Barnevogne. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! Tillad mig følgende Bemærkning i Deres ærede Blad. At Barnevogne til daglig Brug vrimle i vore offenlige Anlæg, er man vel nødt til at finde sig i, men paa en Aften, hvor der er Koncert, synes jeg nok, der burde tages lidt Hensyn til Publikum. Da jeg forleden Tirsdag aflagde Østre Anlæg et Besøg, saa jeg til min store Forskrækkelse, at der paa Plænen foran Orkestret havde samlet sig en saadan Mængde Barnevogne, at de bogstavelig talt dannede en Vognborg, der spærrede Publikum Veien. Jeg begav mig derfor ned paa en af de Veie, der ere banede langs Vandet; hernede drives imidlertid foruden den foroven omtalte en anden Sport "Kjøren Hest". Straks jeg kom derned, foer et saadant Par Dyr mig imøde, jeg stillede mig paa Siden for at undgaa Sammenstød, men blev i det samme kjørt over Benene af en Barnevogn. Nu vil De vist indrømme mig, Hr. Redaktør, at naar der paa disse smalle Veie baade kjøres Hest og trukken Barnevogne, er der ikke megen Plads for Spaserende, tilmed da de kjøbenhavnske Barnepiger ikke ere af dem, der tage Hensyn til Folk. Min Hensigt er ikke, at Barnevogne selv en Koncertaften skulle forvises fra Anlægene, men at der skal anvises dem visse Veie, paa hvilke det er dem tilladt at kjøre. Kunde De, Hr. Redaktør, gjennem Deres ærede Blad fremme denne Sag, vilde det vistnok ikke alene glæde mig, men de fleste Kjøbenhavnere.

Galle.

(Nationaltidende 13. juli 1883).

Amagerbro. (Efterskrift til Politivennen)

Med Amagerbros Udvidelse gaar det nu rask fremad. Amagernes vigtigste Færdselsvej begyndte jo, lige som tidligere de øvrige Færdselsveje fra København, med en meget smal Bro eller Dæmning, netop saa bred, at to Vogne kunde passere hinanden, og denne Indsnævring af Færdselsvejen tog for Amagervejens Vedkommende sit Udspring straks ved Enden af Torvegade paa Kristianshavn, idet Volden her til den ene Side løb midt ud i Gadelinjen, hvorefter Vejen over det egentlige Fæstningsterræn indkneben og trang gik i Zigzag mellem Volde og Grave, over en knudret og hullet Brolægning, med fodbrede Fortove paa Siderne ud til en smuk og bred Chausse med Alleer paa Siderne, hvor Færdselen kunde gaa uhindret for sig efter Passagen gennem det uhyggelig smalle og navnlig for Fodgængere ingenlunde farefri Stykke Vej nærmest Byen. Nu graves der væk paa Voldene og Dæmningen udvides til begge Sider, Krumningerne falder bort, og til Efteraaret vil den snævre, skumle og krogede Passage være afløst af en aaben, bred og lige Boulevard til stor Glæde for Amagerne, der længe har været misfornøjede med de fra Fæstningstiden overleverede uheldige Forhold. Og det er, som om Lyset og Luften allerede naaer bedre ind i Kristianshavns trange Gader, Torvegaden føler sin voksende Betydning som Hovedaare for en betydelig Frekvens. Mange af de gamle Rønner i Gaden maa vige Pladsen for Nybygninger eller i det Mindste gives der Facaderne et mere pynteligt Udvortes. Kristianshavn har hidtil kun i ringe Grad fulgt Skridt med Udviklingen i det øvrige København; denne ene - tilsyneladende ubetydelige - Reform synes at skulle give Stødet til, at Kvarteret tager sig op og søger at komme med. Kommunen har længe behandlet Kristianshavn stedmoderlig; i Aar udføres her dog betydelige Arbejder foruden den nævnte Udvidelse af Vejen, bl. A. en Ombygning af Snorrebroen. Det sidste Arbejde er man dog meget utilfreds med, idet man frygter, at en Regulering eller Tilkastning af Kristianshavns Kanal herved vil blive udskudt, og denne Kanal er i Sandhed meget uheldig. Vandet i den er altid tykt og mudret, og om Sommeren, naar det er varmt, udbreder den en ulidelig Stank.

(Social-Demokraten 12. juli 1883).

Fotograf ukendt. Ved Løvens bastion i Kristianshavns vold til ravelinen mellem H. Torvegade (Amagerport) og Amagerbro. (1860-1870). Foto taget fra Frelser Kirke. Forrest ses volden, dernæst Stadsgraven og ravelinen, bag ved det Amager. Kbhbilleder.

Den professionelle Brandstifter Jens Nielsen. (Efterskrift til Politivennen).

I onsdag blev der af konst. birkedommer C. Ingerslev afholdt et forhør over arrestanten Jens Nielsen, som afgav følgende forklaring. Arrestanten, der er født den 20. november 1862 i Raabjerg ved Jyderup, blev allerede i en alder af 9 år anbragt på opdragelsesanstalten “Landerupgaard", som betjente en filial af anstalten Flakkebjerg. Her løb han gentagne gange bort, og mens han således turede rundt på egen hånd, blev han for forøvede tyverier anholdt både i København og Odense og straffet med henholdsvis 25 og 2 gange 20 slag ris. Efter at han var blevet sendt tilbage til anstalten, søgte han gentagne gange at brænde anstaltens bygninger af. Da han sidste gang i ledtog med flere af anstaltens elever havde stukket ild, hvorved der anrettedes en ikke ubetydelig ødelæggelse, blev han anholdt og tilstod da samtlige af ham udførte forsøg, hvorefter han idømtes straf af 2 års forbedringshusarbejder. Han blev løsladt den 9. september 1880 og blev da ved bistand fra sin hjemstavn hjulpet til at forlade Danmark, hvorefter han over Hull og Liverpool rejste til Quebec. Det lykkedes ham imidlertid ikke at få arbejde der, og han rejste derfor til New York, efter at han dog først i Quebec og senere i Montreal havde begået forskellige indbrud, ved hvilke han efter sin forklaring tilvendte sig hele mængder af klædningsstykker samt ure og sølvgenstande. I New York begik han ligeledes flere Indbrud og tog derefter hyre til Antwerpen med et i Bremen tilhørende færgeskib “Rudolf". Efter at være afmønstret forøvede han atter nogle indbrud og rejste så til London, hvor han i løbet af et par dage forødte de penge han ved ankomsten var i besiddelse af. For atter at komme i besiddelse af penge begik han 2 natlige indbrud hos en skibsekviperingshandler i nærheden af West India Dock, hvor han steg over et 6 alen højt plankeværk på husets bagside, hvorpå han skaffede sig adgang til huset ved at ituslå nogle ruder. Her fyldte han i løbet af de 2 nætter 3 store sække med nye klædningsstykker, ligesom han tilvente sig flere ure, hvorefter han solgte samtlige koster i London. Et par dage efter gik han ind i “Victoria Dock", hvor der op ad husene Iå flere skibsladninger af et stof, som efter hans forklaring lignede bomuld. Med nogle tændstikker, som han havde taget med sig for at begå brandstiftelse, stak han så ild i bomulden, og da det var en stærk storm, forplantede ilden sig hurtig videre såvel til pakhuse som til skibe, der dels brændte, dels ødelagdes. Ilden antog, som han selv forklarede, umådelige dimensioner, så at den varede flere dage, og da han den følgende dag, efter at han om natten havde ligget i en båd i nærheden af brandstedet, forlod dette, rasede ilden endnu voldsomt. Han havde slukket ild for under branden at se lejlighed til at stjæle, men hele udbyttet var kun 3 frakker og 2 kasketter, tilhørende nogle toldembedsmænd. Et par aftener efter stak han ild på en rebslagerbane i “Millwall Dock". Han steg over et jerngitter og et plankeværk af 6 a 7 aIens højde og kom da til et oplagskur, fyldt med hamp, som han stak ild på i forventning om at ilden skulle forplante sig til nogle bagved skuret liggende udsalg af beklædningsgenstande, hvor han så ville have stjålet. Ilden blev dog slukket, før den nåede udsalgene, og han fik således ikke lejlighed til at stjæle, hvorimod han samme aften blev anholdt. Han var nemlig iført en af de stjålne tolduniformer, af hvilke han vel havde afsprættet knapper og distinktioner, men til hans uheld var en knap blevet siddende. Allerede den næste dag stilles han for politiretten i Bow Street, hvor man foreholder ham tyveriet, som han straks vedgår, men ikke anstiller nogen undersøgelse af hvorvidt han måtte have anstiftet ilden, og han dømtes til 2 måneders strafarbejde. Efter at være løsladt den 18. april 1881 skaffede han sig 2 aftener senere adgang til et pakhus i nærheden af “London Bridge” ved at skyde et vindue ind. I pakhuset fandtes et lukaf, der benyttedes til toldkontor. I dette stjal han 2 frakker og stak derefter ild i nogle bøger, der lå i kontoret, hvilket nedbrændte, mens det lykkedes at frelse pakhuset. Et par dage efter forøvede han et dristigt indbrud l det danske generalkonsulat, hvor han tidligere forgæves havde sagt hjælp, men inden han havde forladt huset, blev han grebet og derefter dømt til 1 års strafarbejde. De 8 første måneders straf udstod han i Holloway Fængslet. de sidste i straffeanstalten i Bedford, hvorefter han efter udstået straf blev sendt til London, hvor han i nogen tid havde ophold og ernærede sig dels ved 7 kr., som han ejede ved løsladelsen, dels af nogen understøttelser af den danske generalkonsul, dels af udbyttet af nogle tyverier i logishuse, hvor han stjal sømandsklæder. Han tog derefter hyre som kok med skonnerten “Flid', først til Kragerø og dernæst til Helsingfors. Ved ankomsten til denne by deserterede han, efter at han først fra kaptajnens uaflåste kahyt, til hvilken han som kok havde uhindret adgang, havde stjået 100 finske mark. Fra Helsingfors begav han sig med jernbanen til Åbo, men overnattede undervejs på Hekie Jernbanestation, hvor han benyttede lejligheden til af lommerne på en passager, der sad sovende i ventesalen, at stjæle et guldur, som han straks efter ankomsten til Åbo solgte for 6 finske mark. Dette beløb svirede han op i løbet af et par dage, hvorefter han sneg sig ombord i en i havnen liggende damper. Med denne gik han som blind passagerer til Stockholm og kom derpå på lignende måde til Kalmar, idet hab dog undervejs atter tog tiden iagt til at stjæle. Næppe var han kommet i land før han atter begik tyverier. men blev anholdt og straffet med 1 års cellefængsel. Efter udstået straf blev han over Malmø udsendt af riget.

Jens Nielsen ankom hertil den 10. f. m. og ejede da 75 kr. To dage efter havde han sat sine skillinger over styr og gik så til Jyderup, hvor han først et par dage besøgte sin moder, der har ophold på Brokøb Fattiggård, var derefter i 4 dage hos sin i nærheden boende fader og tog da atter ophold hos moderen. Den 20. f. m. gik han til et hus ved Jyderup Station, som var tomt og aflåset, idet beboerne var til Dyrskue. Han slog nogle ruder ind og steg ind gennem det åbnede vindue ind i stuen, hvor han stjal 30 kr. og rendte tilbage til moderen. Her blev han imidlertid et par dage atter anholdt og ført til Meerløse-Tudse Herredskontor, hvor han dog nægtede at have begået tyveriet. Han blev derefter indsat i arresten i Holbæk, men da han ikke blev ordentlig visiteret, lykkedes det ham at beholde 3 a 4 kr som han havde skjult i den ene sko. I arresten blev han benyttet til husgerning og da navnlig til at bære fejeskarn ud i haven. Under sit ophold i arresten var han stedse iført sine egne klæder og havde endda sin egen runde filthat på hovedet, på hvilken han ved anhoIdelsen særlig blev kendt. og da han forrige onsdag var ked af det ufrivillige ophold, sprang han over havens lave plankeværk og løb sin vej. Den følgende dag kom han om middagstid forbi et hus, hvis beboere syntes at være ude, og han gik derfor for at stjæle ind i dette, der kun var lukket med klinke, i hvilken der var anbragt en pind. Han havde straks etter at være undveget besluttet sig til at begå brandstiftelse for at stjæle penge ved hjælp af hvilke han ville rejse til Amerika, og da han i huset fik øje på en æske tændstikker, stak han denne til sig for at benytte indholdet ved given lejlighed. Før han fik lejlighed til at foretage en ransagning, blev han overrasket af ejerens 15 årige søn, og han lod da som om han var gået fejl, og forlod huset. Samme aften klokken halv tolv, stak han for at få lejlighed til at stjæle penge, ild i stråtaget på af en købmand beboet hus mellem Brokjøb og Kalemose. Da Ilden havde laget godt fat, vækkede han beboerne og deltog så i udbæring af effekter, ved hvilken lejlighed det lykkedes ham at få fat i købmandens pengekasse, som han lagde i en spand, hvorved det fik udseende af at han hjalp til med slukningen, Da han kom udenfor med spanden, opdagede købmanden kassen og tog den i besiddelse uden at ane, at arrestanten havde villet tilegne sig den, hvorefter arrestanten forlod brandstedet uden noget udbytte og gav sig til sin moder. Han blev her i et par timers tid og tog da på Mørkøv Station for de penge, han som anført havde i sine sko, jernbanebillet her tIl byen. De følgende nætter tilbragte han under åben himmel, mens han om dagen fik sit underhold hos nogle herboende slægtninge, hvem han fortalte at han søgte hyre, idet han fuldstændig fortav, at han havde været arresteret. I søndags købte han en æske tændstikker og begav sig derpå til Valby, hvor han var ganske ukendt, men hvilken by han havde udset til skuepladsen for sin næste brandstiftelse. Det var højlys dag, da han kom til Valby, hvor han så undersøgte forholdene og valgte gårdejer Niels Nielsens gård til at stifte ild på, idet stråtaget var nyt og derfor efter hans mening hurtig ville brænde. Da han ville vente med at stikke ild, indtil beboerne var i seng, lagde han sig til hvile på marken, hvor han imidlertid faldt i søvn og  først vågnede henad midnat, han listede sig derpå hen til huset og forvissede sig om at beboerne sov. Da han ikke kunne nå op til tagskægget, afbrød han i haven en gren, på hvis ene ende han anbragte en visk halm, i hvilken han stak ild med de medbragte tændstikker, hvorefter han stak den brandende visk op til stråtaget, der straks stod i flamme. For at kunne komme ind i værelserne og få fat i nogle værdisager, inden ilden havde grebet for stærkt om sig, vækkede han så de i stuehuset sovende personer, medens han slet ikke tænkte på at frelse nogen og derfor heller ikke bekymrede sig om tyendet, der sov i den antændte sidelænge. Det varede imidlertid så længe, inden beboerne kom på benene, at ilden, da han kom ind i stuerne, havde et sådant omfang, at han ikke kunne få tid til at bjerge noget, og på samme måde gik det ham i de nærmest liggende gårde. Hans tanke havde været, at ikke blot de 3 sammenbyggede gårde, men også den fjerde noget fra de andre liggende gårde skulle brænde, og da han så, at den fjerde gård forblev urørt af ilden, listede han sig ind i gårdspladsen og op på stænget i laden, hvor han så stak ild. Da det brændte godt, gik han ind i stuerne, men traf disse besat af byens folk der var i færd med at redde, så at han heller ikke der fik tilvendt sig noget. Han gik herpå en i nærheden værende sædemark, hvor han tilbragte natten og den følgende dag indtil solnedgang, idet han levede af noget fra København medtaget hvedebrød. Om aftenen begav han sig da til Hvidovre, hvor han ankom kl. 11. Her udså han sig atter en gård, som han ville stikke ild på, og efter først at have forvisset sig om at beboerne var i seng, prøvede han også her med brændende halm på enden af en gren at stikke ild på stråtaget udvendig på ladebygningen i nærheden af det sted, hvor gårdens halmstakke havde deres plads, men det ville ikke lykkes ham at få tagene til at brænde, hvorfor han med en brændende gren gik ind i selve gården, og her fængede taget straks. Han fjernede sig derpå og vækkede ikke beboerne, idet han frygtede for, at mistanken skulle falde på ham, når han var den første ved brandstedet. Da han så at ikke blot beboerne var på benene, men at også flere fremmede var kommet til, nærmede han sig og hørte da den brandlidte ejer beklage sig over, at der i det brændende stuehus i en skuffe lå flere hundrede kroner. Med øjensynlig livsfare styrtede arrestanten da ind i huset og fik også fat på pengene, men ligesom han ville ud af den brændende bygning, kom en mans til og tog pengene fra ham med tak for hans opofrelse, og heller ikke her fik han noget udbytte af sin udåd. Han bestemte sig da til at brænde den nærmest liggende gård af, men inden han fik udført dette sit forsæt, blev han kl. 2 midnat anholdt og vedgik straks at være gerningsmanden og at have villet vedblive med at brænde gårde af, indtil det var lykkedes ham på denne måde at få midler til at udvandre. I Hvidovre var et barn på et hængende hår indebrændt, og såvel her som i de 3 gårde I Valdy var det mere end et held, at ingen af beboerne, der måtte frelse sig i det blotte linned, indebrændte. Anholdelsen skete så umærkelig, at den store mængde, der var forsamlet i Hvidovre, først erfarede, hvad der var sket, da han sad på vognen mellem 4 politibetjente, som efter ordre skyndsomst fjernede sig med ham, for at den selvfølgelig stærkt ophidsede befolkning ikke skulle tage sig selv til rette på ham.

Det vil nu nærmere blive undersøgt, om hans forklaring i alle enkeltheder er stemmende med sandheden, men efter alt hvad der foreligger, synes den afgivne tilståelse at være fuldstændig sand og åbenhjertig. Man kan kun lykønske birkedommer Ingerslev, fordi det ved hans iver og hans påpasselighed er lykkedes at pågribe og standse en forbryder, for hvis forfærdelige ødelæggelsesdrift der ikke synes at være nogen som helst grænse så at samfundet ved hans pågribelse er frelst for lige så store som overhængende farer.

(Nationaltidende, Dagbladet (København) og andre, 6. juli 1883. 

Artiklens oplysninger gentages nogenlunde i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 15. marts 1884, og i Social-Demokraten - meget udførligt - 16. marts 1884.).

Brandstifteren Jens Nielsen. 

Som det vil erindres, afgav denne farlige forbryder, der senest stak ild på tre gårde i Valby og en i Hvidovre By, straks efter sin anholdelse bl. a. tilståelse om, at han i februar 1881 havde gjort sig skyldig i tre ildspåsættelser i London, ved hvilke der skulle være ødelagt betydelige værdier, navnlig ved en af ham i "Viktoria Dok" anstiftet ildebrand. Efter de i den anledning straks indhentede oplysninger havde den sidstnævnte brand strakt sig over et areal af ca. 3 tdr. land, og ved branden, der havde været den største, som London i de sidste 20 år havde været hjemsøgt af, og som 8 dampsprøjter på grund af en stærk blæst længe forgæves havde søgt at få bugt med var der foruden samtlige pakhuse med indhold ødelagt et større skib, 12 med kornvarer ladede lægtere og 18 fuldt ladede jernbanevogne. For at få konstateret, hvorvidt arrestantens forklaring om hans virksomhed ved de omhandlede ildebrande og om de ham i England overgåede straffedomme var rigtige, blev der under 12. juli af politimesteren i søndre birk foranstaltet sendt en udskrift af forhøret til de engelske myndigheder. Først den 12. d. m., altså efter 4 måneders forløb, er der som svar på den af politimesteren rettede række af spørgsmål indløbet en kortfattet rapport.

Det fremgår af denne, at de værdier, som gik tabt ved de omhandlede ildebrande, nærmer sig det kolossale beløb af tredive millioner kroner. Den ene brand, i Brewers Quay ved London Bridge, var straks blevet slukket, så at skaden kun var ubetydelig. Ved den anden brand, hvorved reberbanerne i Glensall Road blev ødelagt, anrettedes der skade for ca. 1 mill. kr. og ved branden i Viktoria Dok for mellem 27 og 28 mill. kr. Efter de modtagne oplysninger kunne ilden let have antaget endnu større dimensioner; der gik intet menneskeliv tabt, og sådant kunne efter den brug der gjordes af bygningerne, kun være sket ved ulykkestilfælde under slukningen. Da rapporten intet oplyser om rigtigheden af arrestantens forklaring og om de ham overgåede straffe, er der herom på ny sket forespørgsel til de engelske autoriteter.

(Thisted Amts Tidende, 15. november 1883, 2. udgave).

Massebrandstifteren Jens Nielsen der bl.a. i fjor sommer afbrændte 4 gårde i Valby ved København og 1 gård i Hvidovre for at se lejlighed til at stjæle, har i disse dage fået sin dom ved Københavns Amts søndre birk. Dommen lyder på tugthusarbejde på livstid, hvorhos han er tilpligtet at udrede forskellige erstatningssummer. Skønt han kun er 21 år gammel, har han dog forøvet en sådan masse forbrydelser at man må grue derved. Bl.a. har han i vinteren 1881 sat ild i Viktoria-dokkerne i London hvorved der gik værdier tabt til et beløb af 27 millioner kr. og dernæst foranledigede han 2 andre ildebrande i London, ligesom han begik forskellige tyverier.

(Vendsyssel Tidende, 12. marts 1884). 

Pingels Afskedigelse. (Efterskrift til Politivennen).

Dr. Pingels hensynsløse og slet motiverede Afskedigelse fra sin Embedsstilling er den af Ministeriet Estrups Synder, der senest vil blive glemt af den danske Arbejderstand.

Denne Afskedigelse er nemlig som et Slag mod Arbejderne, som et Slag mod Bestræbelserne for at hæve vor Stand. Den er et nyt og utvivlsomt Bevis for, at det Princip, der sidder ved Regeringen, er Principet om, at vi skal holdes nede, ikke alene i Armod, men i Uvidenhed, ikke alene i social Henseende, men ogsaa i politisk.

Hvad har nemlig foranlediget Dr. Pingels Afskedigelse?

Det er ikke hans religiøse Standpunkt, thi hans Udtalelser i saa Henseende er flere Aar gamle, og efter at disse var fremsatte, er han bleven forfremmet fra Adjunkt til Overlærer. Det er heller ikke hans politiske Anskuelser, thi han har ingensinde offenligt angrebet Regeringens Politik, skønt han naturligvis ikke sympatiserer med den. Det er hverken hans Fritænkeri eller Venstresind, der har fældet ham, thi intet af dette hævede ham over vore Dages Dusinmennesker! Nej, det Punkt, hvor han skilte sig ud fra Mængden, laa andet Sted. Deri laa det, at han, der var Videnskabsmand, anset og æret som en af de Bedste, ikke vilde lægge Skjul paa, at Arbejdernes Fordringer var berettigede, at han, der var velset i Salonerne, ikke undsaa sig ved at tage Plads blandt Mændene med de grove Klæder, at han, der var født mellem dem, der sætter Alt ind paa at undertrykke Arbejdernes Parti, ikke betænkte sig paa at tage en Del af dette Partis Opgave op, den Opgave at sprede sand Oplysning ud blandt Befolkningen.

Her var det, at han ragede frem blandt de Videnskabsmænd, der er Fritænkere, og de Politikere, der er venstresindede. Dette, at han følte for Arbejderne, i sit Hjærte led med dem, naar de led, sympatiserede med dem, naar de kæmpede, dette var hans Forbrydelse. Thi for Samfundets Magthavere er det en Forbrydelse, en virkelig strafværdig Forbrydelse, at staa paa Arbejdernes Side, selv om det er med nok saa stort Forbehold.

At Regeringen har ramt Dr. Pingel, fordi han foretrak at studere Arbejdersagen med Velvilje fremfor at knuse den, fordi han søgte at hæve Arbejderne i Stedet for at undertrykke dem, fremgaar af den Ihærdighed, hvormed man har jaget efter ethvert Spor af Forbindelse mellem ham og Socialdemokratiet. Der er gjort store Anstrængelser paa dette Omraade. Godsejer ministrene har sporet Politiet frem tit Kraftanstrængelser af alle Arter, medens "Dagbladet" og "Dagens Nyheder" som glammende Hunde har fulgt Herskabet i Hælene.

Og saa fandt man Festmaaltidet for de tyske Socialdemokrater, ved hvilket Dr. Pingel ikke var tilstede.

Det var Noget, som selv en Kyllingehjærne kunde begribe, at man for sin egen Skyld ikke burde afskedige en Mand, blot fordi han havde mere Sympati for Arbejderne, end Folk i hans Stilling finder det passende. "Arbejdervenlighed" er jo netop den store Frase, der dækker over saa mange af de herskende Klasers Forbrydelser, "Arbejdervenlighed" er jo bleven Stikordet baade paa Valgdagen og ved Champagnegilderne, det er et Prædikat, hvormed baade Godsejere og Skorstensbaroner pynter sig til Hverdagsbrug, og det vilde ødelægge Illusionen, hvis man jagede en Mand fra sit Embede, blot fordi han tog dette Ord som mere end Mundsvejr. Derfor maatte man have et vægtigere Argument, og man fandt det socialdemokratiske Festmaaltid, hvor Dr. Pingel ikke var til Stede.

Det socialdemokratiske Festmaaltid gaar igen som et Spøgelse i Rektor Bergmanns Skrivelser og i de kultusministerielle Svar. Man ved, at Dr. Pingel ikke var der tilstede; men han kunde have været der. Denne Mulighed er trukken frem, den skinner gennem Linjerne, og de ministerielle Betænkeligheder har ingen anden Vægt end denne kunstige Forudsætning. Naar ængstelige Højremænd føler sig beroligede ved Afskedigelsen, saa er det, fordi det foresvæver dem, at Hr. Pingel har spist og drukket sammen med de tyske Socialdemokrater, de synes at mindes, at "Dagbladet", "Dag. Nyh." og Kultusministeriet ikke har skrevet Andet, ikke har talt om Andet - og naaer deres Hukommelse saa langt, at de ogsaa erindrer, at hele denne Paastand viste sig at være grundløs, saa har de dog Fornemmelsen af, at det ikke vilde have undret dem, om den var bleven bekræftet.

Til Trods for, at Dr. Pingel ikke var blandt disse Mænd, som Tysklands Scavenius'er jager og forfølger, staar han dog i ængstelige Højremænds Øjne som Samfundsopløseren, som den hensynsløse Agitator, der udsaar Gift og vækker falske Forestillinger. Han staar der til Trods for sine Forbehold og Hensyn, blot fordi hans Sympati var ærlig og hans Virksomhed for Arbejderne vel ment.

Han kan maaske lære noget deraf, og Andre med. Hvis Angrebene paa Socialdemokraterne, disse vanærende, haanende og saarende Angreb, nogensinde har gjort det Indtryk paa ham blot tildels at være berettigede, blot at have en Skygge af Sandhed over sig, saa vil han nu erindre sine egne Indtryk med Beklagelse. Han er nu selv bleven behandlet efter en Undtagelseslov, ikke mindre uretfærdig end den, hvorunder det tyste Socialdemokrati kues, og han ved nu, at man kan blive ramt af den, selv om man ikke vil andet end godt, selv om man staar paa Højde af sin Tids Viden, selv om man gaar frem baade med Hensynsfuldhed og med Forstaaelse.

Dr. Pingel er bleven afskediget, fordi han vilde bidrage sit til at føre Arbejderne frem, og han er bleven afskediget som den, man ikke turde betro Børnenes Opdragelse. Dette er den dummeste Handling, som Ministeriet Estrup endnu har begaaet, thi den tænkende Offenlighed har nu saaet Syn for meget, der hidtil ikke har været den klar.

Nu vil den kunne forstaa, at naar Socialdemokratiet bekæmpes, forfølges og fornærmes, saa er det kun, fordi vort Parti kæmper for dem, der forurettes ved Samfundets nuværende Ordning.

* *

Vi har den Overbevisning, at Dr. Pingels Kærlighed til Arbejderne ikke er bleven svækket ved det Offer, han har maattet bringe dem - tværtimod! Vi haaber og tror, at den er bleven stærkere. Han føler, det tør vi sige, i dette Øjeblik mere for vor Stands Ve og Vel end nogensinde tidligere.

For saa vidt beklager vi ikke Afskedigelsen. Vi beklager den ikke, fordi den har frigivet en Mand, der netop udenfor sin Embedsstilling kan udrette meget for Udviklingen. Rigmandssønnerne i Metropolitanskolen har Lærere nok, men Arbejderne - for dem vil Ur. Pingels Virksomhed kunne blive til Velsignelse.

(Social-Demokraten 1. juli 1883).

Filolog, geolog, lærer, politiker. Johan Victorinus Pingel (1834-1919) blev dr. phil. 1864. Under studierne underviste han 1854-65 på v. Westens institut og var med i bestyrelsen af Strandmøllen 1865-69. I 1870'erne forlod han filologien til fordel for naturvidenskaben. Han var fra 1882 Studentersamfundet første formand. Hans synspunkter skabte stor harme i Højre. Da han i 1883 kontaktede tyske socialdemokrater under partiets kongres i København, henvendte Højre-folk sig til kultusministeriet som formanede Pingel til tage "de hensyn, som hans Embedsstilling i Følge de ham overordnede Myndigheders Anskuelse kræver". Da Pingel nægtede dette, blev han 21. juli 1883 afskediget med pension. 

Pingel gik herefter ind i politik. Han var i efteråret 1883 med til at stifte Københavns liberale venstreforening. I 1884 opstillede han for venstre i Århus og vandt over Højres kandidat. Ligeledes samarbejde han ved valget med Socialdemokratiet så de fik to mandater. Han ville samle venstre, bl. a. ved i 1886 at bidrage til foreningen af det Bergske og det Hørupske venstre. Han var hovedmanden bag loven om oprettelse af Danmarks geologiske undersøgelse 1888. 1891 trak han sig ud af politik. Efter 1892 helligede han sig filosofiske og geologiske studier. 

Retssag Udlevering af Barn. (Efterskrift til Politivennen)

 Landsover- samt Hof- og Stadsretsdomme

(Afsagte den 11. Juni 1883).

Retssag om et Barns Udlevering. Under 1. Juli 1875 meddeltes der en Gaardeier og hans daværende Hustru Bevilling til at leve separerede i Henseende til Bord og Seng paa de af dem vedtagne Vilkaar, i hvis 4. Post det hedder: "Deres Barns - Peder Nikolai født den 15. Mai 1874 - Pasning og Pleie overtages af Konen alene indtil dets 7. Aar, og betaler hertil Manden yderligere i de tre første Aar 40 Kr. aarlig. Ligeledes hvert Aars 1. Otober, første Gang 1. Oktober 1875." Ved allerhøieste Bevilling af 3. September 1878 blev Ægteskabet mellem de nævne Ægtefolk imidlertid fuldstændig ophævet paa de Bevillingen vedhæftede Vilkaar, i hvilke det blandt andet indeholdes, at Parterne vare blevne enige em Skilsmisse paa Vilkaar, at der til Sønnens Underhold betales som efter Separationsvilkaarernes 4. Post fremdeles 40 Kr. aarlig hvert Aars 1. Oktober til hans fyldte 7. Aar. Efter at bemeldte Ægtefællers ovenomhandlede Barn havde fyldt sit 7. Aar, ønskede Gaardmanden at overtage dets fremtidige Opdragelse, Pleie og Underhold, hvortil han som Barnets Fader formente sig berettiget fremfor dets Moder; men da denne nægtede at udlevere ham Barnet, paastod han hende under nærværende Sag tilpligtet under en daglig Bøde at udlevere ham Barnet til daglig Pleie, Underhold og Opdragelse, og at betale ham Sagens Omkostninger. Da hans Paastand ved Underretten ikke blev tagen til Følge, indankede Gaardeieren Sagen for Overretten, hvor han ligeledes nedlagde Paastand paa Barnets Udlevering. Hustruen havde som Grund for sin Frifindelse bl. a. anført, at hun ikke var rette Sagvolder, eftersom hun ikke havde Barnet hos sig idet dette med hendes og Gaardmandens Samtykke var anbragt i Pleie hos en ustævnt Trediemand, men Overretten fandt, at der ikke kunde tages noget Hensyn til denne Indsigelse, da hun ikke havde godtgjort, at hendes fraskilte Mand havde samtykket i saadan Anbringelse af Barnet. Vel havde hun nu heller ikke i nogen Henseende godtgjort Rigtigheden af sit Anbringende om, at det paa Separationstiden var en Aftale mellem hende og hendes fraskilte Mand, at Barnets Opdragelse skulde være overladt hende til dets Konfirmation; men det skjønnedes paa den anden Side ikke rettere, end at der maatte gives hende Medhold i, at de ovenomhandlede mellem Parterne vedtagne Vilkaar i ethvert Fald ikke, som af Manden paastaaet, kunde  forstaaes saaledes at han efter Barnets fyldte 7. Aar skulde have en udelukkende Bestemmelsesret over det, og da han ikke havde anført nogen Omstændighed, der kunde berettige ham til udelukkende at raade over Barnet, og der heller ikke i Lovgivningen fandtes nogen Bestemmelse, der kunde hjemle ham en saadan Ret, vilde hans Paastand om Barnets Udlevering ikke kunne tages til Følge, og blev Underretsdommen saaledes stadfæstet. 

(Nationaltidende 20. juni 1883).