Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

Der foreligger 9de Aarsberetning, som omfatter Tidsrummet fra 1ste Mai 1881 til 30te April 1882. Skoleaaret begyndte med 20 Piger. I Aarets Løb afgik 13 og tilkom 18, saa at Antallet den 1ste Mai 1882 udgjorde 25 Piger. Af de 13 afgik 8 som fuldt uddannede Tjenestepiger i et toaarigt Cursus med anvist Condition; 5 forlode Skolen uden fuld Uddannelse. I Løbet af afvigte Mai er Grev Holstein til Holsteinborg udtraadt af Bestyrelsen, og i hans Sted indtraadt Khrr. Johannsen, som er valgt til Formand. Ved Aarsfesten, der som sædvanlig afholdtes paa Kronprindsessens Fødselsdag, modtog 3 af Skolens tidligere Piger, der siden deres Udgang uafbrudt have tjent i 5 Aar hos det samme Herskab, en Præmie af 20 Kr. Ved Skoleaarets Begyndelse havdes en contant Beholdning af 1939 Kr. 75 Ø., og ved Aarets Slutning var den 275 Kr. 41 Ø. større. Det er det første Aar, i hvilket Skolen har virket med et Overskud. En Sammenstilling for de 3 sidste Aar viser, at Skolens Indtægter hvert Aar have været i Stigning, der ikke alene hidrører fra Gaver og Medlemsbidrag, men tillige fra Skolens Driftsindtægter. Udgifterne have ligeledes været i Stigning, hvilket forsaavidt er en Selvfølge, som de større Indtægter af Pensionatet og Middagsabonnementet, som Skolen især i det sidste Aar har bragt tilveje, betingede dermed forbundne Udgifter. I dette sidste Aar ere de samlede Udgifter imidlertid kun stegne ud over Udgiften i det foregaaende Aar med ca. 139 Kr., medens Indtægten paa samme Tid er stegen med ca. 2733 Kr. Naar al Indtægt og Udgift medregnes, have 21 Piger og Elever i Regnskabsaaret kostet Skolen 9553 Kr. eller 454 Kr. pr. Pige. Naar Skolen skal holde fast ved sin philanthropiske Bestemmelse, kunne Contingenterne ikke sættes høiere, end de for Tiden ere, nemlig for Pigerne mellem 100 Kr., dog i et begrændset Antal, og 20 Kr. maanedlig uden Beklædning, og for Eleverne 40 Kr. maanedlig, hvorfor Gaver og aarlige Bidrag fremdeles maa bibeholdes. Hds. kgl. H. Kronprindsesse Louise betaler, foruden et aarligt Contingent af 400 Kr., endvidere for tvende Fripladser a 240 Kr. Skolen agter ligeledes i Aarets Løb at oprette 2 Fripladser, der skulde vedblive at bestaae, saalænge Skolens pecuniaire Forhold tillade det. Skolen vil saaledes ved dette Aars Udgang have 4 Fripladser. De 9553 Kr. for Piger og Elever vare i det sidste Aar bestridte saaledes: Contingenterne 5145 Kr., Gaver og aarlige Bidrag 4375 Kr. og en extraordinair Indtægt 33 Kr. Skolens Eiendom i Emiliegade er taxeret til 60,000 Kr. og Inventariet assureret for 6000 Kr. Prioritetsgjælden er 47,029 Kr. Der er i Aarets Løb paa samme afdraget 789 kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. juni 1882. 2. udgave)

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Optrin på Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

Fra København skrives til "Kolding Avis": Et sjældent udslag af råhed og brutalitet fandt sted i fredags ved en begravelse på Frederiksbergs Vestre Kirkegård. Da præsten havde forrettet jordpåkastelsen (den afdøde var en ældre kone) og derefter havde forladt graven, trådte en del af følget op på denne, for at kaste et blik ned på kisten. Mellem disse befandt sig også en af den afdødes sønner, og mens han stirrede ned på kisten, gav han sig pludselig til at spytte ned på den og udbrød: "Der ligger Du, Du gamle ..........." Denne hans opførsel vakte en så almindelig og berettiget indignation at det kun var med nød han undslap for at få en velfortjent korporlig revselse. Efter hvad vi erfarer er der fra det offentliges side gjort skridt for at undersøge sagen nærmere og derefter eventuelt anlægge sag mod den pågældende.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 23. juni 1882)

Franz Neruda og Kapelmesterposten 1882-1883. (Efterskrift til Politivennen)

Serien om Neruda-familien omfatter følgende afsnit: Sødskendene Neruda. Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. Kapel. Franz Nerua ved det kgl. Capel 1864-1877. Franz Neruda og Kapelmesterposten 1822-1883. Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. Franz Nerudas Karriereslut (1912). Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915). 

Selv om Franz Neruda siden 1877 boede i England, bevarede han dog tilknytningen til det københavnske musikliv. Franz Neruda gæstespillede sammen  med danske musikere af og til i disse år. Enkelte gange også med en af eller begge søstrene. Wilhelmine optrådte også på egen hånd i Danmark. Hun var i mellemtiden blevet en international berømthed.

Franz Neruda bebudede at han  ville vende tilbage til Danmark i vinteren 1882/1883 hvor han ville foranstalte en 10 soiréer, især med Beethovens kvartetter, Schuman, Rubinstein, Brahms m. fl. I juni 1882 blev det kendt at han søgte om stillingen som kapelmester det det kgl. Teater, andre ansøgere var Frederik Rung, Bendix, Otto Malling og Balduin Dahl. Nationaltidende skrev i en længere artikel at Neruda selv gentagne gange havde udtrykt tvivl om sin kompetence, men mente at han ville blive en fortræffelig kapelmester. Nationaltidende mente at der fandtes fremragende danske musikere fuldt på højde med Neruda. Nerudas erfaring fra udlandet blev også omtalt som et plus.

Hr. Neruda og Kapelmesterpladsen ved det kgl. Teater I Følge et herværende Blad er Pladsen som Kapelmester ved det kgl. Teater bleven tilbudt Hr Franz Neruda, der imidlertid, i Følge samme Kilde, for at modtage denne, har forlangt en Gageforhøjelse af 1000 Kr. Da denne Meddelelse ikke er knyttet til et "Forlydende", kan man kun antage, at man har med et Faktum at gøre, og det er da unægtelig en meget mærkelig Kendsgerning thi saa vidt vides har ovennævnte fordums Kapelmusikus aldrig ledet nogen større Musikopførelse, hverken i Koncertsalen eller i Teatret. Hvorledes Teaterbestyrelsen imidlertid kan tilbyde en Musikus, der, saa at sige aldrig har havt en Taktstok i Haanden en saa vanskelig og ansvarsfuld Post, vil ingen Kyndig kunne begribe, og Tilbudet bliver saa meget mere mistænkeligt, som Neruda da han var kongelig Kapelmusikus, aldeles ikke viste, al han havde nogen som helst Interesse for Operamusik, og han formodenlig af den Grund var et meget uroligt Orkestermedlem, der ingenlunde styrkede Disciplinen i Orkestret.

Det mærkeligste ved ovennævnte Meddelelse er dog, at Hr. Neruda forlanger en højere Gage end den afgaaede Professor Paulli, der var en meget arbejdsdygtig og rutineret Kapelmester. At der paa Operaens Omraade ikke altid ydedes noget Særligt kan næppe tilskrives ham, eftersom han ikke har kunnet forhindre flere af vore Operakræfter i at ældes i Tidens Løb. Mon Hr. Neruda vil forstaa bedre at sætte en Stopper for Naturens Fordringer? At Posten som Kapelmester tilbydes denne Herre, kan kun være begrundet i, at Hr. Neruda er en Udlænding, og en Udlænding, der ved sine Evner kan blænde de Indfødte, har altid nemt ved at komme frem i Danmark *). Det er vel ikke uden Grund, at vore tyske Naboer kalde de Danske for "die dumme Dänen".

*) Hr. Neruda, der jo er en Violoncelspiller, er for Tiden ansat som Lærer i Pianofortespil ved det herværende Musikkonservatorium.

(Social-Demokraten 18. juni 1882)

Neruda havde indgået bindende aftaler med engagementer i London sammen med søsteren Wilhelmine Neruda-Norman, og ministeriet anmodede af den grund Paulli til at fortsætte en tid endnu - hvilket han accepterede.

Koncertraseriet i København. Paa Grund af, at Hr. Kammermusikus Neruda, der har undt al mulig Honnør hos os, kun havde daarligt Besøg til sin første Musikmatine, have forskellige Blade opvartet med en hel Begrædelsesbog, i hvilken findes en Beklagelse over vort Publikums daarlige Smag og en Tilrettevisning, fordi dette Publikum ikke har tegnet sig til disse Martinéer, der betales med ikke mindre end 30 Kroner af hver Besøger.

Det morsomste ved Sagen er imidlertid, at de, der møder med Bebrejdelser og Tilrettevisninger, have Fribillet saavel til de nævnte Martineer, som til lignende musikalske Underholdninger. Mon de Herrer vilde indfinde sig, hvis de skulde betale for de musikalske "Nydelser", som de nu mene, at Enhver har Raad til at overvære?

Forresten maa det vel erindres, at vi hos os er velsignede med en Mængde Koncerter, i hvilke der bydes Kammermusik, en Musikart, der ligger over de fleste Musikynderes Forstand. Hr. Neruda har jo selv kaldet adskillige af denne Art Koncerter til Live, og naaer han nu nu ikke frem med sit Foretagende i samme Retning, saa kan han vel tildels takke sine egne Skabninger derfor. "Men", siger Enkelte, "Hr. Neruda maa lægge til af sin egen Lomme, er det ikke skrækkeligt?" Men, siger vi, hvorfor mødes der ikke med lignende Beklagelser, naar mangen ar vore egne, dygtige Kunstnere giver en Koncert, der fremkalder et Deficit?

Vi skulle gerne give Svaret straks. Fordi Vedkommende ikte har været indskrevet i Kammeraderiet!

M.... 

(Social-Demokraten 7. november 1882).

I februar 1883 meddelte Nationaltidende så at Neruda havde afslået at ansøge om stillingen som kapelmester ved kapellet. I september 1885 modtog Franz Neruda et tilbud om at indtræde som violoncellist i samme kvartet som Joachim og Vilhelmine Norman-Neruda spillede i, idet Alfred Piatti var kommet alvorligt til skade i Italien.

I stedet for blev Johan Svendsen 1883 ansat som kapelmester ved Det Kongelige Teater. Han stillede som betingelse regelmæssigt at kunne afholde symfonikoncerter med Det Kongelige Kapel. “For afholdelsen af fire symfonikoncerter uden for teatrets tjeneste er der intet til hinder” lyder beskeden tilbage. Hermed kommer Kapellets symfonikoncerter ind i faste rammer. Bortset fra et par korte afbrydelser har Det Kongelige Kapel spillet symfonikoncerter siden, og koncertvirksomheden har bragt Det Kongelige Kapel rundt i det meste af Europa samt til Japan og Australien.

Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! 

Det må vist nok være vedkommende autoriteters opgave at virke til at begravelsesceremonierne på kirkegårdene får et så lidet uhyggeligt præg som vel muligt. Imidlertid findes der på Vestre Kirkegård i kapellets umiddelbare nærhed opført et bur til opbevaring af hunde, som det behager de herrer af følget at medtage. De der indespærrede dyr opfører en forfærdelig musik, som så godt som overalt, hvor man opholder sig på kirkegården, er til stor gene for andagten. Såfremt det ikke aldeles kan formenes folk at tage hunde med på kirkegården, ville det, forekommer det mig, for at undgå det nævnte spektakel være heldigere, om man lod hundene gå løse og benyttede de penge, der indkom ved realisationen af hundearresten, til hjælp ved anskaffelsen af et lille stueorgel i kapellet. Den musik egner sig meget bedre til formålet.

(Nationaltidende, 8. juni 1882)

Fyens Folkebank i Højesteret. (Efterskrift til Politivennen)

Sagen mod Fyens Folkebank. I Gaar Formiddags paabegyndtes i Højesteret den saakaldte fynske "Folkebankssag". Den 30te Oktober 1870 stiftedes "Fyns Folkebank" af Handskemager Lars Larsen (Formand). Boghandler Rasmus Nielsen, Entreprenør Peder Christensen samt nogle Flere, og de 3 førstnævnte har hele Tiden været Medlemmer af Bestyrelsen. I Begyndelsen havde Banken intet ordentligt Bogholderi, og først i 1873 fik den i en ung Mand, Hans Gregersen, en egen Bogholder. Bestyrelsen drev Børsspil efter en stor Maalestok og bortsvindlede paa denne Maade Bankens Penge. Der oprettedes Filialer i forskellige fynske Byer, men hvad der indkom her, inddroges i Hovedbanken, hvor man altid trængte til Penge. Resultatet var, at det ved den i 1878 mod Banken indledede Undersøgelse viste sig, at den var fuldstændig insolvent, og at dens samlede Tab udgjorde ca. 1 Million Kr. Den nævnte Bogholder Gregersen i Forbindelse med en Købmand Nielsen i Bogense havde ved Udlaan mod Aagerrenter og ved Akcept af Veksler paa ublu Vilkaar efterhaanden faaet Ejeren af Engeldrupværk Klæbefabrik saaledes i deres Magt, at de havde haabet at kunne faa ham til frivillig at gaa fallit, saaledes at de kunde overtage Fabriken paa billige Vilkaar. Da denne Plan imidlertid strandede, købte de i 1876, da Fabriken maatte stanse sin Virksomhed, denne, og gjorde en Tid lang tilsyneladende gode Affærer. Men snart kom de ynkelige Forhold frem, og, efter at der var tegnet en uforholdsmæssig høj Assurance paa Fabriken hos et Selskab, som Nielsen var Agent for, afbrændte den Natten mellem den 23de og 24de Maj 1878 under meget mistænkelige Omstændigheder. Gregersen og Nielsen arresteredes, men der er ikke under Sagen fremkommet Noget som helst om. at de havde været medvirkende til denne, hvorimod deres Arrestation gav Anledning til, at de fremkom med Tilstaaelsen om deres Forhold til "Fyens Folkebank", som ledede til, at der rejstes Sag mod denne. Det oplystes tillige, at nogle af de ruinerede Andelshavere i Fabriken ved at søge at paavirke Forskellige til at besørge Fabriken afbrændt, havde gjort sig skyldig i "Forsøg paa Meddelagtighed i Brandstiftelse". Ved den i Anledning af Sagen nedsatte Kommissions Dom er Handskemager Larsen - der foruden sine øvrige Forbrydelser er funden skyldig i Vekselfalsk - anset med 3 Aars Forbedringshusarbejde, Gregersen og Nielsen med samme Straf i henholdsvis 2 og 1 1/4 Aar, de tre Gaardmænd, der havde søgt at foranledige Brandstiftelsen, og en Slagter med Fængsel paa Vand og Brød i forskellige Grader, og de øvrige af de 12 i Sagen Implicerede med mindre Straffe. I Højesterets Møde i Gaar udviklede Aktor den ovenfor givne Fremstilling af Sagen; men han blev ikke færdig med sit Foredrag. Højesteret menes ikke at ville komme til at fælde Dom før om 3 Uger.

(Social-Demokraten 26. maj 1882).

I Sagen angaaende Folkebanken og Engeldrupværk sluttede Aktor for Høiesteret i Torsdags sit Foredrag. Saasnart Konsortiet til Overtagelse af Fabrikken Engeldrupværk var dannet med solidarisk Forpligtelse, reiste Bestyrerne Penge i Fyens Folkebank, og med disse betalte de sig først og fremmest selv for deres Tilgodehavende hos den tidligere Eier, ligesom de godskrev sig et Grundersalær af 8000 Kr. Gregersen og Nielsen ledede nu Fabrikkens Styrelse, de udvidede den til ogsaa at omfatte en Garveriforretning, men Alt gik værre og værre; Andeelshaverne, der havde opdaget, at der var paalistet dem solidarisk Ansvar, ønskede at udtræde, men hindredes heri af Bestyrerne. Paa en Generalforsamling valgtes et Par Bønder til Medbestyrere for at dæmpe Misfornøielsen; "Naar der først er givet mig Decharge, har jeg Intet imod, at der vælges et Par Fæhoveder ind i Bestyrelsen", saaledes har Gregersen udtrykt sin Mening herom. Da Fabrikken brændte i Mai 1878, vare de pekuniære Forhold saaledes, at Fabrikken selv uden Branden havde maattet standses; Fabrikken skyldte den Gang 55,000 Kr. til Folkebankcn, 13,000 Kr. paa Vexler, og desuden var et yderligere Tilskud af 6000 Kr. gaaet tabt; Aktiverne bestod kun i en tildeels endog kun nominel Aktiekapital af 20,000 Kr. - Foruden disse svigagtige Forhold tilregnede Aktor begge de Tiltalte, at de havde fralistet Sælgeren af Fabriken, Jørgen Jørgensen jun., en Forsikringspolice i Hafnia. Dommen havde herfor kun dømt Gregersen efter § 245, men Aktor mente, at Begge vare lige strafskyldige, idet den nævnte Person havde handlet efter Nielsens Opfordring. Gregersen var anset efter § 282 for uordentlig Føring af Fabrikkens Bøger, medens Nielsen kun var dømt for uordentlig Føring af sine egne Kjøbmandsbøger. Aktor formente, at Nielsen ogsaa maatte straffes for det førstnævnte Forhold. Begge Tiltalte vare ved Dommen dømte efter § 250 for Assurancesvig; i saa Henseende var det oplyst, at de havde forsikret Fabrikkens Løsøre, Maskiner og Naoprodukter for over 100,000 Kr. i et Selskab, for hvilket Nielsen var Agent - en Forsikring, som 3 til 4 Gange oversteg den virkelige Værdi, samt at de efter Branden havde fastholdt Fordring paa denne Assurancesums Betaling; Anvendelsen af nævnte Paragraf fandt Aktor derfor rigtig. Han paastod derhos Nielsen dømt for bedragerisk Forhold, forsaavidt han havde faaet en Gaardmand i Bække til at udstede et Kautionsbevis, der mod dennes Villie paalagde ham en illimiteret Pligt, ligesom og for i egennyttig Hensigt ved Svig at have faaet en anden Gaardmand til at opgive sin Stilling som Panthaver i Engeldrupværk mod for den samme Sum at blive Andeelshaver i Konsortiet, der eiede denne Fabrik; for det sidste af disse Forhold var han ved Dommen frifunden, idet det ikke fandtes godtgjort, at dette var sket uden Gaardmandens Vidende. Han paastod derhos Gregersen dømt for Aager, som sket i Dommen. Endelig fandt Viktor 3 Gaardmænd og en Slagtersvend med Rette ansete for Forsøg paa Brandstiftelse, deels for at have bevæget Andre til at paasætte Ild paa Fabrikken, deels for at have givet Tilsagn om at paasætte saadaa Ild, idet han dog for Gaardmændenes Vedkommende antydede, at det Tryk. hvorunder de, som lokkede til at tage Andele i Konsortiet, vare komne, maatte indeholde en for deres Strafs Bestemmelse formildende Omstændighed.

Hermed er Aktors Foredrag endt; Defensionen kan ventelig tage sin Begyndelse først i denne Uge.

(Svendborg Amtstidende 12. juni 1882).

Ved Højesteret blev Larsen, Gregersen og købmand Nielsen idømt hhv. 18, 8 og 8 måneders forbedringshusarbejde. Formildelsen af Larsens straf skete fordi retten mente at han havde handlet i god tro, idet han var ubekendt med vekselformerne og nogle misforståede yttringer i Grüners formularbog. Indskyderne i banken fik for hver 100 kr, 26 øre tilbage.

Søg på Fyens Folkebank for øvrige artikler.