Raa Brutalitet af en Husvært. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! De bedes indrømme mig Plads i Deres Blad for efterfølgende Linjer: Da jeg i Mandags Middags kom hjem fra mit Arbejde opdagede jeg til min store Forskrækkelse, at baade Vinduer og Døre i min Lejlighed vare aftagne. Jeg gik nu øjeblikkelig ned til Viceværten, H. G. Nielsen, for at udbede mig nærmere Oplysninger med Hensyn til det Passerede; men fik det Svar af ham, at det havde han ingen Skyld i, idet han sagde, at det var sket paa Ejerens, Tømmermester F. O. Rasmussens Foranledning. For at kunne udføre denne Heltegerning, erfarede jeg, at den ædle Tømmermester havde kommanderet et Par af sine haandsatte Karle dertil. Denne Forklaring sandt jeg imidlertid ikke tilfredsstillende, hvorfor jeg lod ham vide, at jeg maatte henvende mig til Politiet for at søge Assistance. Han tilbød mig nu 3 Kroner for at flytte Tirsdag Middag, hvilket Tilbud jeg dog ikke kunde modtage, af den Grund, at min Kone hvert Øjeblik ventede sin Nedkomst. Tirsdag Aften modtog jeg Besøg af Fogdens Folk, som havde den Besked til mig, at jeg skulde flytte Torsdag Middag. Jeg tillod mig nu at spørge, hvad jeg da skulde gøre med min syge Kone. Herpaa modtog jeg det lidet trøstende Svar: "Hende skal vi nok sørge for, hun kan komme over paa Kommunehospitalet; men De skal ud!" Jeg spurgte nu, om han troede, at de modtog Barselspatienter paa Kommunehospitalet. Intet Svar. Tusdag Morgen Kl. 4½ nedkom min Kone. Paa hans Forlangende om han maatte se Barnet, tog jeg Dynen op, og han fik nu Syn for Sagen. Der blev herefter tilstaaet mig en Frist af 8 Dage; efter den Tids Forløb maatte jeg være ude af Lejligheden, ellers kom han igen. Idet jeg herved fremsætter Ovenstaaende for Offentligheden for at Folk kan tage sig iagt for den Slags Værter, vil jeg tillige henstille, hvorvidt det i et Tilfælde, som det her foreliggende, kan tillades en Husvært at benytte en stig Fremgangsmaade, som den her nævnte, fordi man skylder for - en Maaneds Leje.

Ærbødigst

E. E. R. Larsen,
Snedker.
Ryesgade 69, 5. S., 1. Opg. i Sidehuset.

(Social-Demokraten 29. september 1881).

Tømmermester F. O. Rasmussen havde i november 1874 købt grunden, matr. nr. 855 i Ryesgade. Året efter i marts (1875) solgte han Fiskergade 7. I 1870'erne udlejede han flere ejendomme på Østerbro og Nørrebro. Hans kone døde i juni 1892.

Bengta Olsson. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemord. Bengta Olsson, der er 32 Aar gl., ugift, og som i 1872 har været straffet i Sverig, hvor hun er født, for Barnemord med Strafarbeide i 4 Aar, kom i Mai 1879 her til Landet, hvor hun, efter at have tjent flere Steder, i forrige Aar sit Tjeneste paa en Gaard i Nærheden af Frederiksberg. Paa samme Gaard tjente en Karl, med hvem hun traadte i Forbindelse, og Følgen af denne udeblev ikke. Da hun henimod Nytaar mærkede, at hun var frugtsommelig, gjorde hun Barnefaderen bekjendt hermed og talte flere Gange, senest i April d. A., med ham derom; men, saavidt hun forstod hans Ord, nægtede han i sin Tid at vilde yde Bidrag til Barnets Underhold. Den 8de Juni d. A. traadte hun i Tjeneste paa en anden Gaard, og da hun ikke længere kunde skjule sin Tilstand, aabenbarede hun samme for sin Madmoder, men foregav, at Fødslen ikke var nær forestaaende. Hendes Herskab befrygtede imidlertid dette og betydede hende, at hun maatte forlade Tjenesten, indtil Fødslen var overstaaet. Den 16de Juni begav hen sig da her til Staden, og efter Ankomsten hertil med Jernbanetoget om Aftenen Kl. 9, da hun mærkede at Fødslen forestod, begav hun sig strax hen paa et afsides Sted ved Gangstien i Østersøgade, og her fødte hun et Drengebarn, der levede efter Fødslen. Allerede i April Maaned havde hun, idet hun mistvivlede om, at kunne faae Understøttelse til Barnets Underhold af Barnefaderen, fattet det Forsæt at føde hemmeligt, ombringe Barnet, saafremt det kom levende til Verden, og skjule dets Lig, og fastholdende dette Forsæt, undlod hun at foretage det Nødvendige for at skaffe Barnet tilstrækkelig Luft til at aande, efterat det var født, og da det efter et Qvarteers Tid ikke længere gav noget Livstegn fra sig, antog hun det for dødt. Hun svøbte det derpaa ind i et Shavl og noget Gulvkludetøi, hun havde med sig, bandt et Bændel derom og begav sig langs Dosseringen og Gyldenløvesgade ud ad Ladegaardsveien, fra hvilken hun kastede Barnet saaledes indsvøbt ud i Ladegaardsaaen; derpaa begav hun sig omtrent Kl. 10 hen til en Enke, hvis Bopæl hun kjendte, og søgte Nattely hos hende, idet hun bildte hende ind, at hun lige var ankommen fra Sverig. Hun opholdt sig i Enkens Huus indtil Andendagen efter, da hun begav sig tilfods til den Gaard, hvor hun sidst havde tjent, og hvortil hun ankom den 21de Juni. Da hun klagede over Ildebefindende, lod hendes Madmoder hende undersøge af en Jordemoder, som erklærede, at Pigen nylig havde født. Rigtigheden heraf erkjendte hun, men foregav, at Fodselen var foregaaet i Sverig hos hendes Moder, der boede nogle Miil fra Malmø, samt at Barnet havde været dødfødt og strax var blevet begravet. Dette Foregivende vakte imidlertid Mistanke, og Sagen blev anmeldt for vedkommende Øvrighed; der blev optaget Forhør over hende, og i dette tilstod hun strax at have født hemmelig og at have ombragt Barnet som ovenomtalt. Maaden, hvorpaa hun vilde gjennemføre sit engang fattede Forsæt at ombringe Barnet, paastod hun under de senere over hende ved Criminalretten optagne Forhører først at have taget under Overvejelse, medens hun den omtalte Aften umiddelbart før Fødselen sad paa en Bænk paa Dosseringen; da hun imidlertid, efterat være arresteret, blev udfulgt til Gjerningsstedet, var hun ikke istand til at paavise, hvor hun kastede Barnet i Aaen, og Barnets Lig er ikke kommet tilstede under Sagen, saa at det ikke gjennem en Obduction af dette har kunnet constateres, om det er kommen levende til Verden, og hvilken Dødsaarsagen i saa Fald har været, men der fremkom under Sagen Intet, der svækkede Rigtigheden af hendes Forklaring, hvorimod denne bestyrkedes saavel ved Alt, hvad der oplystes, som ved Retslægens Erklæring. Arrestantindens Tilstaaelse blev derfor i sin Heelhed lagt til Grund for sagens Paadømmelse, og Dommen, som afsagdes af Criminalretten i Tirsdags, lød paa, at hun efter Straffelovens § 192 2det Led ansaaes med Forbedringshuusarbeide i 6 Aar, hvorhos hun dømtes til efter udstaaet Straffetid at bringes ud af Riget.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. september 1881. 2. udgave).

Straffen blev 6 års forbedringshusarbejde. Tidligere straffet med 4 års strafarbejde i Sverige for barnemord.

Nye Bygninger paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

Vi ønske at henlede Opmærksomheden paa et nyt Hus, som for Øjeblikket opføres paa Vesterbrogade skraas overfor Gasværksvejen. Det udmærker sig ved sin Smag og Originalitet og rager i saa Henseende et godt Stykke op over de almindelige moderne Femetageshuse. Bygningen, som opføres efter Tegning af Arkitekt Gnudtzman, er for de to underste Etagers Vedkommende pudset med en ret kjøn Kvaderinddeling. Resten er bygget af røde Mursten med brede Murpiller og smukke Vinduesforhold, orneret med Formsten i Gesims, Baand og Indfatninger. Hvad der imidlertid giver Bygningen dens særlige Ejendommelighed, er en udvendig Dekoration med sorte, hvide og røde (udrede Fliser, benyttede til gjennemløbende Baand og over Vinduesindfatningerne. Her er noget virkelig nyt, og dette nye er i høj Grad efterlignelsesværdigt. Fliserne med deres fremmede Farver og Former bryde paa en livlig Maade den røde, monotone Murstensflade, og samtidig staa de smukt og harmonisk i Farven til den øvrige Bygning. Hr. Gnudtzman har allerede i Fjor anvendt noget lignende ved den store Ejendom, han har bygget i Colbjørnsensgade, men her staa Fliserne med deres grelle Farver og skraa Linier endnu ikke tilstrækkeligt sammenarbejdede med den øvrige Facade. Disse Vanskeligheder har han heldigt overvundet i den nye Bygning, og man er ham derlor Tak skyldig for det smukke Eksempel. Ogsaa i Frk. Kruses Skole i Absalonsgade ligefor Skydebanen har han frembragt en smuk og ejendommelig Facade ved en sirlig og smagfuld Benyttelse af romanske Motiver.

Man gjenfinder i disse 3 Bygninger de samme Egenskaber som for hans tidligere Arbejders Vedkommende (bl. A. Sct. Paulskirken i Kjøbenhavn og Vor Frue Kirke i Aalborg) karakteriserer Gnudtzman som Arkitekt: alvorlig Flid og Samvittighedsfuldhed, en dygtig og intelligent Behandling af Materialet (Murstenen), en sjælden svigtende Smag og et betydeligt Maadehold i Formernes Anvendelse. I dette maaske altfor store Maadehold ligger samtidigt Grænserne for hans Talent: en lidt ængstelig Mangel paa Kraft og Relief ere hans Talents Akilleshæl

E - e.

(Morgenbladet (København) 25. september 1881).

Arkitekten Johannes Emil Gnudtzmann (1837-1922) - far til Kaj Gnudtzmann - tegnede i Johan Daniel Herholdts stil hos hvem han havde været medarbejder. Dekoreringen af murværk med glasursten og fliser blev en tid mode. Han udgav "Lærebog i husbygning" (1888). han udførte en række byggerier de næste 2 årtier. I 1892-1895 lavede han en omdiskuteret tilbygning til Bindesbøls hovedbygning på Landbohøjskolen ud til Bülowsvej Den ligger foran Bindesbøls.

Lars Sommer. (Efterskrift til Politivennen)

(Skizze af G. C.)

Ja hvem kender ikke den gamle Kludesamler, Lars Sommer? Denne høje, velvoksne Mand, som man ikke skulde tro, behøvede at staa paa Hovedet i Folks Skarnbøtter for at bringe en Stykke muldent Brød, nogle gamle Klude eller Glasskaar frem for Dagens Lys. - Og saa denne Syndflod af Forbandelser, hvormed han regalerede Alt og Alle, medens han puttede de værdifulde fundne Genstande i sin Sæk, ja de havde ogsaa deres Publikum, Lars havde ogsaa sin "Suite" og det var Københavns Gadeungdom, der jublede af Henrykkelse, naar de i det Fjerne opdagede deres kære Lars. "Hurra - a der er Lars! Lars Sommer kommer, det rimer Hurra - a !" skreg Drengene, medens de dog holdt dem i ærbødig Afstand fra Lars's Stok, som de vidste, han ikke var bange for at lade danse paa deres Rygstykker. Og saa kom Lars, høj og bredskuldret som han var, med Sækken over Skulderen, den tykke Egestok i Haanden og en gammel udtjent Felthue paa det store Hoved, med de taktfaste Skridt som en gammel Underofficer; han havde noget ved sin hele Fremtræden, som mindede om de gamle Jættesagn. - En gammel Sækkelærreds-Bluse, hvis Ærmer glindsede paa Grund af deres hyppige Rejser op til hans Lugteorgan, hængte løst ned over en Mave, der en Gang i Fortiden havde indtaget et langt større Rumfang end nu, et Par Benklæder, der vistnok hørte til Lars's fundne Sager, samt et Par solide jernbeslaaede Træsko, hvormed han syntes at vilde træde Alt under Fødder, fuldstændiggjorte hans Paaklædning. Men af hele Lars Sommers Person var hans Hoved dog det interessanteste, det lignede fuldstændig en mosgroet Ruin, hvor enkelte Steder en Tot Græs havde vovet sig frem for at hygge lidt paa sine forsømte Omgivelser. Et Menneske, der kun havde betragtet Lars flygtigt, vilde komme i en slem Forlegenhed, naar han nærmere skulde beskrive hans Hoved; ti han vilde kun have bemærket, at Lars ligesom andre Mennesker havde et Hoved, og at der paa dettes øverste Del befandt sig en Masse jordede, sammenfiltrede, haaragtige Legemer, hvis Farve var smudsigt brun; disse Legemer havde Tid efter anden forplantet sig til den mod Tilskuerne vendte Del, hvor de optraadte i større og mindre Hobe. Denne "Sammenrottelse" bragte en Gang en skarp Iagttager til at fremkomme med den Paradoks, at naar Lars vilde tage de mindre Hobe bort med en Ragekniv, og vaske de større godt igennem med Sæbespiritus, kunde han erholde et meget net Rocamboleskæg ud af det. Naa, det var en meget dristig Paastand, og Lars har aldrig gjort ham den Ære at bevise Sandheden deraf, saa foreløbig vil vi lade det staa hen. Hvad der derimod faldt Enhver i Øjnene var hans kolossale Næse, der mærkværdig lignede et Stykke flækket Tagrende, ja Ligheden var endog saa stor, at end ikke Tagdryppet manglede; naar jeg nu hertil føjer, at Lars Sommers Øjne vare smaa og af ubestemmelig Farve, tror jeg at have givet et nogenlunde anskueligt Billede af hans personlige Fortrin.

Lars Sommer var en indfødt Københavner, og blev efter en meget stormfuld Barndomstid, i hvilket hans Fritid var delt mellem Slagmaal paa Voldene og smaa gemytlige Schavspartier paa en eller anden Trappe i Peder Madsens Gang, sat i Lære hos en Snedker. Lars var af Naturen en opvakt Dreng og lærte hurtig sin Profession, men især var han agtet af sine Lærekammerater; ti Ingen kunde som han drikke en "Skalle", og heller Ingen var saa velkommen i Drengenes Drikkelag Lørdag Aften som "den gemytlige Københavner", saaledes kaldte han sig alt den Gang. Efter 5 Aars Forløb blev han Svend, og nu begyndte der et lystigt Liv, som han nød i fulde Drag. I "Stjernen" eller "Klodsen" kunde man være temmelig sikker paa at træffe Hr. Sommer, naar der var Dans, og Ingen kunde som han smække en "Forkert". Lars var kommet i Vælten, men han passede endnu sit Arbejde, og naar han havde vedblevet med det kunde han vedblevet at være en anset Svend; men snart fandt han det særdeles svært at holde Øjnene aabne ved Høvlebænken efter en ved Orgier tilbragt Nat. Naturen krævede Lars til Regnskab, han maatte opgive enten Høvlebænken eller Kæresterne, og da Lars sandt de sidste ulige mere tiltrækkende end den første, saa valgte han dem, og forlod sin Profession, for at vedblive at være den gemytlige Københavner. Nu gik det rask ned ad Bakke med Lars; snart kunde man træffe ham som en Mand, der levede af sin Pige, og hvad hun levede af, ja det vovede Ingen at spørge om, som kendte Lars Sommers propre Næve. Snart traf man ham som Indehaver af den noble Beskæftigelse at være Udsmider i et af de elendigste Huller i Peder Madsens Gang, Værtshuset "Pommerinken". Lars var her i sit Es, og det var vel ogsaa her, at han uddannede sig til sit nuværende Kald. - Han begyndte at blive stædig, og vilde sandsynligvis have været der endnu, hvis "Pommerinken", som var hans vigtigste Tilflugtssted, ikke var blevet jevnet med Jorden. En Ulykke kommer sjeldent alene, og det blev da ogsaa Lars's Lod at prøve dette. Han havde aldrig været nogen Skønhed, og nu begyndte der paa hans i Forvejen uformelige Næse, at fremkomme visse smaa røde Udvækster, som man plejer at kalde Tulipaner, sandsynligvis fordi de kun ere til Stads. Disse Prydelser, tilligemed hans Væsen, der blev mere og mere plumpt, syntes ikke at falde i Folks Smag. Alle hans Venner lod ham blive tilbage som et gammelt Stykke Inventar, Tidens Tand havde gnavet saa haardt paa, at det var blevet ubrugeligt. Og saa var Lars ikke mere i Vælten; men da han endnu var i Verden, maatte han have noget at leve af, noget der passede nogenlunde til hans forrige Levevis, og saa tog han fat i Kludesamleriet, det giver kun lidt af sig; men det koster heller ikke meget Arbejde. Den gemytlige Københavner er rigtignok forsvundet, og i Stedet for er der kommet en gammel, knarvoren Hypokondrist, der dog endnu er i Stand til at fremkalde Gemytlighed; thi naar han holder en af sine sædvanlige Tordentaler for sit ungdommelige Publikum, naar han med et Grin, der ender i noget usigeligt komisk, viser dem de Rariteter, han har fundet i Skarnbøtten, saa ler de og tænker: den Lars er dog en Pokkers Karl; men naar en alvorlig Mand, der kender Lars Sommers Historie, ser ham i hans nuværende Forhold, da beklager han, at hans gode Evner ere gaaede til Grunde, og da vender han sig fra ham, ikke med Foragt, men med Medlidenhed. Og hvem kender ikke Lars Sommers Historie.

(Social-Demokraten 23. september 1881).

Pommerinken lå på hjørnet af Adelgade og Prinsensgade. I en del kilder (fx Bo Bramsen) benævnes den en spækhøkerforretning.

Graverbolig, Vestre KIrkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

På Vestre Kirkegård er den nye graverbolig nu færdig, en net, toetages bygning, opført af røde sten og tækket med skifer. I disse dage bliver et større stykke jord drænet, da det i en nær fremtid vil blive taget i brug til begravelser.

(Social-Demokraten, 23. september 1881.)

Graver- senere inspektørboligen ved indgangen fra Bavnehøj Alle. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Der er tale om inspektørboligen ved indgangen fra Bavnehøj Alle. Den var tegnet af arkitekt Hans Jørgen Holm. Før huset blev opført, holdt graverne til i et gammelt skrøbeligt hus der tidligere havde været banevogterhus. Bevillingen var givet i april 1881 på et borgerrepræsentationsmøde: "bevilling af 10,500 Kr. til Opførelse af en Bolig for Graveren ved Vestre Kirkegaard og af 5000 Kr. til Jordarbejder, Vejanlæg m. V. paa den Del af samme Kirkegaard, der skal tages i Brug til Efteraaret… " (Dagbladet (København) 22. april 1881.)