Den 28. november 1846 gik den engelske skonnert Emerald på Rødnæs skær udenfor Hullenakken ved Svaneke. Den 30. november sank skibet.
Ifølge "Svanekes Venner" havde man et noget ambivalent forhold til strandinger dengang:
"Vi erindrer os, at sprogforskeren Johan Nicolai Madvig, født 1804 i Svaneke, som dreng havde overhørt sin far sige at: "han ikke vidste, hvordan han skulle have gennemstridt det trange Aar, hvis Vorherre ikke havde sendt "de to dejlige Vrag". Ved den engelske skonnert "Emerald"s forlis ved Svaneke havn i 1846, hvor 9 mennesker omkom, fik ca. tre fjerdedele af byens husstande direkte økonomisk fordel af skibsulykken. Der var 2600 rigsdaler til deling. (se Bornholmske Samlinger 2. række, bind 13).".
Der henvises til Bornholmske Samlinger 1994, artiklen "Postsejlads i 150 år" af Poul Sonne. I den beskrives såvel ulykken som hvad der senere skete. Det er denne artikel som der refereres til i det følgende.
I de følgende dage drev ligene af de forulykkede i land: Kaptajn Georg Davidson, 55 år, en passager, en styrmand og 6 matroser. 8 englændere og en dansk matros, fra Bogø: Peter Christian Petersen, 22 år. Alle begravet i en fællesgrav vest for kirketårnet på Svaneke kirkegård. Et fyr på Svaneke havn blev først opsat i 1918.
Hvorom alting er, så gik der kun lidt over en uge efter forliset før der var auktion:
Efter vedkommendes rekvisition bliver tirsdag den 8. i denne måned formiddag kl. 10 på stranden her ved byen afholdt auktion over det fra den indstrandede engelske skonnert "Emerald" til den tid bjergede skibsinventarium, bestående af ankre, kættinger og sejl mm. såvel som over ca. 100 tønder havareret hørfrø, samt en betydelig del tøndestaver af eg.
By- og herredsfogedkontoret i Svaneke,
den 3. december 1846.
Koefoed.
(Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende, 4. december 1846)
I København udbredte der sig såvel gennem Kjøbenhavnsposten som Fædrelandet mistænkeliggørelse af redningsaktionen. En sjover betød dengang bare en person som lod sig hyre til alskens forefaldende arbejde:
Nedenstående faktum forekommer indsenderen at fortjene en alvorlig undersøgelse, hvad det muligvis ikke uden offentliggørelse vil blive det til del, i hvilket øjemed jeg tillader mig at tilstille red. følgende uddrag af et brev fra Bornholm, dateret 14. december d. å.
I Svaneke er i denne tid indtruffet en sørgelig begivenhed: En skonnert, der efter at være stødt på grund var blevet læk, blev af konsul Hansen beordret lagt indenfor havnen med pålandsvind for at losse ud; den stak 15 fod og kunne således ikke skyde ind i havnen. I stedet for om natten at sætte søfolk ombord til pumperne, beordrede konsul Hansen bønderkarle og sjovere derud, hvis formand gik i land og lagde sig til at sove. Kuling og sø tog imidlertid til og langt om længe, efter at der var sendt bud efter nævnte formand, begav han sig ombord og bragte pumpesjoverne i land, men ville ikke uagtet det endnu havde været muligt, gå ud igen efter skibsmandskabet, der således blev tilbage uden båd og uden engang at være vækket. Inden søfolk kom til - om natten som det var - var redning umulig, og mandskabet, der således ikke alene ikke blev ydet nogen hjælp, efter ved kommissionærens malconduite ved placeringen af skibet at være bragt i en situation som beskrevet, men endog blev derover ethvert middel til at redde sig selv, da man havde taget skibets egne både fra borde, gik under med skibet da det henad morgenen drev i land og sloges i stykker mod klipperne. 9 mennesker måtte således sætte livet til for andres uforsvarlige ligegyldighed og malconduite.
K
(Kjøbenhavnsposten den 23. december 1846).
- I "Handels- og Skibsfarts-Tidende" læses fra Bornholm af 6. december: Den 30. f. m. om morgenen strandede tæt ved Svaneke Havn skonnerten "Emerald" af Belfast, kapt. G. Davidsen, fra Riga bestemt til Newry med en ladning hørfrø. Skibet stødte først den 28.
på grund sønden for Svaneke, men kom om natten flot igen, skønt lækt, og blev bragt til ankers ud for byen, hvorpå af ladningen udlossedes 182 tdr. hørfrø. Med en pludselig opkommende kuling med svær sø drev skibet atter i land, sloges aldeles i stykker, og
mandskabet, i alt 8 mand, druknede
Efter hvad der er berettet os, turde der være mere end anledning til nærmere at undersøge denne stranding. Man har fortalt os, at kaptajnen søgte logi om natten i land, men at det blev ham nægtet; at de folk, som havde været ombord for at holde skibet flot, forlod det uden at vække mandskabet, der udmattet havde lagt sig til ro; at de havde tid til at medtage pumperne, og at de havde frataget skonnerten dens båd, som uskadt findes i land, og mere deslige, som vi ikke her skal gentage, men hvoraf hver enkelthed er tilstrækkelig årsag til en streng undersøgelse
(Fædrelandet, 24. december 1846)
Det fik strandingskommissær Herman Jørgen Hansen Peder til at imødegå kritikken i flere artikler, dels på Bornholm, dels i København: ·
Af nogle bemærkninger i Fædrelandet nr. 306, af 24. f. m., angåennde skonnerten Emeralds forlis her på kysten den 30. novbr. f. å. , ser jeg at fejlagtige beretninger er udbredte om denne tildragelse, hvilke jeg derfor herved vil søge at berigtige ved at meddele et kort udtog af den forklaring jeg har afgivet til øvrigheden og andre vedkommende,
Den nævnte skonnert grundstødte den 28. novbr. om aftenen her ved byen, men blev ved hjælp herfra, efter 5 timers forløb, atter flot, dog så betydelig læk at begge pumper stadig måtte holdes i gang, hvorfor kaptajnen antog 12 mand til at pumpe og gå med skibet til Christiansø, hvilket imidlertid vindstille og senere modvind forhindrede. Der var 5 til 6 fod
vand i skibet og uagtet forceret pumpning syntes det dog bestandig at synke dybere og med lidt slagside lå det med den ene ræling næsten til vands, så at man hvert øjeblik måtte frygte at det kastede sig på siden oq sank. Kaptajnen besluttede da, efter overlæg med mig, at antage en del tilstedeværende både til at bugsere skibet ind til Svaneke Havn, for derfra at
få lægtere ud og, når det blev udlosset, søge at få det ind.
Den 29. om middagen blev skibet således bragt til ankers lige for havnemundingen og tove fast i land. Om eftermiddagen blev losningen påbegvndt og fortsat indtil aften. Jeg var ombord for at få arbejdet sat i gang, og gjorde da aftale med en mand til som lods at blive ombord om natten. Jeg bestemte også pumpemandskabet at blive ombord til kl. 8, til hvilken tid jeg bestilte 12 friske mænd til afløsning. Før jeg gik i land spurgte jeg kaptajnen om han ikke ville have logi i land til natten; men han svarede: "Nej, jeg bliver ombord". Vinden var da østlig med laber kuling. Begge skibets både lå ved siden tilligemed flere andre. Senere kom kaptajnen ind til mig for at spørge hvad aftale jeg havde truffet med lægter-skipperne, og da jeg havde underrettet ham derom, sagde han, det var kun derom han ville tale med mig og ville derpå gå ombord igen.
Dagen efter erfarede jeg han senere havde været inde et sted og der spurgt om nattelogi, men at konen i huset, som var alene hjemme, havde svaret ham, at hun ikke havde nogen lejlighed for logerende; hvorpå han var gået ombord. Om natten gik vinden vestlig. Men om
morgenen omtrent kl. 3 kom lodsen og vækkede mig og sagde: Det blæser en storm fra N. O. så at vi måtte gå i land, men skibets folk er endnu ombord. Da jeg øjeblikkelig derpå kom ned til Havnen blæste det en forrygende storm og der stod en svær sø på klipperne, dog spurgte jeg lodsen og flere tilstedeværende søfolk om det ikke lod sig gøre at gå ud med
en båd for at hente besætningen, men jeg fik et bestemt nej til svar. Jeg så nu intet middel til
besætningens frelse, men når de kappede masterne overbord og stod alle mand til pumperne, eller når de straks slap deres kætting og lod skibet gå i land før søen endnu blev højere, hvilket sidste blev dem tilråbt i en råber, hvorpå der også svaredes ombord, men hvad de svarede, kunne man ikke adskille, og man mærkede ikke at der foretoges noget som helst ombord.
Skibet blev liggende på flot vand indtil det omtrent kl. 5 drev ind på klipperne og blev på ½ time aldeles sønderslået, uden at noget tov derfra havde været at opdage eller nogen af besætningen at se, uagtet mange mennesker var posterede langs klipperne, med tynde tove, bådshager og lanterner for at yde de forulykkede al mulig hjælp. Ved det derpå af øvrigheden optagne forhør er oplyst: at skibets storbåd allerede om aftenen var drevet i land efter at være løbet fuld af vand og at pumpemandskabet, som gik fra båden om aftenen kl. 8 havde dertil benyttet skibets jolle og lagt den ind i havnen; at lodsen var gået i land for at forfriske sig mens vinden om natten var østlig og havde imidlertid sendt en bror af sig ombord, men var tilstede igen da vinden sprang østlig og havde bragt pumpemantskabet i land, at hele besætningen om natten havde været til køjs med undtagelse af en ombord
værende dansk matros, som på efternatten var kommet på dækket og hvem lodsen havde anmodet om at vække de øvrige og bede dem gøre sig klar til at gå i land, da han ville komme ud igen med båden for at hente dem; men inden de var kommet i land med båden, var stormen i den grad tiltaget, at de ikke så sig i stand til at ro ud mere.
Heraf vil erfares, selv af den usøkyndige, at dette sørgelige forlis, hvorved 9 mennesker omkom, fornemmelig er forårsaget ved den pludselig opkomne voldsomme storm og den beklagelige omstændighed, at skibets besætning ikke selv gik vagt og passede på deres både.
Svaneke, den 8. januar 1847.
H. J. Hansen
(Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende, 12. januar 1847).
Efter at have indsendt svar på nogle bemærkninger i "Fædrelandet," Nr. 306 fra f. å., angående skonnerten Emeralds forlis her på kysten den 30. novbr., ved at meddele en forklaring over denne tildragelse, læste jeg et stykke i Kjøbenhavnsposten Nr. 299 undertegnet K. Dette hedder al være indsendt som et udtog af et brev fra Bornholm, så at man ikke kan vide om bogstavet K. er brevskriverens eller indsenderens mærke. Jeg vil imidlertid antage det første, uagtet jeg dog tror det er fingeret; for jeg skulle fejle meget, hvis jeg ikke kender forfatteren på den høje grad af animositet han røber ved at fremstille sagen så fuld af fordrejelser og usandheder.
Hr. K. beskylder mig for at have udvist malconduite ved den lejlighed, men jeg tror at kunne godtgøre at han har vist mere malconduite ved at indlade sig på at bedømme en sag han ikke forstår eller, som han lader, ikke har haft nøjagtig kundskab om. Han har anført at jeg beordrede skibet lagt indenfor (skal vel være udenfor) Svanekes Havn. Heri har han for såvidt ret, at jeg på kaptajnens vegne, da han ikke kunne tale dansk, førte kommandoen ombord over Bornholmerne, og således bragte skibet til ankers udenfor havnen; men NB - kaptajnen havde forud bestemt sig til dette, i påhør af flere, jeg kaldte til, som forstod engelsk, som den eneste synlige udvej til at frelse skib og gods, da han kun havde valget mellem at lade skibet synke, sætte det på strand, og det som blev gjort, nemlig: lægge det ind ved Svaneke og få lægtere ud, for når det blev udlosset at få det i havn.
At den smule vind der var, var pålands, er sandt og det var netop dette som forhindrede skibet i at gå til Christiansø som blev forsøgt. Man overså heller ikke den fare, man udsatte skibet for ved at lægge det ind under kysten, men som bemærket, her var intet andet at gøre, det måtte risikeres.
Hr. K. har dernæst anført, at skibet stak 15 Fod og kunde derfor ikke flyde ind i havnen. Jeg
indrømmer det stak 14 a 15 Fod, men vel at mærke, det var formedelst det meget vand, der var i, at det stak så dybt; kaptajnen opgav mig, at det lå 11 fod med sin last og 7 fod ledigt, altså kunne det være kommet ind, når det var blevet udlosset og lænspumpet. Det er usandhed, at jeg havde sat bønderkarle ombord til at pumpe om natten. Det var foruden lodsen, 12 Mand, som alle var herfra byen og bestod af søfolk, fiskere og andre sjovere, som kom og tilbød sig. At antage lutter søfolk dertil faldt mig ikke ind, da skibet kun lå en skibslængde fra havnemundingen og et tov stod fast inde på havnen, så at der endogså ikke behøvedes roning for at komme til og fra skibet, da man med en båd kunne hale sig langs tovet. Mener hr. K. at det var mangel på søfolk, som bevirkede at besætningen ikke blev hentet i land, er dette fejlagtigt, for der var foruden pumpemandskabet, flere sømænd til stede, da der var spørgsmål om at hente besætningen, hvoraf dog ingen dristede sig til at ro ud.
Den formand, K. taler om, må vel være lodsen, om hvem man siden erfarede, at han var gået i land om natten, da vinden var falden af landet, men havde dog sendt sin bror, som også er sømand, i stedet for sig, og var selv kommet ombord igen da vinden atter var falden pålands og bragte pumpemandskabet i land. Da disse gik fra borde, var en med skibet værende
dansk matros på dækket, som lodsen nu bad vække den øvrige besætning og bede dem gøre sig klar til at gå i land, da han ville komme ud igen med båden når han fik landsat det overflødige mandskab. Dette viser, at K.s beretning, at besætningen ikke blev vækket, er usandfærdig.
Endvidere har Hr. K. anført, at man havde taget skibets egne både fra borde og derved berøvet besætningen ethvert middel til at redde sig selv. At K. ikke blues ved at fremføre en sådan usandhed er påfaldende. Vel erfaredes dagen efter, at tre af pumpemandskabet, som blev afløst Kl. 8, havde benyttet skibets jolle til at gå i land med og lagt den ind i havnen, men storbåden, som om aftenen lå ved skibet, var på fornatten drevet ind på klipperne fyldt med vand, som formodentlig har forårsaget at fangelinen er sprunget, og man kan følgelig ingenlunde sige, at båden var taget fra borde.
For her ikke at gentage mere af det, jeg i den foran berørte, til "Fædrelandet" indsendte forklaring har anført om dette forlis, må jeg henvise læserne dertil, og tror jeg at enhver sagkyndig som gør sig fuldstændig bekendt med denne tildragelse, vil indrømme, at der
fra min side ikke er vist nogen malconduite; for der er dog vel ingen, som vil mene at jeg burde gøre en gammel skibsfører opmærksom på hvad han havde at iagttage, når han lå med sit Skib på en åben kyst.
Til slut kan jeg ikke undlade at takke indsenderen fordi han har publiceret brevet, da det jo er langt bedre at sådant bliver offentliggjort, så at de pågældende får lejlighed til at refærddigøre sig end at usande rygter, som gerne opstår efter en sådan begivenhed, hemmeligt udspredes; dels mod bedrevidende, men også ofte af ren animositet.
Svaneke, den 16. januar 1847.
H. J. Hansen
(Kjøbenhavnsposten, 22. januar 1847. Morgenposten 27. januar 1847).
Bornholmske Samlinger oplyser at det var Peder Lou som klokken 3 om natten vækkede konsul Hansen, mens hans bror, Mads Davidsen Lou afløste ham. Peder Lou blev også spurgt om det var muligt at ro ud, men var en af dem som sagde nej.
Konsul Hansen appellerede dommen til Højesteret. Hvis dom (frifindelse) faldt den 24. november 1848:
Fredag den 24. november.
Nr. 198. Advokat Rotwitt mod russisk vicekonsul, strandingskommisær Hermann Jørgen Hansen og sømand Peder Lou for forsømmelighed i opfyldelsen af deres pligter ved skonnerten "Emeralds" forlis og deres mangel på omsorg for at sikre redningen af den på skibet værende besætning (defensor Buntzen og Blechingberg). Ved Svaneke købstads ekstrarets dom af 28. april 1845 er førstnævnte dømt til at have sin bestilling som strandingskomissær forbrudt, og sidstnævnte til at bøde 100 rbd. til Svaneke Bys fattigkasse.
Dom. De tiltalte bør for aktors tiltale i denne sag fri at være. For så vidt angår den af prokurator Fogh imod dommeren fremsatte anke bør bytingsdommen uefterrettelig at være. Advokaterne Rotwitt og Buntzen, samt etatsråd Blechingberg tillægges i salær for Højesteret, den første 30 rbd. og hver af de to sidste 20 rbd., som tilligemed de ved bytingsdommen bestemte salærer udredes af det offentlige.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 25. november 1848).
"Emeralds" jolle blev sat til salg i 1849:
Da jeg var så uheldig at måtte ophugge den kuf som jeg tog op af søen og bragte til Svaneke Havn, så har jeg derved fået at sælge underhånden: Dæksbjælker, bjælkeknæer, barkholtsplanker, tømmerstykker, master, bom og ræer, ror, skibsanker, stag og vant samt andet tovværk, en mængde bolte og andet jern, kompas m.m. Det bemærkes at det næsten er så godt som nyt, da det fartøjet kun var et par måneder gammelt da det strandede og at jeg har ladet det henligge for om jeg selv kunne lade det afbenytte. Endvidere sælges en del egetræer som er købt til skibsbygning. En del store engelske slibesten, der også kan dannes til kværnsten. Så sælges også den skibsjolle som hørte til skonnerten "Emerald" der med ladning og mandskab ynkelig blev sunket ud for Svaneke. Skulle jeg ikke så disse sager solgt underhånden, så venter jeg at auktionsretten er så god at sælge det for mig, eftersom man tidligere ikke har vist sig uvillig dengang skroget og senere stykkerne deraf hyppigt lå i vejen.
Svaneke den 7. april 1849.
J. H. Bohn.
(Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende, 1. maj 1849)
Strandingskommissær og købmand Hansen døde i juni 1854, ridder af sankt stanislavsordenen, 52 år gammel. Han ejede den gamle avlsbruger- og købmandsgård som senere blev omdannet til Hotel Østersøen. Datteren, Nina Hansen blev boende i Svaneke, og skal have været et sjældent elskværdigt og ejegodt menneske, altid et smil og venligt ord til alle. Ifølge Bornholms Avis og Amtstidende, 6. september 1920.
14 år efter denne tragiske ulykke kaster Peder Lou sig i havet ud for Svaneke.
(Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende, 28. december 1860)
Bornholmske Samlinger: "Det fortælles, at den gamle mand, der var med, ikke magtede at hale ham om bord, men slæbte liget i land i en tovende. Han påstås også at skulle have hørt Peder Lou råbe ned i dybet: "Ja, ja, nu kommer jeg," før han sprang over bord."
I de følgende dage drev ligene af de forulykkede i land: Kaptajn Georg Davidson, 55 år, en passager, en styrmand og 6 matroser. 8 englændere og en dansk matros, fra Bogø: Peter Christian Petersen, 22 år. Alle begravet i en fællesgrav vest for kirketårnet på Svaneke kirkegård. Et fyr på Svaneke havn blev først opsat i 1918.
Hvorom alting er, så gik der kun lidt over en uge efter forliset før der var auktion:
Efter vedkommendes rekvisition bliver tirsdag den 8. i denne måned formiddag kl. 10 på stranden her ved byen afholdt auktion over det fra den indstrandede engelske skonnert "Emerald" til den tid bjergede skibsinventarium, bestående af ankre, kættinger og sejl mm. såvel som over ca. 100 tønder havareret hørfrø, samt en betydelig del tøndestaver af eg.
By- og herredsfogedkontoret i Svaneke,
den 3. december 1846.
Koefoed.
(Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende, 4. december 1846)
I København udbredte der sig såvel gennem Kjøbenhavnsposten som Fædrelandet mistænkeliggørelse af redningsaktionen. En sjover betød dengang bare en person som lod sig hyre til alskens forefaldende arbejde:
Nedenstående faktum forekommer indsenderen at fortjene en alvorlig undersøgelse, hvad det muligvis ikke uden offentliggørelse vil blive det til del, i hvilket øjemed jeg tillader mig at tilstille red. følgende uddrag af et brev fra Bornholm, dateret 14. december d. å.
I Svaneke er i denne tid indtruffet en sørgelig begivenhed: En skonnert, der efter at være stødt på grund var blevet læk, blev af konsul Hansen beordret lagt indenfor havnen med pålandsvind for at losse ud; den stak 15 fod og kunne således ikke skyde ind i havnen. I stedet for om natten at sætte søfolk ombord til pumperne, beordrede konsul Hansen bønderkarle og sjovere derud, hvis formand gik i land og lagde sig til at sove. Kuling og sø tog imidlertid til og langt om længe, efter at der var sendt bud efter nævnte formand, begav han sig ombord og bragte pumpesjoverne i land, men ville ikke uagtet det endnu havde været muligt, gå ud igen efter skibsmandskabet, der således blev tilbage uden båd og uden engang at være vækket. Inden søfolk kom til - om natten som det var - var redning umulig, og mandskabet, der således ikke alene ikke blev ydet nogen hjælp, efter ved kommissionærens malconduite ved placeringen af skibet at være bragt i en situation som beskrevet, men endog blev derover ethvert middel til at redde sig selv, da man havde taget skibets egne både fra borde, gik under med skibet da det henad morgenen drev i land og sloges i stykker mod klipperne. 9 mennesker måtte således sætte livet til for andres uforsvarlige ligegyldighed og malconduite.
K
(Kjøbenhavnsposten den 23. december 1846).
- I "Handels- og Skibsfarts-Tidende" læses fra Bornholm af 6. december: Den 30. f. m. om morgenen strandede tæt ved Svaneke Havn skonnerten "Emerald" af Belfast, kapt. G. Davidsen, fra Riga bestemt til Newry med en ladning hørfrø. Skibet stødte først den 28.
på grund sønden for Svaneke, men kom om natten flot igen, skønt lækt, og blev bragt til ankers ud for byen, hvorpå af ladningen udlossedes 182 tdr. hørfrø. Med en pludselig opkommende kuling med svær sø drev skibet atter i land, sloges aldeles i stykker, og
mandskabet, i alt 8 mand, druknede
Efter hvad der er berettet os, turde der være mere end anledning til nærmere at undersøge denne stranding. Man har fortalt os, at kaptajnen søgte logi om natten i land, men at det blev ham nægtet; at de folk, som havde været ombord for at holde skibet flot, forlod det uden at vække mandskabet, der udmattet havde lagt sig til ro; at de havde tid til at medtage pumperne, og at de havde frataget skonnerten dens båd, som uskadt findes i land, og mere deslige, som vi ikke her skal gentage, men hvoraf hver enkelthed er tilstrækkelig årsag til en streng undersøgelse
(Fædrelandet, 24. december 1846)
Det fik strandingskommissær Herman Jørgen Hansen Peder til at imødegå kritikken i flere artikler, dels på Bornholm, dels i København: ·
Bornholm.
Af nogle bemærkninger i Fædrelandet nr. 306, af 24. f. m., angåennde skonnerten Emeralds forlis her på kysten den 30. novbr. f. å. , ser jeg at fejlagtige beretninger er udbredte om denne tildragelse, hvilke jeg derfor herved vil søge at berigtige ved at meddele et kort udtog af den forklaring jeg har afgivet til øvrigheden og andre vedkommende,
Den nævnte skonnert grundstødte den 28. novbr. om aftenen her ved byen, men blev ved hjælp herfra, efter 5 timers forløb, atter flot, dog så betydelig læk at begge pumper stadig måtte holdes i gang, hvorfor kaptajnen antog 12 mand til at pumpe og gå med skibet til Christiansø, hvilket imidlertid vindstille og senere modvind forhindrede. Der var 5 til 6 fod
vand i skibet og uagtet forceret pumpning syntes det dog bestandig at synke dybere og med lidt slagside lå det med den ene ræling næsten til vands, så at man hvert øjeblik måtte frygte at det kastede sig på siden oq sank. Kaptajnen besluttede da, efter overlæg med mig, at antage en del tilstedeværende både til at bugsere skibet ind til Svaneke Havn, for derfra at
få lægtere ud og, når det blev udlosset, søge at få det ind.
Den 29. om middagen blev skibet således bragt til ankers lige for havnemundingen og tove fast i land. Om eftermiddagen blev losningen påbegvndt og fortsat indtil aften. Jeg var ombord for at få arbejdet sat i gang, og gjorde da aftale med en mand til som lods at blive ombord om natten. Jeg bestemte også pumpemandskabet at blive ombord til kl. 8, til hvilken tid jeg bestilte 12 friske mænd til afløsning. Før jeg gik i land spurgte jeg kaptajnen om han ikke ville have logi i land til natten; men han svarede: "Nej, jeg bliver ombord". Vinden var da østlig med laber kuling. Begge skibets både lå ved siden tilligemed flere andre. Senere kom kaptajnen ind til mig for at spørge hvad aftale jeg havde truffet med lægter-skipperne, og da jeg havde underrettet ham derom, sagde han, det var kun derom han ville tale med mig og ville derpå gå ombord igen.
Dagen efter erfarede jeg han senere havde været inde et sted og der spurgt om nattelogi, men at konen i huset, som var alene hjemme, havde svaret ham, at hun ikke havde nogen lejlighed for logerende; hvorpå han var gået ombord. Om natten gik vinden vestlig. Men om
morgenen omtrent kl. 3 kom lodsen og vækkede mig og sagde: Det blæser en storm fra N. O. så at vi måtte gå i land, men skibets folk er endnu ombord. Da jeg øjeblikkelig derpå kom ned til Havnen blæste det en forrygende storm og der stod en svær sø på klipperne, dog spurgte jeg lodsen og flere tilstedeværende søfolk om det ikke lod sig gøre at gå ud med
en båd for at hente besætningen, men jeg fik et bestemt nej til svar. Jeg så nu intet middel til
besætningens frelse, men når de kappede masterne overbord og stod alle mand til pumperne, eller når de straks slap deres kætting og lod skibet gå i land før søen endnu blev højere, hvilket sidste blev dem tilråbt i en råber, hvorpå der også svaredes ombord, men hvad de svarede, kunne man ikke adskille, og man mærkede ikke at der foretoges noget som helst ombord.
Skibet blev liggende på flot vand indtil det omtrent kl. 5 drev ind på klipperne og blev på ½ time aldeles sønderslået, uden at noget tov derfra havde været at opdage eller nogen af besætningen at se, uagtet mange mennesker var posterede langs klipperne, med tynde tove, bådshager og lanterner for at yde de forulykkede al mulig hjælp. Ved det derpå af øvrigheden optagne forhør er oplyst: at skibets storbåd allerede om aftenen var drevet i land efter at være løbet fuld af vand og at pumpemandskabet, som gik fra båden om aftenen kl. 8 havde dertil benyttet skibets jolle og lagt den ind i havnen; at lodsen var gået i land for at forfriske sig mens vinden om natten var østlig og havde imidlertid sendt en bror af sig ombord, men var tilstede igen da vinden sprang østlig og havde bragt pumpemantskabet i land, at hele besætningen om natten havde været til køjs med undtagelse af en ombord
værende dansk matros, som på efternatten var kommet på dækket og hvem lodsen havde anmodet om at vække de øvrige og bede dem gøre sig klar til at gå i land, da han ville komme ud igen med båden for at hente dem; men inden de var kommet i land med båden, var stormen i den grad tiltaget, at de ikke så sig i stand til at ro ud mere.
Heraf vil erfares, selv af den usøkyndige, at dette sørgelige forlis, hvorved 9 mennesker omkom, fornemmelig er forårsaget ved den pludselig opkomne voldsomme storm og den beklagelige omstændighed, at skibets besætning ikke selv gik vagt og passede på deres både.
Svaneke, den 8. januar 1847.
H. J. Hansen
(Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende, 12. januar 1847).
Efter at have indsendt svar på nogle bemærkninger i "Fædrelandet," Nr. 306 fra f. å., angående skonnerten Emeralds forlis her på kysten den 30. novbr., ved at meddele en forklaring over denne tildragelse, læste jeg et stykke i Kjøbenhavnsposten Nr. 299 undertegnet K. Dette hedder al være indsendt som et udtog af et brev fra Bornholm, så at man ikke kan vide om bogstavet K. er brevskriverens eller indsenderens mærke. Jeg vil imidlertid antage det første, uagtet jeg dog tror det er fingeret; for jeg skulle fejle meget, hvis jeg ikke kender forfatteren på den høje grad af animositet han røber ved at fremstille sagen så fuld af fordrejelser og usandheder.
Hr. K. beskylder mig for at have udvist malconduite ved den lejlighed, men jeg tror at kunne godtgøre at han har vist mere malconduite ved at indlade sig på at bedømme en sag han ikke forstår eller, som han lader, ikke har haft nøjagtig kundskab om. Han har anført at jeg beordrede skibet lagt indenfor (skal vel være udenfor) Svanekes Havn. Heri har han for såvidt ret, at jeg på kaptajnens vegne, da han ikke kunne tale dansk, førte kommandoen ombord over Bornholmerne, og således bragte skibet til ankers udenfor havnen; men NB - kaptajnen havde forud bestemt sig til dette, i påhør af flere, jeg kaldte til, som forstod engelsk, som den eneste synlige udvej til at frelse skib og gods, da han kun havde valget mellem at lade skibet synke, sætte det på strand, og det som blev gjort, nemlig: lægge det ind ved Svaneke og få lægtere ud, for når det blev udlosset at få det i havn.
At den smule vind der var, var pålands, er sandt og det var netop dette som forhindrede skibet i at gå til Christiansø som blev forsøgt. Man overså heller ikke den fare, man udsatte skibet for ved at lægge det ind under kysten, men som bemærket, her var intet andet at gøre, det måtte risikeres.
Hr. K. har dernæst anført, at skibet stak 15 Fod og kunde derfor ikke flyde ind i havnen. Jeg
indrømmer det stak 14 a 15 Fod, men vel at mærke, det var formedelst det meget vand, der var i, at det stak så dybt; kaptajnen opgav mig, at det lå 11 fod med sin last og 7 fod ledigt, altså kunne det være kommet ind, når det var blevet udlosset og lænspumpet. Det er usandhed, at jeg havde sat bønderkarle ombord til at pumpe om natten. Det var foruden lodsen, 12 Mand, som alle var herfra byen og bestod af søfolk, fiskere og andre sjovere, som kom og tilbød sig. At antage lutter søfolk dertil faldt mig ikke ind, da skibet kun lå en skibslængde fra havnemundingen og et tov stod fast inde på havnen, så at der endogså ikke behøvedes roning for at komme til og fra skibet, da man med en båd kunne hale sig langs tovet. Mener hr. K. at det var mangel på søfolk, som bevirkede at besætningen ikke blev hentet i land, er dette fejlagtigt, for der var foruden pumpemandskabet, flere sømænd til stede, da der var spørgsmål om at hente besætningen, hvoraf dog ingen dristede sig til at ro ud.
Den formand, K. taler om, må vel være lodsen, om hvem man siden erfarede, at han var gået i land om natten, da vinden var falden af landet, men havde dog sendt sin bror, som også er sømand, i stedet for sig, og var selv kommet ombord igen da vinden atter var falden pålands og bragte pumpemandskabet i land. Da disse gik fra borde, var en med skibet værende
dansk matros på dækket, som lodsen nu bad vække den øvrige besætning og bede dem gøre sig klar til at gå i land, da han ville komme ud igen med båden når han fik landsat det overflødige mandskab. Dette viser, at K.s beretning, at besætningen ikke blev vækket, er usandfærdig.
Endvidere har Hr. K. anført, at man havde taget skibets egne både fra borde og derved berøvet besætningen ethvert middel til at redde sig selv. At K. ikke blues ved at fremføre en sådan usandhed er påfaldende. Vel erfaredes dagen efter, at tre af pumpemandskabet, som blev afløst Kl. 8, havde benyttet skibets jolle til at gå i land med og lagt den ind i havnen, men storbåden, som om aftenen lå ved skibet, var på fornatten drevet ind på klipperne fyldt med vand, som formodentlig har forårsaget at fangelinen er sprunget, og man kan følgelig ingenlunde sige, at båden var taget fra borde.
For her ikke at gentage mere af det, jeg i den foran berørte, til "Fædrelandet" indsendte forklaring har anført om dette forlis, må jeg henvise læserne dertil, og tror jeg at enhver sagkyndig som gør sig fuldstændig bekendt med denne tildragelse, vil indrømme, at der
fra min side ikke er vist nogen malconduite; for der er dog vel ingen, som vil mene at jeg burde gøre en gammel skibsfører opmærksom på hvad han havde at iagttage, når han lå med sit Skib på en åben kyst.
Til slut kan jeg ikke undlade at takke indsenderen fordi han har publiceret brevet, da det jo er langt bedre at sådant bliver offentliggjort, så at de pågældende får lejlighed til at refærddigøre sig end at usande rygter, som gerne opstår efter en sådan begivenhed, hemmeligt udspredes; dels mod bedrevidende, men også ofte af ren animositet.
Svaneke, den 16. januar 1847.
H. J. Hansen
(Kjøbenhavnsposten, 22. januar 1847. Morgenposten 27. januar 1847).
Bornholmske Samlinger oplyser at det var Peder Lou som klokken 3 om natten vækkede konsul Hansen, mens hans bror, Mads Davidsen Lou afløste ham. Peder Lou blev også spurgt om det var muligt at ro ud, men var en af dem som sagde nej.
Det retlige efterspil
Bornholmske Samlinger fortæller også at " Der opstod straks i Svaneke en meget uvenlig stemning imod konsul Hansen, Peder Lou og enkelte andre, som man ligefrem gav skylden for, at "Emeralds" besætning havde fået denne sørgelige skæbne. I marts 1847 udstedte Danske Cancelli ordre til at rejse sag mod russisk vicekonsul, strandingskommissær Herman Jørgen Hansen og sømand Peder Lou for udvist forsømmelighed i opfyldelsen af deres pligter ved skonnerten "Emeralds" forlis og deres mangel på omsorg for at sikre mandskabets redning. Den 25. okt. 1847 begyndte sagen på rådstuen i Svaneke, og den 28. april 1848 blev dommen afsagt. Den kom til at lyde: "Tiltalte russisk Vicekonsul, Strandingskommissær Hansen bør at have sin Bestalling som Strandingskommissær forbrudt. - Tiltalte Sømand Peder Lou bør til Svaneke By's Fattigkasse at erlægge i Mulet 100 Rigsbankdaler; saa bør de og udrede alle af denne Sag lovligt flydende Omkostninger. "Konsul Hansen appellerede dommen til Højesteret. Hvis dom (frifindelse) faldt den 24. november 1848:
Nr. 198. Advokat Rotwitt mod russisk vicekonsul, strandingskommisær Hermann Jørgen Hansen og sømand Peder Lou for forsømmelighed i opfyldelsen af deres pligter ved skonnerten "Emeralds" forlis og deres mangel på omsorg for at sikre redningen af den på skibet værende besætning (defensor Buntzen og Blechingberg). Ved Svaneke købstads ekstrarets dom af 28. april 1845 er førstnævnte dømt til at have sin bestilling som strandingskomissær forbrudt, og sidstnævnte til at bøde 100 rbd. til Svaneke Bys fattigkasse.
Dom. De tiltalte bør for aktors tiltale i denne sag fri at være. For så vidt angår den af prokurator Fogh imod dommeren fremsatte anke bør bytingsdommen uefterrettelig at være. Advokaterne Rotwitt og Buntzen, samt etatsråd Blechingberg tillægges i salær for Højesteret, den første 30 rbd. og hver af de to sidste 20 rbd., som tilligemed de ved bytingsdommen bestemte salærer udredes af det offentlige.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 25. november 1848).
Da jeg var så uheldig at måtte ophugge den kuf som jeg tog op af søen og bragte til Svaneke Havn, så har jeg derved fået at sælge underhånden: Dæksbjælker, bjælkeknæer, barkholtsplanker, tømmerstykker, master, bom og ræer, ror, skibsanker, stag og vant samt andet tovværk, en mængde bolte og andet jern, kompas m.m. Det bemærkes at det næsten er så godt som nyt, da det fartøjet kun var et par måneder gammelt da det strandede og at jeg har ladet det henligge for om jeg selv kunne lade det afbenytte. Endvidere sælges en del egetræer som er købt til skibsbygning. En del store engelske slibesten, der også kan dannes til kværnsten. Så sælges også den skibsjolle som hørte til skonnerten "Emerald" der med ladning og mandskab ynkelig blev sunket ud for Svaneke. Skulle jeg ikke så disse sager solgt underhånden, så venter jeg at auktionsretten er så god at sælge det for mig, eftersom man tidligere ikke har vist sig uvillig dengang skroget og senere stykkerne deraf hyppigt lå i vejen.
Svaneke den 7. april 1849.
J. H. Bohn.
(Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende, 1. maj 1849)
Strandingskommissær og købmand Hansen døde i juni 1854, ridder af sankt stanislavsordenen, 52 år gammel. Han ejede den gamle avlsbruger- og købmandsgård som senere blev omdannet til Hotel Østersøen. Datteren, Nina Hansen blev boende i Svaneke, og skal have været et sjældent elskværdigt og ejegodt menneske, altid et smil og venligt ord til alle. Ifølge Bornholms Avis og Amtstidende, 6. september 1920.
14 år efter denne tragiske ulykke kaster Peder Lou sig i havet ud for Svaneke.
Bornholm.
Rønne, de 27. december. Søndag aften har en i Svaneke bosiddende mand ved navn Peder Lou, der var lods og overførte posten fra Bornholm til Christiansø, styrtet sig i havet, da han på hjemrejsen derfra kom i nærheden af Svaneke Havn. Den anden i båden værende mand forsøgte at redde ham, ved at tilkaste ham en åre, men han ville ikke tage fat i den og druknede straks efter. Han har i længere tid været tungsindig.(Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende, 28. december 1860)
Bornholmske Samlinger: "Det fortælles, at den gamle mand, der var med, ikke magtede at hale ham om bord, men slæbte liget i land i en tovende. Han påstås også at skulle have hørt Peder Lou råbe ned i dybet: "Ja, ja, nu kommer jeg," før han sprang over bord."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar