Kvindernes Køkken. (Efterskrift til Politivennen)

Kvindernes Køkken åbnede i 1899 på Vimmelskaftet 36, 2. sal i København med det formål, at udearbejdende kvinder kunne få billige måltider i løbet af dagen. Initiativtager var bl.a. Emma Gad. Et eventuelt overskud gik til godgørende formål.

I Dag aabner “Kvindernes Køkken” sin nye Restaurant i Vimmelskaftet 36, 2. Sal.

Dette er den korteste og mest ligefremme Form for Efterretningen om, at en omfattende Plan efter at have kostet megen Møje, megen god Villie og mange forenede Anstrengelser nu, lige ved indgangen til det nye Aar, er ført frem til Virkeliggjørelse. Men det vilde være urimeligt at nøjes med disse Par Ord om en Begivenhed, der interesserer Hundreder af Kvinder her i Byen, og som vil komme til at spille en Rolle i deres daglige Tilværelse. Og det træffer sig saa heldigt, at selv den, der ikke er sagkyndig paa Husholdningsspørgsmaalet, og som føler sig usikker i en Diskussion om den rette Spisetid for unge Damer, der ere beskjæftigede i kjøbenhavnske Forretninger – at selv han (thi det er naturligvis et Mandfolk) let sætter sig ind i Sagens Kjerne og hurtigt forstaar dens Betydning.

Damer kunne være forunderlig udholdende. Baade Fru Emma Gad og Fru Emma Gamél og Frøknerne Sofie Holten og Johanne Frimodt have nu i Aar og Dag ført en Mængde selvfundne Opgaver ud i Livet, som alle have til Hensigt at udrette noget Godt for Kvinder…

—

Denne Restaurant et et nyt Led føjet til den Kjæde af smukke og sunde Foretagender, som en rigtig Opfattelse af Kvindesagens Maal og Midler har kaldt frem til Fordel og Fremme for den og os Alle.

(Dagens Nyheder, 4. januar 1899)

Kvindernes Køkken

Den Bevægelse, som med Held er rejst i de senere Aar i Kjøbenhavn til Gunst for enligstillede Kvinder, særlig Damer, der ere ansatte i Forretninger og som Bl. A. forrige Vinter gav Stødet til Oprettelsen af den kvindelige Forening “Hegnet”, har nu atter sat Frugt, nemlig ved Aabningen af den nye Dame-Restaurant “Kvindernes Køkken”, der har Lokaler i Vimmelskaftet 36, 2. Sal.

Initiativet til Oprettelsen af denne Restaurant er taget af en Kreds af dygtige og ansete Damer, der ere kjendte for deres filantropiske Bestræbelser til Fordel for de her omtalte enligstillede Kvinder. I Komiteen for “Kvindernes Køkken” findes Navnene paa Fruerne EMMA GAD, EMMA GAMEL, AUGUSTA FRIMODT og SOFIE HOLTEN, der sammen med flere Damer har arbejdet ufortrødent for denne Sag.

“Kvindernes Køkken” er pekuniært uafhængig af det store Foretagende “Kvindernes Bygning”. For særlige Midler er den nye Restaurant blevet startet. Men ellers er det jo de samme Tanker, der ligger til Grund baade for Planen til “Kvindernes Bygning” og “Kvindernes Køkken”.

Lokalerne ere ganske vist ikke store, men de virke i Følge “Dnbrg.” strax tiltrækkende ved deres Præg af hjemlig Hygge. Der er to gode Værelser; det ene er bestemt til Frokostgjæster, det andet og større til Deltagerne i Middagen. Alt er lyst og venligt i disse to Rum. Grønne Planter i Majolika-Vaser gjør et helt festligt Indtryk paa de snehvide Duge.

I et tredie, mindre Værelse skal der være Kontrol og Kontor. Kontrolsystemet er det samme som i Duval-Restavranterne i Paris. Hver Gjæst faar ved sin Ankomst en trykt Blanket, paa hvilken findes Retterne og Drikkevarerne. Der sættes da en Streg paa Blanketten ud for de Spise- eller Drikkevarer der rekvireres hos dem, der serverer, og ved Bortgangen betaler Gjæsten til den kontrollerende Dame, der kvitterer Blanketten.

I Køkkenet residerer Fru JOHNSTAD, der har lovet at lede det i den første Tid. Fruen, der har et saa godt Navn for sin Kogekunst, vil sikkert løse denne Opgave til almindelig Tilfredshed.

Det vigtigste i en Restaurant er uimodsagt god Mad. At levere denne til de billigst mulige Priser er Komiteens Formaal. Man tilsigter intet Udbytte ved Foretagendet; skulde man imidlertid være saa heldig at faa Overskud, vil dette blive anvendt til andre samfundsnyttige Formaal.

Af Drikkevarer til Maden vil der kun blive serveret Kroneøl og alkoholfri Drikkevarer.

Den Bevilling, man har til “Beværterernæring” er den samme, som er givet til Folkekøkkenerne. Restauranten vil foreløbig være aaben hver Dag fra 7½-9½, fra 11-2 og fra 3-6.

I Morgentimerne serveres Kaffe og The med Brød for 15 Ø, fra 11-2 er der Frokost med varme á la carte Retter fra 25-50 Ø (i denne Tid antager man ogsaa, at enligtstillede Lærerinder vil søge den nye Restaurant), og fra 3-6 endelig bydes paa Middag, Table d’hote, to Retter Mad for 40 Ø. Hver halve Time i denne Tid er der ny Middagsservering. Maden serveres ikke portionsvis; Fadene gaar rundt mellem Gjæsterne, og Enhver kan forsyne sig efter Behag. Middagen vil Gjæsterne, om de vil, kunne supplere med smaa Desserter, som leveres for en lille Extrabetaling. Kaffen efter Middagen betales ligeledes extra.

Serveringen vil blive udført af unge Damer, og det vil derfor være overflødigt at tilføje, at Drikkepenge ikke gives.

(Jyllands-Posten, 5. januar 1899.)

Sammenlignes dette foto med et fra 1910 kan man se at Kvindernes Køkken lå i det som i dag er kendt som Louises Hus. Et markant skilt med denne tekst befandt sig mellem 1. og 2. sal, netop hvor der nu står Louises Hus. opkaldt efter grevinde Danner (Louise Rasmussen) som 1844-1850 havde en modeforretning her inden hun giftede sig med Frederik 7. Bygningen har dog undergået forandringer. Bl.a. var der markiser i stuen og 1. sal og butiksvinduerne i stuen havde runde buer.

En Kvinde-Beværtning.

Skjønt den Tid forlængst er forbi, da kjøbenhavnske Damer generede sig for at gaa alene paa Restauration, er der dog en Del “Kvindesags-Damer”, deriblandt flere af Forkæmperinderne for “Kvindernes Bygning”, der har fundet det formaalstjenligt at oprette en Damebeværtning paa en 2den Sal i Vimmelskaftet; her har den bekjente Filantrop og tidligere Leder af “Samaritanen” stillet en 3. Værelses Lejlighed gratis til Raadighed for Damerne, og i Formiddag blev Restaurationen aabnet.

Den gjør et ganske hyggeligt Indtryk og er saare langt fra at kunne regnes blandt de moderne Luxuskaféer. Møblementet er tarveligt, og Væggene blottede for al Pynt. Men til Gjengæld er Priserne lave, og den modtager ikke Drikkepenge, hvad det besøgende Publikum vist vil synes ganske særlig godt om.

—

I Betragtning af, at der ingen Husleje betales, er Kosten egentlig slet ikke saa billig, især da den hele Beværtning fortrinsvis er lagt an paa Butiksdamer, som ikke har meget at rutte med. Men da det ikke er Meningen at nogen skal tjene Penge paa Forretningen, er det jo muligt, at Priserne med Tiden kan blive endnu billigere. Saa kan “Kvindernes Køkken”, som den ny Restaurant kaldes, rimeligvis faa ikke saa lille Betydning.

(Skive Folkeblad, 6. januar 1899.)

Danmark. Kvindernes Køkken. Den 4. Januar aabnedes der i Vimmelskaftet 36, 2. Sal en ny Restaurant under ovenstaaende Navn. Navnet betegner Restaurantens Stilling, idet man nemlig ikke har kunnet faa Beværterbevilling, men kun en saakaldet Køkkenbevilling; Udskænkning af alle spirituøse Drikke er derfor banlyst, men af Kaffe, The, Mælk, Limonade, Hvidtøl og desl. kunne Gæsterne faa saameget de begære. Priserne er moderate; Frokost (en varm Ret) koster fra 25 til 50 Øre, Middag 40, Kaffe og The med Brød 15; smaa Dessertretter kunne faas ekstra til 10 Øre. Smørrebrød serveres ikke; kun Ost og Brød. De to første Dages Middagsmenu var Suppe og Suppekød og Crustader og Steg, og Fru Johnstads kendte Navn borger for Tillavningen.

Restauranten er aaben fra 7½ til 9½, fra 11-2 og fra 3-6. Da Lokalerne, 2 Spisestuer og et Opholdsværelse, ikke er meget store, er man af Hensyn til Udluftning o. l. nødt til at lukke i Mellemtiderne. Derimod er de hyggelige, holdte i lyse, klare Farver. Bestyrerinden, Fru Ida Schouw vil være til Stede og Opvartningen besørges af Kvinder, som ikke modtage Drikkepenge. En Komité bestaaende af Fruerne Gad, Gamél og Frimodt samt Frøknerne Frimodt og Holten have forestaaet Indretningen, som er iværksat ved Hjælp af private Pengegaver og efter engelske Forbilleder. Direktør Benny Goldschmidt har vist Sagen den store Velvilje foreløbig at give Restauranten frit Logis. Med sin centrale Beliggenhed vil den ligge overordentlig bekvemt for de mange erhvervende Kvinder, der færdes i Byen ofte langt fra deres Hjem; de ville her en Gang om Dagen i det mindste kunne faa et Maaltid god varm Mad, og man har Grund til at tro, at den for dem vil afhjælpe et Savn. Vi ville ogsaa anbefale den til Kvinder fra Landet, der kun opholder sig kort Tid i Byen og i den Tid skal udrette meget. Naar de ikke have Lyst til at søge enten til de store Kaféer eller til Spisehusene, ville de her under hyggelige Omgivelser kunne faa Hvile og god billig Mad.

(Kvinden og Samfundet, nr. 1, 1899)

Jubilæum i Kvindernes Køkken.

Frk. Thomsen og Frk. Kjær fortæller.

Om nogle Dage holder Kvindernes Køkken 25 Aars Jubilæum, et ret sjældent Jubilæum, idet det ikke alene er Foretagendet om saadant, der kan fejre 25 Aars Dagen. Den ene af Cheferne, Frk. Themsen, jubilerer samtidig; Frk. Kjær, den anden af Lederne, næsten jubilerer. Der jubileres helt ud i Køkkenerne, hvor Køkkencheferne har regeret om ikke i 25. saa dog i 20 Aar, og helt ned i Gaarden, hvor Amagerkonen holder med sin lille Hest og det Læs Grøntsager, som hun to Gange om Igen i en uoverskuelig Aarrække er kort gennem Porten med i Vimmelskaftet Nr 38.

Vi træffer Frk. Inger Kjær i hendes lille hyggelige Kontor. Der er gamle fine Mahognimøbler. Der er skønne Reproduktioner af de store Italienere paa Væggen. Et gammelt fransk Ur staar og dikker paa de næste 25 Aar.

H. C Andersen hænger i Relief over Skrivebordet og som Pendant til ham et Fotografi af Jenny Lind.

Det kunde være en Stue i en Præstegaard paa Landet, og Frk. Kjær kunde være en dansk Præstekone. Da Frøken Marie Thomsen kommer ind, bliver iIlusionen fuldstændig. Hun kan ikke være andre end Nabopræstekonen, der er kommet paa Besøg.

De to Damer repræsenterer noget af det allerbedste i dansk Kvinde-Karakter.

Ingen, som har set Frk. Thomsen, tvivler paa hendes udprægede Dygtighed. Hendes Ansigt lyser af den rolige Energi som formaar alt, og som kan faa andre til at bestille noget. En god og myndig Hustrue ligner hun, og da hun ikke netop staar midt i en stor Landhusholdning med en Masse Folk og Børn omkring sig, maa hun ganske selvfølgeligt være Midtpunktet i en Københavnshusholdning af saa drabelige Dimensioner som Kvindernes Køkken.

Frk. Kjærs Ansigt viser ikke mindre fortræffelige Egenskaber, selv om det er mindre roligt. Der er ogsaa Energi i det Ansigt - ikke den stille brændende Flamme. Der gnistrer og funkler i det - mon ikke Frk. Kjær er fuld af ldeer - og det gode Humør staar hende i Øjnene. Hvor fortræffeligt maa ikke de to Damer supplere hinanden.

Frk. Kjær fortæller først Kvindernes Køkken blev aabnet 4 Januar 1899 paa Initiativ af den Kreds af Damer, som forestod Kvindernes UdstiIling i 1895. Malerinden Frk. Sophie Molten var Formand. De andre Damer var Fru Emma Gad. Fru Emma Gamel, Fru Frimodt, Frk.nerne Johanne Frimodt og Helga Munch.

Vi startede her ved Siden af i Etatsraad Benny Goldschmidts Ejendom og havde frit Husly i 1½ Aar.

Det var ikke Meningen, at det skulde være Godgørenhed; men vi maatte jo hjælpes lidt i Starten. Og der var mange, som hjalp os, blandt andre Pressen, som skrev saa pænt om os.

- Og den gamle Konge, Christian den 9., gav os 500 Kr.. indskyder Frk. Thomsen.

- Som jeg sagde, tager Frøken Kjær fat igen - det var slet ikke disse Damers Mening, at det skulde være noget filantropisk Foretagende. De havde rejst allesammen, og de havde set. hvorledes man baade i Paris og London havde indrettet Restauranter, hvor man kunde spise godt og billigt.

- Damer kunde jo ikke gaa paa Restaurant den Gang som nu, siger Frk. Thomsen - iøvrigt havde de selverhvervende Kvinder den Gang ikke Raad dertil. Vi tog 40 Øre for to Portioner god Mad.

- Og Pensionater, siger Frøken Kjær, er ikke altid saa rart. De kunde jo være betryggende nok for en ung Pige. Men hvis hun var lidt fattigt, var det ikke rart at sidde i den evigt samme gamle Kjole mellem de andre. Man holder jo nok af at skjule sin Fattigdom. I en Restaurant er man mere ugenert.

Og det er jo heller ikke morsomt at aflevere alle sine Penge den første. Det kan da være, at man har lyst til at trække lidt i Elastikken, bruge flere Penge i Begyndelsen af Maaneden og spise Æg hjemme paa sit Værelse omkring den sidste.

- Mærker De noget til at det er sidst paa Maaneden?

- Ja, det kan De tro, svarer begge Damerne. Selv om Æggene er dyrere, end da vi var unge, spises der blødkogt- og Spejlæg paa Værelserne sidst paa Maaneden.

- Men De skal høre vor Historie færdig. Frk Kjær afbryder Æggepassiaren.

- I 19o3 overtog Frk. Thomsen og jeg Kvindernes Køkken. De Damer, som havde baaret Ideen ud i Livet, havde jo Arbejde paa andre Omraader.

Formaalet ved Starten var at skaffe selverhvervende, studerende, enligtstillede Kvinder den bedst mulige Mad til de mindst mulige Priser i pæne Omgivelser. Under dette Princip har vi ført vort Køkken videre. Samtidig med, at vi overtog det hele, flyttede vi herind i denne smukke gamle Patricierejendom. Har De lagt Mærke til, hvor smukke Stuerne er. Se Dørene og Panelerne og Rumforholdene - er her ikke pænt? 5 Aar efter maatte vi udvide med en hel Etage.

Nu tager Frk. Thomsen Ordet fra Frk. Kjær:

- Ja. vi troede jo, vi havde Oceaner af Plads, da vi kom herind. Her var ingen Plads, da Krigen kom. I 1918 kulminerede det. Vi bespiste daglig op imod 3000 Mennesker

Frk. Kjær dukker ved dette tal ned i en Skrivebordsskuffe og henter en stor Protokol op - se, se her staar det. Det er September Maaned 1918. De kan følge det for hver Dag.

- Ja, det staar der - det svinger mellem 2900 og 3000. Hvorfor var Tilgangen saa stor under Krigen?

- Der blev jo oprettet saa mange nye Kontorer, der kom flere Folk i Forretningerne. Der var jo Liv over det hele. 

- Hvor mange Mennesker beskæftiger De?

- Ca. 70 Kvinder og een Mand

- Har De ogsaa en Mand?

- Ja, vi har da en Køkkenkarl, og han klarer sig udmærket mellem alle Kvinderne.

- De maa ikke glemme at nævne nogle af vore dygtige Damer, beder Frk. Thomsen.

Frk.nerne Lorenzen, Berndsen og Lybecker har i ca. 20 Aar ledet det daglige Arbejde inde i Lokalerne. Og Frk.nerne Pallesen og Sigurdsen har i en længere Aarrække været Køkkenchefer henholdsvis i Frokostkøkkenet og i Middagskøkkenet. 

- Hvem forestaar Indkøbene?

- Det gør vi selv. Og de Leverandører, der forsynede os den første Dag, de kommer den Dag i Dag - ogsaa vores Amagerkone.

- Hvor store Portioner køber De ad Gangen?

- Aah, siger Frk. Thomsen de kunde være morsomt at vide, hvor mange Okser vi har spist i de 25 Aar. Men det kan vi ikke sige Dem. Derimod kan jeg fortælle Dem, at vi i Krigsaarene købte mindst 600 Pd. Kød om Dagen og 1500 Rødspætter. Tænk Dem at gøre 1500 Rødspætter i Stand paa een Dag! I den Tid kunde det hænde, at den lille hest hoIdt nede i Gaarden hver Dag, og vi fortærede hele Læsset paa een Dag; nu bruger vi to Læs Grøntsager om Ugen.

Vi tager Afsked med det jubilerende Hus og gaar en Runde gennem de hyggelige Lokaler, hvor der paa hjemlig Vis er grønne Planter i alle Vinduerne.

Nede i Gaarden ser vi efter Amagervognen. Men den lille Hest er travet hjem til sine Forældres Gulerødder, og vi maa opsætte Jubilæumsinterviewet med den til en anden Gang.

Femina.

(København 30. december 1923).

Røveri i Store Nygade.. (Efterskrift til Politivennen).

En gammel Mand udplyndret i sit Hjem.

En 08-aarig Kontrollør ved det kongelige Teater. Hansen Ellegaard, der boer i Store Nygade 43 paa Amager, har i Mandags Aftes i sit Hjem været Genstand for et ualmindelig raat Overfald, forbunden med Røveri. Voldsmanden er en yngre ubekendt Person, der kalder sig Snedkersvend Petersen, et Navn, der sandsynligvis er fingeret.

Ellegaard, der i en Aarrække har været ansat hos Grev Frijs Frijsenborg som Taffeldækker, men nu lever af en lille Pension, traf for nogen Tid siden den Ubekendte paa en Beværtning i Nærheden af det kgl. Teater, hvor de kom i Snak ved et Glas Øl. Da Ellegaard havde fortalt baade hvor han boede og om sin tidligere Stilling, præsenterede den Ubekendte, der var særdeles velklædt, sig som Snedkersvend Petersen fra Boller i Jylland, og gav det Udseende af. at han udmærket godt kendte Forholdene paa Grevens Slot, 

Der opstod herved et Slags Bekendtskab, som den Ubekendte, der sandsynligvis har været en professionel Bondefanger, straks besluttede at udnytte, i den Tro, at Ellegaard var velhavende. Han aflagde fiere Gange - formodentlig for at orientere sig - Besøg i det Hus, hvor Ellegaard boer, uden at træffe ham hjemme, indtil det endelig i Mandags lykkedes. Ellegaard, der ganske ene beboer en Lejlighed i Stueetagen, blev naturligvis noget overrasket ved denne uventede Visit saa sent paa Aftenen, men han bød dog gæstfrit Manden indenfor til en Bajer. Ellegaard saa nu. at hans Gæst var yderst lurvet klædt, med laset Frakke og hullede Sko. Han var naturligvis ikke ganske glad over denne mystiske Selskabsbroder, ene som han var i Huset, der foruden ham kun beboes af Værten, Husejer Andersen, som tilligemed et Par voksne Døtre beboer en Lejlighed paa 1. Sal.

Efter Bajeren serverede den Gamle med Toddy, indtil det endelig blev Midnat og han erklærede, at han vilde gaa til Sengs, Men nu kastede den Fremmede pludselig sin Venskabsmaske. Han sprang op, greb fat i den gamle Mand og forlangte, at han skulde give ham Penge. Da Ellegaard forsøgte at gøre Indvendinger, tog den Fremmede en Støbejærns-Støvleknægt og truede med at slaa ham ihjæl, i Fald han gjorde Modstand. Den gamle Mand blev saa bestyrtet over disse vilde trusler, at han stod stille som en Mus; Røveren undersøgte nu Møblerne og tog, hvad der fandtes af Sølvløj og Penge samt et Lommeuhr og en Overfrakke, ja selv Guldnaalen i Ellegaards Slips. Tilsidst var Røveren saa fræk, at han rolig satte sig paa en Stol, smed sine egne bundløse Sko og iførte sig Ellegaards nye Støvler ...

I dette Moment, da Røveren bøjede sig ned for at trække Støvlerne paa, tog Ellegaard Mod til sig, løb hen til Døren og raabte ud i Gangen om Hjælp. Værten, der endnu ikke var gaaet til Sengs. hørte Raabene og kom kort efter til Stede - men da var Røveren allerede forsvunden med sit Bytte. Da han mærkede, at der var Fare paa Færde, havde han hurtigt lukket Vinduet op og var sprunget ud i Haven, hvor det faldt ham let at gøre sig usynlig.

Sagen er anmeldt til Politiet, der har taget Røverens efterladte Sko i Forvaring, for mulig ad den Vej at komme paa Sporet. Ellegaard, der i Aftes mødte hos Politiet for at der kunde tages Rapport, fortæller, at den Fremmede var høj, havde mørkt Overskæg og var ca. 28 Aar gammel. Men der er næppe stor Sandsynlighed for, at det lykkes at paagribe ham efter dette Signalement.

(Social-Demokraten 24. december 1898).

Frederik August Vilhelm Bagge (2: Sejlsport 1898-1902). (Efterskrift til Politivennen)

I 1895 vandt Bagge en lille båd ("La Mouette") ved Yachtklubbens bordlodning. Den deltog han med i forskellige kapsejladser samme år. Og vandt i øvrigt en ny båd i december 1895!

Januar 1896 begyndte Bagge at trykke "Tidsskrift for Hesteavl. "Sommeren 1896 købte Frederik Bagge lystkutteren "Sybelle" af godsejer Quistgaard på Egholm, og solgte samtidig bortlodningsbåden til denne for 450 kr. (den havde i sin tid kostet over 1.000). Med denne sejlede han i pinsen 1899 Sjælland rundt. Med den opnåede han de følgende mange gode placeringer i kapsejladser.

Bogtrykker Frederik Bagge, der under et Ophold i Berlin for et Par Maaneder siden blev alvorlig syg og i lang Tid har maattet holde Sengen, er nu saa vist restitueret, at han frit kan bevæge sig ude.

(Dannebrog (København) 9. november 1898).

En Kapsejler forsvundet og funden

Tyveri i Lystbaadehavnen.

Vanden strander ved Kongelunden.

Bogtrykker Fr. Bagge ejer en flot udhalet Kapsejler "Sybell", der Natten til i Gaar forsvandt fra sin Ankerplads ved Lystbaadehavnen. I Søndags var Bagermester Vald. Nielsen fra Frederiksberggade ude med Baaden, og da han ved 12-Tiden om Natten vendte tilbage, fortøjede han den ved en Bøje tæt udfor Lystbaadehavnen. I Gaar Morges var Kapsejleren forsvunden. Tyveriet anmeldtes til Politiet, men indtil i Gaar Eftermiddags var man ikke tommen paa Spor efter det forsvundne Fartøj.

Endelig i Aftes kom Kapsejleren atter til Syne - den fandtes staaende paa Grund ud for Kongelunden.

I Gaar Eftermiddags ved 6-Tiden bemærkedes "Sybell" krydsende ud for Dragør Havn. Baaden lagde til og opholdt sig en Timestid i Havnen, og en af de to Ombordværende, en yngre, mørk meget rundrygget og tarvelig klædt Person, gik i Land. Manøvreringen tydede paa at hverken han eller hans Kammerat var særlig søkyndige.

"Sybell" stak atter til Søs, uden at Dragørfolkene anede, at den var stjaalet. Senere strandede Baaden i Nærheden af Kongelunden, og der blev den staaende. Mandskabet raabte om Hjælp, og en Amagerfisker gik ud i sin Baad og reddede de to "Matroser" - han anede naturligvis heller ikke, at det var to Tyveknægte, han havde reddet fra at gaa tilbunds.

Saasnart Tyvene kom i Land, skyndte de sig bort. Men Fiskeren kan give et saa nøje Signalement, at de næppe undslipper.

(Social-Demokraten 23. juli 1902).

Bagermester Valdemar Nielsen ("Danmarks Valde") købte i 1912 en isbåd i Stockholm til issejlads i Roskilde Fjord. Den sejlede indtil marts 1996.

Frederik Bagge vandt 42 præmier med båden "Sybell". Juli 1902 deltog han i hestevæddeløb hvor han red for grev Knuth.

I november 1903 var Frederik Bagge med i et konsortium som købte "Lørups Ridehus" med henblik på at udvide det til et stort hippologisk institut, en hestebørs mm. (a la "Tattersall" i London). Lørups Ridehus lå på hjørnet af Upsalagade og Stockholmsgade og var opført af den kongelige overberider August Lørup i 1891. Ridehuset var efter datidens forhold af en ganske anselig størrelse. Ud over ridning blev det også brugt som forsamlingshus, bl.a. af Viggo Hørup. Huset var i brug indtil 1931. Det blev nedrev et og en mondæn udlejningsejendom opført tegnet af Henning Hansen opført på stedet. 

Det danske Kuba. (Efterskrift til Politivennen)

Vore hjemlige Patentpatrioter som Kolonisatorer.

For 110 Aar siden, i Aaret 1788, afskaffedes i Danmark Stavnsbaandet. Bonden skulde ikke længere være bunden til at leve og dø i det Sogn, hvori han var født og indrulleret. Den Dag i Dag existerer Stavnsbaandet i det danske Biland, der hedder Grønland.

Hvis der blev skrevet en Bog, en sanddru Bog om Grønland og dets indfødte Befolkning, vilde den begynde med at fastslaa, at i det 19. Aarhundredes Slutning herskede der i Grønland det mest ubetingede Stavnsbaand.

En grønlandsk Eskimo maa ikke forlade sit Land uden den danske Regerings, d. v. s. den grønlandske Handels Tilladelse.

Han maa ikke og han kan ikke, thi ved de strængeste Forholdsregler er Grønland afspærret fra Yderverdenen. Ingen andre end "Grønlandsk Handel" maa drive Handel paa Grønland. Intet andet Skib end "Handelens" maa lægge til eller nærme sig Grønlands Kyster. Intet andet Skib maa have den mindste Forbindelse med Land. Eskimoerne, om de saa ti Gange havde Lyst til at udvandre, kan ikke.

De er spærrede inde, hvor de er. Saa konsekvent er "Handelen" gaaet frem, at de unge Grønlændere hver Sommer bringes til København for at lære et eller andet Haandværk, især Bødkeriet, Snedkeriet og Smedning, og som er anbragte ude i det bekendte Hus paa Kalkbrænderivej, øjeblikkelig sendes tilbage til Grønland, naar de er udlærte. Der er ikke Tale om, at de faar Lov at blive her.

Den danske Regering har naturligvis en Undskyldning. Den kan, siger den, ikke tillade Udvandring, fordi Grønland saa bliver affolket. Den Undskyldning havde Herremændene ogsaa, da de protesterede mod Stavnsbaandets Løsning. Men om det er ti Gange sandt, hvad rager det saa Grønlænderen. Hans fri Vilje skal slaas ned af Hensyn til Landet, han uheldigvis er født i.

Dette er jo det komplette Livegenskab, hvor en civiliseret Stat ligefrem erklærer, at den ejer sine Borgeres Liv som en Mand ejer en Drift Køer eller en Flok Svin.

"Handelens" Monopol er ogsaa den rene Fordærv for de indfødte. Man tænker sig - bemærker "Aftenbl." - noget saa skævt og latterligt i vore Tider, som at 12,000 Mennesker tvinges til kun at maatte handle med den og den.

"Handelen" fastsætter de Priser, den vil give for Eskimoernes Produkter. Den kan gøre det, thi der er ingen, der kan overbyde den.

Med Hud og Haar er Grønlænderen solgt til "Handelen". Og alle, der kommer fra Grønland, og som, notabene, ikke har været Embedsmænd, og altsaa ikke har faaet Mundkurv paa, fortæller og bekræfter alle, at Forholdene efter Haanden bliver de, at Grønlænderne bliver fattigere og fattigere, mens der i "Handelens" Tjeneste stadig kan anbringes flere og flere Embedsmænd, kongelig danske Embedsmænd.

Er det ikke saare karakteristisk, at af samtlige Bilande og Kolonier er Grønland det eneste, der betaler sig, og at knap 12,000 Eskimoer kan underbolde en hel Sværm paa Hundreder af Kolonibestyrere, 'Missionærer, Præster, Læger, Skibsførere og Skibsbesætninger, Kontorchefer, Departementschefer, Justitsraader. Fuldmægtige, Opkøbere, Assistenter og Skrivere og Forvaltere og Herren ved hvem flere.

Til at besørge Handelen paa Grønland er der ansat en Sværm af Embedsmænd, og der er ikke mere at gøre, end at en halv Snes driftige islandske Købmænd kunde besørge det - adskilligt billigere for Eskimoerne.

Men Grønland er endnu, hvad den hele danske Stat var i gamle Dage, en Embedsmændenes Malkeko, hvor det gælder om at hænge sig fast og klemme Yveret dygtigt.

Af denne den civiliserede Verdens Goder har Grønlænderne kun faaet lidet eller intet. Det skulde da være, at de Kryolitarbejdere, der fra Danmark sendes derop, bar udbredt Syfilis mellem Grønlænderne.

Lidet eller intet godt har dette taalmodige, nøjsomme, beskedne Folk, der i Ishavets Mørke og Kulde kæmper for Tilværelsen, hentet fra Danmark.

En eneste brav Mand er af Uegennytte draget derop, og han saa, at selv den allerhelligste Konge og det allerkristeligste Fædreland lod ham i Stikken, da man opdagede, at Grønland "ikke kunde betale sig."

Saa laa Landet i Fred i nogle Aartier, til man fandt den Maade, hvorpaa Landet skulde udbyttes og udnyttes. Fra det Øjeblik af blev Grønland, hvad det nu er: Den danske Stats Livegne.

(Demokraten (Århus) 26. august 1898).

Lehmann 1: Eskimofamilie. Farvelitografi på karton med kantforstærkning. Nederst til venstre: påklæbet seddel: Lehmann: Etnografisk Bill.Nr.1. Eskimo. Ny forbedret udgave omtales i Schulwart sep 1911 s. 131. Ældste udgave omtalt i annonce i Danmarks Lærerforenings medlemsblad maj 1883. 29. 1900. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Væltet med Ligvognen.

"Tidens Krav" fortæller i Lørdags: De mange Spadserende paa Vesterbrogade i København var i Søndags Vidne til et højst uhyggeligt Optrin. En Rustvogn skulde nemlig bringe et Lig til et af Kapellerne paa Vestre Kirkegaard og efterfulgtes af den Afdødes nærmeste Slægtning, som havde taget Plads i et par Drosker. Paa Hjørnet af Vesterbrogade og Enghavevej væltede Rustvognen og Kisten med Liget faldt ned paa Gaden. Selvfølgelig vakte dette Optrin den største Opsigt, og der samledes snart en meget betydelig Menneskemængde. De Liget ledsagende Slægtninge, hvoraf flere kvindelige, var naturligvis særlig stærkt grebne af Tildragelsen, og gav deres ved dette Uheld forøgede Smerte Luft i Taarer. Omsider lykkedes det at faa Kisten paa ny anbragt i Rustvognen, der derefter med Følget fortsatte sin triste Kørsel til Vestre Kirkegaard.

(Dagbladet Hejmdal 14. september 1898).