Pastor E. P. W. Selmer (1887-1960). (Efterskrift til Politivennen)

1926-1928 udspillede der sig et større drama i en sag med anklager mod præsten pastor Emil Peter Winkel Selmer (1887-1960) i Gudme. Det hele begyndte ellers tilsyneladende fredeligt da han blev indsat i maj 1924: Den indremissionske præst, pastor Selmer  indstilles til præsteembede i Gudme-Brudager:

Præsteindsættelse i Gudme.

En smuk og gribende Højtidelighed i Søndag.

- Præsteindsættelser er en af de Handlinger, som er mest gribende og højtidelige, og som derfor let samler Menigheden. Søndag formiddag, da Provst Kattrup skulde indsætte den nye Sognepræst for Gudme Brudager, Pastor Selmer, var Kirken i Gudme fyldt. Den var pyntet smukt med grønt og Blomster, og Menigheden var dødsstille, da Provst Kattrup læste Indgangsbønnen. Efter at Menigheden havde sunget et Par Salmer og Provst Kattrup havde læst Dagens Epistel om Herrens store Nadver, holdt Provsten 

Indsættelsestalen.

[Herefter et fyldigt referat af provstens tale. Udeladt her]

Efter Oplæsningen heraf lykønskede Provsten Menigheden med dens nye Præst og lykønskede Præsten, idet han sluttede med at sige: Og Gud velsigne dig, unge Ven til din Gerning og Gud være med dig

Da man derpaa havde sunget en Salme, prædikede Pastor Selmer ud fra Dagens Evangelium Lukas 14, 25.

Jesus stiller til os det Krav at forsage. Vi maa alle tage vores Kors op ikke sige som saa, at vi selv vil bestemme, hvor langt vi vil følge Herren. Gud var ikke forpligtet til at give os en Frelser, han gjorde det i sin Kærlighed. Jesus var ikke forpligtet til at tage Korset; han gjorde det i sin Kærlighed. Jeg vil gerne være jer i Kristi Sted. pege paa det Kors og den Frelser, som har hjulpet mig. Gud velsigne hver enkelt iblandt os, at Guds Tanker maa opfyldes saa Gerningen maa blive til Ære for Gud. 

---

Pastor Selmer sluttede med en personlig Henvendelse til Menigheden, idet han rettede en Tak til alle, "som har været med til at gøre denne Dag til et uforglemmeligt Minde for min Familie og mig". Han ønskede, at han altid maatte staa paa en god Fod med Menigheden som han nu begyndte sin Gerning hos i Haabet om, at Guds Velsignelse maatte følge ham 

Den smukke og gribende Højtidelighed sluttede efter et Par Salmer med at Pastor Selmer læste Udgangsbønnen.

Cato.

(Ærø Avis 1. juli 1924, uddrag).

Ønsket om at stå på god fod med menigheden kom ikke til at gå i opfyldelse. To år efter startede skandalen:

Præste-Skandale paa Fyn.

Har Sognepræsten i Gudme været uhøvisk overfor kvindelige Konfirmander i sit Privatkontor?

(Fra vor Korrespondent.)

Odense, Fredag.

En opsigtsvækkende Affære er kommet for Dagens Lys i Landsbyen Gudme ved Svendborg. Det er Sognepræsten Pastor Selmer, det drejer sig om. Han sigtes for overfor de kvindelige konfirmander at have brugt en utilbørlig Mund og talt om Ting, der ikke har noget med Konfirmationsforberedelse at gøre. 

Den mest graverende Anklage gaar dog ud paa, at Præsten har haft enkelte Pigebørn inde i sit private Kontor, hvor han, efter at have laaset Døren, har kysset dem.

I længere Tid er der blevet skumlet om Sagen i Sognet, og forleden Dag, da et Postbud erfarede, at hans Datter havde været Genstand for Præstens Efterstræbelser, gik han til provsten og Politiet, og anmeldte Præsten for uhøvisk Optræden. Der har i de sidste Par Dage været afholdt to Menighedsraadsmøder omSagen, og 14-16 unge Piger har været afhørt. De fleste af Pigerne har bekræftet Rygterne.

Præsten nægter haardnakket, skønt han overfor Postbudet var ret modfalden og var tilbøjelig til straks at søge et andet Embede.

Sagen opfattes meget alvorlig for Præsten, og der er nedsat en Provsteret til at undersøge hele Pastor Selmers Fortid.

(Social-Demokraten 29. maj 1926).

I juni forsøgte Pastor Selmers tilhængere at rejse anklager mod landpostbudet Mads Laursen. Postmesteren i Svendborg undersøgte sagen og erklærede at der ikke var noget at udsætte på landpostens tjenstlige forhold. 

Provst Kattrup i Svindinge undersøgte sagen. Dernæst forsøgte biskop Anders Jensen Rud (1868-1945) i juni 1926 at få landpostbudet til at trække klagen tilbage, imod at præsten overfor menigheden erklærede at anklagen var rigtig, men at han i fremtiden ikke ville gentage det. Det nægtede landposten dog at gå ind på. Heller ikke menighedsrådet var villige til at indgå biskoppens forslag om at afslutte sagen med en irettesættelse og en bøde. Flertallet i menigheden synes at have støttet op bag menighedsrådet i denne sag.

I juli 1926 stod en provsteret for en forundersøgelse som i midten af august 1926 blev sendt til biskop Rud (1868-1945). Ugen efter meddelte kirkeminister Dahl at han anså det for rigtigst at pastor Selmer blev stillet for en provsteret, i givet fald dommer Hastrup og provst Kattrup - hvilket også blev besluttet i slutningen af september 1926.

Selmer forsøgte i oktober 1926 at få menighedsrådet til at sende en deputation til kirkeministeren for at få afsluttet sagen hurtigt, men det gik rådet ikke med til. Selmer holdt efterfølgende et møde i Gudme forsamlingshus for sine tilhængere, og fra dette møde blev der afsendt en deputation. Fra modstandernes side blev det gjort klart at deputationen ikke var repræsentativ for menigheden. 

Den 15. december 1926 frikendte provsteretten pastor Selmer for anklager for at have gjort tilnærmelser overfor sine kvindelige konfirmander. Præmissen var at der ikke kunne føres beviser for påstandene, heller ikke for pigernes udsagn. 

Dermed var forholdet mellem præst og menighed dog ikke faldet til ro:

Pastor Selmer i Gudme overfalder Organisten.

En mærkelig Affære paa Fyn. - Organisten indgiver Politianmeldelse mod Præsten.

Odense, Mandag.

(Privat)

En pinlig Affære er opstaaet mellem Pastor Selmer, Gudme, og Kirkens Orgelspiller, Andenlærer Larsen. Pastor Selmer har, som det vil huskes, tidligere beskæftiget Offentligheden, idet han blev beskyldt for at have været nærgaaende overfor sine kvindelige Konfirmander. Sagen kom for Provsteretten, hvor Præsten dog blev frifundet. Der opstod Splittelse i Sognet, og mange har siden da skilt sig ud fra Pastor Selmers Menighed. Ikke faa af Sognets Beboere slutter sig til Vejstrup Valgmenighed, og der dannedes endvidere en Kirkeforening, der fik Pastor Dahlsgaard, Egense, til Præst. I Lørdags tilspidsedes Situationen yderligere ved et pinligt Optrin, der fandt Sted, da en af Sognets Beboere, en Kone, anmeldte sit Barns Dødsfald og meddelte, at hun ønskede, at Pastor Dahlsgaard skulde forrette Jordpaakastelsen i Stedet for Pastor Selmer. Hun havde bedt Andenlærer Larsen følge med op til Præsten, da hun gerne vilde have Vidner paa, hvad der blev sagt. Pastor Selmer blev meget opbragt over at se sin Orgelspiller møde op ved denne Lejlighed. Lærer Larsen mødte ogsaa i Anledning af Salmenumrene til Søndagens Gudstjeneste. Han blev overfuset, og efter hvad Larsen beretter, greb Præsten ham i Armen og om Halsen, saaledes at han maatte søge Læge. Lærer Larsen indgav Anmeldelse til Politiet, og endvidere er der indgivet Beretning til Provst og Biskop.

Ved Søndagens Gudstjeneste udeblev Lærer Larsen som Følge af den lidte Overlast, og Førstelæreren, der blev opfordret til at træde til, nægtede at forrette Orgeltjenesten. Lærer Larsen er i Dag afrejst til København for at forelægge Sagen for Kirkeministeriet.

(København 26. april 1927).

Nye alvorlige Sigtelser mod Gudme-Præsten.

En omfattende Politiundersøgelse er paabegyndt.

(Fra vor Korrespondent)

Odense, Onsdag.

Det lader til, at Sagen mod Pastor Selmer i Gudme vil antage betydelig større Dimensioner end et Søgsmaal om de Lussinger, den uheldige Præst for kort Tid siden gav Andenlæreren i Gudme.

I Dag henvendte en Deputation af Beboere fra Gudme sig til Politimester Krarup og fremsatte en Række nye Angreb paa Gudmepræsten. Førstelærer Thøgersen, der var med i Deputationen, fremkom med en Sigtelse mod Pastor Selmer af meget alvorlig Natur. Politiet vil ikke udtale sig om. hvad disse Sigtelser gaar ud paa, men Politimester Krarup lovede Deputationen, at samtlige de Sigtelser, der nu er rettet mod Præsten, skal blive taget op til Undersøgelse hurtigst muligt. Naar Resultatet af denne foreligger, vil Materialet blive tilstillet Statsadvokaten, som derpaa skal træffe Bestemmelse om eventuel Anklage, og hvad denne skal gaa ud paa. Deputationen erklærede sig tilfred hermed, og den paatænkte Henvendelse fra Beboerne til Kirkeministeren er derfor blevet udsat og bortfalder antagelig helt.

(Social-Demokraten 5. maj 1927).

Materialet med voldssigtelserne blev tilstilet herredsdommer Hastrup i maj måned 1927. Der blev altså ikke tale om en provsteret. 

I starten af juni 1927 suspenderede biskop Rud pastor Selmer fra embedet pga. nye sigtelser. Bl.a. Selmers hemmelige central i Nyborg hvorigennem han stod i kompromitterende brevveksling med en eller flere unge piger.

I slutningen af juni udtrykte en række beboere i Gudme utilfredshed med dommer Hastrup som dernæst blev erstattet af byretsdommer O. Smith. Sigtelserne voksede i mellemtiden til voldtægt. De første retsmøder blev refereret den 30. juni:

Mange Anklager mod Pastor Selmer, Gudme

Kniven paa Bænken i Gudme Kirkes Kor.

En Vidneafhøring, der maatte foretages for lukkede Døre.

I Herreds-Rettens Eftermiddagsmøde i Igaar fortsatte den beskikkede Sættedommer, Byretsdommer Smith, Gennemgangen af Anklagerne mod Pastor Selmer, Gudme. 

Efter at Fru Anna Mikkelsen havde besvaret et enkelt Spørgsmaal, gav Førstelæreren en lang Redegørelse for sin Anmeldelse, som han har indgivet mod Præsten, der sigtes for intet mindre end at have villet forskrække eller det som værre er med en Kniv. Ogsaa Fru Thøgersen blev afhørt, men da dette skete for lukkede Døre, havde offenligheden ikke Adgang til at gøre sig bekendt med, hvad hendes Forklaring gik ud paa.

Den store Kreds af Tilhørere, der var kommen til Stede fra Gudme, tilhørte Præstens Tilhængere, at dømme efter de mange Smil, Pastor Selmer sendte dem

Formiddagsmødet 

Fru Mikkelsens Forklaring

Fru Mikkelsen forklarede paa Dommerens Foranledning: Naar Larsen fulgte med til Præsten, var det, fordi vi vilde have Begravelespapirerne ordnede med det samme.

Dommeren: Var det ikke, fordi I var bange for uhøviske Tilnærmelser fra Præstens Side?

Fru M.: Under Besøget hos Lærerne var der ikke Tale om noget saadant (utilbørlige Tilnærmelser fra Præstens Side). Jeg og min Mand troede, at en Lærers Tilstedeværelse ville fremme Ekspeditionen.

Poulsen: Fruens Forklaring lyder meget naturlig. 

Politimesteren (til Poulsen): Det kan vi ikke vide noget om, da De ikke kender Sagens Forhistorie.

Fru Mikkelsen oplyst, at Præsten havde optraadt meget ubehageligt over for en Slægtning til hende. Ved en Begravelse havde hendes Slægtning saaledes ikke kunnet faa sine Papirer bragt i orden, før han havde været i Præstegaarden mange Gange, og det vilde hun undgaa.

Dommeren: Da De nu kom til Præstegaarden, førte Larsen saa Ordet?

Fru M.: Ja, han gav Præsten Papirerne og sagde, at det drejede sig om en Begravelse. Da Præsten opfordrede hende til at gaa med ind i en anden Stue, nægtede hun dette, da hun kunde forstaa, at han var vred. Hun syntes ogsaa, at det var 

en mærkelig Opførsel, 

ligesom hun ogsaa fandt det usædvanligt. Hun kunde ikke tænke sig, at Præsten skulde have onde Hensigter over for hende. Da Larsen ikke ville ud af Kontoret , "satte" Præsten ham ud i For-Forstuen. Præsten havde spurgt hende om hvorfor hun havde taget Læreren med. Hertil svarede Fru Mikkelsen, at det havde hendes Mand bedt hende om. Efter Overfaldet paa Larsen havde Præsten sagt, at hvis Thøgersen havde været med, havde han faaet samme Omgang.

Da Præsten havde sikret sig Papirerne paa Skrivebordet, slyngede han Larsen ud i Forstuen, han greb ham bag i Nakken og trykkede ham ned mod Gulvet. Larsen optraadte i det hele taget høfligt, medens han opholdt sig i "Præstegaarden.

Larsen havde ikke sagt et Ord, medens han opholdt sig i Forstuen. Han havde ikke sagt:

"kom bare an" 

saaledes som Præsten mener.

Dommeren fortalte nu Fru Mikkelsen, at Præsten benægtede, at han havde haft "fat i" Lærer Larsen mere end en Gang. Fru Mikkelsen fastholdt imidlertid sin Forklaring og fortalte videre: Fru Selmer kom til Stede i Forstuen, da Præsten holdt Larsen nede. Hun sagde da gentagende Gange: Hold nu op! Hold nu op! Da Præsten slap Larsen, bad hun denne om at gaa. for - sagde hun - jeg kunde jo ikke have, at Præsten og Læreren blev ved at slaas.

Fru Selmer havde sagt, at hun nok skulde blive for at passe paa Vidnet, da denne havde sagt, at hun ikke vilde blive, hvis Gangdøren skulde forblive laaset.

Hun godkendte sin Forklaring til Protokollen.

Eftermiddagsmødet.

I Eftermiddagsmødet fremstod Fru Anna Mikkelsen paany, da Dommeren som meddelt - ønskede at rette et enkelt Spørgsmaal til hende:

- Er det rigtigt, at pastor Seimer sagde til Lærer Larsen, at han skulde gaa ind i Stuen, og til Dem, at De skulde komme ind paa Kontoret, og at han saa vilde laase Kontordøren? spurgte Dommeren.

F ru M.: Ja. om Præsten sagde lukke eller laase Døren, husker jeg dog ikke.

Efter at dette Spørgsmaal var klaret, fik Fru Mikkelsen Tilladelse til at tage hjem.

Førstelærer A. C. Thøgersen, 

Gudme, var næste Vidne. Dommeren spurgte Vidnet om, hvad Grunden var til, at Fru Mikkelsen vilde have Ledsager med op til Præsten for at fat sit Barns Begravelse ordnet? Kunde Fru Mikkelsen ikke selv ordne denne Sag?

Hertil bemærkede Læreren, at der jo var et Fortilfælde. Præsten havde været ubehagelig over for en Slægtning af Fru Mikkelsen, som han havde truffet paa Barberstuen i Gudme og der "irettesat". Fru Mikkelsen ønskede vel ikke at blive udsat for noget tilsvarende, saaledes opfattede Vidnet i hvert Tilfælde Sagen. Fru Mikkelsen havde først bedt ham om at gaa med til Præsten, men da han havde fremmede, var Andenlærer Larsen gaaet med i Stedet for.

Kniven paa Præstens Stol.

Dommeren gennemgik derpaa en anden Sag. En Anmeldelse eller Sigtelse, som Lærer Thøgersen har indgivet til Politiet om Pastor SeImer.

Anmeldelsen gaar ud paa, at Præsten den 1. maj skulde have optraadt meget ejendommeligt i Kirkens kor. Medens Læreren hjalp Selmer Messekaabe og -Hagel paa, mener han, at Præsten har lukket en Kniv op og lagt den paa Stolen i koret. Lommekniven var temmelig stor medens Bladet var ret kort. Da Vidnet saa den oplukkede Kniv, blev han bange, idet han opfattede Knivens Tilsynekomst som en Trussel. Han fik straks den Indskydelse, at Præsten havde ondt i Sinde, særlig da Præsten stirrede paa ham paa en underlig Maade. Den 2. Maj havde han meddelt Provst Kattrup Begivenheden, og denne havde da fritaget ham fra at forrette 

Kirketjeneste sammen med Pastor Selmer.

Efter at Dommeren havde gennemgaaet Thøgersens Forklaring til Rapporten udtalte han henvendt til Thøgersen: Deres Forklaring lyder noget romantisk. Mon De ikke har været unødig ængstelig? Jeg synes, De skulde tage denne Anmeldelse tilbage.

Thøgersen: Det kan jeg ikke. Det var min Opfattelse, at Pastor Selmer havde i Sinde at true mig.

Dommeren: Det lyder meget usandsynligt. Saa uklogt kunde Præsten næppe handle og De kan aldrig føre Bevis herfor. Jeg synes, at Anmeldelsen er hen i Vejret og vil derfor raade Dem til at trække den tilbage. 

Thøgersen rystede paa Hovedet.

Dommer Smith fortsætter: Selv om Præsten har sine Skavanker, vilde han næppe være saa uklog at benytte Kniven til en ond Handling.

Thøgersen: Jeg tror ikke, at Præsten altid er normal.

Dommeren, Naah, saa abnorm er han nu heller ikke.

Thøgersen: Præsten holdt den Søndag en underlig Prædiken. Han talte om a skære Halsen over paa Dyrene og lign., og da hans Opførsel iøvrigt var mærkelig blev jeg urolig. Hr. Thøgersen fortæller videre, at der jo havde været Sammenstød mellem dem. Jeg havde advaret Selmer og bedt ham om at tage sig i Agt, fordi han havde optraadt paa en uhøvisk Maade over for min Hustru.

Et Sammenstød mellem Politimester og Dommer.

Da Dommer Smith igen bad Hr. Thøgersen tage under Overvejelse at tage Sagen tilbage, bemærkede Politimesteren, at Anklagemyndigheden jo kunne opretholde Anklagen, saafremt Førstelæreren tog den tilbage. Politimesteren syntes heller ikke om den Pression, der var udøvet over for Thøgersen fra Dommerens Side.

Smith: Der er ikke udøvet nogen Pression. 

Politimesteren: Jeg synes ogsaa at det er unødvendigt at spilde Rettens Tid med det Forhold.

Smith: Jeg synes, det er ganske unødvendigt af Dem at gribe ind paa den Maade. Dommeren har dog Ret til at bestemme Retsgangen.

Politimesteren, der aabenbart var blevet betænkelig ved den Vending, Ordskiftet tog, drejede nu af og beklagede, hvis hans Udtalelse skulde have givet Anledning til Misforstaaelser.

Pastor Selmers Forklaring om Kniven.

Paa Foranledning at Dommer Smith forklarede Pastor Selmer nu, at den Kniv, som Førstelæreren havde set, var en almindelig Lommekniv, som han gik med til daglig. Naar den var blevet iukket op, var det antagelig, fordi han havde skaaret et Stykke Lakrits over, maaske havde han ogsaa trukket en Flaske Kirsebærvin op. 

Thøgersen fastholdt i et og alt sin Forklaring. Han havde set den oplukkede Kniv paa Bænken i Koret, hvor Messetøjet var anbragt af Ringeren. Han mente ogsaa, at Præsten maatte have haft Kniven mellem Hænderne i det Øjeblik, han fik Messetøjet paa.

Selmer: Folk af Menigheden kan bevidne, at jeg ikke har staaet med noget i Hænderne i det Øjeblik, jeg fik Messetøjet paa.

En Afhøring for lukkede Døre.

Derefter fratraadte Førstelæreren. Hans Anmeldelse mod Præsten blev ikke trukket tilbage, men ved Underretten vil den næppe blive tillagt nogen Betydning.

Fru Førstelærer Thøgersen var sidste Vidne, der afhørtes i Gaar.

Straks da hun kom for Skranken, fremsatte hun Begæring om, at hendes Forklaring maatte blive afgivet for lukkede Døre, da Præsten sigtes for usømmelig Opførsel over for hende. I en Kendelse, hvori det bl. a. hed: "Retten maatte give Vidnet Medhold i, at det kunde findes krænkende for Vidnets Blufærdighed og i det hele taget stridende mod Sædeligheden, at Afhøringen fandt Sted for aabne Døre og bestemte derfor, at Fru Thøgersens Afhøring vil være at foretage for lukkede Døre."

Derefter lukkedes Dørene. Det lille Retslokale, der var helt fyldt med Tilhørere blev tømt, og derpaa fandt Afhøringen Sted.

I de kommende Retsmøder vil de Sigtelser, der er rejst mod Pastor Selmer for Krænkelse af Sædeligheden og siden alvorligere Ting komme til Behandling. I Betragtning af Sagens Beskaffenhed vil Offenligheden ikke faa Adgang til disse Retsmøder.

(Langelands Social-Demokrat (Rudkøbing) 30. juni 1927).

Sagen blev refereret bredt i både landsaviserne og lokalaviserne af alle politiske observanser. Pastor Selmer havde engageret sagfører Chr. Poulsen som defensor, men denne frasagde sig kort efter hvervet. I stedet fik han sagfører Rasmus. Poulsen beskikket til forsvarer. 

I juli 1927 blev forundersøgelsen ved retten i Svendborg afsluttet, og sagen herefter indsendt til Statsadvokaten, der skulle afgøre om der skulle rejses tiltale mod præsten. I oktober blev det besluttet at sagen skulle behandles ved en "kombineret ret", bestående af 3 landsretsdomere og 2 gejstlige tilforordnede. Et så sjældent fænomen at kirkeminister Bruun-Rasmussen måtte erkende at han ikke var ganske klar over hvorledes praksis var. Sagen skulle afgøres i Østre Landsret. Sagen blev yderligere forsinket da den ene af de to præster som blev bedt om at være tilforordnet, fribad sig det. I november 1927 blev de to  herefter provst Klovborg, Sunds Herreds provsti og provst Sparre-Petersen, Baag Herreds provsti. De gejstlige dommere havde samme myndighed som de juridiske. 

Den 16. november 1927 blev det første forberedende møde afholdt hos landsretspræsident Winther. Der blev afholdt et enkelt forhør hvorefter der blev fastsat en dato, mandag 2. januar 1928 til forundersøgelserne. Sagen foregik for lukkede døre. Forundersøgelsen blev foretaget af dommer Smith, Svendborg som sættedommer, mens politimester Krarup repræsenterede anklagemyndigheden, dr. jur. N. Cohn var forsvarer for Selmer - han var højesteretsdommer og en af Selmers barndomsvenner. Han blev imidlertid syg nytårsdag og i stedet blev det sagfører Rasmus Poulsen, Svendborg. Ved det første møde mødte vidner til fordel for præsten. Det andet vidner fra uterlighedsanklagen.

Præstesagen fra Gudme.

Retsforhørene i Gaar.

Retten behandlede i Gaar Sagen mod den suspenderede Præst Pastor Selmer, Gudme. Retten beklædtes af Dommer O. F. Smidt, Svendborg, der er bekikket til Sættedommer, som Formand og Provsterne Klovborg, Bregninge, og Sparre-Petersen, Gamtofte, som Meddommere. Rettens Sammenætning, der jo er noget usædvanlig, er sket ved en kgl. Resolution af 4. November i Fjor.

Pastor Selmer sigtes for forskellige Forhold (Vold og Uterlighed). Grænserne for Undersøgelserne er bestemt af Statsadvokat Thomsen, Odense, der har sat Selmer under Anklage for visse bestemte Forhold, nemlig Uterlighed over for 5 Damer og Vold over for Andenlærer Larsen og Førstelærer Thøgersen, begge af Gudme.

Den anklagede Præst havde privat engageret sin Skolekammerat, Højesteretssagfører Nathanael Cohn, København, til Forsvarer, men Højesteretssagføreren var ikke mødt paa Grund af Upasselighed. I den Anledning mødte efter Cohns Anmodning den beskikkede Forsvarer, Sagfører R. Poulsen, Svendborg. Politimesteren repræsenterede Anklagemyndigheden. Pastor Selmer havde ogsaa givet Møde.

Dommeren spurgte anklagede, Pastor Selmer, om, hvilket Sted (Underretten, Landsretten eller Nævningetinget) Pastoren ønskede Dom afsagt. 

Pastor Selmer: Det kan jeg ikke udtale mig om. Det har jeg ikke tænkt over.

D.: Hvornaar er De i Stand til at tænke over det?

S.: Jeg har ikke drøftet Sagen med min Sagfører.

D.: Det var kedeligt.

R. Poulsen var ogsaa forbavset over, at Selmer og Cohn ikke var enige om, ved hvilken Ret Sagen skulde paadømmes.

Selmer og Poulsen enedes derpaa om, at de vilde telefonere til Højesteretssagføreren, saa de kunde svare paa Retsformandens Spørgsmaal i Retsmødet i Eftermiddag. 

Præsidenten for Østre Landsret har - oplyste Dommer Smith - i høj Grad ønsket at faa at vide, ved hvilken Nævningekreds Sagen skulde behandles i Tilfælde af, at Sagen skal for et Nævningeting.

Vidneførselen

i Sagen tog derefter sin begyndelse. Der var til Formiddagsmødet indkaldt flere Vidner.

Fru Pastor Selmer var første Vidne. Fruen har ikke før afgivet Forklaring. Det var efter hendes Mands eget Ønske, at hun gav Møde. Dommer Smith indskærpede Fruen at tale Sandhed.

R. Poulsen spurgte derpaa Fruen om, hvad der skete ved Sammenstødet mellem lærer Larsen og Præsten i April Maaned forrige Aar?

Fruen talte meget flydende om disse Begivenheder. Hun var blevet nervøs, da hun havde set, at Lærer Larsen og Fru Mikkelsen havde indfundet sig i Præstegaarden. Hun havde paa Fornemmelsen, at der vilde ske noget ubehageligt. Hun havde ikke set sin Mand sætte Læreren ud af Kontoret; da hun kom til Stede, havde Selmer fat i Armen paaa Larsen, men saa snart hun sagde et Par beroligenile Ord, slap hendes Mand Taget i Larsen. Vidnet troede nok, at hendes Mand opfordrede Larsen til at forlade Præstegaarden. Fruen havde bebrejdet Fru Mikkelsen, at hun ikke turde indfinde sig alene i Præstegaarden. Larsen havde forsøgt at tage Attesterne, men Præsten kom ham i Forkøbet og puttede dem i Lommen.

Lærer Larsen - fortsatte Fruen - havde i en uforskammet Tone sagt til Hr. Selmer: De véd jo godt. hvorfor jeg er med Fru Mikkelsen!

Larsen havde endvidere til hende sagt: Lad ham (Pastor Selmer) bare smide mig ud. Enden paa Historien blev dog, at Larsen gik, da Fru Selmer lovede at blive ved Fru Mikkelsen.

Dommer Smith spurgte Fruen, om det var muligt, at hendes Mand kunde have slaaet eller revet eller skubbet til Andenlæreren i Entréen, medens hun var til Stede?

Dette Spørgsmaal besvaredeFruen med et bestemt Nej.

Næste Vidne var Pastor Selmers Halvsøster.

Frk. Julia Augusta Selmer, Gudme. Efter at Sandhedspligten var indskærpet hende, gav hun Forklaring om den samme Episode som Fru Selmer. Lærer Larsen optraadte udfordrende, mente Frøkenen, der ogsaa fortalte, at medens Fru Mikkelsen var blevet staaende i Gangen, var læreren gaaet ind i Præstens Stue. Vidnet havde set sin Broder tage fat i Larsens, og medens hun et Øjeblik var fjernet for at kalde paa Præstens Moder, havde Broderen sat Læreren ud i Gangen. Læreren havde, da hun havde bebrejdet ham hans udfordrende Opførsel, truet hende med knyttede Hænder og sagt: Kom an! Læreren havde dog ikke gjort hende noget.

Frøkenens Forklaring stemmede i øvrigt nøje sammen med Fru Selmers Forklaring. Efter at Larsen forgæves havde forsøgt at faa fat i Papirerne, var det ikke kommen til nye Haandgribeligheder.

Sagfører K. Poulsen forsøgte at faa Frøkenen til at afgive Forklaring angaaende en ung Pige, der havde tjent i Præstegaarden. Da den unge Pige imidlertid ikke var til Stede, saa hun kunde forsvare sig, tillod Dommeren imidlertid ikke at der blev rettet Spørgsmaal herom.

Politiassistent Sørensen, Hesselager.

boede i Gudme, da Sammenstødet mellem Præst og Lærer havde fundet Sted.

Straks efter, at Larsen havde forladt Præstegaarden, opsøgte han Sørensen, der fortalte Retten følgende herom: Jeg blev opfordret til at følge med til Førstelærer Thøgersen, men det vilde jeg ikke, da jeg intet havde at tale med ham om. Larsen havde ingen lægeattest angaaende Overfaldet og det var Aarsagen til, at Politiassistenten ikke ville beskæftige sig med Sagen. Larsen sagde, at hans Arm var øm, men der var intet at se. Det var nærmest Vidnets Indtryk, at Larsen morede sig over Begivenheden. Han røg ustandselig paa sin Snadde.

Derefter fremstod 

Lærer Anton Vilh. Jørgensen.

der paa Sagfører Poulsens Spørgsmaal forklarede: Jeg var i et Hjem, hvor Lærer Larsen kom straks efter, at han var sat paa Døren af Præsten. Hvis Lærer Larsen havde fortalt, hvorfor og hvordan han var sat ud, kunde han ikke huske noget herom. Det var jo længe siden, og han havde ikke tænkt sig, at han skulde vidne i denne Sag. Larsen skulde ved denne lejlighed have sagt, at han vilde have ønsket, at Præsten havde taget haardere fat paa ham! Larsen havde maaske nok trukket Frakkeærmet op for at vise Armen, som Præsten særlig havde taget i, men noget afgørende herom kunde Vidnet ikke huske.

Paa særlig Foranledning af Sagfører Poulsen udtalte Vidnet, at Larsen maaske havde sagt, at Præsten havde taget ham i Nakken, men heller ikke dette huskede Vidnet nu saa længe efter Begivenheden. Vidnet tog Forbehold med Hensyn til sin Erindring om Larsens Gengivelse til Vidnet om det passerede. Han troede for Resten ikke, der var noget ondt i Pastor Selmer!

Sidste Vidne i Formiddagsmødet var Lærerens Kone i Brudager 

Fru Maren Rebekka Jørgensen.

Fruen havde faaet det Indtryk, at Larsen ved sit besøg i Præstegaarden havde været drilagtig.

Dommeren: Fortalte Larsen noget om Besøget i Præstegaarden?

Vidnet: Det gjorde han, men hvad han fortalte, kunde hun nu ikke huske.

Dommeren: Fortalte Larsen noget om "Udsættelsesforretningen"?.

Vidnet: Det kan jeg saamænd ikke huske nu.

Poulsen: Hvordan og hvorledes fortalte han om Begivenheden?

Vidnet: Han lignede en stor Dreng. Han smilede og grinede. Han havde vist Armen frem for Selskabet, men Fruen havde dog ikke set den.

Læreren kom paany paa Sagfører Poulsens Anledning frem for at udtale sig om Lærer Larsens Sindsstemning.

- Lærer Larsen kom ikke ind i Selskabet som nogen nedbrudt Mand - sagde Læreren. Det var Vidnets Indtryk, at Larsen ved sine Udtryk og gennem sin Opførsel vilde sige saa meget som: Nu har vi faaet Præsten saa vidt, at han har begaaet Vold! Andenlæreren tog Situationen meget gemytligt.

Derefter blev Forhøret afbrudt. Det fortsættes i Eftermiddag med Afhøring af forskellige Vidner, alle angaaende Anklagen for Vold.

I Morgen vil Vidnerne angaaende Anklagen for Uterlighed blive afhørt.

(Langelands Social-Demokrat (Rudkøbing) 3. januar 1928).

Efter disse første vidneafhøringer begyndte nogle aviser nu at tale om en hævnakt mod pastor Selmer fra lærernes side. Hvad der foregik bag de lukkede døre, må have været anderledes. Nu meddelte sagfører Rasmus Poulsen også at højesteretssagfører Cohn havde meddelt retten at han ønskede sagen behandlet ved Landsretten, helst i København og under medvirken af nævninge - hvilket også senere blev opfyldt. Mødet tirsdag den 4. januar foregik for lukkede døre.

Akterne fra hele forundersøgelsen blev sendt til statsadvokat Thomsen, som midten af januar 1928 var færdig med at gennemgå papirerne. De blev så oversendt til rigsadvokaten der sendte dem videre til justitsministeriet. Den 30. januar 1928 besluttede justitsministeren og kirkeministeren at der skulle rejses tiltale mod Selmer på tre punkter: Justitsministeren for to og kirkeministeren for et (hans optræden overfor en ung pige). 

Af hensyn til vidnerne blev domsforhandlingerne begyndt i København og fortsat i Odense. Proceduren fandt sted ved retten i Odense.

Pastor Selmer for verdslig og gejstlig Domstol.

Hvad Anklagen med Præsten gaar ud paa.

Ulykkelige Tilfælde.

I den Anklage - eller rettere de mange Anklager - der har været rettet mod den saa meget omtalte Pastor Selmer fra Gudme, har der hidtil hersket en lille Smule Forvirring. Denne er nu afløst af Klarhed gennem det Anklageskrift, som Statsadvokat Thomsen nu har udfærdiget. Det peger ganske tydeligt paa do bestemte Tilfælde, der er uddraget af Anklagemassen.

Pastor Selmer anklages for:

1. Uterligt Forhold overfor sine Børns Barnepige ( straffelovens Paragraf 185).

2. Uterligt Forhold overfor en kvindelig Konfirmand (Paragraf 166).

3. Vanæren af Embede ved usømmelig Optræden overfor en 18 aarig Pige.

Den Ret, der vil komme til at behandle Sagen, bliver en blandet verdslig og gejstlig Ret. Den kommer til at bestaa af Landsdommerne Chr. Schmidt, Nellemann og Rosendahl, suppleret ,ed Provsterne Klovborg, Bregninge, og Sparre-Petersen, Gamtofte. Højesteretssagfører Dr. Jur. Naftali Cohn faar det Hverv at forsvare Præsten.

Sagen, der skal paabegyndes den 13. Marts, bliver baade behandlet i København og i Odense, naturligvis for lukkede Døre af Hensyn til Vidnernes Forklaringer. Det er forøvrigt første Gang, at en saadan blandet verdslig og gejstlig Ret træder i Virksomhed her paa Øerne; I Jylland har den været anvendt før i en lignende Sag.

(Aftenbladet (København) 3. marts 1928).

Den 13. marts 1928 kom pastor Selmer for Landsretten. Anklageren kræver ham dømt for uterlige forhold overfor sine børns barnepige og uterlig optræden overfor en 18-årig pige. Retten fortsatte en 20. marts 1928 i Odense.

Pastor Selmer dømt

Odense, Torsdag.

Østre Landsrets Dom i Sagen mod Pastor Selmer i Gudme blev afsagt i Dag Kl. 11 paa Domhuset i Odense.

Dommen lyder paa, at Pastor Selmer skal have sit Kald og Embede forbrudt og findes uværdig til at bære den gejstlige Embedsdragt.

Endvidere idømmes han 3 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

I Dommen hedder det, at han kendes skyldig i Krænkelse af Blufærdigheden og Forførelse til uterligt Forhold af en Konfirmandinde. Derimod frifandtes han for et Forhold, hvor han skulde have udvist usædelig Optræden over for en ung Pige i Katterød Skov; men han dømtes for at have udvist uværdig Optræden ved at korrespondere- med og modtage Kærlighedsbreve fra en ung Pige.

Han dømtes efter Straffelovens Paragrafer 185 og 176 jævnfør 171 og 166 samt efter Danske Lov 2-11-101 der omhandler uværdig Optræden af Gejstlige.

(Viborg Stifts-Tidende 22. marts 1928).

I korrespondancen med den 18-årige pige havde han udgivet sig for at være kandidat Kjær, Nyborg.

Pastor Selmer forlader retten efter dommen. Foto fra Social-Demokraten 23. marts 1928. Pastoren skal ved den lejlighed have udtalt: "Det er godt gjort at en mand kan dømmes på en ung piges udsagn. Men det er altså sket her."

Allerede den 31. marts 1928 appellerede pastor Selmer dommen på 3 måneders fængsel på sædvanlig fangekost og embedsfortabelse til Højesteret. I oktober 1928 startede højesteretssagen der trak ud, da nye vidner blev indkaldt. Under sagen kom der yderligere detaljer frem i sagen, især om pastorens hemmelige brevcentral i Nyborg. Ved genoptagelsen af sagen havde begge de gejstlige meddommere i mellemtiden taget deres afsked:

Gudmepræstens hemmelige Brevcentral i Nyborg.

De i Gaar paabegyndte Vidneafhøringer i Herredsretten i Svendborg stillede Pastor Selmers Forhold med Hensyn til hans hemmelige Brevkorrrespondance i klar Belysning.

Svendborg

I Herredsretten paa Svendborg Raadhus paabegyndtes i Gaar under Ledelse af Dommer Hastrup de af Højesteret bevilgede nye Vidneafhøringer i Sagen mod Pastor Selmer, Gudme, der i Løbet af den allernærmeste Tid kommer til Paadømmelse ved Højesteret. De to gejstlige Meddommere, Provsterne Kløvborg og Sparre Petersen, var i Henhold til Højesterets Skrivelse tilsagte til at give Møde, men havde ment at de nu maatte være udenfor Sagen, da de begge havde taget deres Afsked som Provster. De havde derfor ikke givet Møde. For Rigsadvokaten mødte Fuldmægtig Eibe, paa Forsvarerens Vegne Landsretssagfører Ramm. Desuden var Politimester Krarup, Svendborg, til Stede, og som særligt interesserede var mødt Direktør Sigurd Aagaard og Stationsforstander Winckelhorn, Gudme.

Det oplystes, at et af de tilsagte Vidner, Johs. L. Nielsen, der aftjente sin Værnepligt i Tønder, var deserteret efter Tilsigelsen og ikke var mødt.

Som første Vidne afhørtes Fru Selmer. Hun fremsatte gennem Forsvareren Ønske om at faa Dørene lukkede, men Dommeren fastslog, at der ikke var Hjemmel herfor i retsplejeloven, hvorfor han ikke kunde imødekomme dette Ønske. Vidneafhøringen i Gaar drejede sig udelukkende om Klarlæggelse af den af Pastor Selmer førte Brevkorrespondance gennem en hemmelig Central i Nyborg og under et paataget Navn. Under Afhøringerne fremsattes der en Sigtelse mod Gudme Postekspedition for Krænkelse af Brevhemmeligheden med Nævnelse af, hvorfra denne Sigtelse stammer. Antagelig vil der fra Postvæsenets Side blive truffet Foranstaltninger til, at Stationsforstander og Postmester Winckelhorn, Gudme, anlægger Sag mod Ophavsmanden til den alvorlige Sigtelse, der efter det fremkomne kun synes at hvile paa de løseste Rygter og Sladder.

Da Postboxen i Nyborg blev oprettet.

Et af Gudmesagens interessanteste Kapitler belyst gennem en lang Vidneforklaring.

Forsvareren spurgte, om Fru Selmer kendte den omtalte Postbox i Nyborg.

Vidnet: Ja, jeg var fuldt vidende om, at den Postbox eksisterede, og at min Mand fik Breve derigennem i enkelte Tilfælde.

Fsv: Talte Deres Mand med Dem om det?

V.: Ja!

Fsv.; Vidste De, at den var i Nyborg ?

V.: Ja!

Dommeren: Hvad var Grunden til Oprettelsen af denne Postbox?

V.: Det stod i Forbindelse med min svigermoders Sygdom. Men det skete ogsaa paa Grund af Mistillid til Postekspeditionen i Gudme. Vi var blevet advarede; men muligvis var det kun Sladder.

Fsv.: Naar blev De advaret?

V.: Kort efter, at vi var komne til Gudme.

D.: Men hvorfor blev Boxen oprettet?

V.:Det var jo i Forbindelse med min Svigermoders Sygdom.

D : Jamen hvorfor?

V.: Fordi min Mand gerne vilde staa i Forbindelse med Hjemmet, naar han var ude for at tale ved Kirkeuger paa Sjælland og andre Steder

D.: Kunde det saa hjælpe, at han havde en Box i Nyborg?

V.: Ja, han rejste saa ofte gennem Nyborg Det drejede sig kun om enkelte Breve.

P.: Havde han ikke sagt, hvad det var for Breve?

V.: Jo, I et enkelt Tilfælde ved jeg, al han nævnede, at Frk. K havde skrevet til ham.

D.: Var det før eller efter, at Sagen kom op?

V.: Det husker jeg ikke.

D.: Kan De huske, i hvilken Forbindelse, det blev nævnt?

V.: Nej.

Fsv.: Var der nogen hjemme, der kendte den Box?

V.: Ja, baade min Svigerinde og min Svigermoder.

D.: Jeg fik ikke fat i Forbindelsen mellem denne Postbox og Deres Svigermoders Sygdom.

V.: Min Svigermoder var meget farlig syg, og min Mand var borte til en Kirkeuge. Meningen var, at vi hurtigt skulde kunne sættes os i Forbindelse med ham.

D.: Saa han kunde faa Meddelelser hjemmefra?

V.: Jan, men der blev ikke Brug for det. 

Fsv.: De havde vel Deres Mands Adresse hver Dag?

V.: Jeg vidste ikke hver Dag, hvor han boede.

D.: Det var altsaa for, at Deres Mand kunde staa i Forbindelse med Hjemmet, at Postboxen blev oprettet?

Mistilliden til Postekspeditionen i Gudme.

V.: Ja, men ogsaa paa Grund af Mistillid til Postekspeditionen i Gudme. Saadan har jeg forstaaet det.

Fsv.: Var det straks efter, at De kom til Gudme, at De blev advarede angaaende dette?

V.: Det var straks efter.

D.: Hvad for en Mistillid? Mente De, at der skete Brud paa Brevhemmeligheden?

V.: Det blev antydet. Jeg husker, der blev sagt. at man kunne risikere, at Brevene blev aabnede. Men om det kun var Sladder, ved jeg ikke.

D.: Kan De huske, hvem der sagde det?

V.: Det blev sagt hos Murermester Lau af dennes Søn. Men i denne Forbindelse maa jeg sige, at der gaar saa megen Sladder i Gudme, saa jeg kan kun fremsætte det som et Rygte.

Anklageren: Havde De ingen Telefon?

V: Nej.

A.: Bor der Ingen i Nærheden, der har Telefon?

V.: Jo.

Anklageren ønskede tilført Protokollen, at Vidnet ved fra sin M a n d, at Frk. K. har skrevet til ham.

D : Har De set Brevene?

V.: Nej jeg har ikke læst det - der var kun Tale om et enkelt Brev.

A : Har De aldrig set noget Brev?

V.: Nej, men Jeg har hørt, at i et andet Tilfælde, en Frk. J. har skrevet til min Mand. Hun var en personlig Ven af Huset.

D.: Hvorledes blev Folk bekendt med, at han havde den Postbox?

V.: Han maa jo selv have sagt det.

Kandidat Kiær.

Den hemmelige Adresse i Nyborg.

A.: Naar De skulde skrive til Deres Mand, under hvilken Adresse skulde De da skrive - Deres Mands Navn?

V.; Det husker jeg ikke saa nøje - Kandidat Kiær.

A: Syntes De ikke, det var underligt, at De ikke skulde skrive under Deres Mands eget Navn?

V.: Det heftede jeg mig ikke ved.

A.: Er De sikker paa, at De fik Besked om at skrive under dette Navn, og fandt De ikke dette mærkeligt?

V.: Det kunde jo være af Hensyn til Indehaveren af Forretningen i Nyborg. Jeg er sikker paa, at jeg fik Besked om det.

A: De er sikker paa, at De fik Besked om det den Gang, og at det ikke er noget, De senere er blevet klar over under Sagen.

V.: Ja, det er jeg sikker paa.

A. : De er altsaa sikker paa, at Deres Mand bad Dem skrive til ham gennem Postbox i Nyborg under Navnet Kandidat Kiær og ikke under Navnet Pastor Selmer.

V.: Ja, det er jeg sikker paa.

A.: Tak.

A.: Kan De sige, hvornaar Deres Svigermoder var syg?

V.: Hun kom hjem til Jul 1925 fra Svendborg Sygehus.

Pastor Selmer før og  nu.

A: Har Tiltale noget at sige til den Forklaring?

Selmer: Nej.

A.: Hvorfor har De da tidligere forklaret, at De ikke har modtaget Breve fra Frk. K.?

S.: Jeg har ikke lagt Vægt paa, at jeg havde faaet et Brev. Jeg troede det var lovligt.

A.: Den Gang, da de maaske ikke mente, at De havde Grund til at skjule det, da skjulte De det dog. Senere har De faaet en Østre Landsretsdom for, at det ikke var ganske stemmende med Deres Værdighed som Præst.

S.: Jeg har sagt her i Retten, at jeg har opgivet Navnet Kandidat Kjær. Det er ogsaa kommen frem gennem Frk. K.'s Forklaring.

Fsv.: De har altsaa ikke lagt Vægt paa, at De fik Brev fra Frk. K., og at det gik over Postboxen?

A.: Har Tiltalte heller ikke opgivet Adressen til Frk. K.? Jeg vil gerne have Tiltalte gjort opmærksom paa, at hans tidligere Forklaring gik ud paa, at han overhovedet ikke havde modtaget Breve fra Frk. K. Men her har han godkendt Vidneforklaringen om, at han har modtaget Brev fra Frk. Kiær.

D.: Erindrer De, at De har modtaget Brev gennem denne Adresse?

S.: Ja. Postkontoret var tit lukket paa den Tid, jeg kom gennem Byen. Saa flyttede jeg hen til en Forretning i Nærheden af Jernbanen. Brevet fra Frk. K. kom derigennem.

I Hemmelighed.

D.: Saa maa De ogsaa have underrettet Frk. K. om Adressen.

S.: Ja, hun ønskede at skrive til mig i Hemmelighed angaaende hendes Broders Dødsfald.

A.: I Hemmelighed?

S.: Ja, det har man jo Lov til ogsaa til en Præst.

A.: Ja! Men jeg forstaar ikke Nødvendigheden af at benytte et paataget Navn.

D.: Hvorfor brugte De et paataget Navn?

S.: Det var af Hensyn til indehaveren af Forretningen, og fordi jeg tidligere havde været ude for Sladder i Jylland.

A.: Mente De, Deres Navn kunde holdes hemmeligt i en lille By som Nyborg?

S.: Det var ikke saa ofte, jeg kom gennem Nyborg, højst en Gang om Maaneden.

A.: Har De modtaget breve hver Gang?

S.: Undertiden var der ingen.

D.: Hvor mange Mennesker har De gjort bekendt med dette?

S.: Der var flere i Sognet, der vidste det, bl.a. Menighedsraadets Formand. Boxen blev bl.a. oprettet for at jeg kunde staa i Forbindelse med mit Hjem og modtage Meddelelser om Begravelser o.l. kirkelige Forretninger, da jeg ofte rejste uden at indhente Provstens Tilladelse. Forbindelsen gennem Kiosken opretholdtes ca. 1 Aar.

Forbindelse med to Kiosker.

D.: Den er altsaa oprettet for Deres Moders Sygdom?

S.: Det er ikke saa let at sige.

A.: Kan De ikke mindes nogen bestemt Anledning?

S.: Nej!

D.: De har altsaa haft Boxen før Deres Mor blev syg?

S.: Ja, det kan godt være.

A.: Har De haft den inden Deres Moders Sygdom?

S.: Ja, det har jeg.

A.: Var det i Sommeren 1925?

S.: Ja, det var i Sommeren 1925, jeg hentede Brevet.

A.: Har De, Fru selmer, aldrig skrevet til den Postbox?

V.; Nej, det har jeg ikke.

S.: Det var en Sikkerhedsventil.

Endnu en Række Vidner afhøres.

Menighedsraadsformanden har sendt en Skrivelse til Højesteret.

Næste Vidne var Pastor Selmers Søster, Frk. Adeleide Julie Selmer, der forklarede, at Postboxen i Nyborg var blevet omtalt i Forbindelse med Moderens alvorlige Sygdom.

Politimester Krarup fik nu ved Henvendelse til Sygehuset oplyst, at Enkefru Selmer har været indlagt paa Svendborg Sygehus fra 14. November 1924 til 22. December 192(4/5). Derefter kunde Vidnet ikke udtale sig bestemt om, hvorvidt Postboxen blev oprettet i Forbindelse med Moderens Sygdom.

Menighedsraadsformand, Købmand P. Rasmussen, Gudme, erklærede, at han havde faaet Kendskab til Postboxen i Nyborg i Anledning af, at der havde været noget forkert med Postekspeditionen i Gudme, idet et Brev med en Ægcheck var blevet sendt ned til Købmand Kastrup og der var blevet brækket. Ligeledes var et Brev med en Check fra Købmand Aagaard gaaet samme Sted hen. I den Anledning havde Præsten fortalt ham, at der var lidt Uregelmæssighed med hans Post. Det stod for Vidnet, som om han havde set et Brev, der saa ud til at kunne have været aabnet. Der var en Rift deri. Vidnet vilde dog ikke fremsætte nogen bestemt Udtalelse om dette Forhold. Præsten havde fortalt, at han havde truffet en Ordning med sin Post, men han omtalte ikke, med hvem han havde ordnet sig eller under hvilket Navn. Det skete paa det Tidspunkt, da Provstesagen var kommet.

Forsvareren ønskede, at Vidnet skulde vedstaa her i Retten en Skrivelse, som han som Menighedsraadsformand havde sendt til Højesteret angaaende Pastor Selmers Forhold.

Anklageren modsatte sig dette, hvorpaa Dommeren erklærede, at han ikke vilde imødekomme Ønsket, da Parterne ikke var enige herom.

Handelsmand Robert Brennem oplyste, at Pastor Selmer i Sommeren 1926 under et Besøg i hans Hjem havde omtalt, at han havde oprettet en Brevcentral i Nyborg under sine Rejser. Han havde omtalt, at han mente, der forelaa Misligheder med hans Postsager, og han havde fremvist et Brev, hvis ene Hjørne var afrevet, men Vidnet havde fraraadet ham at foretage sig noget i den Anledning, da dette Brev ikke kunde anses som noget fuldgyldigt Bevis.

Da dette var foregaaet, efter at Rygterne om Præsten var kommet op, ansaa Forsvareren ikke dette Udsagn for at være af større Værdi.

Nyborgkioskejerens Forklaring.

Pastor Selmer hentede som Regel 2-3 Breve hver 8. eller hver 14. Dag.

Den tidligere Indehaver af den Kiosk i Nyborg, hvorigennem Pastor Selmers hemmelige Brevkorrespondance foregik, blev nu afhørt. Han havde været Indehaver af Kiosken fra 13. November 1923 til Sommeren 1925, og erklærede, at Pastor Selmers Brevkorrespondance var foregaaet i Størstedelen af den Tid. Han fortalte, at der en Dag var kommet en Herre ind til ham og spurgt, om han kunde faa sine Breve lagt ind her. Det skulde være i al Fortrolighed. Vidnet kendte ikke Pastor Selmer, der opgav Navnet cand. theol. Kiær, men en Politibetjent havde en Dag gjort ham opmærksom paa, at det i Virkeligheden var Sognepræst Selmer fra Gudme. Vidnet var blevet noget underlig til Mode ved denne Oplysning. Han forklarede, at Præsten som Regel kom hver 8. eller i hvert Fald hver 14. Dag og hentede Breve, og der var i de fleste Tilfælde Brev hver Gang, som Regel 2-3 Stykker. Det drejede sig ikke om et enkelt Brev, men om mange, og efter Skriften at dømme var det ikke Forretningsbreve, men Damebreve. Brevene bar i Regelen Udskrifter, der syntes skrevne med en Barnehaand. Et enkelt af Brevene havde været fra Fredericia.

Forsvareren fandt det mærkeligt, at man i en Forretning, hvor der indkom mange Breve til afhentning, fulgte saa nøje med med Hensyn til de enkelte Breve, som denne Forklaring tydede paa.

Vidnet svarede hertil, at naar der kom en Mand og anmodede om at faa sine Breve ekspederet gennem Kiosken og ønskede, at det skulde ske under Diskretion, saa gjorde man sig jo sine Tanker om det og tænkte, at det ikke var, som det skulde være.

Entreprenør Lauritz Nielsen, Gudme, oplyste, at Præsten i 1925 under et Møde angaaende en Vandløbssag havde sagt til ham, at der kunde skrives til ham gennem en Forretning i Nyborg. 

Pastor Selmer benægter.

Pastor Selmer protesterede imod Kioskejerens Forklaring og hævdede, at han aldrig havde modtaget Brev fra Fredericia, hvor han ikke kendte et Menneske. Det var ikke rigtigt, at han havde modtaget Breve hver 14. eller 8. Dag, højst en Gang om Maaneden, og han benægtede ogsaa at have modtaget Breve med Udskrift af en Barnehaand. Heller ikke havde han modtaget Breve fra Kvinder i Særdeleshed, der var kun Tale om enkelte Breve fra Kvinder, og dem var der givet Oplysning om. Jeg har heller ikke, udtalte Pastor Selmer, sagt til Kioskejeren, at det skulde være i Fortrolighed og Hemmelighed.

Vidnet fastholdt imidlertid sin Forklarings Rigtighed og tilføjede: Da jeg havde ophørt med min Forretning, fik Pastor Selmer sine Breve gennem en Kollega i Nyborg.

Dermed sluttede den offentlige Vidneafhøring, og Dørene lukkedes ved en Kendelse af Dommeren. Vidneafhøringen fortsættes i Formiddag.

Jean P. 

(Fyns Venstreblad (Odense) 20. oktober 1928).

Fyns Venstreblad (Odense) bragte 21. oktober 1928 et referat af de senere, åbne afhøringer af vidner som pastor Selmer og hans forsvarer havde fremskaffet. Dommeren fandt imidlertid udsagnene for sladder, brugte endog udtrykket "sladdercentral". Det var næstformanden i Gudme menighedsråd, karetmager Hornemann. Anklageren antydede at vidnerne var blevet instrueret før retsmødet. 

Avisen sluttede med at skrive at "Fra Præstegaarden har Splidens og Tvedragtens Aand bredt sig og delt Befolkningen, mens alskens lyssky Sladder og Rygtesmederi har bredt sig i Sognet som Svamp i fugtig Skovbund ved Efteraarstid."

Den 16. december 1928 stadfæstede Højesteret landsrettens dom. Han skulle herefter have afsonet fra 4. januar 1929, men det blev udskudt da han ansøgte om benådning hos justitsminister Rytter. Dette blev afslået en måned efter. Og februar 1929 startede pastor Selmer sin strafafvikling i Svendborg.

I januar udspredte Fyns Venstreblad et rygte (9. januar 1929) om at pastor Selmer ville oprette en frimenighed i Gudme. Dette blev dog dementeret i marts 1929. Sømandpræst Christian Petersen overtog embedet som sognepræst i marts 1929.

Selmers støtter i menighedsrådet, formanden købmand Peter Rasmussen og næstformanden karetmager Hornemann nedlagde deres erhverv og blev erstattet af gårdejer Rasmus P. Rasmussen, Galdbjerg og gårdejer P. Møllegaard, Gudme. 3 medlemmer af menighedsrådet udsendte et opråb om at yde bidrag til pastor Selmers familie (der iøvrigt ikke led nød). De henviste til at 11 medlemmer havde afgivet en tillidserklæring til pastor Selmer (det var før landsretsdommen). De startede også en læserbrevsdebat i Fyns Venstreblad. Også hans kone udtalte sig stærkt til fordel for sin mand.

Herefter blev der tyst i aviserne om Selmer. Han døde i 1960 og blev begravet på Bispebjerg Kirkegård. Han havde 8 børn, født mellem 1918 og 1927.

Borgerrepræsentant Peter Wraae: Havnens Vækst.

I.

Fra Københavns Raadhus har Biskop Absalon - dér hvor han staar - god Udsigt over Raadhuspladsens myldrende Liv. Hvis hans Højærværdigheds Bronceøjne pludseligt en Dag kunde se, vilde tusinde Reflekser brydes i dem: Fart, Mekanik, Kaos, Farver; hvilken Uorden! Hvilken Forskel fra den Tid, da han i 1167 "bygged en Borg ved Havn."

Først Boplads, derefter Landsby, laa Handels- og Havneby ("Mercatorum portus") Købmændenes Havn, kalder Saxo Stedet) og endelig Hovedstad - det er i store Træk Københavns Udvikling og tillige Havnens. For Havnens Vedkommende maaske nærmere betegnet saaledes: Fra Absalon til Christian IV, fra denne til Midten af forrige Aarhundrede og endelig vor Tid, hvor en ny Epoke trænger sig paa.

Forudsætningerne for denne er det, som i det følgende skal undersøges. Desværre havde de Folk, der i den ældre Tid beskæftigede sig med Havnens Anliggender, ikke egentlig Skrivekløe, og positive Oplysninger om Havnens Forhold i gamle Dage er meget faa. De spredte Fakta er imidlertid behandlede af den senere Tids Topografer og Historieskrivere. Saaledes foreligger et Tabelværk fra 1879, udgivet af Københavns Magistrat i Forening med Havnevæsenet, hvor Havnens Topografi gennem Aarene er Genstand for en sammentrængt Fremstilling. Dette Tabelværk er efterfulgt af periodisk udgivne statistiske Oplysninger. Endvidere har selve Byens Historie og Topografi naturligvis krævet Omtale af Havnen, som endnu mangler sin Historieskriver. I 1908 udkom i Anledning af 50 Aars Dagen for Udstedelsen af Lov af 30. December 1858 Gerhard L. Groves kortfattede Beskrivelse af Havnens Historie fra Christian IV's Tid, ligesom Æmnet har beskæftiget fhv. Havnedirektør H. C. V. Moller, Havnebygmester Lorenz m. fl. - dog nærmest i havneteknisk Retning.

Den Havn, vi nu kender, har omtrent kun det tilfælles med den oprindelige, at den er en Arm af Havet, der strækker sig mellem Sjælland og Amager og forbinder Østersøen med Øresund. Den af Naturen dannede oprindelige Havn paa Sjælilandssiden laa i Ly af en Række Smaaøer eller Holme - den senere Slotsholm, Bremerholm (nu Gammelholm) og flere. Gennem Aarhundreder blev Brygge lagt til Brygge, men Omraadet var snævert og Skibsfarten ikke tilnærmelsesvis af Omfang som f. Eks de daværende Hansestæder, hvis Konkurrence var saa kraftig, at de i 1368 foretog et Angreb paa København, der omtrent lagde Byen i Ruiner.

Af den gamle Havns Konturer er saa godt som intet tilbage. Skibsstørrelserne voksede og krævede mere Plads, Lilleputrammerne sprængtes, de altfor snævre Løb og Indhug maatte udfyldes. H. N. Rosenkjær fortæller i sin Bog om det underjordiske København, at den før-Absalonske By har ligget omkring Gadekæret, som har strakt sig fra Vestergade (omkring ved Nr. 10) og over paa den anden Side af Studiestræde. Vestergade har været Byens Gade, som har fortsat sig ned til en gammel Kystlinie langs Amagertorv og videre frem mod Øst ud til den egentlige gamle Havn, Holmens Kanal, hvor nu Landmandsbanken ligger.

Denne Beskrivelse giver et godt Indtryk af de betydelige Arealer, der efterhaanden er udfydte og bebyggede før København blev egentlig Havneby.

Til dette bidrog den Initiativrige Christian IV i væsentlig Grad. Dels i militært, men ogsaa i Handels- og Havneøjemed anlagde han Christianshavn og udvidede dermed Havnen mod Øst. Der opfyldtes da store Vandarealer paa Amagersiden og efterhaanden flk Christianshavn Form ud mod Havneløbet, Knippelsbro opførtes 1620 for Enden af "Nybørs". Broen bestod af Stendæmninger fra begge Sider med en Vindebro af Træ i Midten. Langebro er af nyere Dato, idet den først opførtes 1686 for Enden af den nuværende Vestervoldgade.

Knippelsbro bar iøvrigt ikke dette Navn i Christian IV's Tid. I lang Tid kaldtes Broen Amagerbro, Christianshavns Bro eller Langebro. Sit nuværende Navn har den formentlig hentet fra en senere Konstruktion med sammenlagte Træstammer eller Bjælker. En Bro af denne Konstruktion hed paa Tysk "Knippelsbrücke".

I Fortsættelse af Christianshavn - i en Bue mod Nord - laa en stor Grund, Revshalen, der paa naturlig Maade afgav Beskyttelse for Havnen. Dette udnyttedes af Christian V, der her anlagde Bastioner og Volde - en militær Havnebefæstning, ret enestaaende for sin Tid.

I 1624 fuldførte Christian IV Bygningen af Børsen, der den Gang rummede Pakhuse og Kældere, hvorfra Varer bekvemt kunde indlades i og losses fra de i Kanalen liggende Skibe, idet der netop ved Børsen var tilvejebragt Muligheder herfor ved Udgravning af Kanaler og Opfyldninger paa Slotsholmen.

I de følgende Aar havde den opblomstrende Handel da ogsaa sin væsentlige Andel i Havnens Udvikling. Christianshavn bærer endnu Minde om den Virksomhed, som f. Eks. udfoldedes af Ostindisk Kompagni, der indrettede sig med Bygninger og Havneplads, ligesom andre Handelskompagnier søgte til denne Del af Havnen, som da var den mest moderne. Denne Udvikling bevirkede, at Dybdeforholdene maatte revideres, saaledes at Ostindiefarerne kunde naa frem til Rederiernes Kajpladser.

*

Paa de Tider blev Havnens Administration varetaget af Magistraten, til hvem Havnens "Forstander" maatte aflægge Regnskab. Et Slags Tilsyn førtes formentlig af Stadens daværende Borgerrepræsentation, de 32 Mænd, der ikke kunde undslaa sig for Hvervet som "Havneherre". I 1692 blev paa Initiativ af Københavns Politimester af Kongen valgt en Kommission til at føre Tilsyn med Havnens og Kanalernes Tilstand, der - navnlig for de sidstes Vedkommende - efterhaanden var stærkt forurenede ved Afløb fra Husene og paa anden Maade. Mod dette maatte foretages Foranstaltninger og til Udførelsen af disse Arbejder var bl. a. foreslaaet den senere saa berømte Ole Rømer.

Havnekommissionen blev et fast Led i Havnens Administration, og Marinens Folk fik et betydeligt Ord med i Laget. Det skyldtes Kommissionen, at der ved en Forordning af 1744 blev tilvejebragt Regler for Skibenes Anlæg til Bolværkerne efter Ladningens Art, saaledes at bestemte Varekategorier fik anvist bestemte Pladser at lade og losse ved. Af et Kort over Havnen fra 1794 faar man at vide, at der paa den Tid fandtes et 200 Fod bredt Løb fra Toldbodbommen ned til et Punkt noget syd for Nyhavn. Denne Passage var farbar for Skibe af indtil 20 Fods Dybtgaaende. Herfra og til Knippelsbro kunde Skibe med 18 Fods Dybtgaaende passere. En Del af Løbet mellem Knippelsbro og Langebro havde en Dybde af 14 Fod med omkring 12 Fod Vand ved Bolværkerne paa Christianshavnssiden, men i den sydøstlige Del af Løbet mellem de to Broer - den saakaldte "Havfrugrund" - var kun 3-4 Fod Vand.

Navnet Havfrugrunden stammer fra det Vartegn for de Søfarende, som Christian IV anbragte her. Vartegnet bestod af en ,paa en høj Søjle staaende Statue, formentlig en mytologisk Kvindeskikkelse, men de fra Samtiden overleverede Afbildninger stemmer ikke overens med Hensyn til Statuens Udseende. Meningen med den var at advare Skibene mod den for Sejladsen farlige Grund. Dér hvor den stod - udfor Tøjhusbroen - har den uden Tvivl ikke taget sig ilde ud og fik da ogsaa med Aarene Betegnelsen "Københavns Vartegn". Efter en Strid mellem Magistraten og Staten om, hvem der havde Pligt til at vedligeholde Vartegnet, blev det sløjfet i Slutningen af det 18. Aarhundrede efter at have udført sin Mission i op imod 200 Aar.

Vest og syd om Havfrugrunden gik et 12 Fod dybt Løb, ikke alt for bredt, som strakte sig omtrent midtvejs ud mellem Langebro og de saakaldte "Estakader" ved Rysensteens Bastion. Herfra strakte sig et ca. 1 Mil langt smalt og bugtet Løb med 6 a 8 Fod Vand gennem Kalvebodstrand ud til Køge Bugt. Disse Forhold undergik ikke væsentlige Forandringer i den første Del af forrige Aarhundrede. Ved Toldbodens Bolværk blev udvidet til at kunne tage imod Skibe af indtil 14 Fods Dybtgaaende. I 1848- 50 blev Mangelen paa Bolværksplads saa følelig, at man maatte gaa til en Uddybning af Havnen ud for St. Annæplads og til Udførelsen af det derværende Havneanlæg i Forbindelse med Kvæsthusbroen.

Med Loven af 30. December 1858, der var en Følge af den Aaret i Forvejen vedtagne Lov om Bestyrelsen af Københavns kommunale Anliggender, fik Kommunalbestyrelsen Hovedindflydelsen paa Havnens Forhold. Der etableredes et Havneraad og en Havneforvaltning, og det varede ikke længe, før der blev trukket Veksler paa de nye Folks Initiativ og Arbejdskraft. Nogle Aar efter den nye Forfatnings Ikrafttræden, i selve det vanskelige Krigsaar 1864, vedtog Kommunalbestyrelsen en "Plan til Københavns Havns Forbedring". Denne Plan blev "modificeret" bl. a. ved Indenrigsministeriets Resolution af 1872 og gik ud paa en gennemgaaende Uddybning af Havnen fra Toldboden til Vestre Gasværk, Uddybning endvidere af de Kanaler, der skar sig ind i Byen, og endelig af den Del af Rheden, der laa nærmest Havnen. Den Fyldmasse, der herved fremkom, skulde anvendes paa hensigtsmæssige Steder paa Rheden og i Havnen. Yderligere skulde Toldbod- og Havnepladserne reguleres og forbedres.

De i 1872 vedtagne Ændringer tager Hensyn til Havnens Udvikling sydpaa, idet de bl. a. giver Anvisning paa Uddybning af ef Sejlløb mellem Langebro og Vestre Gasværk og tillige om et Bassin ved Gasværket for Kulskibe.

Man tog straks fat paa Realisationen af denne Plan. Uddybninger og Landdannelser fulgte Slag i Slag. Der optoges over 5 Millioner Kubikmeter Fyld ved Uddybningen, og man tilvejebragte ved Hjælp heraf Landarealer paa Refshalegrunden, ved Tøjhuset, ved Langebro og i Kalvebodterrænet, med andre Ord: de nuværende Konturer begyndte at vise sig. Hertil kom naturligvis en Række Bolværksarbejder. 

I 1869 ombyggedes Knippelsbro, i 1870 Børnehusbroen paa Christianshavn, i 1875 Langebro, og i 1879 ombyggedes Holmensbro og Højbro. Nyhavnsbroen byggedes i 1874, Børsbroen og Frederiksholmsbroen i 1880. Ved Siden af disse Arbejder fandt i 1877-78 en Udvidelse af Kvæsthusbroen Sted. Fra samme Tid stammer Havnesporet, der førtes fra den daværende Banegaard til Nyhavn, hvilket bl. a. medførte Bygningen af Børsbroen.

Det kostede mange Penge at gennemføre denne Havneplan. Alene Uddybningen androg over 2% Million Kroner. Paa Havnevæsenets Regnskaber over ekstraordinære Udgifter (Udgifter til Havneplanens Gennemførelse) er ialt ved Slutningen af 1877 opført godt 5 1/4 Million Kroner.

Hvor nødvendig denne Reform af Havnens Struktur var, fremgaar bl. a. af, at Københavns samlede Omsætning med Udlandet i 1864-65 androg ca. 375,000 Tons ind og ud, medens Omsætningen i 1877 var noget over 1 Million Tons, ligeledes ind og ud. Heraf var 79.8 pCt. Indførsel, 12 pCt. Udførsel af indenlandske Varer og 8,3 pCt. Udførsel af fremmede Varer.

De følgende Aars Udvikling af Skibsfart og Skibsstørrelser nødvendiggjorde stadige Forbedringer af Forholdene baade i selve Havneløbet og i Land. Handelens Udvikling ligeledes. Fabriker og Pakhuse byggedes umiddelbart ved de dybe Havnebassiner, og Bolværkernes Længde forøgedes baade paa Sjællands- og Amagersiden. Man naaede en samlet Bolværkslængde af ca. 20 Kilometer, hvoraf de 9,6 tilhørte Havnen, medens Resten ejedes af Stat. Kommune eller Private.

Konkurencen blev stærkere. Porten til Byen og dens voksende Næringsliv maatte give Plads for en stadigt stigende Tonnagemængde, og da Forholdene i den Indre Havn nu omtrent var givne, maatte Udvidelsen finde Sted nord- og sydpaa. Anlæget af Frihavnen i Begyndelsen af Halvfemserne betegner et nyt Afsnit af Havnens Vækst. Herom i en følgende Artikel.

Peter Wraae.

II.

Havnen maa ligesom alt andet kæmpe for Tilværelsen. Dens Ledere maa byde den Vilkaar, der sætter den i Stand til at møde Konkurrencen, giver den Mulighed for at følge den Udvikling, der foregaar indenfor dens Interessesfære.

Besejlingen af et saa udpræget Kystland som Danmark maa naturligvis blive decentraliseret, og vore mange Havnebyer udfolder hver for si g megen Aktivitet for ved Skibsfart at bringe Liv og Arbejde til de større eller mindre lokale Zoner, Oplandet, som man ser sin Interesse i at erobre og betjene. Men i et Land med 3-4 Millioner Indbyggere, hvis Hovedstad rummer omkring en Sjettedel af Befolkningen, bliver Hovedstadens Havn det egentlige Knudepunkt for Samfærdselen til Søs.

Den bliver det simpelthen ved sin Størrelse, men desuden opfylder Københavns Frihavn en Mission, der gaar langt ud over Bygrænsen og bidrager til at gøre Hovedstadshavnen til en Landshavn - ganske ufortalt Købstadhavnenes overordentlig store Betydning for Handel og Omsætning.

Der knytter sig derfor omfattende Interesser til det københavnske Havnespørgsmaal, Interesser, hvor Hovedstaden maa gøre sig gældende, blandt andet af den Grund, at Havnen er en Del af Byen. Havnens Areal er jo ikke alene de blaa Bølger, der beskyller Skibssider og Bolværker, men Landarealer af stor Udstrækning, saa stor, at f. Eks. Byplanlægningen og Bysamkvemmet i høj Grad præges deraf.

Alt dette, hele den brogede Virksomhed, der hedder Havnen, tjener et Formaal, hvor Konkurrencen træder tydeligt frem. Hvad enten man har foretaget Landvinding eller mejslet ud af det faste Land, er Havnen et Aktiv i Befolkningens Anstrængelser for at hævde sig udadtil. Havnens Interessesfære er et udvideligt Begreb, dens Muligheder maa vurderes under Hensyn til dens Brugbarhed som Redskab for de mange og forskelligartede Kræfter, der tilvejebringer Samkvemmet mellem Landene.

Østersøen ligger lige udenfor Porten. Hvad dette alene betyder for de ovennævnte Kræfter fremgaar bl. a. af det uhyre bekostelige Anlæg - paabegyndt i 1888 - af Kielerkanalen, der i de senere Aar er uddybet til at kunne befares al dybtgaaende Skibe.

Det var bl. a. denne Konkurrence, men ogsaa Frihavnsanlægene i Hamborg og Bremen, der affødte Planen om en Frihavn i København. De naturlige Muligheder - dybt Vand og den egnede Plads - var til Stede. En Ordning af Frilagerspørgsmaalet havde længe trængt sig paa. Det gjaldt om at til vejebringe bedre Vilkaar for Transitvarer, d. v. s. Varer, som atter skulde udføres og som ved midlertidig Oplægning kunde undgaa Toldbehandling m. v. Endvidere sadanne Varer, som efterhaanden kom til Forbrug i Indlandet og for hvilke Havneafgifter og Told først kom til Betaling, naar Forbruget krævede det. Med andre Ord, man vilde skabe en Havn, som med Hensyn til Told og Produktion skulde betragtes som Udland, men tillige var en Del af Københavns Havn,

Dette skete ved Lov af 31. Marts 1891. Fra "Kalkbrænderiet" til Langelinie blev anlagt Moler, Kajer og Bassiner med saadanne Dybdeforhold, at store transatlantiske Dampere kunne gaa ind og tømme deres Indhold ud i Siloer og Pakhuse. Frihavnsanlæget omfattede et samlet Areal paa ca. 110 Tønder Land, hvoraf Vandarealet udgjorde ca. 44 Tønder og Landarealet ca. 66 Tønder Land, med en samlet Kajmurs- og Bolværksstrækning af ca. 3800 m.

Driften blev for et Tidsrum af  80 Aar overladt til et Aktieselskab med en Grundkapital af 4 Mill. Kr. I 1894 kunde Frihavnen aabnes for Trafik, dens Anlæg havde kostet ca. 18 Mill. Kr. Man naaede at faa den færdig et Par Aar før Fuldendelsen af Kielerkanalen.

Etableringen af Frihavnen gav iøvrigt Anledning til en Ændring Havnevæsenets Administrationsforhold, idet det ved Loven af 1891 bestemtes, at Havneraadet, der bestod af 8 Medlemmer - hvoraf 6 valgte af Københavns Borgerrepræsentation - med Overpræsidenten som Formand, skulde udvides med- 4 Medlemmer, 2 valgte af hver af Rigsdagens Thing.

I Aarene omkring Frihavnens Tilblivelse skete ogsaa Uddybninger og Landdannelse andre Steder i Havnen. Refshaleøen blev fuldført, der tilvejebragtes Uddybning gennem Inderrheden til den gamle Havns nordlige Del, ligesom et Løb gennem Inderrheden og Havnen til Larsens Plads blev uddybet. Disse Arbejder var en lille Del af en Række Planer om betydelige Omlægninger og Udbedringer, som man imidlertid af økonomiske Hensyn (hvor det klinger af vore Dage!) maatte lade ligge foreløbig.

Men Havnen var blevet større. Der fastsattes i 1899 nye Grænser: Mod Nord fra det Punkt paa Kysten, hvor Bygrænsen ligger og i en Vinkel øst- og sydpaa til det østlige Hjørne af Trekroner; mod Syd fra det Punkt, hvor Spærredæmningen møder Amagers Kyst og i en svag Vinkel over til Frederiksholm. Dermed var Havnens Længde ca. 10,600 m eller op imod halvanden Mil.

Hvor nødvendigt det var at udvide Rammerne fremgaar af den stærkt øgede Trafik fra Havnen. "Havets stolte Svaner" fik i stigende Antal Ærinde til København, hvis Handel og Omsætning tog et ikke ringe Opsving. Tempoet i en ca. 25-aarig Periode, fra 1874 til 1900, ses af nedenstaaende Tal, der viser den samlede Vægt for Ind- og Udførsel:

1874: 890 Millioner kg. 
1887: 1580 Millioner kg.
1900: 2712 Millioner kg.

Anlæget af den nuværende Vestre Gasværkshavn havde fundet Sted i 1895-97, paa hvilket Tidspunkt ligeledes Godsbanegaarden blev anlagt ved Kalvebod Strand, man orienterede sig mod Syd. Strømregulerings- og Sluseanlæget i Kalvebod Strand blev tilvejebragt i Aarene 1900-04, Langebro blev ombygget i Aarene 1900-03 med en forøget Gennemsejlingsvidde fra 13,2 til 22 m. Knippelsbro ombyggedes i 1906-08 og fik Gennemsejlingsvidden forøget fra ca. 17 til 25 m.

Efter Færdiggørelsen af Dæmningen i Kalvebod Strand fandt en Række Uddybnings- og Opfyldningsarbejder Sted syd for Langebro. I Aarene 1903-1907 paabegyndte man den store Landvinding ved Islands Brygge, der gennem Aarene er fortsat Syd paa. Den lange Kajstrækning langs Bryggen blev bygget og det store, nu tæt befolkede, Kvarter rejste sig langs Kajen og over til Militærets Arealer, ligesom Industri og Handel benyttede sig af de her skabte Muligheder ved Fabriksanlæg, Kulpladser o. l. Den omfattende Virksomhed "Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger" har saaledes i en Aarrække haft til Huse her tilligemed en Række private Foretagender, Soyakagefabriken m. fl.

Ogsaa paa Byens Side ved Enghave Brygge blev indvundet betydelige Arealer Syd for Vestre Gasværkshavn. I 1911 tilvejebragtes en Overenskomst mellem Kommunen, Havnevæsenet og Statsbanerne om Landvinding for Kommunen Syd paa, bl.a. til Opførelse af det store Elektricitetsværk, H. V. Ørstedsværket.

Massive Kajmure har paa lange Strækninger fæstnet Havnens Konturer paa disse Kanter og en yderligere Udvikling er at imødese paa begge Sider af Havneløbet, hvor der i Aarenes Løb er groet Land frem, som er - og vil blive - god Basis for Virksomheder af forskellig Art. Set fra Langebro er den sydlige Del af Havnen nu et Billede paa Liv og Arbejde; Skorstene ryger og Kraner durer; Ø. Ks store Baade og bredbugede Kulskibe har i stigende Grad Ærinde herud.

Mod Nord er Frihavnen udvidet væsentligt. Kalkbrænderihavnen er udvidet ved en betydelig Landvinding og forsynet med Kaj, I Svanemøllebugten er ved Opfyldning tilvejebragt den smukke Strandpromenade, hvortil iøvrigt omtrent Halvdelen af Fylden blev hentet fra Statsbanernes Udgravning af Boulevardtunnellen.

Man vil af det foregaaende have set, at Havnespørgsmaalet er i rig Udvikling. Selv maalt med europæiske Øjne er Københavns Havn en Storhavn. Dens samlede Længde af Bolværker og Kajmure er omkring 35 km eller opimod 4 3/4 Mil - med gode Muligheder for de udvidelser, som Fremtiden utvivlsomt vil kræve. 

Havnens Besejlingsforhold har i Tidens Løb sat mange Sind l Bevægelse. Det er da ogsaa en særdeles vigtig Ting at være klar over hvor Udviklingen bærer hen, idet Havneanlæg, Broforhold, Byplanlægning o. s. v. maa rette sig herefter. Saa tidligt som i 1740 var Planen fremme til Udgravning af en Rende gennem Kalvebodstrand, 7,5 m dyb og 81,4 m bred, som skulde forbinde de dybe Farvande Nord og Syd for København - naturligvis under Hensyn til Østersøtrafiken. Talrige Planer har senere set Lyset, idet Problemet paa naturlig Maade har beskæftiget Havnevæsenet, men ogsaa adskillig andre har givet deres Besyv med.

Forhaabentlig naar man til Enighed, inden det bliver for sent. Det er ikke Opgaven her at tage Stilling til , hvor fremtidige Udvidelser skal ske - om Nord, Øst eller Syd paa. Objektivt set vil Oplandet Nord paa dog formentlig medføre visse Vanskeligheder, og en Østhavn paa Amagers Nordøstkyst vil ikke lette det i Forvejen vanskelige Færdselsproblem mellem Amager og "Fastlandet". Begge disse Planer, saavelsom Planen om et Sydløb, har dog Tilhængere.

Netop Broforholdene griber stærkt ind i Havnespørgsmaalet. De nuværende Forbindelser, der er etablerede i Aarhundredets Begyndelse, er utilstrækkelige, ligesom Forholdene i Land fra Christianshavnssidens Vedkommende er uheldige ved Knippelsbro. Paa dette sidste er er man dog i Gang med at bøde ved Forarbejderne til Torvegades Udvidelse, der er en uomgængelig Nødvendighed for Løsningen af Færdselsproblemet her.

*

I det foregaaende er forsøgt en Skildring af Havnens Vækst under de forskellige Vilkaar, der gennem Tiderne er budt denne "Mercatorum portus". Den var Københavns Havn og er det endnu, men den udviklede sig tillige til at blive et Knudepunkt for alle de moderne Erhverv, hvoraf Landet søger sin Næring, Landbrug, Industri og Handel. Dansk Næringsliv - ikke alene Københavns - er dybt interesseret i Havnens gode Udvikling i Henseende til Konkurrencedygtighed og Kapacitet Dens Beliggenhed for Transithandel er god, og naar der bl. a. i denne Retning vil blive, trukket yderligere Veksler paa dens Ydeevne, vil disse Veksler kunne honoreres, idet man allerede paa det nuværende Stadium er naaet særdeles vidt.

I Biernes Samfund spiller Kuben en afgørende Rolle. Den er indrettet som Basis for de smaa Insekters Virketrang og er det Sted hvor Arbejdets Resultater aflejres. En saadan Kube er København og dens Havn. Skibe kommer og gaar - som bier, der hver for sig har en Mission at udføre til Gavn for Kuben.

Hvad angaar Havnens Forpligtelser overfor Byen er tidligere paa dette Sted gjort opmærksom paa disse. Saaledes som Administrationsforholdene er ordnede, er Havnen en selvejende Institution. Kommune og Havn er de to Faktorer, der maa forhandle sig til Rette Sm Vilkaarene, naar disse berører Byen - f. Eks. med Hensyn til færdselsproblemet. Da Byen iøvrigt for sit Vedkommende gennem Tiderne har budt Havnen gode Kaar at trives og vokse under, vil saadanne Forhandlinger uden Tvivl forløbe glat, saaledes at Fremtidens By og Fremtidens Havn gaar op i en harmonisk Enhed, til Fordel for begge Parter.

Thi Havnen er et Aktiv - tilvejebragt ved Arbejde i Byen.

Peter Wraae.

(Social-Demokraten, 2.-3. november 1927).

Enevold Peter Wraae (1881-1934) var fuldmægtig og borgerrepræsentant for Socialdemokratiet. Han var født i Gjøl. Uddannet som boghandlermedhjælper. Formand for Handels- og Kontormedhjælperforeningen i København 1913-14. 1916 sekretær i Hovedstadens Brugsforening. 1917 fuldmægtig i Kommunens Kulkontor. 1925 i Den danske Købstadsforening. I borgerrepræsentationen 1917.

Artiklen udgives på denne blog mere end 70 år efter forfatterens død.

John Barrymore: "Naar en Mand elsker". (Efterskrift til Politivennen).

John Barrymore og Dolores Costello.

John Barrymore og Dolores Costello.

Det er vistnok en alt for almindelig Opfattelse i Europa, at Amerika ingen Skuespilkunst har, - og dog ejer den amerikanske Scene Kunstnere, hvis Talent gør dem værdige til Verdensberømmelsen. Og blandt de største af disse Kunstnere tæller John Barrymore, der vandt sit Navn med Hamlet og Richard III, men som først i Filmen erobrede et Verdenspublikum.

I nær Fremtid faar vi ham paany at se, idet han for Warner Brothers har indspillet en Film, der er bygget over Herman Melville Hvalfanger-Epos "Moby-Dick". Paa Dansk har dette usædvanlige Filmsværk faaet Navnet "Naar en Mand elsker". Et stort Publikum vil glæde sig til Gensynet med Barrymore, for er han stor mellem Scenens Kunstnere, er han maaske den allerstørte af det hvide Lærreds. Og som en indtagende Partner for Berømtheden ser vi Dolores Costello, Maurices skønne Datter.

(Nationaltidende, 26. oktober 1927).

Reklame for filmen i Social-Demokraten 31. oktober 1927   premieredagen i Palads Teatret. Filmen gik også på Napoli, falkoneralle 94, Odeon Teatret Fælledvej 6.

Fotoramas Film "Naar en Mand elsker" viser den trofaste Kærlighed, en Mand kan bevare overfor den Kvinde, han en Gang har givet sin Haand og sit Hjerte. Det er den røde Traad, der gaar gennem Filmen, og John Barrymore og Dolores Costello yder i deres Roller som de to elskende et ganske fortrinligt Spil. Naar dertil kommer den Fantasi og Pragt hvormed filmen er sat op, og de storslaaede Scener om Bord paa Hvalfangerskibet, der kommer ud i en Brandstorm, kan v kun anbefale publikum denne Forestilling.

(Nordjyllands Social-Demokrat 22. november 1927)

Filmen var Barrymores (1882-1942) første større film (en stumfilm), og på engelsk var titlen "The Sea Beast". Han spillede kaptajn Ahab. Han havde før spillet "Dr. Jekyll & Mister Hyde" og "Sherlock Holmes". Barrymore og Costello (1903-1979) blev forelsket efterfølgende, hvad der medførte at Costellos forældre blev skilt. Filmen blev godt modtaget af pressen i USA. Barrymores karriere forløb fint indtil midten af 1930'erne hvor han blev alkoholiseret, og i 1935 skilt fra Costello - som stoppede sin karriere i 1943, efter først at have været barnestjerne og senere indspillet film som voksen.

Filmen skulle have været indspillet ved hjælp af bølge-, storm-, og egnmaskiner, men i stedet blev det en virkelig storm, og efter otte dage lykkedes det at optage en række efter datidens målestok enestående scener.

Forlig i en faglig strid. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejderne på Garnisons Kirkegård.

Gartneriarbejder Christensen har ved Landsretten sagsøgt gartneriarbejdernes afdeling under Dansk Gartneriarbejderforbund til at anerkende hans ret til at arbejde på Garnisons Kirkegård samt til at betale ham en erstatning på 735 kr. for tabt arbejdsfortjeneste.

Årsagen til sagsanlægget er at Christensen der har arbejdet på Holmens Kirkegård, havde fået arbejde på Garnisons Kirkegård, men han kom ikke i arbejde, da foreningen nedlagde indsigelse med den motivering at fire gamle arbejdere der havde været på kirkegården fra 17 til 30 år, var arbejdsløse, og de måtte have første ret.

Afdelingen hævder at den ikke har hindret Christensen i at gå i arbejde, men kun henstillet at man også ansatte de gamle arbejdere.

Efter en meget lang procedure enedes man om et forlig gående ud på at Christensen får en erstatning på 400 kr., og sagens omkostninger. På den anden side forbeholdt forbundet sig ret til at indbringe sagen om ansættelse af arbejdere ved kirkegårdene efter anciennitet for den faste voldgiftsret.

(Social-Demokraten, 19. oktober 1927).

Det København, der forsvinder. (Efterskrift til Politivennen)

 

Den gamle Kafé "Bauer"

Endelig falder den gamle Café "Bauer" for Aldersgrænsen. Den lille og lave Bygning paa Hjørnet af Studiestræde og Vesterfarimagsgade er saa at sige smuldret hen med Aarene, og af og til faldt temmelig store Stykker fra Taget og ned paa Gaden.

Café "Bauer" stammer fra National-Perioden og Dagmarteatrets, "Hellig-Hansen"s Glansperiode, og i mange Aar var den en søgt Restaurant, hvor især Journalister og Artister fra det nærliggende Cirkus samledes. De forskellige Ejere har forgæves søgt at slaa Forretningen op, men kun et yderst faatalligt og renttilfældigt Publikum fandt Vej til det lille Hjørne mod de mange kulørte Smaalamper og de skiftende Orkestre, i Reglen to-tre unge Musikanter, som ved Klangen af sære Instrumenter søgte at lokke Gæsterne til.

Om faa Dage er den gamle Café forsvunden, og noget saa moderne som en Benzintank vil blive opført paa Grunden.

(Social-Demokraten, 18. oktober 1927).