Krystal Sodavand. (Efterskrift til Politivennen)

En "Grænsestrid" mellem to Fagforeninger.

Kampen om en Fabrik. - Den ene erklærer Blokade, den anden giver fri Bane.

Mineralvandsfabriken "Krystal" i Flensborggade er blokeret af "Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejderforbund", og fornøden Meddelelse herom er udsendt. Men i Dag til Morgen skriver Landstingsmand Lyngsie i "Social-Demokraten" paa "Dansk Arbejdsmands Forbund"s Vegne, at Fabriken har Overenskomst med hans Forbunds Øl- og Mineralvandsarbejderafdeling, i hvilken Organisation alle dens Arbejdere staar som Medlemmer. Det hele er en Grænsestrid mellem to Fagorganisationer, siger Hr. Lyngsie, og denne Sgtrid bør ikke komme Fabriken til Skade paa dens gode Navn og Rygte.

(Aftenbladet (København) 9. maj 1928).

Frænde er Frænde værst

Det gamle Ord, at Frænde er Frænde værst, bekræfter sig ikke sjældent ved Konflikter mellem Arbejdsgiverne og Fagforeningslederne, hvor Arbejdsgiveren er tidligere Fagforeningstillidsmand.

I det sidste Aars Tid har der paa Vesterbro i København hersket en saadan bitter Strid mellem to tidligere Fagforeningskammerater. En fhv. Næstformand i Bryggeriarbejdernes Forbund har begyndt for sig selv med en Sodavandsfabrik "Krystal" og har som Ejer af den lille Fabrik haft den Dristighed at tage en Chauffør fra Arbejdsmændenes Arbejdsløshedsanvisning en Morgen, da han stod og skulde bruge en Mand i en Fart, og BryggeriarbejderforbundetsFormand ikke havde faaet Kontoret lukket op. Der blev Avispolemik og Processer i lange Baner, og Chaufføren, der havde gaaet ledig i over et Aar, skønt han var en dygtig Mand, maatte atter ud og suge paa Labben. Ved Processen skete der det mærkelige, at Chaufføren fik en stor Erstatning, men ved Højesteret blev "Krystal" dømt til at tage en ny Chauffør fra Bryggeriarbejderforbundet.

Det vilde Manden fra "Krystal" ikke, og Formanden i Forbundet vilde ikke lade sin gamle Kammerat i Fred, og saa blev der dekreteret Blokade paany. Imidlertid har Sodavandsfabrikanten nu spillet Bryggeriarbejderforbundet det Puds at flytte det Par Mand, som han beskæftiger, over i Lyngsies Arbejdsmandsforbund, og da Lyngsie i de praktiske Forhandlinger er en lige saa stor Ynder af at skære hurtig igennem Vrøvlet, som han til Tider kan være rask til at slaa i Bordet, er han nu faret i Blækhuset og har skrevet i "Social-Demokraten", at Bryggeriarbejderne skal holde op med deres Blokade-Vrøvl. Fabrikens Folk hører under Lyngsie, og saa er der ikke mere om den Blokade.

Mærkeligt nok synes Bryggeriarbejderformanden at ville putte Reprimanden i Lommen, idet han nu udtaler offentligt, at der nu ikke mere er tale om Blokade, og at Sagen vil blive afgjort ved Voldgift.

(Sorø Amts Dagblad 14. maj 1928).

Hjørnet af Flensborggade 8 og Broagergade - Krystal Sodavand, Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fanny Garde (1855-1928) - Mågestellets kunstner. (Efterskrift til Politivennen)

Man vil forgæves kigge efter udførlige biografiske oplysninger om porcelænsmalerinden Fanny Garde. Det kan undre. De fleste kender fx Mågestellet som i over 100 år var et af de mest populære og solgte spisestel, ikke bare i Danmark, men flere andre lande i verden. I Sverige det mest solgte stel overhovedet. Det er af Fanny Garde. Porcelænsfabrikken lå dengang ved Kalvebod Strand (senere flyttede den til Vesterbrogade 149), og gav Fanny ideen til at overføre dem til kopper og kander, tallerkener, fade, opsatser, skåle, lysestager m.m.m. 

Nogle af de sparsomme oplysninger som findes, handler om at hun fx var sønderjyde og præstedatter. Hendes gravsted på Solbjerg Kirkegård er i øvrigt blevet sløjfet. Endnu mere svært er det at finde fotoer. Med få undtagelser kommer kun hendes store produktion frem.

Listen over hendes meritter er meget lang. Her blot et par eksempler: 

1895 var hun medlem af Udvalget for Industriafdelingen ved "Kvindernes Udstilling", juli-september ved Charlottenborg. Til udstillingen havde Fanny Garde og Effie Hegermann-Lindencrone fremstillet "Dronning Margretes Tallerkener". De to blev dengang betegnet som "samlevere".

Hun tegnede juleplatten for Bing og Grøndahl IV årgang, 1898. En julestjerne omgives af en krans af juleroser på lyseblå bund. 

I 1921 købte Fanny Gardes bror, arkitekten Harald Garde en ejendom i Rørvig - Rørvighuset, Løvstræde 7 - hvor Fanny Garde og samleversken Effie Hegermann-Lindencrone ferierede. Senere blev huset af lokalet også kaldet "Fannys Minde". 

Da den franske minister Louis Hermite med frue var i København oktober 1925, overrakte han som en anerkendelse af den store indsats, Effie Hegermann-Lindencrone og Fanny Garde (og Jean Gauguin) dekokrationen "Guldpalmerne".

Fanny Garde og Effie Hegermann-Lindencrones første arbejder dannede grundlag for den senere store underglasurafdeling, der blev kendetegnende for fabrikken med den blåfarvede dekoration under blank, gennemsigtig glasur. De var nogle af de første kvindelige kunstnere, der arbejdede som dekorationsmalere, og som også selv leverede udkast til modeller. Mange år efter, i 1981 fremstillede hver kvindelig porcelænsarbejder 350 måger om dagen.

Fanny Garde blev begravet 4. maj 1928 fra Solbjerg Kirkegård. I følget var bl.a. direktør Simonsen, underdirektør Halle og inspektør Bing fra Bing & Grøndahl, professor Hans Tegner, maleren Acton Friis, billedhuggeren Axel Locher og fabrikkens stab af malere og malerinder.  Begravet på Solbjerg Kirkegård. Man vil i dag forgæves lede efter gravstedet, det er nemlig nedlagt.

Allerede inden hun blev kendt, levede hun sammen med en kvinde, Effie Hegermann-Lindencrone - og de arbejdede i øvrigt også sammen på big & Grøndahl, hvor de bl. a. tegnede Hejrestellet 1888 og Mågestellet i 1890'erne. De boede sammen til Fannys død i 1928, Effie døde 1945.

Homoseksualitet var i hele deres levetid kriminelt. Tålt hvis de homoseksuelle ikke skiltede offentligt med det. Hvis de to kvinder havde et forhold, er de gået stille med det. Hvilket på det tidspunkt var klogt - man behøver blot at tænke på den forfølgelse som blev forfatterne Herman Bang og Oscar Wilde (sidstnævnte 2 års strafarbejde) til del. Udadtil lukkede deres uomtvistelige store kunstneriske præstationer munden på de som måtte finde på at antyde noget "kriminelt".  

En af Danmarks største kunstnere er således også en af de sværest at finde biograferet. Måske fordi hun havde to meget store odds imod sig: Hun var kvinde, og hun boede sammen med en anden kvinde.

Bing & Grøndahls Porcellainsfabrik. Illustreret Tidende, 16. december 1860.

Den første kvindelige Konditorsvend. (Efterskrift til Politivennen).

Frk. Inger Mortensen

Det var ligefrem lidt af en Mærkedag i Gaar i Københavns Konditorlavs Historie. Lavet udstedte nemlig sit første Svendebrev til en Kvinde

Den unge Dame, der nød denne Ære, er Frk. Inger Mortensen, Datter af Værkmester Mortensen, Hovedbrandstationen. Frøkenen er udlært hos Konditor Axel Axelsen, "Tivolikonditoriet", men som ogsaa har forretning i Frederiksberg Allé. Her har hun i fire Aar tumlet med de lækre Kager med det Resultut, at hun bestod sin Eksamen med fineste Karakter; "Meget duelig". Men naturligvis skulde man ogsaa synes, det maatte være et Fag, der særlig Iaa for for kvinder. Det er blot besynderligt, at Standen først nu faar et kvindeligt Medlem.

Den unge Pige er selvfølgelig meget glad over Resultatet - og det har slet ikke været drøjt at staa Læretiden igennem, erklærer hun. Baade Mester og Svende har været vældig flinke, og Konditorarbejdet er i sig selv baade interessant og morsomt. Lysten dertil hat jeg haft lige fra Barn.

Frk Mortensen trænger øjensynlig ikke til Ferie ovenpaa Eksamensanstrengelserne. I Morges Kl. 5 mødte hun som sædvanlig paa sin Arbejdsplads, og her bliver hun foreløblg,

Herude tog vor Fotograf lidt senere ovenstaaende Billede af den historiske kvindelige Svend.

(Aftenbladet (København 28. april 1928).

Da Bjørnen løb væk - ! (Efterskrift til Politivennen)

For nogen Tid siden besluttede en af Vesterbros kendte Værtshusholdere, der tidligere har haft Forretning paa Wilders Plads ude paa Christianshavn, men nu driver Beværtning i Nærheden af Halmtorvet, at lade male en Bjørn oven over Indgangen til sin Bod - ikke som et almindeligt Symbol mod Afholdenheden, men som et Slags Bomærke, idet han som Specialitet serverer noget, han kalder smaa og store Bjørne - en Drik, der efter hvad en foretagen kemisk Undersøgelse oplyser, bestaar af lige Dele Rom, Rødvin og Malurtbitter, tilsat nogle faa Draaber varmt Kommenvand og et Stykke Sukker.

Værtshusholderen akkorderede med en Maler, hvis Døbenavn er Carl Jensen, men som derude i Kvarteret almindeligt gaar under Navnet "Dryppeløget", og som beredvilligt paatog sig at male den begærede Bjørn paa Muren over lndgangsportalen.

Kunstværket blev fuldført i løbet af en Eftermiddag. Men du MaIeren vidste, at Værtshusholderen er saa paaholdende og vanskelig til faa Penge fra, lavede han ikke Maleriet i Olie men i Limfarve, hvis Holdbarhed som bekendt ikke er særligt stærkt.

Næste Morgen tidligt kom Maleren listende ind ad Bagdøren til Beværtningen for at faa sit Tilgodehavende, der paa Regningen var opgjort til 62 Kr 17 Øre. Men næppe var han traadt over Tærskelen, før Værten, der er en stor, kraftig Mand, rejste sig saa hastigt, at Direktørbordet med hans "Morgen-Bjørn" væltede, og stak den arme Maler en saa eftertrykkelig Lussing, at han trillede om i Gulvsandet ved Siden af det væltede Bord og Iaa og rodede mellem Møblementet ligesom den gamle berømte Klovn "Humsti Bumsti ", de fleste Københavnere endnu vil huske.

Alt imens slog den fuldstændig rasende Værtshusholder fortsat løs paa den Faldne, med Næverne oppe i Hovedet og med Støvlerne bag i Bukserne, saa det stakkels "Dryppeløg" tilsidst hverken vidste ud eller ind og kun mægtede at udstøde en Sending uartikulerede Skrig om Hjælp.

Da Politiet kom, var Maleren smidt ud paa Gaden, hvor han laa og stirrede aandsløvt op paa den Plet af Muren, hvor han Dagen før havde malet sit Kunstværk, men hvor der nu ikke fandtes saa meget som en Tot Haar af Bjørnen tilbage.

Det havde regnet den ganske Nat. Og dette havde Limfarven ikke kunnet holde til. Bjørnen var løbet ud i den megen Væde - var løbet væk, ned ad Muren og ud i Rendestenen, hvor den var sporløst forsvunden i Kloakens dunkle Dyb.

Er det et Under da, at Værtshusholderen var gal i Hovedet?

- Ingenlunde, sagde Dommeren Gaar, da Sagen var til Behandling i Byrettens borgerlige Afdeling Ingenlunde! Men man maa nu en Gang ikke tage sig selv til Rette!

Saa vedtog Værtshusholderen i Mindelighed, men med en lidt sur Mine en Bøde paa 80 Kr. samt indgik paa at betale "Dryppeløget" et Kunstnerhonorar paa 10 Kr., hvortil den bortløbne Bjørn skønsmæssigt og ubeset vurderedes.

Han betalte dette Beløb kontant, og skyndte sig saa hjem i sin Beværtning for at trøste sig med en af sine egne "Indendørs Bjørne!.

Svip

(Aftenbladet (København) 26. april 1928).

Et barnelig på kirkegården. (Efterskrift til Politivennen).

På Assistens Kirkegård i København har man i morges i en affaldsbunk fundet en pakke der indeholdt liget af et nyfødt drengebarn. Politiet undersøger sagen.

(Korsør Avis, 25. april 1928)