Literaten Martin Jørgensen 1849-1917. 3/6. (Efterskrift til Politivennen).

En rar forfatter. En Kavaller ved Navn Niels Martin Jørgensen er i Torsdags ved Højesteretsdom idømt en Straf af Forbedringshusardejde i 15 Maaneder. De Bedrifter, hvormed han har gjort sig fortjent til denne Paaskjønnelse, ere af en ganske ejendommelig Art.

I Aaret 1885 debuterede han som Forfatter i Hovedstaden med en Bog, der imidlertid var af en saadan Beskaffenhed, at han blev straffet for dens ufredelige Indhold. Det ejendommelige ved hans Virksomhed er dog, at naar han arbejder paa slige literære Værker, skal han nødvendigvis have et eller flere Bude i sin Tjeneste. Disse Bude, der engageres til at opkræve Hr. Jørgensens intetstedsværende Tilgodehavende, maa stille Kavtion for de Summer, de faa mellem Hænder, men efter kort Tids Forløb faa de Afsked uden samtidig at faa deres deponerede Penge. Medens Jørgensen skrev sin første Bog, havde han paa denne Maade snydt 9 forskiellige Smaafolk for 2000 Kr. Saa blev hans aparte Trafik opdaget og Fyren straffet. I 1887 begyndte han at skrive paa en ny Bog, og havde faa paa samme Maade engageret Bude, der aldrig havde noget at bestille og ingen Løn fik, medens han forbrugte deres deponerede Penge. Atter blev Gavtyven opdaget, da han havde bedraget en halv Snes godtroende Mennesker for 2250 Kr. Han blev dømt til 1 Aars Forbedringshusarbejde. Da han imidlertid ikke strax blev arresteret, gav han sig paany i Færd med at antage flere Bude og havde naaet at frarane yderligere 5 Personer 1500 Kr.. da Politiet bemægtigede sig ham. Han fik i den Anledning er lille Tillæg til sin Straf, saa at han i Alt blev idømt 15 Maaneders Forbedringshusarbejde.

(Holstebro Avis 16. januar 1889).

Af N. M. Jørgensens generalieblad fra Vridsløse Statsfængsel som blev ført fra 1889 stod da han indkom: "Veltalende og besmykker sin sag". Præsten skrev lidt senere: "Uden tvivl en smudsig og dårlig person, plat og veltalende, fuld af udflugter og store tanker om sig selv". Og efter 1 års tid er noteret: "Pjaltet og pjanket". 

Louise Frederikke Dannemand 1810-1888. (Efterskrift til Politivennen)

Frederik d. 6tes Datter, Louise Frederikke, født Dannemand, Enke efter afdøde Kaptajn Zacharia, er afgaaet ved Døden.

Hun var som meddelt en Datter af Frederik den 6te. Denne Monark, der som bekjendt var ualmindelig borgerlig i sine Tilbøjeligheder, havde i sin Tid fattet Venskab for en Vaskerkone, et Venskab, der afsatte sig Spor i flere Børn, af hvilke det ene var afdøde Grev Dannemand, det andet nys afdøde Fru Zacharia.

Den afdøde var ogsaa Søster til Fru Brockdorff og Svigermoder til Greve, Folkethingsmand Scheel til Nygaard. 

(Folketidenden - Ringsted 31. december 1888).

Folketidendes meddelelse er en af de længere. De fleste andre aviser bragte en kort notits i listen af afdøde. I Højreaviserne fx Dagbladet blev hun kort omtalt som enkefrue.

Fotograferne Carl Edvard Emil Rye (1820-1890) og Hans Adam Christian Emil Hohlenberg (1841-1901): Louise Frederikke Zachariae f. Dannemand (16.4.1810-28.12.1888). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En Prinsesse.

Nogle Blade bragte forleden en kort Notits om, at der var død en Datter af Frederik den Sjette - Louise Frederikke, født Dannemand, Enke efter en Kaptajn Zachariæ.

Skønt denne gamle Dame var Halvsøster til den endnu levende Prinsesse Wilhelmine Marie og saaledes i nær Slægt med Kongefamilien, har "Berlingske Tidende" - saa vidt vi ved - fuldstændig ignoreret Dødsfaldet. Og dog var den Paagældende intet mindre end Datter af en danske Konge, ganske som Dagmar, Alexandra og Thyra.

Moderen hed Bente Rafsted. Hun var født 1790 af fattige Forældre. Kun ca. 18 Aar gammel blev hun Frederik den Sjettes Elskerinde og i den Anledning optaget i den danske Adel under Navnet Grevinde Frederikke Dannemand. Hun fødte ham to Sønner og to Døtre; den ene Søn døde tidlig, den anden var først i Fjor afdøde Grev Dannemand til Aastrup; en af Døtrene lever endnu og er gift ind i Familien Brockdorff, og det fjerde Barn var endelig den her omtalte Louise Frederikke Zacharia. Moderen døde i 1862; er der mange, som endnu erindrer den fine gamle Dame, hvis Væsen ikke vilde have gjort noget Hof til Skamme, men som dog ikke hos fine højtstaaende Slægtninge naaede den Anerkendelse, der til Eksempel blev Grevinde Danner, født Rasmussen, til Del - i alt Fald officielt.

Naar vi har ment at burde erindre om den forglemte Kongedatter Louise Frederikke, nu ved hendes Død, er det bl. a. fordi vi finder, at Frederik den Sjette, der dog gjorde Moderen til Grevinde, handlede nok saa kønt som dem, der nu nogle Menneskealdre senere tier stille om disse Skud af den oldenborgske Kongestamme. Hvad skal nemlig det til? Enhver véd jo dog alligevel, at en Mængde borgerlige og adelige Familier har "Kongeblod" i sine Aarer. Det gælder ikke blot for Dannemanderne. Danneskjolderne og de andre adlede Efterkommere, men sikkert ogsaa for en Bunke Sørensener og Hansener, kun at Stamtræet ikke er omhyggelig ført. For nogle Aar siden kunde man - og man kan maaske endnu - paa Valdemars Slot paa Taasinge se Portrætter af 19 af Christian den Fjerdes Elskerinder. Han havde ganske vist flere, men hvor mange af os hører blot gennem disse 19 til "Oldenborgerne"? I svage Sjæle maa denne Tanke styrke Lighedsfølelsen - fornuftige Folk vil naturligvis bryde sig lidt om slige fine Forbindelser og føle Ligheden alligevel.

Omvendt kan det hænde, at en og anden regnes til Kongestammen, skønt der i alt Fald er Tvivl om Fadderskabet. Det mest bekendte Eksempel her er Frederik den Syvende, om hvem det i hans Ungdom almindelig hed, at han slet ikke var Søn af Kristian den Ottende. Hans Moder, Charlotte Frederikke af Mecklenburg, holdt vitterlig Elskere, hvoraf den mest bekendte var Komponisten til "Ungdom og Galskab", den franskfødte Dupuis, der paa Grund af sit Forhold til den vordende Dronning blev landsforvist. Resultatet den Gang svarede ganske vist samtidig med, at hun selv forvistes til Palæet i Horsens. Det var imidlertid ikke ham, der af Hoffet og Befolkningen udlagdes som Frederik den Syvendes Fader; derimod nævnte man temmelig højrøstet en Grev Blücker af Familien Blücker-Altona. Vist er det, at Frederik den Syvende havde meget saa Karaktertræk og ydre Træk til Fælles med Kristian den Ottende - Ligheden med Charlotte Frederikke var uimiskendelig nok. Der er altsaa en Mulighed for, at Danmark i Frederik den Syvende har havt en Konge, som slet ikke har hørt til den oldenborgske Stamme. I saa Fald har en Del Børn, der menes at nedstamme fra Kristian den Ottendes forskelligartede "Jagt" ture i Nordsjælland, været Tronen adskilligt nærmere.

Nekrologen over Frederik den Sjettes nu afdøde Datter er maaske hermed bleven lovlig lang. Men den har da til Gengæld vist, at Livets Gang ofte skyder Skud paa Kongestammerne uden Hensyn til Hof- og Statskalenderne.

(Social-Demokraten 3. januar 1889).

Frederik den Sjettes Datter, Louise Frederikke Dannemand, blev begravet i Gaar fra Garnisons Kirke.

Hoffet havde, saa vidt man kunde se, ikke vist den afdøde Kongedatter nogen som helst Æresbevisning. Derimod saas i det lille Følge Repræsentanter for de Adelsfamiljer, med hvilke hun tillige var i Slægt, og Kisten var rigt prydet. Hos adskillige af dem, der gik den nærmest, var Frederik den Sjettes Træk ret tydelig nedarvede.

Præsten vovede ikke at berøre den nære Forbindelse med Kongehuset. Hans Tale bestod kun i en lang Bøn, i hvilken den Afdøde lige nævntes.

(Social-Demokraten 4. januar 1889)

Se også Benedicte Rafsted: Oberstinde Frederikke von Dannemand 1790-1862. (Efterskrift til Politivennen) samt om Frederik 7.s mor: Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin 1784-1840. (Efterskrift til Politivennen)

Dannemandfamiliens anlæg på Garnisonskirkegård: Oberstinde Dannemand hviler for enden af gangen: "Fru Benthe Frederikke v. Dannemand, født Ravsted. Født 6te august 1893, død d. 23de december 1862.". Ved foden af stenen ved blomsterne ligger stenen med "F. W. v. Dannemand. Fød d. 6. januar 1819. Død d. 4. marts 1835" og "C. M. A. v. Brockdortff. fød v. Dannemand. Fød d. 24. januar 1812. Død d. 29. februar 1844". Til venstre på fotoet, gravstenen (der hælder slemt til siden) for kaptajn Vilhelm Zachariae (1807-1871) og Lovise Frederikke Zachariae, født Dannemand (1810-1888). Til højre kammerherre major Adolph Fred. Schack v. Brockdorff (1810-1859), chef for Livgarden til hest. Han var gift med Caroline Augusta Dannemand (1812-1844). Foto Erik Nicolaisen Høy (2020).

Bente Mortensdatter Andersen (Rafsted) (1790-1862) fik ved kongeligt reskript af 9. december 1829 rang med oberstinder, samtidig med, at hendes børn ophøjedes i adelstanden (adelspatentet udfærdigedes 4. februar 1830) med navnet Dannemand. 

Hun og Frederik 6. fik følgende børn: 

1. Louise Frederikke Dannemand (16. april 1810 i København - 28. december 1888 sammesteds), gift med kaptajn Wilhelm Zachariæ (1807-1871). 

2. Caroline Augusta Dannemand (24. januar 1812 i København - 29. februar 1844 sammesteds), gift med major Adolph Frederik Schack von Brockdorff (1810-1859). 

3. Frederik Wilhelm Dannemand (20. juni 1813 i København - 12. marts 1888 på Aastrup). Frederik Wilhelm Dannemand var gift tre gange, men døde alligevel barnløs: 1. 28. april 1840 med Francisca von Scholten (6. juni 1821 i København - 9. februar 1844 i København) 2. 13. juni 1845 i København med Christiane Louise komtesse Schulin (5. december 1815 på Frederiksdal - 11. juli 1884 i Vichy), datter af lensgreve Sigismund Ludvig Schulin. 3. 18. oktober 1884 med Regine Vilhelmine Margrethe Laursen (15. september 1840 - 5. september 1886 på Øresundshøj). Han blev den sidste officielle efterkommer og mandlige bærer af navnet Dannemand. Slægten uddøde derfor 1888 med Louise Frederikke Dannemand.

4. Frederik Waldemar Dannemand (6. januar 1819 i København - 4. marts 1835 sammesteds). 

Capitain Vilhelm Zachariae f. 1. juni 1807 d. 16. aug. 1871. Lovise Frederikke Zachariae født Dannemand f. 16. april 1810 d. 28 dcbr. 1888. Gravsten på Garnisons Kirkegård på et større anlæg for Dannemand-familien. Foto Erik Nicolaisen Høy (2020).

Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Den store, vidtstrakte Kirkegård, der fra Carlsbergs Bakke skråner ned mod Kalvebodstrand, synes nu at skulle have et kapel, der nogenlunde svarer til kirkegårdens størrelse. Magistraten foreslår nemlig at anvende 170.000 Kroner til opførelsen af et nyt kapel i stedet for det nuværende træskur; noget grimmere og uhyggeligere end dette skur skal man også vanskeligt kunne tænke sig; om søndagen mellem 13-2, når massebegravelserne foregår, står der ofte et dusin kister side om side, så tæt ved hinanden, at ligbærerne næppe kan få plads til at komme frem. Det største rum i dette skur har ikke plads til mere end et halvt hundrede mennesker og der er intet sted, hver de ventende kan få tag over hovedet, et savn, der føles hårdt på den højt liggende kirkegård, hvor vegetationen endnu er for spæd til at give ly.

Københavnske begravelser er lidet opbyggelige, fordi der som regel ekspederes henimod en halv snes på en gang søndag middag; når så omgivelserne ikke i mindste måde stemmer til hygge, vækker det hele let forargelse; det er da heller ikke mere end et par måneder siden en yngre præst ankede skarpt over uhyggen ved de københavnske begravelser, der får et så stærkt forretningsmæssigt præg over sig.

Over fire et halvt tusind mennesker er i 1887 blevet begravet på Vestre Kirkegård og tallet vil stige stærkt år for år, da jo Assistents Kirkegård ikke mere sælger begravelsespladser. Det er da på høje tid, at kommunen sørger for opførelsen af et stort kapel. Ved siden af den store kirkegård har mosaisk Trossamfund sin lille kirkegård; dette trossamfund har for længst udført, hvad kommunen nu først skal til; dets ligkapel er en stor og meget smuk, rød murstensbygning.

At der også ved det projekterede lighus vil være kapeller til de riges lig og kapeller til de fattiges er en bedrøvelig sandhed.

(Stubbekøbing Avis, 10. december 1888).

Et kapel paa Vestre kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

foreslaas opført efter Tegninger af Arkitekt, Professor H. J. Holm og med en Udgift af 170,000 Kr., hvoraf 20,000 Kr. skulle afholdes af Begravelsesvæsenets Reservefond, medens Resten skal tilveiebringes ved et af Begravelsesvæsenet optaget Laan. I det nuværende Kapel har der ifjor været indsat 934 Lig, og der har ofte paa samme Tid henstaaet mellem 15 og 20 Lig. Begravelserne ere talrigst om Søndagen, ofte mellem 8 og 10. En enkelt Søndag har der været 15, og de foregaa i Reglen mellem Kl. 12 og 2. Familiebegravelsernes Tal er i stadig stærk Stigning og vil yderligere tiltage, efterhaanden som Kirkegaarden udvikler sig, og navnlig naar Forbindelsen med Byen lettes ved Sporveisanlæg, senere ogsaa ved Jernbane. Efter disse Tal og med den kommende Forøgelse af Kirkegaardens Brug for Øie ere i de nye Planer Kisterummene beregnede til at kunne rumme i hvert af de større Rum 15 Lig, i hvert af de mindre 5 Kister. Det ligger i Bestyrelsens Tanke i den første Tid, hvor der haves mindre Brug for det større Antal, at lade et af de mindre Rum ubenyttet som Kisterum, og i Stedet for at anvende det som Venteværelse for Publikum. Der er forlangt 3 Kapeller, et større og 2 mindre; det store er paa 30 Kv.-Alen, de mindre hver paa 165 Kv.-Alen; til Sammenligning bemærkes, at det nuværende store Kapel paa Assistens Kirkegaard er 300 Kv.-Alen stort; det lille Kapel paa Assistens Kirkegaard og det almindeligst knyttede Kapel paa Vestre Kirkegaard ere ca. 120 Kv.-Alen. Der er i Planen ikke medtaget noget særligt Rum til Venteværelse. Dette er dels grundet i, at den lukkede Gaard og de overdækkede Gange ved Siden af samme alt afgive en beskyttet Venteplads, dels er det fundet rigtigst at henvise Ventelokalet til de Bygninger, der senere ville blive opførte ved Indgangen til Kirkegaarden, og hvor et saadant Ventelokale vil kunne være til Skytte ogsaa for dem, der besøge Kirkegaarden uden at skulle til en Begravelse. Ved det store Kapel, som det er vist paa Planen, bør formentlig anbringes et lille Præsteværelse. Begravelsesvæsenets Bestyrelse haaber, at det maa lykkea at sinde en lettere Maade at føre Kisterne ved Begravelser fra Kapellet til de fjærnere Dele af Kirkegaarden end den nu stedfindende Ligbæringsmaade.

Sagen skal paa Mandag forhandles i Borgerrepræsentationen. 

(Dags-Telegraphen (København) 7. december 1888)

Amager. (Efterskrift til Politivennen)

I

Sundbyernes Lyksaligheder

De Ulæmper, Sundbyerne lider under, er af en meget væsenlig Natur og strækker sig fra Belysningen af Vejene, disses Anlæg og Vedligeholdelse lige til Kommuneskolerne og Skatteansættelsern o. s. v., og vi skal her fremdrage enkelte Eksempler.

Belysningen er overmaade slet, idet kun Hovedlandevejen, Amagerbrogade, der skærer tværs gennem Sundbyerne, er oplyst ved Lygter, og det endda kun paa den ene Side af Vejen. Selv offenlige Veje som Øresundsvej og Thingvej bliver ikke af Kommunen forsynet med Belysning.

Som Følge heraf ligger samtlige øvrige Gader og Veje - ca. en snes Stykker - i fuldstændig Mørke, naar undtages de Steder, hvor Beboerne selv har Raad til at sørge for Belysning. De vælger i saa Fald for hver Gade eller Kvarter en Lygteformand, der indkræver det de paagældende Beboere frivilligt paalignede Beløb og for Resten varetager det fornødne.

Dette Arrangement er selvfølgelig dog meget tarveligt, og det er derfor forbundet med stor Vanskelighed - ja ligefrem livsfarligt - en halmørk Vinteraften at færdes paa Sundbyernes ubelyste og slet vedligeholdte Gader og Veje.

Gadernes Forfatning er med Undtagelse af Amagerbrogade ligesaa slet som Belysningen. Uden Makadamisering, med Fordybninger, Huller, Grøfter og lignende Mangler ligger de fleste af dem ved Regnvejr i et Morads og ved Snefald spærret med store Snedriver, der gør dem upassable baade for Voksne og Børn.

Enkelte af Gaderne ligner ligefremme Lossepladser. Saaledes f. Eks. Jakobsgade og Dyvekestræde. Paa en Strækning af disse er der i de sidste Dage tilført en Del Affald af alt muligt: Murstensbrokker, Grus, Aske, o. s. v., der opfylder Midten af Gaderne.

Køhlersvej, hvortil flere Gader udmunder, er i en ligefrem skandaløs Tilstand. Den udgaar fra Amagerbrogade, og her er den bekendte Svovlsyrefabrik beliggende, hvorfra udsendes modbydeligt stinkende Afløbsvand, ætsende Dampe og en tyk Kulrøg, der indhyller det omliggende Kvarter i sit sværtende Favntag. Beboerne har flere Gange indgivet Klager over Ulæmperne ved denne Fabrik, hvis Beliggenhed er uforenelig med et tæt befolket Strøg, men Fabriken fortsætter stadig uanfægtet sin Virksomhed.

Langs Vejen løber en meget dyb Grøft, der om Sommeren er fyldt med boblende Mudder, om Vinteren med Snesjap. Her er det utrolige sket, at et Par Mennesker er druknet. Vejens Makadamisering er lige farlig for Fodgængere som for Køretøjer. De første 1000 Alen af Vejen er forsynet med et Fortov, der er fyldt med et for et offenlig Vejanlæg ganske mærkeligt Materiale, nemlig Aske og Kokesaffald. Ved det mindste Vindpust hvirvles Asken i Vejret og fylder Luften med tætte Støvmasser.

Østergade er vel i en Strækning af et Par Hundrede Alen - fra Kirken til Præsteboligen - bleven paafyldt og sat i passabel Stand, sandsynligvis af Hensyn til Præstens Bekvæmmelighed. Men her er Arbejdet standset med en brat Nedsænkning til den følgende lavere liggende Del, særlig farlig om Aftenen for ulokaliserede Kørende, og Resten af Vejen faar saa skøtte sig selv.

Og som disse Veje saaledes er ogsaa alle de andre.

For Enden af Østergade ligger en anden af Sundbyernes Ubehageligheder, den saakaldte Lergrav. Det er et Overdrev paa godt og vel et Par Tønder Land, af Størrelse omtrent som de grønne Plæner ved Frederiksborggade. Der er tidligere fra dette Stykke sket store Udgravninger af Ler og Grus, indtil det i 1882 af Sogneraadet solgtes til et Firma, der her bl. a. anlagde et mindre vellugtende Deflorering en Kludefabrik. Angaaende Salget af dette Overdrev har der for øvrigt i flere Aar været ført Proces mod Storbønderne i Sogneraadet. De mindre Grundbesiddere ved Stedet formener nemlig at have Ejendomsret til Overdrevet og anser som Følge deraf Salget for ulovligt.

Dette Overdrev har siden Salget faaet en Anvendelse, der er aldeles uforlignelig med et bebygget Kvarter. Fabrikken paa Køhlersvej anvender til Fremstillingen af Svovlsyre deet saakaldte Svovlkis, og Affaldet heraf - der har Lighed med en Slags røde Skærver - er siden 1882 bleven henført og aflæsset i Grusgravene. Der er Tale om noget som en 4000 Læs aarlig, hvilket i Løbet af de 6 Aar altsaa giver ikke mindre end ca. 24.000 Læs Svovlkis-Affald, og hele det store Areal er i en Højde af 2-3 Alen opfyldt med dette ubehagelige slof, der ved Paagydning af Væde lædsker som Kalk. De store Vandsamlinger, der har dannet sig mellem Dyngerne, er meget stærkt farvede, enten dybblaat, mørkerødt eller okkergult.

Da Kvarterets Brønde ikke er borede, men gravede, og saaledes samler indsivende Vand, er det klart, at denne uhyre Affaldssamling i høj Grad indvirker paa Brøndvandet. I regnfulde Somre og i det hele taget ved megen Nedbør siver Vandet gennem svovlkisen, optager dennes skadelige Bestanddele, synker videre gennem Jordlaget og siver til Slut ind i de omliggende Brønde, hvis Indhold ofte er farvet fuldstændig rødt.

Der kan ingen Tvivl være om, at dette maa gøre Brøndvandet utjenligt til Drikke og altsaa er skadelig for Beboernes Sundhed. Og da der ytrer sig en hæmmende Indflydelse paa Omegnens Vegetation er det uforstaaeligt, at den stedlige Sundhedskommission hvori Birkedommeren indtager Forsædet, ikke har anvendt sin Myndighed paa dette Omraade, inden det inficerede Drikkevand fremavler en Epidemi.

Hvad Skolevæsenet angaar opfylder det aldeles ikke de Krav Sundbyernes store Befolkning er berettiget til at stille til Undervisningen Der findes kun et Par offenlige Kommuneskoler, deriblandt Centralskolen paa Østergade, der efter Forlydende blev bygget ca. 10,000 Kr. for dyrt. Da de er fuldstændig overlæssede med Børn og Undervisningstiden kun er i Gennemsnit ca. 2-3 Timer daglig, er den Kundskab, de kan bibringe Eleverne, selvfølgelig meget overfladisk.

Der findes vel flere Privatskoler, men da Betalingen her er indtil 9 Kr. pr. Maaned, kan de kun søges af de mere bemidledes Børn. Mærkeligt nok yder Kommunen Tilskud til disse private Betalingsskoler i Stedet for at anvende sine Midler til en mere fyldestgørende Undervisning de offenlige Skoler.

Skatteligningen foregaar efter Sogneraadets vilkaarlige Skøn. Skatteprocenten er forholdsvis høj og enhver bosiddende uden Undtagelse bliver sat i Skat. Der kan vel gøres Indsigelse, men det er ikke altid, denne tages til Følge, og at Klager desangaaende kan indgives til Amtsraadet og Indenrigsministeriet, er noget, der ikke er almindelig bekendt.

Til stor Skade for Kommunen er desuden den Bestemmelse, at enhver, der ikke 4 Maaneder af Aaret har personligt Ophold i Kommunen, bliver fritaget for Skat dér. Dette kommer navnlig de store velhavende Fabrikanter og Forretningsdrivende til Gode, der har deres Fabrikanlæg og lignende i Sundbyerne, men holder fast Bopæl i København.

Hvor vilkaarlig skatteligningen er, fremgaar eksempelvis af, at en Arbejder, der opgav sin aarlige Indtægt til 900 Kr., blev sat i en aarlig Skat af 10 Kr., medens paa samme Tid andre Beboere af en lignende Indtægt kun svarede 6 Kr. Ejeren af det Hus, hvori Arbejderen boede, [og] hvori der var 8 Lejligheder, var [der] imod kun sat i en aarlig skat af []

(Social-Demokraten 18. november 1888).

En ukendt fotograf tog i 1913 dette foto af Østergade, nu Frankrigsgade. Til højre Frankrigsgade 51, til venstre Frankrigsgade 86. Selv om det er taget 25 år efter artiklen ligner beskrivelsen i artiklen til dels stadig.

Østergade skiftede ved kommunesammenlægningen i 1901 navn til Frankrigsgade.

II.

(Sidste Artikel.)

Sogneraadsvalg.

Sundbyerne paa Amager er paa Veje til at blive meget stærkt befolket, for Øjeblikket er Indbyggerantallet saaledes ca. 13,000.

Sundbyerne hører i kommunal Henseende under Taarnby og ledes efter Reglerne for Landkommunernes Styrelse af et Sogneraad - en meget primitiv Ordning for et saa tæt bebygget og omfangsrig Bydel, der paa Grund af sin Størrelse og øvrige Betingelser nærmest burde have Rang som en Købstad og styres som en saadan.

Hvor nemlig tidligere Gulerødder og Kaalhoveder var dominerende, er der i det Hele taget i de senere Aar opvokset en Bydel, der som en ligefrem Forstad til og tæt sammenvokset med København har et vist Krav paa at blive indlemmet som en Del af Hovedstadens Kommune og derved nyde de Fordele dette Arrangement vilde medføre.

Den nuværende landlige Ledelse af Sundbyerne gennem et Sogneraad er altsaa i højeste Grad uheldig for Sundbyerne, hvilket viser sig ved enhver Lejlighed, særlig da Sundbyernes Befolkning hovedsagelig bestaar af Arbejdere. Disses Interesser falder ikke sammen med eller er bleven paaagtet af de hidtilværende Sogneraad, hvis Medlemmer udelukkende bestaar af Taarnbys Storbønder samt en enkelt Forretningsdrivende.

Saalænge indtil det Tidspunkt indtræffer, da Sundbyerne forhaabenlig sammenlægges med Hovedstaden, nødes Beboerne imidlertid til at tage Situationen som den er og efter bedste Evne virke for en Forbedring af det nuværende Forhold.

Og der kan handles.

I de nærmeste Dage stal der være Sogneraadsvalg i Taarnby Kommune.

Sogneraadet bestaar af 11 Medlemmer. Der vælges skiftevis hvert 3die Aar 6 og 5 af disse - denne Gang de 5.

Stemmeberettiget til dette Valg - altsaa paa de 5 - er samtlige Beboere af Sogneraadet, der er fyldt 25 Aar, og som i det foregaaende Kalenderaar, under hvilken som helst Benævnelse, har udredet deres Bidrag, det være sig i Penge, Naturalier eller Arbejde, til Kommunen.

Det gælder altsaa her for Beboerne af Sundbyerne om, i Stedet for Storbønderne at sætte Mænd ind i Sogneraadet, der enten er Arbejdere eller har Arbejderinteresser og vil virke for Sundbyernes berettigede Krav.

Og de mindre bemidlede Beboere af Sundbyerne har saa meget mere Grund til denne Gang at være agtsomme og deltage i Valget, som det vil vare 6 Aar inden de atter kan udøve deres kommunale Vælgerret.

Til Valget om 3 Aar paa de 6 er nemlig kun den Femtedel af Kommunens Beboere stemmeberettiget, der i det foregaaende Kalenderaar har udredet det højeste Bidrag til de paa Hartkorn og efter Formue og Lejlighed paalignede Kommuneafgifter.

Alene denne mærkelige Valgmande viser, hvor uheldig Sundbyernes Sogneraads Administration er. En Femtedel - altsaa en ubetydelig Minoritet af Beboerne - er paa Grund af deres Pengesæk berettiget til ikke alene at besætte de 6 Pladser i Sogneraadet, men kan ogsaa deltage i Valget paa de andre 5. Det store Flertal af Beboerne - de mindre bemidlede - maa derimod kun stemme hvert 6te Aar paa de 5.

Intet Under, at et saaledes sammensat Sogneraad hidtil udelukkende har varetaget Hartkornsejernes Interesser og forsømt den tarveligere Befolknings.

Sætter Arbejderne og de smaa Næringsdrivende denne Gang deres Repræsentanter ind i Sogneraadet, kan dette imidlertid hidføre en væsenlig Forandring, og der rettes i hvert Fald derved stadig en virkningsfuld Protest mod den nuværende Slendrian.

* * *

Til Sogneraadsvalget, der finder Sted den 23. ds. i Ny Kro, er der af den socialdemokratiske Arbejderforening opstillet følgende Kandidater:

Tømrer P. Engel,
Tømrer J. Jensen,
Snedker P. J. R. Petersen,
Detailhandler J. Svendsen, og
Skomagermester Henriksen.

(Social-Demokraten 20. november 1888).

Til Valgstedet.

Paa Vejen gennem Sundbyerne uddeltes i Gaar Formiddags Stemmesedler fra de forskellige Partier. Hartkornsejerne havde deres private Liste. Desuden var der Højres officielle: Urtekræmmer Th. Sichlau, Brolægger (Entreprenør) S. Bastian, Snedker L. Svendsen, Høker Svane og Vognmand P. Jensen. Derefter kom en tredie Liste: Snedker Aagaard, Lærer Aagesen, Landinspektør Andersen, Tømrer P. Engel og Tømrer J. Jensen; samt til Bestyrere af de Fattiges Kasse: Cigarmager C. B. G. Hansen. Hamphegler N. Rasmussen og Fisker E. Nielsen. Og endelig var der Socialdemokratiets her i Bladet aftrykte Liste.

Da man ved Enden af Sporvognsruten besteg en af de der holdende Kapervogne, der for 23 Øre pro persona befordrede til Valgstedet, havde man altsaa rigeligt Stof til Overvejelse.

Ny Kro

Ny Kro, hvor Sogneraadsvalget for Taarnby foregik, er beliggende omtrent en halv Mil fra Sundbyerne mellem Taarnby og Kastrup. I Nærheden rager Fortet frem med sine 27 Tdr. Land.

Taarnby Kommune omsatter foruden Sundbyerne: Taarnby, Ullerup, Tommerup, Skjeldgaard, Kastrup og Lille Magleby. Valgstedet var altsaa beliggende i Midten af Kommunen, men Arrangementet er dog ikke ganske heldigt. Oplandets Beboere er nemlig i Neglen forsynet med Køretøjer, og kan saaledes let komme til Valgstedet. Sundbyernes Beboere, hvoraf Størsteparten er Arbejdere, maa derimod spadsere den halve Mil, hvorved de yderligere sinker deres knebne Tid, i Fald de ikke kan ofre 30 Øre til Kørepenge eller ogsaa giver Dags Løn. Det uheldigt, som der alene i Sundby-Vester er flere Vælgere end i alle de øvrige Byer tilsammen. Oplandet har nemlig kun 3-400 Vælgere mod Sundbyernes 1300 Vælgere.

Udenfor Kroen var der et livligt Røre. Fra Oplandet kom de sindige, selvsikre Hartkornsejere agende op, og fra Københavnssiden rullede alle mulige Koretøjer ind: Char-a-bancs, Kapervogne, Omnibusser, Selvejerkøretøjer og Drosker, hvis Passagerer samledes i Kroens lavloftede smaa Rum.

Stemmeafgivningen gik i Formiddagstimerne noget trægt. Ved 1-Tiden tog Valgkomiteen en Times Hvil, og de tilstrømmende Vælgere samledes nu efterhaanden i et Antal af 2-300, saa der tilsidst hverken var til at vride ellervende sig.

Valghandlingen.

Valgkomiteen - der bestaar af de fungerende Sognerådsmedlemmer (!) - havde slaaet sig ned i et lille to-fags Værelse med en stram Atmosfære og en tropisk Hede. Ved et Bord var Rummet delt i to Halvdele, hvoraf den ene var forbeholdt Sogneraadet - en halv Snes Mand - med deres Valgskemaer.

I den anden Halvdel indlodes 10 Vælgere ad Gangen, der ved Valgbordet opgav Navn, Stilling og Bopæl og hvilke Kandidater, de stemte paa. Efter at være indført i Skemaet, blev hele den afgivne Forklaring oplæst for Vælgeren, der derpaa ad en Dør paa den modsatte Side forlod Værelset. Der var altsaa uafbrudt hele Dagen i dette lille Rum samlet en Snes Mennesker.

Ved Valghandlingen var straks det særlig iøjnefaldende, at selve Sogneraadet ved Valgbordet modtager Stemmerne, der altsaa falder enten for eller imod det.

Det tillodes ikke nogen som helst at overvære Stemmeafgivningen, end ikke de forskællige Partiledere - hvert i Fald ikke Oppositionens.

Arrangementets uheldige Sider blev end mere iøjnefaldende hen ad Estermiddagen, da ved Fyraftenstid de mange Arbejdere fra Sundbyernes Værksteder og Fabrikker strømmede til ad den opblødte Vej for at afgive Stemme.

Resultatet

Kl. 7 afgaves den sidste Stemme og Kl. 8 1/4 oplæstes Resultatet, der faldt saaledes:

Socialdemokrater:

Tømrer Julius Jensen 220.
Tømrer P. Engel 209.
Detailhandler Svendsen 148.
Skomager Henriksen 125.
Snedkermester Petersen 117.

Højre.

Vognmand P. Jensen 327.
Urtekræmmer Sichlau 320.
Høker Svane 306.
Brolægningsentrpr. Bastian 295.
Snedker L. Svendsen 267.

Liberale.

Lærer Aagesen 115
Snedker Aagaard 38
Landinspektør Andersen 43

En Del spredte Stemmer faldt paa Mægler Holst og Grosserer Olsen.

Til de Fattiges Kasse valgtes (med et Stemmeantal varierende mellem 40-70): Smed O. Lindgren, Fisker E. Nielsen og Gartner Hasberg.

Kampen stod altsaa mellem Socialdemokraterne og Højre, idet de Liberale kun opnaaede et meget lavt Stemmeantal. Socialdemokraternes Tab bør sikkert søges i mangelfuldt affattede Valglister, da ca. 50 af deres Vælgere blev afvist som ikke opført paa Listen.

(Social-Demokraten 24. november 1888).