Barakbørnene, de Gamle og de Syge. (Efterskrift til Politivennen)

Dødeligheden vil rasle i Vejret, hvis ingen tager sig af dem.

Menighedsplejebørnehaven i Saksogade

Understøttelsesforeningen og De samvirkende Menighedspleier har i Gaar sammen udstedt et fælles Nødraab for at kalde paa Offentligheden i Anledning at de mørke Tilstande, der raader i Byen som Følge af Krise og Arbejdsløshed. Understøttelsesforeningens Kontorchef, Overretssagfører Mogensen, talte for Enkerne og de Gamle. Enkerne kan ikke søge Hjælp ved de offentlige Kasser uden at miste deres Enkebørnsunderstøtttelse, og de Gamle, der har deres Aldersrente, er ligeledes udelukkede og mange af dem, baade Enker og Gamle, kæmper en haard Kamp. De Samvirkende Menighedsplejers Sekretær, Dr. theol. Alfred Th. Jørgensen, talte om de mange ubemidlede Syge, der laa og ventede paa Hjælpen og om liørttene.

- Det er jo bekendt, sagde han, at Dødeligheden herhjemme var forfærdende, før Menighedsplejerne oprettede deres Børneplejestationer. En Tiendedel af samtlige fødende Kvinder herhjemme søger nu Børneplejestationerne, hvorfra de bl. a. faar en Liter sød Mælk daglig til sig selv, for at de kan give Bryst. Det koster imidlertid 80,000 Kr. om Aaret,og man trænger i Øjeblikket til Penge. Vi haaber vi faar dem, ja vi venter bestemt paa at brave Mennesker giver os dem. De er ogsaa godt anvendte. Hvis ingen tog sig af Børnene i Barakkerne, vilde Dødelighedsprocenten ligefrem rasle i Vejret igen!

Og der er altsaa kun det at tilføje, at Københavns Understøttelsesforenings Kontor er Stoltenbergsgade 10, og at De samvirkende Menighedsplejers Kontor er Vendersgade 28.

En Udtalelse af Menighedsplejernes Leder, Dr. theol. Alfred Jørgensen.

Vi har spurgt Lederen af De samvirkende Menighedsplejer Dr. theol. Alfred Jørgensen, om han, saaledes som det fremgaar af ovenstaaende, mener, at Barakkerne er særlig sundhedsfarligt for smaa Børn.

- Naar jeg har brugt Ordet Barakker, siger Hr. Jørgensen, saa er det egentlig kun et Udtryk i al Almindelighed. Det, der er det farlige, og det, som jeg vil til Livs, det er Lysthusprincipet.

De kommunale Barakker er ikke i Almindelighed farlige for Barnets Sundhed. De er dog bygget ordentligt. At de i moralsk Henseende maaske ikke er saa heldige, det er noget andet, men det vedrører ikke den Sag, jeg har slaaet til Lyd for.

Det, jeg mener, er alle de Lysthuse, der rejser sig rundt om i Byens Yderkanter tømret sammen af nogle Brædder. At Folk gerne vil bo for selv,  er kun naturligt, men naar Efteraaret og Vinteren kommer, saa rummer disse Lysthuse overordentlig store Farer og først gaar det selvfølgelig ud over de smaa Børn.

Det er umuligt at rigtig varmt og herved bekæmpe den evige Fugtighed, der begynder med Efteraarets Regnskyl og som øges, naar Frosten afløses af Tø. Jorden bliver aldrig tør. Der staar altid Fugtighed op fra den og forpester Huset og ødelægger de Smaas Sundhed.

Men for at skærme de Smaa og gøre dem saa sunde, som det under de givne Forhold er muligt, maa vi have Penge. Saa kan vi bl. a. forøge Antallet af vore Menighedsbørnehaver, hvor de Smaa i Alderen fra 3 til 5 Aar hver Dag nogle Timer kan plejes paa det bedste og tilbringe gode Timer under fornuftigt Opsyn og Omsorg.

(Aftenbladet (København) 4. marts 1926).

Menighedsbørnehaven Saxogade 13, Vesterbro begyndte i 1915 på initiativ af Gerda Augusta Tillisch (på opfordring af redaktør Dr. R. Kjer-Petersen) som legetante i en baggård til Absalonsgade 35. Senere samme år fik de lokaler i Absalonsgade 37. I 1917 havde R. Kjer-Petersen fået samlet så mange penge, at han kunne oprette to børnehaver. Én i Gethsemanekirkens krypt og den anden blev Apostelkirkens Menighedsbørnehave. I 1919 blev G. A. Tillisch leder af Apostelkirkens Menighedsbørnehave, efter hun i et par år havde fungeret som vikar i tre Vesterbro-børnehaver. Børnehaven havde dengang 62 børn, og de betalte hver 1 øre om dagen.

Mordet i Estlandsgade, (Efterskrift til Politivennen).

 

Social-Demokraten, 3. marts 1926: foto fra lejligheden, opdagerkorpset (overvagtmester Liktner med ryggen til) og Estlandsgade. 

En gammel Cigarhandlerske i Estlandsgade myrdet.

Morderen har knust hendes Hoved med en Økse og derefter overskaaret hendes Hals.

I Estlandsgade-Kvarteret opskræmtes Beboerne i Gaar Eftermiddags ved Efterretningen om, at der var forøvet et Mord i Estlandsgade 3. Den 61-aarige Cigarhandlerske, Fru Louise Holm var fundet dræbt i sin Lejlighed.

Morderen havde tilredt hende frygteligt, idet han først har knust hendes Hoved og derefter overskaaret hendes Hals. Endnu ved Midnatstid kunde Opdagelsespolitiet ikke fastslaa Mordets Karakter. Om Rovmord er der næppe Tale.

Mordkommissionen med Overvagtmester Liktner i Spidsen er i fuld Aktivitet.

Paa vort Billede ses den myrdede Cigarhandlerskes Butik i Estlandsgade en en Gadebetjent, som holder Nysgerrige paa Afstand.

Netop paa samme Tid som Offentligheden med spændt Interesse imødeser Afslutningen af den uhyggelige Sag fra Annexgaardsvej, har Opdagelsespolitiet faaet en ny mystisk Affære til Undersøgelse.

Et Mord er begaaet i Estlandsgade 3, i Kvarteret mellem Dannebrogsgade og Revalsgade, kun faa Hundrede Meter fra Ejendommen, Komplottet fra Den Fingerløse gæstede Drabsnatten... Det er saaledes paany imod den københavnske Underverden, Politiøjet er vendt.

Den Myrdede findes.

Morderens Offer er den 61-aarige Fru Louise Holm, der i Estlandsgade 3 i Stuen drev en Cigar- og Vinhandel. Bag Butiken havde hun sin Privatlejlighed, der bestod af et Par Værelser.

Fru Holm var noget gigtsvag, og til nogle af Naboerne havde hun i Forgaars fortalt, at hun i Gaar Formiddags skulde ind til Overlæge Otlesen for at blive underkastet en Lysbehandling.

Beboerne i Kvarteret havde lagt Mærke til, at Forretningen var lukket fra om Morgenen og hele Formiddagen. Saa kom Middagsbladene; da Budet ikke blev lukket op, lagde han Bladbunken ovenpaa Automaten udenfor Butiken.

... Klokken b.ev 3, og nu begyndte man at ane Uraad, da der stadig var lukket.

Marskandiserske, Fru Bertine Holm, der bor i samme Ejendom, gik ind ad Gangen og bankede paa Køkkendøren. Hun blev meget forbauset ved at finde den aaben, idet hun vidste, at Cigarhandlersken var ydert forsigtig i Retning af at laase Dørene.

Det slog hende, at der var noget galt, og hun gik ud og kaldte paa Naboen, Boghandler Petersen, og dennes Hustru, hvem hun satte ind i Situationen.

Da de kom ind i en lille Korridor mellem Køkkenet og Stuen i Cigarhandlerskens Lejlighed, fandt de Fru Louise Holm liggende paa Gulvet.

Der saa forfærdeligt ud. Øjensynlig havde der staaet en Kamp paa Liv og Død.

Fru Holm, der var fuldt paaklædt, var myrdet efter at være tilredt paa en grufuld Maade. Hendes Hovede var delvis knust, formentlig med en Økse, og derefter var hendes Hals skaaret over. En blodplettet Brødkniv laa ved Siden af Liget.

Mordkommissionen  kommer

Boghandler Petersen telefonerede til Politiet paa Vesterbros Station, hvorfra man straks sendte et Politiautomobil ud til Stedet, men Mandskabet var øjeblikkelig klar over, at her gjaldt det at tilkalde Opdngelsespolitiet hurtigst muligt.

Der blev slaaet Alarm til Politigaarden, og i Løbet af faa Minuter ankom Politiinspektør Volquartz, Overvagfmestrene Liktner og Schou, Vagtmester Seltorp, Overbetjent Ottosen og deres Medarbejdere, Dr. Fog fra Retsmedicinsk Institut, Forstander Bugge fra Identificeringsbureauet, Politiets Fotograf osv.

Det er en Selvfølge at hele dette Opbud vakte den største Bevægelse i det tætbefolkede Kvarter. Det var en Sensation i Lighed med, da Mordbranden og Eksplosionen i Revalsgade, lige om Hjørnet, gik for sig ved Paasketid. Gaden blev afspærret, men i Eftermiddagens og Aftenens Løb søgte Hundreder af Mennesker hen til Stedet for blot at faa et Glimt at se af de travle Politimænd.

Den myrdede Kvinde blev fotograferet, og da den sædvanlige Undersøgelse var foretaget, blev Liget ført til Retsmedicinsk Institut.

Opdagerne fandt yderligere Tegn paa, at den gamle Dame havde kæmpet med Morderen. Rundt i hendes Ansigt var der Knivstik, og ogsaa i hendes ene Haand var der et Saar, rimeligvis fremkommet ved, at hun har grebet efter Mordvaabnet, enten det nu er Kniven eller Øksen.

Der blev, som sædvanlig i saadanne Sager, holdt Raad, og derefter gik Opdagerne i Gang med en systematisk Afhøring i hele Gaden og hos alle, der kunde antages at give en Oplysning af Interesse,

Det er Opdagelsespolitiets Opfattelse, at Mordet er foregaaet Mandag Nat eller muligt allerede oin Aftenen, et Moment, der naturligvis havde sin Betydning for Undersøgelsen.

Inden Aften havde Overvagtmester Liktner, der tog tilbage til Hovedkvarteret paa Politigaarden, faaet mere end et halvt Hundrede Rapporter til Gennemlæsning.

Fru Louise Holm var en velhavende Dame.

Men Opdagerne mener ikke, at der foreligger Rovmord.

Fru Louise Holm havde været gift med en Skræder i Korsgade. Hun havde en Søn, der for Tiden opholder sig i Amerika. Han ventes hjem nu i Foraaret, og hun glædede sig meget til Gensynet, og fortalte, at hun vilde sende ham 6000 Kr. i Fødselsdagsgave.

Sin nuværende Forretning havde hun kun haft i et Par Aar. Tidligere drev hun en stor Marskandiserforretning i Slotsgade og hun lagde ingen Skjul paa, at hun var velhavende, saaledes at Butiken i Estlandsgade ikke var nogen Livsbetingelse for hende. Ligeledes yndede hun at tale om sine Juveler og Smykker, og hendes Fingre var prydede af Brillanter. Det morede hende, efter hvad hun sagde, at laane Penge ud til Kvarterets Folk. Hun var ikke ublu med Renterne.

Opdagerne skriver deres Rapporter.

Politiassessor Krenchel, der er udset til at lede Efterforskningen i Mordsagen, aflagde i Gaar Besøg paa Gerningsstedet og fik Lejlighed til at sætte sig ind i det foreliggende Materiale.

Der gaar Rygter om, at Fru Holm stillede sig særdeles velvilligt overfor Folk, der kom for sent hjem; naar de bankede paa Ruden, var hun altid rede til at sælge Cigarer eller Spiritus. Fra flere Sider var hun blevet advaret, men uden at det ændrede hendes Optræden.

Netop fordi man overalf i Kvarteret fremhævede Fru Holms Rigdom. Saa det nær at antage, at her forelaa et Rovmord. Der blev derfor iværksat en nøje Undersøgelse vedrørende hendes Pengeforhold. Imidlertid viste det sig ved Ransagning i Lejligheden, at der tilsyneladende ikke manglede Penge. Der fandtes nogle Hundrede Kroner, og Sparekassebøger og Tegnebøger var i Behold.

Skriget i Naten

Man har meget nøje afhørt Beboerne i Naboejendommene, og har derved bl. a. faaet én interessant Forklaring frem. Boghandler Petersens Hustru har oplyst, at hun vaagnede forrige Nat ved 1 -Tiden ved at høre et Skrig og en rallende Lyd.

Fruen havde dog ikke straks fæstnet Opmærksomheden derved, idet der i Kvarteret ofte høres mærkelige Lyde ved Nattetid. Men efter det nu passerede har hun naturligvis tænkt, at dette staar i Forbindelse med Mordet. Og Politiet er tilbøjelig til at give hende Ret.

Fru Holm plejede at gaa i Seng ved 11-Tiden om Aftenen. Hun havde den Vane at ligge og læse nogle Timer. Ude paa Gaden kunde man se Skæret fra Læselampen.

Der søges -

Ganske naturligt ønsker Opdngelsespolitiet ikke i Øjeblikket at udtale sig om den Teori, der er opstillet' angaaende Mordforbrydelsen. Det er dog næppe nogen Hemmelighed, at man enten regner med et Hævnmord eller med et Røveri, der af eti eller, anden Grund mislykkedes.

I Aftes afhørtes nogle yngre Mænd af Fru Holms nærmeste Slægt og desuden en Række andre Personer. Ved Midnatstid fortsattes Afhøringerne af to Mænd.

Paa dette Tidspunkt erklærede Politiinspektør Volquartz, at han ikke antog, at Sagen i Natten Løb vilde blive opklaret.

(København, 3. marts 1926)

Da Rygtet om Mordet fløj ud over Kvarteret.

Øverst: Folkemængden udenfor den Myrdedes Butik. - Nederst: En Filmsfotograf i Virksomhed paa Taget af en Bil midt i Folkemylderet.

Det var ikke et Brag, der lød, og som alarmerede Kvarteret som gennem en vældig Højttaler, det var et Rygte, der begyndte ganske stille som en Hvisken mellem nogle enkelte Mennesker, men denne Hvisken knitrede fra Hus til Hus som en Løbeild, der en Gang antændt ikke kan standses, det fængede overalt: - Har De hørt det? Et nyt Mord. En gammel Cigarhandlerske her henne i Gaden er fundet dræbt med Øksehug og Knivstik? Og denne Hvisken sted efterhaanden til en Brusen, der skyllede gennem Gaderne og rev alle med sig. Tilløbet til Gerningsstedet begyndte. Smaaa og store, Børn og Gamle, alle strømmede derhen. Politiet mødte frem for at holde Menneskemasserne tilbage, det var nødvendigt thi alt som Røret voksede, blev Situationen jo ligefrem faretruende. Midt i Sværmen dukkede en Filmfotograf op og "drejede" først Menneskehavet ind i sit Objektiv og rettede derefter dette mod Mordhuset, Stedet for den frygtelige Daad, den lille Cigarhandlerbod.

Sidste Billede af den Myrdede.

Fru Louise Holm.

Der var forøvrigt intet at se, men man vidste jo, at de var derinde, de undersøgende Politimænd, og saa holdt man Stand i Haab om, at der skulde ske noget. Og sent paa Aftenen skete der ogsaa noget. Da kom Rustvognen, og da har de Liget ud i Kisten. Og alle strakte Hals, og en hemmelighedsfuld Gysen gik gennem dem alle: der bar de jo Morderens Offer bort.

Kisten med den Myrdedes Lig bæres ud til Rustvognen.

Med knust Hoved og overskaaren Hals.

Grufuldt Mord i Estlandsgade.

En 60-aarig Detailhandlerske fundet myrdet i Gangen bag sin Butik.

Opdagelsespolitiets Mordkommission paa Klapjagt efter den ukendte Gerningsmand.

Den Myrdede og hendes afdøde Mand, Marskandiser Holm.

- - - 

Den Myrdedes Liv og Forild.

Fru Holm. der vilde være fyldt 61 Aar den 15. Marts, var den yngste af en Søskendeflok. af hvilke en Broder, pensioneret Lokomotivfører Jensen, bor i Øresundsgude. Dennes ældste Datter er gift med Juvelhandler Alfred Hansen, og en anden Datter med Sigfred Nielsen, afsondret sig og er ikke kommet sammen med sine Slægtninge

Fru Hoim havde været gift med Marskandiser Holm, der i nogle og tyve Aar drev Forretning Korsgade 44 og bl. a. havde en ret stor Virksomhed, han var den første der drev her i Byen. Da Manden døde, fortsatte Enken Virksomheden i nogle Aar indtil hun i 1921 besluttede af rejse over og tilbringe Resten af sine Dage hos en Søn i Amerika. Hun solgte da Forretningen og hele sit lndbo til Marskandiser G. Nilsson, der endnu driver den. Ved Juletid rejste hun, men Opholdet i Mmcnka blev hende en stor Skuffelse. hun blev Uvenner med sin Søn og reiste hjem igen - hun kom tilbage September 1922. Af den Kapital hun havde, da hun rejste, ca. 12,000 Kroner, var der endnu en halv Snes Tusind Kroner i Behold, da hun overtog Cigarforretningen i Estlandsgade.

(Aftenbladet, 3. marts 1926)

Det gaadefulde Mord i Estlandsgade.

Var det Morderen der sprang over Plankeværket?

I Løbet af Onsdagen lykkedes det ikke det københavnske Opdagelsespoliti at faa det ringeste Spor af den Person, der myrdede Cigarhandlerske Louise Holm, Estlandsgade 3.

60 Opdagere er i Aktivitet, og der er bleven foretaget Afhøringer af over 100 Mennesker, deriblandt en ældre Tømrersvend Jensen c: den omtalte Malersvend Lønbo, men de har begge kunnet bevise deres Alibi.

Mandag Aften var der Bryllupsfest i en Lejlighed i Nærheden, og da nogle Gæster var ude i Gaarden, saa de en Mandsperson springe over Plankeværket fra Gaarden ved Estlandsgade 3. De mente, dét var en Tyv og anstillede en nærmere Undersøgelse, men han var sporløst forsvundet.

Fru Holm var bekendt for at drive en ret udstrakt Handel efter Lukketid, og usandsynligt er det ikke, at Morderen er en af hendes Kunder. Det kan tænkes, at han er kommet for at faa nogle Varer, men at hun ikke har villet give ham nogen Kredit, og at han saa maaske under Indflydelse af Spiritus har begaaet sin forfærdelige Forbrydelse. Skulde dette være Tilfældet. er Morderen alt saa at soge i den myrdedes Kundekreds.

(Kolding Social-Demokrat, 4. marts 1926).

Mordet i Estlandsgade.

Den myrdede Fru Louise Holm havde gennem sin Steddatter Tilknytning til Rønne.

--- Vi erfarer i Dag, at den myrdede ikke er ukendt i Rønne. Hun, der er født Louise Jensen, har, som nævnt, været første Gang gift med en Skrædermester Holm og dennes Datter er gift med Skipper Flade her i Byen.

Hos Flades har man altid regnet Fru Louise Holm som Svigermoder, og hun har ofte besøgt sin Steddatter og Svigersøn her i Rønne, hvor man satte meget Pris paa hende. Fru Holm var meget godgørende, og der nævnes flere Eksempler paa, hvorledes hun har ydet fattige Folk her i Byen Hjælp, ja endog sendt dem Tøj fra sin Forretning i København. Holm drev en større Skræder- og Garderobeudlejningsforretning i Korsgade.

I Ægteskabet med Holm havde Fru Louise Holm en Søn, Jean Otto Holm, der som Dreng altid tilbragte sine Sommerferier hos Skipper Flades og sikkert vil huskes af en Del jævnaldrende her i Byen. Jean Holm bor nu i Amerika, hvor han har en Farm og er Medlem af en stor Kødtrust. 

Skrædermester Holm, der var en Del Aar ældre end sin Kone, døde efter en Snes Aars Ægteskab, og siden giftede Fru Holm sig med en Marskandiser Hansen, fra hvem hun senere blev skilt. 

Fru Holm har været et Aars Tid i Amerika hos sin Søn, men efter at være vendt tilbage, købte hun Cigarforretningen i Estlandsgade. Hun kunde ikke være ledig. Hun havde efterhaanden faaet en betydelig Kundekreds, som hun var meget afholdt af.

Ifølge Hovedstadsbladene er der i Fru Holms Lejlighed fundet Værdier for 12-14,000 Kr. og hos en Sagfører skal være deponeret et Testamente, hvorefter Sønnen Jean i Amerika er indsat som Universalarving.

Et af de unge Mennesker, som hun har ydet Hjælp, Malersvend L ø n b o, har været i Forhør, men han har sit Alibi i Orden. Han udtaler, at Fru Holm var et ualmindelig godt Menneske og derfor afholdt i hele Kvarteret. Man er meget betaget af den sørgelige Skæbne,

(Bornholms Avis og Amtstidende, 4. marts 1926. Uddrag).

Aviserne begyndte at svirre med teorier om motiverne for mordet, bl. a. at hun skulle være mandfolkekær, se fx Aftenbladet, 8. marts 1926.

Efterlysningsplakat fra Aftenbladet, 10. marts 1926.

Fru Louise Holm blev den 7. april 1926 bisat på Bispebjerg. Til stede var knap en snes mennesker. Sønnen opholdt sig i Amerika. I september 1929 afhørte man den fængslede barnemorder Carl Jørgensen ("Røde Carl") for om han kunne have begået mordet.

I november 1936 genoptog man afhøringen af sønderjyden "Manden fra Texas" der på det tidspunkt var fængslet for tyveri. En 3-4.000 mennesker blev afhørt i sagen, og nogle fingeraftryk blev aldrig lokaliseret til hvem de tilhørte.

Foto fra Aftenbladet, 22. januar 1955 som berettede om at sagen stadig var uafklaret.

Ejendommen Estlandsgade 3 hvor mordet fandt sted, er i dag nedrevet og udlagt til park og legeplads. Så man kan kun se husene overfor. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Peter Erasmus Lange-Müller (1850-1926). Sygdom og Begravelse. (Efterskrift til Politivennen).

Lange-Müller ramt af Apoplexi

Den berømte Komponist styrtede igaar om paa Gaden og blev ukendt kørt til Kommunehospitalet

Komponisten Lange Müller er i Gaar Aftes pludselig blevet alvorligt syg, og er indlagt paa Kommunehospitalets 7. Afdeling, hvor han tilses af sin Svoger, Overlæge Bentzen. Lange Müller var i Aftes ude at spadsere en Tur. Da han passerede gennem Rosenørns Allé blev han pludselig grebet af et Ildebefindende, og styrtede om paa Gaden. I Faldet kvæstede han Hovedet saa Blodet piblede frem. Tililende Folk tog sig af ham. og fik uden at vide, hvem det var, den Tilskadekomne bragt i Ambulance til Kommunehospitalet.

Ukendt paa Hospitalet.

Paa den vagthavende Læges Forespørgsel om hvem Patienten var svarede Lange-Müller, at han hed Musiker Møller, og under delte Navn blev han indskrevet paa Hospitalet. Senere opdagede Lægen dog, at den Tilskadekomne var den berømte Komponist, og man underrettede derfor straks hans Svoger, Overlæge Bentzen, der øjeblikkelig kom til Stede, og drog Omsorg for. at Lange-Müller blev overflyttet til hans Afdeling.

Her vil han idag blive undersøgt af et Par af vore mest fremragende Nervespecialister. En foreløbig Undersøgelse synes at godtgøre, at den berømte Komponist ikke er kommet til Skade ved selve Faldet, men at han er blevet ramt af et apoplektisk Tilfælde, der har lammet hele den venstre Side.

Allerede da man for nogen Tid siden fejrede Komponisten paa hans 75 Aars Fødselsdag, var han yderst svagelig, og det var kun med Opbydelsen af alle sine Kræfter, at han var i Stand til at overvære Festforestillingen paa Det kgl. Teater.

Da vi imorges forhørte os om Lange-Mullers Befindende, meddelte man os paa Kommunehospitalet, at det var uforandret, men ikke frembød øjeblikkelig Fare. Louis

(B. T. 23. februar 1926).

Lange-Müllers Begravelse

Lange Mullers Begravelse foregik Fredag Eftermiddag fra Frue Kirke ved en stor og meget smuk Højtidelighed.

Et stort og repræsentativt Følge var mødt, deriblandt de fleste af Musikverdenens kendte Navne.

Efter Orgelpræludium og Afsyngelsen af "Kirken den er et gammelt Hus" - Lange-Müller havde selv bestemt, hvilke Salmer, der skulde synges ved hans Bisættelse - talte den unge Pastor Reumert fra Hørsholm smukt ud fra Ordene i Jacobs Brev: "Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra". Ud fra sit nære Kendskab til Large-Muller skildrede han den afdøde som den gode og trofaste Hjemmets Mand og Fædrelandets Søn, den store Kunstner og det beskedne Menneske.

Derefter sang Koret Ingemanns to Salmevers: "Igennem Nat og Trængsel gaar Sjælens Valfartsgang", og saa lød Tonebruset oppe fra Orgelpladsen, hvor det kgl. Teaters Kapel udførte Lange-Müllers egen Andante funebre, der oprindelig var skrevet til Hartmanns Bisættelse.

Straks efter sang Operasangerinden Fru Birgit Engell: "En Engel har rørt ved din Pande", skrevet af Lange-Müllers Ungdomsven Ernst v. d. Recke. Og sluttelig sang Cæciliaforeningens Kor to Salmer af Lange-Müller: "Efter Skriftemaalets Trøst" og "Der kommer en Konge, naar Nøden er størst".

Kisten blev derefter ført ud af Kirken og førtes til vestre Kirkegaard, hvor Jordpaakastelsen foregik, og hvor Studentersangerne sang et Farvel.

Ovenstaaende Billede er taget, da en Kreds af Komponister bærer Kisten ud af Kirken.

Foran til venstre ses Komponisten Alfred Toft, bag ham Fini Henriques. Til højre: Reder Gram, bag ham Poul Schirbeck. I Baggrunden ses nogle af de mange Bannere fra Musik- og Sangforeninger, som blev baaret efter Kisten. Yderst til venstre og højre: Studenterforeningssangere, der fungerer som Marskaller.

(Vestkysten. Esbjerg. 6. marts 1926).

Lange-Müllers Begravelse i Gaar.

Den foregik fra Frue Kirke under mægtig Deltagelse. - En pompøs Sørgehøjtidelighed.

Kisten, dækket af mægtigt Dannebrog, anbragt paa Vognen, som skal føre den til Vestre Kirkegaard.

Den danske Midsommers Tonekunstner Lange-Müller er i Gaar lagt under Mulde. Under mægtig Deltagelse foregik hans Begravelse fra Frue Kirke, hvor den sidste Hilsen og Hyldest til ham formedes i Musik og Sang af stor Skønhed - Sørgehøjtideligheden havde et overordentlig stemningsfuldt, ja, pompøst Præg.

Der var udstedt Adgangskort til Kirken, og der havde været Rift om disse Kort. Hver Plads var optaget. Man saa ud over en Sørgeskare saa stor, som den sjældent findes. Hoved ved Hoved, galaklædte, sad her Repræsentanterne for det Folk, Lange-Müller havde tjent og glædet. Oppe i Koret havde Studentersangerne Plads: de vilde som Æresvagt ledsage Kisten vil Vestre Kirkegaard.

Den pompøse Sørgehøjtidelighed i Frue Kirke.

Kisten stod nedenfor Korrundingen mellem mildt lysende Kandelabre og stedsegrønne Træer. Et Dannebrogsflag dækkede den, og ovenpaa Flagdugen laa Blomster fra Familien. Men omkring Kisten og ned gennem Kirkens Midtgang og langs Stolestaderne blussede Blomstervældet og de rødhvide Baands Pragt indtil Overdaadighed.

Der var Blomsterdekorationer fra Kongeparret, Medlemmer af Kongehuset og fra de forskellige Institutioner indenfor Musikverdenen. En Række Faner fra Musik og Sangforeninger var opstillet bag Kisten

Højtideligheden

Sørgehøitidelighden indledtes med Lange Mullers "Andante Funebre", komponerer til Hartmanns Tekst. Derefter sang Koret von der Reckes Omarbejdelse af "En Engel har rørt ved din Pande" til Lange-Müllers egen Musik. Talen holdtes af den afdødes Ven Pastor Reumert, Hørsholm.

Pastor Reumerts Tale tager sit Udgangspunkt fra et Sted i Jakobs Brev i Det nye Testamente: "Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller skiftende Skygge". Han skildrer med disse Ord som Baggrund den store danske Komponist og hans skønne Livsværk.

Saa lyder Salmen "Igennem Nat og Trængsel". Og da denne er sunget, lader Det kgl. Kapel sig høre - de fine Toner genskaber den Andante funebre, som Lange-Müller komponerede til J. P. E. Hartmanns Bisættelse, men som aldrig blev sunget. 

Nu høres Birgit Engells rene Stemme gennem det aandeløst stille Rum. Hun synger "En Engel har rørt din Pande": Melodien er Lange-Müllers, medens Teksten er tilrettelagt af Ernst v. d. Recke. Og atter lyder der Sang, denne Gang mangestemmig og med Ledsagelse af Orkestret -Cæciliaforeningens store Kor under P. S. Rung-Kellers Ledelse afsynger Lange-Müllers to sidste Salmer "In Extremis" ("Efter Skriftemaalets Trøst" af Alexia Tolstoy ved Thor Lange) og "In te Domine speramus" (Der kommer en Konge, naar Nøden er størst", af B. S. Ingemann efter Davids 72. Salme).

Til Kirkegaarden.

Tonerne fra Kor og Orkester forstummer. Og medens Orglet spiller dæmpet og højtidsfuldt, træder nu en Kreds af Komponister hen til Kisten og bærer den ud af Kirken.

Et tusindtalligt Følge fulgte med til Vestre Kirkegaard. Ved Graven sang Studentersangerne et Farvel.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 6. marts 1926).

P. E. og Ruth Lange-Müllers gravsted på Vestre Kirkegård. Ruth Lange-Müller var datter af konsul Jens Frederik Block på Sophienberg, Da han døde i 1892, overtog enken Sophienberg. Efter Ruths giftermål med Lange-Müller i 1892, døde moderen i 1897, hvorefter Ruth overtog Sophienberg hvor parret boede om sommeren. Efter Ruth Lange-Müllers død i 1921 arvede deres 3 døtre Sophienberg. Den ældste datter Irmelin afstod arven i 1928 til den yngste Vibeke, der blev diakonisse i Indien. Den mellemste datter Merete rådede så over Sophienberg. Hun blev i 1930 gift med Brahim ben Hannine som hun havde truffet i Biskra/Algier hvor faderen Lange-Müller havde været på et længere rekreationsophold. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Et Besøg i Københavns Proletarkvarterer. (Efterskrift til Politivennen)

Mennesker, der lever som Dyr i uhumske Huler. - Hvordan Skøger og Forbrydere udklækkes.

Ved et Møde, som Kirkens Korshær afholdt forleden, fremkom der en Række Oplysninger om de frygtelige Boligforhold, der hersker i det saakaldte mørke København. En af vore Medarbejdere, som har aflagt Besøg i de forskellige Kvarterer, giver her en Skildring af de mildest talt forfærdende Forhold, som raader.

Fra den velholdte Vesterbrogade, der er Hovedfærdselsaaren fra Raadhuspladsen og udefter til Valby, strækker sig en Række Sidegader, bag hvis høje Arbejderkaserner der adskillige Steder skjuler sig et helt ukendt Kvarter, som man almindeligvis næppe skænker en Tanke.

Det er her i de saakaldte Vesterbros Sidegader, at Københavns "Forbryderkvarter" findes. Her er nemlig Arnestedet for hele den lovløse Prostitution, hvis Hærskare af ulykkelige Kvinder hver Aften og Nat hjemsøger Raadhuspladsen og Vesterbrogade. Søger man ind gennem en af Portene i en saadan Sidegade, opdager man at den ene Bygning gemmer sig bag den anden. Der kan være 1., 2. og 3. Bagsal, som det kaldes, og her kan man finde 1-Værelsers Lejligheder. Et enkelt Sted fandtes her et usselt Hummer, hvor der levede en hel Familie bestaaende at Fader og Moder, to voksne Døtre, en voksen Søn og fire Børn i Alderen fra 5 til 12 Aar. Yderligere fandtes der 1 Logerende, en Veninde til en af Døtrene. Alt Familieliv foregik aabenlyst i denne Hule, hvor den udslidte Kone prøvede paa at holde saa nogenlunde rent. Vi spurgte hende, hvorfor hun ikke søgte at faa Børnene ud, og hun svarede, at saa længe de kunde blive i Reden, havde de dog et Hjem. Andre Steder var det værre, der havde man Værelset adskilt i to Afdelinger af Hensyn til Datteren, som ernærede Familjen ved Prostitution, og hvis Kæreste ogsaa boede i "Lejligheden".

Saadanne frygtelige Forhold finder man i Massevis af, og man kan derfor ikke forundre sig over, at de Børn, der vokser op under disse Omgivelser, bliver moralsk ødelagte allerede inden de bliver konfirmeret, og holder man endelig "Stien ren" indenfor det lille Hjems egne Døre, saa er der nok af Ting, der foregaar alle andre Steder i det samme Hus, der kan ødelægge Børnene.

Nogle Steder kan man se en "enlig Dame", som i Forhuset sidder med en Treværelserslejlighed, hvor hun selv bebor et usselt Hummer, der kaldes "Pigekammer". medens de tre Stuer er lejet ud til en af Gadens Piger og lader, som om de ikke hører eller aner hvad der foregaar i dette Værelse.

Akkurat de selvsamme Forhold finder man i det saakaldte Rabarberkvarter paa Nørrebro, og ikke langt der fra kan man finde et helt nyt Kvarter, hvor den saakaldte "finere Prostitution" holder til.

I selve den gamle By i Aabenraa og Landemærket og andre Steder finder vi den københavnske Ghetto. Det er her, at vore polske Gæster holder til. Disse Folk er af en hel anden Type end Beboerne paa det yderste Nørrebro eller Vesterbro. De polske Jøder er myreflittige Folk, som stuver sig sammen ligesom Rotter i en Rede. Ofte kan man finde ligefremme Huler, livor hver eneste Plads er udnyttet, og hvor der hersker det frygteligste Griseri. Mange af disse polske Boliger er rene Udklækningsanstalter for Væggetøjet, der i de senere Aar er blevet en sand Plage i København. I de varme Sommere breder de sig til andre Kvarterer, og det er jo en Kendsgerning, hvordan disse Dyr har bidt sig haardnakket fast i Husvildebarakkterne, der jo meget viseligt syens at være bygget netop saaledes, at en rationel Udryddelse ikke kan iværksættes.

Det, der imidlertid rummer den største Fare, rent samfundsmæssigt er imidlertid de overfyldte

Huse med 1 Værelsers Lejligheder, idet det er her, at den opvoksende Ungdom bliver ødelagt. Man kan ikke fortænke Børnene i, at de hellere vil være uden for Hjemmet undtagen lige netop, naar de skal sove, og hvad der kan foregaa i disse overfyldte Værelser, er ikke sundt for Barnesindet. For en ikke ringe Del kan man regne dette grelle Udslag af Bolignøden som Aarsag til den stigende Umoralitet blandt de sidste Aars Ungdom. Derfor burde ogsaa en Løsning af Boligspørgsmaalet sættes langt frem foran adskillige andre Sager, der udmærket godt kunde vente.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 17. februar 1926).

Anna Jacobsen død. (Efterskrift til Politivennen)

Fru Anna Jacobsen.

Folketeatrets populære Karakterskuespillerinde, Fru Anna Jacobsen, døde igaar, halvfjerdsindstyve Aar gl.

Anne Jacobsen ved sin Jubilæumsforestilling ifjor.

DE rige Evner, som Fru Anna Jacobsen sad inde med, fik aldrig Lov at udvikle sig under den kunstneriske Røgt og Pleje, som hendes noget udisciplinerede Talent fordrede . . Hun begyndte i Provinsen og utilfreds med Rejselivet, med Opgaver, som kun bød hende ringe Udvikling, med Medspillende, der i Evne og i Frodighed stod langt under hende, hengav Anna Jacobsen ved sin Jubilæumsforestilling ifjor, hun sig ofte til et Spil, der morede hende og dem, hun stod paa Scenen med, mere end Publikum, et Spil, som laa paa den anden Side af hendes Skuespiller-Værdighed ... . Hun følte det, og hun led under det, alvorlig og pligttro, som hun var, inderst inde, og det kom derfor som en Udfrielse for hende, da Det kongelige Teater ønskede at engagere hende ved Fru Phisters Bortgang. Anna Jacobsen havde ude i Byerne spillet Kobbersmedemadammen i Genboerne, og Olaf Poulsen havde ofret denne Præstation mange Lovord og tilsagde Fru Jacobsen sin Hjælp og sin Støtte.

.... Saa stod da Anna Jacobsen en Aften i sin modne Alder som Debutant paa vor fornemste Scene. Hun spillede Madam Qvist i "Fristelsen af Hertz, og Debuten viste, at hun ikke for intet var af Rosenkildernes Æt. Hun ejede en lun, stilfærdig Karakteriseringsevne, en sjældent ægle Replik og et rigt og levende Minespil Men det blev ved Debuten. En enkelt Holberg-Opgave lykkedes ikke. og Fru Jacobsen fik sin Afsked fra den Scene, hvor hendes betydelige Talent burde have haft Lov til at udvikle sig. Hun spillede en Tid igen i Provinsen og kom saa til Folketeatret, hvor hun, periodisk, ydede god Kunst, men for ofte forfaldt til Overdrivelser. Hun syntes, som Aarene gik, at trættes af de mange Matroner, som Repertoiret bød hende, og hun, der engang havde drømt om at spille Fru Alving og prøvet som Ibsens Kammerherreinde, maatte tit tage til Takke med Opgaver af ringe kunstnerisk Værd. Folketeatrets Publikum satte imidlertid Pris paa hendes frodige Komik, hendes djærve Replik - og under megen Hyldest fejrede Fru Jacobsen fornylig sit 50 Aars Skuespillerjubilæum .... Hun var allerede dengang svag og vistnok ogsaa træt af Teatret. Scenen havde bragt hende megen højrøstet Latter, sjældnere det fine. stille Bifald, som hun forstod, elskede og lyttede efter.

Som Menneske var Fru Anna Jacobsen en stærk og rank Personlighed. Hendes Kunstnersind fyldte hende med indre Uro og Higen, og man har Lov at tro, at den Død, som hun ventede, forskaanede hende for de Skuffelser, som ofte kan blive den bitre Skygge over den aldrende Skuespillerindes Liv. 

Christian Houmark. 

(B. T. 16. februar 1926).

Fru Anna Jacobsens Bisættelse.

Knud Rassow taler ved den gamle Skuespillerindes Kiste.

Det var udelukkende Kolleger og Venner, der samledes i Gaar Eftermiddags til den gamle Skuespillerinde Fru Anna Jacobsens Bisættelse i Krematoriet. Her var ingen nysgerrig Hob fra Gaden. Hvad der prægede Sørgehøjtideligheden, var de jævne, hjertelige Ord, som laftes ved denne Kiste af Skuespillerforbundets Formand, Knud Rassow, der gennem saa mange Aar har hoit til den Afdødes Kammerater ved Folketeatret.

Hele Folketeatrets Skuespilpersonale var til Stede med Direktørerne Friedrichsen og Frische i Spidsen. I Følget saa man ogsaa Skuespillerforeningens Formand, Johannes Ring, og Skuespillerne Alb. Luther og Carlo Wieth.

Folketeatrets Direktion, dets Skuespilstab og dets Maskinpersonale samt Skuespillerforeningen og Skuespillerforbundet havde sendt signerede Kranse.

Efter at maa havde sunget "Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred", talte Knud Rassow om den Plads, som Fru Anna Jacobsen havde udfyldt som Menneske i Kammeraternes Kreds og som Kunstnerinde og om det Savn, hun efterlader sig. Han skildrede hendes Frejdighed, lyse Livssyn - gennem alle i Kampene - og hendes Energi. Særlig beundringsværdigt var det, at hun, la hun kom hertil som den udmærket dygtige Skuespillerinde fra Provinsen, skabte sig en ny kunstnerisk Stilling i København i en Alder, da mange andre begynder at tænke paa Retræten. Hun var nøjsom og beskeden i sine Fordringer for at kunne give til andre, der trængte. Hendes Kunst byggede paa Menneskelighed og Hjerte. Hun var en stor Kunstnerinde, meget større, end vi alle maaske har haft Forstaaelsen af. Ved hendes Kiste samler vi Takken og Savnet i de Ord, der har været saa mange Slægters Eje: "Fred med dit Støv, Ære være dit Minde!"

Alle rejste sig ærbødigt op, da disse sidste Ord lød.

Saa sang man "Dejlig er Jorden", og medens Sabinsky-Kvartetten derefter spillede Mozarts Ave Verum, sænkedes den af Blomster tæt dækkede Kiste.

(Nationaltidende 21. februar 1926).

Gravsten på Vestre Kirkegård. Indskriften lyder: "Skuespillerinde Anna Jacobsen / Karen Bræstrup / Arkitekt Cosmus Bræstrup /(ulæseligt)". Arkitekten Cosmus Ernst Georg Bræstrup (1877-1944) og Karen Margrethe Ida Johanne Schäffer (f. Jacobsen) var gift. Hun var datter af skuespiller Johan Ludvig Valdemar Schäffer og Anna Jacobsen mor, skuespillerinde Anna Theresia Jacobsen. Det er et urnegravsted som figuren nederst også antyder. Foto Erik Nicolaisen Høy.