Tre Kvaksalveri-Sager. (Efterskrift til Politivennen)

En "magnetisk Læge". Højesteret paakjendte i Gaar en mod Anders Rasmussen for Kvaksalveri anlagt Sag. Tiltalte har i de sidste 4 Aar i stort Omfang og til Dels for Betaling taget syge i Kur for forskjellige Sygdomme, bl. a. Gigt. Brystsyge, Øiensygdomme, Døvhed, Aarebetændelse, Blegsot, Difteritis, Skarlagensfeber, idet han som Helbredelsesmiddel har anvendt en saakaldet magnetisk Behandling, der fornemmelig har bestaaet i, at han med Haanden har bestrøget de syge, hvorhos han i nogle Tilfælde har givet dem Papir, som af ham var behandlet med saakaldte magnetiske Bestrygninger, for at de skulde lægge det paa Brystet eller andre Steder paa Legemet. Tiltalte, der havde lært sine Kure i Amerika gjennem Spiritismen, og som paa Visitkort i det engelske Sprog havde betegnet sig som "magnetisk Læge", troede sig efter sin Forklaring i Besiddelse af Evne til ved Berøringer og Bestrygninger at helbrede Sygdomme ved Hjælp af den Magnetisme, der fandtes i hans eget Legeme, og som tilørtes ham af Aander. Disse Aander var tidligere afdøde Mennesker, der færdedes om enhver fra Fødslen til Døden. Tiltalte var i Besiddelse af 5 Fotografier fra Boston, paa hvilke han selv fremtraadte som Hovedfigur, omgiven af forskjellige Personer i Taage eller svag Belysning, hvilke var Billeder af Aander, som den paagjeldende amerikanske Fotograf var i Stand til at gjengive. Tiltalte havde vel ikke selv set Aanderne blive fotograferede, men set Fotografen komme ud med Pladerne, da Aanderne var paaførte disse. Om Billedernes Ægthed nærede Tiltalte ingen Tvivl. Det var ikke oplyst, at Tiltaltes Behandling i noget Tilfælde havde medført Skade for de paagjældende. For sit anførte Forhold var han af Kriminal- og Politiretten anset med en Bøde af 200 Kr., hvilket stadfæstedes af Højesteret.

(Morgenbladet (København) 2. november 1888).

Kvaksalveri. Lands-Overretten i Kjøbenhavn har paadømt en fra Helsingør indanket Sag, hvorunder den ofte straffede Gunild Marie Hansdatter, Holmers Hustru, tiltaltes for Kvaksalveri. Uagtet hun ingen som helst Adkomst har haft til Lægepraxis, har hun i Løbet af de sidste Aar i Helsingør og Omegn taget flere Personer under Kur for engelsk Syge og for Benedder, ligesom hun ogsaa har behandlet andre Personer, der led af Sygdomme, hvis Art og Beskaffenhed ikke var hende bekjendt. Hun har til sine Kure i Almindelighed kun anvendt udvortes Midler, saaledes mod engelsk Syge Indsmøring paa Ryggen og i Leddene med Skcrresalve, og mod Benedder Indgnidning med Galmejesalve og med en af hende selv tilberedt Salve, bestaaende af grøn Sæbe og krudt, ligesom hun ogsaa en enkelt Gang overfor en hende ubekjendt Sygdom har anvendt Indgnidning med raat Oxekjød. I et Par enkelte Tilfælde har hun dog brugt indvortes Midler, nemlig overfor et Barn, der maa antages at have lidt af Diarrhoe, Hyldethe med Sukker i, og overfor en Kone, der led af Smerte over Lænderne og i Leddene, Sundhedssalt, opløst i Vand. Ved Siden heraf har hun tillige anvendt forskjellige overtroiske Midler, saasom at lade den syge ligge paa Lavrbærblade eller paa en Blanding af saadanne og Pileblade, som hun derefter brændte, at lade Patientens Linned brænde og indgive vedkommende lidt af Asten, udrørt i Vand, ligesom hun i flere Tilfælde under Udtalelse af, at det skete i Gud Faders, Gud Søns og Gud den Helligaands Navn, har "hugget Ild over" den syge med et Fyrtøj. Ligesom det er oplyst, at saavel Skæresalve som Galmejesalve er almindelig benyttede Haandkjøbsartikler af en uskadelig Sammenfatning, saaledes kan Tiltalte heller ikke antages iøvrigt ved sine Kure at have paaført de vedkommende nogen Skade. Tiltalte har ikke forlangt Betaling for Kurene, men modtaget, hvad der frivilligt gaves hende. 

Ved Underretten var Tiltalte bleven anket med en Bøde af 60 Kr., hvilken Dom Overretten stadfæstede.

(Morgenbladet (København) 6. november 1888).

Dømt for magnetisk Behandling. Landsover- samt Hof og Stadsretten her i Byen har paadømt en fra Amager Birks Extraret indanket Sag, under hvilken en Handelskommis tiltaltes for Kvaksalveri. 

Efter at Tiltalte i forrige Vinter havde hørt nogle Foredrag over den saakaldte dyriske Magnetisme, havde han behandlet ca 50 Personer i Kjøbenhavn og paa Amager for forskjellige Sygdomme, saasom Hovedpine, Rygsmerter, Lændesmerter, Nervøsitet, Moderjhge, Moderkrampe, Slim paa Lungerne, Forstuvninger og Gigt, ved paa dem at anvende en Kur, som bestod i, at han holdt Hænderne paa det syge Sted og derpaa med Fingrene strøg ned ad Legemet udenpaa Klæderne eller, saafremt Personen var sengeliggende, udenpaa Linnedet, hvorhos han i flere Tilfælde tillige anvendte til indvortes Brug saakaldet magnetiseret Vand, c: Vand, som han ved at holde Hænderne om Glasset eller ved Strygning med Hænderne udenpaa det og ved at aande paa Vandet formente at have gjort magnetisk, og til udvortes Brug magnetisk Papir c: Papir, som han ligeledes havde behandlet med Strygninger og med at aande paa det. Tiltalte havde erkjendt, at han 2 eller 3 Gange have averteret i Bladet "Social-Demokraten" og som "Magnetisør" tilbudt magnetisk Massage, men han havde iøvrigt paastaaet, at han kun havde behandlet syge, der havde søgt Lægehjælp uden derved at være blevne hjulpne; det var imidlertid herimod oplyst, at dette i alt Fald ikke havde været Tilfældet med 3 af ham behandlede Patienter, af hvilke den ene led af Syfilis, men opgav for Tiltalte, at han led af udslaaende Gigt, medens Tiltalte efter sit Udsagn ikke vilde have taget den paagjældende under Behandling, dersom han havde vidst, at Sygdommen var Syfilis. Tiltalte vil aldrig have forlangt Betaling for sine Kure, men har derfor modtaget forskjellige Beløb indtil 10 Kr., som frivillig tilbødes ham, ligesom han ogsaa i enkelte Tilfælde paa særlig Opfordring har opgivet en bestemt Pris Det var ikke oplyst, at hans Behandling i noget Tilfælde havde bevirket direkte Skade, men efter hvad der forelaa, maatte den antages at have indirekte foraarsaget Skade ved at afholde Patienter fra at søge Lægehjælp. 

For sit anførte Forhold blev Tiltalte ved Overrettens Dom, der stadfæstede Underretsdommen, efter Lov 3dje Marts 1854, jfr. Forordn 5te December 1794 § 5, anset med en Bøde til Kjøbenhavns Amts Fattigkasse af 80 Kr

(Morgenbladet (København) 30. november 1888).

Børnehjemmet opført af Foreningen af 23. April 1882. (Efterskrift til Politivennen)

Den 23. April 1882 var Aarsdagen for Vært og Værtindes Bryllupsdag, og Middagen stod i Seekamps Lokale. Det var gode Venner og Bekjendte, omtrent fyrretyve i Tallet, som var samlede til Festen. De musikalske blandt Gjæster med Vært- og Værtinde i Spidsen beredte efter Bordet de øvrige tilstedeværende en Overraskelse, som vakte stormende Jubel. I maleriske Zigøjnerkostumer sad og stod de paa en Tribune, da et Tæppe blev trukket til Side, og under Værtindens Anførsel spilledes Riberhusmarschen og flere Numre. Der blev foreslaaet en Indsamling. En høj Hat gik rundt, og ned i den raslede større og mindre Sølvmynter. Sluttelig stod Værtinden med Hatten i Haanden; hendes glade Smil veg for et alvorligt Udtryk, i det hun udtalte: "Skal vi ikke danne en Forening med det Formaal, at opklæde Konfirmander og hjælpe forældreløse og ulykkelig stillede Børn". Hun udviklede nærmere denne Tanke, for hvilken i sex Aar har virket med utrættelig Energi, og hendes Forslag fandt almindelig Tilslutning i Selskabet. Saaledes dannedes "Foreningen af 23. April 1882".

Den blev til i et festligt Lag, og disse første Penge i Hatten gaves i en lys og lykkelig Stemning: de var Lykkeskillingen, som i kort Tid skulde drage mange Penge efter sig i det samme godgjørende Øjemed. De fyrretyve første Medlemmer arbejdede ihærdig og hvervede Venner og Bekjendte til Medlemmer. Medlemsantallet steg hurtig og andrager nu omtrent 2300 Mennesker. I Begyndelsen opkrævedes 25 Øre om Maaneden; men dette Arbejde blev snart uoverkommeligt, og Kontingent betales nu med 3 Kroner en Gang om Aaret. Paa den ordinære Generalforsamling i Marts f. A. vedtog Forsamlingen at ophøre med at uddele Konfirmationshjælp - fra Foreningens Stiftelse var der uddelt fuldstændigt Udstyr til henved 300 Konfirmander for med des større Kraft at arbejde for Foreningens Hovedformaal, at antage sig og opdrage forældreløse og ulykkelig stillede Børn.

Børnehjem, opført af Foreningen af 23. April 1882.

For at kunne gjøre dette paa bedste Maade har Foreningen søgt at skaffe sig sit eget Børnehjem, Mens Aarene gik, arbejdedes der ihærdig paa Virkeliggjørelsen af denne Tanke, og nu staar Børnehjemmet fuldt færdigt og næsten gjældfrit paa den til Foreningen af en Børneven skjænkede Grund bag Dampsporvejens Station ved Hellerup. Af Børnehjem her i Landet findes næppe noget mere hensigtsmæssig indrettet eller bedre beliggende, Bygningens Grundsten nedlagdes paa Hds, Maj. Dronningens 70-Aars Fødselsdag, og Børnehjemmet indviedes den 6. Juli d. A. Bygningen bestaar af to Etager med Kjælder. I Kjælderen findes Køkken, Vaskehus, Strygestue, Badeværelse, Pigekammer, en fransk Indfyringsovn som for 50 Øre om Dagen varmer hele Huset, endvidere Brænderum, Spisestue og Fadebur. I Stuen findes Vestibule, Kontor, Inspektricens Værelse, Sygestue, Læse- og Arbejdsværelser, Garderobe, samt en større Sal, der senere skal anvendes til Sovesal, naar det fulde Antal, 50 Smaapiger, er flyttet ind. Paa første Sal findes Sovestuerne tre i Tallet, Skabestuen, hvor hvert Barn har sin Garderobe i eget Skab og Skuffe, og endelig Depotet, et velforsynet Oplag af færdige Klæder og Stoffer. Paa Loftet endelig er Legeplads, naar Vejret ikke tillader Børnenes Ophold i det fri. Til Hjemmets Udstyrelse er givet mange og værdifulde Sager, bl. a. kan anføres, at Hr. Jærnstøber Nielsen (af Firma J. Andersen & Søn) foruden andet Støbegods har skjænket det smukke Gelænder paa Hovedtrappen.

Ved Opførelsen af dette smukke Børnehjem har "Foreningen af 23. April 1882" vist, hvad den evner; men skal Maalet naas fuldt ud, skal Hjemmet befolkes med sine halvtresindstyve smaa Indvaanere, da tør intet Medlem svigte, men gjøre sig det til Pligt at drage flere og flere hen til dette Godgjørenhedsværk.

(Illustreret Tidende 1887/1888, nr. 52, s. 628.)

Foreningen havde november 1885 (til formentlig omkring 1888) selskabslokaler i Bredgade, "Restaurant du Palais". Børnehjemmet flyttede senere fra Jomsborgvej 1 til Ordruphøjvej 1. Foreningen oprettede derudover i 1949 et børnehjem på Øresundshøj 28. Indtil 1958 optog hjemmet kun piger. I 1998 overgik den fra Københavns Kommune til Gentofte Kommune. I 2015 som kommunal institution. Det blev nedlagt i 2021.

Tvangshuse. (Efterskrift til Politivennen)

Det er desværre en bekendt Sag, at naar Murer- og Tømrersvende samt Murarbejdsmænd søger Arbejde hos en Bygherre, kan de som oftest kun erholde dette ved at forpligte sig til at tage en Lejlighed enten i en af Bygherrens opførte Ejendomme eller de maa love at ville bo i en Ejendom, der skal opføres.

Ude paa Frederiksberg er denne Fremgangsmaade farlig brugbar af nogle Byggespekulanter, som opfører hele Gadestrækninger af Ejendomme.

Kvarteret Folkvarsvej, Sindshvilevej og omliggende Gader er saa at sige næsten helt igennem opført under de Omstændigheder, at Arbejderne har maattet flytte fra det ene Hus til det andet, efterhaanden som disse er blevne færdige eller solgte til andre. Arbejderne paa Frederiksberg har af denne Grund døbt dette Kvarter "Tvangshuskvarteret", og selve Folkvarsvej har sjælden andet Navn end "Tvangshusgade".

Denne Trafik fra Bygherrernes Side har naturligvis sine gode Fordele for dem, idet det jo er en given Sag, at de Familier, der staar i deres Arbejde, absolut bliver tvungne til at være solide Lejere. Spekulationen er endvidere den, at det er lettere for en Bygherre at faa solgt sin Ejendom, naar denne er fuldt beboet, og i den Henseende gør "Tvangslejlighederne" god Nytte.

Hvad bekymrer Byggespekulanterne sig om, at de kort efter Salget af en Ejendom trækker næsten alle Beboerne bort fra denne og hen i en anden ny opført Bygning, og derved lader den nye Ejer staa med en Masse tomme Lejligheder, naar blot deres Interesser kan blive fremmet!

Gaar man op i en af disse Ejendomme, kan man som oftest se, at lige fra Stue til 3die Sal er den beboet af Murere og Tømrere, hvorimod 4de Sal og Kvisten udelukkende er beboet af Arbejdsmænd.

Der tages heller ikke faa meget Hensyn til Sundheden overfor Arbejderne af Bygherrerne, idet det meget ofte sker, at en Ejendom, der efter almindelige Regler ikke er mer end halvt færdig, dog er beboet af mange Familier. Man kan saaledes mange Gange se, at der i en Ejendom mangler det meste af Trappen, hele Trappegelænderet, Glasruder mangler i Dørene, Tapeter findes ikke paa Væggene, sa ofte mangler Kakkelovne i Lejlighederne, - men alligevel er disse beboede af Haandværkere.

Dette er naturligvis paa ingen Maade tilladeligt efter Sundhedslovenes Bestemmelser, men Arbejderne er desværre tvungne til at bo i dem, hvis de vil have Arbejde hos Bygherren, og han tager det som sagt ikke saa nøje med Sundheden hos sine Lejere, naar blot han faar Lejen ind hurtigst mulig og i rigelig Mængde.

At Arbejderne paa flere Maader kan have store Tab ved Saadan at blive tvungne til at bo et bestemt Sted, blot for at faa noget at bestille, er en Selvfølge, og vi skal nævne et af de Tilfælde, hvor Tabet er blevet meget føleligt for en af disse saakaldte "Tvangsfamilier".

En Tømrersvend med Hustru og 4 Børn havde i 6 Aar været Medlem af en Sygekasse og i samme Tidsrum boet paa Vesterbro. En Dag faar han Løfte om Arbejde paa Frederiksberg, men kun paa den Betingelse, at han skal tage en Lejlighed i en bestemt Ejendom derude, og det gjorde han. Lejligheden var ikke nær færdig; Væggene var raa og fugtige, og Luften var alt andet end sund, da Malerne og Tapetsererne laa midt i Arbejdet da han flyttede.

Da han havde boet paa Frederiksberg i 3 Uger, blev hans 2 mindste Børn syge og blev indlagt paa Frederiksberg Sygehus, og efter ca. 6 Ugers Ophold der blev Børnene helbredede og kom atter hjem. Men nu blev der præsenteret ham en Hospitalsregning paa et halvt hundrede Kroner for Børnenes Kur og Pleje der, og da han ikke saa sig i Stand til at betale, blev Børnenes Ophold paa Frederiksberg Hospital betragtet som Fattighjælp, og de deraf kommende Følger udebliver naturligvis ikke.

Hvis denne Familie var bleven boende paa Vesterbro, havde Manden ikke mistet sine borgerlige Rettigheder, om virkelig Børnene alligevel var blevne syge og indlagte paa et af Københavns Hospitaler, idet han, som havde svaret Kontingent til en Sygekasse i 6 Aar, derved havde erhværvet den Ret at have frit Hospital til Hustru og Børn i 20 Uger, men denne Ret havde han mistet fra den Dag af, da han flyttede ud paa Frederiksberg, idet Københavns Magistrat kun giver Moderation til Sygekassemedlemmer, som har bopæl paa Stadens Grund, hvorimod Frederiksberg Kommunalbestyrelse kun giver Moderation i Betalingen for Hospitalspleje (60 Øre daglig) til Sygekassemedlemmer, som har Bopæl paa Frederiksberg men giver ikke frit Hospital til Hustru eller Børn.

Man ser altsaa af den anførte Eksempel, hvor store Tab Arbejderne kan have ved at flytte ud paa Frederiksberg, naar de i Forvejen har boet i flere Aar indenfor Stadens Grænser og er Medlemmer af Sygekasser, og d'Hrr. Byggespekulanter burde dog tage saadanne Tilfælde i betragtning og undlade at paatdvinge deres Arbejdere Beboelseslejligheder paa  Frederiksberg fordi de giver dem Beskæftigelse maaske kun i nogle Maaneder.

I hvert Tilfælde vil vi tilraade Sundhedskommissionen at have sin Opmærksomhed henvendt paa disse "Tvangshuse", som opføres trindt omkring nu til Dags, og forbyde Husejerne at lade Mennesker flytte ind i Lejlighederne, før disse er fultud færdige og tilstrækkelig tørre.

L. C. 

(Social-Demokraten 11. oktober 1888).

Asger Snebjørn Nicolai Stadfeldt 1830-1896. (Efterskrift til Politivennen)

Professor Asger Snebjørn Nic. Stadfeldt, som i Dag i 25 Aar har virket ved den kgl Fødsels og Plejestiftelse, er en af Lægestandens bedst kjendte Mænd. I en lang Aarrække har han som Universitetslærer ledet Undervisningen i Fødselshjælp, og alle de yngre Læger har under ham gjennemgaaet deres praktiske Kursus i dette Lærefag. Ogsaa som Lærer for de vordende Jordemødre har han indtaget en meget betydningsfuld Stilling, og hans strænge, paapasselige og dog humane og elskværdige Personlighed har i disse Kredse erhvervet ham mange Venner. Som det mest fortjenstfulde i Prof. Stadfeldts Virksomhed maa dog sikkert udhæves hans Gjennemførelse af Antiseptiken ved Fødselshjælpen, hvorved ganske specielt hans egenlige Virkefelt, Fødselsstiftelsen, fuldstændig har skiftet Karakter. Medens den tidligere var saa inficeret af Barselsfeberepidemier, at den til sine Tider uden Overdrivelse kunde kaldes en ren Morderhule for Patienterne og tilsidst fuldstændig maatte lukkes, har den i de senere Aar udmærket sig ved en meget lav Dødelighedsprocent, og Tilfældene af Barselfeber er nedbragte til et forholdsvis ringe Antal. Her er et af de Forhold, hvor Antiseptik og Renlighed har haft en velsignelsesrig Indflydelse, der kan paavises ved Tal, og at have indset dette, gjennemrørt det og gjennemtrængt sine Elever, Læger og Jordemødre, med denne Lære, er Prof. Stadfeldts uomtvistelige Fortjeneste. Det maa haabes, at det maa forundes ham, der endnu er i sin fulde Manddomskraft, endnu i mange Aar at prædike Renlighedens Evangelium for Læger og Jordemødre.

(Morgenbladet (København) 3. oktober 1888).

Fotograf Georg Emil Hansen (1833-1891): Læge, obstetriker Snebjørn Asger Nicolai Stadfeldt (1830-1896) (Døbt: Stadfeldt, Snebjørn Ascar Nicolai). 1864-1892. Det kongelige Bibliotek.

Dr. med. Asger Snebjørn Nicolai Stadfeldt (1830-1896) studerede obstetrik i udlandet og kom ved sin hjemkomst til Fødselsstiftelsen. Han var 1866-1867 overakkuchør, derefter fastansat 1867. Han udgav 1870 "Lærebog for Jordemødre", "Lærebog i Jordemoderkunsten" (1891) og "Fødselens og Barselsengens Pathologi" (1889). Stadfeldt fik betydning for gynækologiens indførelse i Danmark. Han indførte den Pasteur-Listerske antiseptik i fødselshjælpen, hvilket i praksis udryddede barselfeberen på Fødselsstiftelsen. Han blev begravet på Garnisonskirkegården. Gravstedet er nedlagt.

Carl Wulff, Mosaisk Vestre Begravelsesplads. (Efterskrift til Politivennen)

Skuespilleren og revyforfatteren Carl Wulff (1840-1888) var søn af jødiske forældre. Det var meningen at han skulle fortsætte faderens gerning som købmand. I stedet debuterede han på Alhambrateatret sommeren 1858, senere Casino 1868 hvor han på grund af lighed med Michael Wiehe og støttet af Johanne Luise Heiberg fik ansættelse på Det kgl. teater 1867-68. I 1874 på Casino opfandt han en figur der var slagfærdig og drilsk, flabet og godmodig, en forløber for senere tiders danske revyskuespillere. Som den velklædte, skeptiske og magelige københavner der sagde vittigheder og lavede ordspil om alt og alle blev W. meget populær til sin tidlige død. 

Under Robert Watts direktorat (1876-84) var han Folketeatrets selvtilfredse bonvivant og ræsonnør der besad en lignende tiltrækningskraft som Frederik Madsen forud. Fra 1884 tilhørte W. Dagmarteatret hvor han i sine sidste år kreerede Célestin-Floridor i Frk. Nitouche og intendant Søller i Landsoldaten, to af hans morsomste skikkelser som i høj grad bidrog til disse stykkers succes. 

1887 tog han til Menton for at blive helbredt for tuberkulose som havde gjort ham konstant hæs. Da han kom hjem, døde han af sygdommen.

Carl Wulff.

Københavnernes mest typiske repræsentant på teatrene, skuespiller Carl Wulff, er i går morges afgået ved døden. For det store publikum vil meddelelsen om dette dødsfald måske komme noget overraskende; for da Wulff nylig kom hjem fra sit ophold i Italien, hvortil hans venner havde sendt ham, for at han i sydens milde klima kunde genvinde sit nedbrudte helbred, lod beretningerne i høj grad gunstige. Det hed sig at Wulff nu atter kunde glæde sig ved fuldkommen sundhed, han hørte atter i denne sæson til Dagmarteatrets personale, og i Justitsministeriet ligger der for tiden et andragende fra Wulff om at få privilegium til at drive Nørrebros Teater. Imidlertid var dog de der nærmere kendte den afdøde, på det rene med at han bar dødens mærke, og at det kun ville være et spørgsmaal om tid, når han skulle gå bort. Hans bryst var angrebet, og han svandt mere og mere ind, så at han i de sidste dage kun var en skygge af den Wulff, hvis ydre apparition gjorde ham det let at spille den veltilfredse bonvivant, der på scenen var hans hovedforce.

Carl Wulff blev kun 47 år, men han hørte dog til de ældste i vor skuespillerverden.

Før han blev syv år, betrådte han scenen; det var på Alhambra, at hans debut faldt, og snart gik han, som så mange andre lovende talenter have gjort, til provinserne. Det lyder nu lidt underligt, at han da optrådte i alvorligere roller, og at han derefter af det kongelige Teater blev engageret for at afløse Michael Wiehe. Kun et år blev han ved nationalscenen; han gik til Folketeatret, og siden har han været knyttet til de københavnske privatscener.

Det varede ikke længe, før Wulff fandt sit publikum som den elskværdige ræsonnør og den glade københavner. Med Peter Sørensen brød han igennem, og der var tider, hvor han næsten i for høj grad blev vurderet.

Man har en målestok for, i hvor høj grad en skuespiller er på moden i antallet af de gange, han bliver fotograferet, og massen af de portrætter, der afsattes; og der er næppe nogen skuespiller, hvis Fotografi har været mere søgt end Wulffs, ikke mindst af det smukke køn.

Også udenfor teatret spillede Carl Wulff en betydelig rolle. I kafelivet gik hans brandere og vittigheder igen, og skønt de ofte var temmelig harzarderede, blev de dog gouterede, fordi de skrev sig fra ham; derved havde de patent på at være morsomme. Wulff forstod at udbytte sine evner.

Hans skuespillergage hørte til de højeste, og ved siden af havde han forskellige bierhverv, af hvilke det mest bekendte er hans virksomhed som medforfatter af sommerrevyerne der i en række af år leverede stof til selskabelig munterhed hos det bredere publikum. Viserne blev spillede, og branderne gik fra mund til mund. Han havde langtfra været ene om arbejdet, men karakteren der hvilede over sommerrevyerne, skyldtes dog ham.

I de senere år fik den afdøde lejlighed til at vise at det ikke var uden grund, når han i sin tid havde gjort Lykke i det alvorlige rollefag ; han løste flere opgaver med kunstnerisk flid og intelligens, og den dom, der nu ved hans død lyder over ham som skuespiller, vil være ham gunstig, selv om man går dybere ned end til den overflade, hvorpå han almindeligt bevægede sig

(Kjøge Avis, 19. september 1888).

Det er længe siden en begravelse har samlet et så talrigt følge som skuespiller Carl Wulffs der fandt sted i formiddags fra det nye kapel der er blevet opført på den mosaiske Vestre Kirkegård. Kapellet der kan rumme 7-800 mennesker, var propfuldt, og mange havde skaffet sig adgang til udenomslokaliteterne. End ikke ligstuen undtoges herfra. Men dag var der endnu mindst et par tusinde mennesker, både damer og herrer, som ikke kunne få adgang, men opholdt sig på kirkegården. I kapellet sås en talrig repræsentation for skuespillerverdenen, og på kisten fandtes en sølvkrans fra Kasino samt prægtige kranse fra det kongelige Teater, privatteatrene, Skuespillerforeningen, hvis bestyrelse var mødt in pleno), mange foreninger og private. Talen holdtes af rabbiner Simonsen. Efter den sang kammersanger Simonsen et farvel, og kisten udbares dernæst af skuespillere til graven hvor rabbiner Simonsen forrettede jordpåkastelsen. Længe efter højtidelighedens slutning vedblev folk at passere forbi graven, og mange kastede blomster på den som en sidste hilsen.

(Fyens Stifstidende, 24. september 1888).

Carl Wulff (1841-1888). Fotograf Jens August Schultz. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Carl Wulffs jordefærd.

Det var overordenlig talrige skarer der i søndag formiddag lagde vejen ud til Vestre Kirkegård for at sige Wulff det sidste Farvel. Uafbrudt fra Kl. 11 rullede vogn efter vogn ud ad Vesterbro og hvirvlede støvet op på de ellers lidet befærdede veje ved kirkegården. Ved 12 tiden stod vognene i en lang række på begge sider af vejen udenfor - et syn Wulff burde have set, bemærkede en af hans venner. Så mange drosker på en Gang, det ville på Wulff, der fandt en sand fryd i at køre i droske, have gjort et overvældende indtryk.

Og fodgængerne der søgte den lange vej ud, nåede tusinder; det blev et følge så stort, som ikke på mange år er set, et talende vidnesbyrd om, hvilken vennekreds den afdøde havde skabt sig.

Der var på langt nær ikke plads nok i det smukke kapel til alle der var mødt. En halv time før selve højtideligheden var kapellet fyldt så tæt, at det næppe var muligt at røre sig derinde. Og udenfor på gangene og på græsplænerne stod en tæt skare, der stadig voksede. Alt i alt var vel mødt 4-5000 mennesker.

Kisten var fuldstændig pakket af de prægtigste kranse. Fra Dagmarteatrets og Folketeatrets personale mægtige blomsterkranse, fra Kasino en sølvkrans, hvilende på en violpude, fra det kgl. Teater en stor palmekrans og fra Vilh. Petersens personale en lignende. Desuden krans fra Nørrebros Teater, en krans af stedmoderblomster fra "Peter Sørensen", en palmekrans fra "Vennerne på Hjørnet' og fra Skuespillerforeningen samt kranse fra de fleste danske provinselskaber, fra Levys personale i Norge og mange flere.

Ved kisten havde den afdødes nærmeste slægtninge og skuespillere fra københavnske og provinsscener plads. Højtideligheden indlededes med salmesang af den mosaiske dobbelt kvartet, hvor hr. Albert Meyer sang tenorpartiet. Rabbiner Simonsen holdt derpå talen, der på grund af de forhåndenværende jødiske festdage var ganske kort. Kammersanger Simonsen sang derpå et farvel, skrevet til højtideligheden, hvorefter kisten under korsang bares ud af kapellet.

Kisten blev båret af skuespillere fra københavnske Scener: Olaf Poulsen og Zangenberg, Kolling sen., Reumert og Hellemann. Stigaard, Pio og Steffensen, brødrene Wiehe, Alfred Møller, Aagaard, Ferd. Schmidt og teaterdirektør P. Pedersen.

Ved graven foretog rabbineren jordpåkastetsen og fremsagde en bøn. Højtideligheden var hermed til ende, og det store følge spredtes.

(Morgenbladet (København), 25. september 1888).

Carl Wulffs gravmæle på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.