Asta Krohn, f. Heymann (1872-1951). (Efterskrift til Politivennen)

Asta Heymann (1872-1951) var datter af grundlæggeren af Tuborg, Philip W. Heyman. Hun blev gift med komponisten Rudolph Sophus Berg (1859-1924). De fik sønnen Erwin som hun boede med på Nybrogade 26, 2. sal. Ægteskabet blev opløst. I 1911 giftede hun sig med museumsinspektør, senere direktør Mario Krohn (1881-1922)

1922 udstillede kunstmaleren Alhed Larsen (1872-1927, født Warberg, gift med maleren Johannes Larsen), Christine Swane (1876-1960, født Larsen og søster til Johannes Larsen) og Asta Krohn sammen:

Tre Malerinder.

Alhed Larsen, Asta Krohn og Christine Swane.

Den Udstilling som Malerinderne Alhed Larsen, Asta Krohn og Christine Swane arrangerede i "Den Frie" har haft meget vanskeligt ved at gøre sig gældende. Og Forklaringen ligger lige for. For det første virker den alt for ensartet med sine talrige blege Pasteller og Akvareller. For det andet er alt for mange af disse kun egnede til at give et Begreb om Kunstnerindernes Evne til at stille Farver sammen paa en saadan Maade, at Resultaterne mere gør Indtryk af at være Udkast til Broderier og vævede Tæpper end Skitser til Malerier, endsige færdige Saadanne. 

- - -

Om Fru Asta Krohns koloristiske Begavelse kan der lige saa lidt være Tvivl. Naar hun har frigjort sig for den uheldige Paavirkning, hun har været ude for i en Skole, der - i Modsætning til Zahrtmanns - synes at gaa ud paa at skabe alle Elever om i samme Form eller rettere Formløshed, kan hun sikkert naa meget videre, end hun nu er. Mange af hendes Akvareller er ganske yndige i Farven, men for Formens Vedkommende det rene Ingenting. Og hvis Farven ikke benyttes til at skabe Form, da bliver Resultatet ikke et Billede, men i bedste Fald t mere eller mindre fængslende Ornament.

Fbg.

(Nationaltidende 19. februar 1922).

I anledning af 150 året for hendes fødsel arrangerede Johannes Larsen-museet en udstilling af hendes værker hvori Nationaltidendes omtale af de tre kvinder blev imødegået. 

Alhed Larsens reaktion udtrykte hun i et brev til sin mand, Johannes Larsen: 

”Jeg selv gaar og er noget utrøstelig efter Udstillingen, har en væmmelig Fornemmelse af at jeg aldrig kommer til at male mere. Men forhaabentlig er det noget Depression efter den spanske (syge), jeg maa til at have fat paa Olje, naar jeg kommer hjem”. 

Hun havde malet siden hun var 13 år, hun havde fået undervisning af Fritz Syberg og fungerede i det hele taget som den ene halvdel af Larsen-ægteparret, også Social-Demokraten omtalte hende som “Fru Johannes Larsen” - sin berømte mands kone. Hendes bange anelser om at anmelderne ville forholde sig kritisk kom til at holde stik: De så hende som Johannes Larsens lærling og de tre kvinder kunst mest af alt lignede skitser til udprægede kvindesysler. Museumsfolkene mente at forholdet var ligeværdigt og at de gensidigt inspirerede hinanden. Måske derfor lod Johannes Larsen hver eneste dag i resten af sit liv hendes plads ved spisebordet stå tom og urørt hen.

Udstillinger.

Kjøbenhavn, Februar.

Kunstforeningen, der først og fremmest burde tage sig af unge Kunstnere, hvis Talent er saa Indlysende ægte og betydeligt, at der Ikke kan vare nogen Tvivl om dets Levedygtighed og Udviklingsmulighed, og at sprede Kjendskab til ældre Malere, om hvis Egenart og Betydning man ikke kan faa tilstrækkeligt Begreb i vore offentlige Samlinger, har i en Aarrække tilsidesat denne dobbelte Opgave af Hensyn til unge, moderne Malere, der senere enten er gaaet helt ud af Spillet eller er vandret til Canossa for ikke alene i Ord, men ogsaa i Gjernlng at gjøre Afbigt for de Udskejelser, som Kunstforeningen gav sin Tilslutning. 

- - -

Paa den Udstilling, som tre Damer, Alhed Larsen, gift med Maleren Johannes Larsen, Christine Swane, Maleren Sigurd Swanes Hustru, og Asta Krohn, Enke efter den sørgeligt tidligt bortkaldte Mario Krohn, i Fællesskab afholdt i den Frie, maatte man falde fra den ene Forbavselse i den anden. 

- - -

Fru Krohn aahenbarede baade i Oliemalerier og Akvareller en sin Farvesans, men ogsaa hun giver Formen en god Dag og benævnede undertiden et gaadefuldt Virvar af Farver Landskab eller Sligt.

- - -

(Jyllandsposten 1. marts 1922. Uddrag).

Ifølge Leo Goldberg ("The Rescue of the Danish Jews") sad Asta Krohn i Horserødlejren under besættelsen

Forfatterinden Rigmor Stampe (der har skrevet om H.C. Andersen, jf. også Nysø og Thorvaldsen) og som giftede sig med komponisten Victor Bendix, købte ’Lynghuset’, nu for enden af Rigor Stampes vej.

Efter hendes død 1923 blev det købt af Niels Bohr. Malerinden Asta Krohn (en kusine til Niels Bohr) byggede i 1930-31 det meget karakteristiske funkishus imellem Lyngvejen og Doktorstien, et af de allerførste funkishuse i Danmark. Hubert Paulsen, søn af Julius Paulsen, var dets arkitekt. Efter det fulgte Hubert Paulsen op med billedhuggeren Hugo Liisbergs store atelier. Liisberg var gift med Inger, Julius Paulsens anden datter, der også var maler. Man kan stadig kende deres huse på de store ateliervinduer.

Men der kom mange flere kunstnere til, der nu er borte. Bl.a. komponisten Knudaage Riisager i 1934 og hans kone malerinden Aase Riisager, som der er en udstilling af lige nu i Ramløse Sognelænge. Hun havde ligesom Marie HaagenMüller og William Scharff gået på Araujos malerskole i Paris.

(Vejby-Tibirke Selskabet: Årbog 2019)

Brev fra Fernanda Nylund til Jens Frederik Willumsen 12. juli 1947:

– Jeg selv maler i de senere Aar, og udstiller ofte paa finske Kunstneres Udstill[in]ger i Helsingfors. – Du, Asta Krohn og jeg er vist de eneste af hele vort morsomme Cycle-Udflugts Selskab, som endnu vandrer rundt paa denne Klode. Asta er desværre ogsaa syg og er i Norge for Øjeblikket. – 

I 1933 byggede Asta Krohn et sommerhus på Doktorstien 8A i Tisvildeleje.  Hun sad i Horserødlejren i 1943. På sine ældre dage boede hun i Tibirke hvor hun også døde.

Asta Krohns gravsten på Vestre Kirkegård, Afdeling G, række 18, nummer 8. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Afklædningsscener paa Byfogedkontoret. (Efterskrift til Politivennen) I

Ind som grever - ud som lazaroner.

Det hænder ikke så sjældent at man oppe på byfogedkontoret ser en eller anden vinkelskriver komme slæbende med et afbetalingsoffer - en af de stakkels fyre, der ved tidernes ugunst er blevet tvunget til at købe deres klæder på afbetaling og ved en endnu værre ugunst ikke har magtet til punkt og prikke at opfylde betalingsforpligtelserne, af hvis årsag han da tvinges til at tilbagelevere det købte tøj Men en sådan massefremstilling af ofre som den man i går blev vidne til på fogedkontoret, er vistnok ingen sinde set før.

Det var et af byens mest kendte afbetalingsfirmaer

"Thomsens Magasiner"

der optrådte som den aktive part i sagen repræsenteret ved firmaets faste inkassator, en energisk mand ved navn Christensen.

Hr. Christensen mødte med ikke mindre end en halv snes yngre og ældre mænd, der har fået klæder i magasinerne og ikke havde fuldbyrdet betalingen. For de flestes vedkommende drejede det sig om jakkesæt til en pris af 250 kr. Og skønt enkelte af dem endog havde betalt så meget at deres restgæld kun udgjorde 30-45 kr., måtte de alle trække af de klæder magasinerne ifølge kontrakternes rigoristiske bestemmelser stadig havde bevaret ejendomsretten til, og på stedet, på selve byfogedkontoret iføre sig nogle ældgamle, brogede klude som ikassatoren medførte netop med dette mål for øje.

Det var nogle særdeles pæne og velklædte mennesker der stillede til paraden for byfogeden og inkassatoren. Men det var i sandhed en sørgelig skare, der kom ud igen efter endt om- eller afklædning. De lignede en flok forviste fra det sidste stykke vej til Sibirien - en iført diplomatfrakke og hvide sommerbukser, en anden lys sommerjakke og sorte klædesbukser, en tredje veritabel livkjole, hvis skøder næsten slæbte efter ham, og hvis ærmer han havde måttet smøge op så foret sås osv. osv, alt sammen tøj, der forlængst var modent til skraldespanden og som åbenbart var indkøbt i afsides marskandiserforretninger til priser der regnes i ører og ikke i kroner. En enkelt af de ulykkelige slap for at tilbagelevere det købte tøj; men det havde sin gode grund.

Det var en slagter, der havde købt for 400 kr. i magasinet, og hvis hele restgæld nu var 30 kr. - tredive kroner. Han var ikke mødt efter tilsigelsen, men den energiske inkassator havde da fået afsagt fængslingskendelse over ham, og han blev da fremstillet som anholdt sammen med en del dømte straffefanger hvis pekuniære evner til at betale "sagomkostninger" fogeden skulle undersøge, inden de afgik til straffeanstalterne. Slagteren havde imidlertid ikke magasinets tøj på. Det var, som han forklarede, for længst slidt op da hans kone havde brugt det til gulvklude. Men da han kunne betale de 15 kr. kontant, fik han henstand med de andre 15 kr. og marcherede bort som en fri mand, fri og velklædt mellem de andre arme lazaroner, der repræsenterede dagens høst for de Thomsen'ske magasiner.

(Aftenbladet (København), 24. februar 1922).

Annonce for Thomsens Magasiner i København, 26. september 1921. Annoncen reklamerer ganske rigtigt for ratebetaling, og havde 4 afdelinger  i København.

En Begravelse efter gammelt Haandværkerlaugs Ceremoniel. (Efterskrift til Politivennen).

 

Kisten bæres forbi afdødes bopæl af de kjoleklædte og kårdebærende tømrere.

Alle de ceremonier der var knyttet til de gamle håndværkerlaug, har jo efterhånden liggesom laugene selv tabt deres betydning, men i går levede en af dem op tilmed midt i dagens travle liv, hvor den vakte nogen opsigt og samlede tusinder af tilskuere.

Lederen af Tømrersvendenes Aktieselskab, P. H. Hansen er død og blev i går middags begravet fra Andreas Kirken. Omkring den hvide kiste, på hvis sider sås laugets insignier, dannede kjoleklædte svende med kårder ved siden en hædersvagt, mens laugets of fagforeningers floromvundne faner var opplantet ved kisten.

Da. højtideligheden, ved hvilken pastor Sten holdt en smuk tale, var forbi, blev kisten båret ud til ligvognen der nu fulgt af hundreder af svende kørte ad Gothersgade og et stykke ind i Linnésgade. Ved hjørnet af Frederiksborggade standsede den, og æresvagten med kårderne ved lænd løftede nu kisten af og bar den som laugets ceremoniel foreskrev det, forbi afdødes bolig, Frederiksborggade 26. Ved hjørnet af Rømersgade sattes kisten atter på ligvognen, der nu fulgt af fanerne og de mange svende, langsomt bevægede sig ud til Assistens Kirkegård, hvor hustømrersangforeningen "Vega" sang et stemningsfuldt farvel.

(Aftenbladet (København), 18. februar 1922).

"Artisthjem" paa Alléenberg. (Efterskrift til Politivennen)

 

"En "barak" i den gamle have. - To af beboerne. Beboerne. 

Det gamle Alleenberg hvis sørgelige pjaltede rester absolut ikke er en pryd for Frederiksberg Alle, har i år på en del af det store terræn været vinterbolig for flere af artisternes farende flok. Her hvor de i svundne år i sommerens tid "arbejdede" til soldaters og tjenestepigers glæde har de nu opslået deres vinterbolig. Gule og grønne og blå gøglervogne står rundt i krogene og afgiver lune husrum medens de artister, som ikke har et rullende hjem har rammet nogle pæle ned i jorden og derpaa rejst et træhus. De fleste af dem der har slået sig ned her, har om sommeren telt på Dyrehavsbakken men der er dog også imellem dem en dansk zigøjnerfamilie, hvis mørke, sorthårede børn sammen med de andre familiers ungdom har hele det store Alleenberg til legeplads. Men så snart de første forårsluftninger mærkes, så brydes lejrpladsen op, og de frie fugle farer ud over det grønnende land

(Aftenbladet (København), 16. februar 1922)

Social-Demokraten 9. maj 1924 skrev at nu skulle Alléenberg ("Bærren") nedrives. Stedet blev beskrevet rangmæssigt som stående mellem Tivoli og Dyrehavsbakken. Efter lukningen blev grunden købt dyrt af direktør Sylvester Hvid, og han kunne ikke komme af med parcellerne igen. Sct. Joseph-Søstrene købte den nederste ende af haven og indrettede en stor skole. På daværende tidspunkt lå en stor cementgarage på den anden del af grunden. Mens Den Mauriske Hal endnu stod, denne dels ejere, Fønix-teatrets direktører Andersen og Mortensen ville opføre beboelseslejligheder. Derudover ville Dr. Priemesvej blive ført helt igennem til Frederiksberg Runddel. 

En gammel, velfortjent Byens Søn fylder 80 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

 

Bybud Peter Petersen.

Bybudeinstitutionen hører en svunden tid til, men endnu står bybud Peter Petersen på sin plads på Amagertorv hvor han nu har stået i 55 år. 

Han, den gamle københavner, der er kendt af næsten hvert menneske i byen, har på sin vis levet med i dens liv, lige fra den var en stor provinsby, til den blev storstaden.

Hvad har han det gamle bybud der på lørdag den i fylder 80, ikke set og oplevet! Hvilke kommissioner har han ikke udført, hvad enten det gjaldt at sætte værdifulde sager på Assistenshuset, indfri og fornye veksler, bringe buketter og små billets doux'e eller bringe agentens kasser rundt i byen.

Han kunne fortælle - men han gør det bare ikke. Diskret har han altid været. og netop derfor har han fået det gode navn, han har.

- Nej undskyld, siger han, også, da vi taler med ham i hans hjem, Amagertorv nr. 9, 4. sal, jeg har nok noget at fortælle, men jeg har altid været tavs. For resten, når vi nu taler om bybudegerningen, så er den jo langtfra det, den var i gamle dage.

Telefonen har ødelagt den. Nå - de tider er jo også forbi, da man på sine ben på 20 minutter jollede ud til Frederiksberg Runddel. Nu knager det i leddene, og hurtigheden er det forbi med nu. Og det er den, tiden kræver. 

- - -

Men stadig står Peter Petersen på sin plads ved Storkespringvandet - i hvert fald nogle timer om dagen, parat til at udrette, hvad folk måtte betro ham. Og mange benytter ham stadig væk, for alle kender hans sjældne pålidelighed og diskretion.

(Aftenbladet (København), 2. februar 1922).

I 1896 var det ældste bybud Søren Nielsen, 81 år. Han havde da været bybud i 30 år på hjørnet af Kongens Nytorv og Store Strandstræde. Et andet kendt bybud var Carl A. Andersen der holdt til ved Domhuset, i mindst 25 år (i 1915). Han var da 70 år og blev bl.a. brugt til at transportere tyvekoster til domhuset.

Bybudeinstitutionen blev oprettet engang i 1860'erne på privatinitiativ. Grosserer Thaysen fik privilegium til at overtage erstatningspligten overfor de som blev bedraget af bybudene, mod at bybudene betalte ham en vis del af deres daglige indtægt og for egen regning anskaffede uniform. Der var 3, senere 4 afdelinger (A, B, C og D), og var forsynet med en tynd lærreduniform og hvid kasket, men blev i 1898/99 erstattet af en blå forsynet med et gult B. og en rød kasket med blåt bånd og nikkelskilt med budets nummer, politivåbnet og inskriptionen "Bybud". Deres hovedkvarter lå i Snaregade 6 over gården. Og der var 50-60 af dem. Ifølge politiets beretning 1915 fandtes der 74 bybude i København.

Bybude forsøgte i 1896 at trænge ind på dragernes gebet ved Toldboden. Udenlandske rejsende anvendte i stigende grad tog i stedet for dampskib, hvorfor dragerne mistede en del kunder. De dannede et lav og klagede til overtoldinspektøren over at deres lovhjemlede interesserer på denne måde blev krænket. (Horsens Folkeblad 7. maj 1896)

Københavnsk bybud ca. 1890. Kildetekst: Denne for Standen særlig karakteristiske Type, havde gjennem en meget lang Aarrække, sidste Trediedel af det nittende Aarhundrede, Stade paa Nytorv. (Mariboe). Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Bybudene blev ofte forvekslet med de gamle (og berygtede) "sjovere" som er omtalt mange steder i Politivennen. "Bybudenes Hjælpeforening" i København blev dannet i 1874. Den fik nu ikke nogen stor tilslutning, idet bybuddene formentlig ikke havde råd til at være medlem. Foreningen var egentlig dannet for at samle bybuddene, men ydede også ugentlig understøttelse i sygdomstilfælde, begravelseshjælp.