Sjældent er en Arbejdsnedlæggelse blevet omfattet med en saa stor og almindelig Interesse fra alle Arbejderes og Arbejdervenners Side som den, der for Tiden udvises mod de for en menneskelig Tilværelse kæmpende Cigararbejdere. Vel maa det siges, at Arbejderne her i Danmark heller ikke tidligere har ladet det Fag i Stikken, der til en given Tid har været nødt til at optage Kampen mod Kapitalens Overgreb, men derimod stadig været rede til at støtte hinanden i denne Kamp. Solidaritetsfølelsen, Følelsen af Alle som en at staa over for en fælles Fjende: Kapitalen, saa længe den er i egoistiske og hensynsløse Privatmænds Hænder, har vel bestandig udviklet sig og gjort sig gældende paa en for Arbejderne ærefuld Maade, men denne Følelse har endnu ikke sat sig et saa smukt Mindesmærke som det, der rejses i disse Dage ved den Enstemmighed, den almindelige Offervillighed, der lægges for Dagen for at yde de strejkende Cigararbejdere en saa kraftig Støtte, at de derved bliver i Stand til at gennemføre deres berettigede Fordringer.
Og denne Støtte er ikke blevet ydet Cigararbejderne paa en nølende eller vankelmodig Maade. Straks da Arbejdsnedlæggelsen antog en saadan Karakter, at Cigararbejderne trods forøgede Anstrængelser ikke længer saa sig i Stand til at bære den ved egne Kræfter, men maatte anmode andre Fags Arbejdere om Støtte, gav Bestyrelserne for Fagforeningerne øjeblikkelig deres. Tilsagn om at tilflyde den manglende Kraft. De vidste, at de kunde gøre det, idet de vor overbeviste om, at de Mænd af Arbejderstanden, de stod som Repræsentanter for, med al den Energi, der stod til deres Raadighed, vilde give deres Tilsagn og Løfter behørig Vægt. Spørgsmaalet drejede sig derfor heller ikke om, hvorvidt der skulde ydes Cigararbejderne Støtte i deres Kamp, dette Spørgsmaal betragtedes som afgjort i samme Øjeblik, som det blev rejst, men ene og alene om, paa hvilken Maade man hurtigst og kraftigst kunde yde dem den fornødne Bistand. I nogle Fagforeninger havde man endog paa Forhaand stillet forholdsvis ikke ubetydelige Summer til Cigararbejdernes Disposition.
Den Støtte, som Bestyrelserne gjorde Regning paa hos deres respektive Foreningers Medlemmer, udeblev heller ikke. Den blev ydet med al den Energi, som er ejendommelig for Mænd, der er sig Sagens Alvor bevidst, og som føler, at det er deres egen Kamp, der kæmpes. Men ikke alene Foreningsmedlemmerne gav Mode med deres Bidrag. Ogsaa de Arbejdere, der staar udenfor deres Fags Organisation, følte sig grebet af Sagens Vigtighed og store Betydning, og strittede sig til de Kæmpendes Rækker, lige som mange udenfor de fysiske Arbejderes snævrere Kreds staaende Arbejdervenner har lagt deres Sympati for Arbejderne for Dagen ved at træde til med deres aktive Støtte.
Det er ikke alene her i København, at Interessen for og Deltagelsen i Cigarbejdernes Kamp gør sig gældende. Hele Danmarks Arbejderstand kan i dette Øjeblik med Rette siges at staa paa Cigarbejdernes Side. Fra henimod en Snes af Landels betydeligste Byer indkommer der nådig Bidrag, og det er ikke alene fra de Strejkendes Fagfæller at disse ydes, men ligesom her i København er Arbejdere af alle Fag traadt til i flere as Landets største og betydeligste Byer. Vi minder saaledes om de aarhusianske Arbejderes Deltagelse, hvilket Eksempel er blevet fulgt i Randers og flere andre Steder.
Ogsaa Arbejderne i Udlandet tager Del i de københavnske Cigararbejderes Kamp. I Sverig indsamles der Bidrag i Stockholm, Gøteborg, Ørebro, Karlskrona, Kalmar, Karlshæmn, Linkøping, Norrkøping, Malmø, Lund, Kristiansstad og Helsingborg. I Malmø blev paa et talrigt besøgt Møde, som for kort Tid siden holdtes paa Almbacken, nedsat en Komite til at foranstalte en Indsamling af Bidrag blandt Arbejdere af alle Fag. Fra følgende Byer i Tyskland sendes der Bidrag: fra Hamborg, Berlin, Bremen, Breslau og Flensborg, og da Flertallet af disse Stæder ere at betragte som Centralpunkter i Cigarfabrikationen, indløber der til disse ogsaa Bidrag fra andre Steder i Tyskland. Ligeledes fra Svejts, Frankrig, ja selv fra Amerika har de Strejkende gentagende Gange modtaget ikke ubetydelige Summer, tilligemed Udsagn om yderligere Bidrag.
Ligeoverfor denne Sammenslutning af Arbejdere staar for Tiden 16 Cigarfabrikanter med deres haardnakkede Vægring mod at gaa ind paa Arbejdernes billige og retfærdige Fordring om en Lønningsforhøjelse, der kan sætte dem i Stand til at føre en noget mere menneskelig Tilværelse, end den de hidtil har kunnet føre. Bortset fra den materielle Kraft, som denne enstemmige Tilslutning forlener de Strejkende med, og som giver dem en bestemt Overbevisning om at kunne føre Kampen sejrrig til Ende, har den enstemmige Sympati for de kæmpende Cigararbejdere tillige en uhyre moralsk Betydning. Det er den offentlige Mening, der fælder sin Fordømmelsesdom over den Udbytning, som Cigararbejderne i Aarrækker har været Genstand for. Efter at denne Dom er afsagt, behøver man ikke længere at spørge om, hvorvidt Cigarfabrikanterne har været inhumane eller ikke. Dommen er tydelig og klar. Den mod Cigararbejderne udviste Hensynsløshed og Inhumanitet staar for den almindelige Bevidsthed som noget givet, noget, der er dybt indprentet i Sjælen, noget, der ikke kan bortdisputeres. Man véd, at Cigararbejdernes Fordringer kun drejer sig om at bevæge Fabrikanterne til at opfylde et for 6 Aar siden givet Løfte, et Løfte, som blev aflagt for at formaa Arbejderne til uden Modstand at gaa ind paa en Lønningsreduktion. Man ved, at Fabrikanterne, i Stedet for at opfylde dette Løfte, tvært imod yderligere har reduceret Lønnen, saaledes at denne, naar Arbejdernes Fordringer gennemføres, ikke en Gang vil naa op til, hvad den tidligere har været. Man har set, at Forholdene i Cigararbejderfaget netop giver et slaaende Billede af den nyere Tids Kapitalophobning Side om Side med Fattigdom. Medens Fabrikanternes i Forvejen store Indtægter i faa Aar i flere Tilfælde ere stegne til det dobbelte og tredobbelte, medens adskillige Fabrikanter har aarlige Indtægter, der gaar op til 10 Gange saa mange Tusinder af Kroner, som en mandlig Cigararbejder har Hundreder i aarlig Indtægt, ikke at tale om de kvindelige Arbejdere, med hvilke der slet ingen Sammenligning kan taales, træller Arbejderne, der skaffer Fabrikanterne disse store Indtægter, for en ussel Sulteløn. Det oprører den almindelige moralske Sans, at Mænd, af hvem Samfundet fordrer en Familjeforsørgers Pligter opfyldte, skal opslides i Kapitalens Tjeneste for en gennemsnitlig ugenlig Løn af ca. 11 Kr., at mange, trods al anvendt Flid ikke formaar at drive Fortjenesten højere op end til 8 a 9 Kr., og at Kvinder skulle sælge deres Arbejdskraft for en ugenlig Løn, der i de fleste Tilfælde varierer fra 3½ til 7 a 8 Kr. og kun i enkelte Tilfælde naar op derover, samt at brutal Behandling oste ledsager disse elendige økonomiske Tilstande. Det er disse Forhold, der ved Strejken ere indankede for den offenlige Menings Domstol, og det er over dem den almindelige Bevidsthed nu fælder sin Fordømmelsesdom.
Strænge Herrer regerer kun kort, siger Ordsproget, og det synes, som om adskillige Cigarfabrikanter har en Følelse af, at det lakker ad Enden med deres og deres Kapitals Herredømme. Dette fremgaar nærmest af den Frygt, de nærer for Sammenslutningen mellem Arbejderne. De ved, at Arbejderne i Sammenslutningen har et mægtigt Vaaben imod dem, og derfor søger de ved alle Midler at forhindre deres Arbejdere i at forene sig, ja selv i at diskutere deres Anliggender. Der kunde fremdrages Rækker af Eksempler paa saadanne Midler, der bringes i Anvendelse overfor Arbejderne, men vi skal indskrænke os til kun at nævne nogle enkelte.
Man vil erindre, at der for nogen Tid siden fandt en mindre Strejke Sted hos Cigarfabrikant Thomsen (Fabriken "Royal"), og at der den Gang hos de kvindelige Arbejdere viste sig en stærkere Tendens end tidligere til at indtræde i Tobaksarbejderforbundet "Enigheden". Den nævnte Fabrikant tvang imidlertid ved Hjælp af Trusler om Afskedigelser sine kvindelige Arbejdere til at udtræde af Forbundet, og sendte deres Medlemskort tilbage med Paaskriften "udmeldt". For ikke længe siden viste samme Fabrikant en lignende Handlemaade. Da Tobaksarbejderforbundet "Enigheden" forleden ved Hjælp af skriftlige Indbydelser havde indbudt de kvindelige Arbejdere til et Møde blev Indbydelsen taget til Følge af Arbejderne paa saa godt som samtlige Fabriker her i Byen. Fabrikant Thomsen sendte imidlertid Indbydelsen tilbage med Paategning om, at ingen af hans Arbejdere "vilde" komme til et saadant Møde. Arbejderne har selvfølgelig ikke givet deres Minde til dette Skridt af anden Grund end den, at de i modsat Tilfælde vilde være blevne kastede paa Gaden. Det er Kapitaltyranniet, der søger at forlænge sit Herredømme ved at isolere Arbejderne, idet Kapitalisten ved, at en enig og fælles Optræden af Arbejderne vil tilintetgøre hans Magt. Lignende hensynsløse Midler ere satte i Scene af Firmaet Ree & Bay. En af denne Fabriks Arbejdere søgte ved Samtaler udenfor Fabriken at gøre de kvindelige Arbejdere bekendt med, at et Møde agtedes afholdt. Da dette kom til Fabrikanternes Kundskab, blev vedkommende Arbejder øjeblikkelig afskediget.
Lige over for et saadant Tyranni i Forbindelse med Cigararbejdernes usle Lønningsforhold, er det en Selvfølge, at Strejken griber mere og mere om sig. Den omfatter som bekendt nu talt 16 Fabriker, til hvis Ejere, der er stillet den samme Fordring som til de tidligere, nemlig om en Lønningsforhøjelse af 2 Kr. pr. 1000 Cigarer. Denne sukcessive Udvidelse af Strejken vil imidlertid nu blive opgivet, idet en Generalforsamling har bemyndiget Bestyrelsen for Tobakarbejderforbundet til at indbyde samtlige Fabrikanter til et Møde, for i Forbindelse med Delegerede fra alle Fabriker at underhandle om Gennemførelsen af ovennævnte Lønningsforhøjelse for samtlige Fabrikers Vedkommende.
Dette Møde vil finde Sted førstkommende Tirsdag. Arbejderne vil her forelægge samtlige Fabrikanter Spørgsmaalet om den ovenfor nævnte Forbedring af Lønningsvilkaarene. De vil opfordre dem til at indfri det Løfte, der blev givet, da Arbejdslønnen for 6 Aar siden blev reduceret med det samme Beløb. De vil sige til Fabrikanterne: Vi ved, at I er i Stand til at opfylde vort Forlangende; vi ved, at mange af Eder ere tilbøjelige til at gaa ind derpaa, men at I af forskellige Grunde holdes tilbage. Vil Arbejdsgiverne da paa dette Møde give efter for Arbejdernes Forlangende, vil Strejken selvfølgelig være endt, i modsat Tilfælde vil den sandsynligvis blive gennemgaaende, idet Arbejdet vaa de øvrige Fabriker vil blive nedlagt.
Hvis det sidstnævnte Alternativ skal indtræffe, sker det naturligvis i Henhold til, at Cigararbejderne gøre Regning paa ogsaa i Fremtiden at erholde Støtte hos de øvrige Arbejdere, og de nærer ingen Tvivl om. al denne Støtte ogsaa vil blive dem ydet. Den Iver og Interesse, der hidtil har vist sig for Sagen, borger for, at de fornødne Midler vil blive bragte til Bese. Da Formanden for Tobaksarbejdersamfundet paa det store Møde, der blev Afholdt i Anledning af Bebels Valg, rettede det Spørgsmaal til Forsamlingen, om den billigede, at Cigararbejderne førte Kampen fuldt ud, og stod fast paa deres Ret til det yderste, blev dette Svørgsmaal besvaret med et enstemmigt og begejstret: Ja! Ved samme Lejlighed vedtoges det ligeledes enstemmig at støtte de Strejkende af al Kraft. Det følger af sig selv, at dette Tilsagn endnu staar ved Magt. Det Løsen, der ofte har lydt ved de Møder, hvor denne Sag har været paa Dags ordenen, maa ogsaa være Fremtidens Løsen, saa vil de fornødne Midler ogsaa være til Stede. Alle Arbejdere og Arbeidervenner bør sætte sig det Maal, at CigararbejderneS Strejfe skal og maa føres sejrrig igennem.
(Social-Demokraten 15. juli 1883).
Cigararbejdernes Strejke.
Som Følge af den Udvidelse, Arbejdsnedlæggelsen blandt Cigararbejderne har været Genstand for i Løbet af den sidste Uge, omfatter den nu, paa nogle Fabriker nær, næsten hele det Antal, paa hvilke Arbejdet kan forventes at ville blive nedlagt. Anledningen hertil er nærmest den Holdning, som et Antal Fabrikanter har indtaget, og hvorved de har forhindret, at den paatænkte Underhandling mellem Fabrikanter og Arbejdere kunde paabegyndes, og selvfølgelig altsaa endnu mindre føre til noget Resultat. Som bekendt besvarede de omtalte Fabrikanter Arbejdernes Indbydelse til et Møde med et haanende Afslag, og da endelig deres egne Kolleger søgte at bringe dem til at tage Del i en Forhandling, fandt de under et latterligt Paaskud Lejlighed til ogsaa at gøre dette Forsøg frugtesløst. Under disse Omstændigheder har Arbejderne selvfølgelig intet andet at gøre, end at søge deres Fordringer gennemførte ved Hjælp af Strejken, som derfor nu paa det nærmeste kan anses for at være gennemgaaende.
I Følge de Fremstillinger af de faktiske Forhold, under hvilke Cigararbejderne ere henviste til at leve og arbejde, og i Følge den Sympati, der overalt lægges for Dagen for de Strejkende, tør det antages, at der ikke behøves noget yderligere Bevis for, at deres Fordringer ere billige og berettigede. At de tillige ere gennemførlige og antagelige for Fabrikanterne, fremgaar af, at Arbejdslønnen paa Løbers Cigarfabrik i Store Kongensgade uden Strejke er blevet forhøjet, saaledes at den nu paa det nærmeste er i Højde med, hvad de Strejkende tilstræber. Arbejdslønnen paa den nævnte Fabrik har gennemgaaende været noget højere end paa Flertallet af de øvrige Fabriker. Det lavest lønnede Arbejde blev paa den nævnte Fabrik betalt med 6½ Kr. pr. 1000, medens den almindelige Betaling derfor kun var 6 Kr. I Lighed hermed var Betalingen for det øvrige Arbejde ogsaa en Del højere end almindeligt. Ved den Lønningsforhøjelse, der nu har fundet Sted, er Betalingen for det lavest lønnede Arbejde ansat til 8 Kr. pr. 1000, ligesom Betalingen for de øvrige Sorter er forhøjet med 1½ Kr. pr. 1000.
Medens den her omtalte Lønningsforhøjelse omfatter alt Arbejde, og gælder samtlige Arbejdere paa den nævnte Fabrik, er der samtidig andre Fabrikanter, der for nærværende Tid spekulerer i en Art "Lønningsforhøjelse", som kun har til Formaal at bringe en Del af Arbejderne til at undlade at tage Del i Strejken. Denne Fremgangsmaade anvendes særlig overfor de kvindelige Arbejdere, og ihvorvel det paa denne Maade er lykkedes enkelte Fabrikanter at skaffe sig en mindre Arbejdsstyrke, ved de kvindelige Arbejdere dog i Reglen at undgaa den Snare, der lægges for dem, og tager i Almindelighed ligesaa samvittighedsfuldt Del i Arbejdsnedlæggelsen, som deres mandlige Kolleger.
Fremgangsmaaden bestaar deri, at Fabrikanten forhøjer Lønnen for de kvindelige Arbejdere paa den Del af Arbejdet, som han for nærværende Tid særlig trænger til at faa udført. Idet han da gør Regning paa at finde et tilstrækkeligt Antal kvindelige Arbejdere, der ville hjælpe ham ud over de øjeblikkelige Vanskeligheder, haaber han derved at svække de mandlige Arbejdere i deres Kamp, og at Strejken for disses Vedkommende vil ende med Tab. Hvis dette lykkes, da vod Fabrikanterne, at det vil blive en let Sag atter at nedsætte Lønnen for de kvindelige Arbejdere, og at de muligvis da vil kunne byde disse en endnu ringere Løn end tidligere. At det forholder sig saaledes, og at adskillige Fabrikanter virkelig har gjort ovenanførte Beregning, fremgaar af Udtalelser, som flere af Fabrikanterne har udladt sig med, ligesom det ogsaa fremgaar af, at man i denne Tid jævnlig kan træffe Avertissementer i Bladene, hvori der loves kvindelige Arbejdere en Arbejdsløn af 40 Øre pr. 100 Vikler, medens den hidtilværende Betaling kun har været 20 a 25 Øre. En saadan "Arbejdervenlighed", der bevæger Fabrikanter til at skraale i Aviserne med en Lønningsforhøjelse af 70 til 100 pCt., som ingen har tænkt paa at forlange, medens de samtidig paa en hensynsløs Maade bekæmper de langt rimeligere Fordringer, der stilles af saa godt som alle Fagets Arbejdere, er allerede i og for sig i den Grad mistænkelig, at man vilde kunne gætte sig til Hensigten, selv om ikke de omtalte Fabrikanter havde snakket over sig. Nu har man imidlertid Beviser i Hænde for, at Meningen er den at formaa de kvindelige Arbejdere til at hjælpe Fabrikanterne ud over deres øjeblikkelige Forlegenhed for senere enten at blive kastede paa Gaden eller at komme til at arbejde for en Sulteløn, der er endnu lavere end den, de hidtil har maattet arbejde for.
Som bemærket ser Flertallet af de kvindelige Cigararbejdere den Snare, der her er lagt til Rette for dem, og ved derfor at undgaa den ved at slutte sig til deres Kolleger i Kampen mod Kapitalen. Men der findes dog enkelte, der, som Følge af de "gunstige Tilbud, stiller sig til Kapitalisternes Raadighed. I ethvert Fag findes der jo adskillige Personer, der paa Grund af daarlig Arbejdsevne ikke kunne faa Arbejde under normale Forhold, og hos disse søger Fabrikanterne i Reglen deres Støtte under Strejker. I Cigararbejderfaget er Antallet imidlertid ikke saa betydeligt, at det kan skade synderligt, og hvad Kvaliteten af Arbejdet angaar, da er det en bekendt Sag, at Størstedelen af de Cigarer, der under Strejken ere blevne leverede til de Handlende, har været saa slet forarbejdede, at mange Handlende har foretrukket at købe Raatobakker, og at lade Arbejdet udføre af dertil antagne kyndige Arbejdere, i Stedet for at købe Cigarer paa Fabrikerne.
I hvorvel der saaledes ikke er nogen Fare for, at den Arbejdskraft, som Fabrikanterne har til deres Raadighed, vil kunne forhindre Arbejderne i at sætte deres Fordringer igennem, er der dog tilstrækkelig Anledning til at advare de kvindelige Arbejdere mod at lade sig fange i den Fælde, som Fabrikanterne har opstillet. Ligeledes bør de mange Arbejdere af andre Fag, der understøtter de Strejkende med deres Bidrag, og som har kvindelige Paarørende eller Bekendte, der ernærer sig som Cigararbejdere, advare disse imod at søge Arbejde paa nogen af de Fabriker, hvor Arbejdet er nedlagt, eller at tage Arbejde der under nogen som helst Betingelse.
Ved Opretholdelsen af den Kammerataand, der under hele Strejken kar besjælet Cigararbejderne, og ved at yde de Strejkende Understøttelse med den samme Beredvillighed som hidtil, vil det næppe vare længe inden Fabrikanterne vil blive nødt til at falde til Føje.
(Social-Demokraten 27. juli 1883)
De kvindelige arbejdere ved Høys Cigarfabrik i Fiolstræde nedlagde kort tid efter arbejdet. Se en senere artikel.
