Cigararbejdernes Strejke. (Efterskrift til Politivennen)

Sjældent er en Arbejdsnedlæggelse blevet omfattet med en saa stor og almindelig Interesse fra alle Arbejderes og Arbejdervenners Side som den, der for Tiden udvises mod de for en menneskelig Tilværelse kæmpende Cigararbejdere. Vel maa det siges, at Arbejderne her i Danmark heller ikke tidligere har ladet det Fag i Stikken, der til en given Tid har været nødt til at optage Kampen mod Kapitalens Overgreb, men derimod stadig været rede til at støtte hinanden i denne Kamp. Solidaritetsfølelsen, Følelsen af Alle som en at staa over for en fælles Fjende: Kapitalen, saa længe den er i egoistiske og hensynsløse Privatmænds Hænder, har vel bestandig udviklet sig og gjort sig gældende paa en for Arbejderne ærefuld Maade, men denne Følelse har endnu ikke sat sig et saa smukt Mindesmærke som det, der rejses i disse Dage ved den Enstemmighed, den almindelige Offervillighed, der lægges for Dagen for at yde de strejkende Cigararbejdere en saa kraftig Støtte, at de derved bliver i Stand til at gennemføre deres berettigede Fordringer.

Og denne Støtte er ikke blevet ydet Cigararbejderne paa en nølende eller vankelmodig Maade. Straks da Arbejdsnedlæggelsen antog en saadan Karakter, at Cigararbejderne trods forøgede Anstrængelser ikke længer saa sig i Stand til at bære den ved egne Kræfter, men maatte anmode andre Fags Arbejdere om Støtte, gav Bestyrelserne for Fagforeningerne øjeblikkelig deres. Tilsagn om at tilflyde den manglende Kraft. De vidste, at de kunde gøre det, idet de vor overbeviste om, at de Mænd af Arbejderstanden, de stod som Repræsentanter for, med al den Energi, der stod til deres Raadighed, vilde give deres Tilsagn og Løfter behørig Vægt. Spørgsmaalet drejede sig derfor heller ikke om, hvorvidt der skulde ydes Cigararbejderne Støtte i deres Kamp, dette Spørgsmaal betragtedes som afgjort i samme Øjeblik, som det blev rejst, men ene og alene om, paa hvilken Maade man hurtigst og kraftigst kunde yde dem den fornødne Bistand. I nogle Fagforeninger havde man endog paa Forhaand stillet forholdsvis ikke ubetydelige Summer til Cigararbejdernes Disposition.

Den Støtte, som Bestyrelserne gjorde Regning paa hos deres respektive Foreningers Medlemmer, udeblev heller ikke. Den blev ydet med al den Energi, som er ejendommelig for Mænd, der er sig Sagens Alvor bevidst, og som føler, at det er deres egen Kamp, der kæmpes. Men ikke alene Foreningsmedlemmerne gav Mode med deres Bidrag. Ogsaa de Arbejdere, der staar udenfor deres Fags Organisation, følte sig grebet af Sagens Vigtighed og store Betydning, og strittede sig til de Kæmpendes Rækker, lige som mange udenfor de fysiske Arbejderes snævrere Kreds staaende Arbejdervenner har lagt deres Sympati for Arbejderne for Dagen ved at træde til med deres aktive Støtte.

Det er ikke alene her i København, at Interessen for og Deltagelsen i Cigarbejdernes Kamp gør sig gældende. Hele Danmarks Arbejderstand kan i dette Øjeblik med Rette siges at staa paa Cigarbejdernes Side. Fra henimod en Snes af Landels betydeligste Byer indkommer der nådig Bidrag, og det er ikke alene fra de Strejkendes Fagfæller at disse ydes, men ligesom her i København er Arbejdere af alle Fag traadt til i flere as Landets største og betydeligste Byer. Vi minder saaledes om de aarhusianske Arbejderes Deltagelse, hvilket Eksempel er blevet fulgt i Randers og flere andre Steder.

Ogsaa Arbejderne i Udlandet tager Del i de københavnske Cigararbejderes Kamp. I Sverig indsamles der Bidrag i Stockholm, Gøteborg, Ørebro, Karlskrona, Kalmar, Karlshæmn, Linkøping, Norrkøping, Malmø, Lund, Kristiansstad og Helsingborg. I Malmø blev paa et talrigt besøgt Møde, som for kort Tid siden holdtes paa Almbacken, nedsat en Komite til at foranstalte en Indsamling af Bidrag blandt Arbejdere af alle Fag. Fra følgende Byer i Tyskland sendes der Bidrag: fra Hamborg, Berlin, Bremen, Breslau og Flensborg, og da Flertallet af disse Stæder ere at betragte som Centralpunkter i Cigarfabrikationen, indløber der til disse ogsaa Bidrag fra andre Steder i Tyskland. Ligeledes fra Svejts, Frankrig, ja selv fra Amerika har de Strejkende gentagende Gange modtaget ikke ubetydelige Summer, tilligemed Udsagn om yderligere Bidrag.

Ligeoverfor denne Sammenslutning af Arbejdere staar for Tiden 16 Cigarfabrikanter med deres haardnakkede Vægring mod at gaa ind paa Arbejdernes billige og retfærdige Fordring om en Lønningsforhøjelse, der kan sætte dem i Stand til at føre en noget mere menneskelig Tilværelse, end den de hidtil har kunnet føre. Bortset fra den materielle Kraft, som denne enstemmige Tilslutning forlener de Strejkende med, og som giver dem en bestemt Overbevisning om at kunne føre Kampen sejrrig til Ende, har den enstemmige Sympati for de kæmpende Cigararbejdere tillige en uhyre moralsk Betydning. Det er den offentlige Mening, der fælder sin Fordømmelsesdom over den Udbytning, som Cigararbejderne i Aarrækker har været Genstand for. Efter at denne Dom er afsagt, behøver man ikke længere at spørge om, hvorvidt Cigarfabrikanterne har været inhumane eller ikke. Dommen er tydelig og klar. Den mod Cigararbejderne udviste Hensynsløshed og Inhumanitet staar for den almindelige Bevidsthed som noget givet, noget, der er dybt indprentet i Sjælen, noget, der ikke kan bortdisputeres. Man véd, at Cigararbejdernes Fordringer kun drejer sig om at bevæge Fabrikanterne til at opfylde et for 6 Aar siden givet Løfte, et Løfte, som blev aflagt for at formaa Arbejderne til uden Modstand at gaa ind paa en Lønningsreduktion. Man ved, at Fabrikanterne, i Stedet for at opfylde dette Løfte, tvært imod yderligere har reduceret Lønnen, saaledes at denne, naar Arbejdernes Fordringer gennemføres, ikke en Gang vil naa op til, hvad den tidligere har været. Man har set, at Forholdene i Cigararbejderfaget netop giver et slaaende Billede af den nyere Tids Kapitalophobning Side om Side med Fattigdom. Medens Fabrikanternes i Forvejen store Indtægter i faa Aar i flere Tilfælde ere stegne til det dobbelte og tredobbelte, medens adskillige Fabrikanter har aarlige Indtægter, der gaar op til 10 Gange saa mange Tusinder af Kroner, som en mandlig Cigararbejder har Hundreder i aarlig Indtægt, ikke at tale om de kvindelige Arbejdere, med hvilke der slet ingen Sammenligning kan taales, træller Arbejderne, der skaffer Fabrikanterne disse store Indtægter, for en ussel Sulteløn. Det oprører den almindelige moralske Sans, at Mænd, af hvem Samfundet fordrer en Familjeforsørgers Pligter opfyldte, skal opslides i Kapitalens Tjeneste for en gennemsnitlig ugenlig Løn af ca. 11 Kr., at mange, trods al anvendt Flid ikke formaar at drive Fortjenesten højere op end til 8 a 9 Kr., og at Kvinder skulle sælge deres Arbejdskraft for en ugenlig Løn, der i de fleste Tilfælde varierer fra 3½ til 7 a 8 Kr. og kun i enkelte Tilfælde naar op derover, samt at brutal Behandling oste ledsager disse elendige økonomiske Tilstande. Det er disse Forhold, der ved Strejken ere indankede for den offenlige Menings Domstol, og det er over dem den almindelige Bevidsthed nu fælder sin Fordømmelsesdom.

Strænge Herrer regerer kun kort, siger Ordsproget, og det synes, som om adskillige Cigarfabrikanter har en Følelse af, at det lakker ad Enden med deres og deres Kapitals Herredømme. Dette fremgaar nærmest af den Frygt, de nærer for Sammenslutningen mellem Arbejderne. De ved, at Arbejderne i Sammenslutningen har et mægtigt Vaaben imod dem, og derfor søger de ved alle Midler at forhindre deres Arbejdere i at forene sig, ja selv i at diskutere deres Anliggender. Der kunde fremdrages Rækker af Eksempler paa saadanne Midler, der bringes i Anvendelse overfor Arbejderne, men vi skal indskrænke os til kun at nævne nogle enkelte.

Man vil erindre, at der for nogen Tid siden fandt en mindre Strejke Sted hos Cigarfabrikant Thomsen (Fabriken "Royal"), og at der den Gang hos de kvindelige Arbejdere viste sig en stærkere Tendens end tidligere til at indtræde i Tobaksarbejderforbundet "Enigheden". Den nævnte Fabrikant tvang imidlertid ved Hjælp af Trusler om Afskedigelser sine kvindelige Arbejdere til at udtræde af Forbundet, og sendte deres Medlemskort tilbage med Paaskriften "udmeldt". For ikke længe siden viste samme Fabrikant en lignende Handlemaade. Da Tobaksarbejderforbundet "Enigheden" forleden ved Hjælp af skriftlige Indbydelser havde indbudt de kvindelige Arbejdere til et Møde blev Indbydelsen taget til Følge af Arbejderne paa saa godt som samtlige Fabriker her i  Byen. Fabrikant Thomsen sendte imidlertid Indbydelsen tilbage med Paategning om, at ingen af hans Arbejdere "vilde" komme til et saadant Møde. Arbejderne har selvfølgelig ikke givet deres Minde til dette Skridt af anden Grund end den, at de i modsat Tilfælde vilde være blevne kastede paa Gaden. Det er Kapitaltyranniet, der søger at forlænge sit Herredømme ved at isolere Arbejderne, idet Kapitalisten ved, at en enig og fælles Optræden af Arbejderne vil tilintetgøre hans Magt. Lignende hensynsløse Midler ere satte i Scene af Firmaet Ree & Bay. En af denne Fabriks Arbejdere søgte ved Samtaler udenfor Fabriken at gøre de kvindelige Arbejdere bekendt med, at et Møde agtedes afholdt. Da dette kom til Fabrikanternes Kundskab, blev vedkommende Arbejder øjeblikkelig afskediget.

Lige over for et saadant Tyranni i Forbindelse med Cigararbejdernes usle Lønningsforhold, er det en Selvfølge, at Strejken griber mere og mere om sig. Den omfatter som bekendt nu talt 16 Fabriker, til hvis Ejere, der er stillet den samme Fordring som til de tidligere, nemlig om en Lønningsforhøjelse af 2 Kr. pr. 1000 Cigarer. Denne sukcessive Udvidelse af Strejken vil imidlertid nu blive opgivet, idet en Generalforsamling har bemyndiget Bestyrelsen for Tobakarbejderforbundet til at indbyde samtlige Fabrikanter til et Møde, for i Forbindelse med Delegerede fra alle Fabriker at underhandle om Gennemførelsen af ovennævnte Lønningsforhøjelse for samtlige Fabrikers Vedkommende.

Dette Møde vil finde Sted førstkommende Tirsdag. Arbejderne vil her forelægge samtlige Fabrikanter Spørgsmaalet om den ovenfor nævnte Forbedring af Lønningsvilkaarene. De vil opfordre dem til at indfri det Løfte, der blev givet, da Arbejdslønnen for 6 Aar siden blev reduceret med det samme Beløb. De vil sige til Fabrikanterne: Vi ved, at I er i Stand til at opfylde vort Forlangende; vi ved, at mange af Eder ere tilbøjelige til at gaa ind derpaa, men at I af forskellige Grunde holdes tilbage. Vil Arbejdsgiverne da paa dette Møde give efter for Arbejdernes Forlangende, vil Strejken selvfølgelig være endt, i modsat Tilfælde vil den sandsynligvis blive gennemgaaende, idet Arbejdet vaa de øvrige Fabriker vil blive nedlagt.

Hvis det sidstnævnte Alternativ skal indtræffe, sker det naturligvis i Henhold til, at Cigararbejderne gøre Regning paa ogsaa i Fremtiden at erholde Støtte hos de øvrige Arbejdere, og de nærer ingen Tvivl om. al denne Støtte ogsaa vil blive dem ydet. Den Iver og Interesse, der hidtil har vist sig for Sagen, borger for, at de fornødne Midler vil blive bragte til Bese. Da Formanden for Tobaksarbejdersamfundet paa det store Møde, der blev Afholdt i Anledning af Bebels Valg, rettede det Spørgsmaal til Forsamlingen, om den billigede, at Cigararbejderne førte Kampen fuldt ud, og stod fast paa deres Ret til det yderste, blev dette Svørgsmaal besvaret med et enstemmigt og begejstret: Ja! Ved samme Lejlighed vedtoges det ligeledes enstemmig at støtte de Strejkende af al Kraft. Det følger af sig selv, at dette Tilsagn endnu staar ved Magt. Det Løsen, der ofte har lydt ved de Møder, hvor denne Sag har været paa Dags ordenen, maa ogsaa være Fremtidens Løsen, saa vil de fornødne Midler ogsaa være til Stede. Alle Arbejdere og Arbeidervenner bør sætte sig det Maal, at CigararbejderneS Strejfe skal og maa føres sejrrig igennem.

(Social-Demokraten 15. juli 1883).

Cigararbejdernes Strejke.

Som Følge af den Udvidelse, Arbejdsnedlæggelsen blandt Cigararbejderne har været Genstand for i Løbet af den sidste Uge, omfatter den nu, paa nogle Fabriker nær, næsten hele det Antal, paa hvilke Arbejdet kan forventes at ville blive nedlagt. Anledningen hertil er nærmest den Holdning, som et Antal Fabrikanter har indtaget, og hvorved de har forhindret, at den paatænkte Underhandling mellem Fabrikanter og Arbejdere kunde paabegyndes, og selvfølgelig altsaa endnu mindre føre til noget Resultat. Som bekendt besvarede de omtalte Fabrikanter Arbejdernes Indbydelse til et Møde med et haanende Afslag, og da endelig deres egne Kolleger søgte at bringe dem til at tage Del i en Forhandling, fandt de under et latterligt Paaskud Lejlighed til ogsaa at gøre dette Forsøg frugtesløst. Under disse Omstændigheder har Arbejderne selvfølgelig intet andet at gøre, end at søge deres Fordringer gennemførte ved Hjælp af Strejken, som derfor nu paa det nærmeste kan anses for at være gennemgaaende.

I Følge de Fremstillinger af de faktiske Forhold, under hvilke Cigararbejderne ere henviste til at leve og arbejde, og i Følge den Sympati, der overalt lægges for Dagen for de Strejkende, tør det antages, at der ikke behøves noget yderligere Bevis for, at deres Fordringer ere billige og berettigede. At de tillige ere gennemførlige og antagelige for Fabrikanterne, fremgaar af, at Arbejdslønnen paa Løbers Cigarfabrik i Store Kongensgade uden Strejke er blevet forhøjet, saaledes at den nu paa det nærmeste er i Højde med, hvad de Strejkende tilstræber. Arbejdslønnen paa den nævnte Fabrik har gennemgaaende været noget højere end paa Flertallet af de øvrige Fabriker. Det lavest lønnede Arbejde blev paa den nævnte Fabrik betalt med 6½ Kr. pr. 1000, medens den almindelige Betaling derfor kun var 6 Kr. I Lighed hermed var Betalingen for det øvrige Arbejde ogsaa en Del højere end almindeligt. Ved den Lønningsforhøjelse, der nu har fundet Sted, er Betalingen for det lavest lønnede Arbejde ansat til 8 Kr. pr. 1000, ligesom Betalingen for de øvrige Sorter er forhøjet med 1½ Kr. pr. 1000.

Medens den her omtalte Lønningsforhøjelse omfatter alt Arbejde, og gælder samtlige Arbejdere paa den nævnte Fabrik, er der samtidig andre Fabrikanter, der for nærværende Tid spekulerer i en Art "Lønningsforhøjelse", som kun har til Formaal at bringe en Del af Arbejderne til at undlade at tage Del i Strejken. Denne Fremgangsmaade anvendes særlig overfor de kvindelige Arbejdere, og ihvorvel det paa denne Maade er lykkedes enkelte Fabrikanter at skaffe sig en mindre Arbejdsstyrke, ved de kvindelige Arbejdere dog i Reglen at undgaa den Snare, der lægges for dem, og tager i Almindelighed ligesaa samvittighedsfuldt Del i Arbejdsnedlæggelsen, som deres mandlige Kolleger.

Fremgangsmaaden bestaar deri, at Fabrikanten forhøjer Lønnen for de kvindelige Arbejdere paa den Del af Arbejdet, som han for nærværende Tid særlig trænger til at faa udført. Idet han da gør Regning paa at finde et tilstrækkeligt Antal kvindelige Arbejdere, der ville hjælpe ham ud over de øjeblikkelige Vanskeligheder, haaber han derved at svække de mandlige Arbejdere i deres Kamp, og at Strejken for disses Vedkommende vil ende med Tab. Hvis dette lykkes, da vod Fabrikanterne, at det vil blive en let Sag atter at nedsætte Lønnen for de kvindelige Arbejdere, og at de muligvis da vil kunne byde disse en endnu ringere Løn end tidligere. At det forholder sig saaledes, og at adskillige Fabrikanter virkelig har gjort ovenanførte Beregning, fremgaar af Udtalelser, som flere af Fabrikanterne har udladt sig med, ligesom det ogsaa fremgaar af, at man i denne Tid jævnlig kan træffe Avertissementer i Bladene, hvori der loves kvindelige Arbejdere en Arbejdsløn af 40 Øre pr. 100 Vikler, medens den hidtilværende Betaling kun har været 20 a 25 Øre. En saadan "Arbejdervenlighed", der bevæger Fabrikanter til at skraale i Aviserne med en Lønningsforhøjelse af 70 til 100 pCt., som ingen har tænkt paa at forlange, medens de samtidig paa en hensynsløs Maade bekæmper de langt rimeligere Fordringer, der stilles af saa godt som alle Fagets Arbejdere, er allerede i og for sig i den Grad mistænkelig, at man vilde kunne gætte sig til Hensigten, selv om ikke de omtalte Fabrikanter havde snakket over sig. Nu har man imidlertid Beviser i Hænde for, at Meningen er den at formaa de kvindelige Arbejdere til at hjælpe Fabrikanterne ud over deres øjeblikkelige Forlegenhed for senere enten at blive kastede paa Gaden eller at komme til at arbejde for en Sulteløn, der er endnu lavere end den, de hidtil har maattet arbejde for.

Som bemærket ser Flertallet af de kvindelige Cigararbejdere den Snare, der her er lagt til Rette for dem, og ved derfor at undgaa den ved at slutte sig til deres Kolleger i Kampen mod Kapitalen. Men der findes dog enkelte, der, som Følge af de "gunstige Tilbud, stiller sig til Kapitalisternes Raadighed. I ethvert Fag findes der jo adskillige Personer, der paa Grund af daarlig Arbejdsevne ikke kunne faa Arbejde under normale Forhold, og hos disse søger Fabrikanterne i Reglen deres Støtte under Strejker. I Cigararbejderfaget er Antallet imidlertid ikke saa betydeligt, at det kan skade synderligt, og hvad Kvaliteten af Arbejdet angaar, da er det en bekendt Sag, at Størstedelen af de Cigarer, der under Strejken ere blevne leverede til de Handlende, har været saa slet forarbejdede, at mange Handlende har foretrukket at købe Raatobakker, og at lade Arbejdet udføre af dertil antagne kyndige Arbejdere, i Stedet for at købe Cigarer paa Fabrikerne.

I hvorvel der saaledes ikke er nogen Fare for, at den Arbejdskraft, som Fabrikanterne har til deres Raadighed, vil kunne forhindre Arbejderne i at sætte deres Fordringer igennem, er der dog tilstrækkelig Anledning til at advare de kvindelige Arbejdere mod at lade sig fange i den Fælde, som Fabrikanterne har opstillet. Ligeledes bør de mange Arbejdere af andre Fag, der understøtter de Strejkende med deres Bidrag, og som har kvindelige Paarørende eller Bekendte, der ernærer sig som Cigararbejdere, advare disse imod at søge Arbejde paa nogen af de Fabriker, hvor Arbejdet er nedlagt, eller at tage Arbejde der under nogen som helst Betingelse.

Ved Opretholdelsen af den Kammerataand, der under hele Strejken kar besjælet Cigararbejderne, og ved at yde de Strejkende Understøttelse med den samme Beredvillighed som hidtil, vil det næppe vare længe inden Fabrikanterne vil blive nødt til at falde til Føje.

(Social-Demokraten 27. juli 1883)

De kvindelige arbejdere ved Høys Cigarfabrik i Fiolstræde nedlagde kort tid efter arbejdet. Se en senere artikel.

Badeveien. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! Tillad mig gjennem Deres ærede Blad at gjøre vedkommende Autoriteter opmærksomme paa Forholdene paa Badeveien paa Vesterbro.

I denne af lutter Smaafamilier beboede Gade findes ingen Kloak, og Rendestenene maa saaledes optage alle de Uhumskheder, som udkastes og flyde derud fra Husene.

Naar en Rendestenene endda oprensedes daglig, var derom vel ikke stort at sige, men de oprenses sjældent, og naar det sker, lægges Snavset ud paa Gaden eller paa Fortovet, hvorfra det, vel at mærke, ikke bortkjøres, før det er blevet tørt; det henligger saaledes paa sine Steder i Ugevis og udbreder naturligvis en ulidelig Stank. Hvor farligt dette kan være, især i en varme som den, vi have haft i den sidste Tid, behøver vel ikke at omtales, og jeg haaber, at den ærede Sundhedskommissions Opmærksomhed kun behøver at henledes herpaa for at faa disse Forhold forbedrede.

Hvad Grunden er til, at Badeforholdene ved Badeveien ikke ordnes der, er ubegribeligt. For Kommunens Regning anlægges Kloak i Jagtveien, Valdemarsgades yderste Ende, hvor der ingen Huse findes, brolægges, et Stykke af Istedgade, Principet tro, er uden Forbindelse med Fortsættelsen af Gaden og en Del af Øhlenschlægersgade, hvor der naturligvis heller Ingen Huse findes, anlægges, men Badeveien, hvor der gives Byggetilladelse og bygges, den gjøres der Intet ved. I den er der hverken Kloak eller Gaslygter ligesaa lidt som Brolægning, Fortovets Brede er 9 Alen, Kjørebanens 4 Alen foruden den prægtige Rendesten.

(Nationaltidende 13. juli 1883).

Badevej skiftede i 1886 navn til Knudsgade, 1907 til Eskildsgade. Husene i Valdemarsgade og Badevejen var bl.a. opført af murermester Hjorth.

Barnevogne. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! Tillad mig følgende Bemærkning i Deres ærede Blad. At Barnevogne til daglig Brug vrimle i vore offenlige Anlæg, er man vel nødt til at finde sig i, men paa en Aften, hvor der er Koncert, synes jeg nok, der burde tages lidt Hensyn til Publikum. Da jeg forleden Tirsdag aflagde Østre Anlæg et Besøg, saa jeg til min store Forskrækkelse, at der paa Plænen foran Orkestret havde samlet sig en saadan Mængde Barnevogne, at de bogstavelig talt dannede en Vognborg, der spærrede Publikum Veien. Jeg begav mig derfor ned paa en af de Veie, der ere banede langs Vandet; hernede drives imidlertid foruden den foroven omtalte en anden Sport "Kjøren Hest". Straks jeg kom derned, foer et saadant Par Dyr mig imøde, jeg stillede mig paa Siden for at undgaa Sammenstød, men blev i det samme kjørt over Benene af en Barnevogn. Nu vil De vist indrømme mig, Hr. Redaktør, at naar der paa disse smalle Veie baade kjøres Hest og trukken Barnevogne, er der ikke megen Plads for Spaserende, tilmed da de kjøbenhavnske Barnepiger ikke ere af dem, der tage Hensyn til Folk. Min Hensigt er ikke, at Barnevogne selv en Koncertaften skulle forvises fra Anlægene, men at der skal anvises dem visse Veie, paa hvilke det er dem tilladt at kjøre. Kunde De, Hr. Redaktør, gjennem Deres ærede Blad fremme denne Sag, vilde det vistnok ikke alene glæde mig, men de fleste Kjøbenhavnere.

Galle.

(Nationaltidende 13. juli 1883).

Amagerbro. (Efterskrift til Politivennen)

Med Amagerbros Udvidelse gaar det nu rask fremad. Amagernes vigtigste Færdselsvej begyndte jo, lige som tidligere de øvrige Færdselsveje fra København, med en meget smal Bro eller Dæmning, netop saa bred, at to Vogne kunde passere hinanden, og denne Indsnævring af Færdselsvejen tog for Amagervejens Vedkommende sit Udspring straks ved Enden af Torvegade paa Kristianshavn, idet Volden her til den ene Side løb midt ud i Gadelinjen, hvorefter Vejen over det egentlige Fæstningsterræn indkneben og trang gik i Zigzag mellem Volde og Grave, over en knudret og hullet Brolægning, med fodbrede Fortove paa Siderne ud til en smuk og bred Chausse med Alleer paa Siderne, hvor Færdselen kunde gaa uhindret for sig efter Passagen gennem det uhyggelig smalle og navnlig for Fodgængere ingenlunde farefri Stykke Vej nærmest Byen. Nu graves der væk paa Voldene og Dæmningen udvides til begge Sider, Krumningerne falder bort, og til Efteraaret vil den snævre, skumle og krogede Passage være afløst af en aaben, bred og lige Boulevard til stor Glæde for Amagerne, der længe har været misfornøjede med de fra Fæstningstiden overleverede uheldige Forhold. Og det er, som om Lyset og Luften allerede naaer bedre ind i Kristianshavns trange Gader, Torvegaden føler sin voksende Betydning som Hovedaare for en betydelig Frekvens. Mange af de gamle Rønner i Gaden maa vige Pladsen for Nybygninger eller i det Mindste gives der Facaderne et mere pynteligt Udvortes. Kristianshavn har hidtil kun i ringe Grad fulgt Skridt med Udviklingen i det øvrige København; denne ene - tilsyneladende ubetydelige - Reform synes at skulle give Stødet til, at Kvarteret tager sig op og søger at komme med. Kommunen har længe behandlet Kristianshavn stedmoderlig; i Aar udføres her dog betydelige Arbejder foruden den nævnte Udvidelse af Vejen, bl. A. en Ombygning af Snorrebroen. Det sidste Arbejde er man dog meget utilfreds med, idet man frygter, at en Regulering eller Tilkastning af Kristianshavns Kanal herved vil blive udskudt, og denne Kanal er i Sandhed meget uheldig. Vandet i den er altid tykt og mudret, og om Sommeren, naar det er varmt, udbreder den en ulidelig Stank.

(Social-Demokraten 12. juli 1883).

Fotograf ukendt. Ved Løvens bastion i Kristianshavns vold til ravelinen mellem H. Torvegade (Amagerport) og Amagerbro. (1860-1870). Foto taget fra Frelser Kirke. Forrest ses volden, dernæst Stadsgraven og ravelinen, bag ved det Amager. Kbhbilleder.

Den professionelle Brandstifter Jens Nielsen. (Efterskrift til Politivennen).

I onsdag blev der af konst. birkedommer C. Ingerslev afholdt et forhør over arrestanten Jens Nielsen, som afgav følgende forklaring. Arrestanten, der er født den 20. november 1862 i Raabjerg ved Jyderup, blev allerede i en alder af 9 år anbragt på opdragelsesanstalten “Landerupgaard", som betjente en filial af anstalten Flakkebjerg. Her løb han gentagne gange bort, og mens han således turede rundt på egen hånd, blev han for forøvede tyverier anholdt både i København og Odense og straffet med henholdsvis 25 og 2 gange 20 slag ris. Efter at han var blevet sendt tilbage til anstalten, søgte han gentagne gange at brænde anstaltens bygninger af. Da han sidste gang i ledtog med flere af anstaltens elever havde stukket ild, hvorved der anrettedes en ikke ubetydelig ødelæggelse, blev han anholdt og tilstod da samtlige af ham udførte forsøg, hvorefter han idømtes straf af 2 års forbedringshusarbejder. Han blev løsladt den 9. september 1880 og blev da ved bistand fra sin hjemstavn hjulpet til at forlade Danmark, hvorefter han over Hull og Liverpool rejste til Quebec. Det lykkedes ham imidlertid ikke at få arbejde der, og han rejste derfor til New York, efter at han dog først i Quebec og senere i Montreal havde begået forskellige indbrud, ved hvilke han efter sin forklaring tilvendte sig hele mængder af klædningsstykker samt ure og sølvgenstande. I New York begik han ligeledes flere Indbrud og tog derefter hyre til Antwerpen med et i Bremen tilhørende færgeskib “Rudolf". Efter at være afmønstret forøvede han atter nogle indbrud og rejste så til London, hvor han i løbet af et par dage forødte de penge han ved ankomsten var i besiddelse af. For atter at komme i besiddelse af penge begik han 2 natlige indbrud hos en skibsekviperingshandler i nærheden af West India Dock, hvor han steg over et 6 alen højt plankeværk på husets bagside, hvorpå han skaffede sig adgang til huset ved at ituslå nogle ruder. Her fyldte han i løbet af de 2 nætter 3 store sække med nye klædningsstykker, ligesom han tilvente sig flere ure, hvorefter han solgte samtlige koster i London. Et par dage efter gik han ind i “Victoria Dock", hvor der op ad husene Iå flere skibsladninger af et stof, som efter hans forklaring lignede bomuld. Med nogle tændstikker, som han havde taget med sig for at begå brandstiftelse, stak han så ild i bomulden, og da det var en stærk storm, forplantede ilden sig hurtig videre såvel til pakhuse som til skibe, der dels brændte, dels ødelagdes. Ilden antog, som han selv forklarede, umådelige dimensioner, så at den varede flere dage, og da han den følgende dag, efter at han om natten havde ligget i en båd i nærheden af brandstedet, forlod dette, rasede ilden endnu voldsomt. Han havde slukket ild for under branden at se lejlighed til at stjæle, men hele udbyttet var kun 3 frakker og 2 kasketter, tilhørende nogle toldembedsmænd. Et par aftener efter stak han ild på en rebslagerbane i “Millwall Dock". Han steg over et jerngitter og et plankeværk af 6 a 7 aIens højde og kom da til et oplagskur, fyldt med hamp, som han stak ild på i forventning om at ilden skulle forplante sig til nogle bagved skuret liggende udsalg af beklædningsgenstande, hvor han så ville have stjålet. Ilden blev dog slukket, før den nåede udsalgene, og han fik således ikke lejlighed til at stjæle, hvorimod han samme aften blev anholdt. Han var nemlig iført en af de stjålne tolduniformer, af hvilke han vel havde afsprættet knapper og distinktioner, men til hans uheld var en knap blevet siddende. Allerede den næste dag stilles han for politiretten i Bow Street, hvor man foreholder ham tyveriet, som han straks vedgår, men ikke anstiller nogen undersøgelse af hvorvidt han måtte have anstiftet ilden, og han dømtes til 2 måneders strafarbejde. Efter at være løsladt den 18. april 1881 skaffede han sig 2 aftener senere adgang til et pakhus i nærheden af “London Bridge” ved at skyde et vindue ind. I pakhuset fandtes et lukaf, der benyttedes til toldkontor. I dette stjal han 2 frakker og stak derefter ild i nogle bøger, der lå i kontoret, hvilket nedbrændte, mens det lykkedes at frelse pakhuset. Et par dage efter forøvede han et dristigt indbrud l det danske generalkonsulat, hvor han tidligere forgæves havde sagt hjælp, men inden han havde forladt huset, blev han grebet og derefter dømt til 1 års strafarbejde. De 8 første måneders straf udstod han i Holloway Fængslet. de sidste i straffeanstalten i Bedford, hvorefter han efter udstået straf blev sendt til London, hvor han i nogen tid havde ophold og ernærede sig dels ved 7 kr., som han ejede ved løsladelsen, dels af nogen understøttelser af den danske generalkonsul, dels af udbyttet af nogle tyverier i logishuse, hvor han stjal sømandsklæder. Han tog derefter hyre som kok med skonnerten “Flid', først til Kragerø og dernæst til Helsingfors. Ved ankomsten til denne by deserterede han, efter at han først fra kaptajnens uaflåste kahyt, til hvilken han som kok havde uhindret adgang, havde stjået 100 finske mark. Fra Helsingfors begav han sig med jernbanen til Åbo, men overnattede undervejs på Hekie Jernbanestation, hvor han benyttede lejligheden til af lommerne på en passager, der sad sovende i ventesalen, at stjæle et guldur, som han straks efter ankomsten til Åbo solgte for 6 finske mark. Dette beløb svirede han op i løbet af et par dage, hvorefter han sneg sig ombord i en i havnen liggende damper. Med denne gik han som blind passagerer til Stockholm og kom derpå på lignende måde til Kalmar, idet hab dog undervejs atter tog tiden iagt til at stjæle. Næppe var han kommet i land før han atter begik tyverier. men blev anholdt og straffet med 1 års cellefængsel. Efter udstået straf blev han over Malmø udsendt af riget.

Jens Nielsen ankom hertil den 10. f. m. og ejede da 75 kr. To dage efter havde han sat sine skillinger over styr og gik så til Jyderup, hvor han først et par dage besøgte sin moder, der har ophold på Brokøb Fattiggård, var derefter i 4 dage hos sin i nærheden boende fader og tog da atter ophold hos moderen. Den 20. f. m. gik han til et hus ved Jyderup Station, som var tomt og aflåset, idet beboerne var til Dyrskue. Han slog nogle ruder ind og steg ind gennem det åbnede vindue ind i stuen, hvor han stjal 30 kr. og rendte tilbage til moderen. Her blev han imidlertid et par dage atter anholdt og ført til Meerløse-Tudse Herredskontor, hvor han dog nægtede at have begået tyveriet. Han blev derefter indsat i arresten i Holbæk, men da han ikke blev ordentlig visiteret, lykkedes det ham at beholde 3 a 4 kr som han havde skjult i den ene sko. I arresten blev han benyttet til husgerning og da navnlig til at bære fejeskarn ud i haven. Under sit ophold i arresten var han stedse iført sine egne klæder og havde endda sin egen runde filthat på hovedet, på hvilken han ved anhoIdelsen særlig blev kendt. og da han forrige onsdag var ked af det ufrivillige ophold, sprang han over havens lave plankeværk og løb sin vej. Den følgende dag kom han om middagstid forbi et hus, hvis beboere syntes at være ude, og han gik derfor for at stjæle ind i dette, der kun var lukket med klinke, i hvilken der var anbragt en pind. Han havde straks etter at være undveget besluttet sig til at begå brandstiftelse for at stjæle penge ved hjælp af hvilke han ville rejse til Amerika, og da han i huset fik øje på en æske tændstikker, stak han denne til sig for at benytte indholdet ved given lejlighed. Før han fik lejlighed til at foretage en ransagning, blev han overrasket af ejerens 15 årige søn, og han lod da som om han var gået fejl, og forlod huset. Samme aften klokken halv tolv, stak han for at få lejlighed til at stjæle penge, ild i stråtaget på af en købmand beboet hus mellem Brokjøb og Kalemose. Da Ilden havde laget godt fat, vækkede han beboerne og deltog så i udbæring af effekter, ved hvilken lejlighed det lykkedes ham at få fat i købmandens pengekasse, som han lagde i en spand, hvorved det fik udseende af at han hjalp til med slukningen, Da han kom udenfor med spanden, opdagede købmanden kassen og tog den i besiddelse uden at ane, at arrestanten havde villet tilegne sig den, hvorefter arrestanten forlod brandstedet uden noget udbytte og gav sig til sin moder. Han blev her i et par timers tid og tog da på Mørkøv Station for de penge, han som anført havde i sine sko, jernbanebillet her tIl byen. De følgende nætter tilbragte han under åben himmel, mens han om dagen fik sit underhold hos nogle herboende slægtninge, hvem han fortalte at han søgte hyre, idet han fuldstændig fortav, at han havde været arresteret. I søndags købte han en æske tændstikker og begav sig derpå til Valby, hvor han var ganske ukendt, men hvilken by han havde udset til skuepladsen for sin næste brandstiftelse. Det var højlys dag, da han kom til Valby, hvor han så undersøgte forholdene og valgte gårdejer Niels Nielsens gård til at stifte ild på, idet stråtaget var nyt og derfor efter hans mening hurtig ville brænde. Da han ville vente med at stikke ild, indtil beboerne var i seng, lagde han sig til hvile på marken, hvor han imidlertid faldt i søvn og  først vågnede henad midnat, han listede sig derpå hen til huset og forvissede sig om at beboerne sov. Da han ikke kunne nå op til tagskægget, afbrød han i haven en gren, på hvis ene ende han anbragte en visk halm, i hvilken han stak ild med de medbragte tændstikker, hvorefter han stak den brandende visk op til stråtaget, der straks stod i flamme. For at kunne komme ind i værelserne og få fat i nogle værdisager, inden ilden havde grebet for stærkt om sig, vækkede han så de i stuehuset sovende personer, medens han slet ikke tænkte på at frelse nogen og derfor heller ikke bekymrede sig om tyendet, der sov i den antændte sidelænge. Det varede imidlertid så længe, inden beboerne kom på benene, at ilden, da han kom ind i stuerne, havde et sådant omfang, at han ikke kunne få tid til at bjerge noget, og på samme måde gik det ham i de nærmest liggende gårde. Hans tanke havde været, at ikke blot de 3 sammenbyggede gårde, men også den fjerde noget fra de andre liggende gårde skulle brænde, og da han så, at den fjerde gård forblev urørt af ilden, listede han sig ind i gårdspladsen og op på stænget i laden, hvor han så stak ild. Da det brændte godt, gik han ind i stuerne, men traf disse besat af byens folk der var i færd med at redde, så at han heller ikke der fik tilvendt sig noget. Han gik herpå en i nærheden værende sædemark, hvor han tilbragte natten og den følgende dag indtil solnedgang, idet han levede af noget fra København medtaget hvedebrød. Om aftenen begav han sig da til Hvidovre, hvor han ankom kl. 11. Her udså han sig atter en gård, som han ville stikke ild på, og efter først at have forvisset sig om at beboerne var i seng, prøvede han også her med brændende halm på enden af en gren at stikke ild på stråtaget udvendig på ladebygningen i nærheden af det sted, hvor gårdens halmstakke havde deres plads, men det ville ikke lykkes ham at få tagene til at brænde, hvorfor han med en brændende gren gik ind i selve gården, og her fængede taget straks. Han fjernede sig derpå og vækkede ikke beboerne, idet han frygtede for, at mistanken skulle falde på ham, når han var den første ved brandstedet. Da han så at ikke blot beboerne var på benene, men at også flere fremmede var kommet til, nærmede han sig og hørte da den brandlidte ejer beklage sig over, at der i det brændende stuehus i en skuffe lå flere hundrede kroner. Med øjensynlig livsfare styrtede arrestanten da ind i huset og fik også fat på pengene, men ligesom han ville ud af den brændende bygning, kom en mans til og tog pengene fra ham med tak for hans opofrelse, og heller ikke her fik han noget udbytte af sin udåd. Han bestemte sig da til at brænde den nærmest liggende gård af, men inden han fik udført dette sit forsæt, blev han kl. 2 midnat anholdt og vedgik straks at være gerningsmanden og at have villet vedblive med at brænde gårde af, indtil det var lykkedes ham på denne måde at få midler til at udvandre. I Hvidovre var et barn på et hængende hår indebrændt, og såvel her som i de 3 gårde I Valdy var det mere end et held, at ingen af beboerne, der måtte frelse sig i det blotte linned, indebrændte. Anholdelsen skete så umærkelig, at den store mængde, der var forsamlet i Hvidovre, først erfarede, hvad der var sket, da han sad på vognen mellem 4 politibetjente, som efter ordre skyndsomst fjernede sig med ham, for at den selvfølgelig stærkt ophidsede befolkning ikke skulle tage sig selv til rette på ham.

Det vil nu nærmere blive undersøgt, om hans forklaring i alle enkeltheder er stemmende med sandheden, men efter alt hvad der foreligger, synes den afgivne tilståelse at være fuldstændig sand og åbenhjertig. Man kan kun lykønske birkedommer Ingerslev, fordi det ved hans iver og hans påpasselighed er lykkedes at pågribe og standse en forbryder, for hvis forfærdelige ødelæggelsesdrift der ikke synes at være nogen som helst grænse så at samfundet ved hans pågribelse er frelst for lige så store som overhængende farer.

(Nationaltidende, Dagbladet (København) og andre, 6. juli 1883. 

Artiklens oplysninger gentages nogenlunde i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 15. marts 1884, og i Social-Demokraten - meget udførligt - 16. marts 1884.).

Brandstifteren Jens Nielsen. 

Som det vil erindres, afgav denne farlige forbryder, der senest stak ild på tre gårde i Valby og en i Hvidovre By, straks efter sin anholdelse bl. a. tilståelse om, at han i februar 1881 havde gjort sig skyldig i tre ildspåsættelser i London, ved hvilke der skulle være ødelagt betydelige værdier, navnlig ved en af ham i "Viktoria Dok" anstiftet ildebrand. Efter de i den anledning straks indhentede oplysninger havde den sidstnævnte brand strakt sig over et areal af ca. 3 tdr. land, og ved branden, der havde været den største, som London i de sidste 20 år havde været hjemsøgt af, og som 8 dampsprøjter på grund af en stærk blæst længe forgæves havde søgt at få bugt med var der foruden samtlige pakhuse med indhold ødelagt et større skib, 12 med kornvarer ladede lægtere og 18 fuldt ladede jernbanevogne. For at få konstateret, hvorvidt arrestantens forklaring om hans virksomhed ved de omhandlede ildebrande og om de ham i England overgåede straffedomme var rigtige, blev der under 12. juli af politimesteren i søndre birk foranstaltet sendt en udskrift af forhøret til de engelske myndigheder. Først den 12. d. m., altså efter 4 måneders forløb, er der som svar på den af politimesteren rettede række af spørgsmål indløbet en kortfattet rapport.

Det fremgår af denne, at de værdier, som gik tabt ved de omhandlede ildebrande, nærmer sig det kolossale beløb af tredive millioner kroner. Den ene brand, i Brewers Quay ved London Bridge, var straks blevet slukket, så at skaden kun var ubetydelig. Ved den anden brand, hvorved reberbanerne i Glensall Road blev ødelagt, anrettedes der skade for ca. 1 mill. kr. og ved branden i Viktoria Dok for mellem 27 og 28 mill. kr. Efter de modtagne oplysninger kunne ilden let have antaget endnu større dimensioner; der gik intet menneskeliv tabt, og sådant kunne efter den brug der gjordes af bygningerne, kun være sket ved ulykkestilfælde under slukningen. Da rapporten intet oplyser om rigtigheden af arrestantens forklaring og om de ham overgåede straffe, er der herom på ny sket forespørgsel til de engelske autoriteter.

(Thisted Amts Tidende, 15. november 1883, 2. udgave).

Massebrandstifteren Jens Nielsen der bl.a. i fjor sommer afbrændte 4 gårde i Valby ved København og 1 gård i Hvidovre for at se lejlighed til at stjæle, har i disse dage fået sin dom ved Københavns Amts søndre birk. Dommen lyder på tugthusarbejde på livstid, hvorhos han er tilpligtet at udrede forskellige erstatningssummer. Skønt han kun er 21 år gammel, har han dog forøvet en sådan masse forbrydelser at man må grue derved. Bl.a. har han i vinteren 1881 sat ild i Viktoria-dokkerne i London hvorved der gik værdier tabt til et beløb af 27 millioner kr. og dernæst foranledigede han 2 andre ildebrande i London, ligesom han begik forskellige tyverier.

(Vendsyssel Tidende, 12. marts 1884).