Kommunalpolitikeren Johanne Berg. (Efterskrift til Politivennen)

Se også indslaget om Johanne Berg som Danmarks første politibetjent.

Ved kommunalvalget i marts 1925 blev Johanne Berg indvalgt i Århus byråd for Socialdemokratiet. 1925-28 var hun formand for partiforeningen i midtkredsen, og hun blev i 1936 og 1943 valgt til suppleant til Landstinget.

Den første Kvinde i Aarhus Byraad.

Byraadsvalget i Aarhus betyder en lille Mærkepæl i den jyske Hovedstads kommunale Historie. Der blev nemlig for første Gang indvalgt en Kvinde, Politibetjent Frk. Johanne Berg.

I 11 Aar har Frk Borg været knyttet til Politikorpset, hvor hendes Arbejde er blevet meget paaskønnet, navnlig i Sager vedrørende Kvinder og Børn. I en længere Aarrække har hun tillige hørt til de mest fremtrædende Medlemmer indenfor Aarhus Socialdemokrati.

Hendes Valg har derfor vakt almindelig Glæde, ikke mindst i Tjenestemandskredse.

(Aftenbladet (København) 17. marts 1925).

Hendes interesser var især det sociale og det kulturelle område. Gennem sine godt 20 år i byrådet sad hun på 35 udvalgsposter. Fra 1928 arbejdede hun for at skabe et folkebibliotek i Århus uafhængigt af Statsbiblioteket hvilket resulterede i 1934 med en ny bygning i Mølleparken. Hun indtrådte i bestyrelsen, hvor hun sad til 1946, de sidste fire år som formand.

Johanne Berg blev udnævnt til overpolitibetjent i 1937. Den eneste uddannelse hun modtog i politiets tjeneste, var et månedskursus for ældre betjente i foråret 1927, der omfattede stort set alle polititjenestens aspekter.

Indtil 1946 havde hun en fremtrædende position i partiets gruppe. Hun fortsatte i politiet indtil sin afsked i 1949.

Dagens Nyheder: Statsminister Stauning med Familie for Tiden paa Besøg i Aarhus. Stauning, Th. (1873-1942) politiker, minister Stauning, Olga f. Kofod Hansen (1883-1970) Berg, Johanne (1883-1963) overbetjent, politiker, byrådsmedlem. Fra venstre: Byråsmedlem Johanne Berg, Olgas datter Ida Marie, Søren, Olga og Thorvald. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Monumentet over kammerrådens grav. (Efterskrift til Politivennen).

Et sagsanlæg mod stenhuggerfirmaet Wiegand-Møller.

I morges inkamineredes Landsrettens 4. afdeling en sag der er anlagt af afdøde kammerråd Petersens enke, Nybrogade, imod den kendte stenhuggermester Wiegand-Møller i Store Kongensgade.

1 oktober 1923 traf fru Petersen, der er enke efter den i sin tid så populære Casino-kammerråd Petersen - som almindelig gik under og selv smilende accepterede navnet Leverpostejsen - . aftale med Wiegand-Møller om at han skulle lave og rejse et monument på kammerrådens grav ude på Holmens Kirkegård. Og fruen betalte a conto et beløb på 2000 kr., idet stenhuggeren forpligtede sig til at have monumentet opstillet inden for en tidsfrist af 4 måneder.

Fristen udløb imidlertid, uden at monumentet blev færdigt. Og hen på sommeren 1924 forlangte fru Petersen derfor kontrakten annulleret.

Ved forhandlinger, hvorunder stenhuggeren hævdede, at grunden til forsinkelsen var dette, at svenskerne, hos hvem han havde bestilt råmaterialet, ikke havde leveret dette, fik han en ny frist til monumentets levering.

Men da også denne frist for længst er udløbet og den gamle kammerråds grav stadig ligger hen nøgen og bar, har fruen nu set sig nødsaget til at gå til retten, hvor hun foreløbig nøjes med at kræve kontrakten annulleret samt hr. Wiegand-Møller dømt til at tilbagegive hende de 2000 kr. hun har betalt ham på hånden. 

(Aftenbladet, 6. marts 1925).

Luskeprinser og Sløjbergere. (Efterskrift til Politivennen)

Den faste Voldgiftsret.

De samvirkende Fagforbund har fra Dansk Arbejdsmandsforbunds og dettes  københavnske Fabrikarbejder-Afdelings Vegne indbragt en Klage for Den faste Voldgiftsret. Sagen angaar et paastaaet Overenskomstbrud af Firmaet V. Madsens Røgerier.

(Social-Demokraten 29. oktober 1924)

Annonce for Madsens Røgerier i Jyllandsposten 25. maj 1921

2 uforbederlige Luskeprinser.

Vi meddelte for nogen Tid siden her i Bladet, at 2 af vore tidl. Medlemmer, Jensen Kjær, Vendersgade 9 st., og Aron Christensen, Valdemarsgade 26, 3., der arbejder paa V. Madsens Røgerier, Vesterbrogade 89, ikke var til at formaa til at ordne deres Forhold til Forbundet.

Foruden at staa udenfor Organisationen optraadte disse 2 noble Herrer ogsaa paa dette Tidspunkt som Løntrykkere, idet de arbejdede for en Timeløn, der laa 20 Øre under den overenskomstmæssige Løn i Røgerifaget.

Ved Indgriben fra Forbundets Side blev Lønforholdene ordnet saaledes, at Firmaet nu betaler den samme Løn, som de andre Røgerifirmaer, hvilket vil sige, at de 2 gæve Sløjbergere ved Forbundets Hjælp fik en stor Lønforhøjelse, og som Tak derfor praler de nu af, at de vil blæse Fagforeningen et langt Stykke. Vi henstiller til alle rettænkende Arbejdere, at hvor de træffer disse 2 Luskeprinser, da at behandle dem som de har fortjent, deres Optræden overfor Fagforeningen er af den Beskaffenhed, at de ikke burde taales blandt organiserede Arbejdere.

For Fabrikarbejdernes Forbund
Martin Svendsen

(Social-Demokraten, 21. februar 1925)

Fabrikarbejdernes Forbund hos til i Forsamlingsbygningen Jagtvej 69, Nørrebro.

Til Fabrikarbejderne

Det er forbudt vore Medlemmer at tage Arbejde paa Vesterbros Røgeri, Vesterbrogade 89, og hos Røgeriejer H. F. Hansen, Naboløs 3, da begge Firmaer kun beskæftiger uorganiserede Folk.

Paa Vesterbros Røgeri gaar vore gamle Kendinge, de to Luskeprinser, Aron Christensen, Valdemarsgade 26, 3., og Jensen Kjær, Vendersgade 9, stadeig og drysser om.

H. F. Hansen har afskediget et af vore Medlemmer, og antaget en anden Mand til en Ugeløn af 35 Kr., der siges, at denne Mand skal være et helt Amfibium, idet han er baade Pølsemand, Røgeriarbejder og Løntrykker - det sidste passer i alle Tilfælde - men han er nok ogsaa en bedre Mands Søn og arbejder kun for sin Fornøjelses Skyld.

For Fabriksarbejdernes Forbund

Martin Svendsen.

(Social-Demokraten 21. marts 1925).

En yngre Sliber fra Raadvaddams Fabriker Aron Christensen kom en dag i Maj Maaned ulykkelig af Dage ved et Ulykkestilfælde. Da han kom cyklende i Park Alle, blev han revet om af et Par løbske Heste, og fik saa svære Læsioner, at de medførte Døden.

Køretøjet tilhørte Københavns Kommune. Kusken, Søren Knudsen Sørensen, har forklaret, at han havde spændt Skaglerne fra, inden han forlod Vognen, men at den ene Hest var meget nervæs, og at det aabenbart var den, der havde begyndt den vilde Fart.

Ved Landsretten kræver den Dræbtes enke en Erstatning paa 13,918 for Tabe af Forsørger.

(Klokken 5 (København) 2. marts 1929).

William Elof Arnold Madsen havde formentlig overtaget det efter sin far, formodentlig Jens Peter Madsen. Et af Madsens røgerier lå også i Tordenskjoldsgade 11.

Handelen med den røgede Sild.

Uden at komme nærmere ind paa den for Tiden standende Strid paa Bornholm angaaende bornholmske røgede Sild, vilde det maaske - ikke mindst for at dæmpe de ophidsede Fiskergemytter paa Bornholm - være paa sin Plads at gøre opmærksom paa:

1) at de Priser, der ifølge Bornholmernes eget Udsagn er betalt for røgede Sild i Sæsonen 1934 svarer til en Gennemsnitspris af ca. 35 Øre pr. kg for fersk Sild, betalt netto til Fiskerne paa Fiskepladsen uden Udgift til Kasser, Is eller lign. i alle Sæsonens 6 Maaneder.

2) at ingen andre danske Fiskere faar eller kan vente en tilsvarende pris.

3) at denne Pris og saadanne Forhold kun er opstaaet gennem et mangeaarigt loyalt Samarbejde mellem københavnske Røgeriejere og bornholmske Fiskere, idet københavnske Røgerier i Sommermaanederne ikke røger Sild, men i Stedet forhandler de bornholmske.

4) at det udelukkende er takket være denne Ordning, at de bornholmske Sild har vundet det Indpas i København, som de har, hvilket bevises ved, at Varen aldrig har kunnet sælges i Provinsen, hvor de stedlige Røgerier og Fiskere producerer en lige saa god - til Tider bedre Vare.

5) at de bornholmske Fiskere ingen Krav har paa at være Eneleverandører af røgede Sild til København i Sommermaanederne, idet baade københavnske Røgeriejere, københavnske Røgeriarbejdere og de øvrige Fiskere i Landet ogaaa har et berettiget Krav paa at existere og selvfølgelig vil kampe for Existensen, naar den trues.

William Madsen,

Indehaver af Firmaet

Vesterbro Røgeri,

W . Madsens Røgerier, København

(Bornholms Social-Demokrat 31. januar 1935)

Valdemarsgade 26. Det var på tredje sal, Aron Christensen, der arbejder paa V. Madsens Røgerier, Vesterbrogade 89, boede. Foto Erik Nicolaisen Høy.

W. Madsen blev senere forretningsfører for Bornholms og Christiansø's Fiskeriforening. Han vedblev dog at bo i København.

Udstillingslokaler i Stedet for Menneskeboliger. (Efterskrift til Politivennen)

Lejerne I Toldbodvej 8-10 skal ud.

En Mangel ved Huslejelovens Bestemmelser om Erstatnings-Lejligheder.

Automobil-Firmaet Bülow & Co. har besluttet sig til at nedrive Ejendommen Toldbodvej 10, hvor der bor 10 Familier, og i Stedet for bygge Udstillingslokaler. For at kunne  få Lov dertil har Firmaet henvendt sig til Magistraten om Nedbrydningstilladelse og har her tilbudt at skaffe de 10 Familier Erstatnings-Lejligheder i en Nybygning, Valbygaardsvej 76. Huslejeloven foreskriver, at der i et saadant Tilfælde skal gives Lejerne passende Erstatningslejligheder, og da de nye Lejligheder, efter hvad der forelaa for Magistraten var af samme størrelse som de gamle, kunde den l Følge Loven kim give Tilladelse til Nedrivningen, hvorefter Firmaet har meddelt Lejerne, at de skal fraflytte og har anvist dem de nye Lejligheder.

Men dette har vakt Røre blandt Lejerne, der alle har boet i Lejlighederne i mange Aar, og hvoriblandt der er flere Enker. De betaler nu 84 Kr. maanedlig i Leje for en Toværelsers Lejlighed og 42 Kr. i Leje for en Treværelsers Lejlighed, men de nye Lejligheder paa Valbygårdsvej skal koste 1000 a 1400 Kr. om Aaret, og det ser Lejerne sig aldeles ikke i Stand til at betale. Det vil simpethen sige, at hvis Huslejenævnet gaar med til at godkende den af Firmaet ønskede Ordning, kan disse Beboere ikke tage imod den ny Lejlighed. så langt fra at få nogen erstatningslejlighed har de udsigt til at blive husvilde.

Vi har fremhævet dette overfor Ekspeditionschef Thorball i Magistratens 4. Afdeling, men han gjorde gældende, at man fra Magistratens Side kun havde gjort, hvad Loven paabød. Der var stillet Erstatnings-Lejligheder til Raadighed, og derfor kunde Magistraten overhovedet ikke nægte Nedbrydningen. Noget andet var det, hvad Resultat Huslejenævnet kunde komme til ved Sagens Behandling. Vi talte derefter med Sekretæren for 8. Huslejenævn, der udtalte, at Sagen havde været til Behandling i Huslejenævnet, men var bleven udsat for Indhentning af nye Oplysninger.

Sekretæren gjorde imidlertid ogsaa gældende, at man ved Lovens Ord om passende Lejligheder alene var henvist til at dømme om deres Størrelse og ikke til at dømme om Prisen, idet det jo var givet, at nye Lejligheder vilde være dyrere end de gamle, og Huslejenævnet savnede derfor Føje til at afvise en Overflytning fra gamle Lejligheder til nye Erstatnings-Lejligheder, fordi Lejen var saa og saa meget højere.

Derimod var der kommen Momenter frem, der gjorde, at Huslejenævnet var bleven ret betænkelig ved Sagen, og man havde nu affordret Bülow & Co. nye dokumenterede Oplysninger.

For Beboernes Skyld maa man da haabe, at det lykkes at faa Sagen stillet i en saadan Belysning, at det store Firma ikke faar Lov til at smide dem ud. Som sagt: Beboerne kan ikke betale de store Huslejer for de nye Lejligheder, og hvis Nævnet derfor giver Bülow & Co. Medhold, bliver de simpelthen husvilde.

Derfor ser vi heller ikke rettere, end at vedkommende Myndigheder lægger en gal Fortolkning ind i Lovens Ord om passende Erstatnings-Lejligheder. Meningen maa dog være, at de nye Lejligheder skal være Erstatning netop for de bestemte Lejeres gamle Lejligheder, men naar Lejen i de nye Lejligheder er saa høj, at Beboerne ikke kan betale den og derfor ikke kan overtage dem, bliver de saa vist ikke Erstatnings-Lejligheder for dem og heller ikke passende for dem. 

Vi mener derfor, at det vil være muligt for Huslejenævnet at nægte at godkende Opsigelsen af disse Beboere.

Men hvis det ikke skulde være muligt, maa Beboerne i hvert Fald l Nævnet stille Krav paa, at Bülow & Co. betaler dem en passende Erstatning for den højere Husleje og for, at de ved Overflytningen til Valbygaardsvej faar meget længere Vej til deres Arbejde end den, de nu har. Og da det rige Firma synes at være saa opsat paa at faa et Udstillingslokale der, maa det selvfølgelig betale, hvad det koster.

(Socialdemokraten, 3. februar 1925)

Valbygårdsvej 76 hvor lejerne fik tilbudt erstatningslejligheder. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Smedemester Svedstrup 1825-1827. 1/2. (Efterskrift til Politivennen)

Ferdinand Svedstrup var ud af en familie hvor faderen døde som 44 årig, mens moderen blev overlag opdragelsen af de 14 børn (12 drenge og 2 piger). I 1850 overtog han Mørdrup Smedje, Mørdrupvej 125. Som smed var han især kendt for sine hestesko som folk kom langsvejs fra for. Omkring 1898 overtog sønnen John William Svedstrup smedeforretningen. Han blev gift med en norsk kvinde, men flyttede efter hustruens død i 1900 tilbage til Helsingør til sin datter, fhv. skolebestyrerinde frk. Betzy Svedstrup. En af hans sønnedøtre var indtil 1921 sproglærerinde ved realskolen i Stenlille. 

Kort fra 1857 som viser smedjens placering (til venstre) i forhold til landsbyen Mørdrup.

Den hundred-aarige

Fhv. Smedemester Ferdinand Svedstrup fortæller om gamle Dage.

Slaverne paa Kronborg

I den lille Landsby Mørdrup, faa Kilometer fra det mondæne Espergærde, fandt der forleden en ret usædvanlig Begivenhed Sted, idet en af Beboerne, den gamle, forhenværende Smedemester Ferdinand Svedstrup fyldte 100 Aar.

Den usædvanlige Fødselsdag gik selvfølgelig ikke stille af. Skolen, hvor den gamle Smed bor hos sin Datter, den tidligere Lærerinde, var Dagen igennem fyldt med Gratulanter fra nær og fjærn. Sogneraadet mødte in pleno, Smedelauget fra Helsingør, hvor Fødselsdagsbarnet er født, mødte ogsaa op, og desuden kom der Venner og Bekendte fra hele Egnen for at lykønske den gamle Smed, der altid har været og stadig er ualmindelig afholdt.

Den 100-aarige fortæller. Minder fra Slaveriets Dage.

Vi har igaar aflagt et Besøg hos Smedemester Svedstrup, der nu er faldet til Ro ovenpaa Fødselsdagsfestlighederne. Da vi kom ind, sad den gamle Mand i en Lænestol og underholdt sig interesseret med sin Datter om Døgnets Begivenheder, i hvilke han følger med med stor Interesse.

Vi bad den gamle Smedemester fortælle lidt om gamle Dage, en Anmodning, han efterkom med den allerstørste Velvilje, og det varede ikke længe, inden vi var inde i en interessant Samtale om en Tidsalder, der for os Nutidsmennesker synes saa uendelig langt borte, og som dog altsaa ikke er fjernet længere fra os, end at der endnu lever Mennesker, der har oplevet den.

- Jeg er født den 3. Februar 1825 i Groskenstræde, i Helsingør, siger den gamle Smedemester. Min Fader var Kommandersergent, men ved Siden heraf holdt lian ogsaa Skole. Da jeg var tre Aar gammel, døde min Fader, og Skolen blev da nedlagt, hvorefter min Moder og mine Søskende flyttede ud til Trykkerdammen. Fra denne Periode kan jeg tydeligt huske Slaverne paa Kronborg. Disse ulykkelige Mennesker sad indespærret i skumle Fængsler paa Slottet, med tunge Jernlænker om Fødderne, og havde det kun saa kummerligt. I deres Fangebuller lavede de forskellige Smaating, som de roligste og mest fredelige af dem en Gang om Ugen fik Lov til at gaa ud i Byen og sælge. De var dog stadig under Opsigt af Slavesergenten, der flittigt brugte sin Pisk, hvis de ikke vilde makke ret, og de var altid iført Slavedragt.

Slaverne blev den Gang meget haardt behandlet, og forbrød de sig mod Reglementet, blev de strengt straffet, ja, der skulde saamænd ikke saa meget til, for at de stakkels Mennesker blev dømt til Døden. Henrettelsen fandt da altid Sted paa den aabne Plads, Grønnehave, der endnu findes. Som Dreng overværede jeg en såadan Halshugning af en dødsdømt Slave, en Oplevelse, jeg aldrig glemmer. Alle Eksekutioner foregik den Gang offentlig, og der var selvfølgelig fuldt af Folk, naar en Dødsdom skulde eksekveres.

Et mislykket Flugtforsøg.

Saadan som Slaverne havde deit, fortsætter den gamle Smedemester efter en Pause, var det selvfølgelig ikke underligt, at de af og til prøvede paa at flygte, men det var meget vanskeligt, og det lykkedes kun faa at slippe bort. De fleste af dem der naaede udenfor Kronborg Fængsel, blev som Regel taget lige i Omegnen. Jeg erindrer saaledes et Tilfælde, hvor en Slave undslap forklædt som Kommandanten General Rothes Kusk. Han blev imidlertid fanget lige udenfor Byen og straffet for Flugtforsøget ved at blive offentlig pisket Han blev bundet til en Pæl, og en af Slavesergenterne piskede ham da mod en svær Tamp. For at overdøve den Ulykkeliges Skrig lod man Regimentsmusiken spille.

Soldatens "glade" Liv.

Det var strenge Dage dengang. Selv Soldaterne havde det ikke for godt. Jeg blev aldrig Soldat, jeg var nemlig født i en Købstad, og var saaledes det, man kaldte "frifødt". Soldaterne skulde imidlertid heller ikke gøre sig skyldig i mange Forseelser, før de blev haardt straffede. En af de mest almindelige Straffemetoder var Spidsrod. Jeg har ved flere Lejligheder overværet, at Soldater har maattet løbe Spidsrod, og de Kammerater, som var udkommanderet tal at eksekvere Dommen, turde ikke andet end slaa til, thi bag dem stod Sergenterne og passede paa, at de udiførte Afstraffelsen paa en ordentlig Maadc. Gjorde de ikke det, kunde de risikere selv at kamme til at løbe Spidsrod ... Louis.

(B. T. 6. februar 1925).

For 100 Aar siden - og nu.

Smedemester Ferdinand Svedstrup i Mørdrup ved Helsingør fyldte i Tirsdags 100 Aar. Han har i den Anledning fortalt en Del af sine Erindringer, bl. a. følgende:

Jeg skal fortælle Dem lidt om Læreforholdene den Gang. Det vil maaske have nogen Interesse for Nutidens Lærlinge at læse om, hvad der blev budt os Lærlinge i 1840.

Min Læremester var Smed Georg Smidt - der tampede os fra Morgen til Aften. Kl. 5 om Morgenen skulde der være Ild paa Essen. VI havde jo ikke Tændstikker den Gang, men maatte hugge Ild med Fyrtøjet. Det tog Tid, og det kunde ogsaa mislykkes. Var Ilden ikke blæst op til Kl. 5, saa vankede der Dagens første Klø, og de var de værste. Mester var altid bedst oplagt til Klø om Morgenen. Min Læretid er for mig en lang Erindring om Sult og Klø, Sult og Klø. Vor Frokost bestod af 2 Skiver Fedtebrød, Svendene fik et Stykke Ost paa det ene Stykke. Til Vesper Kl. 5 fik vi et halvt Stykke Fedtebrød med Ost. Svendene fik hertil en Snaps, til Aftensmaden var to Rundtenommer (1 Stk. med Fedt og 1 Stk. med Ost og Smør). Middagsmaden bestod af Ærter, Kant, Grød og lign. og var det eneste Maaltid, der nogenlunde kunde mætte en sulten Mave, men dog kun for en kort Tid. Det skete mange Gange, at jeg segnede besvimet om af Mathed ved Ambolten. Sulten nagede evig og altid. Jeg kan huske, at jeg gjorde mig til Vane at levne en File Bid af vort knap tilmaalte Aftensmaaltid til næste Morgen. Morgenmaaltidet var nemlig kun en Kop tefarvet Vand med en Bid brunt Sukker til. Naar Jeg havde en lille lavning af Fedtebrødet fra den foregaaende Aften, kun et Stykke paa en Tomme i Firkant, kunde jeg saa nogenlunde klare Morgenarbejdet og svinge de tunge Forhamre.

Vi Lærlinge hittede paa at gaa til Bageren og bede ham om at gøre Brødene kortere og tykkere, da der jo kun vankede det bestemte Antal Rundtenommer, og at spørge om mere vilde blive besvaret med en Lussing. Bageren grinte til os - det var alt. Det var i og for sig føret, da jeg lærte at bruge Skraatobak, at jeg kunde holde Sulten nede og Arbejdsevnen oppe. Skraaen blev Lægedom for mig, og den har fulgt mig som en trofast Følgesvend lige til i Dag, da jeg kan skimte mine 100 Aar.

(Folkets Avis - København 18. februar 1925).

Foto fra Dagbladet (København) 2. februar 1925.

Slaverne paa Kronborg.

Af en Hundredaarigs Erfaringer.

Forleden fyldte Smedemester Ferdinand Svedstrup, Mørdrup ved Helsingør, 100 Aar.

Til "Nordsjælland" fortæller den Hundredaarige følgende, der sikkert vil interessere:

Jeg erindrer fra de Dage, da jeg var ca. 6 Aar gammel, Halshugningen paa Grønnehave. En af Slaverne paa Kronborg havde forbrudt sig haardt, og i de Dage gaves ingen Pardon. Han skulde halshugges, og Dødsdommen skulde fuldbyrdes ude paa Grønnehave paa det Sted, hvor Skydevoldene senere fandtes. Henrettelsen var som altid i de Dage offentlig - det vil sige: Folk blev holdt i tilbørlig Afstand fra Retterstedet af en tæt Kordon af Soldater. Publikum mere anede end just saa, hvad der skete.

Men vi Drenge havde bedre Chancer. Vi smed os ned paa Grønsværet og kunde sna nogenlunde faa vor Nysgerrighed tilfredsstillet ved at kigge mellem Soldaternes Ben.

Der var altsaa i de Dage Slaver paa Kronborg. Der skulde ikke saa meget til for at blive smedet i Jern. Et Tyveri, ja, mindre end det var tilstrækkeligt. Slaverne var indespærrede i Slottets yderste Udenværk. De sad her bag Tremmerne med deres Lænker om Benene og lavede forskellige Smaating. En Gang om Ugen fik de skikkeligste Lov til at gaa ud i Byen og sælge disse Smaating til Folk, men altid var de under Bevogtning af Slavesergenten. Jeg købte en Gang som Dreng et Par Trætøfler af en Slave for en Rigsort (50 Øre).

Den samme Slave var for øvrigt et rigtigt pænt Menneske at se paa. lHan var selvfølgelig frygtelig udmajet med sine Lænker om Benene og sin hvide og sortdelte Slavedragt. Jeg spurgte ham, hvorfor han var kommen i Slaveriet. Jeg trak en Tøjrepæl op! sagde han. Saa fulgte der vel en Hest med? spurgte jeg. Det gjorde der vel - Saa var den Passiar forbi. Slavesergenten jagede ham videre.

En lille Begivenhed fra Slavedagene, som vakte en Del Opsigt, maa jeg dog fortælle, fordi det viser, at det ikke var helt umuligt at flygte fra Slaveriet. Kommandanten paa Kronborg - jeg tror, han bed General Rothe - var en fin Mand, der havde stort Hestehold derude og altid kørte med fire Heste. Han ejede "Aggersvold" ved Jyderup og andre Godser, og han kørte hver Sommer derned. Hans Kusk hed Peter Jensen, en flot Karl, som altid var med ham. Under en af disse Udflugter lykkedes det en af Slaverne, der hjalp til med Pasningen af Genoralens Heste at slippe uset ind i Peter Jensens Kammer. Her fik han med Hammer og Mejsel Jernringen om Foden hugget over, hvorefter han iførte sig Peter Jensens flotte Søndagstøj, den høje Hat, Kalvekrydset, Lakstøvler og Spadserestok, og i denne Mundering passerede Slaven stolt forbi den ellers meget paapasselige Vagt og vandrede bort. Faa Timer efter blev Flugten opdaget, og Jagten gik saa efter den ulykkelige undvegne. Tilsidst fangede man ham og førte ham tilbage til Slaveriet. Først skulde han dog have en ekstra Revselse i Generalens egen høje Nærværelse. Paa Slottets Grund var rejst en Pæl, hvor den ulykkelige blev bundet. Han fik saa paa den bare Krop alle de Prygl, han kunde taale. For at overdøve hans Skrig spillede Regimentsmusiken.

Ja, føjer Svedstrup til, det var en haard Tid dengang. Soldaterne havde det saamænd ikke bedre. Soldaterne var jo i de Dage Bønder, thi vi Købstadfolk var "frifødte". Jeg erindrer at have set en sølle Soldat løbe Spidsrod, som det kaldtes, ogsaa under Militærmusik. En lang Række Soldater blev stillet op i to Geledder, hver forsynet med en smidig Hasselkæp. Gennem denne "Gade" skulde den strafskyldige Soldat saa gaa. Hver Mand skulde give ham et Rap, og de havde at slaa til, thi bag dem stod Underofficererne og sørgede for, at Straffen blev eksekveret i sin fulde Strenghed. Snød en af Kammeraterne, var han udsat for selv at faa samme Omgang. Den arme Soldat var mere død end levende, da Torturen var endt.

(Fredericia Social-Demokrat 24. februar 1925).