Biskop H. J. Fog overtager Admiral Lassens Grav. (Efterskrift til Politivennen)

Krænkelse af en af vore heltes Grave paa Holmens Kirkegaard. Chefen paa "Prøvestenen" i Slaget paa Rheden, senere Admiral Lorenz Lassen +1837, blev tilligemed sin Hustru begravet paa Holmens Kirkegaard, ikke langt fra den Gravhøj, der gjemte hans faldne Kammerater fra 1801. Gravstedet var kjøbt paa begrænset Tid, og den nærmeste Paarørende, Admiralens Adoptivdatter, der ved Admiralindens Død 1839 kun var 5 Aar gammel, blev det under hendes Opvæxt og senere Giftermaal paa Landet ikke muligt at føre noget jævnligt Tilsyn med Gravstedet. Over saadanne Mænds Grave hæger og freder man selvfølgelig, sagdes der ofte til Beroligelse for hende. Formuesomstændigheder tillod hende først sent en direkte Henvendelse om Gravens Fornyelse og fremtidige Vedligeholdelse. Men ved hendes Besøg i denne Anledning paa Kirkegaarden, var det hende ikke muligt at finde Gravstedet, der havde været dækket af en stor flad Sten. Hun henvendte sig da til Graveren og fik af ham den Meddelelse, at Gravstedet længe havde været hjemfalden, og at man, uden at det mentes fornødent ved Bekjendtgjørelse at indkalde Paarørende, havde overdraget Gravstedet til Holmens Provst, nuværende Biskop Fog, der deri havde jordfæstet sin Hustru.

En saadan Adfærd af Holmens Provst overfor Hvilestedet for en af de Søhelte, til hvis Navn Holmens Mænd knytte et af deres nyeste og stolteste Minder, maa betegnes som i høj Grad krænkende for de nationale Følelser. Til at frede om den Plet, der gjemte Lorenz Lassens' Støv, havde netop han været kaldet som den første. Og Provsten vidste, hvem der her var stedet til Hvile. Gravstenen talte tydelig nok. Provsten skal selv have været til Stede, da Graverkarlene gravede Benene frem - han skal have sendt en Kasse (!) til at lægge de Ben i, man fik Øje paa, Kassen blev gravet ned i Højen fra 1801; over den lagde man den store Gravsten.

Saaledes krænkede en Præst den Mands Gravfred, som ikke blot en af hans nærmeste Forgængere i Embedet, men som Nationen havde lyst Velsignelse og Ukrænkelighed over - saaledes splittede Holmens Provst Lorenz Lassens Ben endnu, medens mange Mænd var i Live af den Generation, der har set ham færdes imellem os; og Provsten hører selv til denne Generation. Ved at lade Resterne af Heltens Ben nedgrave i de faldne Søkrigeres Gravhøj, udenfor hvilken Lassen saavel som Olfert Fischer selv havde valgt sig sit Hvilested - og det vil jo altid mindes, at denne Nedgravning kun fandt Sted for at skaffe Benene afvejen - krænkedes ogsaa denne Gravhøjs Fred og Pieteten mod den Aand, i hvilken den rejstes.

Uvidenhed eller forklarlig Mangel paa Pietetsfølelse, har foraarsaget mange Krænkelser af vore Fædrelands fortjente Mands Gravsteder; her foreligger et Exempel, der efter den Skyldiges Stilling og Værdighed vækker saa megen større Forargelse. Monumenterne paa Gravene ere ved offentlig Forbud skjærmede for Ødelæggelse paa Grund af deres kunsthistoriske Interesse, men der er andre Interesser, andre Følelser, som skulle antages at gjøre det berettiget, om Nationen erklærede Gravene, der gjemme dens bedste Mænd, og over hvilken ingen Slægt eller Ven mere kan frede, for viet og ukrænkelig Jord.

 H. P.

Vi skulle endnu hertil føje den Bemærkning, at det maa anses for tvivlsomt, om Skelettet, der fremgravedes, var af Lassen eller hans Hustru - hvad Biskop Fog sikkert burde sørget for at faa konstateret af en Anatom, naar han vilde grave Benene ned i Højen fra Der vil i alt Fald ske en ny Forstyrrelse af Graven, naar et andet Medlem af Hr Fogs Familie skal nedlægges deri. Vi have ved Optagelsen af ovenstaaende Stykke villet bidrage vort til, at denne Vandalisme kommer til Offenlighedens Kundskab og faar den Dom den fortjener.

(Morgenbladet (København) 29. august 1882).

I et æresdigt til Lassen skrevet af P. F. Friis i Kjøbenhavnsposten 13. august 1837 stod:

Fred med Dig, Søn af Danmarks Hædersdage!
Dit Navn omvundet er med Laurens Løv;
Skjærtorsdags Helte hisset Dig modtage,
Og Dine Been er lagt ved Deres Støv.

De Blaae har sænket ned i Høiens Gjemme
Den sorte Kiste, smykt af Flaget reen.
Hvo bær hans Sværd til Enken hist derhjemme -
En af de sidste Mænd fra Prøvesteen!

Mindehøjen for slaget på reden, mindetavlen for Lorentz Lassen. Den må være opsat efter 1879 hvor daværende provst Fog fik flyttet knogler fra den plads på kirkegården hvor han senere blev begravet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kjøbenhavn, den 3. September 1882.

Krænkelse af en af vore Søheltes Grave. Hr. Redaktør! I Morgenbladet af 29de Avgust findes et Stykke, overskrevet: "Krænkelse af en af vore Søheltes Grave paa Holmens Kirkegaard", hvorpaa jeg er gjort opmærksom. Med det berettede forholder det sig saaledes. Da min Hustru i 1879 skulde begraves, anviste Graveren mig et aldeles overgroet Stykke Jord uden noget synligt Mærke, hvilket jeg da erklærede mig villig til at kjøbe. Da jeg en af de nærmeste Dage derefter kom paa Kirkegaarden, fandt jeg Graven gravet, og af en paa den opkastede Jord henlagt Sten erfarede jeg først, at Admiral Lorenz Lassens Lig havde hvilet deri. Jeg befalede da at standse med Arbejdet og lod Graveren kalde. Denne oplyste, at Graven i mange Aar havde været overgroet og forlængst var forfalden til anden Benyttelse, ligesom at ingen af Admiralens Slægt havde været at opspørge. Graven var nu en Gang opkastet og dens Fred forstyrret. Ved Lov er Holmens Kirkegaard bestemt til Sløjfning, hvorimod Højen over de Faldne 1891 efter den lagte Plan skal bevares. Jeg fandt da, at der bedst blev sørget for Heltens Minde ved al paalægge Graveren at lade gjøre en Kiste og deri omhyggelig opsamle de opgravede Ben, og nedsætte denne med Ligstenen over i Gravhøjen, der gjemmer hans faldne Kammeraters Støv Andre maa mene, at der kunde være handlet rettere. Men jeg ved, at kun Pietet for den afdøde Helt har ledet min Handlemaade.

Aarhus, den 31te Avgust 1882.

Ærbødigst

B. J. Fog.

Biskop Fog bekræfter saaledes Rigtigheden af de i Morgenbladet anførte Fakta. Det er virkeligt saa, at man har kastet Lorenz Lassens Ben ud af Graven for at faa Plads til Præstens Kone. Hvilken Del af Skylden der falder paa Præsten og hvilken paa Graveren er maaske ikke ganske klart, de to Autoriteters Myndighed over og Ansvar for Kirkegaardene er vistnok et noget indviklet Forhold. Men selv om Graveren, som det af Biskop Fogs Brev synes at fremgaa, er den, hvem man først har at holde sig til, vil der dog aldeles ingen Tvivl være om, at der ogsaa fra Biskoppens Side "kunde være handlet rettere." De Foranstaltninger, Hr. Fog traf for at raade Bod paa den skete Forstyrrelse, faldt jo dog i Virkeligheden ud til, at Biskoppen beholdt Graven og at Forstyrrelsen udstraktes videre til Højen over de i 1801 Faldne. Naar Biskoppen lader Graveren undskylde sig med, at Graven "forlængst var forfalden til anden Benyttelse" og "at ingen af Admiralens Slægt havde været at opspørge", saa er det paa ingen Maade en Undskyldning, der gjælder Spørgsmaalet er først: har der fundet fornøden offenlig Indkaldelse Sted? Og det er ikke blot et Spørgsmaal om Familien, men om Offenligheden i det hele. Thi en Trusel i "Berl. Tid." om at sløjfe Lorenz Lassens Gravsted, vilde dog sagtens have bragt det Par Kroner til Veje, der udsædredes for at hindre en saadan Vandalisme. Men dernæst minde vi om Reskriptet af 10de Juli 1828, hvorefter der ikke blot et Aar forud for et Gravsteds Nedlæggelse skal ske Indkaldelse til Slægten, men efter hvis 2den Post der "hver Gang skal indsendes til vort danske Kancelli en udførlig Beskrivelse og Fortegnelse over saadanne Monumenter og Ligsten, hvis Fornyelse de Paagjældendes Slægt og Venner ej ville besørge, hvorefter det af bemeldte vort Kancelli bliver at afgjøre, hvor vidt der, enten med Hensyn til saadanne Mindesmærkers Værd som Kunstværker, eller i Betragtning af de Afdødes særdeles Fortjenester, bør gjøres Undtagelse fra den Regel, at Monumentet eller Ligstenen hjemfalder til vedkommende Kirke efter 20 Aars Forløb, naar Betaling ej erlægges for at beholde samme længere Tid, saa at de i slige Undtagelsestilfælde indtil videre vedblive, uden at vedkommende Kirke erholder nogen Betaling for Fornyelsen." At denne humane Bestemmelse er i fuld Gyldighed, fremgaar af Kultusministeriets Skrivelse af 27de Januar 1877 til samtlige Patronater for Sognekirkerne i Kjøbenhavn, hvorved det under Henvisning til det nævnte Reskript og "af Hensyn til det ønskelige i at bevare udmærkede eller særdeles fortjente Mænds Gravsteder", indskærpes Patronaterne: "at der, forinden noget Monument eller Ligsten paa de under de respektive Patronater sorterende indenbys og udenbys Kirkegaarde efter sket Indkaldelse borttages fra vedkommende Gravsted, gjøres Indberetning til Ministeriet, ledsaget af Patronatet eller Kirkeinspektionens Ytringer om Mindesmærkets Kunstværd samt af øvrige fornødne Oplysninger, saaledes at Monumentet eller Ligstenen forbliver urørt paa Graven, indtil Ministeriets Bestemmelse er meddelt". Det synes herefter utvivlsomt, at der i det foreliggende Tilfælde ikke blot har fundet en Usømmelighed Sted, men en ligefrem Tilsidesættelse af gjældende Retsbestemmelser, som man maatte forudsætte, at Biskop Fog ikke var ubekjendt med, da han som Sognepræst har været Medlem at Kirkeinspektionen og desuden Medlem af Bestyrelsen for Kommunens Begravelsesvæsen. For Biskoppens personlige Vedkommende drage vi naturligvis ikke i Tvivl, at han har troet at handle forsvarligt. Hans Artikler om Jordefærd kontra Baalfærd og den maaske noget overdrevne Harme, hvormed han i disse er rykket i Marken for Gravenes og Begravelsens Betydning, udelukker enhver Tanke om, at han i dette Tilfælde forsætlig skulde have tilsidesat skyldige Pietetshensyn.

(Morgenbladet (København) 3. september 1882).

Lorentz Fjelderup Lassen (28.11.1756-27.7.1837) søofficer. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Lorentz Fjelderup Lassen (1756-1837) blev i 1798 chef for vagtskibet Lindormen og 1799 chef for fregatten og vagtskibet St. Thomas. Under Slaget på Reden 2. april 1801 var han chef for blokskibet Prøvesteen. Det var placeret sydligst i den danske linje. Prøvesteen var bygget 1766 og søsat 1767 under navnet Christian 7. Det havde 3 dæk og var normeret til 90 kanoner og 849 mand besætning. Det blev ombygget 1799 til 2 dæk, 52 kanoner og normeret 525 mand besætning under navnet Prøvesteen. Lassens næstkommanderende var Michael Bille. Skibet blev sønderskudt af de britiske linjeskibe Edgar, Russel, Defiance og Polyphemus, samt fregatten Désirée og en 18-kanoners brig. Det kæmpede i ca. 4½ time og havde til sidst kun 2 brugelige kanoner tilbage. Det blev rømmet, nedbrændte til vandlinjen og sank ud for Malmø. Vraget skal i 1847 være blevet optaget og træet solgt. 

Efter slaget blev Lassen hyldet af københavnere, fik en hædersgave fra danske og norske kvinder og en erindringsmedalje i guld af kongen. Under krigen 1807–14 var han øverstkommanderende for kystforsvaret i Frederikshald. Han blev afskediget som kontreadmiral i 1815. I Dansk Biografisk Leksikon står diplomatisk at "hans gravsten blev, da hans gravsted på Holmens kirkegård hjemfaldt, flyttet hen på siden af heltegraven." Stenen ligger på "bagsiden" af højen.

Maler Frederik Vermehren (1823-1910): Bruun Juul Fog, dr. theol. et phil., biskop over Sjællands Stift. Fotografier af dansk billedkunst: Frederik Vermehren. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Bruun Juul Fog (1819-1896) blev 1857 kapellan ved Holmens kirke, 1867 Holmens provst. I 1881 blev han biskop i Århus. 1884 efterfulgte han Martensen i København. Han tilhørte de ultrakonservative over for vækkelserne. Han var ikke meget for at bede Estrup fjerne kultusminister Jacob Scavenius på grund af dennes til skade for "kirkens ære" skandaløse privatliv. 12. maj 1903  opstilledes på kirkegården ved Holmens Kirke et monument for han udført af August V. Saabye.

Bruun Juul Fogs gravsted på Holmens Kirkegård. Hans hustru er ikke nævnt i den forholdsvis lange tekst der opremser hans meritter. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Nørrebros Døtreskole. (Efterskrift til Politivennen)

Nørrebros Døtreskole har efter Sommerferien begyndt Undervisningen i en fuldstændig ombygget Række Lokaler i Bestyrerinden, Frøken Kempels Eiendom Nr, 12 paa Fælledvejen. Naar man har passeret den store Forgaard, fører en Dør i Sidebygningen tilvenstre ind i Skolebygningen, Stueetagens nye Tilbygning optages fuldstændig af Gymnastiksalen, der foruden at være meget høi og lys er saa rummelig, at Skolens Elever - Skolen, der for Tiden har 170 elever, er beregnet paa 200 - daarligt Veir kunne opholde sig der, medens Klasserne udluftes. I Salen findes en Række Skabe til Opbevaring af Elevernes Gymnastikdragter og Sko, som de skulle iføre sig i et særligt lille Rum, hvor deres daglige Paaklædning skal opbevares, saa længe Gymnastikundervisningen finder Sted. Foran Gymnastiksalen findes en usædvanlig stor og frit beliggende Legeplads, hvorfra der i det ene Hjerne er Adgang til en for Eleverne bestemt Have, der er tilplantet og aarlig vil blive dyrket med farligt Hensyn til den botaniske Undervisning. I det ældre Lokale i Stueetagen er der 2 Klasseværelser umiddelbart op til Forstanderindens Leilighed og bestemte for de yngste Elever i Skolen. Hele 1. Sal indtages af 9 Klasseværelser, af hvilke de fleste støde op til en gjennemløbende Korridor, hvor der er Plads til Elevernes Overtøi, Ølflasker osv. De yngste og de ældste Elever faa Plads paa Rørstole af noget forskjellig Konstruktion omkring et fælles stort Bord, medens Eleverne i Mellemklasserne 2 og 2 faa Plads ved Borde med bevægelige Plader af Kommunelæge Hertels Model, medens Stolene eller, om man vil, Bænkene ere forsynede med Rygplader af Træ efter den af Professor Drachmann anbefalede Konstruktion. Borde og Bænke ere, hvad Høiden angaar, meget forskjellige og afpassede efter de Elever, for hvilke de ere bestemte. Klasseværelserne, der ligge mod Solsiden, have godt Lys og ere tilstrækkelig store i Forhold til det Antal Børn - høist 20 á 22 - for hvilket de ere bestemte, hvorhos de opvarmes med Ventilationsvarme. Mellem henholdsvis 5 og 4 Klasseværelser findes et stort Lokale bestemt til Undervisningen i Naturhistorie og til Samlingsstue for Lærerinderne, for hvem der desuden findes et mindre Lokale, hvor hver Lærerinde har sin aflaasede Pult til Opbevaring af Stilebøger m. m. Endelig findes der 2 rummelige Toiletværelser for Eleverne. Hele Arrangementet gjør et hyggeligt og tiltalende Indtryk, og man maa, efter at have taget den nye Bygning, der er opført efter Tegning af Arkitekt Bøttger af Murmester Jensen, i Øiesyn slutte sig til Læge Hertels Udtalelse om, at Skolen nu opfylder de mange forskjellige Krav, der maa stilles til en i hygieinisk Henseende virkelig god og vel indrettet Skole.

(Nationaltidende 28. august 1882. 2. udgave).

Fotograf Johannes Hauerslev (1860-1921): Nørrebro Døtreskole. 1887-1906. Skole stiftet i 1861 og blev ledet af bestyrer Christiane Petrea Kempel, som selv boede i bygningens stue, mens skolen lå på første sal. Huset opført i 1800, og er dermed det ældste eksisterende hus på Nørrebro.

Overfald paa en Politifunktionær. (Efterskrift til Politivennen)

Vi meddelte for nogen Tid siden, at en ældre Politifunktionær, Politibetjent Gøtze i Smørum, havde været Ofret for et brutalt Overfald af Høstkarle fra Edelgave Gods. De indledede Undersøgelser gav senere Anledning til Arrestation af 6 Karle, hvoraf de 5 vare svenske. Ifølge deres Forklaringer og Tilstaaelser i Forbindelse med det iøvrigt oplyste fremkom følgende: Den i Smørumovre stationerede Politibetjent Gøtze havde Søndag Aften d. 13. f. M. Kl. 11 faaet Bud fra Kromanden i Byen om at komme ned i Kroen, da der var ved at opstaa Uenighed imellem nogle danske og svenske Karle i Krostuen. Gøtze, der var i Uniform, bevæbnede sig derfor med sin Sabel og gik straks til Kroen, men ved hans Ankomst vare de svenske Karle vel gaaede derfra, men gik endnu omkring i Byen og støiede og gjorde Spektakler, hvorfor han gik efter dem, og da han traf paa dem paa Gaden, opfordrede han dem til at gaa hjem til Herregaarden Edelgave, hvor de havde Tjeneste l Høsten. Hertil erklærede de sig imidlertid uvillige, og da Gøtze gjentog sin Opfordring, indtog Arrestanterne A. Andersson, P. Andersson, Malmstrøm og Olsson en imod ham truende Holdning, som bevægede Gøtze, der stadig retirerede, til at trække sin Sabel. Men pludselig gav A. Andersson Tegn til at falde over Gøtze ved at klappe i Hænderne og raabe: "Nu paa ham alle i Hob!" og idet han selv sprang ind paa Politibetjenten og slog ham til Jorden, kastede Andersson og Olsson sig ovenpaa ham og mishandlede ham med Hug og Slik, medens Malmstrøm sparkede ham med sine Støvler, der vare forsynede med dobbelte Saaler og disse igjen med to Rækker tætsiddende Jernstifter, der ogsaa vore anbragte paa Taaen af Støvlerne. Efter at Gøtze, der værgede sig det bedste, han kunde, med sin Sabel, som Arrestanten forgjæves søgte at fravriste ham, atter var kommen paa Benene, flygtede han i en høist lidende Tilstand ind i Sognefogdens Gaard, der var beliggende tæt ved Gerningsstedet, men da han havde fjernet sig nogle faa Skridt fra dette, blev han ramt i Underlivet af en Sten af omtrent ½ Fjerdingpunds vægt, og som Olson kastede efter ham med voldsom Kraft. Saa hurtig ske kunde, blev der sendt Bud efter praktiserende Læge Krarup, der tilsaa og forbandt den Skadelidende. Ifølge Gøtzes Forklaring samt formeldte Læges og Distriktslæge Poulsens Erklæringer havde de Mishandlinger, Gøtze havde været udsat for, været af meget voldlom Natur, idet Erklæringerne gik ud paa, at der i Panden fandtes et korsformet Saar, knap saa stort som en Krone, men som havde gjennemtrængt Huden og det subnitane Bindevæv og antoges frembragt ved et Slag med en Sten. Paa Isse og Nakke fandtes to Knivstik af ca. ½ Tommes Brede, som havde gjennemtrængt Bløddelene. Paa Underlivet var et blaalig farvet kontunderende Parti af en Haandflades Størrelse med underløbet Blod og betydelig Ømhed, der maatte være frembragt ved Stenkast. Paa Forsiden af højre Skulder var en Del Ømhed og Svulst af Bløddelene, som vare underløbne med Blod; desuden fandtes en Del mindre Kontusioner paa Kroppen, men ingen af Beskadigelserne ansaas for livsfarlige. I Forhøret den forklarede Gøtze, at han endnu langtfra befandt sig vel, skjønt de fleste af Saarene vare lægte, men paa Grund af Kontussionen af høire Skulder maatte han endnu gaa med Armen i Bind, lige som stikkende Smerter l Brystet siden Overfaldet endnu ikke havde forlaget sig, og efter Distriktslægens Erklæring af 21. f. M. var Gøtze endnu mat, svag og kortaandet samt lidende meget af Hoste og stærk Hovedpine, der var tiltagen i den sidste Tid. Hans daarlige Befindende antoges at skyldes den ham tilføiede Overlast, der har virket særlig deprimerende paa hans hele Konstitution, da han er brystsvag og i en Alder af 66 Aar. Hvem af de nævnte 4 Arrestanter, der havde tilføiet Poltiibetjent Gøtze Saarene med Kniv i Hovedet, havde ikke under Forhøret kunnet oplyses, ihvorvel A. Andersson tilstod at have slaaet Gøtze i Hovedet med en tillukket Foldekniv, men de 4 Arrestanter vilde alle i Henhold til Straffelovens § 47 være at betragte som ansvarlige Gjerningsmand for samtlige de mod Gøtze udøvede Mishandlinger. Hvad Arrestanterne Joel og Nielson angik, da havde de ikke deltaget i Overfaldet paa Betjenten, og deres Forhold havde indskrænket sig til, at de havde nægtet at adlyde hans Opfordring til dem om at forføie sig bort, men da deres Forhold kun befandtes at egne sig til Straf af en kortere Tids Fængsel, vilde den lette Varetægtsarrest kunne træde i Stedet for Straf. Ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks i Søndags afsagte Extraretsdom bleve Arrestanterne ansete efter Straffelovens § 98. 1. Sats § 100 og § 47 samt 203 og fandtes Straffen for Andersson, der er 39 Aar gl., at kunne bestemmes til 1 Aars Forbedringshusarbeide, og hver af de tre andre til samme Fængsel i 8 Maaneder, hvorhos de efter udstaaet Straf skulle udsendes af Riget. De tilpligtedes derhos i Erstatning til Betjent Gøtze at betale 170 Kroner.

(Nationaltidende 3. oktober 1882)

Smørum Kro er fra o. 1680. Den hørte under Edelgave. Indtil 1880 med forpagtere der også havde hestehandel m.m. 1880 blev der indrettet en købmandsbutik i en del af kroen. Kroen lukkede i 1992. Foto (2021) Erik Nicolaisen Høy

Overfaldet blev bl. a. omtalt i Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 18. august 1882.

Smørum Kro stammer fra omkring 1680. Den hørte under Edelgave og havde indtil 1880 skiftende forpagtere, der supplerede deres indtægt med hestehandel m.m. Omkring 1880 blev der indrettet en købmandsbutik i en del af kroen.

Raa Behandling af Fattige. (Efterskrift til Politivennen)

I Silkeb." Av." fremdrager Pastor U. S. Borch i Adslev ved Skanderborg et Forhold, som i høi Grad fortjener Opmærksomhed. Som bekjendt have vi en Lovbestemmelse, Ifølge hvilken en Person er forsørgelseberettiget i den Kommune, hvor han (eller hun) har havt fast og stadigt Ophold 5 Aar efter sit fyldte 18. Aar. Det er en Kjendsgjerning, at denne Lov bruges paa den sørgeligste Maade, saa at den har skæbnesvangre Følger for den Ubemidlede. Det er nemlig en bekjendt Hemmelighed, hvorledes der vistnok trindt om paa Landet vaages med største Opmærksomhed over enhver fremmed Arbeider, der nedsætter sig indenfor en Kommunes Grænser. Lad det være en flittig, ædruelig og paalidelig Arbeider; dersom han har den Feil at være fattig, dersom han lever af Haanden i Munden, og dersom han tillige har Kone og Børn, saa kan han være vis paa, at han vanskelig vil faa Lov til at blive de 5 Aar til Ende. I Begyndelsen er man ikke bange. Folk ville gjerne have Manden i Arbeide, han er jo flink. Men som Tiden gaar, forandrer Forholdet sig; efterhaanden have færre og færre Brug for ham. Manden bryder maaske i lykkelig Uvidenhed sit Hoved med at udfinde, hvorfor Folk ikke nu længere have Brug for ham. Staklen aner ikke, at han er Gjenstand for en Slags taus Overeenskomst, en ligefrem Sammensværgelse. Endnu vover muligvis en og anden af Medlidenhed eller Trang at give ham Arbeide, oftest for en billig Betaling; men vedkommende bliver ugleset af de andre, og det Tryk, der udøves, vil sjælden forfeile sin Virkning. Saaledes er Forholdet gjennemgaaende i al sin hæslige Nøgenhed. Og det er paa høie Tid, at det offenlig paatales og stemples med sit rette Navn som Umenneskelighed, for ikke at tale om, at det er Kristendommen saa fjern som muligt Og hvad er saa Følgen af denne beregnende Klogskab og hjerteløs Adfærd? Mon Fattigbyrden derved formindskes? Nei, tværtimod, den forøges, og Grunden til den stigende Fattigbyrde har ikke mindst sin Grund i de her paapegede Misforhold. Den ene Kommune driver Familier til Betlerstaven og vælter ham derved over paa en anden, og det gaar selvfølgelig ud over Samfundet i det Hele. Det er jo klart, at nægter man Arbeideren Arbeide, saa tvinger man ham paa Fattigvæsenet. Man vil maaske svare: "Nei, man tvinger ham blot fra Sognet eller Kommunen"; nuvel, men sligt volder nødvendigvis den Fattige Tab, og han har intet at tabe af, saa i Virkeligheden tvinger man ham over mod Fattigvæsenet, og hvad værre er, man forbitrer hans Sind og bringer ham til med Harme at se paa sine bedre stillede Medborgere. Man forlanger, at Fædrelandskjærligheden skal holde Arbeideren hjemme; hvor skulde det næsten være muligt, at Fædrelandskjærligheden kunde bevares hos dem, der blive behandlede saaledes. Er det saa mærkeligt, at et saadant Menneske kan fristes til at se den Dag med Glæde i Møde, da han kan vende Fædrelandet Ryggen. Og er det mærkeligt, at den Arbejder, der er Vidne hertil, men som har Midler til at reise bort, foretrækker at udvandre for at undgaa at blive stillet, som mange andre ere. Og hvad er saa disse ulykkelige Arbeideres Brøde, hvem man nægter Arbeide? Deres Brøde er, at de have forladt deres Fødestavn. Vi læse om Stavnsbaandet, hvormed Bønderne i sin Tid vare bundne; vi glæde os over, at det er løst, og vi frabede os at faa det indført paany. Men maa man ikke sige: hvad er det andet end Stavnsbaandet, man vil have til at gjælde i alt Fald for den ubemidlede Arbeider? Og det byder man midt i vore frie Tider, hvor Frihed i alt Fald er paa alles Læber. Nu ved vi nok, at den ene Kommune skyder Skylden paa den anden, men det gjør slet ikke Sagen bedre. Det er saa vift som noget, at denne Optræden overfor den fattige Arbeidsmand vil og kan ikke blive ustraffet i Længden. Gjengjældelsen vil ramme; men jo længere Tiden gaa hen, uden at der raades Bod derpaa, desto sørgeligere ville Følgerne blive. Det tør næppe ventes, at der vil indtræde nogen Forandring i den foran nævnte Lovbestemmelse.

(Nationaltidende 13. august 1882).

Kjøbenhavns Bomme. (Efterskrift til Politivennen)

Naar Passagen ved Strandvejs-Bommen en festlig Sommerdag er spærret af Vogne, der klumpe sig tæt op ad hinanden som Fluer omkring en Sirupsklat, kunde en mindre dybt tænkende Kjøbenhavner nok falde paa den daarlige Mening, at Bomvæsenet var en chikanøs Opfindelse af en middelalderlig Regering for at fortrædige fredelige Borgere paa uskyldige Skovfarter, og det kunde hænde sig, at han blev greben af den samme lede Mistvivl til menneskelig Fornuft, som strax slaar sit Tag i En, naar man en Dag begiver sig ud paa Toldboden og iagttager, hvorledes Staten har ansat og lønnet en Masse Funktionærer med det særlige Hværv fra Morgen til Asien at bringe Urede og Forvirring i Folks Rejsekasser og og Varepakker. Men Retfærdigheden byder at indrømme, at der gaar omtrent en lige saa sund Tanke gjennem Bom-Indretningen som gjennem det System, hvorefter Staten tager Penge af de Borgere, som maa ty til dens Domstole for at faa Ret og Skjel stiftet imellem sig; Tanken er, at de, der benytte offenlige Indretninger, bør betale for Brugen deraf. Som det imidlertid gaar med saa mange forstandige Tanker, at de vise sig mindre rimelige i den praktiske Udførelse, er det ogsaa gaaet med Bomvæsenet, og derfor har man afskaffet det alle Steder i Landet undtagen omkring Kjøbenhavn. Det er næsten sindbilledligt, at Hovedstaden alene skal vedblive at være afspærret fra Omverdenen ved Bomme, og efter alle Julemærker har den Udsigt til at beholde dem til evige Tider.

Bomvæsenets Opkomst skriver sig fra Slutningen af forrige Aarhundrede, da Regeringen planmæssig tog fat paa Anlæg af Hovedlandeveje i Riget *). De første Chausseer paabegyndtes i 1763, nemlig fra Kjøbenhavn til Fredensborg (fuldendt 1775) og til Roskilde (1771-74). Den 15de Februar 1786 udstedte Kronprins Frederiks Regering i den syge Kong Kristian Vll's Navn en udførlig Bomforordning med følgende Indledning: "Ligesom Kongen af landsfaderlig Omhu for Undersaatterne har fundet det nødvendigt, for at befordre Kommunikationen i Danmark, at lade Chausseer anlægge paa de vigtigste Landeveje, med hvilke Arbejder det nu er kommet saa vidt. at i Sjælland Landevejen til Korsør og betydelige Strækninger paa de andre "Landeveje kan ventes færdige om nogle Aar; saa, for dels at skaffe Sin Kasse en billig Indtægt til deraf at udrede de til disse Vejes Vedligeholdelse og Tilsynet medgaaende Udgifter, dels at lette Byrden for Kjøbstæderne og Amterne, som tage Del i Vejenes Anlæg og Vedligeholdelse, dels ogsaa, paa de ældre færdige Landeveje fra Kjøbenhavn til Roskilde og Fredensborg, for at indrette Vejpengene mere forholdsmæssig til Vejens Længde og andre Omstændigheder, anordnes og befales herved osv." Anordningen og Befalingen gik ud paa, at der for hver Mil skulde oprejses en Bom og svares Bompenge efter en Taxt, der nøje skjelnede imellem "Bondevogne" (1 Skilling), "andre Vogne" (2 Skill ), Kaner, Karioler, Jagtvogne (3 Sk), Wienervogne (5 Sk ), Kareter med 2, 4, 6 eller flere Heste (henholdsvis 5, 6 og 8 Skilling), Ridende, Heste, Hornkvæg. Svin og Faar. "Det staar enhver frit, naar en anden Vej kan tages til Bestemmelsesstedet uden at passere den Vej, hvorpaa findes Bom, da ikke at betjene sig af denne; men hvo, som betjener sig deraf og alene for at undgaa Bommen gjør en kort Omvej uden omkring samme, bør til den, som opbringer ham, og hvortil alene Bombetjenten skal være berettiget men ingen fremmed Person, betale en Rigsdaler, foruden at erlægge ved Bommen det paabudne." Adskillige Slags Kjøretøjer bleve dog aldeles fritagne for Bomafgift: Amtmænd, Herredsfogder, Præster, Degne, Kirkegængere, Hovbønder Møgvogne, "saa og naar de kjøre tomme tilbage" osv. - Ved den ny almindelige Vejforordning af 13de Decbr. 1793 blev Bommen foreskreven som almindelig dansk Institution. "Saa snart en ny Hoved-Landevej er fuldført, skal der", hedder det i § 42, "for hver Mil oprettes en Bom, ved hvilken Passagepengene oppebæres, som da beregnes i Overensstemmelse med Forord. 15de Februar 1786." Længe fik denne Forordning dog ikke Lov at virke i sin oprindelige Renhed; en frugtbar Udvikling af nye Bomregler skjød op fra den. Da de høje Sømhoveder i Vognhjulene ikke vilde forsvinde trods et landsfaderligt Forbud i 1793, maatte Kongen og Kancelliet atter skride ind imod dem i Foraaret 1804, og det skele paa den Maade, at der til Straf paalagdes slige Vogne dobbelte Bompenge. 1810 bleve Taxterne gjennemgaaende forhøjede paa Grund af Pengevæsenets Omordning, og endelig maatte Kongen i Slutningen af 1830 træffe "adskillige nærmere Bestemmelser", da han havde bemærket "de i den sildigere Tid foregaaede Forandringer dels med Benævnelsen paa de forskjellige Kjøretøjer, dels med disse selv"; bl. a. bleve Bøndervogne nu delte i 2 Klasser, en simplere (til 2 Sk og en finere til 4 Sk.). Med denne Forordning slutter den danske Bom historie sit første Afsnit, og en ny Tid tager sin Begyndelse.

Til Jylland naaede Bommene ikke, da de jydske Hovedlandeveje tilhøre en langt senere Udvikling. Heller ikke Lolland Falster kom ind under det gamle System Under 8de Oktober 1835 bekjendtgjorde Rentekammeret: "Paa de nu fuldførte Hovedlandevejs-Strækninger igjennem Lolland og Falster skal der i Følge Kongens Beføling ikke anbringes Bomme til Oppebørsel af den sædvanlige Passageafgift"; kun de, der benyttede Befordringsvæsenets Heste eller Vogne, skulde betale Chausseepenge i Overensstemmelse med Bompenge-Taxten, men "forøvrigt maa Passagepenge for Lolland og Falster indtil videre bortfalde". Den nyere Tid gjorde sin Opfattelse gjældende, endnu inden Frederik VI lukkede sine Øjne. Stærkere ytrede den sig under Kristian VlIl's Stænderforsamlinger. Det strømmede ind med Andragender om Bommenes Nedlæggelse. Selv Regeringen blev greben af Strømmen og forelagde et Lovudkast herom for Stænderforsamlingen i Roskilde. Men denne fandt Regeringens Forlangende om Erstatning ved Paalæg af en højere Vejskat paa Hartkornet alt for ubilligt, og Bommene gik urokkede over i den konstitutionelle Tid.

Længe blev de dog ikke staaende i Ro under den fri Forfatning. Allerede i Folketingels 2den Samling 1850 indbragte 10 fynske Rigsdagsmænd Forslag om at nedlægge alle Bommene paa Fyn imod en aarlig Erstatning til Statens almindelige Vejkasse af 1800 Rdl., der paalignedes Stiftets Kjøbstæder og Landdistrikter i Forhold til Hartkornet. Forslagsstillerne fremhævede, at Bommene vare en Skat, hvis Opkrævning kostede 42 pCt. af Indtægten; ja der var Bomme paa Fyn, som kun gav 30-40 Rdl. om Aaret, og det var saaledes klart, at Bommandens Familie, som skulde leve af Forretningen, fik en langt betydeligere Indtægt end Staten. Ikke en Stemme hævede sig til Bommenes Forsvar. Balthazar Christensen og J. A. Hansen mente, at man burde gaa endnu videre end Forslaget og nedlægge dem uden Erstatning; men dette forkastedes med stort Flertal. Loven gik sejrrig igjennem begge Ting og kom den 11te Marts 1851 ud med kongelig Stadfæstelse; fra den 1ste April s. A., da de daværende Forpagtningskontrakter udløb, forsvandt alle fynske Bomme. - Forhandlingen om Loven frembød iøvrigt det interessante Skue af et Forbund mellem de to ellers grunduenige Langelændere: J. A. Hansen, Øens Folketings-Repræsentant, og Landtingsmanden A. S. Ørsted, barnefødt i Rudkjøbing, der Side om Side stred en lang, men frugtesløs Kamp for at faa Langeland forskaanet for Deltagelse i Erstatningsbyrden. De strænge Principer sejrede over den lokale Kjærlighed.

I Efteraaret 1853 kom Turen til de sjællandske Bomme. Der fandtes i alt 41 Bomme paa Sjælland med en samlet Indtægt af godt 29,000 Rdl., hvoraf alene de 6 Bomme omkring Kjøbenhavn (Damhuset, Vridsløselille, Baldersbrønde, Vibenshus, Vangede og Gjelte Skov, 3 ved hver af de 2 Hoved-Adgange til Hovedstaden: Helsingørs- og Roskildevejen) indbragte over Halvdelen, nemlig henved 16,000 Rdl. Med Hensyn til de andre 35 Bomme blev det fremhævet, at Opkrævningen af de 13-14,000 Rdl., som de kastede af sig, kostede omtr. 9000 Rdl., og da Urimeligheden her var saa iøjnespringende, blev man da endelig enig om strax at ophæve dem, saa snart de paagjældende Forpagtningskontrakter udløb (1ste April 1855); det skete ved Lov af 15de April 1854 og mod en aarlig Erstatning til Staten af 9000 Rdl., fordelte paa Hartkornet. Bommene i gl. Kjøbenhavns Amt lod man foreløbig staa, indtil man fik nærmere Oplysninger og nøjere havde overvejet Spørgsmaalene om Afløsningssummens Fordeling.

Mere end en halv Snes Aar forløb, uden at der skete videre. Da rettede Folketingsmanden for Fredensborg, Kaptejn Joh. Grundtvig, i Rigsdagssamlingen 1865-66 det Spørgsmaal til Indenrigsminister Estrup, om han ikke agtede at foreslaa Nedlæggelse af de tilbageblevne Bomme, der "staa som et Brud paa det Princip, der ellers har været fulgt", - "disse gammeldags og smaalige Hæmmelser for den fri Samfærsel". Ministeren erklærede sig velvillig stemt og mente, at Sagen vilde finde sin Løsning ved den ny Vejlov, der var under Arbejde. Men Vejloven udkom i 1867, Hovedlandevejene gik fra Staten over til Amtsraadene, Erstatningen for de nedlagte Bomme bortfaldt,  de kjøbenhavnske Bomme bleve atter staaende "indtil videre" **). Det hed sig, at man savnede et paalideligt Grundlag for Vederlagets Fastsættelse og Fordeling.

Endelig gjorde Indenrigsminister Haffner i Rigsdagssamlingen 1869-70 et sidste Forsøg paa at løse en Del af den svære Opgave. Det hele, erklærede han, kunde Regeringen ikke magte; den maatte holde sig til Bommene paa de gamle Hovedlandeveje og overlade til en lykkeligere Fremtid at fjærne de 2 Bivejs-Bomme: den paa Amagervejen og den paa Strandvejen ved Slukefter. Disse to Bomme havde nemlig en mere end almindelig forviklet Historie. Angaaende den førstnævnte var der hverken fra Amager eller Kjøbenhavn ytret Ønske om Afgiftens Afløsning, og Ministeren kunde ikke forsvare at lade Statskassen afholde de ej ubetydelige Omkostninger, der vare forbundne med en Optælling af, hvor stor en Del af Bomindtægterne der hidrørte fra hver af de Interesserede Kommuner Det samme gjaldt Strandvejs Bommen, hvortil endnu kom den Vanskelighed, at Amtsraadet i 1847 til Strandvejens Vanding (Anlæg af Brønde m. m.) havde optaget et Laan paa 7100 Rdl hos forskjellige Private, der skulde tilbagebetales, efterhaanden som Bommen gav Overskud, efter at de til Vejens og Vandingsapparatets Vedligeholdelse nødvendige Udgifter vare afholdte; et saadant Overskud var imidlertid hidtil ikke fremkommet, og Gjælden henstod saaledes endnu uafgjort Ministeren mente derfor at have gyldig Grund til at begrænse den lovgivende Virksomhed til de 6 Bomme paa Hovedlandevejene. Indtægten af dem havde i de senere Aar gjennemsnitlig udgjort 15,300 Rd., men som Følge af Jernbaneudviklingen var den i stadig Nedgang, og der turde kun paaregnes omtr. 12,000 Rdl.; han foreslog nu, at de skulde nedlægges fra 1ste April 1871 mod en Erstatning til Kjøbenhavns Amt fra det øvrige Sjælland af henved 7,000 Rdl aarlig, hvilken Sum han i Henhold til Lister, der vare optagne over Passagen, vilde fordele paa følgende Maade: fra Staden Kjøbenhavn 1,428 Rdl., Roskilde Amt 792 Rdl., Frederiksborg Amt 3,540 Rdl., Præstø Amt 504 Rdl., Sorø Amt 180 Rdl., Holbæk Amt 552 Rdl. Vilde noget af Amterne foretrække at betale en passende Kapital en Gang for alle eller en større aarlig Vederlagssum i et begrænset Antal Aar, skulde det med Ministerens Samtykke staa vedkommende frit for.

Sagen blev forelagt Landstinget og naaede ikke videre. Den mødte strax en uforsonlig Modstand. Lensbaron Zytphen Adeler optraadte som Tolk for de Amter, der skulde brandskattes til evige Tider, for at Kjøbenhavns Amt kunde faa bomfri Veje. Hovedtaleren mod Loven var Orla Lehmann. Den første Del af hans lange Foredrag var en Hymne til Bommenes Pris. Han betragtede del som en Grundvildførelse at mene, at de hvilede paa et falsk Princip, - tværtimod, det gjorde de ikke mere end f. Ex. Skibenes Havneafgift. Undertiden krævede de for store Oppebørselsudgifter, men hvor dette ikke var Tilfældet, skulde man ej gribe til en Tvangslov for at fri Folk for den lille Ubehagelighed at stikke Næsen ud af Karethdøren, om det saa var en kold Vinterdag. Vilde man endelig hæve Bommene, burde man før Kjøbenhavns Amt følge den almindelige Regel, der var gjældende for de øvrige Amter, at hvert især uden Hjælp fra andre holdt sine egne Veje i Stand; vare de stærk befærdede Veje i Kjøbenhavns Amt noget dyrere at vedligeholde end andet Steds, maatte det opvejes af Fordelen ved at ligge nær en stor Markedsplads. (Desuden ydes der siden 1867 af Statskassen til Kjøbenhavns Amt et aarligt Bidrag af 6,000 Rdl. i 28 Aar.) Den eneste Bom, hvis Nedlæggelse havde egenlig Interesse for Kjøbenhavnerne, var Strandvejs-Bommen. Efter at Ministeren og Proprietær Larsen uden Nytte havde stræbt at mildne Stemningen overfor Kjøbenhavns Amts Repartitionsfonds Vejbyrder, sluttede Krieger 1ste Behandling med en dybsindig Bemærkning: "Del er naturligt, at alle gjerne ville af med Bommene, men Spørgsmaalet her er kun, om de ville give det Vederlag derfor, som fordres". 2den Behandling fandt Sted faa Dage efter. Atter tørnede de to stridige Naboer Kjøbenhavns og Frederiksborg Aniter (Proprietærerne Larsen og Philipsen) sammen, og nu saa haardt, at Brygger Jacobsen imod sin Vilje blev vittig og af Ordskiftet bevægedes til at henstille, om man ikke helst skulde overlade Ordningen af det gjensidige Mellemværende til Amtskommunernes frie, mindelige Overenskomst. Med 28 Stemmer imod 14 nægtede Landstinget Loven Overgang til 3die Behandling.

Dette skete Sankt Lazarus' Dag (I6de Decbr.) 1869, for at tale med Barfod Paa denne Sejr ville de københavnske Bomme sagtens leve uanfægtede langt ud i den fjærne Fremtid.

*) "Bom" er som bekjendt en national Udtale af det tyske Ord "Baum", Træ.

**) Den eneste Forandring, der blev truffen, var en saalydende Bestemmelse i Loven: "Den ved Store Vibenshus anbragte Bom flyttes bort fra Kjøbenhavns og ud paa Amtets Grund".

(Morgenbladet (København) 11. august 1882).

Amagerbrogade 101 (senere 35), Bommen set mod nordvest. Bomhuset med bomtavlen ved hjørnet af Sundby Boulevard (fra 1926 Prags Boulevard). Tavlen har overskriften Bom-Taxter ifølge Indenrigsministeriets Bekjendtgjørelser af 4. Juni og 28. December 1874 samt 18. April 1905. I døren en funktionær på gaden adskillige nysgerrige tilskuere. Kildetekst: Samtlige Bomme indenfor Kjøbenhavns Grænse blev nedlagt d. 1ste April 1915. (Mariboe). 1908. Kbhbilleder. Public domain.