Erik og Christian Steen Hasselbalch. (Efterskrift til Politivennen).

Grosserer Christian Hasselbalch (1851-1925) stod bag Gardinfabrikken i Lyngby. En af de største fabrikker i kommunen som eksisterede 1892-1961. Gardinvæveriet var i 4 etager med en blegeri- og vaskeribygning langs Mølleåen. Efter stadige udvidelser fik fabrikken i 1913 det endelige udseende.

Den ene af fabrikslængerne - en tilsvarende står til højre udenfor fotoet. I starten af Gammel Lundtoftevej, tæt på Bondebyen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I 1901 var der 208 væve og 5 gardinvæve. Med 250 arbejdere ansat. I 1915 604 væve og 10 gardinvæve, med ca. 500 ansatte. Lyngbys største arbejdsplads. 

Fabrikant Hasselbalch fik opført arbejderboliger, fx Hyldehavehusene. I 1897 stiftede nogle arbejdere Dansk Gardinfabriks Hjælpekasse som hjalp hvis man blev syg og fik brug for økonomisk hjælp.

Erik Hasselbalch.

Brat og meningsløst er en Livstraad blevet klippet over. Fabrikant Erik Hasselbalch er død, kun 35 Aar gammel.

Erik Hasselbalch hørte til de allermest kendte Københavnere.... og dog var det meget faa, der kendte ham.

For de fleste var han kun et "kendt Ansigt", en Monocle, der glimtede ved alle mulige mondæne Anledninger - en smuk, rig Mand, der kom susende i en Rols-Royce, naar der var noget paa Færde - Premiere, Galop, Golf. Man vidste, at han tilhørte, det store Hasselbalch'ske Dynasti og deltog med Liv og Lyst i Administrationen af de store Fabriksvirksomheder baade her og i Sverige.... men iøvrigt forsvandt Manden i den kølige Atmosfære, der omgav ham.

Men for dem, der var trængt gennem Overfladen og Køligheden, var Erik Hasselhalch noget andet og værdifuldere end Rigmand og kendt Københavner.

Han var en Mand, der levede med en Ild I Hjertet. Han elskede Kunst med en lidenskabelig, næsten troldbunden Kærlighed. Blandt vore Amatørsamlere var han uden Tvivl den kyndigste og betydeligste. - Hans skønne Hjem i Trondhjemsgade var en Samling af det ædleste og kosteligste, som mange Landes Kunst- og Kunstindustri har skabt - og hvert Stykke var bogstavelig talt udvalgt af hans egne Hænder. Han havde den ægte Samlers liflige Glæde ved at søge og købe. Han kendte alle de Smuthuller paa den venstre Seinebred, hvor der er Skatte at finde - og i den Verden paa Godt og Ondt, der hedder Londons antiquity shops, vidste han suverænt at skelne det falske og ringe fra det ægte, og skønne.

Selv samlede han ikke for Offentligheden, men for at hygge et Hjem - et hjem, der med Aarene skulde vokse i Skønhed og Mangfoldighed - men midt i det altsammen er han blevet revet bort.

Som den sunde, stærke gentleman han var, forenede han sin Kærlighed til Kunst med Begejstring for Sport og Friluftsliv - og valgte sig da ogsaa en Hustru, der herhjemme næsten er blevet Sportens og Friluftslivets Muse: Louise Hasselbalch, født Baronesse Plessen.

Om hende og hendes Barn vil Deltagelsen samle sig ved dette Dødsfald.

(B. T. 6. april 1925).

Dødsfald.

Fabrikejer Christian Hasselbalch.

En af Landets største og dygtigste Storhandlende og Industriledere, Fabrikejer Christian Steen Hasselbalch, er i Gaar afgaaet ved Døden paa sit store, smukke Landsted "Piniehøj" ved Rungsted i en Alder af 74 Aar.

Fabrikejer Hasselbalch tilhørte en dygtig, gammel Handelsslægt, som ned gennem Generationerne har talt en Række af store, driftige Handelsmænd, hvis Virkefelt mest faldt i Jylland og paa Fyn. Hans Fader var den store Købmand Steen Hasselbalch i Randers, og det faldt som en Selvfølge, at Sønnen forholdsvis hurtigt forlod Randers lærde Skole og gik i Handelslære i Aarhus. Senere arbejdede han i Vett og Wessels Udsalg i Horsens, og den store Forretning blev hurtigt opmærksom paa hans fremragende Handelsevner og betroede ham i en Alder af 25 Aar Bestyrelsen af Forretningens store Filial i Nakskov.

I 1882 etablerede Hasselbalch sig som Grosserer i København og paabegyndte et en gros-Salg af Kjoletøjer. Og mod Slutningen af Firserne begyndte han i det smaa paa Fabrikationen af Gardiner. Forretning havde de første Aar kun en eneste Væv, og det betød efter de daværende Forhold en ganske rivende Udvikling, at den allerede i 1892 kunde flytte ind i et storstilet, moderne Fabriksanlæg i Lyngby, etablere en selvstændig Filialfabrik i Malmö samme Aar og en stor Filial i Frederikshald fem Aar senere.

Den svenske Filial er nu flyttet til Göteborg under Navnet "Svenska Gardinfabrik", og Afdelingen i Frederikshald er netop i de senere Aar undergaaet en mægtig Udvikling. Fabriken i Lyngby, som ligger lige ved Hovedgaden, umiddelbart efter at Vejen til Lundtofte er gaaet af, har stadig undergaaet store Udvidelser og har nu skaffet sig en saa mægtig Afsætning, at vistnok over 1000 Arbejdere til Stadighed er beskæftiget i dens Lokaler.

Sjælen i hele dette storstilede Værk og i den ustandselige Fremgang har alene været Fabrikejer Hasselbalch, det er i hans Hænder, at det er skabt, og af ingen Ting ex det skabt. Og det vil huskes af hans mange Arbejdere, at han aldrig glemte Forpligtelsen ved at være Chefen for de tusind. Han har altid været en forstaaende og human Arbejdsgiver, og lige saa snart regne med hans Støtte, naar det hans Formueforhold tillod det, var han parat til at hjælpe paa enhver Maade. Ogsaa alle mulige kunstneriske og huntane Formaal kunde gjaldt.

Ogsaa i Erhvervslivet udenfor hans egen store Virksomhed fandt man Brug for hans glimrende Evner. I en lang Række Aar har han været Formand for Privatbankens Bankraad og Medlem af Bestyrelsen for Det forenede Dampskibsselskab. I ikke mindre end fjorten Aar var han Medlem af Sø- og Handelsretten, og gennem lange Tider var han en dygtig Kasseret i Fængselshjælpen.

Fabrikejer Hasselbalch var helt op til sine sidste Dage en smuk. en rank og statelig Mand. Der var over hele hans F'remtræden en naturlig og myndig Autoritet, som gavnede ham meget i hans ansvarsfulde Virksomhed. Baade her og under den betydningsfulde Virksomhed som den faktiske Leder af Privatbankens Bankraad gennem en Snes Aar lagde han aldrig Skjul paa sit Standpunkt, og han betragtede det vistnok som en Selvfølge, at netop det blev ført igennem. Det var et Held for Banken, at det næsten ogsaa altid var det rigtige.

I det offentlige Liv brød han sig forholdsvis lidt om at gøre sig gældende. Han levede for sin Fabrik, sin Bank og sine smukke Hjem, det ene paa "Piniehøj" ved en Sandskraaning mellem Vedhæk og Rungsted og det andet i Christianiagade, og alle disse Steder vil det mærkes, at en stor og stærk Personlighed, en myndig og elsket Fører er gaaet bort.

*

Fabrikejer Hasselbalch døde i Gaar Formiddags ved Ti-Tiden ude paa Piniehøj. Dødsaarsagen var en Hjerteforkalkning. men allerede i de fire-fem sidste Maaneder kunde det mærkes, at Livet langsomt ebbede ud. Det kan vel ikke siges, at Døden kom som en Befrielse, fordi han sikkert i den sidste Tid har været nærmest bevidstløs, men Døden kom i hvert Fald som en ventet og naturlig Udgang paa den lange og stadig stærkere Afkræftelse.

*

Det maa antages, at Firmaet nu vil blive drevet videre af Sønnen Hugo Hasselbalch i Forbindelse med Familiens mangeaarige Ven, Prokurist Jensen. Et stort Tab var det for Firmaet, da den anden Søn, Fabrikejer Erik Hasselbalch, i Foraaret pludselig afgik ved Døden. Han nærede den allerstørste Interesse for Virksomheden og havde ved sine sidste Rejser i Udlandet bidraget væsentligt til at udvide Firmaets Virkefelt.

*

Fabrikejer Hasselbalchs Navn blev tidligere ofte nævnt i Forbindelse med Bankdirektør Heides, og dennes store Forretningsforetagender. Hasselbalch var ogsaa en af Heides gode Venner, og hans Indflydelse bidrog vistnok væsentligt til, at Heide i Nedgangstiderne bevarede sin Tilknytning til Banken.

Men med Heides Projektvirksomhed havde hverken Banken eller Hasselbalch meget at gøre. Det var netop Hasselbalchs store Styrke, at han evnede at koncentrere sig om sin Livsgerning Han fabrikerede Gardiner, han fabrikerede alene Gardiner, og han gjorde det med en saadan Energi og Koncentration om Arbejdet, at Storbedriften blev hans Arbejdsresultat.

(Nationaltidende 8. august 1925).

Nogle adresser hvor Hasselbalck virkede: Lyngby Hovedgade 18, Villa Olga (1885). Bygningen husede 1924-1956 Dansk Gardin & Textil Fabrik (Hasselbalch & Co.) Bygningen blev nedrevet i 1964.

Christian Steen Hasselbalch, gravsted på Vestre Kirkegård. Indskriften på den viste sten lyder: Christian Steen Hasselbalch * 27' febr. 1851 + 7' aug. 1925. Hugo Helms Hasselbalch * 29' maj 1888 + 14' novbr 1957. Desuden ligger andre sten på det meget store gravsted. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Mor skal paa Landet - . (Efterskrift til Politivennen).

Hver Uges Rekonvalescens forlænger Livet i et Aar. - Husmoderlejren i Horserød.

Det nye Hold Husmødre, som ankom i Tirsdags, nyder Eftermiddagskaffen foran Huset.

Der var to, som forleden stod ude i Solen, i Horserødlejrens regnmætte grønne Græs og talte varme Ord for en god Sag - de københavnske Husmødres. Og det var to Mennesker, der vidste, hvad de talte om: Professor, Dr. med., Overlæge Bie fra Blegdamshospitalet og Formanden for De danske Husmoderforeninger Fru Carla Meyer.

- En Uges længere Rekonvalescens forlænger Livet et Aar - sagde Professoren. Et Ord, der passende kunde være Motto for det Arbejde. som Komitéen for ubemidlede Husmødres Rekonvalescens har taget op. I Aar sender den for syvende Gang sine skiftende Hold af trætte Husmødre ud til Fred og Frihed og frisk Luft, 15 paa hvert Hold med 3 Ugers Ferie, med fri Rejse ud og hjem og med fast ansatte Hushjælpere til at tage sig af Hjemmene og Børnene under deres Fraværelse, der, hvor det ønskes.

Tre Ugers fuld Frihed - fra Uger, hvor man kan kaste sine daglige Bekymringer over Bord - tre Uger, hvor Husmoderen pludselig er bleven Hovedpersonen, den, hvis Appetit og Søvn og Hvile og Vægt og Humør det hele drejer sig om - er det ikke et Eventyr for de smaa Hjems Husmødre!

Og De skulde se, hvor de nyder det, hvor hurtigt de lærer at sove, og, hvad der falder de fleste endnu sværere - at hvile. De to Timers Hvile - i Liggestolene i godt Vejr, paa Sengene i daarligt -, der ubarmhjertigt kræves af hvert af de store ! Feriebørn, er ofte til at begynde med en Pine for den, der kun kender at i være i Trav hele Dagen. Men saa kommer Belønningen bagefter i øget Velbefindende baade fysisk og psykisk - i styrket Mod til atter at tage Livets Byrde op.

Alle Aldre og alle Klasser er repræsenterede herude i Horserødlejren, hvor to fortrinlige Barakker er lejede til delte Brug. Den tidligere Officersbarak til Opholdsværelser, Spisestue, Køkken og Forraadsrum, den anden til Beboelsesværelser. Og fornøjeligt er det Aar efter Aar at erfare, hvor hurtigt disse Husmødre rystes sammen til en hyggelig Feriekreds, og hvor meget godt Humør, der bare har ventet paa en Lejlighed til at bryde igennem, og som nu faar Udslag i Leg og Latter og forbudte Aftenslabberaser rundt om paa Værelserne.

Vægtforøgelsen er gennemsnitlig henved syv Pund for hver i Løbet af de tre Uger. - Og - siger Professor Bie - da Hjemmet drives saa økonomisk, at hver Patient alt iberegnet (undtagen Huslejen, der beløber sig til 400 Kr.) kan holdes derude for 4 Kr. 50 Øre om Dagen, koster hvert Gram Fedt, de kan lægge paa sig, kun 2 1/3 Øre.

Er det ikke udmærket udgivne Penge?

Frk. Annie v. d. Aa Kühle staar i Spidsen for den daglige Ledelse - en glad og god Moder for de trætte Mødre, der synes de bliver Børn igen under hendes Omsorg. 

Arbejdet begyndte smaat med beskedne Pengemidler, og hele Indboet er Gaver. Siden er Kommunen traadt til med et Tilskud paa 4000 Kr. Hds. Maj. Dronningen har atter i Aar ydet Komitéen et Bidrag, ligesom den har modtaget Hjælp fra den Raben-Levetzauske Fond og De Spannjerske Legater.

Men derved kan Arbejdet ikke blive staaende. Det maa udvides til at omfatte mange flere, thi alle de Mennesker, der taler om Hjemmenes Betydning for Samfundet, om Moderkaldets Hellighed og Værdighed og om den huslige Kvinde i Modsætning til den Kvinde, der arbejder i Konkurrence med Manden - hvis alle disse Mennesker blot hver vilde tegne sig for saa lavt et Aarsbidrag som 5 Kr., saa vilde Masser - Masser af smaa, slidte Husmødre kunne faa en aarlig Hvile eller et Rekonvalescensophold efter en Sygdom.

Vis i Gerning, at De mener, hvad, De siger. Meld Dem med Deres Aarsbidrag nu, naar De har læst dette. Der er flere Barakker at faa til Leje derude endnu, hvis det kan ske straks. Enhver af Komitéens Medlemmer er villig til og glad for at i modtage Deres Indmeldelse. Foruden de ovennævnte bestaar Komitéen af Overkirurg ved Kommunehospitalet, Dr. med. P. N. Hansen, Kontorchef i Hospitalsdirektoratet, Otto Falster, som er Foreningens Formand og Kasserer, Læge Fru Johanne Klein, Østersøgade 32, Oberstinde Julie Ramsing, Ribegade 8, Kommunehospitalets Inspektor la Cour Andersen og Redaktør Fru Charlotte von Osten, De Ferslewske Blade.

(Nationaltidende, 1. august 1925).

H. C. Andersens Grav flyttes til Odense? (Efterskrift til Politivennen).

Odenseanerne vil danne et H. C. Andersen-Selskab som skal centralisere alle Andersen-minder i Odense og arbejde for en flytning af digterens jordiske levninger fra Assistens Kirkegård til Odense.

En utiltalende ide som møder stærk modstand.

I disse dage har en lille kreds af odenseanere udsendt indbydelser til et ,øde, som på torsdag aften skal holdes i Katedralskolen i Odense for at få dannet et H. C. Andersen-Selskab.

Hovedmændene for denne plan er rektor Holbech, forfatteren Nordahl-Petersen og museumsinspektør Chr. M. K. Petersen, og de formål, selskabet skal arbejde for, er ikke ringe. De går ud på varetagelsen af alle de interesser, som knytter sig til eventyrdigterens navn. Man siger, at Odense som hans fødeby har særlige forpligtelser, og det skal da være formålet at gøre Odense til midtpunktet for alle H. C. Andersen-minderne.

Alt, hvad der har med digteren at gøre, skal knyttes til Odense. Der skal pyntes på hans statue, arrangeres mindefester, indsamles breve og manuskripter, som har tilhørt ham, udgives en standardudgave af hans samlede værker, udsættes præmier og prisopgaver for at opmuntre folk til studier over hans liv, hans kilder, hans kunstneriske ejendommelighed o. s. v.

Men det største af alle formål finder udtryk i en artikel, som rektor Helbech forleden har skrevet i "Fyns Stiftstidende". Det er et krav, som synes hr. Holbech så nærliggende at man i det mindste bør forsøge at få det opfyldt. Det går ud på intet mindre end at grave H. C. Andersen op af hans grav på Assistens Kirkegård og føre hans jordiske levninger til hans fødeby. Rektor Holbech finder det upassende, at eventyrdigteren også efter døden skal "gå på gæsteri", idet han som bekendt hviler i det Collinske gravsted. I Odense ville der kunne skabes ham et monumentalt gravsted, som ville blive et valfartssted for alle dem, der elsker digteren og hans værk 

Det er en frygtelig tanke - siger kontorchef H. G. Olrik.

Det er just i dag halvtreds år siden H. C. Andersen blev stedt til hvile i det beskedne gravsted på Assistens Kirkegård, der i disse mindedage er helt dækket af smukke blomster.

Vi har da spurgt den kendte H. C. Andersen-forsker kontorchef H. G. Olrik, hvad han mener om den tanke at grave digterens jordiske levninger op og føre dem over til  Fyn.

- Det er en frygtelig tanke, svarer hr. Olrik straks, en meget styg idé, som jeg på det kraftigste vil tage afstand fra. Det faktiske forhold er, at H. C. Andersen er begravet derude efter eget ønske i samme grav som etatsråd og etatsrådinde Collin senere kom til at hvile i. Og hvordan ville man også nu efter halvtreds års forløb kunne finde hans støv .... nej, jeg synes, det lyder meget stygt.

- Hvad mener De i øvrigt om H. C. Andersen-Selskabets dannelse?

- Det er en ren misforståelse at ville centralisere et sådant selskab til Odense med forskning og indsamling af manuskripter o. s. v. København er jo en gang videnskabens sæde i Danmark, og vi kan slet ikke overlade dette til Odense. Vi har jo de store Collinske samlinger og andre minder på Det kgl. Bibliotek, og dér hører den slags ting hjemme. - Det er fuldstændig rigtigt, at Odense har gjort H. C. Andersen til æresborger, men han betragtede selv den første dag han kom til København, som meget betydningsfuld og følte sig vist som god københavner. Havde han ønsket at blive begravet i Odense, havde han nok ytret det. Næ, jeg synes oprigtigt talt, at odenseanerne her i noget for høj grad er ved at tage ham til indtægt ....

Det er absurd - erklærer Sophus Michaélis.

Blandt de indbudte til mødet i Odense på torsdag er også Dansk Forfatterforenings formand, hr. Sophus Michaélis, som imidlertid på vor henvendelse erklærer, at han ikke tager derover.

- Hvad mener De om den foreslåede flytning af Andersens grav? spørger vi.

- Jeg finder den ganske absurd, erklærer hr. Michaélis. Men Odense vil jo nu gerne gøre sig til af at være digterens fødeby, og der er her tale om en lokalpatriotisme, som ikke kan diskuteres. Et H. C. Andersen-Selskab mener jeg naturligt må centraliseres her i hovedstaden, hvor vi har samlingerne og forskerne, men jeg vil nødigt ind i en debat derom med lokalpatrioterne. Derfor intet ud over dette. 

Olk

Digterens blomstersmykkede grav.

(Nationaltidende, 11. august 1925).

Amerikansk Lynchjustits i København. (Efterskrift til Politivennen)

Kafé "Det grønne Træ" i Viborggade 48.

Københavnerne har, som vi ofte har peget paa det heri "Aftenbladet", en sygelig Trang til at raabe paa Politi, saasnart der bare er den ringeste Lejlighed dertil - undertiden endda, naar der slet ingen Anledning er.

Men i Gaar fik man rent undtagelsesvis Lejlighed til at se en Flok jævne og praktiske Mænd paa egen Haand ordne en Affære der ellers nok i Følge hele sin Natur kunde have paakrævet Politiets og Retfærdighedens Indblanding.

Det var ude i Kafé "Det grønne Træ", den gamle Beværtning, der ses paa Billedet herovenover, og som ligger ude i Viborggade som et sidste Minde om hine fjerne Tider, da der laa Haver og Landsteder paa det Østerbro, hvor nu de lange, snorlige himmelhøje Gader strækker sig.

Kaféen indehaves af en Enkefru Olsen, der driver den sammen med en tidligere Politibetjent Breiting og hendes Søn, en ung Mand, der i sin Tid sejlede som Hovmester ovre i Amerika, men som kort efter, at han for en halv Snes Aar siden vendte hjem, ved et Uheld med en Revolver fik en Kugle i Hovedet og mistede Synet, saa han siden har levet i "Det grønne Træ" som en stakkels blind men dog ikke helt ubehjælpsom Mand.

Han er den ene af Parterne i Affæren fra i Gaar Eftermiddags. Den anden var en for nylig hjem permitteret Marinesoldat, der sad som Gæst i Kaféen hvor der foruden befandt sig en halv Snes andre Gæster.

Pludselig savnede den blinde Vært sin Tegnebog, der indeholdt hele Ugens Omsætning, over 2000 Kr. Og naturligvis gav han sig til at skrige op af Forfærdelse over Tabet af de mange Penge, som han om Aftenen skulde aflevere til sin Moder.

En enkelt af Gæsterne supplerede hans skrig med at foreslaa, at man straks skulde sende Bud efter Politiet. Men da rejste en anden Gæst sig og det aabenbart en, der har været i Amerika og set, hvordan man bærer sig ad derovre. Han beordrede alle Udgangsdørene lukkede. Og saa sagde han: Saa lader vi os visitere allesammen! Lader os kigge efter af hinanden, saa vi kan faa se, hvem af os, der har neglet Tegnebogen!

Det skete, som han bød.

D. v. s. da Visitationen var godt i Gang, var der en af Gæsterne, den fornævnte Mariner, der pludselig fik ondt og gled ind paa Toiletrummet!

Hans Forsvinden fæstede øjeblikkelig Mistanken paa ham. Og da man fik ham halet ud fra Toilettet og undersøgte dette, fandt, man den forsvundne Tegnebog med alle Pengene gemt i en Krog derinde.

Tyven var altsaa leveret. Og den første Gæst var der igen med sit Raab paa Politiet. Men saa rejste Amerikaneren sig for anden Gang:

- Ingen Politi her! Hvad Glæde har vi eller Olsen af det? Nej - la'e os selv holde Lynchjustits! Lad os gi' Slubberten en regulær Dragt Klø, saa han kan lære at holde sig i Skindet en anden Gang, og lad os saa lade ham rende med sin Skam!

Det skete igen, som han bød!

Stærke Hænder greb Marineren. Op paa Bordet med ham. Enden i Vejret. Og saa frem med Bukseremmene. Hvorpaa Synderen fik sig en Omgang Strambuks, der varede et godt Kvarter og aftvang ham en Række hjærteskærende Smertenshyl.

Og alligevel saa' han helt taknemlig ud, da Afstraffelsen var til Ende, og han med et videre Spark af Amerikanerens Støvlehæl blev smidt ud af "Det grønne Træ"s Paradis med Tilhold om ingensinde mere at sætte sine grimme Ben dér.

Dommer Lynch havde været i Arbejde. Den blinde Vært fik sine Penge igen. Og Gæsterne fik en ekstra Omgang til Tak for Assistancen.

(Aftenbladet (København) 28. juli 1925).

Kanalsvømningen blev en enestaaende Succes.

 Mange, mange Tusinde Mennesker var paa Benene.

En Interesse som aldrig tidligere er vist nogen Sportsbegivenhed.

Viggo Christensen sejrede i Løbet og vandt desuden den af "Dagens Nyheder" udsatte Pokal.

Svømmerne nærmer sig Højbro.

Hvilken Succes! Aldrig har nogen dansk Sportspræstation været overvaaget af tilnærmelsesvis saa mange Mennesker, som Kapsvømningen i Aftes gennem Byens Kanaler.

Overalt, hvor vi kom frem, stod tætte Rækker paa Kajen og afventede Svømmernes Ankomst. Allerede Klokken seks stimlede Folk sammen paa Langebro og i det tilstødende Stykke Kristiansgade, og Manden i Frederiksholms Kanal havde modtaget Forudbestillinger paa alle sine Robaade. Det vrimlede med disse lejede Baade, Kajaker, Kanoer og Kaproningsbaade omkring Startstedet.

Det var en imponerende Masse Mennesker, der var forsamlede her, baade til Lands og til Vands, og ærligt talt troede vi et Øjeblik, at Menneskemængden vilde holde til her, for at overvære Start og Opløb.

Men Turen gennem Kanalerne nødte os hurtigt til at forandre Mening. Overalt stod Folk opstillede i tre, fire tætte Rækker; en Del Mennesker tog naturligvis fra det ene Sted til det andet for at faa et Glimt af Svømmerne at se flere Gange. Det var vistnok en daarlig Politik, thi der var optaget alle Steder, og gennemgaaende blev Folk vist paa den Plads, de oprindelig havde valgt. De var simpelthen nødt til det. Der var ikke til at komme hverken frem eller tilbage, og Ledsagerne, der inde fra Kajen skulde følge hver sin Løber, maatte give op allerede ovre ved Burmeister & Wains Værksteder. Det var forbunden med Livsfare for dem at vandre langs Bolværket, skrævende over Folk, der havde taget Plads paa delte, og som umuligt kunde rejse sig og rykke tilbage.

Her var heller intet at risikere for Svømmerne; Kanalerne var fulde af Baade, og inde paa Bredden hvilede Tusinder og atter Tusinder Par Øjne paa Svømmerne. Den Times Tid, Løbet varede for den hurtigste Svømmer, var een stor Forundringens Time. Det var, som hele København var paa Benene, og efterhaanden som Løbet skred frem, syntes Tilskuermængden at vokse tilsvarende.

Selv hele Knippelsbro og Børsgade, der dog laa fjernest fra Svømmerne, var tæt pakket med Folk, og ved de to Opløbssteder, Højbro og Langebro, samt i deres nærmeste Omegn var der en Trængsel, som ikke lader sig beskrive.

Starten fra Langebro.

I god Tid kom de kvindelige Svømmere frem paa det store Bjælkeskelet under Langebro. Imidlertid meddelte Brofogden gennem Raaber, at man om et Øjeblik skulde aabne Broen for et Skib sydfra, og Starten maatte naturligvis udsættes. Man turde ikke regne med, at alle Svømmerne naaede ind i Løbet til Christianshavns Kanal, inden Damperen kom.

Langebro, der var fuld af Mennesker, blev ryddet af Politiet; kun modvilligt trak Folk sig tilbage, og det varede en rum Tid, inden man kunde aabne Broen og faa Skibet igennem.

Starten sinkedes en Del herved, og Klokken var blevet stærkt henimod syv, inden Damerne kunde begynde Svømmeturen. 

Man lagde straks Mærke til, at Favoriten, Fru Edle Nielsen, ikke var med. Fruen havde paadraget sig en lettere Influenza og maatte afholde sig fra at starte. lalt startede 18 Damer. Frk Esther Østergaard tog straks Føringen, og Begyndelsestempoet var haardt.

Nøjagtigt fem Minuter efter faldt Startflaget for de tretten Herrer; fra Pressebaaden naaede man lige at se Herrerne kaste sig frem i Vandet, inden Baaden drejede ind i Christianshavns Kanaler

Med Esther Østergaard til Havneløbet.

Med lange, rolige Tag svømmede den smaa Frk. Østergaard i Spidsen for Feltet. Tempoet var godt, men Frøkenen manglede noget Overblik over Banen og svømmede i store Buer, hver Gang, det gik om el Hjørne, i Stedet for at smutte den kortest mulige Vej.

Den dobbelt Sejrherre Viggo Christensen, »Sparta", der vandt den første Kapsvømning gennem Københavns Kanaler og desuden erobrede "Dagens Nyheder"s smukke Pokal for "Først under Højbro".

Mere og mere forøgede Frøkenen sit Forspring for Gudrun Nannestad Hansen, men til Gengæld halede den forreste mandlige Svømmer stærkt ind paa hende. Det var Viggo Christensen fra "Sparta", Løbets Storfavorit og fast besluttet paa at være første Mand ved Højbro.

I tætte Stimer stod Folk derinde paa Bredden og spurgte i en Uendelighed: "Hvem er det, der er forrest?" og "Hvorfor kommer de saa sent?"

Fra Pressebaaden oplystes de om, at Løbet først var startet lidt for syv, og forrest: Ja, det var Frk. Østergaard endnu ved Udgangen til Havneløbet.

I Havneløbet udfor Cort Adelersgade.

Det blev en haard Tur tværs over' Havneløbet. Kun tre af Løbets Deltagere opgav under hele Turen, og de to opgav her, midt i den haarde Strøm fra Syd.

Her passerede Viggo Christensen ogsaa Esther Østergaard og havde altsaa vundet fem Minuter ind paa Frøkenen paa dette Tidspunkt.

Jo mere vi nærmede os Højbro, i des tættere blev Menneskerækkerne i derinde paa Kajen. Børsbroen, Holmens Bro og Højbro, alle var de tæt pakkede med Mennesker.

"Hvem er forrest?", "Hvem er det, der er forrest?", lød Sporgsniaalene ustandseligt, og til begge Sider maatte vi Gang paa Gang gentage Raabet: "Viggo Christensen"

Spartaneren svømmede fornuftigt og økonomisk; han ligefrem "snittede" Hjørnerne og svømmede ikke een overflødig Meter, saa godt saa han sig for.

Han smilede op til os i Pressebaaden, da vi raabte til ham, at den første Pokal allerede var i Kikkerten.

Først under Højbro.

"Dagens Nyheders"s Pokals Skæbne var nu praktisk talt afgjort.

Et Uheld skulde indtræffe, om det ikke blev den fortræffelige Svømmer, der erobrede den. I fin Stil og under de Tusinder af Menneskers Klap og Hurraer gik Viggo Christensen under Højbro som første Mand efter at have svømmet i 41 Min. 20 Sek. Han var frisk og veloplagt, og der var ingen som helst Grund til at antage, at han ikke vilde fuldføre Løbet og endog vinde det.

Da han kom ud paa den anden Side Broen, sattes Tempoet lidt ned. Den smukke Sølvpokal var jo nu sikret for ham, og han var et godt Stykke foran næste Mand, saa der var Tid til at tage den med Ro. Frederiksholms Kanal toges dog t et ganske godt Tempo. Stadig stod Folk i tætte Rader, hvor vi kom frem, og de store Sejlskibe, der laa og losse de her, var saa tæt besatte, at de krængede helt ud mod Vandet.

Nu drejer vi atter ud i Havneløbet; Langebro og Maallinien i Sigte. Viggo Christensen smiler og nikker op til os; med frisk Mod gaar han i Lag med det sidste Stykke. Lige stik imod Strømmen svømmer han, men det gaar fint, selv om det er en anstrengende Tur.

Var det virkeligt muligt? Menneskemasserne paa Langebro og Partiet deromkring syntes næsten fordoblede. Broens Jernværk og Trapper op til Taarnet var belejrede, og et Par Skibe, der laa ved Christiansgade og lossede Planker krængede endnu mere ud mod Vandet end de i Frederiksholms Kanal saa belæssede var de med Mennesker, der uden videre var vandret omborg.

Viggo Christensen dobbelt Sejrherre.

"100 Meter!" skraaler vi fra Pressebaaden, skønt der mangler 200. "15 Meter!" lyder det næste Gang. skønt der vist er 50 tilbage. Endelig "Maal!", den første Mand har fuldført og vundet baade den for hurtigste Herre udsatte Præmie og "Dagens Nyheder"s Sølvpokal. Han svømmer de faa Meter hen til Pressebaaden. hvor han trækkes om Bord. Kvik og frisk er han og dejlig varm over hele Kroppen. Et Glas Portvin drikker han ud til Bunds, og nu gaar det i fuld speed over til Badeanstalten "Rysensteen".

Frk. Esther Østergaard, der bevarede sin Førerstilling foran Feltet til midt i Havneløbet paa Strækningens nordligste Punkt. - Frøkenen var den bedste Dame og blev en fin Nr. 4 i Løbet.

Esther Østergaard er passeret af endnu et Par Herrer. Det er Gunni Skovgaard Hansen og John Nilsson, men Frøkenen kommer ind som Nr. 4, kun 15 Sekunder efter Nilsson.

Alle 18 Damer fuldførte Løbet, den sidste brugte over to Timer, men vilde fuldføre. Af de tretten Herrer opgav tre; foruden de to i Havneløbet opgav Poul Petersen, P. 08, udfor Thorvaldsens Museum.

Alt klappede som det skulde.

Ove.

(Herefter følger lister over alle deltagere).

(Nationaltidende, 30. juli 1925)

Herover: Start ved Langebro. I hjørnerne de to sejrherrer Ester Østergaard og Viggo Christensen. Herunder: Svømmerne passerer Christianshavns Kanal. Fotoer fra Aftenbladet (København) 30. juli 1925.

Året efter var der igen kanalsvømning.  Starten gik et sted ved Langebro. Om vandkvaliteten nævnte Nationaltidende at det var rent og klart næsten overalt, undtagen Christianshavns Kanal "hvor Dynd og andet Snavs havde samlet sig, men galante Robaade fik hurtigt renset en Bane for de første Damer." Adskillige aviser bragte historien på forsiden. Først nedenstående fotoserie fra Social-Demokraten 22. juli 1926:

Kanalsvømningen satte i Gaar Aftes sit Præg paa  Byens Liv i Havnegade og Gammelholmkvarteret og samtlige christianshavnske Overgader baade oven og neden Vandet. Billedt viser øverst til venstre Baadene ved Start- og Opløbsstedet, tilhøjre Damernes Start, da de hopper i Vandet og som en kulørt Perlerad samles ved den lange Jernkæde med Hætterne over Vandet. Nederst til venstre staar samtlige Damer paa Broen og til højre ses nogle af Løbets mange, mange tusinde Tilskuere.

Billedet viser til venstre Vinderen af Herreklassen, G. Stovgaard Hansen, og til højre den helt unge Esther Østergaard, der ligesom i Fjor vandt Dame-Løbet, men paa en endnu bedre Tid.

Aftenbladet bragte den 22. juli 1926 nedenstående fotoer fra den 2. kanalsvømning:

Fotografens Reportage fra Kanalsvømningen viser foroven den smukke Buket af kvindelige Svømmersker med Sejrherren Esther Østergaard (Nr. 1) og Edle Nielsen (Nr. 2). Derefter følger den pudsige Situation, da Damerne springer i "Ballon" før Starten, den kraftige Herreryg ved Siden af Nr. 19 tilhører Svømmeunionens Formand Otto Hansen. Det nederste Billede viser de mandlige Svømmere umiddelbart før Starten. Nr. 1 er Sejrherren Stougaard-Hansen.

Endelig bragte Nationaltidende den 22. juli 1926 nedenstående foto:

Der springes ud til Start. - Tilskuere ved Kristiansgade.