09 juli 2016

Justits a la Turque.

Indsenderen af dette som forleden 28. april var til stede for at bevise vores tabte hr. professor Rahbek den sidste hæder, blev ved den lejlighed vidne til en scene som rimeligvis opvakte hans og alle omkringståendes uvilje. Idet nemlig liget og sørgefølget var passeret gennem kirkegårdslågen og den øvrige mængde der ikke umiddelbart hørte til følget, roligt fulgte efter, styrtede 3 til 4 politibetjente med deres stokke eller rettere knipler mod disse og pryglede med dem løs på de som var dem nærmest. Især blev dette tilfældet med en mand der efter at have fået et par rap, ikke kunne komme tilbage, selvom han gjorde sig al umage. Politibetjentene vedblev desuagtet deres voldsomme behandling, indtil endelig mennesket derved styrtede til jorden, hvor de atter tildelte ham en portion. Ved denne affære viste især en mand i chenille og rødgaloneret kjole samt med en trekantet hat sin embedsiver. For efter under eder og skælden der i hans mund mere lignede brøl og uartikulerede toner end ord, havde pryglet manden til jorden, søgte han endnu at udøse sin harme på en stakkels uskyldig hat der også lå ham i vejen ved at sparke, træde og endelig med foden at kaste den bort *). 

Da denne dåd var til ende, forsvandt han for et øjeblik og efterlod den forsamlede mængde i forståelig forundring og bestyrtelse der endelig gik over til højlydte mishagsytringer. Kort herpå lod han sig atter se og som det lod tvivlrådig om hvem han nu skulle udøse sin harme på, henvendte han sig efter en lidt betænkningstid til en karl i kuskeliberi som indsenderen i forvejen havde set siden begyndelsen af affæren stå roligt ved et træ ved kirkegårdsrækværket, og uden videre præludier gav nævnte karl et dygtigt rap over skuldrene med sin stok. Herpå begyndte han en lille eksamination blandet med sentenser der bedst passer sig et Gammelstrands-auditorium, og endelig endte det med at karlen "skulle hilse sin husbond fra ham (manden i den røde kjole) at han havde en skidt karl, en slyngel, et æsel etc som kusk."

Før karlen blev givet dette skudsmål, havde denne forklaret hr. rødkjolen at han var kusk hos hr. grosserer N. N. og var kommet efter ordre fra sin herre som befandt sig i kirken for at modtage en chenille eller kappe. Men herpå blev intet reflekteret. Han var dog desuagtet et "æsel og slyngel". Indsenderen kendte ikke denne strenge, frygtelige mand og forhørte sig derfor hos nogle af de omkringstående, hvorved erfaredes at han nok var distriktskommissær. Denne strenge justits kunne imidlertid let havde forfejlet sin hensigt, der formodentlig skulle være ordenshåndhævelse, for indsenderen hørte flere ytringer hvoraf det lod sig slutte at ikke få var beredvillige til på stedet at traktere hr. kommissæren med hans egne retter, og det var rimeligvis kun alene forestillingen om dagens højtidelighed der afholdt dem fra det.

Vel er man fuldkommen overbevist om nødvendigheden af hensigtsmæssige indretninger til ordens vedligeholdelse ved en lejlighed hvor så mange mennesker er forsamlet. Men det er sørgeligt at se en sådan adfærd. Især for hver dannet mand der i sit hjerte følte tabet af den forevigede og hvis indre var opfyldt med [sort klat, redacteurens anmærkning] andre følelser end de der egner sig for pryglen og skælden, ikke heller kan en sådan fremgangsmåde passe sig til et hædersminde for Rahbek hvis liv var fred og hvis død var ro. Havde det været ved en fastelavnsfarce, eller ved lignende lejlighed, kunne det undskyldes da folk vel ikke plejer at holde sig så nøje inden skrankerne. Men oftest går det som jo galere jo bedre. 

Men her fandt desuden ingen uorden sted. For ved ganske roligt at have lukket gitterporten og forklaret mængden at ingen flere måtte komme til eller i i kirken, såfremt sådant skulle forbydes, var vist den samme hensigt opnået som nu skete ved en højst forargelig scene. Man erkender til fulde den høje politiofficerers virksomhed for at forebygge uordner og man tør dristigt formode at de ligeledes vil bidrage til at sådanne optrin finder sted så sjældent som muligt ved at indskærpe betjentene hvis stokke ved sådanne lejligheder gerne sidder dem løse i hænderne, at holde sig inden de grænser [sort klat, redacteurens anmærkning] loven fastsætter for at værne om statsborgers sikkerhed på lemmer og helbred.

*) Hatten tilhørte formodentlig den gennempryglede mand og var faldet af hovedet da han styrtede til jorden

(Politivennen nr. 749, Løverdagen den 8de Mai 1830, s. 296-300)

Knud Lyne Rahbeks gravsted på Frederiksberg Ældre Kirkegård. Hændelsen må altså være sket på denne kirkegård. (Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om Knud Lyhne Rahbek der døde den 22. april 1830 og blev begravet på Frederiksberg ældre kirkegård. Kiøbenhavnsposten nævner ikke disse uroligheder, men har nedenstående skildring af begravelsen, foruden to længere digte (28. april 1830) ligesom hyldesten fortsætter bl.a. 29. april og senere med Oehlenschlägers digt.

Rahbeks Jordefærd

I Formiddags Kl. mellem 11 og 12 bleve de jordiske Levninger af vor hedengange Rahbek stædte til Hvile. Den almindelige Høiagtelse og Kjærlighed, den Afdøde, ved sit sjeldne Værd som Videnskabsmand, Menneske og Statsborger saa velfortjent havde erhvervet sig, udtalde sig ogsaa ved denne sørgelige Leilighed, idet et overordentligt talrigt Følge, bestaaende af Studentercorpset, den Kgl. Theateretats Medlemmer, de Fleste af Hovedstadens ældre og yngre Videnskabsmænd og en mængde Embedsmænd, viste ham den sidste Ære. Liigfølget samledes i Bakkehuset, begav sig til Frederiksberg Kirke. Liget bares, efter den hedengangnes yttrede Ønske, af Universitetets Studerende, i hvis Midte han endnu som olding saa gjerne deelte Ungdommens Glæder. Sørgetalen holdtes i Kirken af Hr. Confessionarius Dr. Mynster, Commandeur af Dannebroge og D.M. Taleren skildrede med levende farver den hedengangnes Værd og Fortjenester, og viste derhos, hvor sindrigt Rahbek (der havde været hans Lærer og fortrolige Ven) havde vidst at forbinde Fortid og Nutid, saa at han paa Livets forskjellige Trin stedse havde været elsket af enhver Stand og Alder. - Ved Afsyngelsen af nedenstående Sang lagde Rahbeks yngre akademiske Brødre for Dagen den hjertelige Velvilie og Kjærlighed, de havde baaret for den Hedengangne, og de Følelser, med hvilke de ledsagede ham til hans sidste Hvilested.
Politibetjentes voldelige fremgangsmåde blev mere og mere tydelig især efter 1830. "Stokkemændenes" primære opgave var at agere som enevældens forlængede arm og forhindre den politiske uro i Europa i at brede sig til Danmark. Men allerede før den tid var politikorpset præget af underbemanding, manglende uddannelse og forkundskaber, dårlige lønninger mm. (se Historiske Meddelelser om København, 1969, s. 55-164: J. Svane-Mikkelsen: Københavns Politi.)