Den Malling-Hansenske Skrivekugle.

Det er nu lykkedes Opfinderen af det nævnte Apparat, Forstander for det kgl. Døvstumme-Institut. Pastor Malling-Hansen, at indføre saa væsentlige Forbedringer ved Skrivekuglen, navnlig en saa stor Simplificering, at Apparatet væsentlig er blevet en heel ny Maskene, idet kun Kuglestykket og Stemplerne ere bibeholdte. Elektriciteten anvendes ikke længere som Drivkraft, Uhrværket er bortfaldet, den hele Papirføring er betydelig simplificeret, og Størrelsen er indskrænket til en Sjettedeel og Vægten til en Sextendedeel i Sammenligning med den tidligere Maskine, idet det nye Apparat kun veier 9 Pund, det gamle 150 Pund. Fabrikationsprisen er nedsat til det Halve af tidligere, og der staaer kun tilbage at udfinde en Maade, hvorpaa Skrivekuglen kan forfærdiges i det Store som almindelig Fabrikgjenstand, hvilket dog møder særlige Vanskeligheder, da Stemplerne ere og maae være af Staal. De Fordele, som nu ere opnaaede ved Skrivekuglen, ere saa betydelige, at den ikke blot hos os, men overalt i Udlandet fortjener at tildrage sig Opmærksomhed som en af vor Tids vigtigste Opfindelser. Man kan efter Behag benytte Maskinen i siddende eller staaende Stilling (tidligere kun staaende); den kan - i Modsætning til den lange Anviisning, som Symaskinen udkræver - bruges strax af Enhver; efter faa Timers Øvelse skriver den indtil da Uøvede allerede ligesaa hurtigt som med Pennen og ved fortsat Øvelse tre, fire Gange saa hurtigt; Maskinen kan paa eengang levere sex Exemplarer af det Skrevne, og ved Hjælp af en Satineermaskine kan der tages henved 30 Aftryk. I Contoirer vil ved Skrivekuglen saavel Papirforbrugen som Personalets Antal kunne nedsættes betydeligt (omtrent en Trediedeel). Til Udlandet er der ogsaa allerede solgt endeel Maskiner, navnlig til Telegraphstationer.

Den første Skrivekugle var færdig i Septbr. 1870. Hovedformaalet var allerede ved den opnaaet, men den led af enkelte praktiske Mangler. Maskinen var (med nogen Fremgang i dens Construction) paa den skandinaviske Industriudstilling i 1872 og belønnedes der med første Medaille og Fortjenstmedaillen i Guld. Den samme Maskine vakte paa Verdensudstillingen i Wien megen Opmærksomhed og Omtale og fik den første Medaille "Die Fortschrittsmedaille", hvorhos Opfinderen af Keiseren af Østerrig belønnedes med den store Guldmedaille Literis et artibus.

Som det kunde ventes, har den Malling-Hansenske Skrivekugle fremkaldt endeel Efterligninger. En russisk Skrivemaskine af Alisoff præsenteredes saaledes i Wien i de sidste Par Uger af Verdensudstillingen; den skrev langsommere end Pennen og var 6 Gange dyrere end Skrivekuglen. Foruden denne sidste existerer der en amerikansk Type-Writer, som dog i flere væsentlige Henseender staaer tilbage (den er 10 Gange større end Skrivekuglen, trædes med en Pedal, er langt mere kompliceret, men fører dog ikke faa mange Stempler). Som et Curiosum fortjener det at anføres, at en Tydsker i New York ganske ugeneert indbyder til Dannelsen af et Consortium paa en af ham annekteret Udgave af den Malling-Hansenske Maskine.

Skrivekuglen forfærdiges med stor Nøiagtighed i Prof. Jungers mechaniske Etablissement. Den er, som Maskine betragtet, elegant og solid, kommer ikke i Uorden og er let at arbeide med. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. december 1875).

Højesteretsafgørelse om Helligdagsordningen. (Efterskrift til Politivennen)

Højesteretsdom. Høiesteret paakjendte idag ifølge dertil meddeelt allerhøjeste Bevilling under Eet de 2de tidligere heri Bladet omtalte Sager, hvorunder deels 20 forskejllige Personer, deels Poul Johansen Geleff tiltaltes for Overtrædelse af Helligdagsforordningen af 16de Marts 1845.

Som det vil erindres, havde den saakaldte Centralbestyrelse for de frie Fagforeninger - af hvilken Bestyrelse 18 af de ovenmeldte først nævnte Personer vare Medlemmer, deels som Formand, deels som Repræsentanter for forskjellige Fagforeninger - ved et Udvalg meddeelt Politidirecteuren mundtlig i dennes Embedslocale, at Centralbestyrelsen havde besluttet at afholde et offentligt Arbeidermøde en af Søndagene i afvigte Juli Maaned, ved hvilken Lejlighed Politidirecteuren tilkjendegav Udvalget, at en saadan Meddelelse ikke var tilstrækkelig, men at der ifølge ovennævnte Helligdagsforordnings § 11 udfordredes Politidirecteurens Tilladelse, hvorom nærmere skriftligt Andragende maatte indgives, men at Centralbestyrelsen paa et faa Dage efter afholdt Møde besluttede alligevel at afholde et Arbeidermøde under aaben Himmel Søndag den 18de Juli uden at indhente Politidirecteurens Tilladelse dertil, idet det kun vilde blive at anmelde hos Politidirecteuren samtidig med at det averteredes i "Socialdemokraten", og i Overeensstemmelse hermed tilstilledes der under 14de s. M. Politidirecteuren en dertil sigtende skriftlig Meddelelse, undertegnet "Centralbestyrelsen", hvori det udtaltes, at denne formeente, at det ifølge Grundlovens § 88 ikke var nødvendigt at bede om særlig Tilladelse til at afholde Mødet, hvorhos der i "Socialdemokraten" for 15de f. M. indrykkedes en Bekjendtgjørelse om Mødets forestaaende Afholdelse den nævnte Søndag. I den Anledning blev det den paafølgende Dag, den 16. Juli, efter skriftlig Tilsigelse til en af Udvalgets Medlemmer, i hans Egenskab som Formand for den ovennævnte Centralbestyrelse, tilkjendegivet denne til Politidirecteurens Protocol, at ligesom Medlemmerne af Bestyrelsen og den ansvarlige Redacteur af "Socialdemokraten" vilde blive satte under Tiltale for den Overtrædelse af den nysciterede Paragraph af Helligdagsanordningen, hvori de ved at beramme og indbyde til det omhandlede offentlige Møde allerede havde gjort sig skyldige, saaledes vilde yderligere Tiltale finde Sted, saafremt Mødet virkelig afholdtes, uden at Politiets Tilladelse dertil forud var erhvervet. Centralbestyrelsen fastholdt imidlertid, trods den skete Tilkendegivelse, sin Beslutning, og efterat en fornyet Bekjendtgjørelse om Mødet havde været indrykket i nævnte Blad, afholdtes Mødet Søndagen den 18de Juli fra Kl. 4½ til Kl. 6 1/4 Eftermiddag paa Nørrefælled i en Afstand af omtrent 500 Alen fra St. Johannes Kirke, hvor der begyndte Gudstjeneste Kl. 6. De 18 af de ovennævnte Tiltalte havde erkjendt at have deeltaget og samtykket i Beslutningen om Afholdelsen af det nævnte Møde uden dertil indhentet Tilladelse, og i Bestyrelsens Bekjendtgjørelse i "Socialdemokraten", ligesom 4 af de nævnte Tiltalte havde erkjendt deels at have ledet Mødet, deels at være optraadte som Talere ved samme, hvilket ligeledes den 19de Tiltalte og Poul Geleff havde erkjendt at have gjort, uagtet de vidste, at Mødet afholdtes uden Politidirecteurens Tilladelse. Som Følge heraf vare de nævnte 19 Personer ved Criminal- og Politirettens Dom af 7de September d. A. og Poul Geleff ved samme Rets Dom af 25de f. M. ansete efter § 14 i Helligdagsanordningen med Bøder hver især til Kjøbenhavns Communes Kasse af fra 10 til 30 Kroner. Hvad den 20de Tiltalte, Redacteuren af "Socialdemokraten" - for hvilken ingen særlig Udgiver er anført paa samme - angik, var han ved bemeldte Rets Dom af 7de Septbr. d. A. frifunden for det Offentliges Tiltale af Hensyn til, at Ansvaret ifølge Presseloven af 3die Januar 1851 for Indholdet af et her i Riget ved Trykken offentliggjort Skrift paahviler Forfatteren, naar han paa Skriftet har navngivet sig og ved Sagens Anlæg er inden Statens dømmende Myndigheds Omraade, og de tvende ovenomhandlede Bekjendtgjørelser i "Socialdemokraten" udtrykkelig angave sig som hidrørende fra Centralbestyrelsen for de frie Fagforeninger, hvilket efter Rettens Formening maatte sættes i Klasse med en Navngivelse af Forfatteren.

Ved Høiesteretsdommen blev Sagen for en af de Tiltaltes Vedkommende afviist, idet det ikke ved det Høiesteret Forelagte kunde ansees tilstrækkeligt oplyst, at Indstævningen til Høiesteret var tilstrækkelig forkyndt for ham.

Hvad Tiltalen imod Redacteuren af "Socialdemokraten" angik, billigede Høiesteret i Henhold til de herfor i den indankede Dom anførte Grunde, at han var frifunden for det Offentliges Tiltale og Sagens Omkostninger for hans Vedkommende paalagte det Offentlige.

Hvad de øvrige Tiltalte angik, bemærkede Høiesteret, "at efter de i Fr. 26de Marts 1845 § 11 brugte omfattende Udtryk, samt naar hensees til §ens Bestemmelse om, at Politimesteren kan tilstede Afholdelsen af Møder paa Søn- og Helligdage efter Kl. 4, blandt Andet, naar dette, som det hedder, ikke kan give Anledning til at befrygte Uordener, maa bemeldte ansees at indeholde et Forbud mod Afholdelsen paa Søn- og Helligdage ikke blot af communale Møder og andre, som dermed kunne sættes i Klasse, men af offentlige Forsamlinger i Almindelighed."

I Betragtning deraf samt iøvrigt i Henhold til hvad der i de indankede Domme var anført, billigede Høiesteret, at de her ommeldte Tiltalte for det af dem udviste Forhold vare ansete efter Forordningens § 14 med de i Dommene fastsatte Bøder til Kjøbenhavns Communes Kasse, samt at det var paalagt dem at udrede Omkostningerne, og bemeldte Domme bleve derfor for disse Tiltaltes Vedkommende stadfæstede.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. november 1875).

Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Nordslesvig. Korrespondance til "Social-Demokraten", dateret Haderslev, den 17de November 1875:

Da jeg forudsætter, det kan interessere "Social-Demokratens" Læsere at høre Noget fra Nordslesvig om de herværende Tilstande, saa vil jeg gøre de ærede Meningsfæller nogle Meddelelser desangaaende. Tilsyneladende ser det ud som om den sociale Bevægelse var meget kølnet, men det er langt fra Tilfældet. Ogsaa her lider og kæmper Arbejderen for sine Rettigheder, og her havde for længe siden været stiftet Foreninger i socialistisk Aand, dersom det havde været muligt at erholde et Lokale, men det er for Øjeblikket lige saa umuligt som at krybe til Maanen. Allerede for et Aar siden var her en Del Arbejdere, som udarbejdede Love til en Læseforening, og Lovene var godkendte af den herværende Borgmester, men nu skulde vi jo have et Lokale, og det var ikke at erholde; dog har vi ikke opgivet Haabet om at det vil lykkes os. Se, ærede Meningsfæller, derfor kan I indse, at det ikke er saa godt for os, da vi ikke ejer et Lokale, hvor vi kan samles.

Om den nordslesvigske Presse vil jeg ogsaa tillade mig et Par Ord. Her i Haderslev udgaar tre Blade, først den verdensberømte, om Forladelse, den nordslesvigsk berømte "Dannevirke", den bringer hver Dag sin Kæphest, Paragraf 5 til Torvs samt Alen lange Artikler fra de nationalliberale Blade i København, og ligeledes nationalliberale Korrespondancer fra København. I hvilken Aand disse skrives behøver altsaa ikke nærmere at præciseres, men jeg frembærer herved min dybtfølte Tak til "Dannevirkes" københavnske Korrespondent, fordi han viser sig som en ivrig Læser af "Social-Demokraten", og fordi han i sine Korrespondancer bringer Meddelelser om den socialistiske Bevægelse. Derved kan dog den Uvidende her faa at see, at der i København udgaar et Blad, som taler den Undertryktes Sag. At han naturligvis gaar ud paa at latterliggøre Arbejderne og deres Organ, gør ikke noget til Sagen, ti at baade Arbejderbevægelsen og "Social-Demokraten" gaar fremad, kan enhver Læser se gennem hans nationalliberale Korrespondance. Lad ham kun more sig med at give sin Ærgrelse Luft i uforskammede Udtryk imod Arbejderne og deres Førere, og lad ham og hans Lige kun more sig paa deres Maade; det var Synd at misunde dem deres sidste Glæde. Det andet Blad, som udgaar her hedder "Nordslesvigsk Tidende" og den er officiel. Den har "et helt 100 Abonnenter." Deraf kan det naturligvis ikke bestaa saa det lever mest af "Reptiliemad". I Preussen er Regeringen næmlig saa opmærksom mod sine Undersatter, at den for Folkets Penge underkøber Pressen til at virke mod Folkets Interesse. Er Danmark naaet saa højt i Civilisation? Nu kommer jeg til den tredie Avis. Der om man kunde bedømme den efter dens Navn var den god, ti den hedder næmlig "Folkebladet", men desværre gaar det den som saa mange andre Blade af samme Navn, den svarer ikke til Navnet. Den gaar ud paa at stifte Fred mellem Partier, efter hvad den selv siger, men i folkelig Aand skriver den ikke meget. At den saa vel som de andre Blade har stillet sig fjendtlig over for Arbejderspørgsmaalet er vel overflødigt at bemærke. Saaledes er den Presse, som udgaar i Nordslesvig, og det er den aandelige Føde, som bydes Folket. At det ikke skal blive meget oplyst deraf er indlysende, men Frihedens opgaaende Sol begynder ogsaa her at kaste sine Straaler ind i det af Nationalhad søndertplirlede og af Despotismen lænkede Land, og inden ret længe vil det nordslesvigske Folk vaagne op af den Dvale, som de fanatiske Nationalinatetshansværmere har dysset det ned i. For denne Gang vil jeg slutte mit Brev, men naar den ærede Redaktion vil optage flere, saa skal De af og til høre noget fra Nordslesvig; det Nordslesvig, som de Nationalliberale gennem deres dumme Politik har skaffet Danmark af med. P.

(Social-Demokraten 19. november 1875).

Den socialistiske/socialdemokratiske bevægelse havde trange kår i Slesvig på det tidspunkt da den stod i skyggen af nationalitetsspørgsmålet. Den tyske socialistiske arbejderbevægelse eksisterede og blev politisk en magtfaktor i 1880'erne. Her kunne den rekruttere arbejderstemmer, også fra ellers populære dansksindede rigsdagsmænd som Gustav Johannsen i Flensborg hvor industrialiseringen betød en stærk tilgang af arbejdskraft. Også andre byers arbejderbefolkning på østkysten sluttede sig efterhånden til socialdemokraterne, især på bekostning af den danske bevægelse. Socialdemokratiet kritiserede Köller-politikken 1898-1901 og udvisningen af dansksindede.

Kvindens Sfære. (Efterskrift til Politivennen)

 "Kvindernes Sfære"

Der gives enkelte Samfundsklasser, hvis Skæbne det synes at være, at de skal blive forkælede, beskyttede eller undertrykte, men aldrig overladte til dem selv eller antaget for skikkede til at sørge for dem selv.

"Den arbejdende Klasse" er i denne Situation. Den bliver advaret, paa mindet, raadet eller ligefrem skaltet og valtet med, som om den bestod af en Flok Børn, der skulde lokkes eller prygles til at opføre sig efter deres vise Forældres Ønske.

Naar der tales om "de højere Stænder" er der Ingen, der falder paa at betragte disse Stænders enkelte Individer som støbte i samme Form eller skikkede til at behandles som et kompakt Hele; men Arbejderne og - Kvinderne anses derimod med største Ugenerthed for ensartede "Hobe", som bør styres af Andre, og hvis Interesser er forskellige fra Resten af Samfundets.

Er en saadan Opfattelse nu latterlig med Hensyn til Arbejderne, saa synes den dog at være endnu taabeligere lige over for Kvinderne, der jo slet ikke udgør nogen ensartet "Klasse", men som tvertimod er delt i lige saa mange Klasser som Mændene, og hvis Tanker og Følelser er lige saa forskellige som Fyrstens og Skraldemandens.

Del er imidlertid blevet Mode nu til Dags at slaa alle Kvinder i Hartkorn, og dels at tale om "Kvindens Rettigheder" som om de almindelige Menneskerettigheder ikke indbefattede dem med. Man taler med andre Ord om Kvinden som en ganske særegen Bestanddel af Menneskeslægten, der har en bestemt "Sfære", en bestemt "Mission", et bestemt Sæt af Pligter, anvist hende af Manden; men hvad det Øvrige angaar, da kommer del ikke hende ved.

Den Snak om en speciel kvindelig "Virkekreds" er en paa samme Tid taabelig og uforskammet Paastand; hvad vilde man mon sige, hvis Nogen pludselig paastod, at en eller anden Virksomhed, f. Eks. at være Kok eller Skræder, ikke laa inden for "Mandens Sfære"? Mon Mændene ikke med Rette vilde svare, at Intet, der kan udrettes af en Mands Hjærne eller Arm ligger uden for hans Sfære? Ingen Klasse af menneskelige Væsener har Spor af Ret til at sætte Grænser for en anden Klasses Handlekraft. Naturen alene er i Stand hertil. Inden for "Kvindens Sfære" er derfor ethvert Værk, der kan udtænkes af hendes Hjerne og udføres af hendes Arm.

De Kvinder, der kæmper for Emancipationen, vil kun fjerne den Skranke, som Kønnet hidtil har opstillet for Udviklingen af den kvindelige Dygtighed. De kæmper ikke for at opnaa Privilegier, de tragter ikke efter Overherredømmet; de ønsker kun, at deres Køn ikke for Fremtiden maa blive brugt som Grund til at udelukke dem fra det Ene eller det Andet; de fordrer Frihed til at arbejde. Tilladelse til at leve deres eget Liv, til at udføre alt det, hvortil Naturen har gjort dem skikkede. Hvis det virkelig er sandt, at Naturen ikke har bestemt Kvinden til at være s Eks. Læge, Advokat ell. L., saa kan man være rolig for, at hun hurtigt  vil opgive disse Stillinger igen; Naturen har jo saa ofte vist, at den ikke behøver Nogens Formynderskab for at kunne bortfjerne det unaturlige. Og hvis man siger, at kun "enkelte vanskabte Kvinder" er skikkede for saadant Arbejde, nu vel, saa lad dog disse "enkelte Vanskabte" have Frihed til at vælge, hvad Arbejde de foretrækker, og lad de andre med fri Vilje vende tilbage til deres tidligere Bestillinger, saa vil jo Ingen have noget at klage over.

Hvis disse Fordringer af Kvinderne er ufornuftige eller ubillige, saa er det vanskeligt at se, hvad berettigelse Nogensomhelst kan have til at arbejde eller besidde politisk Magt. Enten har alle menneskelige Væsener lige Rettigheder, eller ogsaa er der Ingen der har nogen Rettighed; Mandens Ret er begrundet i, at han er et Menneske og ikke i at han er en Mand. Nu fordrer Kvinden sin Del af disse for hele Samfundets fælles Goder; hendes Lykke, hendes Karakters skønhed, hendes Aands og Hjærtes Storhed, - alt afhænger af den Frihed til at udvikle sig, som indrømmes hende; og denne Udviklingsfrihed er hendes lovlige Ret, givet hende i det Øjeblik hun traadte ind i Samfundet. Skal Friheden æres som den bør, da maa Kvindens Frihed agtes lige saa ukrænkelig som Mandens, og en Indskrænkning i den første maa føles som er Indskrænkning af den anden. Da vil Mændene indse, at Kvindens Værdighed paa ingen Maade er et Kvindespørgsmaal alene, men en Sag, der angaar det hele Samfund, som nedværdiges, saasnart nogle af dets Medlemmer nedværdiges, og som hæves ved at hæve alle. Da vil Mændene føle, at det at arbejde ved Siden af sin Lige er ædlere end at betjenes af uvillige Underordnede, og de vil af Kvindens hengivne Kærlighed og trofaste Bistand skabe sig en Lyksalighed, som de aldrig drømte om i de Tider, da Kvinderne, som laa ved deres Bryst, oftest var enten deres Plageaander eller deres Dukker!

* * *

Kvindesagen er i vor Tid bleven bragt paa Bane i saa at sige alle civiliserede Lande. Foreninger af Kvinder har dannet sig for at virke hen til, at deres Ligeberettigelse med Mændene i juridisk, politisk og social Retning anerkendes, og det glæder os at kunne sige, at store Resultater allerede er opnaaede. Herhjemme i Danmark eksisterer der nu ganske vist ogsaa en Stræben efter Emancipation, men den har hidtil været meget slet ledet, og en af dens Koryfæer, Frk. Worm, er endog i den Grad "nationalgal", at hun indbød Danmarks Kvinder til at lave - Panserskibe! Der er saaledes ingen Udsigt til at der fra denne Side vil blive præsteret Noget, og vi anser det følgelig for meget heldigt, at "den frie kvindelige Forening" har fundet sig foranlediget til al indbyde alle Kvinder, der har Interesse for deres egen Sag, til et Møde i Morgen Aften, hvorom nærmere Bekendtgørelse findes bag i Bladet. Det er forsaavidt vi har forstaaet Sagen rigtig, Meningen at danne en stor Kvindeforening, der i jævnlige Møder kunde diskutere Midlerne til at forbedre saavel de kvindelige Arbejderes Kaar, som ogsaa hele Kvindekønnets undertrykte politiske og social Stilling, og som tillige, naar Leilighed gaves, kunde sætte sig i Spidsen for direkte Henvendelser eller Adresser til den lovgivende Forsamling.

Vi maa paa det Alvorligste opfordre i alle de kvindelige Medlemmer af vort Parti til at støtte Foreningen i dens Bestræbelser. Men vi tillader os ogsaa at sige Mændene blandt vore Menings laller et Par Ord i den Anledning. De har været Pokkers godt med, hver Gang der har været Tale om en eller anden Fordring fra deres egen Side, men hver Gang Kvinderne har villet tale med, hed det altid: Hvad skal de Fruentimmer med for? Det giver kun Anledning til Vrøvl! - Dette er aldeles ikke socialistisk. Vil Mændene have deres Rettigheder respekterede, saa maa de begynde med at respektere Andres; de kan umulig paa en Gang være frie Mænd og Tyranner. Det er derfor vort bestemte Haab, at de af al Magt understøtter os ved atter og atter at opfordre deres Koner, deres Søstre og deres Døtre til at møde og mælde sig ind i den kvindelige Forening; Mødet af Kvinderne i Morgen vil med andre Ord blive en Maalestok for, hvor gode Socialister Mændene er.

(Social-demokraten 18. november 1875).

Vedr. den frie Kvindelige Forening, se fx indslaget fra 1873 om den frie kvindelige forening og indslaget fra 1874 om Emilie Charlotte Wulff. 

Mens fagforeningerne i slutningen af 1870'erne gik ind i en nedgangsperiode, gjaldt dette ikke Den frie kvindelige Forening. Det skete først da partiorganisationen Socialdemokratisk Forbund blev dannet  i 1878. I dette kunne kvinder godt blive medlemmer, men de fik ingen platform til at organisere kvinderne. En kort periode betød det at foreningen gik til modstand mod partiorganisationen, men på længere sigt uden held. Socialdemokratisk Forbund viste ikke interesse for kvinders aktive deltagelse eller for kvindesagen. Socialdemokraternes kvindevalgretskampen i de næste årtier kom for kvindernes vedkommende alene til at bestå af de kvindelige fagforeninger. De sidste rester af politiske kvindeforeninger i arbejderbevægelsen forsvandt i 1882. Nye kvindelige fagforeninger opstod dog i 1883 og 1885.

Børnemishandling. (Efterskrift til Politivennen)

Mishandling af Børn m. m. Under en imod en herværende Arbeidsmands Hustru anlagt Sag var det oplyst, at hun i sidstafvigte Foraar havde gaaet sin egen udenfor Ægteskab fødte 10aarige Datter forskjellige Gange - den ene Gang med en Vaskeskaal - i Ansigtet, saaledes at Datterens Næse kom til at bløde. Tiltalte har heller ikke kunnet benægte, at det var muligt, at hun, som af hendes Datter paastaaet, ved senere i indeværende Aar at revse denne med et Spanskrør er kommen til med dette at gaae bemeldte Datter i Ansigtet, saaledes at den høire Side af Panden og Kinden blev sort og blaa, uden at det imidlertid er bevidst, at Tiltalte forsætligen har slaaet Datteren paa den sidstommeldte Maade. Det er derhos under Sagen beviist, at Tiltalte, medens hun i sidstafvigte Sommer i omtrent 3 Maaneder havde i Pleie et 3aarigt Pigebarn, der i temmelig her Grad led af engelsk Syge, oftere uden skjellig Grund har slaaet dette Barn paa dets Bagdeel med den flade Haand og sædvanlig i sin Hidsighed slaaet det paa denne Maade længere og stærkere end forsvarligt efter Barnets Alder. Naar Tiltalte saaledes slog Barnet, holdt hun det for Munden med sin flade Haand for at forebygge, at det skreg, ligesom det ogsaa var oplyst, at Tiltalte engang tvang Barnet til at slikke i sig en Deel af Noget, som det kort iforveien havde kastet op. Een Gang havde Tiltalte slaaet dette Barn med et Spanskrør paa dets Bagdeel, saaledes at den blev sort og blaa, og slog det ved denne Lejlighed i sin Hidsighed saa hensynsløst, at hun tillige ramte Barnet i Ansigtet. De ovennævnte Mishandlinger have dog imidlertid efter en under Sagen fremlagt Attest fra Stadslægen ikke bevirket nogen skadelig Følge for de paagjældende Børns Helbred. Det var endelig under Sagen beviist, at den Tiltalte 2 Dage ser sin Anholdelse, da hun befrygtede denne, har forsøgt paa at forlede sin Datter til at afgive salg Forklaring for Retten, idet hun i dennes Paahør havde udtalt, at hun ikke havde slaaet det ommeldte Plejebarn, men at dette var blevet sort og blaat ved at falde imod en Balle, hvillen Udtalelse skete paa en saadan Maade, at Datteren deri saae en Opfordring til, naar hun mødte i Retten, da at fortie, at hun havde seet Moderen slaa bemeldte Pleiebarn, hvilket Datteren, der forstod Tiltaltes Hentydning i den anførte Mening, ogsaa gjorde, da hun første Gang afgav Forklaring i Retten. Ved Criminal- og Politirettens Dom blev Tiltalte, der er 32 Aar gammel, anseet efter Straffelovens § 202, 2det Stykke, og i Henhold til samme Lovs § 146 jvfr. § 52, med 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. november 1875).