Negere fra Dahomeh. (Efterskrift til Politivennen)

Negere i "Hotel Tivoli".

Som kortelig omtalt, er der for nogen Tid siden hertil Byen ankommet en Trup Afrikanere fra Dahomeh, der optræder i "Hotel Tivoli"s store Sal.

Besøget har hidtil været godt, og det lønner sig virkelig ogsaa at se indenfor hos de sorte Herrer og Damer; der er talt 24, tolv af hvert Køn. Paaklædningen bestaar for Mændenes Vedkommende i et Par Svømmebuxer og en Hovedbeklædning forsynet med Oxehorn. Kvinderne har et kort Skjørt om Lænderne og et meget korthalset Livstykke.

I disse Kostumer opfører Selskabet forskjellige Nationaldanse, ledsagede af en øredøvende Trommemusik, og medens de agerende udstøder cimbriske Hyl. Mændenes nøgne, kraftige Kroppe tager sig fortræffeligt ud i de plastiske Stillinger, medens Kvinderne under Dansen vrikker paa en mærkværdig Maade med den Legemsdel, hvor de mere civiliserede Damer bærer Tournure.

Ganske morsomt er det at se Negrene indtage deres Maaltider, bestaaende af kogt Ris og Oxekjød i Forbindelse med en brændende stærk Cayennesauce.

Kniv, Gaffel og Ske er ukjendte Redskaber; med Hænderne skrabes Maden sammen under abeagtige Fagter og puttes i Munden, Idet der dog aldrig spises helt op, hvad der er i Haanden, men kun sluges en Del af det; Resten blande saa igjen med den tilbageblevne Mad under fornyede Sammenskrabninger.

De sorte Damer er forøvrigt ikke fri for at være paatrængende; de falbyder Fotografier og tigger Cigar og Øl paa den mest energiske Maade; opfylder man deres Ønske, kan man godt risikere at faa en ført Haand kjærtegnende i Ansigtet til Tak. 

Man maa ikke vente for længe med at gaa ud og se de sorte Medborgere, da deres Ophold her ikke bliver af lang Varighed; de afrejser herfra til St Petersborg.

(Morgenbladet (København) 11. november 1888).

Amazoner i Kjøbenhavn.

I Regn, Søle, Blæst og Slud, trodsende Tagstenene, der drysse ned om En, borende Fingrene ned i Hatteskyggen, for at Ens Hovedbedækning ikke skal gaa sig den samme lille gemytlige Tur som saa mange andres, og lyttende til de sælsomme Toner, der ilig Klangen fra Æolsharper udgaar fra Telefontraadene, naar Stormen leger med dem, kæmpede man sig gjennem "Strøget" ud til "Hotel Tivoli", hvor en Negerkaravane bestaaende af tolv Amazoner af Kongen af Dahomehs Garde samt Iige saa mange mandlige Dahomaner for Tiden have opslaaet deres Pauluner.

De Stakler, der ere komne herop til Nordens Kulde og Blæst fra Dahomehs varme, salløse Egne, fra Landet, hvor Kokospalmerne og Bananerne vugge sig i den duftmættede Luft, hvor der er Overflod paa Oranger, Yams, Mais, Bomuld, Indigo og Tobak, og hvor Elefanter færdes dybt inde i Skovene!

To Sale i Hotel Tivoli huse Afrikanerne. I den ene opholde Kvinderne sig, i den anden Mændene. Foran de store Kaminer sidde de og varme sig i deres lette Kostumer; om Lænderne have Mændene et af forskjellige Slags Skind bestaaende Bælte og paa Hovedet et Skinddiadem med to Kohorn, et paa hver Side; Amazonerne bære et hvidt- og blaastribet Skjørt, der holdes oppe af røde - Seler, om man saa tør kalde dette Beklædningsstykke, besat med smaa hvide Konkylier.

Kaminilden gyder sit gulrøde Skær over de graabrune nøgne Lemmer, og de hvide Tænder funkle. De Folk kjende ikke til forlorne Tænder, og naar de leende pludre med hinanden, gjøre de vist tykt Nar af vore Herrers sorte Kakkelovnsrør og vore Damers Tournurer. Endnu ere de upaavirkede af de Moder, som den europæiske Civilisation paabyrder os andre med, og foreløbig behøve de da heller ikke at tage deres Tilflugt hertil, stolt fremvise de deres brede kraftige Bryst og de virkelig skjønt formede Arme og Ben, som mange af os vilde misunde dem. Deres Gang er let og spændstig og akkompagneres af Lyden fra de Bjælder, der ere fastbundne ved deres Knæer. Sproget kan man langt fra kalde ildelydende.

Amazonerne, veritable Amazoner fra den berømte Dahomehgarde, som bestaar af ikke mindre end 5000 Kvinder, ere ganske unge, fra 13 til 18 Aars Alderen. De ere mindst af alt skrækindjagende. Koketteriets farlige Kunst have de allerede lært, og hvem kan vel modstaa deres udtryksfulde Blikke - disse brune fugtige Øine - naar de bide om en Cigar. Meget af de europæiske Sprog have de vel ikke tilegnet sig, men flere have dog bragt det saa vidt, at de kunne sige: give me, cigar og money - men det er jo ogsaa tilstrækkeligt. 

Elskværdige, venlige og indsmigrende ere de; og selv om den dahomanske Fyrste, der først oprettede Amazonekorpset, ikke havde opfundet Krudtet, saa havde han i det mindste Ben i Næsen. Han vidste, hvad han gjorde, da han lod sine 5000 haandfaste kvindelige Soldater drage imod Fjenden. Hvad deres Vaaben og Kræfter ikke kunde udrette, det udrette deres Smil og Blikke, og derfor faa Amazonerne i Reglen i en Haandevending Bugt med deres mandlige Modstandere - det fortælles der i ethvert Tilfælde. 

Hvorledes de bruge deres Vaaben, faar man desværre ikke noget nærmere Indblik i ved et Besøg i Hotel Tivoli. Derimod erhverver man sig et meget nøje Kjendskab til, hvad Afrikanerne formaa at præstere med Hensyn til Musik, Sang og Dans.

Folk, der ere lidt nervøse eller ikke have deres Trommehinder assurerede, fraraades det paa det bestemteste at overvære Truppens musikalske Præstationer, hvortil man vistnok sjældent har hørt Mage her i Kjøbenhavn.

Orkestret bestaar kun af to Mand; men hvad de dog kan udrette! De dundre løs paa hver sin Tromme med en Ihærdighed, der var en langt bedre Sag værdig, medens alle Negrene af deres Lungers fulde Kraft istemme en Hymne, der allerhøist bestaar af tre Ord, som gientages i det uendelige, det vil sige, i omtrent fem Minutter.

Og samtidig opføres der en Krigsdans og en Fredsdans. Der hyles og skriges, Overkroppene vrikkes til høire og venstre, Sværdene svinges med utrolig Hastighed gjennem Luften, og der trampes og stampes med fødderne, saa man hvert Øieblik frygter for, at Amazonerne skal stikke Benene gjennem Tribunens Bræddegulv.

Endelig hører Dansen op, og de 24 begive sig tilbage til deres Kaminer, hvor de indtage et lille Maaltid: Kjød, Ris, Franskbrød og Vand. En af Amazonerne er Moder og bærer sit lille 13 Maaneders gamle Barn paa Ryggen, spændt fast med et Tørklæde. Det er et aldeles kosteligt syn at se den Lille faa Mad. En af de andre Kvinder kommer hen til Moderen med en Kop Semoulevælling, af hvilket han hælder noget ud i sin hule Haand, hvorpaa Moderen bøier Barnet ned over Vællingen, som dette saa laber op. Det er ikke synderlig praktisk; men hvad skal man vel gjøre, naar man ikke kjender noget til det Redskab, der kaldes for Ske?

(Dags-Telegraphen (København) 28. november 1888).

Sort Karavane. I Hotel Tivolis to store Sale forevises i disse Dage en Karavane fra Dahomeh, bestaaende af 12 Mand og 12 Kvinder, af hvilke Sidste rigtignok den ene mangler hele 11 Aar i at være voxen: hun er nemlig nyfødt.

Karavanens Medlemmer gjøre et overordentlig godt Indtryk. Mandene ere høie og muskelstærke, og Kvinderne overordentlig gratieuse i deres Bevægelser.

Troupen opfører til en efter afrikanske Begreber saare skjøn Musik nogle karakteristiske, men dog af Hensyn til europæisk Moral stærkt afdæmpede Dandse, under hvilke de sagte saa lynhurtigt med nogle skarpe Sabler, at det seer overmaade livsfarligt ud og næppe heller helt gaar af uden Skrammer for den smukke glindsende brune, nøgne Hud.

Morsom er dog Karavanen at iagttage, naar den i Pauserne sidder grupperet om den blussende Kamin. Uden at lade sig forstyrre af Tilskuernes nysgjerrige Blikke pludre dens Medlemmer paa deres ganske velklingende Sprog, spøge og lee, sige Vittigheder og kokettere saa fuldstændig paa europæisk Maner, at det er en hel Fornøjelse.

Kronprindsen med Prindserne Albert Victor og Georg besøgte forleden de Sorte. De kongelige Høiheder morede sig storartet, og Kronprinds Frederik trakterede med Cigarretter til hele Troupen, hvis Anfører, en kjæmpestor Neger, takkede ved at klappe Hs kgl. Høihed paa Kinden.

Da Værten bemærkede, at Herskaberne kunde glæde Negeren svært ved at spendere en Baier paa ham, blev en saadan strax rekvireret, men øjeblikkelig vare de Kongelige omringede og bestormede af hele Banden, der klappede og kjælede for dem, indtil Kronprindsen under hjertelig Latter lod det Hele ende i et lukullist Sold med Øl og Konfekt og Tobak, medens den afrikanske Jubel steg til sin høieste Høide. (Av.)

(Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 28. november 1888).

Adolph Friedländer: Amazonen-Corps - Wilde weiber aus Dahomey (1898). I Tyskland optrådte i perioden 1888–1903 med mellem 20 og 80 optrædende fra den tyske koloni Togo over 300 gange. To tredjedel var kvinder som blev omtalt som "amazoner". Ofte præsenteret som værende fra Dahomey (Benin), men måske snarere fra nabolandet Togo..

Dahomey (nu Benin) var fra 1600-tallet til slutningen af 1870'erne et indflydelsesrigt land. Det blev herefter angrebet af Frankrig som underlagde sig området i 1894. Det blev selvstændigt i 1975 under navnet Benin. De optrædende sagdes at være fra Dahomey-Amazonerne (efter græsk mytologi). En militær milits med rødder tilbage til 1600-tallet.

Tre Kvaksalveri-Sager. (Efterskrift til Politivennen)

En "magnetisk Læge". Højesteret paakjendte i Gaar en mod Anders Rasmussen for Kvaksalveri anlagt Sag. Tiltalte har i de sidste 4 Aar i stort Omfang og til Dels for Betaling taget syge i Kur for forskjellige Sygdomme, bl. a. Gigt. Brystsyge, Øiensygdomme, Døvhed, Aarebetændelse, Blegsot, Difteritis, Skarlagensfeber, idet han som Helbredelsesmiddel har anvendt en saakaldet magnetisk Behandling, der fornemmelig har bestaaet i, at han med Haanden har bestrøget de syge, hvorhos han i nogle Tilfælde har givet dem Papir, som af ham var behandlet med saakaldte magnetiske Bestrygninger, for at de skulde lægge det paa Brystet eller andre Steder paa Legemet. Tiltalte, der havde lært sine Kure i Amerika gjennem Spiritismen, og som paa Visitkort i det engelske Sprog havde betegnet sig som "magnetisk Læge", troede sig efter sin Forklaring i Besiddelse af Evne til ved Berøringer og Bestrygninger at helbrede Sygdomme ved Hjælp af den Magnetisme, der fandtes i hans eget Legeme, og som tilørtes ham af Aander. Disse Aander var tidligere afdøde Mennesker, der færdedes om enhver fra Fødslen til Døden. Tiltalte var i Besiddelse af 5 Fotografier fra Boston, paa hvilke han selv fremtraadte som Hovedfigur, omgiven af forskjellige Personer i Taage eller svag Belysning, hvilke var Billeder af Aander, som den paagjeldende amerikanske Fotograf var i Stand til at gjengive. Tiltalte havde vel ikke selv set Aanderne blive fotograferede, men set Fotografen komme ud med Pladerne, da Aanderne var paaførte disse. Om Billedernes Ægthed nærede Tiltalte ingen Tvivl. Det var ikke oplyst, at Tiltaltes Behandling i noget Tilfælde havde medført Skade for de paagjældende. For sit anførte Forhold var han af Kriminal- og Politiretten anset med en Bøde af 200 Kr., hvilket stadfæstedes af Højesteret.

(Morgenbladet (København) 2. november 1888).

Kvaksalveri. Lands-Overretten i Kjøbenhavn har paadømt en fra Helsingør indanket Sag, hvorunder den ofte straffede Gunild Marie Hansdatter, Holmers Hustru, tiltaltes for Kvaksalveri. Uagtet hun ingen som helst Adkomst har haft til Lægepraxis, har hun i Løbet af de sidste Aar i Helsingør og Omegn taget flere Personer under Kur for engelsk Syge og for Benedder, ligesom hun ogsaa har behandlet andre Personer, der led af Sygdomme, hvis Art og Beskaffenhed ikke var hende bekjendt. Hun har til sine Kure i Almindelighed kun anvendt udvortes Midler, saaledes mod engelsk Syge Indsmøring paa Ryggen og i Leddene med Skcrresalve, og mod Benedder Indgnidning med Galmejesalve og med en af hende selv tilberedt Salve, bestaaende af grøn Sæbe og krudt, ligesom hun ogsaa en enkelt Gang overfor en hende ubekjendt Sygdom har anvendt Indgnidning med raat Oxekjød. I et Par enkelte Tilfælde har hun dog brugt indvortes Midler, nemlig overfor et Barn, der maa antages at have lidt af Diarrhoe, Hyldethe med Sukker i, og overfor en Kone, der led af Smerte over Lænderne og i Leddene, Sundhedssalt, opløst i Vand. Ved Siden heraf har hun tillige anvendt forskjellige overtroiske Midler, saasom at lade den syge ligge paa Lavrbærblade eller paa en Blanding af saadanne og Pileblade, som hun derefter brændte, at lade Patientens Linned brænde og indgive vedkommende lidt af Asten, udrørt i Vand, ligesom hun i flere Tilfælde under Udtalelse af, at det skete i Gud Faders, Gud Søns og Gud den Helligaands Navn, har "hugget Ild over" den syge med et Fyrtøj. Ligesom det er oplyst, at saavel Skæresalve som Galmejesalve er almindelig benyttede Haandkjøbsartikler af en uskadelig Sammenfatning, saaledes kan Tiltalte heller ikke antages iøvrigt ved sine Kure at have paaført de vedkommende nogen Skade. Tiltalte har ikke forlangt Betaling for Kurene, men modtaget, hvad der frivilligt gaves hende. 

Ved Underretten var Tiltalte bleven anket med en Bøde af 60 Kr., hvilken Dom Overretten stadfæstede.

(Morgenbladet (København) 6. november 1888).

Dømt for magnetisk Behandling. Landsover- samt Hof og Stadsretten her i Byen har paadømt en fra Amager Birks Extraret indanket Sag, under hvilken en Handelskommis tiltaltes for Kvaksalveri. 

Efter at Tiltalte i forrige Vinter havde hørt nogle Foredrag over den saakaldte dyriske Magnetisme, havde han behandlet ca 50 Personer i Kjøbenhavn og paa Amager for forskjellige Sygdomme, saasom Hovedpine, Rygsmerter, Lændesmerter, Nervøsitet, Moderjhge, Moderkrampe, Slim paa Lungerne, Forstuvninger og Gigt, ved paa dem at anvende en Kur, som bestod i, at han holdt Hænderne paa det syge Sted og derpaa med Fingrene strøg ned ad Legemet udenpaa Klæderne eller, saafremt Personen var sengeliggende, udenpaa Linnedet, hvorhos han i flere Tilfælde tillige anvendte til indvortes Brug saakaldet magnetiseret Vand, c: Vand, som han ved at holde Hænderne om Glasset eller ved Strygning med Hænderne udenpaa det og ved at aande paa Vandet formente at have gjort magnetisk, og til udvortes Brug magnetisk Papir c: Papir, som han ligeledes havde behandlet med Strygninger og med at aande paa det. Tiltalte havde erkjendt, at han 2 eller 3 Gange have averteret i Bladet "Social-Demokraten" og som "Magnetisør" tilbudt magnetisk Massage, men han havde iøvrigt paastaaet, at han kun havde behandlet syge, der havde søgt Lægehjælp uden derved at være blevne hjulpne; det var imidlertid herimod oplyst, at dette i alt Fald ikke havde været Tilfældet med 3 af ham behandlede Patienter, af hvilke den ene led af Syfilis, men opgav for Tiltalte, at han led af udslaaende Gigt, medens Tiltalte efter sit Udsagn ikke vilde have taget den paagjældende under Behandling, dersom han havde vidst, at Sygdommen var Syfilis. Tiltalte vil aldrig have forlangt Betaling for sine Kure, men har derfor modtaget forskjellige Beløb indtil 10 Kr., som frivillig tilbødes ham, ligesom han ogsaa i enkelte Tilfælde paa særlig Opfordring har opgivet en bestemt Pris Det var ikke oplyst, at hans Behandling i noget Tilfælde havde bevirket direkte Skade, men efter hvad der forelaa, maatte den antages at have indirekte foraarsaget Skade ved at afholde Patienter fra at søge Lægehjælp. 

For sit anførte Forhold blev Tiltalte ved Overrettens Dom, der stadfæstede Underretsdommen, efter Lov 3dje Marts 1854, jfr. Forordn 5te December 1794 § 5, anset med en Bøde til Kjøbenhavns Amts Fattigkasse af 80 Kr

(Morgenbladet (København) 30. november 1888).

Børnehjemmet opført af Foreningen af 23. April 1882. (Efterskrift til Politivennen)

Den 23. April 1882 var Aarsdagen for Vært og Værtindes Bryllupsdag, og Middagen stod i Seekamps Lokale. Det var gode Venner og Bekjendte, omtrent fyrretyve i Tallet, som var samlede til Festen. De musikalske blandt Gjæster med Vært- og Værtinde i Spidsen beredte efter Bordet de øvrige tilstedeværende en Overraskelse, som vakte stormende Jubel. I maleriske Zigøjnerkostumer sad og stod de paa en Tribune, da et Tæppe blev trukket til Side, og under Værtindens Anførsel spilledes Riberhusmarschen og flere Numre. Der blev foreslaaet en Indsamling. En høj Hat gik rundt, og ned i den raslede større og mindre Sølvmynter. Sluttelig stod Værtinden med Hatten i Haanden; hendes glade Smil veg for et alvorligt Udtryk, i det hun udtalte: "Skal vi ikke danne en Forening med det Formaal, at opklæde Konfirmander og hjælpe forældreløse og ulykkelig stillede Børn". Hun udviklede nærmere denne Tanke, for hvilken i sex Aar har virket med utrættelig Energi, og hendes Forslag fandt almindelig Tilslutning i Selskabet. Saaledes dannedes "Foreningen af 23. April 1882".

Den blev til i et festligt Lag, og disse første Penge i Hatten gaves i en lys og lykkelig Stemning: de var Lykkeskillingen, som i kort Tid skulde drage mange Penge efter sig i det samme godgjørende Øjemed. De fyrretyve første Medlemmer arbejdede ihærdig og hvervede Venner og Bekjendte til Medlemmer. Medlemsantallet steg hurtig og andrager nu omtrent 2300 Mennesker. I Begyndelsen opkrævedes 25 Øre om Maaneden; men dette Arbejde blev snart uoverkommeligt, og Kontingent betales nu med 3 Kroner en Gang om Aaret. Paa den ordinære Generalforsamling i Marts f. A. vedtog Forsamlingen at ophøre med at uddele Konfirmationshjælp - fra Foreningens Stiftelse var der uddelt fuldstændigt Udstyr til henved 300 Konfirmander for med des større Kraft at arbejde for Foreningens Hovedformaal, at antage sig og opdrage forældreløse og ulykkelig stillede Børn.

Børnehjem, opført af Foreningen af 23. April 1882.

For at kunne gjøre dette paa bedste Maade har Foreningen søgt at skaffe sig sit eget Børnehjem, Mens Aarene gik, arbejdedes der ihærdig paa Virkeliggjørelsen af denne Tanke, og nu staar Børnehjemmet fuldt færdigt og næsten gjældfrit paa den til Foreningen af en Børneven skjænkede Grund bag Dampsporvejens Station ved Hellerup. Af Børnehjem her i Landet findes næppe noget mere hensigtsmæssig indrettet eller bedre beliggende, Bygningens Grundsten nedlagdes paa Hds, Maj. Dronningens 70-Aars Fødselsdag, og Børnehjemmet indviedes den 6. Juli d. A. Bygningen bestaar af to Etager med Kjælder. I Kjælderen findes Køkken, Vaskehus, Strygestue, Badeværelse, Pigekammer, en fransk Indfyringsovn som for 50 Øre om Dagen varmer hele Huset, endvidere Brænderum, Spisestue og Fadebur. I Stuen findes Vestibule, Kontor, Inspektricens Værelse, Sygestue, Læse- og Arbejdsværelser, Garderobe, samt en større Sal, der senere skal anvendes til Sovesal, naar det fulde Antal, 50 Smaapiger, er flyttet ind. Paa første Sal findes Sovestuerne tre i Tallet, Skabestuen, hvor hvert Barn har sin Garderobe i eget Skab og Skuffe, og endelig Depotet, et velforsynet Oplag af færdige Klæder og Stoffer. Paa Loftet endelig er Legeplads, naar Vejret ikke tillader Børnenes Ophold i det fri. Til Hjemmets Udstyrelse er givet mange og værdifulde Sager, bl. a. kan anføres, at Hr. Jærnstøber Nielsen (af Firma J. Andersen & Søn) foruden andet Støbegods har skjænket det smukke Gelænder paa Hovedtrappen.

Ved Opførelsen af dette smukke Børnehjem har "Foreningen af 23. April 1882" vist, hvad den evner; men skal Maalet naas fuldt ud, skal Hjemmet befolkes med sine halvtresindstyve smaa Indvaanere, da tør intet Medlem svigte, men gjøre sig det til Pligt at drage flere og flere hen til dette Godgjørenhedsværk.

(Illustreret Tidende 1887/1888, nr. 52, s. 628.)

Foreningen havde november 1885 (til formentlig omkring 1888) selskabslokaler i Bredgade, "Restaurant du Palais". Børnehjemmet flyttede senere fra Jomsborgvej 1 til Ordruphøjvej 1. Foreningen oprettede derudover i 1949 et børnehjem på Øresundshøj 28. Indtil 1958 optog hjemmet kun piger. I 1998 overgik den fra Københavns Kommune til Gentofte Kommune. I 2015 som kommunal institution. Det blev nedlagt i 2021.

Tvangshuse. (Efterskrift til Politivennen)

Det er desværre en bekendt Sag, at naar Murer- og Tømrersvende samt Murarbejdsmænd søger Arbejde hos en Bygherre, kan de som oftest kun erholde dette ved at forpligte sig til at tage en Lejlighed enten i en af Bygherrens opførte Ejendomme eller de maa love at ville bo i en Ejendom, der skal opføres.

Ude paa Frederiksberg er denne Fremgangsmaade farlig brugbar af nogle Byggespekulanter, som opfører hele Gadestrækninger af Ejendomme.

Kvarteret Folkvarsvej, Sindshvilevej og omliggende Gader er saa at sige næsten helt igennem opført under de Omstændigheder, at Arbejderne har maattet flytte fra det ene Hus til det andet, efterhaanden som disse er blevne færdige eller solgte til andre. Arbejderne paa Frederiksberg har af denne Grund døbt dette Kvarter "Tvangshuskvarteret", og selve Folkvarsvej har sjælden andet Navn end "Tvangshusgade".

Denne Trafik fra Bygherrernes Side har naturligvis sine gode Fordele for dem, idet det jo er en given Sag, at de Familier, der staar i deres Arbejde, absolut bliver tvungne til at være solide Lejere. Spekulationen er endvidere den, at det er lettere for en Bygherre at faa solgt sin Ejendom, naar denne er fuldt beboet, og i den Henseende gør "Tvangslejlighederne" god Nytte.

Hvad bekymrer Byggespekulanterne sig om, at de kort efter Salget af en Ejendom trækker næsten alle Beboerne bort fra denne og hen i en anden ny opført Bygning, og derved lader den nye Ejer staa med en Masse tomme Lejligheder, naar blot deres Interesser kan blive fremmet!

Gaar man op i en af disse Ejendomme, kan man som oftest se, at lige fra Stue til 3die Sal er den beboet af Murere og Tømrere, hvorimod 4de Sal og Kvisten udelukkende er beboet af Arbejdsmænd.

Der tages heller ikke faa meget Hensyn til Sundheden overfor Arbejderne af Bygherrerne, idet det meget ofte sker, at en Ejendom, der efter almindelige Regler ikke er mer end halvt færdig, dog er beboet af mange Familier. Man kan saaledes mange Gange se, at der i en Ejendom mangler det meste af Trappen, hele Trappegelænderet, Glasruder mangler i Dørene, Tapeter findes ikke paa Væggene, sa ofte mangler Kakkelovne i Lejlighederne, - men alligevel er disse beboede af Haandværkere.

Dette er naturligvis paa ingen Maade tilladeligt efter Sundhedslovenes Bestemmelser, men Arbejderne er desværre tvungne til at bo i dem, hvis de vil have Arbejde hos Bygherren, og han tager det som sagt ikke saa nøje med Sundheden hos sine Lejere, naar blot han faar Lejen ind hurtigst mulig og i rigelig Mængde.

At Arbejderne paa flere Maader kan have store Tab ved Saadan at blive tvungne til at bo et bestemt Sted, blot for at faa noget at bestille, er en Selvfølge, og vi skal nævne et af de Tilfælde, hvor Tabet er blevet meget føleligt for en af disse saakaldte "Tvangsfamilier".

En Tømrersvend med Hustru og 4 Børn havde i 6 Aar været Medlem af en Sygekasse og i samme Tidsrum boet paa Vesterbro. En Dag faar han Løfte om Arbejde paa Frederiksberg, men kun paa den Betingelse, at han skal tage en Lejlighed i en bestemt Ejendom derude, og det gjorde han. Lejligheden var ikke nær færdig; Væggene var raa og fugtige, og Luften var alt andet end sund, da Malerne og Tapetsererne laa midt i Arbejdet da han flyttede.

Da han havde boet paa Frederiksberg i 3 Uger, blev hans 2 mindste Børn syge og blev indlagt paa Frederiksberg Sygehus, og efter ca. 6 Ugers Ophold der blev Børnene helbredede og kom atter hjem. Men nu blev der præsenteret ham en Hospitalsregning paa et halvt hundrede Kroner for Børnenes Kur og Pleje der, og da han ikke saa sig i Stand til at betale, blev Børnenes Ophold paa Frederiksberg Hospital betragtet som Fattighjælp, og de deraf kommende Følger udebliver naturligvis ikke.

Hvis denne Familie var bleven boende paa Vesterbro, havde Manden ikke mistet sine borgerlige Rettigheder, om virkelig Børnene alligevel var blevne syge og indlagte paa et af Københavns Hospitaler, idet han, som havde svaret Kontingent til en Sygekasse i 6 Aar, derved havde erhværvet den Ret at have frit Hospital til Hustru og Børn i 20 Uger, men denne Ret havde han mistet fra den Dag af, da han flyttede ud paa Frederiksberg, idet Københavns Magistrat kun giver Moderation til Sygekassemedlemmer, som har bopæl paa Stadens Grund, hvorimod Frederiksberg Kommunalbestyrelse kun giver Moderation i Betalingen for Hospitalspleje (60 Øre daglig) til Sygekassemedlemmer, som har Bopæl paa Frederiksberg men giver ikke frit Hospital til Hustru eller Børn.

Man ser altsaa af den anførte Eksempel, hvor store Tab Arbejderne kan have ved at flytte ud paa Frederiksberg, naar de i Forvejen har boet i flere Aar indenfor Stadens Grænser og er Medlemmer af Sygekasser, og d'Hrr. Byggespekulanter burde dog tage saadanne Tilfælde i betragtning og undlade at paatdvinge deres Arbejdere Beboelseslejligheder paa  Frederiksberg fordi de giver dem Beskæftigelse maaske kun i nogle Maaneder.

I hvert Tilfælde vil vi tilraade Sundhedskommissionen at have sin Opmærksomhed henvendt paa disse "Tvangshuse", som opføres trindt omkring nu til Dags, og forbyde Husejerne at lade Mennesker flytte ind i Lejlighederne, før disse er fultud færdige og tilstrækkelig tørre.

L. C. 

(Social-Demokraten 11. oktober 1888).

Asger Snebjørn Nicolai Stadfeldt 1830-1896. (Efterskrift til Politivennen)

Professor Asger Snebjørn Nic. Stadfeldt, som i Dag i 25 Aar har virket ved den kgl Fødsels og Plejestiftelse, er en af Lægestandens bedst kjendte Mænd. I en lang Aarrække har han som Universitetslærer ledet Undervisningen i Fødselshjælp, og alle de yngre Læger har under ham gjennemgaaet deres praktiske Kursus i dette Lærefag. Ogsaa som Lærer for de vordende Jordemødre har han indtaget en meget betydningsfuld Stilling, og hans strænge, paapasselige og dog humane og elskværdige Personlighed har i disse Kredse erhvervet ham mange Venner. Som det mest fortjenstfulde i Prof. Stadfeldts Virksomhed maa dog sikkert udhæves hans Gjennemførelse af Antiseptiken ved Fødselshjælpen, hvorved ganske specielt hans egenlige Virkefelt, Fødselsstiftelsen, fuldstændig har skiftet Karakter. Medens den tidligere var saa inficeret af Barselsfeberepidemier, at den til sine Tider uden Overdrivelse kunde kaldes en ren Morderhule for Patienterne og tilsidst fuldstændig maatte lukkes, har den i de senere Aar udmærket sig ved en meget lav Dødelighedsprocent, og Tilfældene af Barselfeber er nedbragte til et forholdsvis ringe Antal. Her er et af de Forhold, hvor Antiseptik og Renlighed har haft en velsignelsesrig Indflydelse, der kan paavises ved Tal, og at have indset dette, gjennemrørt det og gjennemtrængt sine Elever, Læger og Jordemødre, med denne Lære, er Prof. Stadfeldts uomtvistelige Fortjeneste. Det maa haabes, at det maa forundes ham, der endnu er i sin fulde Manddomskraft, endnu i mange Aar at prædike Renlighedens Evangelium for Læger og Jordemødre.

(Morgenbladet (København) 3. oktober 1888).

Fotograf Georg Emil Hansen (1833-1891): Læge, obstetriker Snebjørn Asger Nicolai Stadfeldt (1830-1896) (Døbt: Stadfeldt, Snebjørn Ascar Nicolai). 1864-1892. Det kongelige Bibliotek.

Dr. med. Asger Snebjørn Nicolai Stadfeldt (1830-1896) studerede obstetrik i udlandet og kom ved sin hjemkomst til Fødselsstiftelsen. Han var 1866-1867 overakkuchør, derefter fastansat 1867. Han udgav 1870 "Lærebog for Jordemødre", "Lærebog i Jordemoderkunsten" (1891) og "Fødselens og Barselsengens Pathologi" (1889). Stadfeldt fik betydning for gynækologiens indførelse i Danmark. Han indførte den Pasteur-Listerske antiseptik i fødselshjælpen, hvilket i praksis udryddede barselfeberen på Fødselsstiftelsen. Han blev begravet på Garnisonskirkegården. Gravstedet er nedlagt.