Lidt fra og om vore Kirker. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! Jeg ved ikke om De gaar meget i Kirke, det kommer mig heller ikke ved. Jeg vil kun betro Dem, at jeg kommer der af og til, - men, naar jeg skal være ganske ærlig, saa er det ikke for at høre Præsten, thi jeg er ganske enig med Dronning Christina af Sverig i, at "voro prästers prædikener ere så förbannade länge og kedliga". - Nej, jeg gaar i Kirken fordi jeg holder meget af Orgelspil, og det hører man meget rigtigt smukt af i vore Kirker. Naar Sangen og Orgelet er forstummet og Præsten begynder, saa vandrer mine Tanker omkring i Kirken langt fra den ha-stemte Præstelyrik. Dette vilde nu en af Præsterne naturligvis kalde "Djævelens Værk" , og det er ogsaa "Djævelens Værk" sig har med at gøre, idet jeg ønsker at skrive om Djævelskram, rigtignok paa en anden Maade, end Præsterne have tænkt sig. 

En Kirke skulde jo være en Bolig, hvis eneste Formaal er Fred og Kærlighed. Der burde jo ikke ligge nogen som helst økonomisk Nytte til Grund for dens Opførelse eller Eksistens. I denne burde jo Alle være lige, al menneskelig opfunden Standsforskel burde vige her, - saaledes lyder jo Kristendommens Lære, og saaledes fortæller Præsterne jo at det skal være; men man handler ikke derefter.

Naar man kommer ind i disse Kirker, findes der posterede en tre a fire glatkæmmede Skikkelser i Svalefrakker og med hvide Halsbind samt Briller, der ere indrettede til baade at se oven over og underneden. Dette er nogle overordentlig bevægelige Mænd, og de have et udmærket Greb paa at se paa Folk, hvem og hvad de ere, hvorefter de retter deres Krops Bevægelighed. Dog tage disse Kirkens Betjente undertiden fejl. En Søndag kom en gammel Mand humpende ind i Kirken; men da han saa ud til at være en ganske almindelig Mand, lod Svalefrakken ham humpe afsted. Pludselig hvisker en Mand i Øret paa Kirkebetjenten: "Det er forrige Justitsminister E." - og det gav et Sæt i Betjenten, der øjeblikkelig bukkede sig saa dybt, at Hovedet kom ind i den Gamles Frakkeskøder, og med en ubeskrivelig Svingning dukkede op ved den gamle Forhenværendes venstre Skulder. I ilsomme Trin naaede Betjenten Stolen, lukkede op, og den gamle Mand fik Sæde. Stolen og Stolene i Kirken, tillad mig at stanse lidt ved dem; thi der er der ikke saa ringe økonomisk Nytte, som ligger til Grund. Det er en meget stor Fejl med disse aflukkede Stole, hvortil Etatsraader, Kammerherrer og Junkere, Grosserere og Fabrikanter alene har Adgang. De har i sin Tid givet et større eller mindre Beløb til Kirkens Opførelse, eller de have tilkøbt dem Plads i en af de ældre Kirker, og saa skal Stolene staa ukrænkelige indtil Fru Etatsraadinden har opnaaet den fornødne Opbyggelighed til at komme for sent, eller Hr. Kammerjunkeren har faaet sig tilbørligt udstafferet udi Andægtighedens Folder. Kirkepøblen, det vil sige, de Smaa i Samfundet, de maa pænt staa og vente, og naar saa en enkelt Stol tilfældigvis er ledig og bliver lukket op, saa realiseres Spørgsmaalet "den Stærkeres Ret" praktisk, medens Hr. Morten eller Hr. Mads allerede er inde paa Begrebet "de Fattige i Aanden" og "salig er de Fredsommelige" osv. Det er en ligefrem forargelig Indretning, dobbelt forargelig, fordi den har sin Grund i det gamle Princip; "Flest Penge, størst Ret". Jeg ved nu meget vel, at Kirkerne trænger til Indtægterne, og at dette at leje Stolene ud aarlig, er en Maade at skaffe Kirken Indlagt paa; men derfor er Princippet lige forkasteligt og det er i det Hele taget hejst uheldigt, at man hver Gang man skal have med Kirken at gøre, skal staa med Skillingen i Haanden. I denne Retning finder der nu desuden et Optrækkeri Sted i vore Kirker, som har større Dimensioner, end man er tilbøjelig til at antage, og jeg skal ved Lejlighed gøre Dem bekendt dermed. Hr. Redaktør, naar jeg faar tilstrækkeligt Materiale samlet sammen.

Men som sagt: "Penge eller Prygl" lyder ligesaa tydeligt, naar man skal have med Kirken at gøre, som naar man kommer paa et Værtshus. Har en Mand begaaet den Letsindighed, at sætte et lille Statsborger eller Borgerinde ind i Verden, saa skal den Smaa jo døbes - det koster Penge, og skulde han være saa nysgerrig, at han ønsker at slutte et nøjere Bekendtskab med denne Verden, saa maa han jo konfirmeres, hvilket ogsaa koster Penge. Har han fremdeles Udsigt til at fortsætte Tilværelsen, og i den Anledning lader sit uregerlige Hjerte falde i Hænderne paa en yndefuld Ungmø, saa maa han jo ogsaa i Kirken og betale, ja betale dyrt for at saa sin Elskov publiceret for Verden. Er han endelig træt og mæt af Livet, saa vil Kirken ikke en Gang sende ham en Velsignelse ud til de mange Bendynger vaa Nørrebro, eller til de svømmende Ligkister paa "Vestre Kirkegaard", uden at det koster Penge og ved slige Lejligheder skal der ordenlig blødes. Ser De, Hr. Redaktør, det er det, man kalder den kristelige Humanitet, det er det man kalder "Kirkens Opgave".

Deres ærbødige

Joel.

(Social-Demokraten 9. august 1882).

M. E. Grøn og Søn. (Efterskrift til Politivennen)

Hvad der bydes Arbejderne. Nu til Dags, da al Ting gaar fremad baade med Hensyn til Dannelse, og da saa mange Institutioner og foreninger dannes i forskellige Øjemed, skulde man ogsaa kunne vente, at de Vilkaar, hvorunder Arbejderne maa fortjene deres Brød, bleve forbedrede.

At dette imidlertid ingenlunde er Tilfældet, hvorimod det Modsatte snarest finder Sted, saa at Fabrikerne mere og mere kommer til at ligne Tvangsarbejdsanstalter og at Arbejdsreglememerne hælde stærkt til at blive Tvangslove, er der blevet fremdraget saa mange Beviser paa, og dog tror jeg, at det ikke vilde være aldeles uden Interesse at erfare, hvorledes Reglementet lyder paa Grosserer M. Grøn og Søns Fabrik.- Jeg har imidlertid ikke i Sinde at ville fremdrage det hele Reglement, men skal kun søge at fremstille de stærkest markerede Steder:

I § l angives kun Arbejdstiden. Denne er 12 Timer daglig med I Times Middag.

§ 2.

"Enhver Arbejder maa møde i Væveriet saaledes, at Arbejdet kan begynde paa det bestemte Klokkeslet og for Forsømmelser heraf erlægges i 

Mulkt : for 5 Min. indtil 15 Min. 10 Øre,
   -        -  15   -      -     30    -    20   - 
   -        -  30   -      -     45    -    25   -
   -        -  43   -      -      2 Timer 50   - 
   -        -  ½ Dags Forsømmelse 75 - 
   -        -  1      -                       1 Krone.

De, der oftere gøre sig skyldige i Forsømmelse, ville efter Omstændighederne enten komme til at betale dobbelt Mulkt eller blive bortviste fra Væveriet.

§ 4

Af hver Krone, Arbejderne ugentlig fortjener, bliver tilbageholdt 10 Øre, hvoraf 3 Øre tilfalder Sygekassen, medens Resten bliver opbevaret til Udbetaling til Nytaar, saafremt Arbejderne til den Tid er i Væveriet. Den Arbejder, der før Nytaar forlader Væveriet eller bliver bortvist, taber Retten til den Sum, han maatte have henstaaende "

Altsaa naar en Arbejder ikke kan holde ud at arbejde et Aar under disse Tvangslove, taber han derved 10 % af sin retmæssig fortjente Arbejdsløn.

§ 5.

---Ingen Islætstraade maa findes i Egen, og ingen Afgangstraade maa findes i Kanten. I Overtrædelsestilfælde erlægges herfor 40 Øre for første Gang, og Mulkten forhøjes med 40 Øre for hver Gang, det oftere sker. For hver Taste, der findes i Stykket, afkortes 5, 10, 16 til 33 Øre efter sammes Beskaffenhed, for aabne Striber. eller naar Skuddet ikke er klaret, en passende Afkortning. For Pletter fra Driverne, Spanskstablerne eller, naar saadanne er frembragte ved anden Skødesløshed, fra 5 til 33 Øre for hver Plet. Den, under hvis Væv der findes Spoler eller tomme Piber, maa herfor erlægge i Mulkt 16 Øre for en Spole og 10 Øre for en Pibe.

§ 6.

Enhver Arbejder maa omgaas Garnet paa det sparsommeligste og ej bortkaste allerede brugte Spoler, som endnu kunne anvendes, men forbruge disse; han maa paa det nøjagtigste undersøge en Spole forinden den kasseres, samt i et og alt spare paa Garnet, hvor det kan ske. Overholdes dette ikke, men han træffes i Skødesløshed heri, afkortes første Gang Fjerdeparten af Ugelønnen, anden Gang Halvparten, tredje Gang hele Ugelønnen, men den fjerde Gang bliver han for stedse bortvist fra Væveriet. Med Olien maa ligeledes omgaas sparsommeligt og forsigtigt, og den, under hvis Væv der findes flydende Olie, eller som træffes i Ødselhed dermed, afkortes første Gang 33 Øre, og Mulkten forhøjes med det samme Beløb for hver Gang det oftere fler."

§ 7.

"--- Naar noget er i Uorden og dette ikke straks anmeldes for Værkmesteren, afkortes første Gang 33 Øre. og Mulkten forhøjes med 33 Øre for hver Gang det oftere sker. Enhver, som afleverer en besmudset eller sønderreven Afregningsbog, eller bortkaster samme, erlægger 33 Øre for en ny".

§ 9.

"Tobaksrygning er forbudt."

§ 10.

"Det er Arbejderne forbudt selv at tænde Gassen."

§ 11.

"Al Samtale mellem Arbejderne er forbudt i Arbejdstiden."

Saaledes er i det væsentligste Reglementet i Hr. M. Grøn & Søns Fabrik, og saa taler Folk dog om, at Arbejderne behandles altfor mildt. V. R.

(Social-Demokraten 8. august 1882).

Omtrent samtidig var H. E. Grøn medunderskriver af en appel til at støtte de nødlidende på Island.

Fotograf Vilhelm Tilge (1843-1880): Holmens Kanal, (Studenterforeningens bygning, nu nedrevet), Grøns Pakhus. 1870-1879. Kbhbilleder. Public domain.

Grosserer M.E. Grøn blev etableret i 1825 som manufakturhandel på hjørnet af Østergade og Købmagergade. I 1839 gik firmaet over til engroshandel og omsætningen voksede. I 1863 byggedes et pakhus på Holmens Kanal 7. Ikke som reglen var, anlagt  ved havnen eller inde i byens baggårde, men ud til en hovedgade med en flot dekoreret facade.  Firmaet åbnede i 1871 en filial i Manchester, England og senere i 1881 én i Dundee, Skotland. 

Pakhuset var tegnet af arkitekt J.D. Herholdt efter inspiration fra italienske renæssance paladser og varepakhuse i Manchester. Sådanne pakhuse var her almindelige i tekstilbyens centrum i 1850’erne. Der var ovenlys og et net af ”talerør”, som gennem de tykke, hule jernsøjler forbandt etagerne og hovedkontoret, gas, varme og vand. Desuden Københavns første wc-installation og en hydraulisk elevator.

Efter model af Grøn byggedes fra 1880'erne varehuse på Strøget og Købmagergade og de fortrængte sammen med handels- og kontorhuse de lokale beboere. Et af dem var Magasin du Nord på Kongens Nytorv, som først kom til 50 år senere. Indre bys indbyggertal faldt mellem 1880 og 1916 til det halve.  I dag er huset kontorejendom.

Nøden paa Island. (Efterskrift til Politivennen)

Naar man erindrer sig de mægtige historiske Minder, som knytter sig til Island, og man erindrer sig Beretningerne om det Stordaadsliv, som Islændernes Saga fortæller os om, og man endelig mindes de store, kraftige Kæmpeskikkelser, som ikke taalte nogen Overmand, og knapt nogen Sidemand, - saa kan man ikke lade være at trække paa Smilebaandet ved Tanken om, at nu til Dags er deres Høvding saadan en løjerlig Skikkelse som Justitsminister Nellemann, og det er ganske naturligt, at han forstaar dem lige saa lidt som han ligner dem.

Vi ville hverken fordybe os i Islands Historie eller more os over det Forhold hvori Skæbnen har stillet den nævnte "Høvding" til dette Isbræernes Land; men derimod udtale os om Regeringens Optræden lige over for Islænderne, og den Nød, som truer Øens Befolkning, der nu tæller mellem 70 og 80,000 Mennesker.

Hvor som helst man betragter Koloniers eller Bilandes Stilling til Hovedlandet, viser det sig næsten altid, at der i dette hersker den største Uvidenhed om Bilandet, hvoraf da igen følger, at den Gren af Administrationen, som har sit Sæde i Hovedlandet, altid træffer enten aldeles gale eller ufuldstændige Bestemmelser med Hensyn til Bilandets indre Styrelse.

En "Baj" ved Seydisfjord paa Island. Tegnet af Karel Sedivy. Illustreret Tidende nr. 1211, 10. december 1882.

Island har altid været Danmarks Stedbarn, og de vise Regeringer har ingensinde gjort dem alvorlig Umage for at ophjælpe og styrke dette Land, der kastet i Nordhavet tæt op til den nordlige Polarkreds ret er en Tumleplads for Naturens barskeste Tiltale og en travrig Virkeplads for Menneskene. Talrige ere de Ulykker, som gennem Tiderne have hjemsøgt Landet og dets Beboere, og saa længe Is og Sne er til, vil Ulykkerne komme igen og hærge dette Land, som saa længe det skal sortere under det Estrupske Ministerium, vel næppe vil formaa ved egne Kræfter at mildne Følgerne af de Prøvelser og Tab, som dets ublide Stilling fører med sig.

Det har altid været vanskeligt for den danske Regering at værne om Islændernes Rettigheder i deres egne Farvande, og navnlig mod Englændernes og Skotternes mangfoldige Fortog paa at tilrive sig Fiskeriet under Islands Kyster. Særligt var det fra 1801-1813 saa vanskeligt for Regeringen, at den ligefrem maatte opgive Ævret, og en Sømand, Jørgen Jørgensen fra København, Broder til den fordelagtigt bekendte Uhrmager Urban Jørgensen, forstod i den Grad Irlændernes Trang og Ønsker, at han drog afsted, afsatte Amtmanden, udstedte Proklamationer og lod sig endog udraabe til Konge paa Island. - Se saa lidt brød man sig om den danske Regering den Gang, at man tog imod den Første den Bedste, som meldte sig.

Islands Forfatning har i mange Aar været ordnet og indrettet efter Forordningen af 8de Marts 1843 om Indretningen ar en særlig raadgivende Forsamling for Island under Navn af Althing; men da Islænderne stadigt ønskede en friere og selvstændigere Forfatning, blev efter lange Forhandlinger Islands forfatningsmæssige Stilling ordnet ved Forfatningsloven af 5te Januar 1874, hvorefter Øen har faaet et eget Ministerium, der har Sæde i København. Althinget tæller 6 kongevalgte Medlemmer og 30 andre Medlemmer.

Det har imidlertid ikke hidtil været med stor Tilfredshed, at man paa Island har levet under denne Forfatning, og den nuværende Minister har Tid efter anden opnaaet at gøre sig ilde afholdt ved sine upraktiske Foranstaltninger og ved sin Mangel baade paa Interesse for og Kendskab til Øens Tilstand og dens Befolknings Krav.

Efter blandt Andel at have afgivet et Bevis for Islænderne paa, at dan ynder provisoriske Love, udstedte Hr. Nellemann en foreløbig Lov angaaende Forandring af § 9 i Lov af 4de November 1881 om Udførselsafgift af Fisk og Tran, en Lov, som ikke kan antages at interessere danske Læsere, men som paa Island baade fremkaldte Vrede og gjorte Skade. - Dog er dette Intet imod, hvad Regeringen i den senere Tid har tilladt sig. Nordmændene har i mange Aar og med Held drevet Sildefiskeri under Islands Kyster, og derved bragt en Erhvervsgren frem, som Islænderne selv manglede Kapital til at eksploitere med Fordel; men som dog skaffede Øens Handlende, og navnlig Fiskerne, en velkommen Indtægt, som de i høj Grad trængte til, og man var saa smaat paa det Rene med, at man havde faaet sig en ny Indtægtskilde, der særlig kom Smaafolk til Gade.

Men saa finder Hr. Nellemann paa, stik imod al Fornuft og Islændernes Ønsker, at forbyde Nordmændene denne Industri i Henhold til en gammel Forordning, formodenlig fra Frederik den 2dens og Magnus Heinesøns Tider. Delte har fremkaldt store Tab og megen Nød hos Befolkningen, som naturligvis ønsker en Minister, der finder paa slige Daarskaber, hen, hvor Peberet gror. Medens saaledes Nellemann har gjort sit til at svække Islændernes Indtægtskilder og fremkalde Fattigdom har Naturen paa sin Vis ført megen Nød og vil føre endnu større Nød med sig. Allerede i Foraaret var Udsigterne meget ugunstige paa Øen, og senere hen er Polarisen drevet ind paa Nordlandet og senere paa Østkysten. Nogle Handelsskibe var slupne ind paa de fleste Havne før Isens Ankomst, hvilket var heldigt, da der mange Steder var bleven følelig Mangel paa Kornvare-Forsyning. Ved Paasketid gik der en forfærdelig Nord- og Nordøststorm over en stor Del af Landet, hvortil kom følelig Frost og Kulde. Ved denne Lejlighed ødelagdes flere Gaarde i Rangávalla Syssel, over 20 Gaarde kan anses for helt ødelagte, og mange flere har lidt større og mindre Skade, altsammen ved Sandflugt. Mange Tusinde Faar er faldne som Ofre for Fodermangel og Sygdom foraarsaget ved Sandflugten. De sidste Efterretninger, man har fra Østlandet, melde, at man der endnu ikke almindelig led Mangel paa Kreaturfoder, men at Nøden da stod for Døren, og at alle Fjorde var lukkede af Is. I Øster Skaftefjældssyssel var Kreaturerne endog begyndt at dø af Hunger paa flere Steder.

I Følge andre Meddelelser fra Øen regner man de store Ildudbrud i 1875 og de derved fremkaldte Ulykker for Intet mod den Elendighed, der nu hersker paa Øen.

Under disse for Befolkningen paa Island saa sørgelige Vilkaar er det klart, at der maa hurtig Hjælp. I Norge har der allerede dannet sig en Hjælpekommite, og i Sverrig har Gøteborg Handeltridende erklæret sig villig til at modtage Bidrag.

Medens man saaledes i Udlandet anstrænger sig for at afhjælpe Nøden i de Landdistrikter, der staar under den danske Justitsministers specielle Overhøjhed, indtager "de ledende Kredse" her hjemme en højtidelig afventende Stilling. Man venter Landshøvding Finsen, hedder det, thi denne gode Mand kommer hertil for at meddele, hvor stor Nøden er, og man mener ikke at kunne foretage noget forinden. Naar han kommer, har afgivet sin Beretning o. s. v., saa er der Tale om at sætte den private Velgørenhed i Bevægelse, afholde Bazarer og indsamle Skillingsbidrag etc.

Det forekommer os, at naar Nøden allerede er saa stor, at Udlandet ikke alene har hæftet sin Opmærksomhed paa den men ogsaa gjort Skridt for at lindre og hjælpe, saa er vore egne Avtoriteters Optræden noget besynderlig. Der maa aabenbart her foreligge en Pligt for Staten som saadan til saavidt muligt at bekæmpe Noden, forinden denne antager altfor mægtige Dimensioner. Den "private Velgørenhed", som det er bleven moderne at engagere ved enhver Lejlighed, og som under Storborgernes Ledelse røber større og større Tilbøjelighed til at optræde i Karnevalsdragter og under Bazarmustk, denne "Velgørenhed" kan fornuftigvis ikke have noget at gøre med en saa stor og alvorlig Ulykke som Nøden paa Island. Her maa det hele Samfund træde til, og Pengene maa skaffes tilveje ikke i nogle enkelte Hunbrede Kroner og ved Fjas og Grin, men i et saa stort Beløb, som er nødvendigt, og i et Beløb, der udredes af Statskassen, thi efter hvad Rustningsvennerne paastaar har denne Penge nok.

For at Sagen kan blive greben saaledes an, henstiller vi til Regeringen at sammenkalde Rigsdagen til en ekstraordinær Samling for at faa de nødvendige Midler bevilgede, eller for saa vidt denne Indkaldelse maatte støde paa al for store Vanskeligheder, da straks ved Rigsdagens Sammentræden i Oktober at forelægge et Lovforslag i den her antydede Retning.

(Social-Demokraten 6. august 1882).

Parti af Seydisfjord paa Island. Tegnet af Karel Sèdivy. Illustreret Tidende nr. 1193, 6. august 1882).

Seydisfjördur, knap 100 år senere: 1980. Nogenlunde samme vinkel, noget længere oppe i fjeldet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Var denne ogsaa Simulant? (Efterskrift til Politivennen)

En Begivenhed, som i disse Dage er passeret i Garnisonen i Aalborg har vakt en ikke ringe Opsigt og Indignation hos Militæret. Rekrut ved 11te Batallions 3dje Kompagni Nr. 8 (en Gaardmandssøn fra Thy) var indlagt paa Garnisonens Sygehus, efter eget Udsagn og Andres Dom meget lidende; men Overlægen, Hr. Scholten (bekendt for sin humane Optræden i Sagen med "den skæve Rekrut" for nogle Aar siden), mente, at Mandens Lidelser ikke var større, end at han nok kunde gøre Tjeneste, og han blev derfor udskrevet fra Sygehuset og beordret til Eksersits. Denne kunde han dog ikke udholde, og han henvendte sig i Tirsdags til Overlægen, der ordinerede ham noget amerikansk Olie. Da denne imidlertid ikke forbedrede hans Tilstand, kom han atter Dagen efter til Overlægen, der nu skrev en Recept til ham, hvorpaa han kom til sit Kvarter Kl. 10½. Samme Dags Eftermiddag Kl. 3 blev det meldt til Kompagniet, at Manden var meget syg, Fraaden stod ham ud af Munden og han kunde ikke tale. Kompagniet sendte tjenstlig Bud til Overlægen, for at han kunde se til den Syge, men Overlægen svarede, at man kunde indfinde sig hos ham Kl. 8 Aften med Melding om Mandens Befindende til den Tid. Kl. imellem 4 og 5 indberettedes det imidlertid til Kompagniet, at nu var Manden død, og saa indfandt Overlægen, atter efter Kompagniets Begæring, sig hos den Døde, som han ganske vist ikke kunde gøre levende igen, men "han kunde dog "tjenstligt" skrive Dødsattesten. Saaledes er Sagens Omstændigheder meddelte "Aalborg Stiftstid." fra Kilder, som Bladet har al Grund til at anse for paalidelige, og det ligger nu meget nær at spørge: "er Kompagniet til for Overlægens Skyld, eller Overlægen for Kompagniets, og er det ikke en Militærlæges Pligt at efterkomme Tjenesteordre eller Melding uden Ophold, især hvor det gælder Liv og Død? For læg Forstand forekommer det, at han maa paadrage sig et alvorligt Ansvar, ved at undlade en saadan Skyldighed, som i hveri Tilfælde paabydes af simpel Menneskelighed. - Forhaabenligt vil Sagen blive nærmere undersøgt.

(Social-Demokraten 6. august 1882).

Korpslæge Emil von Scholten (1837-1908). 

Grønlandske Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

Grønlandske Forhold. Nogle Bemærkninger. 

af
forhenværende Læge i Nordgrønland
L. Chr. v. Haven.

- - -

Følgende Brudstykke af en af Jakobshavns bedste Fangeres Historie turde være et godt Bidrag til Grønlændernes Karakteristik. Hans Navn er Michel Casper, paa Grønlandsk kaldet Okabak: Den første Vinter, jeg opholdt mig i Landet, var hans Kone ikke blot en af de værste paa Pladsen i Henseende til Klæder og Renlighed, men ogsaa den, som oftest gav Møde i mit Kjøkken for at tigge. Næste Aar kom en Agent fra Hamborg for at faa Grønlændere med dertil. Okabak med Kone og to Smaapiger var blandt dem, som fulgte med ham. I Tyskland gjorde Hr. og Fru Okabak tilligemed de to unge Frøkener stormende Lykke, og Familien vendte næste Aar 1878, tilbage, i alle Henseender udmærket forsynet med Klæder, Uhr, Redskaber, et udmærket Telt, Masser af Legetøi og Billeder samt ca. 3000 Kroner. Den forhen mer end pjaltede Familie steg i Land i fuldstændig europæiske Klæder og fik sig kjøbt et godt, rummeligt dansk-grønlandsk Hus. Mandens Penge bleve imidlertid satte fast, saa han kun kunde faa lidt, efterhaanden som han trængte. Men hvorlænge var Adam i Paradis? I Løbet af et Par Maaneder var næsten alt solgt og Pengene derfor forbrugte til Kaffe o. l. Spiritus vare de rent gale efter, saa mangt et godt Stykke Tøi gik i den første Tid for en Snaps og nogle faa Øre. Han bød endog 40 Kr. for en Flaske Rom. Brænsel til Vinteren havde en slig Nabob naturligvis ikke havt Tid eller Lyst tid at sørge for. Kulden kom, og de begyndte at brænde væk af selve Husets Træværk og Tørvemure, saa kort efter Jul maatte de i en Sydøststorm krybe ud af det faldefærdige Hus og ty ind til en anden Familie. Næste Sommer solgte han en Del af Træværket og fik af Resterne købt et ganske lille grønlandsk Hus; han fik kjøbt en Hvalfangerslup, og da Vinteren atter kom, benyttede han Baadens Seil til Yderdør, saa det snart var aldeles ødelagt. Næste Sommer svigte de Hulet og flyttede ind til en anden Familie paa Pladsen, og de vare nu i alle Henseender lige saa snavsede og pjaltede som i 1876, Forskjellen var kun den, at Manden endnu har ca. 2000 Kroner, som han kun faar lidt af hver Uge, i den Tid Fangsten er daarlig. Han er selvfølgelig meget indigneret over, at han ikke kan faa Lov tit at sætte sine Penge overstyr. Manden er en dygtig Fanger, naar han ellers gider, og da han har Penge, kan han med sin bedste Villie ikke faa Fattighjælp, altsaa faar han nu Repartition. At Fangerne i den trange Tld ikke blot flaa Skindet af deres Kajak og sælge det for 75 Øre, men ogsaa brække Skaftet af deres Riffel for at sælge Løbet, som gammelt Jern, eller at de sælge en god Kobberkjedel som gammelt Metal, alt for at faa den kjære Kaffe, er langtfra ualmindeligt. Jeg kjender en dygtig Fanger, som fire Dage efter at have solgt Produkter for 10 Kroner, medens han altsaa ogsaa maa have havt en hel Del Kjød, atter ty, de til Forstanderen og sit Fattighjælp. Ja, jeg kunde endnu nævne mange Exempler, som ikke tyde paa, at Grønlænderne endnu er Stand til at styre sig selv, endsige hæves frem til mere ansvarsfulde stillinger.

- - -

Det er mig ubegribeligt, hvorfor der for enhver Pris skal holdes paa det grønlandske Sprog, da det jo tog i Virkeligheden ingen Betydning har, men tværtimod lægger Hindringer i Veien paa alle Maader for, at Folket kan gaa frem i Oplysning, og at de Danske i Landet kunne indvirke paa det. Det er en Kjendsgjerning, at Grønlændernes Børn med stor Lethed lære fremmede Sprog; hvorfor da ikke ogsaa lidt efter lidt søge at faa Dansk indført i  Skolerne i Grønland? Skulde det være mere vanskeligt eller umuligt at gjennemføre her end paa Færøerne? Grønlandsk Erhverv kan jo dog lige saa godt drives derfor. Nu skulle derimod de Danske i Grønland sætte sig ind i et Sprog, som de aldrig lære til Fuldkommenhed, ja som Pluraliteten overhovedet aldrig lærer. De blive paa den Maade aldrig i Stand til at belære Grønlænderne, hvad sikkert mangen har ønsket, men ikke kunnet. Er det ikke et høist mærkeligt Fænomen, at næsten alle Grønlændere, som jævnlig komme i Berøring med engelske Hvalfangere, ikke blot snart lære at forstaa dem, men ogsaa lægge sig efter at tale lidt Engelsk, medens kun saare faa gjøre Forsøg paa at forstaa end sige tale Dansk. Flere Englændere have høilig forundret sig over, at Danmark ikke forlangte, at Grønlænderne skulde forstaa Dansk, en Fordring, som de overalt stille i deres Besiddelser.

- - -

Llghedsprincipet, som maa være en Hovedbetingelser for alle gamle Skikkes Vedligeholdelse, har gjort sin Nytte, forinden Grønlænderne kom i Berøring med andre Nationer; men nu maa det betragtes som aldeles forkasteligt. Mange gode gamle Skikke kunde ret være gavnligt atter at faa indført, f. Ex. at en Fanger har Forpligtelse til at oplære sine Sønner fra Barndommen i Kajakfangst og ikke som nu for en stor Del overdrage dette til Kajakskolerne - en Forstanderskabsinstitution, som nok forøvrigt nu er gaaet ind - eller at en Fanger er pligtig at sørge for sine gamle Forældre, hvillet nu i Reglen besørges af Forstanderskabet. At det store Fællesskab, som endnu hersker om Fangsten, kan være til Gavn, kan næppe nogen for Alvor mene. Naar man har set, hvor meget en Fanger selv faar af sin Fangst, og hvorledes enhver Pjalt, enhver Kvinde, ja selv ethvert Barn kaster sig over den og løber hver med sit Stykke, saa kan man nok forstaa, at det er næsten umuligt for en Fanger at komme videre. I det Hele tror jeg, at den Omstændighed, at en stor Del Grønlændere nu anvendes i Handelens Tjeneste, medens en anden meget stor Del lever af Haifangst, i den Grad har forrykket Forholdene, at mange gamle Skikke og Vedtægter vilde skade mere end gavne. Det var en betegnende Karakteristik, en tidligere grønlandsk Læge gav mig af Grønlænderne, da jeg før min Afreise talte med ham. Han sagde, at naar en Grønlænder havde en Biskøit og en Stump Tobak, laa han paa Fjeldene og kunde ikke begribe, at nogen gad gaa ud paa Fangst, om denne end var nok saa glimrende. Grønlænderne ere et godmodigt og i mange Henseender begavet Folk; men de ere paa den anden Side saa uselvstændige og staa i mange Retninger paa et saa barnligt Standpunkt, at de endnu bør styres og ledes af de Danske og tvinges til Orden, Økonomi og mere Driftighed. 

- - -

(Nationaltidende 4. august 1882. Uddrag).

Godthaab. Efter et af den danske Polarekspedition taget Fotografi. Illustreret Tidende nr. 1209, 26. november 1882.

Grønlandske Forhold.

Nogle Bemarkninger

af

C. H. Rosen,

Sognepræst i Faareveile, forhen Missionær ved Julianehaab i Sydgrønland.

-----

Det fjerde Punkt, Hr. von Haven udtaler sin Misbilligelse over, er Bestræbelsen efter at indføre gode gamle grønlandske Skikke og Vedtægter i Samfundet, saaledes at de efterhaanden kunne blive som en ny Lov, der ordnede Samfundsforholdene deroppe. Det er en Misforstaaelse, at der efter de gamle grønlandske Skikke ikke skulde være en vis Myndighed tillagt visse af Samfundet anerkjendte overordnede Personer eller Autoriteter. Denne Myndighed udøvedes jo netop i sin forskjellige Gradation baade i Husene af Itoken, paa Pladsen af de Ældste og omfattende støre Bopladser dels as Angákut, dels af Generalforsamlingerne. Hr. von Haven overser, at det er kun de gode Skikke, man efter den nøieste Prøvelse af deres Virkning til Bedste for Samfundet vil søge vindicerede tilbage i deres tidligere lovskraftige Skikkelse. Og det er pudsigt nok, at samtidig med, at von Haven erklærer for ubrugelige de gamle grønlandske Skikke, der dog bevisligen før Egedes Tid udgjorde Grønlændersamfundets Love, som det befandt sig vel ved at følge, fremhæver han som nyttig for Samfundet den gamle europæiske Skik at stille de enkelte Koloniers Beboere under Kolonibestyrerens Diktatur, skjønt et sligt Regimente netop i Tidernes Løb har været skæbnesvangert for Grønlændersamfundet, der ikke havde Spor af Garanti for, at Bestemmelser fra den Kant vilde blive tagne i dets Favør, selv om Vedkommende havde Interesse for det, da det ikke er nogen let Sag at lede til at regjere et Samfund, tilmed naar dette Samfunds Ve og Vel, saaledes som Tilfældet er med Grønlænderne, ingenlunde kan bedømmes ved at anlægge en europæisk Maalestok.

---

Jeg kan af egen Erfaring forsikre ham og enhver, der muligen deler Anskuelser med ham i denne Sag, at det er meget vanskeligt at faa sine egne Børn til at tale Dansk i Grønland, da Børn stedse ligesom en Vægtskaal bøjer sig til den Side, hvorfra Paavirkningen er størst. Afset fra selve Umuligheden ved at arrangere dette Spørgsmaal efter von Havens Ønske af Mangel paa Lærerkræfter f. Ex. og især ved Udstederne, har Grønlændernes Sprog den store Betydning at være det eneste Samfundsbaand, der paa Grund af sin store Seighed ikke er blevet overskaaret i Tidernes Løb i Lighed med de andre Samfundsbaand. Det bærer Folkets Samsunds-Traditioner; og navnlig vilde dets aldeles enestaaende Terminologi for alt, hvad der vedrører Fangsten og de dertil forordne Redskaber og Kunstgreb, forgæves søge efter Ord i et hvilket som helst andet Sprog. Hvis de Danske i Grønland virkelig vilde stille den Fordring til Grønlænderne, at de skulde forstaa Dansk, vilde det vække en stor Harme hos Befolkningen, der elsker sit Sprog, og der vilde dog aldrig kunne opnaas uden et tarveligt Kjendskab hos nogle enkelte til enkelte danske Ord og Talemaader, saa at jeg ikke kan indse, at der paa denne Maade kunde aabnes en Vei for større Oplysning iblandt Grønlænderne. Nei! Lad Grønlænderne beholde deres Sprog, og udvælg saa enkelte af dem, de begavede Unge, hvilket jo ogsaa nu ske, for at lære dem Dansk. Denne Opgave vil ikke være umulig at løse og vil være fuldkommen tilstrækkelig til at opnaa det, som har været tilsigtet i at uddanne nogle af de bedste unge Kræfter til at overtage Bestyrelsen af Udsteder eller at fungere som Fartøisførere i Landet.

At tvinge Grønlænderne til Orden, Økonomi og mere Dristighed er Hr. von Havens andet Yndlingsforslag, og han mener, at saadan Tvang bedst lader sig iværksætte ved at paalægge Kolonibestyrerne at tvinge Grønlænderne til Flid og Sparsommelighed. Det er mig ubegribeligt, at et sligt Forslag kan fremføres af en Mand, der paastaar, at han har meget tilovers for Grønlænderne. Og hvorledes er det desuden muligt at fremtvinge Erhvervslyst? Helt usle Pjalte vilde alle Grønlænderne snart blive til, om sligt Forslag blev antaget, eller ogsaa vilde man snart høre om Vold og Selvtægt fra Grønlændernes Side, noget, der i saa Fald ikke var uberettiget. En helt anden Sag er det at anspore Erhvervslysten ved almindelige Foranstaltninger, der omfatte alle, saaledes som Tilfældet nu er med Repartitionsuddelingen. Hertil kunde mulig aarlige Kajak-Regattaer med anselige Præmier end yderligere tjene. Men at gjøre de fribaarne Grønlændere til Kolonibestyrernes (end sige Udliggernes) Slaver ved at give hine en slig Myndighed, vilde i Sandhed være aldeles forkasteligt, ikke at tale om, at enhver af disse Herrer vilde udstede sine Bud og Forbud uden den mindste Ensartethed, saa at der vilde afstedkommes en stor og ubeskrivelig Forvirring.

At der derimod, vel at mærke igjennem Forstanderskaberne som Mellemled og efter Direktoratets og andre Sagkyndiges Billigelse, af Ministeriet træffes visse Bestemmelser om Indhandling og Udhandling saavel af danske som af grønlandske Produkter, idet visse Indskrænkninger i saa Henseende muliggjøres, omfattende saavel Handelstiden som Varesorter og Varernes Mængde - Alt dette er ikke noget nyt, men flere Gange bragt i Forslag og delvis allerede bragt til Udførelse paa enkelte Steder, hvor Omstændighederne talte for slige Paabuds Indførelse.

-----

(Nationaltidende 18. august 1882. Uddrag).

Ideen kom fra ejeren af Hagenbecks Zoologiske Have i Hamborg, Carl Hagenbeck. Den norske kaptajn Adrian Jacobsen (briggen "Hvalfisken") tilbød at gøre det. Jacobsen sejlede til København og forelagde planen til den daværende direktør for Kongelige Grønlandske Handel, H. J. Rink. Han var mere end betænkelig ved at give tilladelsen. I stedet skrev Hagenbeck til regeringen og  fik dens tilladelse. Det viste sig svært for Jacobsen at finde grønlændere som var interesseret. I Jakobshåb var bl.a. lægen C. von Haven, den stedlige missionær Rasmussen og købmand Fleischer imødekommende, og det lykkedes for Jacobsen at få lokket grønlændere med sig. 

21. august 1877 kunne "Hvalfisken" afsejle med seks grønlændere: Hendrik Johan Jensen også kaldet Baronen og Kujagi, 17/9 1850-8/4 1920. Johanne Juditte Margrethe Poulsen, 5/12 1852 - 3/9 1911 gift med Michael Caspar Zacharias Poulsen også kaldet Okabak, 31/7 1845 - 17/2 1896 og deres to børn. Ane Katrine Lucie Birgitte 7/6 1874 - 3/8 1907. Regine Katrine Elisabeth 25/2 1876 - 6/1 1879 og endelig Hans Noahssen 1/5 1837-15/11 1888.

 (Oplysninger fra artiklen Janni Andreassen: Baronens udlandsrejse 1877-78). 

Hvad der bl.a. skete med grønlænderne, fremgår af nedenstående artikel:

Berlin, 6. april. (Fra eskimoerne i Berlins zoologiske have.) De voksne eskimoer i den zoologiske have blev i sidste uge afstøbt i gips af antropologen Dr. von der Horck. Først blev den mindste af eskimoerne, Kujangee, afstøbt i gips. Dette fandt sted i restaurantbygningen, i tolkeværelset. Kujangee blev lagt udstrakt på en seng. Efter at hans hoved og hals var blevet afdækket, blev de områder af hans ansigt, hvor hår voksede, gnidet ind i fedtstof. Et stykke fedtdyppet silkepapir blev placeret over hvert øje. Derefter blev hans ansigt og hage penslet med olie. Han var blevet lovet en fin lommekniv og nogle klingende mønter, hvis han ville ligge stille i den angivne stilling med lukkede øjne i cirka 10 minutter. Han skulle trække vejret gennem næseborene; hans ører forblev utildækkede, så tolken kunne tale med ham, hvis det var nødvendigt. Et lag gips, der var flere fingre tykt, blev placeret over hans ansigt. Kujangee forblev rolig, og gipsafstøbningen blev perfekt. Efter megen indsats lykkedes det også at overtale familiens overhoved, Okabak, til også at få lavet en gipsafstøbning. Okabak var i starten tilbageholdende med at deltage, da han havde lidt store lidelser i Paris ved samme lejlighed. Okabaks gipsafstøbning blev også fremragende. Modelløren gav ham en meget flot lommekniv, som glædede Okabak. Nu var opgaven at modellere den meget delikat rødmende inuitkvinde, Maggok. Forskellige genstande, såsom et pragtfuldt diadem rigt udsmykket med perler, et blåt silketørklæde osv., lå klar på bordet til den unge inuitkvinde. En amerikansk dame havde tilføjet et guldarmbånd til disse genstande. De smukke ting inspirerede Maggok til at få sit billede afstøbt i gips, og afstøbningen blev usædvanligt flot. Selv den højeste inuit, Kukkik, hvis racemæssige renhed man kunne sætte spørgsmålstegn ved, fik sit billede afstøbt i gips. Han modtog også en lommekniv. Læsset med deres skatte vendte inuitterne tilbage til deres hjem, kun for straks at genoptage deres travle produktion. Akabak, overvældet af glæde, snurrede endda rundt under vandet i sin kajak, en bedrift han meget sjældent udførte i Europa.

Billede fra artiklen "Eskimos in Berlin", Volksblatt. Eine Wochenzeitschrift mit Bildern. Jahrgang 1878, Nr. 21, S. 164–167. Fra Wikimedia.

Berlin, 6. April. (Von den Eskimos im Zoologischen Garten in Berlin.) Die erwachsenen Eskimos des Zoologischen Gartens wurden in voriger Woche durch den Anthropologen Dr. v. d. Horck in Gyps abgeformt. Zuerst wurde der kleinste der Eskimos, Kujangee, in Gyps geformt. Es geschah dies im Restaurationsgebäude in der Stube des Dolmetschers. Kujangee wurde lang ausgestreckt auf eine Bettstelle gelegt. Nachdem Kopf und Hals frei gemacht worden war, wurden diejenigen Stellen im Gesicht, wo Haar gewachsen war, mit Fett eingerieben. Auf jedes Auge lehte man ihm ein Stück in Fett getauchtes Seidenpapier. Dann wurde das Gesicht und Kinn mit Oel eingepinselt. Man hatt ihm ein schönes Taschenmesser und einige Klingende Münzen versprochen, wenn er ungefähr 10 Minuten mit geschlossenen Augen ruhig in der angegebenen Stellung liegen bleiiben würde. Er müsste aus den Naselöchern athmen; die Ohren blieben frei, damit der Dolmetscher nöthigenfalls mit ihm reden konnte. Es wurde ihm eine mehrere Fingere dicke Lage Gyps über das Gesicht gelegt. Ruhig hielt Kujangee aus, und die Gypsform gelang vorzüglich. Nach vielen Mühen gelang es auch, das Familienhaupt Okabak zym Gypsabformenlassen zu bewegen. Okabak wollte zuerst sich nicht sazu verstehen, weil er bei derselben Gelegenheit in Paris viel hat leiden müssen. Auch Abakaks Gypsabformung gelang vortrefflic. Der Modelleur schenkte ihm ein sehr schönes Taschenmesser, worüber Okabak sehr erfreut war. Nun handelte es sich darum, die sehr zart begaute Eskimofrau Maggok modellieren zu können. Verschiene Sachen, als ein prachtvolles Diadem mit Perlen reich besetzt, ein blauseidenes Halstuch etc. lag für die junge Eskimofrau auf dem Tisch bereit. Eine amerikanische Dame hatte diesen Sachen noch ein goldenes Armband hinzufügt. Die schönen Sachen bewogen Maggok, sich ebenfalls in Gyps abformen zu lassen, und der Abbruck gelang ganz vorzüglich. Auch der grösste Eskimo, Kukkik, dessen Rassenreinheit man anzweifeln möchte, wurde abgegypst. Er erhielt ebenfalls ein Taschenmesser. Mit ihren Schätzen beladen, kehrten die Eskimos in ihre Wohnung zurück, um sich gleich darauf wieder fleissig zu produzieren. Akabak drehte sich vor Freude sogar in seinem Kajak unter dem Wasser rund herum, ein Kunststück das er nur höchst selten in Europa zeigte.

(Augsburger Tagblatt. 7. april 1878)