Jordarbejdere strejker paa Carlsberg. (Efterskrift til Politivennen)

Strejke blandt Jordarbejdere. 40 Jordarbejdere, der var beskæftigede med at udgrave en Kælder paa Bryggeriet "Karlsberg", har i Gaar nedlagt Arbejdet. De Strejkende, der alle henhørte til den Afdeling, som bortkørte den opgravede Jord, forlanger et Lønningstillæg af 1 Øre mere for hver Bør, saaledes at de i Stedet for 5 Øre pr. Bør stiller Fordring om 6 Øre. For Tiden er den gennemsnitlige Løn kun 2 Kr. 50 Øre pr. Dag for en Arbejdstid fra Kl. 6 Morgen til 7 Aften, og Lønningsforhøjelsen andrager altsaa ca. 50 Øre pr. Dag. Denne Fordring maa siges at være saa beskeden som mulig, idet en Dagløn paa 3 Kr. kun er meget ringe til en Familjes Underhold, og vi ønsker derfor, at det maa lykkes de Strejkende at sætte deres Fordring igennem, hvor for alle Jordarbejdere anmodes om ikke at tage Arbejdet op paa "Karlsberg", saa længe Strejken varer. Vi henstiller forøvrigt til Vedkommende, der har Kælderudgravningen i Entreprise, Hr. Hans Larsen, om at imødekomme de Strejkende, da han vel selv maa være saa kendt med de Forhold, hvorunder Arbejderne lever, at han indser, at der ikke er noget ubilligt i den af dem stillede Fordring.

(Social-Demokraten 6. juli 1882)

Kvaksalveri. (Efterskrift til Politivennen)

Natten til den 20. Januar d. A. blev en derværende Læge hentet til en Patient, der led af Koliksmerter og Opkastning, som Patienten tilskrev Indtagelsen af et Medikament, der i Form af Mixtur var ordineret ham af en i Wesselsgade boende Mand ved Navn Hansen. Lægen fandt det rettest at anmelde det Passerede for Politiet, og der blev indledet Undersøgelse imod Hansen, hvorved det oplystes, at han havde taget den omtalte Patient, en Arbeidsmand, under Lægebehandling, idet han som Midler mod det Onde, Arbeidsmanden opgav at lide af, havde foreskrevet Brugen af en Salve og en Mixtur, leveret ham begge Dele og ladet sig disse og sin Konsultation betale med 4 Kr. Patienten fik straks efter at have taget noget af Mixturen Opkastning og Koliksmerte, hvilke tiltog efter gjentagen Brug af samme, men om hans Ildebefindende skyldtes Mixturen, hvis Sammensætning, ligesaa lidt som Salvens, nøiagtig har kunnet oplyses, turde dog ikke anses bevist, og Patienten blev under den omtalte Læges kyndige Behandling i løbet af faa Dage fuldstændig befriet for sit nævnte Ildebefindende. Det oplystes imidlertid under Sagen, at Tiltalte, der i Aaret 1870 har erhvervet Borgerskab her i Staden som Barber, siden Begyndelsen af Marts Maaned 1880, foruden i et Aarstid i en tidligere Periode, mod Betaling havde taget Personer under Kur for Benskade, buldne Fingre og mindre Saar uden Hensyn til, hvorfra disse Saar hidrørte, naar de blot ikke havde en vis bestemt Karakter, som han mente at kunne skjelne fra andre. Tiltalte anførte, at han ved disse Kure kun havde anvendt Midler til udvortes Brug, og navnlig visse Salver og Plastre, som han snart kjøbte i Præpareret Stand paa Apotheket, snart selv tilberedte af Ingredieuser, der vare kjøbte sammesteds, og til for saa vidt at øve Lægevirksomhed mente han at have Berettigelse i sit Borgerskab som Barder i Forbindelse med, at han i 1854 havde underkastet sig Examen som Barbersvend, og at han - efter sin Forklaring - i et Par Aar havde været ansat i en By i Sverig som Stadskirurg; men til denne Opfattelse, der savnede enhver Begrundelse i Lovgivningen, særlig Loven om Barbernæring m. m. af 30. Januar 1861, fandt Kriminalretten intet Hensyn al kunne tage, og iøvrigt havde han, hvad han ogsaa selv erkjendte, ikke nogen som helst Adkomst til Lægepraxis. Om Tiltalte ved sine Kure i noget Tilfælde havde foraarsaget vedkommende Patient Skade, blev ikke oplyst, men at der havde været forbundet Fare med dem, fremgik tilstrækkelig af, hvad Retslægen i en Erklæring, han afgav under Sagen, udtalte om Vanskeligheden af at skjelne Saar af den bestemte Art, Tiltalte paastod at kjende, fra almindelige, idet hine kunne opstaa paa forskjellige Steder af Legemet og kræve kyndig og hurtig Behandling, saa at Skade kan afstedkommes ved en Behandling af dem med urigtige eller aldeles uvirksomme Midler. Tiltalte blev anset efter Lov 5. Marts 1854, jfr. Forordningen af 5. September 1794 § 5, med en Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse tilfaldende Bøde af 200 Kr.

(Nationaltidende 5. juli 1882).

En dansk jødeforfølger. (Efterskrift til Politivennen)

Pastor Vilh. Beck til Ørsløv ved Slagelse udgiver "En ny Postille", kaldet "Fra Livets Kilde". I den findes følgende, der ret skærende blotter denne hovmodige Præsts haarde og uforsonlige Sindelag og stiller den Kristendom, som han forsvarer, i et ejendommeligt Lys. Han skriver: "Men for hvem skulle Dørene være lukkede, naar Jesus skal komme til os? "For Jøderne". "Af Frygt for Jøderne var Dørene lukkede, hvor Disciplene var forsamlede". De var bange for de Jøder som havde taget Jesus fra dem. Og naar vi spørger: For hvad skulle vi lukke Dørene er Svaret ret samme: For Jøderne! Vi skulle være bange for Jøderne. Jøderne er blevne det af Gud forbandede Folk, og Jødenavnet er blevet et forbandet Navn, et Skældsord, er blevet Navnet paa alle dem, der vil have Jesus bort. Og derfor, Venner, er Jøderne vore Dage ikke blot de Mennesker iblandt os, som efter deres Herkomst kaldes saaledes, men Jøderne i vore Dage ere alle de Mennesker, som raaber: "bort med Jesus!" alle de Mennesker, som viser Jesus bort fra sig selv og arbejder paa ogsaa at faa ham bort fra andre . . . Det maa komme til at staa levende for os, at der er noget som er værre end at være en Morder eller Meneder eller Slyngel eller Kæltring, og det, der er værre, det er at være et vantro Menneske. Det maa komme til at staa levende for os, at det værste af alt, der kan vederfares et Menneske, det er at være vantro . . . Det maa staa klart for os, Venner, at det er disse Jøder vi fremfor alt maa lukke Hjertedøren for; thi først naar Døren er lukket for dem, kan Jesus komme. Derfor er der saa mange Mennesker, som Jesus aldrig kan komme til, fordi Dørene ere helt aabne for alt muligt og for Jøderne med, og derfor kan det ikke nytte noget, hvor ofte Jesus end kommer nær til de Mennesker. Han kan ikke komme til at tage dem under sin frelsende Behandling . . . Dørene ere jo aabne for Jøderne. Jøderne løber ud og ind af Hjerterne og gjør et rasende Rabalder ... Og under alt dette Jøderabalder i deres Hjerter lukker Døren sig for Jesus, og han kan ikke komme til dem . . . og, Venner, medens alle disse Rabalderjøder gjør alt dette Rabalder i Hjerterne, lukker Hjerterne sig for Jesus. ... Ja, Kjære, det er det, det gælder om, at Du saadan kan samle din Sjæl i den ene Tanke: det Menneske, der staar der paa Prædikestolen og prædiker for mig, staar der ikke i sit eget Ærinde, men Jesus har udsendt ham, . . . at Du har med et Menneske at gjøre, som har Myndighed fra Jesus til at gjøre den vældige Forskel mellem troende og vantro Mennesker, Myndighed til at sige til Alle, som vil være troende: alle Eders Synder er Eder forladte, alle Eders Synder er evig udslettede, I maa tro, at I er hellige! - men som ogsaa har Myndighed fra Jesus til at sige til alle Mennesker, der vil vedblive at være vantro: I skal beholde Eders Synder, saa længe I vedbliver at være vantro, beholde dem, naar I døer, og I skal gaa til Helvede med den rædsomme Syndebeholdning I har !"

(Social-Demokraten 5. juli  1882).

Præsten Johan Vilhelm Beck (1829-1901) var siden 1881 formand for Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark. Beck videreførte i Indre Mission enevældens ide om en ledelse som vidste bedst, som kunne skelne mellem "rigtige" og "forkerte" missionsfolk. Af andre trossamfund anså han ikke romerkirken for kristendom og baptismen som jødedom forklædt som kristendom. 

Bicykler. (Efterskrift til Politivennen)

Om at forbyde Brugen af Bicykler. Enhver, der har færdedes i Kjøbenhavn og Omegn i de senere Aar, vil have havt Leilighed til at bemærke, at det i England og Frankrig saa almindelig benyttede Kjøre- eller Ridetøi, som kaldes en "Bicykle", ogsaa har faaet betydelig Indpas hos os. Dette Befordringsmiddel har efterhaanden fra en kluntet og upraktisk Form udviklet sig til en høi Grad af Fuldendthed. Selve Redskabets Former maa tiltale ikke alene den almindelige Skønhedssans, men i endnu høiere Grad Sansen for det i teknisk Henseende fuldendte. Det udmærker sig samtidig ved Lethed og Styrke; Hjulenes Bevægelse om Akslerne i Kugleleier. Egernes Befæstelse, Styringen, Kautschukringen om Hjulene osv. er noget af det mest elegante, gjennemtænkte og hensigtsmæssige, man kan tænke sig. Som Følge heraf giver Redskabet Rytteren Leilighed til at udfolde en høi Grad af Elegance, Hurtighed og Smidighed i Bevægelserne. Det er et oplivende Syn at se en øvet og velskabt Bicykle-Rytter bevæge sig henad Landevejen, lette, lydløst, utvungne og naturlige Bevægelser, en smuk, rank Holdning hos Rytteren, ingen Overanstrængelse, en Hastighed, der kan maale sig med den hurtigst kjørende Vogns eller stærkest ridende Rytters, alt dette maa tiltale enhver, som har mindste Sans for Plastik og for tekniske Fremskridt, særlig paa Befordringvæsenets Omraade. 

Men hertil kommer endnu en meget væsenlig Faktor, som anbefaler Brugen af dette Befordringsmiddel. Det er i sin nuværende fuldendte Form ikke længere et Legetøi eller et blot Sports-Redskab. Det er i Virkeligheden et Befordringsmiddel af en betydelig praktisk Brugbarhed. Den, der er indøvet i Brugen af disse Bicykler, har derved et Middel til - i alt Fald i civiliserede Distrikter med gode, haarde Landeveie - at tilbagelægge Distancer, større end han kan gjøre det ved Hjælp af Heste. Vi læste nylig om en Velocipederytter i Wien, som tilbagelagde en Strækning af over 4 danske Mil i Timen; Beretningerne fra England og Amerika melde om endnu større Hurtighed. Medlemmerne af den herværende Bicykleklub - som dog endnu er i sin Barndom - kunne med stor Lethed kjøre fra Kjøbenhavn til Helsingør og tilbage igjen paa en Dag og endda være hjemme til deres Middag Kl. 5-6. Jeg fjender en Bicyklerytter, som har redel fra Sorø til Kjøbenhavn paa en Eftermiddag. Paa gode Veie - altsaa særlig i store Byers Omegn - kan en Bicykle yde sin Eier aldeles den samme Tjeneste i Retning af Befordring som en dygtig Ridehest; ja jeg tvivler meget paa, at en Hesterytter vil kunne følge en Bicyklerytter paa en længere Tur paa en god Landevei. Den sidste vil komme til Maalet baade hurtigere og mindre anstrængt end Hesterytteren. Dertil kommer, at Bicyklen har den store Fordel fremfor Hesten, at den ikke som denne koster noget til Foder, Pasning, Assurance etc.; den bliver ikke syg, den har ikke Nykker, den slaar ikke bagud, den behøver ej at tilrides, den passer sig selv og forholder sig rolig og stille, naar Rytteren ønsker at staa af og bruge sine Ben paa Jorden. Anskaffelsesprisen er mindre end Prisen paa en ordenlig Hest, og ved god Behandling varer en Bicykle fuldt saa længe som en Hest. Der kan ikke være mindste Tvivl om, at alle disse Fortrin ville medføre, at Bicyklen efterhaanden vil faa en udbredt praktisk Anvendelse, særlig i Postvæsenets Tjeneste paa Landet. Den afgiver ubetinget det billigste Befordringsmiddel for en enkelt Person (næstefter de saakaldte "Apostlene« Heste", som ikke i Retning af Hurtighed tilfredsstille Nutidens Fordringer). Det er vist ikke for meget sagt, at denne Fremtoning paa Befordringsvæsenets Omraade vil komme til at afløse Brugen af Rideheste overalt, hvor Landeveienes Tilstand tillader det.

(Nationaltidende 2. juli 1882. Uddrag)

Annonce i Morgenbladet (København) 16. juli 1882. Bicyklen ("væltepeter") havde et stort forhjul for at der ikke skulle trædes så hurtigt rundt i pedalerne ved høj fart. Den vejede omkring 30 kg. Den kom til Danmark omkring 1875. I 1882 var der flere hundrede - den produceredes også her. Den cykelmodel som er mest almindelig i dag ("safety-cyklen") med to lige store hjul, tandhjul og kæde kom i 1888. Den blev forbedret med luftfyldte dæk og oppumpelige slanger.

Fra Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

(Korrespondancer til "Nationaltidende".)

St. Kroix, den 13. Juni 1882. 

Tørt, tørt, forfærdelig tørt Alle Vegne sukke vi her efter Regn. Kun et Par Cisterner her i Byen have endnu noget Vand tilbage, næsten alle de andre ere tomme, saa her vil meget snart blive følelig Mangel paa Drikkevand, men der er næsten heller ikke en eneste Gang iaar faldet saa megen Regn paa en Gang, at der har kunnet komme noget af Betydning i Cisternerne. Paa Landet er Manglen paa Regn ogsaa meget følelig, uagtet Jorden dog endnu i en ringe Dybde er temmelig fugtig som en Følge af den gode Regn ifjor. De ældre Rør, Rotunerne, staa derfor godt, thi deres Rødder kunne naa Fugtigheden, men de unge Planter, der først skulle til at skyde Rødder, dø bort i Tusindvis. Imidlertid er det endda ikke for sent, en god Regn vil endnu kunne redde meget, og da Høsten ikke er fuldstændig forbi, kan der endnu skaffes nye Planttops i Stedet for de døde. Det lakker dog snart mod Enden med Høsten, Faktoriet har stanset 3 af sine 5 Stationer, nemlig "Fairplane", "Glynn" og "Princes«", fordi de omkring dem liggende Plantager ikke have flere Rør at levere, men med desto større Kraft er der taget fat paa de 2 tilbageværende Stationer, "Barren Spot" og "Peters Rest", hvor der arbeides Dag og Nat for at holde Hovedfabriken forsynet med Saft; dog ventes disse Stationer ogsaa snart at ville stanse, og i Begyndelsen af næste Maaned, Juli, er Faktoriets Kampagne vistnok færdig. 

Imigrationsspørgsmaalet er atter traadt frem i Forgrunden, denne Gang fordi der foreligger et bestemt Tilbud fra Kaptain Gerstenberg, der fører en her liggende Bark "Michelle Selchau". Han har tilbudt at bringe e. 400 Kinesere her til Øen saa snart som muligt, mod at der betales ham 30 Dollars for hver og desuden gives hver Kineser et Forskud af 15 Dollars til at kjøbe de allernødvendigste Klæder førend deres Afreise fra Kina. Et saadant Tilbud skulde man synes, Planterne burde modtage med aabne Arme, men da det paa et Møde mellem Planterne og Kaptainen blev oplyst, at der var et Par enkelte Smaaposter, Kaptainen ogsaa vilde have godtgjort, der høit regnet kunde beløbe sig til 8 Dollars for hver Arbeider, mente Planterne, at de ikke kunde bestemme sig. Der vil derfor blive sammenkaldt et nyt Møde, hvor Tilbudet skal enten endelig modtages eller forkastes. Hvis Planterne imidlertid ikke gaa ind derpaa, hvad vel er det sandsynligste, naar man kjender dem nærmere, bør al den megen Tale om Trang til emigration ophøre. Billigere faa de nemlig ingen fremmede Arbejdere hertil Øen, og ved afg-aud fra dette Tilbud løbe de aldeles ingen Risiko, da Kaptainen ikke forlanger Betaling, førend han landsætter Folkene her paa Øen.

Ogsaa i denne Maaned har der fundet flere Ildebrande Sted paa Landet og rimeligvis alle af tilfældig Oprindelse, ved at Gnister Ira Skorstenen ere faldne i de tørre Blade, der bedække Jorden paa de afskaarne Rørstykker.

Atter iaftes var der en større Ildebrand paa Landet, idet al den tørre Magos, der laa omkring Faktoriets Station ved Plantagen "Princes", er brændt. Heldigvis var det meget stille, ellers kunde let langt større Ulykke være sket. Nu er Skaden ikke stor; denne Magos skulde nemlig have været anvendt til Gødning, men dertil kan ogsaa Asken bruges; dog dækker den naturligvis ikke Jorden mod Solens brændende Straaler.

Ifølge hertil indløben Efterretning er en af Øens driftigste Kjøbmand, nemlig amerikansk Vicekonsul i Frederikssted. B. Junghans død paa Reisen til Amerika. Han havde i lang Tid været meget syg og reiste for at gjenvinde sit Helbred. Han var en dansk Mand. der oprindelig havde været Planter, men senere aabnede en Handel i Frederikssted. Ved Oprøret led han meget betydelige Tab, men gik saa i Kompagni med en Kjøbmand Raven paa St. Thomas, og de udvidede i Forening Forretningen saa betydelig, at der findes et Hus i hver af Byerne; de eiede i Forening flere Planlager. Junghans var ogsaa Medlem af Kolonialraadet.

(Nationaltidende 29. juni 1882. 2. udgave).