Raa Behandling af Fattige. (Efterskrift til Politivennen)

I Silkeb." Av." fremdrager Pastor U. S. Borch i Adslev ved Skanderborg et Forhold, som i høi Grad fortjener Opmærksomhed. Som bekjendt have vi en Lovbestemmelse, Ifølge hvilken en Person er forsørgelseberettiget i den Kommune, hvor han (eller hun) har havt fast og stadigt Ophold 5 Aar efter sit fyldte 18. Aar. Det er en Kjendsgjerning, at denne Lov bruges paa den sørgeligste Maade, saa at den har skæbnesvangre Følger for den Ubemidlede. Det er nemlig en bekjendt Hemmelighed, hvorledes der vistnok trindt om paa Landet vaages med største Opmærksomhed over enhver fremmed Arbeider, der nedsætter sig indenfor en Kommunes Grænser. Lad det være en flittig, ædruelig og paalidelig Arbeider; dersom han har den Feil at være fattig, dersom han lever af Haanden i Munden, og dersom han tillige har Kone og Børn, saa kan han være vis paa, at han vanskelig vil faa Lov til at blive de 5 Aar til Ende. I Begyndelsen er man ikke bange. Folk ville gjerne have Manden i Arbeide, han er jo flink. Men som Tiden gaar, forandrer Forholdet sig; efterhaanden have færre og færre Brug for ham. Manden bryder maaske i lykkelig Uvidenhed sit Hoved med at udfinde, hvorfor Folk ikke nu længere have Brug for ham. Staklen aner ikke, at han er Gjenstand for en Slags taus Overeenskomst, en ligefrem Sammensværgelse. Endnu vover muligvis en og anden af Medlidenhed eller Trang at give ham Arbeide, oftest for en billig Betaling; men vedkommende bliver ugleset af de andre, og det Tryk, der udøves, vil sjælden forfeile sin Virkning. Saaledes er Forholdet gjennemgaaende i al sin hæslige Nøgenhed. Og det er paa høie Tid, at det offenlig paatales og stemples med sit rette Navn som Umenneskelighed, for ikke at tale om, at det er Kristendommen saa fjern som muligt Og hvad er saa Følgen af denne beregnende Klogskab og hjerteløs Adfærd? Mon Fattigbyrden derved formindskes? Nei, tværtimod, den forøges, og Grunden til den stigende Fattigbyrde har ikke mindst sin Grund i de her paapegede Misforhold. Den ene Kommune driver Familier til Betlerstaven og vælter ham derved over paa en anden, og det gaar selvfølgelig ud over Samfundet i det Hele. Det er jo klart, at nægter man Arbeideren Arbeide, saa tvinger man ham paa Fattigvæsenet. Man vil maaske svare: "Nei, man tvinger ham blot fra Sognet eller Kommunen"; nuvel, men sligt volder nødvendigvis den Fattige Tab, og han har intet at tabe af, saa i Virkeligheden tvinger man ham over mod Fattigvæsenet, og hvad værre er, man forbitrer hans Sind og bringer ham til med Harme at se paa sine bedre stillede Medborgere. Man forlanger, at Fædrelandskjærligheden skal holde Arbeideren hjemme; hvor skulde det næsten være muligt, at Fædrelandskjærligheden kunde bevares hos dem, der blive behandlede saaledes. Er det saa mærkeligt, at et saadant Menneske kan fristes til at se den Dag med Glæde i Møde, da han kan vende Fædrelandet Ryggen. Og er det mærkeligt, at den Arbejder, der er Vidne hertil, men som har Midler til at reise bort, foretrækker at udvandre for at undgaa at blive stillet, som mange andre ere. Og hvad er saa disse ulykkelige Arbeideres Brøde, hvem man nægter Arbeide? Deres Brøde er, at de have forladt deres Fødestavn. Vi læse om Stavnsbaandet, hvormed Bønderne i sin Tid vare bundne; vi glæde os over, at det er løst, og vi frabede os at faa det indført paany. Men maa man ikke sige: hvad er det andet end Stavnsbaandet, man vil have til at gjælde i alt Fald for den ubemidlede Arbeider? Og det byder man midt i vore frie Tider, hvor Frihed i alt Fald er paa alles Læber. Nu ved vi nok, at den ene Kommune skyder Skylden paa den anden, men det gjør slet ikke Sagen bedre. Det er saa vift som noget, at denne Optræden overfor den fattige Arbeidsmand vil og kan ikke blive ustraffet i Længden. Gjengjældelsen vil ramme; men jo længere Tiden gaa hen, uden at der raades Bod derpaa, desto sørgeligere ville Følgerne blive. Det tør næppe ventes, at der vil indtræde nogen Forandring i den foran nævnte Lovbestemmelse.

(Nationaltidende 13. august 1882).

Kjøbenhavns Bomme. (Efterskrift til Politivennen)

Naar Passagen ved Strandvejs-Bommen en festlig Sommerdag er spærret af Vogne, der klumpe sig tæt op ad hinanden som Fluer omkring en Sirupsklat, kunde en mindre dybt tænkende Kjøbenhavner nok falde paa den daarlige Mening, at Bomvæsenet var en chikanøs Opfindelse af en middelalderlig Regering for at fortrædige fredelige Borgere paa uskyldige Skovfarter, og det kunde hænde sig, at han blev greben af den samme lede Mistvivl til menneskelig Fornuft, som strax slaar sit Tag i En, naar man en Dag begiver sig ud paa Toldboden og iagttager, hvorledes Staten har ansat og lønnet en Masse Funktionærer med det særlige Hværv fra Morgen til Asien at bringe Urede og Forvirring i Folks Rejsekasser og og Varepakker. Men Retfærdigheden byder at indrømme, at der gaar omtrent en lige saa sund Tanke gjennem Bom-Indretningen som gjennem det System, hvorefter Staten tager Penge af de Borgere, som maa ty til dens Domstole for at faa Ret og Skjel stiftet imellem sig; Tanken er, at de, der benytte offenlige Indretninger, bør betale for Brugen deraf. Som det imidlertid gaar med saa mange forstandige Tanker, at de vise sig mindre rimelige i den praktiske Udførelse, er det ogsaa gaaet med Bomvæsenet, og derfor har man afskaffet det alle Steder i Landet undtagen omkring Kjøbenhavn. Det er næsten sindbilledligt, at Hovedstaden alene skal vedblive at være afspærret fra Omverdenen ved Bomme, og efter alle Julemærker har den Udsigt til at beholde dem til evige Tider.

Bomvæsenets Opkomst skriver sig fra Slutningen af forrige Aarhundrede, da Regeringen planmæssig tog fat paa Anlæg af Hovedlandeveje i Riget *). De første Chausseer paabegyndtes i 1763, nemlig fra Kjøbenhavn til Fredensborg (fuldendt 1775) og til Roskilde (1771-74). Den 15de Februar 1786 udstedte Kronprins Frederiks Regering i den syge Kong Kristian Vll's Navn en udførlig Bomforordning med følgende Indledning: "Ligesom Kongen af landsfaderlig Omhu for Undersaatterne har fundet det nødvendigt, for at befordre Kommunikationen i Danmark, at lade Chausseer anlægge paa de vigtigste Landeveje, med hvilke Arbejder det nu er kommet saa vidt. at i Sjælland Landevejen til Korsør og betydelige Strækninger paa de andre "Landeveje kan ventes færdige om nogle Aar; saa, for dels at skaffe Sin Kasse en billig Indtægt til deraf at udrede de til disse Vejes Vedligeholdelse og Tilsynet medgaaende Udgifter, dels at lette Byrden for Kjøbstæderne og Amterne, som tage Del i Vejenes Anlæg og Vedligeholdelse, dels ogsaa, paa de ældre færdige Landeveje fra Kjøbenhavn til Roskilde og Fredensborg, for at indrette Vejpengene mere forholdsmæssig til Vejens Længde og andre Omstændigheder, anordnes og befales herved osv." Anordningen og Befalingen gik ud paa, at der for hver Mil skulde oprejses en Bom og svares Bompenge efter en Taxt, der nøje skjelnede imellem "Bondevogne" (1 Skilling), "andre Vogne" (2 Skill ), Kaner, Karioler, Jagtvogne (3 Sk), Wienervogne (5 Sk ), Kareter med 2, 4, 6 eller flere Heste (henholdsvis 5, 6 og 8 Skilling), Ridende, Heste, Hornkvæg. Svin og Faar. "Det staar enhver frit, naar en anden Vej kan tages til Bestemmelsesstedet uden at passere den Vej, hvorpaa findes Bom, da ikke at betjene sig af denne; men hvo, som betjener sig deraf og alene for at undgaa Bommen gjør en kort Omvej uden omkring samme, bør til den, som opbringer ham, og hvortil alene Bombetjenten skal være berettiget men ingen fremmed Person, betale en Rigsdaler, foruden at erlægge ved Bommen det paabudne." Adskillige Slags Kjøretøjer bleve dog aldeles fritagne for Bomafgift: Amtmænd, Herredsfogder, Præster, Degne, Kirkegængere, Hovbønder Møgvogne, "saa og naar de kjøre tomme tilbage" osv. - Ved den ny almindelige Vejforordning af 13de Decbr. 1793 blev Bommen foreskreven som almindelig dansk Institution. "Saa snart en ny Hoved-Landevej er fuldført, skal der", hedder det i § 42, "for hver Mil oprettes en Bom, ved hvilken Passagepengene oppebæres, som da beregnes i Overensstemmelse med Forord. 15de Februar 1786." Længe fik denne Forordning dog ikke Lov at virke i sin oprindelige Renhed; en frugtbar Udvikling af nye Bomregler skjød op fra den. Da de høje Sømhoveder i Vognhjulene ikke vilde forsvinde trods et landsfaderligt Forbud i 1793, maatte Kongen og Kancelliet atter skride ind imod dem i Foraaret 1804, og det skele paa den Maade, at der til Straf paalagdes slige Vogne dobbelte Bompenge. 1810 bleve Taxterne gjennemgaaende forhøjede paa Grund af Pengevæsenets Omordning, og endelig maatte Kongen i Slutningen af 1830 træffe "adskillige nærmere Bestemmelser", da han havde bemærket "de i den sildigere Tid foregaaede Forandringer dels med Benævnelsen paa de forskjellige Kjøretøjer, dels med disse selv"; bl. a. bleve Bøndervogne nu delte i 2 Klasser, en simplere (til 2 Sk og en finere til 4 Sk.). Med denne Forordning slutter den danske Bom historie sit første Afsnit, og en ny Tid tager sin Begyndelse.

Til Jylland naaede Bommene ikke, da de jydske Hovedlandeveje tilhøre en langt senere Udvikling. Heller ikke Lolland Falster kom ind under det gamle System Under 8de Oktober 1835 bekjendtgjorde Rentekammeret: "Paa de nu fuldførte Hovedlandevejs-Strækninger igjennem Lolland og Falster skal der i Følge Kongens Beføling ikke anbringes Bomme til Oppebørsel af den sædvanlige Passageafgift"; kun de, der benyttede Befordringsvæsenets Heste eller Vogne, skulde betale Chausseepenge i Overensstemmelse med Bompenge-Taxten, men "forøvrigt maa Passagepenge for Lolland og Falster indtil videre bortfalde". Den nyere Tid gjorde sin Opfattelse gjældende, endnu inden Frederik VI lukkede sine Øjne. Stærkere ytrede den sig under Kristian VlIl's Stænderforsamlinger. Det strømmede ind med Andragender om Bommenes Nedlæggelse. Selv Regeringen blev greben af Strømmen og forelagde et Lovudkast herom for Stænderforsamlingen i Roskilde. Men denne fandt Regeringens Forlangende om Erstatning ved Paalæg af en højere Vejskat paa Hartkornet alt for ubilligt, og Bommene gik urokkede over i den konstitutionelle Tid.

Længe blev de dog ikke staaende i Ro under den fri Forfatning. Allerede i Folketingels 2den Samling 1850 indbragte 10 fynske Rigsdagsmænd Forslag om at nedlægge alle Bommene paa Fyn imod en aarlig Erstatning til Statens almindelige Vejkasse af 1800 Rdl., der paalignedes Stiftets Kjøbstæder og Landdistrikter i Forhold til Hartkornet. Forslagsstillerne fremhævede, at Bommene vare en Skat, hvis Opkrævning kostede 42 pCt. af Indtægten; ja der var Bomme paa Fyn, som kun gav 30-40 Rdl. om Aaret, og det var saaledes klart, at Bommandens Familie, som skulde leve af Forretningen, fik en langt betydeligere Indtægt end Staten. Ikke en Stemme hævede sig til Bommenes Forsvar. Balthazar Christensen og J. A. Hansen mente, at man burde gaa endnu videre end Forslaget og nedlægge dem uden Erstatning; men dette forkastedes med stort Flertal. Loven gik sejrrig igjennem begge Ting og kom den 11te Marts 1851 ud med kongelig Stadfæstelse; fra den 1ste April s. A., da de daværende Forpagtningskontrakter udløb, forsvandt alle fynske Bomme. - Forhandlingen om Loven frembød iøvrigt det interessante Skue af et Forbund mellem de to ellers grunduenige Langelændere: J. A. Hansen, Øens Folketings-Repræsentant, og Landtingsmanden A. S. Ørsted, barnefødt i Rudkjøbing, der Side om Side stred en lang, men frugtesløs Kamp for at faa Langeland forskaanet for Deltagelse i Erstatningsbyrden. De strænge Principer sejrede over den lokale Kjærlighed.

I Efteraaret 1853 kom Turen til de sjællandske Bomme. Der fandtes i alt 41 Bomme paa Sjælland med en samlet Indtægt af godt 29,000 Rdl., hvoraf alene de 6 Bomme omkring Kjøbenhavn (Damhuset, Vridsløselille, Baldersbrønde, Vibenshus, Vangede og Gjelte Skov, 3 ved hver af de 2 Hoved-Adgange til Hovedstaden: Helsingørs- og Roskildevejen) indbragte over Halvdelen, nemlig henved 16,000 Rdl. Med Hensyn til de andre 35 Bomme blev det fremhævet, at Opkrævningen af de 13-14,000 Rdl., som de kastede af sig, kostede omtr. 9000 Rdl., og da Urimeligheden her var saa iøjnespringende, blev man da endelig enig om strax at ophæve dem, saa snart de paagjældende Forpagtningskontrakter udløb (1ste April 1855); det skete ved Lov af 15de April 1854 og mod en aarlig Erstatning til Staten af 9000 Rdl., fordelte paa Hartkornet. Bommene i gl. Kjøbenhavns Amt lod man foreløbig staa, indtil man fik nærmere Oplysninger og nøjere havde overvejet Spørgsmaalene om Afløsningssummens Fordeling.

Mere end en halv Snes Aar forløb, uden at der skete videre. Da rettede Folketingsmanden for Fredensborg, Kaptejn Joh. Grundtvig, i Rigsdagssamlingen 1865-66 det Spørgsmaal til Indenrigsminister Estrup, om han ikke agtede at foreslaa Nedlæggelse af de tilbageblevne Bomme, der "staa som et Brud paa det Princip, der ellers har været fulgt", - "disse gammeldags og smaalige Hæmmelser for den fri Samfærsel". Ministeren erklærede sig velvillig stemt og mente, at Sagen vilde finde sin Løsning ved den ny Vejlov, der var under Arbejde. Men Vejloven udkom i 1867, Hovedlandevejene gik fra Staten over til Amtsraadene, Erstatningen for de nedlagte Bomme bortfaldt,  de kjøbenhavnske Bomme bleve atter staaende "indtil videre" **). Det hed sig, at man savnede et paalideligt Grundlag for Vederlagets Fastsættelse og Fordeling.

Endelig gjorde Indenrigsminister Haffner i Rigsdagssamlingen 1869-70 et sidste Forsøg paa at løse en Del af den svære Opgave. Det hele, erklærede han, kunde Regeringen ikke magte; den maatte holde sig til Bommene paa de gamle Hovedlandeveje og overlade til en lykkeligere Fremtid at fjærne de 2 Bivejs-Bomme: den paa Amagervejen og den paa Strandvejen ved Slukefter. Disse to Bomme havde nemlig en mere end almindelig forviklet Historie. Angaaende den førstnævnte var der hverken fra Amager eller Kjøbenhavn ytret Ønske om Afgiftens Afløsning, og Ministeren kunde ikke forsvare at lade Statskassen afholde de ej ubetydelige Omkostninger, der vare forbundne med en Optælling af, hvor stor en Del af Bomindtægterne der hidrørte fra hver af de Interesserede Kommuner Det samme gjaldt Strandvejs Bommen, hvortil endnu kom den Vanskelighed, at Amtsraadet i 1847 til Strandvejens Vanding (Anlæg af Brønde m. m.) havde optaget et Laan paa 7100 Rdl hos forskjellige Private, der skulde tilbagebetales, efterhaanden som Bommen gav Overskud, efter at de til Vejens og Vandingsapparatets Vedligeholdelse nødvendige Udgifter vare afholdte; et saadant Overskud var imidlertid hidtil ikke fremkommet, og Gjælden henstod saaledes endnu uafgjort Ministeren mente derfor at have gyldig Grund til at begrænse den lovgivende Virksomhed til de 6 Bomme paa Hovedlandevejene. Indtægten af dem havde i de senere Aar gjennemsnitlig udgjort 15,300 Rd., men som Følge af Jernbaneudviklingen var den i stadig Nedgang, og der turde kun paaregnes omtr. 12,000 Rdl.; han foreslog nu, at de skulde nedlægges fra 1ste April 1871 mod en Erstatning til Kjøbenhavns Amt fra det øvrige Sjælland af henved 7,000 Rdl aarlig, hvilken Sum han i Henhold til Lister, der vare optagne over Passagen, vilde fordele paa følgende Maade: fra Staden Kjøbenhavn 1,428 Rdl., Roskilde Amt 792 Rdl., Frederiksborg Amt 3,540 Rdl., Præstø Amt 504 Rdl., Sorø Amt 180 Rdl., Holbæk Amt 552 Rdl. Vilde noget af Amterne foretrække at betale en passende Kapital en Gang for alle eller en større aarlig Vederlagssum i et begrænset Antal Aar, skulde det med Ministerens Samtykke staa vedkommende frit for.

Sagen blev forelagt Landstinget og naaede ikke videre. Den mødte strax en uforsonlig Modstand. Lensbaron Zytphen Adeler optraadte som Tolk for de Amter, der skulde brandskattes til evige Tider, for at Kjøbenhavns Amt kunde faa bomfri Veje. Hovedtaleren mod Loven var Orla Lehmann. Den første Del af hans lange Foredrag var en Hymne til Bommenes Pris. Han betragtede del som en Grundvildførelse at mene, at de hvilede paa et falsk Princip, - tværtimod, det gjorde de ikke mere end f. Ex. Skibenes Havneafgift. Undertiden krævede de for store Oppebørselsudgifter, men hvor dette ikke var Tilfældet, skulde man ej gribe til en Tvangslov for at fri Folk for den lille Ubehagelighed at stikke Næsen ud af Karethdøren, om det saa var en kold Vinterdag. Vilde man endelig hæve Bommene, burde man før Kjøbenhavns Amt følge den almindelige Regel, der var gjældende for de øvrige Amter, at hvert især uden Hjælp fra andre holdt sine egne Veje i Stand; vare de stærk befærdede Veje i Kjøbenhavns Amt noget dyrere at vedligeholde end andet Steds, maatte det opvejes af Fordelen ved at ligge nær en stor Markedsplads. (Desuden ydes der siden 1867 af Statskassen til Kjøbenhavns Amt et aarligt Bidrag af 6,000 Rdl. i 28 Aar.) Den eneste Bom, hvis Nedlæggelse havde egenlig Interesse for Kjøbenhavnerne, var Strandvejs-Bommen. Efter at Ministeren og Proprietær Larsen uden Nytte havde stræbt at mildne Stemningen overfor Kjøbenhavns Amts Repartitionsfonds Vejbyrder, sluttede Krieger 1ste Behandling med en dybsindig Bemærkning: "Del er naturligt, at alle gjerne ville af med Bommene, men Spørgsmaalet her er kun, om de ville give det Vederlag derfor, som fordres". 2den Behandling fandt Sted faa Dage efter. Atter tørnede de to stridige Naboer Kjøbenhavns og Frederiksborg Aniter (Proprietærerne Larsen og Philipsen) sammen, og nu saa haardt, at Brygger Jacobsen imod sin Vilje blev vittig og af Ordskiftet bevægedes til at henstille, om man ikke helst skulde overlade Ordningen af det gjensidige Mellemværende til Amtskommunernes frie, mindelige Overenskomst. Med 28 Stemmer imod 14 nægtede Landstinget Loven Overgang til 3die Behandling.

Dette skete Sankt Lazarus' Dag (I6de Decbr.) 1869, for at tale med Barfod Paa denne Sejr ville de københavnske Bomme sagtens leve uanfægtede langt ud i den fjærne Fremtid.

*) "Bom" er som bekjendt en national Udtale af det tyske Ord "Baum", Træ.

**) Den eneste Forandring, der blev truffen, var en saalydende Bestemmelse i Loven: "Den ved Store Vibenshus anbragte Bom flyttes bort fra Kjøbenhavns og ud paa Amtets Grund".

(Morgenbladet (København) 11. august 1882).

Amagerbrogade 101 (senere 35), Bommen set mod nordvest. Bomhuset med bomtavlen ved hjørnet af Sundby Boulevard (fra 1926 Prags Boulevard). Tavlen har overskriften Bom-Taxter ifølge Indenrigsministeriets Bekjendtgjørelser af 4. Juni og 28. December 1874 samt 18. April 1905. I døren en funktionær på gaden adskillige nysgerrige tilskuere. Kildetekst: Samtlige Bomme indenfor Kjøbenhavns Grænse blev nedlagt d. 1ste April 1915. (Mariboe). 1908. Kbhbilleder. Public domain.

Lidt fra og om vore Kirker. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! Jeg ved ikke om De gaar meget i Kirke, det kommer mig heller ikke ved. Jeg vil kun betro Dem, at jeg kommer der af og til, - men, naar jeg skal være ganske ærlig, saa er det ikke for at høre Præsten, thi jeg er ganske enig med Dronning Christina af Sverig i, at "voro prästers prædikener ere så förbannade länge og kedliga". - Nej, jeg gaar i Kirken fordi jeg holder meget af Orgelspil, og det hører man meget rigtigt smukt af i vore Kirker. Naar Sangen og Orgelet er forstummet og Præsten begynder, saa vandrer mine Tanker omkring i Kirken langt fra den ha-stemte Præstelyrik. Dette vilde nu en af Præsterne naturligvis kalde "Djævelens Værk" , og det er ogsaa "Djævelens Værk" sig har med at gøre, idet jeg ønsker at skrive om Djævelskram, rigtignok paa en anden Maade, end Præsterne have tænkt sig. 

En Kirke skulde jo være en Bolig, hvis eneste Formaal er Fred og Kærlighed. Der burde jo ikke ligge nogen som helst økonomisk Nytte til Grund for dens Opførelse eller Eksistens. I denne burde jo Alle være lige, al menneskelig opfunden Standsforskel burde vige her, - saaledes lyder jo Kristendommens Lære, og saaledes fortæller Præsterne jo at det skal være; men man handler ikke derefter.

Naar man kommer ind i disse Kirker, findes der posterede en tre a fire glatkæmmede Skikkelser i Svalefrakker og med hvide Halsbind samt Briller, der ere indrettede til baade at se oven over og underneden. Dette er nogle overordentlig bevægelige Mænd, og de have et udmærket Greb paa at se paa Folk, hvem og hvad de ere, hvorefter de retter deres Krops Bevægelighed. Dog tage disse Kirkens Betjente undertiden fejl. En Søndag kom en gammel Mand humpende ind i Kirken; men da han saa ud til at være en ganske almindelig Mand, lod Svalefrakken ham humpe afsted. Pludselig hvisker en Mand i Øret paa Kirkebetjenten: "Det er forrige Justitsminister E." - og det gav et Sæt i Betjenten, der øjeblikkelig bukkede sig saa dybt, at Hovedet kom ind i den Gamles Frakkeskøder, og med en ubeskrivelig Svingning dukkede op ved den gamle Forhenværendes venstre Skulder. I ilsomme Trin naaede Betjenten Stolen, lukkede op, og den gamle Mand fik Sæde. Stolen og Stolene i Kirken, tillad mig at stanse lidt ved dem; thi der er der ikke saa ringe økonomisk Nytte, som ligger til Grund. Det er en meget stor Fejl med disse aflukkede Stole, hvortil Etatsraader, Kammerherrer og Junkere, Grosserere og Fabrikanter alene har Adgang. De har i sin Tid givet et større eller mindre Beløb til Kirkens Opførelse, eller de have tilkøbt dem Plads i en af de ældre Kirker, og saa skal Stolene staa ukrænkelige indtil Fru Etatsraadinden har opnaaet den fornødne Opbyggelighed til at komme for sent, eller Hr. Kammerjunkeren har faaet sig tilbørligt udstafferet udi Andægtighedens Folder. Kirkepøblen, det vil sige, de Smaa i Samfundet, de maa pænt staa og vente, og naar saa en enkelt Stol tilfældigvis er ledig og bliver lukket op, saa realiseres Spørgsmaalet "den Stærkeres Ret" praktisk, medens Hr. Morten eller Hr. Mads allerede er inde paa Begrebet "de Fattige i Aanden" og "salig er de Fredsommelige" osv. Det er en ligefrem forargelig Indretning, dobbelt forargelig, fordi den har sin Grund i det gamle Princip; "Flest Penge, størst Ret". Jeg ved nu meget vel, at Kirkerne trænger til Indtægterne, og at dette at leje Stolene ud aarlig, er en Maade at skaffe Kirken Indlagt paa; men derfor er Princippet lige forkasteligt og det er i det Hele taget hejst uheldigt, at man hver Gang man skal have med Kirken at gøre, skal staa med Skillingen i Haanden. I denne Retning finder der nu desuden et Optrækkeri Sted i vore Kirker, som har større Dimensioner, end man er tilbøjelig til at antage, og jeg skal ved Lejlighed gøre Dem bekendt dermed. Hr. Redaktør, naar jeg faar tilstrækkeligt Materiale samlet sammen.

Men som sagt: "Penge eller Prygl" lyder ligesaa tydeligt, naar man skal have med Kirken at gøre, som naar man kommer paa et Værtshus. Har en Mand begaaet den Letsindighed, at sætte et lille Statsborger eller Borgerinde ind i Verden, saa skal den Smaa jo døbes - det koster Penge, og skulde han være saa nysgerrig, at han ønsker at slutte et nøjere Bekendtskab med denne Verden, saa maa han jo konfirmeres, hvilket ogsaa koster Penge. Har han fremdeles Udsigt til at fortsætte Tilværelsen, og i den Anledning lader sit uregerlige Hjerte falde i Hænderne paa en yndefuld Ungmø, saa maa han jo ogsaa i Kirken og betale, ja betale dyrt for at saa sin Elskov publiceret for Verden. Er han endelig træt og mæt af Livet, saa vil Kirken ikke en Gang sende ham en Velsignelse ud til de mange Bendynger vaa Nørrebro, eller til de svømmende Ligkister paa "Vestre Kirkegaard", uden at det koster Penge og ved slige Lejligheder skal der ordenlig blødes. Ser De, Hr. Redaktør, det er det, man kalder den kristelige Humanitet, det er det man kalder "Kirkens Opgave".

Deres ærbødige

Joel.

(Social-Demokraten 9. august 1882).

M. E. Grøn og Søn. (Efterskrift til Politivennen)

Hvad der bydes Arbejderne. Nu til Dags, da al Ting gaar fremad baade med Hensyn til Dannelse, og da saa mange Institutioner og foreninger dannes i forskellige Øjemed, skulde man ogsaa kunne vente, at de Vilkaar, hvorunder Arbejderne maa fortjene deres Brød, bleve forbedrede.

At dette imidlertid ingenlunde er Tilfældet, hvorimod det Modsatte snarest finder Sted, saa at Fabrikerne mere og mere kommer til at ligne Tvangsarbejdsanstalter og at Arbejdsreglememerne hælde stærkt til at blive Tvangslove, er der blevet fremdraget saa mange Beviser paa, og dog tror jeg, at det ikke vilde være aldeles uden Interesse at erfare, hvorledes Reglementet lyder paa Grosserer M. Grøn og Søns Fabrik.- Jeg har imidlertid ikke i Sinde at ville fremdrage det hele Reglement, men skal kun søge at fremstille de stærkest markerede Steder:

I § l angives kun Arbejdstiden. Denne er 12 Timer daglig med I Times Middag.

§ 2.

"Enhver Arbejder maa møde i Væveriet saaledes, at Arbejdet kan begynde paa det bestemte Klokkeslet og for Forsømmelser heraf erlægges i 

Mulkt : for 5 Min. indtil 15 Min. 10 Øre,
   -        -  15   -      -     30    -    20   - 
   -        -  30   -      -     45    -    25   -
   -        -  43   -      -      2 Timer 50   - 
   -        -  ½ Dags Forsømmelse 75 - 
   -        -  1      -                       1 Krone.

De, der oftere gøre sig skyldige i Forsømmelse, ville efter Omstændighederne enten komme til at betale dobbelt Mulkt eller blive bortviste fra Væveriet.

§ 4

Af hver Krone, Arbejderne ugentlig fortjener, bliver tilbageholdt 10 Øre, hvoraf 3 Øre tilfalder Sygekassen, medens Resten bliver opbevaret til Udbetaling til Nytaar, saafremt Arbejderne til den Tid er i Væveriet. Den Arbejder, der før Nytaar forlader Væveriet eller bliver bortvist, taber Retten til den Sum, han maatte have henstaaende "

Altsaa naar en Arbejder ikke kan holde ud at arbejde et Aar under disse Tvangslove, taber han derved 10 % af sin retmæssig fortjente Arbejdsløn.

§ 5.

---Ingen Islætstraade maa findes i Egen, og ingen Afgangstraade maa findes i Kanten. I Overtrædelsestilfælde erlægges herfor 40 Øre for første Gang, og Mulkten forhøjes med 40 Øre for hver Gang, det oftere sker. For hver Taste, der findes i Stykket, afkortes 5, 10, 16 til 33 Øre efter sammes Beskaffenhed, for aabne Striber. eller naar Skuddet ikke er klaret, en passende Afkortning. For Pletter fra Driverne, Spanskstablerne eller, naar saadanne er frembragte ved anden Skødesløshed, fra 5 til 33 Øre for hver Plet. Den, under hvis Væv der findes Spoler eller tomme Piber, maa herfor erlægge i Mulkt 16 Øre for en Spole og 10 Øre for en Pibe.

§ 6.

Enhver Arbejder maa omgaas Garnet paa det sparsommeligste og ej bortkaste allerede brugte Spoler, som endnu kunne anvendes, men forbruge disse; han maa paa det nøjagtigste undersøge en Spole forinden den kasseres, samt i et og alt spare paa Garnet, hvor det kan ske. Overholdes dette ikke, men han træffes i Skødesløshed heri, afkortes første Gang Fjerdeparten af Ugelønnen, anden Gang Halvparten, tredje Gang hele Ugelønnen, men den fjerde Gang bliver han for stedse bortvist fra Væveriet. Med Olien maa ligeledes omgaas sparsommeligt og forsigtigt, og den, under hvis Væv der findes flydende Olie, eller som træffes i Ødselhed dermed, afkortes første Gang 33 Øre, og Mulkten forhøjes med det samme Beløb for hver Gang det oftere fler."

§ 7.

"--- Naar noget er i Uorden og dette ikke straks anmeldes for Værkmesteren, afkortes første Gang 33 Øre. og Mulkten forhøjes med 33 Øre for hver Gang det oftere sker. Enhver, som afleverer en besmudset eller sønderreven Afregningsbog, eller bortkaster samme, erlægger 33 Øre for en ny".

§ 9.

"Tobaksrygning er forbudt."

§ 10.

"Det er Arbejderne forbudt selv at tænde Gassen."

§ 11.

"Al Samtale mellem Arbejderne er forbudt i Arbejdstiden."

Saaledes er i det væsentligste Reglementet i Hr. M. Grøn & Søns Fabrik, og saa taler Folk dog om, at Arbejderne behandles altfor mildt. V. R.

(Social-Demokraten 8. august 1882).

Omtrent samtidig var H. E. Grøn medunderskriver af en appel til at støtte de nødlidende på Island.

Fotograf Vilhelm Tilge (1843-1880): Holmens Kanal, (Studenterforeningens bygning, nu nedrevet), Grøns Pakhus. 1870-1879. Kbhbilleder. Public domain.

Grosserer M.E. Grøn blev etableret i 1825 som manufakturhandel på hjørnet af Østergade og Købmagergade. I 1839 gik firmaet over til engroshandel og omsætningen voksede. I 1863 byggedes et pakhus på Holmens Kanal 7. Ikke som reglen var, anlagt  ved havnen eller inde i byens baggårde, men ud til en hovedgade med en flot dekoreret facade.  Firmaet åbnede i 1871 en filial i Manchester, England og senere i 1881 én i Dundee, Skotland. 

Pakhuset var tegnet af arkitekt J.D. Herholdt efter inspiration fra italienske renæssance paladser og varepakhuse i Manchester. Sådanne pakhuse var her almindelige i tekstilbyens centrum i 1850’erne. Der var ovenlys og et net af ”talerør”, som gennem de tykke, hule jernsøjler forbandt etagerne og hovedkontoret, gas, varme og vand. Desuden Københavns første wc-installation og en hydraulisk elevator.

Efter model af Grøn byggedes fra 1880'erne varehuse på Strøget og Købmagergade og de fortrængte sammen med handels- og kontorhuse de lokale beboere. Et af dem var Magasin du Nord på Kongens Nytorv, som først kom til 50 år senere. Indre bys indbyggertal faldt mellem 1880 og 1916 til det halve.  I dag er huset kontorejendom.

Nøden paa Island. (Efterskrift til Politivennen)

Naar man erindrer sig de mægtige historiske Minder, som knytter sig til Island, og man erindrer sig Beretningerne om det Stordaadsliv, som Islændernes Saga fortæller os om, og man endelig mindes de store, kraftige Kæmpeskikkelser, som ikke taalte nogen Overmand, og knapt nogen Sidemand, - saa kan man ikke lade være at trække paa Smilebaandet ved Tanken om, at nu til Dags er deres Høvding saadan en løjerlig Skikkelse som Justitsminister Nellemann, og det er ganske naturligt, at han forstaar dem lige saa lidt som han ligner dem.

Vi ville hverken fordybe os i Islands Historie eller more os over det Forhold hvori Skæbnen har stillet den nævnte "Høvding" til dette Isbræernes Land; men derimod udtale os om Regeringens Optræden lige over for Islænderne, og den Nød, som truer Øens Befolkning, der nu tæller mellem 70 og 80,000 Mennesker.

Hvor som helst man betragter Koloniers eller Bilandes Stilling til Hovedlandet, viser det sig næsten altid, at der i dette hersker den største Uvidenhed om Bilandet, hvoraf da igen følger, at den Gren af Administrationen, som har sit Sæde i Hovedlandet, altid træffer enten aldeles gale eller ufuldstændige Bestemmelser med Hensyn til Bilandets indre Styrelse.

En "Baj" ved Seydisfjord paa Island. Tegnet af Karel Sedivy. Illustreret Tidende nr. 1211, 10. december 1882.

Island har altid været Danmarks Stedbarn, og de vise Regeringer har ingensinde gjort dem alvorlig Umage for at ophjælpe og styrke dette Land, der kastet i Nordhavet tæt op til den nordlige Polarkreds ret er en Tumleplads for Naturens barskeste Tiltale og en travrig Virkeplads for Menneskene. Talrige ere de Ulykker, som gennem Tiderne have hjemsøgt Landet og dets Beboere, og saa længe Is og Sne er til, vil Ulykkerne komme igen og hærge dette Land, som saa længe det skal sortere under det Estrupske Ministerium, vel næppe vil formaa ved egne Kræfter at mildne Følgerne af de Prøvelser og Tab, som dets ublide Stilling fører med sig.

Det har altid været vanskeligt for den danske Regering at værne om Islændernes Rettigheder i deres egne Farvande, og navnlig mod Englændernes og Skotternes mangfoldige Fortog paa at tilrive sig Fiskeriet under Islands Kyster. Særligt var det fra 1801-1813 saa vanskeligt for Regeringen, at den ligefrem maatte opgive Ævret, og en Sømand, Jørgen Jørgensen fra København, Broder til den fordelagtigt bekendte Uhrmager Urban Jørgensen, forstod i den Grad Irlændernes Trang og Ønsker, at han drog afsted, afsatte Amtmanden, udstedte Proklamationer og lod sig endog udraabe til Konge paa Island. - Se saa lidt brød man sig om den danske Regering den Gang, at man tog imod den Første den Bedste, som meldte sig.

Islands Forfatning har i mange Aar været ordnet og indrettet efter Forordningen af 8de Marts 1843 om Indretningen ar en særlig raadgivende Forsamling for Island under Navn af Althing; men da Islænderne stadigt ønskede en friere og selvstændigere Forfatning, blev efter lange Forhandlinger Islands forfatningsmæssige Stilling ordnet ved Forfatningsloven af 5te Januar 1874, hvorefter Øen har faaet et eget Ministerium, der har Sæde i København. Althinget tæller 6 kongevalgte Medlemmer og 30 andre Medlemmer.

Det har imidlertid ikke hidtil været med stor Tilfredshed, at man paa Island har levet under denne Forfatning, og den nuværende Minister har Tid efter anden opnaaet at gøre sig ilde afholdt ved sine upraktiske Foranstaltninger og ved sin Mangel baade paa Interesse for og Kendskab til Øens Tilstand og dens Befolknings Krav.

Efter blandt Andel at have afgivet et Bevis for Islænderne paa, at dan ynder provisoriske Love, udstedte Hr. Nellemann en foreløbig Lov angaaende Forandring af § 9 i Lov af 4de November 1881 om Udførselsafgift af Fisk og Tran, en Lov, som ikke kan antages at interessere danske Læsere, men som paa Island baade fremkaldte Vrede og gjorte Skade. - Dog er dette Intet imod, hvad Regeringen i den senere Tid har tilladt sig. Nordmændene har i mange Aar og med Held drevet Sildefiskeri under Islands Kyster, og derved bragt en Erhvervsgren frem, som Islænderne selv manglede Kapital til at eksploitere med Fordel; men som dog skaffede Øens Handlende, og navnlig Fiskerne, en velkommen Indtægt, som de i høj Grad trængte til, og man var saa smaat paa det Rene med, at man havde faaet sig en ny Indtægtskilde, der særlig kom Smaafolk til Gade.

Men saa finder Hr. Nellemann paa, stik imod al Fornuft og Islændernes Ønsker, at forbyde Nordmændene denne Industri i Henhold til en gammel Forordning, formodenlig fra Frederik den 2dens og Magnus Heinesøns Tider. Delte har fremkaldt store Tab og megen Nød hos Befolkningen, som naturligvis ønsker en Minister, der finder paa slige Daarskaber, hen, hvor Peberet gror. Medens saaledes Nellemann har gjort sit til at svække Islændernes Indtægtskilder og fremkalde Fattigdom har Naturen paa sin Vis ført megen Nød og vil føre endnu større Nød med sig. Allerede i Foraaret var Udsigterne meget ugunstige paa Øen, og senere hen er Polarisen drevet ind paa Nordlandet og senere paa Østkysten. Nogle Handelsskibe var slupne ind paa de fleste Havne før Isens Ankomst, hvilket var heldigt, da der mange Steder var bleven følelig Mangel paa Kornvare-Forsyning. Ved Paasketid gik der en forfærdelig Nord- og Nordøststorm over en stor Del af Landet, hvortil kom følelig Frost og Kulde. Ved denne Lejlighed ødelagdes flere Gaarde i Rangávalla Syssel, over 20 Gaarde kan anses for helt ødelagte, og mange flere har lidt større og mindre Skade, altsammen ved Sandflugt. Mange Tusinde Faar er faldne som Ofre for Fodermangel og Sygdom foraarsaget ved Sandflugten. De sidste Efterretninger, man har fra Østlandet, melde, at man der endnu ikke almindelig led Mangel paa Kreaturfoder, men at Nøden da stod for Døren, og at alle Fjorde var lukkede af Is. I Øster Skaftefjældssyssel var Kreaturerne endog begyndt at dø af Hunger paa flere Steder.

I Følge andre Meddelelser fra Øen regner man de store Ildudbrud i 1875 og de derved fremkaldte Ulykker for Intet mod den Elendighed, der nu hersker paa Øen.

Under disse for Befolkningen paa Island saa sørgelige Vilkaar er det klart, at der maa hurtig Hjælp. I Norge har der allerede dannet sig en Hjælpekommite, og i Sverrig har Gøteborg Handeltridende erklæret sig villig til at modtage Bidrag.

Medens man saaledes i Udlandet anstrænger sig for at afhjælpe Nøden i de Landdistrikter, der staar under den danske Justitsministers specielle Overhøjhed, indtager "de ledende Kredse" her hjemme en højtidelig afventende Stilling. Man venter Landshøvding Finsen, hedder det, thi denne gode Mand kommer hertil for at meddele, hvor stor Nøden er, og man mener ikke at kunne foretage noget forinden. Naar han kommer, har afgivet sin Beretning o. s. v., saa er der Tale om at sætte den private Velgørenhed i Bevægelse, afholde Bazarer og indsamle Skillingsbidrag etc.

Det forekommer os, at naar Nøden allerede er saa stor, at Udlandet ikke alene har hæftet sin Opmærksomhed paa den men ogsaa gjort Skridt for at lindre og hjælpe, saa er vore egne Avtoriteters Optræden noget besynderlig. Der maa aabenbart her foreligge en Pligt for Staten som saadan til saavidt muligt at bekæmpe Noden, forinden denne antager altfor mægtige Dimensioner. Den "private Velgørenhed", som det er bleven moderne at engagere ved enhver Lejlighed, og som under Storborgernes Ledelse røber større og større Tilbøjelighed til at optræde i Karnevalsdragter og under Bazarmustk, denne "Velgørenhed" kan fornuftigvis ikke have noget at gøre med en saa stor og alvorlig Ulykke som Nøden paa Island. Her maa det hele Samfund træde til, og Pengene maa skaffes tilveje ikke i nogle enkelte Hunbrede Kroner og ved Fjas og Grin, men i et saa stort Beløb, som er nødvendigt, og i et Beløb, der udredes af Statskassen, thi efter hvad Rustningsvennerne paastaar har denne Penge nok.

For at Sagen kan blive greben saaledes an, henstiller vi til Regeringen at sammenkalde Rigsdagen til en ekstraordinær Samling for at faa de nødvendige Midler bevilgede, eller for saa vidt denne Indkaldelse maatte støde paa al for store Vanskeligheder, da straks ved Rigsdagens Sammentræden i Oktober at forelægge et Lovforslag i den her antydede Retning.

(Social-Demokraten 6. august 1882).

Parti af Seydisfjord paa Island. Tegnet af Karel Sèdivy. Illustreret Tidende nr. 1193, 6. august 1882).

Seydisfjördur, knap 100 år senere: 1980. Nogenlunde samme vinkel, noget længere oppe i fjeldet. Foto Erik Nicolaisen Høy.