Kvindemødet i "Phønix" i Lørdags var besøgt af omtrent 150 Personer. Efter at Formandinden for den fri kvindelige Forening, Madam Clausen, havde budt Forsamlingen Velkommen, gav hun Ordet til vor fra Internationalismens Tid bekendte Meningsfælle Frøken Wulff. Denne skildrede i et længere Foredrag med Varme den fattige arbejdende Kvindes Kaar, hvorledes den lille Pige fra sin tidlige Alder maatte begynde at tjene sit Brød, hvorledes hun i en modnere Alder paa Grund af Armod let kom paa Afveje, hvorledes hun, naar hun blev gift, maatte kæmpe mod Sorg og Fattigdom, begrundet i Mandens ringe Fortjeneste og fordi denne tidt og ofte ikke opfyldte sine Forpligtelser som Familjeforsørger. Taleren ønskede, at Kvinden herhjemme vilde følge de amerikanske Kvinders Eksempel ved ligesom disse at modarbejde Drukkenskaben. Hun opfordrede Kvinderne til kraftig at slutte sig sammen for at arbejde hen til en Forbedring i deres usle og undertrykte Stilling, thi hvis de vilde sidde stille og vente paa at Manden skulde komme og befri dem, kunde de vist godt sidde og vente i mange hundrede Aar. (Livlige Bifaldsraab).
Madam Clausen beklagede den Opposition, som mange af de ledende Mænd i Partiet gjorde imod Kvindesagen i Almindelighed og Kvindeforeningen i Særdeleshed. Saaledes var der En, der havde udtalt, at hverken gifte Koner eller unge Piger burde komme i Kvindeforeningen. Hvem var det da, der burde komme der? De gamle Fruentimmer maaske? Var det dem, der skulde være Ideens Bærere? Hun kunde ikke forstaa Tankegangen hos Socialister, der udtalte dem paa slig en Maade.
I. Liljencrantz vilde især tale om Kvindens Stilling i Partiet. Det var nu omtrent to Aar siden at man paa Kongressen havde fastslaaet Principet om Kvindens fuldkomne Ligeberettigelse med Manden. Der var vel dengang fra en vis Kant bleven rejst en rasende Opposition, men hos Flertallet havde dog Retfærdighedsfølelsen sejret over spidsborgerlige Fordomme og ondskabsfuld Bornerthed, men nu lod det til, at Partiets ledende Mænd gerne vilde tage de engang givne Rettigheder tilbage fra Kvinderne, hvis de kunde. De Folk, som ikke anerkendte alle Menneskers Ligeberettigelse, var ikke Socialister, og at optage ikke-Socialister i Foreningen og for deres Skyld udelukke dem, som havde vist at de havde kunnet kæmpe for deres Overbevisning, det var baade dumt og skændigt (Det er hørt.) Taleren paalagde sine Meningsfæller aldrig at tillade Krænkelser af Kvindens Ligeberettigelse, men altid er indre, at det var en god Socialists Pligt at elske og opretholde Frihed og Lighed, ikke blot forsaavidt at han selv havde Gavn deraf, men ogsaa af Kærlighed til Principerne. Principcrne og deres Opretholdelse maatte være vort Livs Maal, vor Religion, vort Alt. (Livlige Bifaldsraab )
Madam Andersen ønskede en skriftlig Agitation. Det vilde være godt om man ved at kaste Plakater ind i Husene kunde oplyse Kvinderne om hvad Socialisme egenlig er, ti de fleste var i stor Vildfarelse desangaaende og dette forhindrede deres Tilslutning.
Arbejdsmand E. Jensen talte med Varme for Kvindens Ligeberettigelse med Manden. Hvis Socialismen skulde gaa fremad maatte de To arbeide Haand i Haand med hinanden Tilsammen maatte de opbygged en ny Samfundsbygning. Den Mand, som ikke anerkendte dette, fortjente ikke at bære Navn af Socialist. (Bifaldsraab.)
Snedker Hansen støttede Jensen.
H. Zimmermann sluttede sig til de foregaaende Talere. Han ønskede fuldkommen Ligeberettigelse for Kvinden, samt betonede i Særdeleshed det Ønskværdige i, at hun maatte faa Stemmeret.
Efter at endnu nogle Talere havde havt Ordet for nogle korte Bemærkninger, sluttedes Mødet med en kort Tak fra Mad. Clausen for den Ro og Orden, Forsamlingen havde iagttaget, samt den venlige Interesse, den havde vist for Kvindesagen. De tilstedeværende udbragte derpaa et Leve for Mad. Clausen, Frøken Liljencratz og Frøken Wulff, hvorpaa Mødet sluttedes med Afsyngelsen af Socialisternes March.
(Social-Demokraten 9. maj 1878).
