hun kunde holde sin Kjæft og tog derpaa sat paa hende og holdt hendes Arme, medens Datteren tog et Fad fra hende. Svigersønnen slog hende derpaa med begge Hænder udenpaa hendes Hovedtøi, rev dette af hende og tildeelte hende flere Slag paa det blottede Hoved, og kort efter mærkede hun, at Blodet sivede fra Hovedet ned paa hendes Halstørklæde. Efterat have gjort denne Anmeldelse havde hun yderligere angivet for Retten, at hun saavel fra bemeldte sin Svigersøns og Datters som ogsaa fra sin Mands Side havde været gjort til Gjenstand for en Række Voldsgjerninger og Tilsidesættelser, saa at hun ofte havde været ulykkelig over sin Stilling i Hjemmet, men at hun først efter Svigersønnens sidstommeldte Voldshandling imod hende havde havt Mod til at anmelde Sagen for Øvrigheden, idet det stod hende klart, at hun enten maatte gjøre dette eller ogsaa tage sig selv af Dage. Hvad Manden angik, da var det under Sagen tilstrækkelig godtgjort, at han, der i de senere Aar havde levet i Uenighed med sin Hustru, oftere havde udøvet Vold imod hende. Iøvrigt havde samtlige Tiltalte under Sagen søgt at gjøre gjældende, at Gaardeierens Hustru var forfalden til Drik, og at hun som Følge heraf var trættekjær og forsømte sine Pligter i Huset, men de angaaende dette Punkt anstillede vidtløftige Undersøgelser bestyrkede ikke blot ikke i nogen væsentlig Henseende disse Beskyldninger, men der var endog efter Sagens Oplysninger nærmest Anledning til at antage, at bemeldte Beskyldninger vare ligefrem ugrundede, og at de Tiltalte havde søgt at udsprede Troen derpaa for at undskylde den Tilsidesættelse og voldelige Behandling, hvorfor den Paagjældende var Gjenstand i sit Hjem.

Høiesteret, der, som bemærket, paakjendte Sagen igaar, stadfæstede Overrettens Dom, hvorved den paagjældende Kones Mand for sit ovennævnte Forhold imod hende - med Hensyn til Sigtelsen for at have lagt Hindringer iveien for Undersøgelsens Fremme frifandtes han - var anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage, samt Datteren og Svigersønnen med lige Fængsel henholdsviis i 4 Gange 5 og 5 Gange 5 Dage, hvorhos Datteren i Medfør af Straffelovens § 304 var dømt til at have sin Arveret efter Moderen forbrudt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. november 1875).

Knippelsbro. (Efterskrift til Politivennen)

Knippelsbro er igaar Formiddags bleven paaseilet af et Dampskib og derved bragt saaledes ud af sit Leie, at den i flere Dage vil være spærret for al Passage, og da Langebro samtidig er under Ombygning er midlertidig al Kjørselsforbindelse mellem Kjøbenhavn og Christianshavn afbrudt.

Angaaende de nærmere Omstændigheder ved Paaseilingen meddele vi Følgende: Kl. 11½ igaar Formiddags skulde det tremastede engelske Jerndampskib "Carrason" fra Newcastle passere Knippelsbro for at lægge til ved Tøihuus-kaien og der losse sin Ladning, 70 Keel Kul, tilhørende Firmaet F. Valentin. Skibet, der havde ligget paa Indrerheden, havde ingen Damp oppe, men bugseredes af Dampbaadene "Holger" og "El Ole" og havde Lods ombord. Da Skibet nærmede sig Broen, bleve Klapperne heisede, men lige da det skulde passere Løbet, kunde det temmelig lange Skib ikke styres med fuld Sikkerhed. Det blev forsat nordpaa af Strømmen og stødte med Bougen midt paa den Kjøbenhavn nærmest liggende Deel af den faste Bro. v Uagtet Skibet ikke havde videre Fart, var Stødet dog saa voldsomt, at hele Broen blev trykket 16 Tommer mod Øst ud af sit Leie. Denne Forskydning gjorde det umuligt at sænke Klapperne, tilmed da det ved den østlige Pille af den beskadigede Brodeel anbragte Heisemaskineri blev fuldstændig knuust. Dampskibet, der ingen Skade havde taget - kun var lidt Maling skrabet af Bougen - blev halet til Løbet og bugseret til sit Bestemmelsessted, men Broen var gjort ubrugelig. Havnevæsenet fik strax alle disponible Færgebaade satte igang til gratis Befordring af Passagerer mellem Børsen og Christianshavn samt et Par af de smaa Dampbaade til samme Tjeneste mellem Niels Juelsgade og Christianshavn.

Medens Knippelsbro var itu. Illustreret Tidende nr. 843. 21. november 1875.

Der blev hurtigt sat Folk til at undersøge Skaden, som neppe vil kunne udbedres for i Løbet af adskillige Dage. Spørgsmaalet er, hvorledes det staaer sig med Hovedaxen til Klapbroen; hvis den ogsaa har taget Skade, vil Reparationen kræve længere Tid.

Da Langebro er under Ombygning, og der her kun findes en midlertidig Bro for Fodgjængere, er al Passage for Kjørende og Ridende mellem Kjøbenhavn og Christianshavn afbrudt. Der vil imidlertid blive gjort alle mulige Anstrengelser for om mulig allerede imorgen at faae Langebro saavidt færdig, at Kjørebanen kan benyttes midlertidig.

For at være sikkret for alle paakommende Tilfælde, lod Brandvæsenet igaar Eftermiddags flere Sprøiter føre over til Christianshavn og tage midlertidig Station der.

Angaaende Passagen til Christianshavn i disse Dage henvise vi til omstaaende Bekjendtgjørelse fra Politiet.

- - -

Bekjendtgjørelse fra Politiet.

Da en Knippelsbro idag ved Paaseiling af et Dampskib tilføjet Beskadigelse vil medføre, at Broen i de nærmeste Dage ikke vil kunne passeree, vil Færdselen for Fodgjængere mellem Kjøbenhavn og Christianshavn, indtil Broen igjen er istandsat, kun kunne finde Sted deels ved Færgerne mellem Havnegade og Slotsholmen og Christiansnavn, og deels over Langebro, al Vognfærdsel mellem Kjøbenhavn og Christianshavn vil være standset indtil Langebro i Løbet af nogle Dage ved Forsyning med Brodække er bragt i en saadan Stand, at der kan kjøres over den, hvorom nærmere Bekjendtgjørelse vil blive udstedt.

Færgefarten besørges uden Betaling ved Havnevæsenets Foranstaltning, og for Kjørsel over Langebro erlægges indtil videre ingen Bompenge.

Kjøbenhavns Politikammer, den 7de November 1875.

V. Crone.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. november 1875).

Fotograf Oluf Waldemar Jørgensen (1853-1922): Knippelsbro. Bemærk at den vist (den 4., som i øvrigt den eneste version af Knippelsbroerne), gik "bagom" Børsen, altså ad Slotsholmsgade. Overbygningen var af jern, mens den stod på murede piller. Den var 86 m lang og 9,4 m bred. Kørebane var 5,6 m bred mens de to fortove var 1,9 m brede. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Knippelsbro. I Middags begyndte man, efterat de forskjellige forberedende Foranstaltninger vare trufne, og de af Sø- og Handelsretten udmeldte sagkyndige Mænd havde besigtiget Skaden, at arbeide paa at bringe den forskudte Deel af Knippelsbro tilbage i dens Leie. Broen løftedes ved Hjælp af to Dampkraner - af hvilke den ene kan løfte c. 80,000 den anden c. 24,000 Pd. - samt to med Vandfyldte Mudderpramme, af hvilke Vandet udpumpedes, hvorved Prammene hævede sig og løftede Brodækket, med hvilket de vare forbundne ved Støtter, med en Kraft af 150,000 Pd. Samtidig skruedes Broen tilbage i sit Leie.

Neppe tre Qvarteer efterat man havde begyndt at løfte Brodækket, var Arbeidet fuldført. Klapperne sænkede, og Alt var nu saaledes i Orden, at Broen fra Kl. 2½ kunde passeres af Fodgjængere. Der bliver nu arbeidet paa Opfyldingen og Brolægningen af den udgravede Aabning foran Broen, og fra imorgen Middag antages denne ogsaa at blive passabel for Kjørende.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. november 1875).

Den 4. Knippelsbro eksisterede 1869-1908. Den var bygget på Burmeister & Wain af jern. Broen gik som den eneste af de mange Knippelsbroer fra Slotsholmsgade til Torvegade.