Strid om Kindstrup Børnehjem. (Efterskrift til Politivennen)

Der findes flere artikler om børnehjemmet på denne blog, brug søgefeltet for at finde de øvrige. På Kindstrup Børnehjem blev der kun fyret det mest nødvendige. Forstanderen K. L. Jensen skrev i sin dagbog (se Gelsted Bladet nr. 2, juni 2011) at der var hussvamp i rummene, kosten var tilstrækkelig, men heller ikke mere, sygdomme havde gode grobetingelser i de kolde, klamme rum. Han nævner kighoste, strubehoste, lungebetændelse, mæslinger, øjensyge, øresyge, kjertelsyge og fnat m.m. 

En oversigt over straffe for forskellige forseelser: Når børnene løb bort, var straffen typisk 20-25 rottingslag samt celle i 8-10 dage. Når de samtidig havde ført til tyveri, var der tab af fritid på typisk 14 dage oveni. Var man trodsig mod læreren, kostede det 10 slag. Løgn og næsvished gav 15 slag. Straffene blev til tider udvidet med betænkningsrum i op til 6 døgn.

Kritik af hjemmet og forstander K. J. Jensen fremkom i 1896 i provinsaviserne på Fyn, især Venstre-pressen, mens enkelte Højre-blade forsvarede ham. Den 3. november 1896 var der protestmøde i Ejby Forsamlingshus med over 500 mennesker. Referat stod i Fyns Venstreblad 4. november 1896 og der blev vedtaget en resolution hvori man opfordrede til at undersøge forholdene på hjemmet.

Den 12. november 1896 var der atter brand, denne gang i staldlængen hvor 9 køer indebrændte. Den var påsat af en eller flere af børnene. De fleste af børnene benyttede sig af lejligheden til at løbe bort, af 25 børn blev kun 6-7 tilbage. De undveg til Blommenslyst Kro (1 mil fra Odense), hvorfra de blev ført tilbage ti hjemmet. Brandstifteren, en 12 års dreng, blev ført til Kjællingbjerg til forhør.

Fotograf Axel Emil Waldemar Becker  (1866-1930): Gelsted. Postkort påtrykt Gelsted Ungdomshjem. Fotoet må være taget efter at Kindstrup Børnehjem havde skiftet navn i 1904 til Gelsted Skolehjem og inden fotografen døde i 1930. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Breve om Kindstrup Børnehjem

Den Ild, de ulykkelige Drenge paa Kindstrup Børnehjem tændte i Hjemmets Lade, har lyst over hele Landet, og fra alle Sider fremkommer nu Oplysninger om, hvorledes Bestyrer Jensen har behandlet de stakkels Børn, der blev betroet til hans Forsorg.

Vi har saaledes modtaget en hel Række af Skrivelser, dels fra nu voksne Mand, somt har tilbragt flere eller færre Aar af deres Barndom paa denne Anstalt, og dels fra Mødre, hvis Born enten er eller har været derovre.

En stor Del af de Børn, der herfra kom til Kindstrup, var nemlig saadanne, som havde mistet deres Fader, og hvor Moderen enten paa Grund af Nød eller Sygdom var ude af Stand til at forsørge dem.

Vi gengiver nedenfor nogle Uddrag af enkelte af disse Skrivelser, det er omtrent den samme Tone, der gaar gennem dem alle.

Det første Brev er fra en Haandværker som skriver:

"Jeg var paa Kindstrup Børnehjem fra 1878 til 1884. Den 21. Maj 1882 blev der sat Ild paa Hjemmet, men hvem der havde gjort det, blev aldrig opdaget, og Juni Maaned samme Aar blev der sat Ild paa, og denne Gang fik man oplyst, at 8 af Hjemmets 18 Drenge havde været enige om at brænde Anstalten af. Disse 8 kom saa paa Flakkebiærg, noget de selv udtalte de meget ønskede, da de haabede at faa det bedre der, end de havde det i Kindstrup. Motivet til Ildspaasættetsen var Sult og Prygl.

Den første Gang jeg fik Prygl af de omtalte Vidier, var jeg ikke mere end 10 Aar og min Forseelse meget ringe. Jeg havde nemlig saaet et Par ny Træsko, og skulde nu slide lidt at disses Træklamper forinden de skulde slaas med Jærnplader. Jeg kom saa til at slide Træklamperne for nær, og saa tog Bestyrer Jensen mig op paa et Pulterkammer, hvor jeg maatte brække Benklæderne af, hvorefter han gav mig 13-14 Slag med sine Vidiestokke. Disse Slag førtes med en saadan Kraft, at jeg var baade blaa og gul fra Ryggen og helt ned ad Benene, flere Steder hang Kødet ligefrem i Trevler, og paa Brystet var jeg helt blaa, saa man vil deraf forstaa, at den Mand ikke lagde Fingrene imellem, naar han slog. Jeg var den Gang meget lille af Vækst, hvad der vil forstaas naar jeg oplyser,at jeg ved min Konfirmation kun var 48 Tommer høi og kun vejede 65 Pund.

En Gang lagde Bestyreren en Dreng paa en Bænk, spændte ham fast med to Remme og puttede ham et Lommetørklæde i Munden, for at hans Skrig ikke skulde høres, hvorpaa han gennempryglede ham med sit Vidiebundt. Sult var ligeledes en staaende Straf. En Gang var mine Hænder ikke rigtig rene om Morgenen, saa fik jeg ingen Mad, men maatte gaa i Stalden, hvor jeg tog en Gulerod af Kreaturkrybben for at stille min Sult. En anden Gang skulde vi have "Storvask", hvortil vi alle mødte nøgne til Bæltestedet. Jeg havde glemt at hente Vand ind; Jensen kom til, en paa Øret, og saa maatte jeg i nøgen Tilstand gaa ud i den strænge Vinterkulde og hente det isfyldte Vand, hvori vi skulde vaske os. Mod Frost i Fødderne anvendte hr Jensen det probate Middel, at lade os løbe rundt i Sneen paa bare Ben. Vi fik kun meget lidt Kød i Hjemmet, endnu sjældnere Kaffe, og vi tørstede meget. Om Sommeren, naar vi skulde paa Havearbejde, maatte vi først stille op i Geled, saa kom Jensen med en Vandkrukke og vandede os alle sammen. Vi maatte tage tre Mundfulde hver, tog en fire Mundfulde Vand, fik han ingen Mad ved næste Maaltid."

Brevskriveren beder Lidelsesfæller henvende sig i hans Bopæl, Petersens Passage 10, 3. Sal. J. M. Mielsen.

*

En Moder skriver :

"For nogle Aar siden havde jeg en Søn paa Kindstrup Anstalten, han var det heldigvis ikke mere end et Aar, saa blev han konfirmeret og kom ud at tjene hos en Gaardmand i Omegnen, hvor han var i 4 Aar og ved sin Bortrejse modtog de bedste Vidnesbyrd, Min Søn fortæller ofte om de Grusomheder, han og de andre Børn led under. Sult og Prygl hørte til Dagens Orden, blot der faldt en Knap af deres Tøj eller en Klamp af Træskoerne, saa blev de pryglet. Bestyreren var farlig tilbøielig til at slaa Børnene paa Øret, og min Søn er endnu døv paa det venstre Øre efter saadanne Slag.

Jensen var en "hellig" Mand, han læste Bønner for Børnene om Aftenenen og mødte hver Søndag i Kirken, saa hen stod sig godt med Præsten. Børnene klagede flere Gange til Præsten, men dels var han en gammel og affældig Mand og dels var han Ven med Jensen, saa han tog sig ikke noget os Klagerne. Jeg haaber nu, at denne Bestyrer Jensen hurtigst mulig maa blive fjærnet fra sin Plads. Det er kun sørgeligt, at han i saa mange Aar har pint de stakkels Børn, der har været han, betroet."

*

En anden Moder, der ligeledes er Enke, meddeler os, at hun ofte har sendt sin Søn, der var paa Kindstrup Hjemmet fra Efteraaret 1894 til nu i Foraaret, forskellige Gaver ved Juletid og til hans Fødselsdag, men han har aldrig omtalt, at han har faaet dem eller takket for dem. Hans Breve indeholdt aldrig andet, end at han "havde det godt". Nu er Drengen konfirmeret og tjener i Nærheden af Børnehjemmet, og hans senere Breve giver Forklaring paa meget, som tidligere har været Moderen dunkelt.

Indledningen til det første Brev han skrev til Moderen, efter at han var kommen i Tjeneste hos Gaardmanden, lyder i al sin Kejtethed saaledes :

Kære Moder !

Da det er kan længe siden, jeg har skrevet til Dig, saa vil jeg i Dag skrive et Par Ord til Dig og lade Dig vide, at jeg har flækket højre Pegefinger, men den er snart lægt, og det bedste er, at jeg er ude at tjene i Balslev hos Jørgen Andersen og har 9 Køer og 3 Kvier og 5 Kalve, 2 Klorde (Plage) og 2 gamle Heste, hvoraf den ene har et pænt lille Føl. Du kan tro, jeg er glad ved, at jeg er kommet ud fra det Slavehjem, hvor vi blev vant til at fortælle Løgn i hvert et Brev, vi sendte hjem.

Pigerne, Madmo'r og Husbond er meget glade ved mig, fordi jeg taler Sandhed. Jeg har mange Gange skreven og bedt om noget Skrivepapir, Konvoluter og Frimærker. Du kan da nok forstaa, at jeg ingen Penge har. Jeg takker Dig mange Gange, for det Du sendte til min Fødselsdag." - -

Det er første Gang, Moderen hører, at Drengen har faaet, hvad hun har sendt ham, hvad maaske hænger sammen med, at hun sidste Jul skrev til Bestyreren og udtalte sin Forundring over, at hun aldrig hørte noget herom. Drengen beklager sig over Mangel paa Skrivematerialier, skønt Moderen flere Gange har sendt ham betydelige Oplag heraf. Hvor er det bleven af?

Det mest betegnende er dog Barnets Glæde ved at være kommen fra Slavehjemmet og Oplysningen om, at han fortalte Løgn i hvert et Brev, han sendte hjem. Brevene maa altsaa være dikterede Børnene af Bestyreren eller hans Hjælpere.

(Social-Demokraten 18. november 1896).

Besøg paa Kindstrup Børnehjem.

Vi aflagde i Torsdags et Besøg paa det saa sørgelig berømte Kindstrup Børnehjem, for med egne Øjne at se det Sted, hvorom hele den offenlige Intereese i disse Dage samler sig. Om Morgenen tog vi fra Aarup Station og ankom tidlig paa Formiddagen til Landsbyen Kindstrup, der ligger nede i en dyb Dal bag den høje Kirkebakke ved Gelsted. Det er raakoldt Efteraarsvejr, en tung fugtig Taage hænger over Landskabet og udvisker Konturerne i det bakkede Terræn, alt er graat i graat og fremkalder en Stemning af Uhygge, som passer godt med de Forestillinger vi nærer om Genstanden for vort Besøg.

-

Vi gaar ind i Gangen og træffer her selve Hjemmets Bestyrer, Hr. Jensen. Det er en lille, tæt sluttet Person med et mindre, velplejet blondt Fuldskæg og et Par skarpe graa Øjne under de buskede Øjenbryn. Han modtoger os med et forlegent Smil, og da vi fortæller ham, hvem vi er og vort Ærinde, byder han os ind i det lille mørke Kontor, idet han dog erklærer, at han ikke vil tale med andre end os; vore to Ledsagere, velkendte og agtede Haandværksmestre fra Egnen, maa derfor blive uden for. Den Omstændighed, at de ikke maa overvære vor Samtale med Hr Jensen, bidrager ikke til at hæve deres i Forvejen lidet gunstige Mening om Forholdene paa Kindstrup Børnehjem.

Vi spørger først Hr. Jensen, hvad det er for Børn, han har paa Anstalten, og faar til Svar, at det dels er Børn, som udsendes af Københavns Fattigvæsen og dels af en Forening i København, som har til Opgave at tage sig af vanartede og vanrøgtede Børn. Derimod har han ikke i Hjemmet Børn fra Provinserne. Tidligere har han bl. a. haft en Del fra Odense Amtskommuner, men for flere Aar siden opførte Amtet en egen Opdragelsesanstalt, hvor Børnene - efter hvad vi senere erfarede fra anden Side - skal have det udmærket godt.

Paa Spørgsmaal om Aarsagen til, at Børnene anbringes paa Kindstrup Børnehjem svarer Bestyreren ved at vise os en Bunke Breve fra Københavns Magistrat med Forespørgsel om den eller den Dreng kan blive optaget i Hjemmet. Det er med faa Variationer den samme Lektie helt igennem. Drengen N. N. er kommen fra et forsømt Hjem, har skulket fra Skole, viser Tegn til Løgnagtighed, Rapserier eller Opsætsighed mod Lærer eller private Plejeforældre, Grunden i ham menes dog at være god, og der er Haab om, at han kan reddes ved at komme under et bestemt og kyndigt Tilsyn.

I flere Tilfælde er der dog intet i Vejen med Drengen andet, end at han af Øvrigheden er unddraget Forældrenes Myndighed og nu skal anbringes, eller at de private Plejeforældre ikke længere kan beholde ham, i et enkelt Tilfælde lider en Dreng af Krampetilfælde osv. De korte embedsmandsmæssige Skrivelser giver et trist Indblik i den Nød og Elendighed, det moderne Samfund fremkalder. Og Meningen med at sende Børnene til "Hjemmet" skulde jo være her at skaffe dem Erstatning for deres naturlige Krav paa Værn og Pleje under Opvæxten. Hvorledes dette Krav opfyldes, har den hele Kindstrup-Affære kastet et grelt Lys over.

Vi beder Hr. Jensen fortælle os lidt om sin "Opdragelsesmethode". Han erklærer sig parat hertil, men det viser, sig, at han har betydelige Vanskeligheder ved at gøre Rede for denne "Methode".

"Naar Børnene kommer hertil", siger han, "lader jeg dem i nogle Dage gaa imellem de andre og røre sig frit, medens jeg iagttager deres Vaner og Tilbøjeligheder. Naar jeg saa opdager disse, kalder jeg dem for mig og giver dem en kærlig Formaning, hjælper dette ikke, faar de en strængere Tilrettevisning, og først naar dette ogsaa viser sig frugtesløst, griber jeg til strængere Midler. Disse bestaar i at nægte dem hele eller en Del af Maaltidet, af "Kindheste" eller Prygl med Ris eller Spanskrør.

"Kindhestene" ved jeg nok er ulovlige", siger Hr. Jensen, "men De maa indrømme mig, at naar man staar over for en Dreng, at han enten ikke taler Sandhed, eller viser Stivsind og ikke vil gøre, hvad der paalægges ham, saa er Fristelsen stor til strax at give ham "en paa Siden af Hovedet". Jeg slaar dog ikke gærne paa Øret, men søger at ramme paa Kinden neden før Øret; rammer jeg desuagtet dette, ligger det i, at Drengen drejer Hovedet, hvad jeg dog ikke kan gøre for. Der er gjort saa mange Ophævelser over, at jeg lader Børnene sulte; dette er dog ikke det rigtige Udtryk, thi egenlig Sult lider de ikke; men jeg mener, at naar en Dreng nægter eller undlader at udføre en paalagt Befaling, saa har jeg Ret til at nægte ham et eller flere Maaltider Mad. Det hænder nemlig, at stadig Efterladenhed kan medføre, at vedkommende flere Dage i Træk maa miste et Maaltid."

Vi spørger, hvorledes det forholder sig med Gulerodsspisningen, og faar til Svar, "at det er forbudt Drengene at spise Gulerødder eller anden Frugt; de kan ikke taale det", siger Hr. Jensen (Vrøvl, Gulerødder er netop en sund Spise), "og hos flere har det den Vnkning, at de ikke kan ligge tørt om Natten. Naar jeg saa ser, at de spiser Gulerødder, saa faar de enten ingen Mad eller straffes paa anden Maade."

Med Hensyn til den omtalte "Kaffedrikning" om Eftermiddagen forklarer han:

"Jeg har det Opfattelse, at hverken Børn eller voxne har godt af at drikke mellem Maaltiderne, men om Sommeren i den varme Tid kan det blive nødvendigt, og derfor plejer jeg at give dem lidt Vand Kl. 2 om Eftermiddagen, naar de skal paa Mark- eller Havearbejde. En eller to Mundfulde er dog efter min Mening tilstrækkeligt til at slukke Tørsten, og tidligere har jeg derfor holdt paa, at ingen maatte tage mere end tre Mundfulde, særlig fordi jeg var bange for, at de ellers ikke kunde holde sig tørre om Natten. I de sidste Par Aar er jeg dog kommen ttl den Opfattelse, at en Drik Vand Kl. 2 om Eftermiddagen næppe kan gøre Skade om Natten, og nu tager jeg det mindre strængt. Rigtig Kaffe og The faar Børnene kun ved Højtider."

Vi siger til Hr. Jensen, at han jo dog i sin Metode maa tage noget Hensyn til Individualiteten hos de forskjellige Børn, deres Alder, Kræfter osv. Dette synes han at have mindre let ved at forstaa og mener, at der maa Strænghed og Fasthed til for at kunne tumle saa mange Børn.

(Demokraten (Århus) 21. november 1896).

Kindstrup Børnehjem.

Saagodtsom hele Kjøbenhavns Borgerrepræsentations Møde iforgaars Aftes optoges af Socialdemokraten J. Jensens tidligere omtalte Forespørgsel til Borgmester Jacobi angaaende Forholdene i Kindstrup Børnehjem. Baade Forespørgeren og Borgmesteren, hvis Gjensvar var ualmindelig klart og godt, kom udførlig ind pa Spørgsmaalet saavel om vore Børneopdragelsesanstalter i det Hele taget som om de i Kindstrup raadende Forhold.

Vi henvise til nedenstaaende Referat, som vi meddele efter "Dannebrog":

J. Jensen motiverer nærmere sin Forespørgsel, idet han til at begynde med refererer Branden paa Kindstrup og de dermed i Forbindelse staaende Begivenheder. Det var indlysende, at det vilde have stor Interesse at faae denne Sag bragt frem her i Borgerrepræsentationen, fordi det jo var Kommunens Børn, der bleve anbragte paa Kindstrup. Det maa erindres, at Forstanderen driver Børnehjemmet som en ren privat Forretning i Forbindelse med sit Landbrug. Han beskyldes nu for, at hans væsenligste Opdragelsesmidler ere Sult og Prygl; for ganske smaa Forseelser - som at gaa Træskoene skjæve -har Forstander Jensen pryglet Drengene paa det bare Legeme, saa at der har siddet blodige Strimer ned ad Ryggen osv. osv. I forrige Uge rejste jeg over til Kindstrup og havde en Samtale med Forstanderen for at danne mig et personligt Skjøn om Opdragelsesanstalten. Hr. Jensen meddelte, mig, at han ansaae det for fuldstændig naturligt og rigtigt, at han - for visse Forseelser - anvendte "Sultestraf" c: at berøve Børnene visse Maaltider. Han erkjendte ogsaa, at han pryglede Børnene; det var ganske tilladeligt at banke dem med Ris og Spanskrør. Selvfølgelig blev Sult og Prygl kun anvendt i de alleralvorligste Tilfælde. At der vankede rigeligt med Bank ovre paa Kindstrup Børnehjem, fremgaaer tilstrækkelig af de Breve, forskjellige af Drengene have tilskrevet deres Forældre. Breve, hvori det stadig hedder, at de vænnes til at lyve om Alt. Ogsaa det daglige Liv! Med Undtagelse af 2 Timers Middagshvile ere Børnene uafbrudt beskjæftigede dels i Skolen, dels i Have og Mark. I Middagshvilen skulle Børnene endda lære deres Lektier. Jeg slaaer fast, at Opdragelsesmethoden i Kindstrup Børnehjem er i høj Grad ukjærlig, inhuman, baseret paa strengt Arbejde og haarde Afstraffelser, lad saa være, at muligvis Et og Andet i de foreliggende Beretninger derovre fra kan være overdrevet. Et effektivt Tilsyn fra Kommunens Side er absolut nødvendigt. Hvorfor skulde det ikke kunne lade sig gjøre at oprette en kommunal Opdragelsesanstalt for saadanne Børn? Det vilde være en overordenlig stor Garanti for Offenligheden; naar Staten ikke tager denne Opgave op, bør Kjøbenhavns Kommune gjøre det.

Borgmester Jacobi: Det er mig kjært, at denne Forespørgsel er fremkommen, fordi jeg nødig vilde have, der skulde kastes nogen Skygge paa den Maade, paa hvilken Kommunen anbringer sine Plejebørn. Thi er der noget Punkt, hvor vi gjøre os Umage for at handle saa omhyggeligt og menneskeligt som muligt, saa er det her. 4-500 Tilsynsværger over hele Landet have det Hverv at vaage over dem af vore Børn, der anbringes i privat Pleje; ved Siden deraf udsende vi expeditionshavende Tilsynsmænd. De fleste Steder ere Værgerne Sognepræster, andre Sted Lærere. I Tilfælde, hvor det private Plejehjem ikke kan anvendes, er det, at vi anbringe Børnene i Opdragelsesanstalterne. Det følger af sig selv, at vi her i endnu højere Grad "sortere" Børnene. Jeg har som Borgmester besøgt alle disse Anstalter og dannet mig en Mening om Plejeforældrene.

Om Kindstrup Børnehjem bemærker Borgmesteren bl. A. :

I de 6 Aar, jeg har været Borgmester, er der ikke kommet én Klage til os, ja end ikke i de sidste 13-14 Aar. Man er derfor berettiget til at slutte, at saa rent galt kan det ikke være derovre. Kun een Gang er der fremkommet en Klage, og det maa ikke glemmes, at der bestandig har været noget ret alvorligt ivejen med de Børn, vi sende til Kindstrup, det er Børn, der først have været anbragte andetsteds, og hvem man der har opgivet at gjøre til ordenlige Mennesker, og Børn, som ligeledes ere blevne opgivne paa Internatet herinde. Børn af denne Art vilde vi f. Ex. aldrig sende til Holsteinsminde, fordi selv Buddes fortrinlige Methode - en Methode, hvori Alt er Kjærlighed - slaa til. Jeg kjender Ingen, der som Hr. Budde paa den ubegribeligste Maade formaaer at vinde Børnenes Kjærlighed.

Borgmesteren oplæser forskjellige Skrivelser, der udtale Anerkjendelse af Forstander Jensen og hans Arbejde. Af særlig Interesse er en Skrivelse af ganske ny Dato fra Forstander L. Budde, der engang midlertidig havde faaet betroet 9 Drenge, medens nogle Byggearbejder stode paa i Kindstrup. Budde citerer her i en Yttring af en at disse Drenge, der betegner Forstander Jensen som "en skikkelig Mand".

Der var ingen Tvivl om, at Jensen var en jevnt brav og duelig Mand, der kun undertiden straffede Børnene lidt for meget. Men at det skulde nærme sig til Mishandlinger, troer jeg ikke, før jeg seer Bevis derfor.

Hvad Sultekurene angaaer, skal jeg indskrænke mig til at bemærke, at Unddragelse af et eller flere Maaltider i mange Opdragelsesanstalter figurerer blandt de gængse disciplinære Straffe. Vi vare i sin Tid meget tvivlraadige overfor dette Spørgsmaal; men i hvert Fald tør man næppe gaa for meget irette med en Mand, der har et saa strengt Arbejde som Forstander Jensen, om han nu og da benytter dette Straffemiddel.

Den ærede Forespørger er øjensynlig blevet paavirket af den uhyggelige Natterejse til Kindstrup, den nedbrændte Tomt og Forstanderens letforklarlige Forpinthed og Nervøsitet. I de forskjellige Interviews, der ere fremkomne om Kindstrup og Forstander Jensen, er der nærmest klaget over, at denne ikke var nogen betydelig Mand. Han er paa den anden Side langtfra ubetydelig det tyder bl. A. hans Brev til mig paa.

Borgmesteren konkluderer saaledes:

Vi have ikke seet et eneste af Kindstrup-Børnene havne paa Ladegaarden eller i Johannesstiftelsen. Adskillige af dem blive fortræffelige Mennesker - uagtet de have været paa Kindstrup (Munterhed.)

Dommen over Forstander Jensen er i alt væsentligt uretfærdig. Dog er jeg lidt i Forlegenhed, naar Hr. Jensen spørger mig, hvad jeg agter at gjøre. Umiddelbart efterat de fyenske Blade havde angrebet Forstander Jensen, kom han til mig og bad mig anstille en alvorlig Undersøgelse. Umuligt er det ikke, at Følgen af hele denne Bevægelse bliver, at Børnehjemmet i Kindstrup maa nedlægges. Dog haaber jeg ikke, det maa ske. At tage Børnene fra Anstalten vil jeg dog paa ingen Maade gjøre foreløbig - i hvert Fald kun, hvis Undersøgelsen konstaterer, at der virkelig har fundet Mishandlinger Sted.

Hvad Forespørgslens anden Halvdel angaaer, saa bunder denne Sag dybere, end vi her kunne komme ind paa den. Det bliver ikke nogen Fattigvæsens-Opgave, her kommer til at foreligge. Nærmest er det vel en Stats-Opgave. Hvis den Bevægelse, der nu er rejst, skulde bidrage til, at der kom Fart i Bestræbelserne for at gjøre Noget for forsømte og vanskelige Børn og drage Omsorg for et forøget kommunalt Tilsyn med deres Furhold, vilde jeg anse det for et lykkeligt Udslag af denne Historie, som iøvrigt forekommer mig at være sørgelig.

Prof Torp: Spørgsmaallet om en komrnnral Opdragelsesanstalt har været under Overvejelse i Budgetudvalget; det er sikkert en ret betænkelig Sag. Hellere maatte vi nedlægge Internatet og for de derved indkomne Midler i større Udstrækning end hidtil anbringe børn i de gode Opdragelsesanstalter.

Assessor Lassen havde fra en nær Slægtning hørt de bedste Vidnesbyrd om Kindstrup og dets Forstander. Overhovedet burde man næppe lægge for megen Vægt paa det Skraal, der har været rejst fra Sider, der kun have været halvt underrettede. (Hør!)

J. Jensen replicerede udførligt til de foregaaende Tale; De at Borgmesteren omtalte "Interviews" kunde man næppe tillægge stor Betydning. Da Taleren Kl. 1½ forlod Kindstrup, mødte han en af Interviewerne, og da han Kl. 2½ kom til Stationen, mødtes de igjen; Vedkommende havde altsaa været der en Time. (Munterhed.)

Et terat Borgmesteren, Torp og J. Jensen atter havde haft Ordet, sluttede Forhandlingen om Forespørgslen

* * *

En af vore Hovedstadskorrespondenter skriver til os under G. D. :

Igaar Aftes kom den i den senere Tid saa meget omtalte Kindstrup-Affære til Forhandling i Kjøbenhavns Borgerepræsentation, idet Socialdemokraten J. Jensen stillede en Forespørgsel til vedkommende Borgmester, Etatsraad Jacobi, om Sagen.

Som man af Bladenes Referater vil have seet, bleve Forholdene i Børnehjemmet her af Borgmesteren fremstillede i et noget andet Lys end det, hvori de hidtil ere sete. Men hvad de tørre Referater ikke oplyse om, er det Indtryk, som den hele Forhandling gjorde. Herom turde der være Anledning til at sige et Par Ord.

Borgerrepræsentant Jensen har sidste Uge aflagt et Besøg paa Kindstrup Børnehjem, og hvad han i sit Foredrag udtalte, var, dels hvad der i Bladene er fremkommen af Beskyldninger mod Hjemmets Forstander, Hr. Jensen, dels sine egne personlige IndIryk og Erfaringer fra Besøget. Han repeterede Historierne om de haarrejsende Mishandlinger, Forstanderen siges at have gjort sig skyldige i, og om end han tilføjede, at han ikke kunde gjøre disse Beskyldninger til sine, lod han dog forstaa, at han i det Væsentlige troede paa dem og hævdede, at Forstanderen benyttede Sult og Prygl i vid Udstrækning som Straffemidler, og at Børnene saae blege og forpinte ud.

Hr. Jensens Foredrag, som blev holdt i den lempelige Tone, denne Taler altid - ganske klogt - anvender, gjorde tilsyneladende et ikke ringe Indtryk saavel paa Medlemmerne som navnlig paa Tilhorerne, der til Trængsel fyldte den Plads, som er dem indrømmet.

Men da Borgmester Jacobi derefter havde ialt i en Time eller maaske snarere halvanden, var Stemningen en helt anden, og man følte sig saa temmelig overbeviist om, at Beskyldningerne mod Forstander Jensen vare i en uhyggelig Grad overdrevne.

Hr. Jacobi har nu en sjelden Evne til at vinde sine Tilhørere for sig. Man ved om ham, at han er Humaniteten selv; han er dertil en intelligent og forstandig Mand, saa lidt som muligt Bureaukrat og i ingen Henseende Partigænger. Hans Ord falde derfor med megen Vægt og hans personlige Elskværdighed gjør, at man gjerne fæster Lid til, hvad han siger.

Borgmesteren fremførte da en Række Vidnesbyrd fra Mænd, som have kjendt og kjender Forstander Jensen - deriblandt Forstander Budde, Holsteinsminde - og alle disse Vidnesbyrd gik ud paa, at Jensen vel er en streng Mand, men at han tillige er samvittighedsfuld, og at der i det Hele og Store i Betragtning af, at det væsentligst er vanartede Børn, han har med at gjøre, ikke er Noget at indvende imod hans Behandling af dem. Borgmesteren havde selv talt med Børn, der tidligere have været paa Kindstrup, og med en Moder, som har været nede at se til sit der anbragte Barn, og han har faaet lutter Udtalelser, der stride imod de mod Forstander Jensen rejste Beskyldninger.

Ogsaa fra anden Side i Borgerrepræsentationen faldt der Udtalelser til Gunst for Kindstrup-Forstanderen, og der blev af Borgmesteren gjort opmærksom paa, at andre Journalister, bl. A. en Medarbejder ved "Politiken", der havde aflagt Besøg paa Kindstrup samme Dag, som Borgerrepræsentant Jensen havde været der, havde faaet et andet og mindre ugunstigt Indtryk af Forholdene dernede og af Forstanderen end Hr. Jensen.

Da Diskussionen om Kindstrup sluttede, var een almindelige Mening utvivlsomt den, at der var slaaet et altfor stort Numer op af en Bagatel og af den tilfældige Omstændighed, at en Dreng havde stukket Ild paa Børnehjemmet.

Hvorvidt denne Mening er rigtig, er det jo ikke muligt i Øjeblikket at sige. Men der vil nu af Justitsministeriet blive foretaget en Undersøgelse i Sagen, og dermed bør vistnok den offentlige Mening slaa sig tiltaals.

(Fyens Stiftstidende 25. november 1896).

Kindstrup.

Nye Oplysninger.

En Haandværker, som i sin Tid blev opdraget paa Kindstrup Børnehjem under Hr. Jensens Kommando, har meddelt Fyns "Soc-Dem." følgende Oplysninger om den haarde Behandling, der blev Børnene tildelt paa Hjemmet.

Lille Brøde - dobbelt Straf

Drengen Harald, som er identisk med den nuværende Haandværker, var fra Kiøbenhavn. Ved sin Ankomst til Kindstrup maatte han aflevere sine Penge, som han han havde medbragt. Han beholdt dog 10 Øre i det Øjemed, at han ved Lejlighed vilde kjøbe et Stykke Lakrits.

Efter nogen Tids Forløb blev Harald en Vinterdag sammen med en anden Dreng sendt hen til Skolelæreren efter nogle Grøntsager, og paa Vejen hjem benyttede Drengene Ledigheden til at kjøbe et Stykke Lakrits for Haralds 10-Øre. Det saaledes erhvervede Slikkeri tabte de iøvrigt paa Hjemvejen i Sneen.

Men Hr. Jensen havde fra en Udkigspost ved Børnehjemmet iagttaget Drengeves Færd. Saa snart de kom hjem blev de taget i Forhør og Harolds Ledsager tilstod, at de havde kjøbt det skjæbnesvangre Lakrits.

Derefter tog Hr. Jensen den lille Harald med ind i et Værelse, lukkede omhyggeligt Døre og Vinduer og kommanderede den lille Synder hen til en Bænk eller Kuffert, som var fyldt med Ris og Spanskrør til Brug ved Drengenes Afstraffelse. Her maatte Drengen selv tage et Spanskrør og række det til Hr. Jensen og denne blev derefter ved at slaa, til Drengen holdt op med at græde. Det hørte i det hele med til Hr. Jensens Methode, at han slog til Børnene havde standset med Graaden.

Da den legemlige Afstraffelse endelig var afsluttet, aabnede Forstanderen Døren til Spisestuen, hvor den for Børnene bestemte Mad stod paa Bordet. Drengen skulde nemlig se, men ikke røre Maden, for at han bedre kunde føle Savnet. Thi nu skulde Sultestraffen anvendes.

I dette bestemte Tilfælde anvender Forstander Jensen først Prygl efter alle Kunstens Regler og derefter Sultestraffen, skjønt Forseelsen kun bestod i. at Drengen havde beholdt 10 Øre af sine egne Penge.

Nogen kjærlig Opdragelsesmethode er dette i hvert Fald ikke. og Straffen staar jo aldeles ikke i noget rimeligt Forhold til Forbrydelsen.

Drengene frøs i Sengen.

Den paagjældende Haandværker meddeler os endvidere, at Drengene frøs om Natten, og at dette var Grunden til, at flere af dem gjorde Sengen vaad.

Naar dette var sket, maatte vedkommende Dreng bære sit Sengetøj ned i Gaarden strax om Morgenen. Som Følge af dette Extraarbejde kunde en saadan Dreng ofte komme senere til Davrebordet end Kammeraterne. Og i saa Fald fik han ingen Mad.

Det forekommer os, at her er et Punkt, over hvilket den nu indledede Undersøgelse særlig bør bringe Klarhed.

Læger og andre sagkyndige finder det nu ubilligt at straffe Børn, fordi de ikke kan ligge tørt om Natten. Thi dette stammer i Reglen fra en Svaghed hos Barnet. Men hvis denne Sygdom er bleven forværret, fordi Børnene frøs i Sengen paa Grund af Mangler ved Sengetøjet, saa bliver det selvfølgelig endnu mere urimeligt at straffe de stakkels hjemløse Børn med Prygl eller Sult.

- - -

I Smidstrup ved Bogense opholder der sig for Tiden et ungt Menneske, hvis Navn er Oluf Ferdinand Malmgren. Han kom paa Kindstrup Børnehjem i 1884, da han var 12 Aar gl., og han blev der i to Aar. Disse to Aar staar for Malmgren som de forfærdeligste i hans Liv - ikke for alt i Verden vil han leve dem om igjen.

Malingrén fortæller:

"Jeg blev i 1884 af Kjøbenhavns Magistrat anbragt paa Børnehjemmet i Kindsirup Jeg blev der heldigvis kun i 2 Aar, skjønt den Tid var lang nok. Vi fik en haard og stræng Behandling af Forstander Jensen, daarlig og utilstrækkelig Kost og mange Prygl. En Gang havde vi. medens vi var uden Opsyn, slaaet en Urtepotte itu i Skolestuen. Jeg ved ikke, hvem det var, som gjorde det, maaske vidste heller ingen af de andre det, thi ingen vilde tilstaa, at han var Gjærningsmanden. Da der blev ringet til Middag, blev vi stillet op langs Bordet. Forstander Jensen bad Bordbønnen og spurgte derpaa enhver af os, om vi vilde tilstaa, hvem der havde slaaet Urtepotten itu. Der var ingen, der tilstod, og vi blev da allesammen jagede bort fra Bordet uden at faa Mad. Dette gjentog sig en 3-4 Gange ved de paafølgende Middagsmaaltider, Hr. Jensen bad stadigvæk Bordbøn og anraabte om Guds Velsignelse, men jog os bort fra Bordet, uden at vi fik nogen Mad. Saaledes gik det i flere Dage, og som Tillagsstraf fik vi hver Dag en Times Bibellæsning efter endt Skoletid. Vi fik aldrig at ride, hvem Gjærningsmanden var.

Brutal Behandling.

En Dag har jeg set, at Forstander Jensen bandt en Dreng fast til et Spiltov i Stalden, hvorefter han pryglede løs paa Drengen med et tykt Stykke Reb, altsammen fordi Drengen ikke kunde ligge tør i Sengen om Natten - en Svaghed han havde lidt af før han kom paa Hjemmet.

En anden Gang havde en lille 6-7 Aars Dreng der nylig var kommet til Hjemmet, det Uheld ikke at kunne holde sit Vand, han har formodentlig ikke turdet bede om Udgangstilladelse. Jeg blev da af Jensen befalet at hente en af vore Guldklude og tørre op under Drengen. Det var stræng Vinter med Frost og Sne Vore Gulvklude var frosne sammen i en Klump og tildækkede med et tykt Lag Sne. Jeg gik ind til en af Tjenestepigerne og fik Lov af hende til at laane hendes Gulvklud, hvormed jeg udførte den Gjerning, som var mig paalagt. Da jeg derefter gik ned ad Trappen, indhentede Jensen mig og spurgte, hvor jeg havde faaet den Klud. Jeg svarede, som sandt var, at jeg havde laant den af Pigen, da jeg ikke kunde bruge vore egne.

Forstander Jensen overfaldt mig nu med Hug og Slag i Hovedet, saa jeg flere Gange styrtede til Jorden, og tilsidst sparkede han mig med sine Træsko, saa jeg tumlede halvt bevidstløs ud i Gaarden. I flere Dage var jeg halvt fortumlet i Hovedet as den Medfart.

Billigt Tøj til Hr. Jensens Børn.

Da jeg ankom til Hjemmet, var jeg iført en ny Klædning, ny Overfrakke, ny Fiedersko og ny Kasket, som min Onkel i Kjøbenhavn havde givet mig, og jeg havde Tilladelse fra Kjøbenhavns Magistrat til at have Tøjet og til at rejse i det, medens de andre, der rejste samtidigt, skulde rejse i Magistratens Tøj. - Efter Ankomsten til Hjemmet blev det befalet mig at trække i det af Magistraten leverede Tøj. og da jeg nogle Dage efter bad om at maatte faa mit eget Tøj paa, fik jeg til Svar af Hr. Jensen: "Du har intet Tøj her, som er dit." Jeg fik aldrig Tøjet igjen, derimod blev jeg daglig Vidne til, at Hr. Jensens egne Børn gik klædt i det.

Løgn!

Naar vi afsendte eller modtog Breve, blev de altid først læst af Forstanderen, og der blev paalagt os at skrive, at vi havde det godt. Kom der Folk for at hilse paa os, skulde vi svare det samme. En Gang hændte det, at der kom nogle Folk, medens Jensen ikke var hjemme. Vi var i Marken for at skjære Torv under Daglejernes Opsyn. Da han saa de fremmede komme, sagde han: "Nu skal I sig,e at I har det godt". Vi svarede altid, som der blev paabudt os. Der var ingen, der turde svare anderledes.

Fru Jensen var en god Kone imod os. Hun har mangen Gang givet os noget extra Mad til at stille Sulten med, naar Jensen ikke var hjemme, eller han ikke mærkede det.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 2. december 1896).

I december 1896 konkluderede en undersøgelse ved Wedellsborg Birk at der ikke var gyldig grund til klage over børnehjemmet, især hvad angik kost, sengeleje og overanstrengelse. Ligeledes betegnedes sundhedstilstanden som god. Birkedommer v. Bernth i Kjerlingebjerg pr. Ejby sendte en skrivelse til ministeriet, hvori han anførte at der ikke var anledning til at rejse kriminel anklage mod Jensen, men at han ikke desto mindre ikke egnede sig som børnehjemsleder.

I december 1897 meddelte borgmesteren for Københavns 3. afdeling af der ikke længere sendtes børn til Kindstrup Børnehjem og Holsteinsminde. I 1897 havde Indre Mission også fordrevet forstanderen på Holsteinsminde, Budde som i stedet oprettede en ny institution, Himmelbjærggaard. Københavns Kommune satsede fra 1898 i stedet på denne, således at der ved udgangen af 1898 var hhv 7 og 8 børn på disse, og 9 børn på Himmelbjærggaard.

I slutningen af november 1900 fandt en arbejdsmand 2 drenge fra Kindstrup Børnehjem i Nyborg. De gået i seks dage for at komme til København. De blev af politiet ekskorteret tilbage til anstalten. I februar 1903 undveg 3 drenge fra anstalten og blev pågrebet ved Strib. Den ene var søn af en maskinarbejder i Aarhus.

I maj 1904 blev Kindstrup Børnehjem købt af De danske Plejehjemsforeninger med henblik på at oprette et skolehjem for "vanskelige drenge" fra 14 til 18 år. Samtidig skiftede det navn til "Gelsted Skolehjem", men lå fortsat i Kindstrup. Forstander blev cand. theol H. V. Hansen, fhv. lærer ved Bøggilgaard Opdragelsesanstalt. Anstalten fortsatte den hidtidige praksis.

I 1908-1909 var der atter artikler om forholdene på hjemmet, se herom artiklerne om dette hjem (brug søgefeltet). Bl. a. om Peter Sabroe.

Some Suicidal Sisters. (Efterskrift til Politivennen).

Their Meteoric Career in Paris, Berlin, and Buda-Pesth — Noble Idiots Blow Out Their Brains Tor Them—Hearst's and Pulitzer's Indecent Pictures.

I use the term " suicidal " as above advisedly. By that I do not mean that the little Barrison sisters have any intention of committing suicide themselves. For it is my observation that the more worthless a woman, the more tenaciously she clings to life. But I call them ''suicidal" because their manager and brother-in-law ostentatiously bills them as the cause of several suicides in Europe.

The little Barrison sisters have been alternately presented by Europe to America, by America to Europe, and by Europe back to America again. Like the seven cities which repudiated Homer when he was a beggar, several continents seem disinclined to harbor these young ladies. In America they are called Europeans, and in Europe they are called Americans. It would be rather hard to tell what they are, but their infancy and childhood were spent in America, and they may be looked upon as gutter-flowers of New York. 

The five Barrison sisters were born in Copenhagen, Denmark, and came here as little children. Their father was a drunken umbrella maker. They made their debut on the stage in 1891, when De Wolf Hopper was running the so-called opera of " Wang," which had a great success in New York and ran through the entire summer season. Those who saw it will remember the little Barrisons as being the most brazen of that very brazen lot of chorus-girls. In 1893, William Fleron, who was then with Pearl Eytinge, took them up. He married the eldest, Lona, and has since acted as husband, manager, and brother-in-law to the five. Their names are Lona, Sophia, Inger, Olga, and Gertrude. Lona, the eldest, is twenty-six, and the youngest, Gertrude, is sixteen. Sister Ethel has been added to the lot since they left America, but Ethel belongs to another litter. 

When William Fleron married the Barrison sisters, he took them abroad, after a brief season at Koster & Bial's. Shortly afterwards, echoes of their remarkable career began to hark back from Europe, and New York was pained to hear that it had allowed such wicked little sisters to escape from this very wicked city. The first sensation they caused was the elopement of Sister Sophia from Berlin with Count Willie Bernstorff, scion of a noble Prussian family. Count Willie and Sophia fled to London, and tried to get married. But it was necessary to get the indorsement of the German Embassy before the marriage could be legal, and the embassy cabled the Bernstorffs in Berlin. As a result, Count Willie's elder brother rushed over to London, and succeeded in plucking him from the grasp of the greedy little Barrison. She succeeded, however, in extorting a large sum of money from the family before she told Count Willie that she did not love him. 

Another victim of the sisters was Count von Wedel, a young officer of a swell Berlin regiment and also of noble family. He spent all his money, went into debt, pawned his jewelry, and it is even rumored that he stole some jewelry from other members of the family to satisfy the insatiable demands of his particular little Barrison. This attracted the attention of Emperor William, and, on investigating the matter, he found that all the officers of the Berlin garrison were crazy about the little Barrisons. The emperor settled the matter in short order by expelling them at once from his capital. 

From Berlin the Barrisons went to Paris. There they attracted but little attention, as young ladies who have nothing but wickedness and visible underwear are a drug in Paris. One can see more wickedness there in a day than almost anywhere else in a week, and as for feminine underwear, the display of that at the theatres, at the cafe concerts, and at the students' balls, is so lavish that it makes one wonder why some of these high-kicking young women do not wear their intimate garments on the outside. Therefore the Barrisons had only a success of esteem in Paris— a success which prevailed principally in the journals, and not in the box-office. But the Parisian journalists did not fail to chronicle all the movements of the little Barrisons, and a well-known chronicler thus wrote one day about the managerial brother-in-law. ,( Mr. Fleron is the pearl of husbands. I saw him two days ago at the Folies-Bergeres. He was looking after his brood. He examined to see if the stockings of Gertrude fitted well, and if the skirts of Sophia puffed out properly. Everything went to perfection; the skirts of Sophia acquitted themselves of their duties; the stockings of Gertrude did not show a wrinkle." The French journalist was right in ascribing importance to these functions of Mr. Fleron, for the stockings and skirts of the little Barrison sisters seem to be their chief stock in trade. 

From Paris the little Barrisons went to Buda-Pesth. There they created a sensation very similar to that they made in Berlin. There, too, they had a victim. Count Arthur Pallavicini was a member of a noble Hungarian family, young, handsome, and popular. He fell in love with Ethel Barrison, and after discovering that she was false to him (how could he ever suspect that she was not, I wonder?), he shot himself. A photograph of Ethel Barrison was clutched in his left hand, and a slip of paper lay on the table, whereon was written a request that she come and kiss him in his coffin. 

Mr. Fleron never loses a tip. Miss Ethel Barrison went to the funeral, clad in deep mourning, and weeping bitterly. That night the theatre was crowded to the doors. 

With this halo of suicide and wickedness about them, it is needless to state that the return of the little Barrisons to their semi-native land has been an event—that is to say, a newspaper event. Mr. Hearst and Mr. Pulitzer—the two great men who direct the newspaper destinies of this town had their offices keyed up to the highest pitch awaiting the advent of the little Barrisons. When the Havel arrived the other day, battalions and phalanxes of artists and reporters awaited her. The little Barrisons were all interviewed, en masse and singly, and pictures of them printed on entire pages by these two enterprising newspapers, the World and the Journal. 

Mr. Hearst is easily first, however. Realizing at once the vital part of the Barrisons' arrival, he printed a gigantic picture of the Barrison ladies' legs—and nothing else—extending clear across an entire page of that invaluable family newspaper, the Journal. It is true there were other pictures in other parts of his paper, but this row of ten legs, with merely a fringe of underwear above them, and no other indication as to which particular Barrison each particular pair of legs belonged to, was indeed a journalistic triumph. It is true that elsewhere Mr. Hearst devoted an entire page to pictures of Miss Lona Barrison undressing herself, which she certainly does very thoroughly. But as a matter of journalistic pride, this can not compare with Mr. Hearst's achievement in printing the ten Barrison legs across his front page as large as life.

It is but fair to both Mr. Hearst and Mr. Pulitzer to say that while they printed these pictures, they both of them were much shocked. Mr. Hearst headed his life-like study of legs with this heading: "The Five Wicked Barrison Sisters Startle New York, The Shocking Trail of Both Ruin and Scandal They Have Left Behind Them in Europe." And at the lop of another page, Mr. Hearst has eight successive pictures, showing the gradual progress of Miss Lona Barrison from a dude with an overcoat to a young woman " mit nodings on," as Hans Breitman says. Over the salacious pictures on his page, emanating from the giddy Mr. Hearst, occur lines of the sternest morality, coming from the puritanic Mr. Hearst. "Has Public Taste Sunk To This Degrading Level?" asks the moral Mr. Hearst. " If the New York Theatre-Goers Unblushingly Flock To See A Vulgar Young Woman Undress Herself On The Stage, What May We Expect Next?" asks the chaste Mr. Hearst. It is true that immediately beneath occur most minute pictures of the vulgar young woman undressing herself. But the sternest moralist could find nothing to cavil at in the large headings which I have just quoted. 

In order to take the curse off his pictures, Mr. Hearst further prints an interview with Dr. Parkhurst, in which the doctor says : "Laughter at dirty fun means demoralization of the worst kind." There is also an interview with Mrs. Charlotte Smith, the president of the Woman's Christian Temperance Union, in which she says : 

"I never saw an exhibition in any theatre more suggestive, lewd, and indecent. The whole aim of these women seemed to be to excite, the base emotions of the audience. Their dresses had been constructed with this one object in view, and all their motions were simply vicious and libidinous. Before the curtain went up the ten legs of these Barrisons could be seen under the edge of the curtain, indecently twisting and wriggling. This was designed to whet the appetite of the spectators. The elder Barrison girl undressed on the stage, and gave an exhibition on horseback that was even more disgraceful than that of her sisters. 

But vulgar as the exhibition itself was, the pictures in these papers were even more vulgar. It is hard to say at what these papers would draw the line. I am informed that since the Journal and the World have been running a race in salacious pictures, the sales of Mr. Richard K. Fox's Police Gazette have fallen off heavily in New York city. 

New York, October 12, 1896. Flaneur.

(The Argonaut 26. oktober 1896).

Den Store Sædelighedsskandale 1895. Ussing Taler Ud, September 1896. (Efterskrift til Politivennen)

Kriminalretsassessor Ussing skrev et indlæg i Nationaltidende om sin rolle i sagen, og startede dermed en debat:

Politik og borgere.

Hr. redaktør!

Samfundet udvikler sig ved at dets elementer gensidigt opdrager hinanden. Politiet har i visse måder at opdrage borgerne, men borgerne fuldt så meget at opdrage politiet. Ethvert samfund har det politi, det fortjener. Spørgsmålet er imidlertid, på hvad måde denne opdragelse skal gå for sig, og for at give et bidrag til dette spørgsmål beder jeg om plads i Deres ærede blad.

En politibetjents stilling er lidet misundelsesværdig. Gør han sin gerning, er der altid nogen, denne gerning går ud over, og nogen, hos hvem han derfor bliver lagt for had. Og mener han at burde holde sig passiv hvor hans hjælp påkaldes, vækker han ofte vrede hos de alt for fordringsfulde, der forklarer hans passivitet som en spillen under dække med lovovertræderne og en begunstigelse af uretten. Den del af befolkningen som han særlig kommer i berøring med, er fuld af elementer, for hvem det er en sport at drille og forulempe ham. Og det er ikke alene gadens pøbel, som driver denne sport, men blandt de såkaldte dannede ser man ofte i sildige aftentimer, hvor stemningen er oppe, den kunst drevet til fuldkommenhed ved overlegen ironisk tiltale, uden at komme straffeloven for nær, at såre og irritere den almueoplærte betjent i langt højere grad end ved grove skældsord, fordi han ikke kan forsvare sig. Han har ikke evnen til at betale med samme mønt; skal han give igen med ord, der i hans ordforråd svarer i tone til angriberens, bliver det til uparlamentariske udtryk, som bringer al uretten og tillige mulkten over på hans side. Der er jo dem, der således kunne rose sig af at have irriteret en betjent ikke blot ud af hans gode skind, men helt ud af embedet.

I denne kamp mod de urolige elementer er han nu således stillet, at ethvert træk fra hans side er underkastet den skrappeste kritik, både i øjeblikket fra publikums side og senere fra hans overordnedes; han må forsvare sig både i fronten og i flanken, og den undskyldning frier ham ikke fra ansvar som ligger i, at han, der hundrede gange skal gribe til, må have lov til en gang mellem at gribe forkert.

Det har altid forbavset mig at vort politi med de tarvelige gager og den overordenlig strenge tjeneste, dog tæller så mange fortrinlige elementer, som fuldt ud opfylder hvad man må kræve af en politimand.

Men disse gode elementer gør man yderligere livet surt. Kommer der et tilfælde, hvor en betjent har forset sig - eller mistænkes at have forset sig (det løseste Hörensagen er mere end tilstrækkelig til at dømme uden videre bevis), da lader man det ikke gå ud over denne ene betjent, men hele politiet må holde for. Fra øverst til nederst stemples det som brutalt, korrumperet eller bestikkeligt. Hvad man nu i øjeblikket har brug for; og man øger derved i højeste grad uhyggen ved at være betjent og vanskeligheden i Stillingen. For ethvert sådant angreb i bladene får straks sin følelige refleksvirkning på gadens og de offentlige steders publikum. Det urolige publikum kappes om at kvittere for avisartiklen ved at vise den tilstedeværende betjent hån og drille ham; og hver eneste betjent får i lige grad at føle virkningerne af den enkeltes forseelse, hvis der overhovedet er begået nogen sådan.

For her kommer vi til en yderligere mislighed ved betjentens stilling. Det er nemlig så godt som ganske farefrit i aviserne at udtale ganske opdigtede beskyldninger mod en betjent, når det blot ikke siges, hvem betjenten er. Der kan skrives af A+B, at han i aftes så to betjente tampe løs på en sagesløs kvinde; hvem kan dementere det? hvem kan tage sig deraf? Hvis politidirektøren erklærer, at han ingen meddelelse har fået desangående, hedder det, at politidirektøren ikke har turdet benægte det. For det store publikum spiller det ingen rolle, om A + B ikke har opgivet hverken navne eller sted for det passerede. Virkningen bliver lige god, det vil alle betjentene straks føle, når de mødes med deres publikum. Dette publikum reagerer straks over hele byen. Ni af ti af beskyldningerne i aviserne mod politiet er opspind, og det vil ikke blive anderledes, så længe bagvaskelsen er så ypperligt et erhverv som her i landet.

Disse angreb i pressen er altså for det første uretfærdige, fordi de rammer så mange uskyldige, men de er dernæst uhensigtsmæssige fordi de spænder forholdet mellem publikum og politiet, det gør publikums holdning krassere, og dette avler igen uheldige repressalier fra betjentens side. Begge parter lide derunder. Man husker hvorledes hin kone kom i ulejlighed, fordi hun var blevet opirret af pressens i alt væsentligt grundløse beskyldninger i sin tid mod Sædelighedspolitiet og Meyer; og man kan tænke sig, hvad det må have været for mange hæderlige mænd i politiet den gang at gå rundt som genstande for offentlig foragt. Sligt skaber ømsindinghed. Endelig virker pressen på denne måde alt andet end opstrammende på Anlvrileierne. På forhånd vide de at avisefterretningen efter sandsynlighedsberegningen rimeligvis er opdigtet; og de er dernæst tilbøjelige til ved avisangrebet først at fæ te opmærksomheden på den skade og fortræd, det vækker blandt dem, hvis ve og vel nærmest afhænger af dem. Et sole be nemlig ville være en ulykke, det om personalet i sin triste gerning fik fornemmelsen af, at de svigtes af deres foresatte. Da ville det være ude med en god rekruttering af korpset, da ville hurtigt de gode elementer forsvinde og pressen havde da fuldendt sit værk

Når en betjent forser sig, da er den naturligvis vel at slå ned på - ikke den gennem pressen at ophidse samfundet og hele politikorpset mod hinanden, men den at klage over denne ene betjent, der har forset sig; og her ligger en pligt for borgerne, som de desværre alt for ofte forsømmer. Det er ikke let for en politidirektør at påse, at betjentene opfører sig godt overfor skikkelige borgere, når de skikkelige borgere tier stille med forulempelserne. ' "en det er netop let, der sker hertillands. Borgerne ville ingen ulejlighed have, fordi en betjent har forulempet dem, de tror de har lov ved tavshed faktisk al spille under dække med den betjent, der burde være afstraffet; de går rundt i krogene og snakker ondt om politidirektøren, fordi han ikke opdager, hvad de selv holder hemmelig for ham, og når det kommer højt, betror de sig til en reporter, der tjener sin dagløn ved en "opsigtsvækkende afsløring". Der siges undertiden: Vi klager ikke, fordi vi ikke får ret, betjenten vil sige nej, og det er os, der blive til ål.

Det er rigtigt, at de betjente, der plejer at forse sig, vel også ville være tilbøjelige til at luske sig fra det, men det er ingen grund til at tie stille. Først og fremmest er det af stor betydning, at betjentene ved, at overgreb vil blive påklagede; betjenten vil nødig meldes, selv om han slipper helskindet fra det. Dernæst vil politidirektøren hurtigere kunne udstille de uheldige elementer af korpset, når stikkelige folk har til vane at klage, for når klagerne formerer sig om den samme betjent, vil hans benægtelser ikke gavne ham. Og endeligt er grunden nu til, at de færreste klager mod betjente fører til noget, for en stor del den, at det for tiden mest er krakileri, processyge og tvivlsomme eksistenser, der har for skik at klage. Folk med hvem der på forhånd er mistænksomhed. Men helt anderledes vil forholdet nødvendigvis blive, når majoriteten af klagerne kommer fra de skikkelige.

Men vil man endelig være pessimist og mene at klager over politi til politi, hvad kan det nytte? så foreskriver jo loven en fremgangsmåde, om hvilken jeg har haft lejlighed til at konstatere, hvor uendelig sjældent den benyttes. Over politiets myndighedsmisbrug kunne klager indleveres direkte til retten uden henvisning af politidirektøren og uden hans tiltalebeslutning. Men efter den erfaring, undertegnede har høstet i den offentlige politiret, må politiet enten være et sjældent elitekorps, eller også må borgerne være uendelig store i opfyldelsen af deres borgerpligt, for hvis der i det hele indkom fire klager i et år, så var dette alt, og af disse var kun den ene fra umistænkelig side, fra en dame, mod hvem en betjent havde været uhøflig, og som indså, hvad hun skyldte det samfund, hun levede i, og det politi, der beskyttede hende, nemlig at klage

At en vis del af pressen fra et rent næringssynspunkt ikke kan være tilfreds med dette mit råd, at gå pressen forbi og klage til rette vedkommende, det får være; de er dog vant til det med hensyn til påtalen af de fleste andre overtrædelser. 

Ærbødigst
C. Ussing
Kriminalretsassessor.

-   -   -

Det forekommer os at assessor Ussing i dette sit forsvar for politiet har misforstået sagens egentlige kernepunkt. Det dårlige forhold, der nu faktisk er mellem politiet og borgerne, eksisterede faktisk ikke, før politiet fik sin nuværende chef hr. Eugen Petersen. Det er dennes og hans nærmeste underordnedes misgreb og mangel på forståelse af politiets rette opgave, at være værn for de lovlydige borgere, men ikke bussemænd og småtyranner, der har avlet den misfornøjelse med Københavns Politi, der nu har gennemtrængt hele samfundets fra øverst til nederst. Og ganske urigtigt er det, når hr. Ussing vil give det skin af, at pressens angreb på politiet i sædelighedssagen i det væsenligste var ubegrundet. Tværtimod! Trods alle officielle erklæringer fra politidirektør Petersen viste det sig netop, at pressens beskyldninger mod Sædelighedspolitiet i alt væsentligt var fuldt berettiget.

Når hr. Ussing mener at pressen ikke er det rette forum i disse sager, tager han også mærkelig fejl. De forulempede borgere der daglig ser hvorledes politiets rapporter af dommerne betragtes som evangelier der ikke tåler kritik, får en naturlig ulyst til at henvende sig til retten med deres klager, de tyr i stedet for til pressen og forelægge gennem den deres sag for offentligheden. Det er pressens pligt at skaffe sig vished for, at klagerne ikke er ugrundede, men har den denne vished, så er det også netop pressen, der i dette tilfælde bedst kan varetage borgernes ret. At enkelte blade er for lidt nøjeregnende med de "politiskandaler", de bringe til torvs, og at de for høj grad ofrer sandheden på sensationens alter, er beklageligt nok, men ændrer ikke rigtigheden af vor anskuelse om pressen som borgernes naturlige værn mod politiets vilkårlighed og - som i den madam Behrendske sag - næsten utrolige malkonduite.

Red.

(Nationaltidende, 30. september 1896, 2. udgave).

Hr. redaktør!

Jeg beder erindre at min artikel ikke havde til kernepunkt eller overhovedet til hensigt at forsvare denne eller hin holdning af politiet, men at fremstille den vej jeg anså for hensigtsmæssigt til politiets forbedring.

At jeg ved at udtale tvivl om pressens nytte i så henseende ikke kan vente at finde enighed hos Deres ærede blad, er naturligt. Og hvis der virkelig, som De siger, eksisterer et dårligere forhold mellem borgere og politiet nu end under tidligere chefer, da er det også naturligt at De ikke peger på den udvikling den moderne presse har taget, men på chefskiftet som den egentlige årsag.

Imidlertid skulle jeg ikke have taget til genmæle hvis De ikke havde modtaget hvad jeg, som indviet i sædelighedssagen, havde tdtalt, nemlig at beskyldningerne mod politiet i alt væsentligt dengang var ubegrundede. Den beskyldning der rejste hele samfundet i forfærdelse, og som skabte "Sædelighedssagen", var den at de overordnede (Korn og Meyer) høstede pekuniær fordel ved at forsyne utugtshusene og denne beskyldning var ganske ubegrundet. Men den lever endnu i publikum, og det var den der sad i madam Behrend, da hun fortalte sig og den beskyldning har jeg haft en naturlig trang til en gang at dementere.

Ærbødigst

C. Ussing.

Vore retstilstande

Til assessor Ussing.

Fra overretssagfører C. Levin har redaktionen modtaget følgende:

Højtærede hr. redaktør!

Tør jeg bede Dem optage nedenstående erklæring fra en af mine klienter:

Når kriminalretsassessor C. Ussing i aftennummeret af 30. september d. m. vil hævde, at Københavns, som han kalder dem, "skikkelige borgere" selv er skyld det forhold, der efterhånden har udviklet sig mellem privatfolk og politiet, og kaster en væsentlig del af skylden på borgerne, fordi disse tier stille og ikke klager, skal jeg i det nedenstående tillade mig at føre el lille bevis for, hvor lidt netop en klage nytter overfor politiovergreb. Ganske vist var den klage, jeg vil omtale, stilet til politidirektøren, hvilket man anså for den eneste korrekte vej at gå; nu har jo hr. assessor Ussing doceret, at man gør klogest i at rette sin klage, så vidt jeg har forstået ham, til Københavns Kriminal- og Politiret. Men jeg tillader mig herved at gøre hr. assessoren det åbne spørgsmål: til hvem skal denne af ham anviste klage korrekt stiles? Min sagfører, hvem jeg idag spurgte derom, vidste ikke rettere end, at deslige klager burde adresseres til politiets chef.

For nogle år siden - det var da nuværende politiinspektør Stephensen var assistent på Nørrebro - blev der i en herværende forretning begået et tyveri, der straks blev anmeldt på Nørrebros Politistation. Anmelderen opgav, at den formentlige tyv var en dame, fru J. (et meget almindeligt dansk efternavn), der nyligt havde været i forretningens lokale og var godt kendt der. 

Vist nok samme dag kom der så to opdagelsesbetjente op til en fru J. der boede i Baggesensgade, anholdt hende trods hendes protest, forbød hende at tale med sine børn og sit tyende, rodede i hendes lommer, benyttede de så ofte fremførte, i almindelige dødeliges øren smagfulde talemåder, der nærmest passe af og overfor bøller, og tog hende med til politistationen Her tilbragte hun, halvdød af skræk, adskillige timer, indtil man kort og smilende meddelte hende, at nu havde man "den rigtige". Så blev fruen dimitteret.

Fruens broder og svoger, begge større næringsdrivende borgere her i byen, indgav derefter en klage til politidirektøren med nøjagtig og detaljeret beskrivelse af hvad der var passeret ligefra anholdelsen til løsladelsen. Fru J. blev så kaldt op til assistenten. Hun gik hen til ham, ledsaget af sin poster, da hun af indhøstet erfaring var bange for at gå ene. Assistenten gennemgik klagen punkt for punkt paa en ret ejendommelig måde; han slog nemlig en streg over hver af klagepunkterne, idet han tilføjede den af dannelse gennemsyrede bemærkning: "Det er løgn!"

Da søsteren tillod sig en blid protest mod denne kyndige kritik, blev hun kort og godt vist ud af kontoret og det på en så demonstrativ og højrøstet måde, at det overfor det underordnede personale, der opholdt sig i forværelset, var nærved at være en ydmygelse at måtte vente derude, indtil assistenten blev færdig med at erklære hele klagen for "løgn". Hermed blev fru J. affærdiget. Ikke engang en undskyldning!

Det var den oprejsning der opnåedes ved to "skikkelige borgeres" klage til chefen for vort politi - mon en klage efter assessor Ussings noget uklare recept havde fået andet og bedre udfald? Næppe. Det bør dog absolut påtales at et par opdagelsesbetjente går så skødesløst til værks, som i det ovenfor nævnte tilfælde mod fru J., blot fordi hun havde samme navn som den af den bestjålne forretning opgivne formentlige tyv. Politiet burde dog vist ikke nøjes med at slå efter i "Vejviseren". Det burde nøjagtig undersøges om der ikke kunne findes mere end een fru J., der boede i Nørrebrokvarteret. Eller også burde det have ladet en af forretningens folk følge med opdagerne; for da ville det straks have vist sig, at de var gået forkert i byen.

Efter den behandling, denne klage fik, er jeg ganske enig med den ærede redaktion i, at alle overgreb af politiet bør påtales i pressen. Kun derigennem kan den offentlige mening blive så stærk at der fremtvinges en forandring i de bestående forhold.

Den 1. oktober 1896.

Deres ærbødige

L. V.

(Nationaltidende 1. oktober 1896, 2. udgave. Artiklen blev også bragt i Social-Demokraten, 2. oktober 1896).

Sædelighedsskandalen.

Hr. redaktør!

I "Nationaltidende"s aftennummer for torsdag den 1. oktober har hr. kriminalretsassessor C. Ussing udtalt sig på følgende måde:

"Imidlertid skulle jeg ikke have taget til genmæle, hvis De (redaktionen) ikke havde modsagt, hvad jeg, som indviet i sædelighedssagen, havde udtalt, nemlig at beskyldningerne mod politiet i alt væsentligt den gang var ugrundet".

Denne udtalelse skal ikke få lov til at henstå uimodsagt. Vel hører jeg ikke til de "indviede"i denne sag, men jeg hører dog til dem der har begrundede begreber om sagen og har haft lejlighed til udførlig at beskæftige mig dermed i en for publikum tilgængelig fremstilling ("Bidrag til diskussionen af prostitutionsspørgsmålet", København. (Reitzel) 1896 68s.).

Må det være mig tilladt at citere en enkelt passus af min bog (s. 42): 

"Jeg kunne endda forstå at Sundhedspolitiet under det gamle regimente holdt sin hånd over et af de bekendte steder i Farvergade. Men i 1896 har Sundhedspolitiet ingen grund til at interessere sig for den afgåede overbetjents berømte prioritet i ovennævnte bordel.

De 15.000 kr som han endnu har udestående i dette rentable foretagende, er desuden sikre nok. De står næstefter en bankhæftelse stor 720 kr., kreditforeningsmidler 12.000 kr. og private penge 10.800 kr. Men skulle denne sikkerhed ikke være tilstrækkelig, så har han yderligere panteret i den til samme brug bestemte ejendom i Knabrostræde. Disse to ejendomme er i sin tid (i årene 1880-85) erhvervet for en samlet sum af 8.000 kr. De er nu (tilligemed løsøret) belastede med en gæld af 110.000 kr. men det er de såmænd rigelig værd så længe de kunne benyttes til bordeller.

Da den nuværende ejerinde i sin tid købte ejendommen i Knabrostræde, afslutteede hun den fordelagtige forretning under værgemål af en betjent i Sædelighedspolitiet. (Denne betjent hvis navn var G., er senere død). Sædelighedspolitiets funktionærer synes i det hele taget at have haft adgang til nem og lønnende bifortjeneste ved at administrere bordelværtindernes pengeaffærer."

Jeg stiller trøstig denne sidste sætning ved siden af assessor Ussings tvetydige udtalelse: at den beskyldning at de overordnede (Korn og Meyer) høstede pekuniær fordel ved at forsyne utugtshusene - "var ganske ugrundet".

Hvad jeg har skrevet i denne sag, er ikke løs sladder. Hvert ord er vel overvejet. Overbetjenten i Sædelighedspolitiet var prioritethaver i to bordeller. Mine udtalelser er baseret på udskrift af Københavns panteprotokol, som også stod til assessor Ussings disposition. Man kan jo bilde børn ind at denne prioritet på 15.000 kr., som overbetjenten fik sine overordnedes samtykke til at modtage, kun var et bevis på "gensidig højagtelse". Og hvis assessor ussing blot ville fortælle publikum noget om de meritter der bevirkede betjent Borellis afskedigelse, så ville han vist selv være den første til at forbavses over sine egne udtalelser: "Beskyldningerne mod politiet i alt væsentligt den gang var ugrundede".

Ærbødigst

Dr. med. Edvard Ehlers.

(Social-Demokraten 3. oktober 1896)

Edvard Laurits Ehlers (1863-1937) var en i samtiden meget anerkendt læge på prostitutionsområdet. Den omtalte bog er refereret som kilde i adskillige værker helt op til vore dage. Han var Berlingske Tidendes lægevidenskabelige medarbejder. I Social-Demokraten 4. oktober 1896 gav en Norman Bryn et eksempel på hvordan hans klage over en betjent var blevet vendt til en klage mod ham selv.

Ehlers skrev samme år: "Vi er nu et stort antal læger der er blevet i høj grad skandaliserede og opskræmte ved det pistolskud i Sundhedspolitiets kælder der sendte chefen over i en forhåbentlig bedre verden uden fattigdom og uden prostitution, samtidig med at to betjente blev arresteret og straffet, mens souschefen slap med at trække sig tilbe fra sin post. 

Det er desværre noget der af og til kommer for dagens lys og vist endnu hyppigere hænder, at politiet misbruger sit nære, administrative forhold til proxeneterne og sit ukontrollerede, arbitrære herredomme over prostitutionen til at skaffe sig ulovlig fordel."

Politi og borger.

Fra kriminalretsassessor Ussing har redaktionen modtaget følgende: Hr. redaktør! At oprippe "Sædelighedssagen" har jeg ingen tid til; men dr. Ehlers burde ikke modsige hvad jeg har sagt, nemlig at beskyldningen mod politiets overordnede (Korn og Meyer) for at høste pekuniær fordel ved at forsyne utugtshusene var ganske ugrundet. Jeg har udtrykkelig motiveret hvorfor jeg kalder denne beskylding den væsentlige i sædelighedssagen, og forholdet er ikke det at man ikke har kunnet skaffe bevis for rigtigheden af denne beskyldning; men det må anses godtgjort at denne beskyldning er urigtig.

Hvorledes hr. M. blev indsat som arving efter madam C. - således bør hr. E. hellere halde det end det vildledende "prioritetshaver" - er en lang historie som jeg gerne skal meddele hr. doktoeren mundtlig; (den er for lang for mig til at skrive ned), og jeg skal da samtidig give ham adresse på en patient som løgnagtige beskyldninger har nedbrudt på sjæl og legeme. De skal ikke frygte for at blive honoreret med noget af de 15.000, for efter hvad der er blevet mig meddelt, får han trods panteattesten næppe selv noget af dem; hvad jo for resten er ligegyldigt for sagens vedkommende.

Ærbødigst.

C. Ussing.

(Nationaltidende, 4. oktober 1896).

Klagerne over politiet.

Hr. redaktør!

Tillad mig at gøre en enkelt bemærkning endnu i anledning af mit svar til assessor Ussing i Deres ærede blad for i søndags.

Man har sagt mig at det ikke er rigtigt at en klage over en betjent der indsendes til kriminalretten, ike bliver sendt til den offentlige politiret.

Dette er rigtigt, for så vidt som den ikke behøver at blive det.

Men praksis er at det sker. Og det sker af en grund der ganske dømmer hr. Ussings råd.

Grunden er nemlig den at man altid uvægerlig går ud fra at den klagende ved sin klage har til hensigt at løbe fra sit af betjenten indrapporterede overgreb.

Dette er forhåndssynspunktet. Man forstår da hvorledes behandlingen må blive.

Med tak for optagelsen af denne bemærkning der formelt lader mig have uret, men reelt giver mig dobbelt ret, er jeg

Deres ærbødige

P. V.

(Aftenbladet, 5. oktober 1896).

Cyklister i Politiretten. (Efterskrift til Politivennen).

 Det koster altid folk penge når politiet møder med et eller andet nyt reglement. Man husker endnu da for et par år siden et kørselsreglement trådte i kraft: den offentlige politirets lille lokale, forsal og trappegang vrimlede af arbejds- og droskekuske der blev kaldt frem for skranken en halv snes stykker ad gangen og måtte betale et par kroner eller mere i lærepenge, inden de lærte at dreje i en kort bue, en lang bue, og at have på vognen et navn og nummer der målte de reglementerede tommer.

For nylig er et nyt kørselsreglement trådt i kraft, og nu er det især cyklisternes tur at ofre bøder til rettens kasse: 2 kr. for at dreje om hjørnet i en kort bue, for at køre midt på gaden eller i den fejle side, 4 kr. for at køre uden tændt lygte, når det er mørkt. Kun en enkelt cyklist måtte bøde 25 kr. fordi han havde opgivet falsk navn og adresse. Men det var nærmest sket af ungdommelig letsindighed. Herefter vil han være mere alvorlig. I går da han var i rette, fyldte han nemlig 18 år. Indtil i går har ca. 70 cyklister mødt i retten.

Det nye kørselsreglement rammer imidlertid også arbejds- og droskekuske. Politiet går og kigger med et skarpt blik efter cyklister, og får det øje på en kusk i kort bue eller midt på gaden, bliver han stoppet, skrevet op og sendt i retten, og de gamle scener fra kørselsreglementets første dage opføres atter.

Man skulle tro at alene den offentlige politiret var nok til at gøre alle københavnere til oppositionsfolk. 

(Social-Demokraten, 2. september 1896).