Solbjerg Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Det nye Kapel paa Frederiksberg Assistens Kirkegaard vil, som allerede meddelt, imorgen første Gang blive toget i Brug, idet den første Begravelse dersteds finder Sted Kl 11 Form., ved hvilken Leilighed Kapellet tillige vil blive indviet ved en Tale af Sognepræsten, Pastor Ewaldsen. Savnet af et Kapel paa den nævnte Kirkegaard, hvor der aarlig jordes indtil 600 Lig, er for hvert Aar, der er forløbet, siden Kirkegaarden blev tagen i Brug, blevet mere og mere følelig, og navnlig har det om Søn- og Helligdagene hidtil ikke kunnet undgaas, at de talrige ministerielle Forretninger i og ved selve Kirken have maattet foregaa saa at sige Slag i Slag paa en saa vel for Menigheden som for Præsterne alt andet end tiltalende og ikke sjældent paa en noget stødende Maade. Alene af denne Grund fortjener Frederiksberg Kommunalbestyrelse og specielt Direktør Ph. Schou som Kirkevalgets daværende Formand, hvem Initiativet til den nye Bygning skyldes, megen Anerkjendelse, men dertil kommer, at det nye Kapel, der er muret af røde Sten i italiensk Murstensstil efter Tegninger af Sognets Bygningsinspektør, Arkitekt Drewsen saa vel ved sit Ydre som ved den indre Udstyring og Fordeling af Rummene gjør et tiltalende Indtryk, saa at det vistnok fremtidig vil blive Reglen, at Begravelser komme til at foregaa derfra i Stedet for fra Kirken. Kapellet ligger paa den anden Kirkegaard. Adgangen er fra Fasanvejem, tæt forbi Graverboligen. Paa Midten af Forfacaden er der i et lille Taarn anbragt en stor Støbestaalsklokke. Gjennem to store Portdøre under Taarnet kommer man ind i Forsamlingssalen, ca. 20 Alen lang og 10 Alen bred, bestemt til at rumme 250 Personer. Spærreværket er synligt indvendig og Loftet beklædt med Træpanel. Langs Væggene, der senere vil blive dekorerede, findes Bænke til Siddepladser for Følget. Over Indgangen er der opstillet et fortrinligt Orgelharmonium i et Lokale, der tillige skal afgive Plads for Kirkens Korsangene. For Enden af Salen findes der en stor Katafalk foran en ophøiet Plads for Prædikanten, og Kapellet er forsynet med et smukt Ligtæppe og fire meget smagfulde forsølvede og broncerede Kandelabre. Paa hver Side af Indgangen er der mindre Kapeller til enkelte Lig, medens der i Bygningens Bagparti er to større Kapeller til henholdsvis 10 og 5 Lig. Alle Rummene ere stærkt ventilerede, og den store Sal skal om Vinteren opvarmes ved to store Fajanceovne. Endnu skulle vi fremhæve som et stort Gode, at der rundt om hele Bygningen findes en dækket Omgang med Siddepladser, hvilket Arrangement, naar de ved Stolperne nedsatte Slyngplanter have udviklet sig, utvivlsomt vil blive meget tiltalende.

(Dags-Telegraphen (København) 19. maj 1878).

Solbjerg Parkkirkegårds kapel fra 1878. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Drewsen døde samme år, 3. september 1878, 42 år gammel. Han tegnede også skolen på Niels Ebbesensvej og forestod restaurationen af St. Mikkels Kirke i Slagelse.

Kirkegården var blevet indviet 1865 som Frederiksberg Sogns Assistens Kirkegård. 1890-1963 eksisterede endvidere et Nordre Kapel, hvorfor kapellet i denne periode hed Søndre Kapel. Tårnet blev nyopført i 1935. 1926-1998 hed kirkegården Solbjerg Kirkegård, derefter Solbjerg Parkkirkegård.

Mishandling af sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Overretten afsagde d. 10. ds. Dom i en fra Bregentved-Gisselfeld Birk indanket Sag, hvorunder en Arrestant bl. A. tiltaltes for Mishandling af sin Hustru. Det er under Sagen bevist, at Hustruen i de 7 Aar, de have været gifte, lige fra Ægteskabets første Tid er bleven saa godt som daglig mishandlet af ham paa flere Maader. Arrestanten talte saaledes aldrig godt eller endog blot ordenlig til Konen, men overfusede hende med Skældsord, bad hende holde Kæft og at rejse ad Helvede til, og alt Saadant i Tjenestefolkenes Paahør, ligesom han ogsaa tilkendegav disse, at de ikke behøvede at adlyde Konen; ofte udlod han sig til hende med, at han ønskede, hun var død, og erklærede, at han vilde blive glad, om hun tog Livet af sig selv. I Forbindelse hermed puffede og stødte Arrestanten jævnlig til Konen, kneb hende og slog hende ogsaa af og til paa Øret, ligesom han ogsaa ved en enkelt Lejlighed greb hende saaledes om Halsen, at hun var ved at kvæles; hun var i længere Tid sort og blaa og følte Smerte deraf. Om Nætterne brugte han at støde hende med sine Albuer , og hun fik paa Grund heraf sjælden den fornødne Nattero; navnlig gav han hende en Nat paa en Tid, da hun var frugtsommelig, et Stød, og en anden Gang, da hun var i samme Tilstand, bibragte han hende et stærkt Slag i Maven; en i Sagen fremlagt Lægeattest gaar ud paa, at Konen, der paa et senere Tidspunkt konsulterede Lægen for et indre Saar i Maven, vel ikke har kunnet saa dette Saar ved det nævnte Slag, men at Slaget dog, hvis Saaret alt da har været tilstede, kan have havt en skadelig Indflydelse paa hendes Tilstand, ligesom hun paastaar endnu at føle Smerter paa det Sted i Maven, hvor Mandens Slag anbragtes. Og hele dette Arrestantens Forhold mod Hustruen erkender han selv at have været uforanlediget fra hendes Side, og det Samme er bevidnet af Tjenestefolkene, der skildre hende som en huslig og honnet Kone, hvis Skrig og Jamren de ofte hørte, - naar Arrestanten var ene med hende hvad han gerne søgte at være, naar han vilde mishandle hende - ligesom de ogsaa ved slige Lejligheder saa hende komme ud fra Manden med forgrædte Øjne og med Haar og Klæder i Uorden. De have tilføjet, at de have undret sig over at Konen har beholdt sin Forstand under denne Arrestantens Behandling. Arrestanten betegne Vidnerne derimod som en raa, brutal og ondskabsfuld Person, der i sit Hjem var en sand Tyran og Bøddel. For dette i høj Grad uforsvarlige Forhold fandt Overretten, at Arrestanten ved den indankede Dom rettelig var anset efter Straffelovens § 202 med Straf af Forbedringshusarbejde, og i Betragtning af hans langvarige Arrest skønnedes det, uanset de flere Aar, gennem hvilke Mishandlingerne have fundet Sted, at kunne forblive ved den valgte Straffetid af 8 Maaneder, hvorfor Underretsdommen saaledes stadfæstedes.

(Social-Demokraten 17. maj 1878).

Er dette Lighed for Loven? (Efterskrift til Politivennen)

Naar en fattig Kone hos en Handlende stjæler for 50 eller 60 Øre Fødevarer da kan hun komme 2 Aar i Tugthuset, hvilket ses af en Forleden fældet Højesteretsdom; men naar en Handlende hver Dag snyder sine Kunder fra maaske flere Gange 50 Øre ved at sælge forfalskede Varer, da slipper han med en Mulkt, hvilket kan ses af en i "B. T." optagen Meddelelse der lyder saaledes:

I Løbet af det sidste Halvaar er der af Frederiksberg Politi foretaget Undersøgelser af Mælken og Fløden hos samtlige, ialt 115 Mælkehandlere i Sognet, hvorved der blev oplyst 18 Tilfælde af Forfalskning. Politiet har endvidere undersøgt Mælken og Fløden fra 143 Forhandleres Vogne, naar de passerede Frederiksberg, og der er derved oplyst 8 Tilfælde af Forfalskning. I 14 af det samlede Antal af 26 Tilfælde var Mælken forfalsket enten ved Tilsætning af Vand eller ved Tilsætning af skummet Mælk til sød Mælk; i 12 Tilfælde var det Fløden, der var forfalsket ved Tilsætning af Melstof. Af de i denne Anledning rejste Sager henstaar en endnu uafgjort, medens de øvrige er afgjorte i Mindelighed med Bøder til Beløb ialt 865 Kr. Foruden de anførte Undersøgelser og derigennem konstaterede Forfalskninger viste det sig i adskillige Tilfælde, hvor Forfalskning blev oplyst hos Handlende og Mælkeforpagtere, tillige nødvendigt at undersøge Mælken hos de oprindelige Leverandører, saa at det samlede Antal af Undersøgelser og af oplyste Forfalskninger af Mælk og Fløde i Virkeligheden har værel en Del større end foran angivet.

Ved Indkøb af Kaffe hos 39 frederiksbergske Handlende blev der konstateret 3 Tilfælde af Forfalskning ved Tilsætning af Cichorie og stivelseholdige Bestanddele af brændt Korn. De i denne Anledning rejste Sager afgjordes alle i Mindelighed, hver med en Bøde af 40 Kr.

(Social-Demokraten 12. maj 1878).

Kvindemøde. (Efterskrift til Politivennen)

Kvindemødet i "Phønix" i Lørdags var besøgt af omtrent 150 Personer. Efter at Formandinden for den fri kvindelige Forening, Madam Clausen, havde budt Forsamlingen Velkommen, gav hun Ordet til vor fra Internationalismens Tid bekendte Meningsfælle Frøken Wulff. Denne skildrede i et længere Foredrag med Varme den fattige arbejdende Kvindes Kaar, hvorledes den lille Pige fra sin tidlige Alder maatte begynde at tjene sit Brød, hvorledes hun i en modnere Alder paa Grund af Armod let kom paa Afveje, hvorledes hun, naar hun blev gift, maatte kæmpe mod Sorg og Fattigdom, begrundet i Mandens ringe Fortjeneste og fordi denne tidt og ofte ikke opfyldte sine Forpligtelser som Familjeforsørger. Taleren ønskede, at Kvinden herhjemme vilde følge de amerikanske Kvinders Eksempel ved ligesom disse at modarbejde Drukkenskaben. Hun opfordrede Kvinderne til kraftig at slutte sig sammen for at arbejde hen til en Forbedring i deres usle og undertrykte Stilling, thi hvis de vilde sidde stille og vente paa at Manden skulde komme og befri dem, kunde de vist godt sidde og vente i mange hundrede Aar. (Livlige Bifaldsraab).

Madam Clausen beklagede den Opposition, som mange af de ledende Mænd i Partiet gjorde imod Kvindesagen i Almindelighed og Kvindeforeningen i Særdeleshed. Saaledes var der En, der havde udtalt, at hverken gifte Koner eller unge Piger burde komme i Kvindeforeningen. Hvem var det da, der burde komme der? De gamle Fruentimmer maaske? Var det dem, der skulde være Ideens Bærere? Hun kunde ikke forstaa Tankegangen hos Socialister, der udtalte dem paa slig en Maade.

I. Liljencrantz vilde især tale om Kvindens Stilling i Partiet. Det var nu omtrent to Aar siden at man paa Kongressen havde fastslaaet Principet om Kvindens fuldkomne Ligeberettigelse med Manden. Der var vel dengang fra en vis Kant bleven rejst en rasende Opposition, men hos Flertallet havde dog Retfærdighedsfølelsen sejret over spidsborgerlige Fordomme og ondskabsfuld Bornerthed, men nu lod det til, at Partiets ledende Mænd gerne vilde tage de engang givne Rettigheder tilbage fra Kvinderne, hvis de kunde. De Folk, som ikke anerkendte alle Menneskers Ligeberettigelse, var ikke Socialister, og at optage ikke-Socialister i Foreningen og for deres Skyld udelukke dem, som havde vist at de havde kunnet kæmpe for deres Overbevisning, det var baade dumt og skændigt (Det er hørt.) Taleren paalagde sine Meningsfæller aldrig at tillade Krænkelser af Kvindens Ligeberettigelse, men altid er indre, at det var en god Socialists Pligt at elske og opretholde Frihed og Lighed, ikke blot forsaavidt at han selv havde Gavn deraf, men ogsaa af Kærlighed til Principerne. Principcrne og deres Opretholdelse maatte være vort Livs Maal, vor Religion, vort Alt. (Livlige Bifaldsraab )

Madam Andersen ønskede en skriftlig Agitation. Det vilde være godt om man ved at kaste Plakater ind i Husene kunde oplyse Kvinderne om hvad Socialisme egenlig er, ti de fleste var i stor Vildfarelse desangaaende og dette forhindrede deres Tilslutning.

Arbejdsmand E. Jensen talte med Varme for Kvindens Ligeberettigelse med Manden. Hvis Socialismen skulde gaa fremad maatte de To arbeide Haand i Haand med hinanden Tilsammen maatte de opbygged en ny Samfundsbygning. Den Mand, som ikke anerkendte dette, fortjente ikke at bære Navn af Socialist. (Bifaldsraab.)

Snedker Hansen støttede Jensen.

H. Zimmermann sluttede sig til de foregaaende Talere. Han ønskede fuldkommen Ligeberettigelse for Kvinden, samt betonede i Særdeleshed det Ønskværdige i, at hun maatte faa Stemmeret.

Efter at endnu nogle Talere havde havt Ordet for nogle korte Bemærkninger, sluttedes Mødet med en kort Tak fra Mad. Clausen for den Ro og Orden, Forsamlingen havde iagttaget, samt den venlige Interesse, den havde vist for Kvindesagen. De tilstedeværende udbragte derpaa et Leve for Mad. Clausen, Frøken Liljencratz og Frøken Wulff, hvorpaa Mødet sluttedes med Afsyngelsen af Socialisternes March.

(Social-Demokraten 9. maj 1878).

Nyheder fra St. Croix. (Efterskrift til Politivennen).

 THE "AVIS"

CHRISTIANSTED. ST. CROIX.

Saturday, the 4th of May 1878.

In a small island like ours to miss even one among the old familiar faces is so eventful thing and brings with it some sadness But when we have to chronicle many changes, permanent and temporary, we cannot help realizing vividly what a shifting scene this world of ours is after all.

The first of these changes that we notice is the departure from the island of Captain Raupach, K. D. the commander of the forces here for many years. His term of service having expired, he is now leaving to spend the remainder of his life in that rest which anyone may well feel himself entitled to after having served his country as a military man for 46 years, 43 of which have been spent in the West Indies, and having during all that time been a most efficient officer. He also acted for a short time as Royal Treasurer, and Churchwarden of the Lutheran Church. We wish him, new that active service is over, many years of life and health.

With the departure of Captain Raupach the Fort ceases to be a fort any longer. As our readers are aware, It is to be used in future as a Police Office &c. How ever much this measure may be demanded by the pecuniary circumstances of the colony, we cannot help deploring it from what we may call an aesthetic point of view. And even on higher grounds than a mere matter of taste, we do earnestly wish the Fort could have been kept us a fort. Anyhow we are glad that its present Captain has not seen it changed in his day. His successor, who is Baron Rosencrantz from St. Thomas, will live in what is now the telegraph office. But this move, and others consequent on it, we shall allude to when they occur.

Judge Jürs is leaving us for a year, and we know that we only express the universal feeling of this community when we say that his loss will he deeply felt even for a year. His duties are to be discharged during his absent by Mr Nyssum from St. Thomas. That they will be efficiently discharged we have no doubt, but we arc sure Mr. Nyssum will permit us to say that, if he is only another Judge Jürs, we wish for nothing better. To be Police Master is not a pleasant office, we should think. To be the Dealing Master of late years in St. Croix has been a very difficult thing indeed, involving problems almost as hard to solve as any we met with in our mathematical days. But the urbanity and equity of the Judge's career is known to us all. We trust to see him return after his weil-earned year's holiday in perfect health.

The Rev. T. Engholm has come into residence in his new parish of Christiansted during the last few days. We wish for him much happiness and usefulness in his new sphere, one in which his predecessor earned, as we noticed in these columns when he was leaving us, much esteem and love. We believe Mr. Engholm's successor in West End is appointed, but we have not heard his name.

But our changes run through all the professions - not clerical and legal only, but medical also. Dr. Knudsen, who has been faithfully acting as King's Physician since Dr Aagaard's death, now retires from that office, as Dr. Kalmer is gazetted to it. We rejoice in the assurance that the permanent stay among us of a man of Dr. Kalmer's proved ability is thus secured to the community and his many patients. Dr. Neumann will now be physician to the poor, and in him we believe the poor will always find a sympathising friend.

(St. Croix Avis 4. maj 1878).

Kaptajn Heinrich Andreas Raupach (1813-1882) var tjenstgørende 1835-1878 i Dansk Vestindien. Han var født på St. Thomas og blev som 8-årig sendt til sin onkel og tante i København, senere Herlufsholm og genså aldrig sine forældre der døde. Han uddannede sig som officer og kom januar 1835 til St. Croix. Han blev her chef for artilleriet i Frederikssted og Christianssted. Han avancerede til fort- og kompagnichef ved Christiansværns Fort. Han tegnede en del portrættegninger af samtidige dansk-vestindere. Efter hjemkomsten levede han et roligt liv og blev begravet på Solbjerg Kirkegård (Frederiksberg).

H. A. Jürs var foruden at være auditør og underdommer også medlem af kolonialrådet.

Som nævnt blev fortet i Christiansted omdannet til politistation, hvilket blev uddybet den 19. juni 1878:

 "THE AVIS"

CHR1ST1ANSTED. ST. CROIX.

Wednesday,19th of June 1879.

The conversion of the Fort at Christiansted into a Police Office involves several smaller changes which our readers will no doubt expect us to notice as items of local news. All those who happen to live in Christiansted or within a couple of miles of the town will have noticed that the morning and evening gun is no longer fired. Some will perhaps feel like missing an old friend, but they will no doubt soon get used to his absence. For our own part we must say that there was something pleasant in the sound of the morning gun calling the town to renewed lite and activity; but we could never see any poetry in the evening gun. Both however have now disappeared before the spirit of reform which is remoulding Santa Cruz into a new, and let us hope a better shape. 

We have been informed that the military band which hitherto performed at the Fort on Sunday afternoons will play from 5 to 6 o'clock in the Barrack Garden where chairs and benches will be provided for visitors.

The officers of the Telegraph Company are busy in removing to their new room in the Depot, where they will have cooler quarters than before and be closer to the business part of the town, an improvement which will be appreciated by those who have business transactions with St. Thomas.

(St. Croix Avis 19. juni 1878).

Ubekendt fotograf: View of Peters Rest Station. Sankt Croix. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.