Politi mod Forsamling. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn, den 3die November 1873. Igaar overraskede "Socialisten" med en af Formanden for den demokratiske Arbejderforening, Snedker S. Pihl, underskreven Opfordring til Kjøbenhavns Arbejdere om at møde idag Kl. 12 paa Slotspladsen udenfor Kristiansborg Slot, for at støtte Indgivelsen til Kongen af en paa et Arbeidermøde paa Nørrefælled vedtagen Adresse om Benaadning af de tidligere Arbeiderførere Pio, Brix og Geleff. Denne Adresse blev kort efter Vedtagelsen overbragt Kronprindsen, som da førte Regeringen i Kongens Fraværelse, men den blev ikke modtaget, da Kronprindsen anmodede Overbringerne om at afvente Kongens Hjemkomst. Efter denne blev det imidlertid Vedkommende betydet, at Adressen maatte indgives igjennem Justitsminister Klein. Da Arbeiderne imidlertid ikke troede at kunne vente noget godt Resultat ved Justitsministerens Mellemkomst, var det at Pihl udstedte sit Opraab igaar for at Kongen - der gav offentlig Audients idag paa Kristiansborg Slot fra Kl. 11-1 - kunde se, at det var et i Arbeiderbefolkningen almindelig næret Ønske, som Adressen var et Udtryk for, og skal det have varet hans Hensigt under den offentlige Audients at faa Adressen overleveret til Kongen. Igaar Formiddags Kl. 11, da Pihl stod i Begreb med at tage med Banen for at deltage i et offentligt Møde paa Landet, blev han imidlertid anholdt paa Banegaarden af Politiinspektør Hertz og ført til Raad- og Domhuset, hvor han foreløbig sidder under Anholdelse for senere at blive sat under Tiltale for formentlige Fornærmelser mod Kongen. I Morgenbladene bekjendtgjorde derhos Politidirektøren, at en Sammenstimlen paa Slotspladsen ikke vilde blive taalt, hvorfor Enhver advaredes mod at indfinde, sig der til den nævnte Tid. Om nu denne Bekjendtgjørelse ikke er bleven tilstrækkelig kundbar eller ikke er bleven respekteret, veed jeg ikke, men saameget er vist, at der noget over Kl. 12 samledes ikke faa større Grupper paa Slotspladsen, uden dog i mindste Maade at forstyrre Roligheden. Politiet, der var meget talrigt tilstede, fandt imidlertid her en ønskelig Leilighed til at øve deres Myndighed; de begyndte derfor at drive Massen foran sig fra Høibro langs Kanalen til Holmensbro, men dette gik dog fredelig af, da Mængden meget villig lod sig drive afsted. Efter at den var kommen over Holmens Bro, synes det, som om den vilde tage en lille Oprejsning ved Afsyngelsen af Socialisternes Marsch og Hurraraab for Pio, Brix og Geleff, og dette var da ogsaa den tilstedeværende myndige Politiinspektør Clausen formeget. Paa Kommandoordet "Træk Stavene og slaa løs!" foer den betydelige Politistyrke ind blandt de Tilstedeværende, satte efter dem i fuld Fart og slog saa kraftig løs med de tunge Politistave, at Mange bleve betydeligt saarede, navnlig i Hovedet, som Betjentene særlig syntes at bruge som Skive for deres Slag. Det var imidlertid ikke blot dem, der havde været med paa Slotspladsen, som maatte bøde saa haardt, men ogsaa de, der befandt sig "Ved Stranden", da Indhugget skete, bleve revne med i Sværmen og undgik vel heller ikke enkeltvis ved flauende Argumenter at blive mindet om, at det under visse Forhold kan være farligt at færdes paa Gaden i lovligt Ærinde. Det Stormløb, som Betjentene anstillede, var det umuligt at slippe fra i den stærke Trængsel, og Slagene haglede da ned over Skyldige og Uskyldige i Flæng; ja selv Damer bleve ikke skaanede. En gammel graahaaret Arbeider, som neppe vilde eller kunde gjøre stor Kvalm, saa Meddeleren heraf navnlig blive saa ilde tilredt, at det var en Ynk at se, idet der blev ham tilføiet flere større Saar i Hovedet, fra hvilke Blodet strømmede ned over hans Ansigt og Klæder og tilredte ham frygtelig.

(Aarhus Amtstidende 4. november 1873).

Kvindeligt Tyvepar. (Efterskrift til Politivennen)

Christiane Vilh. Andersen blev ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret 23. januar 1863 dømt for bedrageligt forhold. Sagen blev også behandlet i Højesteret. Hun omtaltes der som våbenmester Jensens enke. Hun optræder i forbryderalbum for 1865:

“Christiane Vilh: Andersen, Vaabenmester Jensens Enke, født i Kbhvn d: 26/11 19; hun er straffet 2 Gange i Slesvig med V: og B: i 6 G: 5 D: for Tyveri og Bedrageri og ifølge Høiesteretsdom af 11/6 63 str: med 2 Aars Forbdharbeide for Bedrageri med laante Sengeklæder. – 108”. [1865]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.

Et par år efter dukkede så Caroline Charlotte Høidal op i aviserne:

- Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten.

Da en i Blancogade boende Enkefrue en Eftermiddag vilde forlade sin Lejlighed, blev hun opmærksom paa, at en fra Trappegangen til hendes Sovekammer førende Dør, der altid pleiede at være aflaaset, stod paa Klem, hvorfor hun antog, at en Uvedkommende havde aaabnet den. Da hun derpaa skubbede den op, traf hun et Fruentimmer staaende bag Døren inde i Soveværelset, og da hun ved Eftersyn i Værelset savnede et Sølv-Cylinderuhr og 26 Rdl., som vare udtagne af en Tegnebog samt en Portemonnaie med nogle Smaapenge m. m., afkrævede hun Fruentimmeret disse Ting, hvilke denne ogsaa udleverede tilligemed en falsk Nøgle. Ved en tilkaldt Politibetjents Foranstaltning blev Fruentimmeret, der var en tidligere straffet Person, nemlig Arrestantinden Caroline Charlotte Høidal, strax anholdt og bragt paa Politistationen.

Efter hvad der under Forhøret ifølge Arrestantindens Tilstaaelse blev oplyst, havde hun i Løbet af et Par Maaneder i indeværende Aar forøvet 11 Tyverier her i Staden, der have været forbundne med Indbrud om Dagen, idet hun ved Hjælp af falske Nøgler havde skaffet sig Indgang i aflaaasede Værelser, og sammesteds tilvendt sig forskjellige Klædningsstykker, Uhre, Prætiosa m. v. til en samlet Værdi af 115 Rdl. 58 hk.

I samme Tidsrum havde Arrestantinden paa 8 i 9 forskjellige Steder stjaalet Nøgler, som sad i Dørene udvendig, og som hun tilvendte sig, for senere ved Leilighed at benytte dem, hvilkel hun ogsaa tildels har gjort.

Arreslantinden, der er 44 Aar gl., har 3 Gange tidligere været straffet for Tyveri, senest ved Høiesteretsdom af 10de Mai 1866. Ved Criminal- og Politirettens Dom blev hun nu anseet efter Straffelovens § 232 for 4de Gang forøvet Tyveri, sammenholdt med § 229 Nr. 4 1ste Led, med 6 Aars Tugthusarbeide.

(Fædrelandet 20. december 1867).

De to må have indledt et samarbejde:

En kvindelig Kvistkammertyv. En Eftermiddag i Juni d. A. bemærkede en ved Nørrevold i Kjøbenhavn boende Dame, at et Fruentimmer var ifærd med at aabne Døren til et Pulterkammer paa den Gang, hvor Damen boede. Denne antog strax. at det var en Tyv, der forsagte at gjøre Indbrud med en Nøgle, og vilde derfor anholde Tyven; men da hun greb fat i hende, rev hun sig løs og ilede ned ad Trappen, men efterlod sit Shawl, som Damen beholdt i Haanden. Ved Hjalp af Shawlet og det opgivne Signalement lykkedes det Politiet at opdage Tyven, Caroline Charlotte Højdal, der 4 Gange tidligere er straffet for Tyveri, senest med Tugthusarbejde i 5 Aar. Siden Januar d. A., i da hun blev løsladt efter udstaaet Straf, har hun gjort sig skyldig i en Rakke af Indbrudstyverier paa Kvistværelser, som hun i Reglen aabnede med sin Stuedørsnøgle, og ved disse Tyverier tilvendte hun sig en stor Del Klædningsstykker til en Værdi af omtrent 54 Rd. Hun logerede hos Christiane Vilhelmine Andersen, Jensens Enke, der ligeledes tidligere har været straffet, og bragte de stjaalne Koster hjem til hende, som uagtet hun vidste, at de vare stjaalne, pantsatte dem og selv beholdt Pengene, medens hun til Gjengiæld underholdt Højdal. Enken Jensen havde endvidere uden Vedkommendes Vidende og Villie pantsat forstjellige Klædningsstykker, Duge m. v., som vare leverede hende til Laans eller Forvaring. Ved Kriminalretten bleve de Begge dømte til Tugthusarbejde, Højdal i 8 Aar. Jensens Enke i 2 Aar.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 11. november 1873)

“Caroline Charlotte Høidahl, født og hjemmeh: i Kbhn:; str: flere Gange og navnlig med 5 Aars Tugthus for Indbrudstyverier med falsk Nøgle i Værelser og [en] mængde Leilighedst: Mist: Prot: G. Pag 29.” [1873]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.

Ovenstående foto fra 1873 må være taget i forbindelse med de omtalte sager, men at hun fortsatte, fremgår af at hun igen dukkede op i forbryderalbum for 1881. Der står at hun senest er straffet med 8 års forbedringshus:

“Caroline Charlotte Høidahl, født her 16/12 43; i mange Aar str: navnlig for T: med f: N: i Beboelsesleilighed og paa Qvistk:; sidst 8 Aar Tugth:. Mist: Prot: G. 29. 317”. [1881]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.

En Hustrus Mishandling. (Efterskrift til Politivennen)

Den 19de Mai d. A. indfandt en Arbejdsmands Hustru sig paa 3die Politistation her i Staden og anmeldte, at hun i de sidste 8 Dage var bleven slaaet af sin Mand med en tyk Stok, samt foreviste ved denne Lejlighed Spor af Slag paa højre Side af hendes Hals og Rifter i Ansigtet. Under den den 18de f. M. i Anledning heraf paabegyndte retslige Undersøgelie fastholdt hun sin paa Politistationen afgivne Forklaring og tilføjede, at hendes tiltalte Mand, med hvem hun indtil Slutningen af foranførte Maaned havde boet i Dronningens Tvergade, og derefter i lille Regnegade, ogsaa paa det sidst nævnte Sted havde slaaet hende saavel i Hovedet som paa andre Steder af Legemet, men dog ikke som tidligere med en Stok. Tiltalte erkendte vel, at have lagt Haand paa sin Hustru, men kun for at forhindre hende fra at slaa ham, fra at mishandle deres Barn og fra at ituslaa deres Ejendele. Derimod negtede han at have slaaet hende med en Stok, hvilken Forklaring han stadig uforandret vedblev. Efter at han en halv Snes Dage havde været arresteret under Hovedforhøret, blev han ved dettes Slutning den 28de Juni løsladt af Varetægtsarresten. Straks efter at dette var sket, tilstillede han Kriminalrettens 5te Kriminalkammer, ved hvilket den omhandlede retslige Undersøgelse var bleven foretagen, en med hans Hustrus Navn undertegnet og den 1ste Juli d. A. dateret Skrivelse, hvori det hedder, at hun, der vel for Politiet havde anmeldt de af hendes Mand under deres Uenighed mod hende udviste Haandgribeligheder, ikke kunde fragaa, at hun havde gengældt disse og sikkert ved et mere sindigt og sagtmodigt Forhold kunde have forhindret hans Overfald. og at det vilde gøre hende meget ondt, om Tiltalte skulde komme til at lide Straf for en Overilelse, som hun tildels havde foranlediget, hvorfor hun indstændig anholdt om, at han maatte fritages for Straf, eller at denne i modsat Fald maatte blive saa lempelig som mulig i den Overbevisning, at den tidligere sørgelige Ufred ikke vilde blive genoptagen. I det i Anledning Heraf optagne yderligere Forhør erkendte Tiltaltes Hustru vel at have samtykket i den ovennævnte Skrivelse, men nægtede at være bleven bekendt med dens Indhold og som Følge heraf at have vidst, at deri udtales, at hun havde gengældt eller foranlediget sin Mands Haandgribeligheder, hvorhos hun forklarede, at Tiltalte ogsaa efter sin Løsladelse af Varetægtsarresten stadig havde behandlet hende paa den mest raa og uforskammede Maade, navnlig udskældt hende, spyttet hende i Ansigtet uden nogensomhelst Grund og, naar hun tog til Genmæle, pryglet hende paa det Ubarmhjertigste. Tiltalte havde under det sidstnævnte Forhør erkendt, at han kun havde Bemyndigelse af sin Hustru til at lade udfærdige et Bønskrift til Fordel for ham, men ikke til i denne Skrivelse at anføre, at hun havde foranlediget eller gengældt hans Haandgribeligheder, men paastod, at han ikke havde bemærket, at dette Sidste stod i Skrivelsen, "da denne blev oplæst for ham af den Person, af hvem han havde ladet den udfærdige, og at det ikke havde været hans Hensigt, at det skulde staa deri." Derimod fastholdt han sin Nægtelse af nogensinde at have slaaet sin Hustru ogsaa efter hans Løsladelse af Varetægtsarresten. Da der imidlertid ved det under Sagen Oplyste, navnlig ifølge flere Vidners afgivne og med Ed bekræftede Forklaringer fandtes at være tilvejebragt et tilstrækkeligt Bevis for, at Tiltalte havde gjort sig skyldig i den ham paasigtede Forbrydelse, uden at han dog ved denne havde tilføjet sin Hustru Saar eller Skade paa Helbred, blev han ved Kriminal- og Politirettens Dom anset efter Straffelovens § 202 med 5 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Socialisten 16. oktober 1873).

Karen Christoffersen. (Efterskrift til Politivennen).

Bedrageri. Den 15de Juni f. A. indlagdes en Pige ved Navn Christiane Marie Christoffersen paa Almindelig Hospital. Hun eiede foruden nogle Meubler, Sengklæder og Gangklæder tillige en Sparekassebog i "Bikuben", hvorpaa der indestod 310 Rd. Disse Eiendele betroede hun til sin Søster, Karen Christoffersen og bad hende at tage dem hjem og opbevare dem i hendes Logie, for hvilket Leien var betalt forud. Den 21de næstefter afgik Patientinden ved Døden og efterlod sig en udenfor Ægteskab født Datter, der af Fattigvæsenet var sat i Pleie paa Landet. Den Afdødes Søster besluttede under disse Omstændigheder at tilegne sig de hende betroede Efterladenskaber, der vare blevne henlagte paa et Loft i det Sted, hvor Afdøde havde boet, og da Skifteretten, som behandlede Boet, indfandt sig, paaviste hun kun nogle faa Genstande som Søsterens eiendele og disse bleve kun vurderede til 2 Rd., hvorfor de udlagdes hende som Betaling for Begravelsen, hvilken Karen havde besørget. Hun undlod forsætlig at opgive den omtalte Sparekassebog, nogle Sengklæder og Meubler, en Silkenederdeel og et fransk Shavl, ialt til Værdi 32 Rd. for at fravende Boet disse Gjenstande, og hun tilegnede sig dem derefter, idet hun bl. A pantsatte Shavlet og Silkenederdelen, og da Boet var sluttet, lod hun ved en Kone, hun kjendte, Pengene hæve i "Bikuben", og anvendte heraf c. 100 Rd. til en Symaskine og henved 50 Rd. til Klæder til sig og Confirmationstøi til sin Datter. Den Afdødes Datter tænkte hun derimod ikke paa; men da hendes Broder, en Arbeidsmand, noget efter henvendte sig til hende og fortalte, at han havde hørt omtale, at Søsteren skulde have efterladt sig Penge, foregav hun, at Søsteren havde efterladt 100 Rd., som hendes uægte eneste Barn skulde have, og foreslog Broderen at modtage de 100 Rd. paa Barnets Vegne og sætte dem ud for dette, hvilket Tilbud Broderen modtog, dog uden at opfylde sit Løfte, idet han forødte Pengene. Barnets Værge forlangte ham dog ikke tiltalt herfor, da det ikke godtgjordes, at han var vidende om det begavede Bedrageri. Derimod sattes Karen under Tiltale, og efterat hun i nogen Tid havde siddet arresteret, tilstod hun sin Forbrydelse, for hvilken hun ved Criminalrettens Dom blev anseet efter Straffelovens § 252 med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage, hvorhos hun tilpligtedes i Erstatning til Søsterens Bo at betale 311 Rd. 4 Mk. 6 sk, samt hvad der maatte koste at indløse det pantsatte Shavl og den pantsatte Nederdeel.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. september 1873).

Om forsømte Børn i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen).

(Af Pastor Helms.)

Iblandt de Midler, paa hvilke Nutiden har sin Opmærksomhed henvendt for at forbedre de fattige og arbeidende Klassers Kaar, indtager Bestræbelsen for at forbedre Skolevæsenet, en betydningsfuld Plads. Ogsaa i Kjøbenhavn staaer Skolevæsenet paa Dagsordenen og i de offentlige Skoler har man skyndt sig med at udvide saavel Skoletiden som Underviisningen - en Foranstaltning, som dog neppe kan hilses med ublandet Glæde medmindre den ledsages af tilsvarende Foranstaltninger for de daarlige Børn, som hidtil ikke have kunnet tilfredsstille Skolens Fordringer, og endnu mindre ville kunne dette i Fremtiden. Friskolerne omfatte naturligviis mange fattige og skrøbelige Børn, som leve under de sørgeligste og usleste Vilkaar, Børn, som ved dagligt, ofte strengt og langvarigt Arbeide maae hjælpe til Familiens Underhold. Ikke faa maae tilbringe hele Dagen udenfor Hjemmet, deelte imellem Arbeidet og Skolen, og komme de endelig hjem om Aftenen, er der dog hverken Lyst eller Ro til at læse. Saadanne Børn kunne, tilmed naar de ere tungnemme eller svagelige, afkræftede af Mangel pau ordentlig Næring, kun daarlig følge med i Skolen; jo mere dennes Fordringer strammes, desto mere bleve de tilbage; sløvede og trættede af Skjænd og Oversidden i Klasserne blive de lede og kjede af Skolen, som de omsider forlade med høist mangelfulde Brudstykker af Kundskab. 

For saadanne Børn gives der i Kjøbenhavn en saakaldet Extraskole, som rummer 50 Børn. Det har forlængst været erkjendt, at den er aldeles utilstrækkelig, men den vil blive det i langt høiere Grad, eftersom der stilles højere Fordringer til de normale Skoler. Det er at haabe, at de fornødne Pengemidler maae findes enten til at udvide den bestaaende Extraskole, eller til at oprette Extraklasser ved de forskjellige Friskoler, hvor Underviisningen kan lempes efter de daarlige og forsømte Børns Tarv.

Men en langt betænkeligere sag er det med det stedse stigende Antal Drenge, som mod Forældrenes Villie og Vidende forsømmer Skolen, og som kun, ledsagede af Faderen eller Moderen, kunne bringes derhen. Men Fattigfolk have i Reglen ikke Tid dertil; Arbeidet skal passes, Sygdom eller smaa Børn binde Moderen til Huset, og den Omstændighed, at en saadan stor Knægt stundom river sig løs paa Gaden og løber sin Vei, er ikke behageligt for vedkommende Forældre. Vil Skolen straffe saadanne Skulkere, saa tage de deraf kun Paaskud til ny Forsømmelse, og Skolen staaer ligesaa hjælpeløs overfor dem som Forældrene. At mulctere disse, hvilket man for Exemplets Skyld ikke ganske kan undlade, bliver i mange Tilfælde en Haardhed, som kun stemmer dem bittert imod Skolen, uden at Børnene derfor blive bedre. Stundom kan det lykkes at faae et saadant Barn sendt bort, naar det ikke blot forsømmer Skolen, men løber bort fra Forældrene Dage og Nætter, begaar Tyverier osv. Men bedre vilde det dog være baade for Børnene, Forældrene og hele Samfundet, om det Offentlige antog sig dem itide, før de have givet alt for megen Forargelse. Thi saadanne Drenge nøies i Reglen ikke med selv at skulke, men de ligge idelig paa Luur efter skikkelige Kammerater, som de drage i Ledtog med sig, og der danner sig efterhaanden Smaabander, som give Hovedstadens Proletariat en sørgelig Tilvæxt.

Mulctsystemet gaaer ud fra, at Forældrene ere Skyld i Børnenes Forsømmelser. Men hvor Forældrene have tabt Magten over Børnene, der gjælder det at rumme disse selv, og dette kan formeenllig kun skee ved at sætte dem i en Tvangsskole, saaledes som det skeer med de uregjerlige Børn, der ere under Fattigvæsenet. Der er Forældre nok, som med Taknemmelighed vilde modtage det Offentliges Hjælp til at tugte deres vanartede Børn, ja som endog baade kunde og vilde udrede noget til deres Underhold i nogen Tid, i det Haab, at deres Trods kunde blive kuet, og den blotte Tilværelse af en saadan Tvangsskole vilde indgyde mangt et Barn en gavnlig Respect og lægge en Dæmper paa dets Hang til Udskeielser.

Dit er mit Haab, at den Commission. som er nedsat til at undersøge Skolevæsenet i Kjøbenhavn, vil tage disse Forhold under grundig Overveielse. Det kjøbenhavnske Almueskolevæsen er vistnok bedre, end de Fleste forestille sig, og det fortjener ikke de haarde Domme, som stundom ere fældede over det af Mænd, som kun kjendte meget lidt til det. Men naar man finder Skolerne fortræffelige og beundrer, hvad de knnne præstere ved Examina og Verdensudstillinger, da glemme man ikke at lægge Mærke til det Bundfald af Børn, der enten bliver siddende fast i de nederste Klasser, eller der udvikler sig til Besvær og Fordærvelse for Samfundet!

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. september 1873).