Han skreeg: Per Sandi, hier! wo ist dein Pas, du Bengel
Niels Corporal
I den hensigt at forhindre desertørers overgang til Sverige i både, patruljerer hver aften for nærværende tid fra klokken 8 til henimod 10, sjældent længere, en underofficer og menig, begge forsynet med pistoler, fra enden af Kastelsvejen, langs med søen, forbi kalkfabrikkerne. Til disse to havde den 27. april tilsluttet sig en aldeles uberettiget og ubeordret underofficer, men uden pistoler. To venner som samme aften gik ned ad Kastelsvejen til stranden i den hensigt at spadsere forbi konferensråd Classens Have, gennem det gamle kalkbrænderi og hjem, blevanholdt af denne patrulje og med en rå militærisk stemme tiltalt således: Hvem er De? Hvorhen? March tilbage! hen på landevejen! Her er ikke vejen for Dem. På de spadserendes spørgsmål: Hvad berettiger Dem til disse spørgsmål og magtsprog? havde den underofficer der var bevæbnet med pistol, den dristighed at sætte den ene samme for brystet, og under trussel af at gennemskyde ham, befale ham at holde mund og pakke sig. Da denne imidlertid ikke lod sig forskrække, men vedblev sammen med sin ven den påstand til sådanne forhold, drog underofficeren endelig sin pistol tilbage og indbød at følge med hen i næste værtshus for der at læse hans fuldmagt. Da de spadserende naturligvis betakkede sig for på sådan et sted at gøre selskab med sådanne personer, trak han endelig et besudlet stykke papir frem hvor hans vækst, udseende og sprog mm. blev beskrevet, og alle hans majestæts tro undersåtter formanedes at lade ham uhindret passere og repassere i sit ærinde der bestod i at hindre desertørers flugt i både. Til intet videre berettigede den fremviste instruks ham - ikke til at anholde eller bydende tiltale nogen på landjorden som gik på en almindelig spadserevej.
De spadserende, som efter at de havde læst denne fuldmagt, ifølge dens indhold fandt patruljen uberettiget til sin opførsel og sig ubeføjet til at begive sig bort, fortsatte deres spadseretur endnu et stykke. Men måtte uophørlig høre de største grovheder af såvel ham der var bevæbnet med pistol som den anden uvedkommende underofficer der hidtil havde tiet. En af de, jeg tror den sidste, befalede den menige at drage sin pistol frem til større sikkerhed om de to venner som ikke engang var forsynet med stokke, skulle vove noget mod disse tre bevæbnede helte. Kede af længere at blive fornærmet vendte de hjem, men blev endnu engang truede med at blive gennemskudt, hvis patruljen traf dem på sin tilbagemarch. De besluttede derfor at vende tilbage til stranden med et par andre venner der skulle stå i et baghold og være vidner til det der måtte passere mellem dem og de militære.
Det lykkedes dem kun at medbringe en. Den ene går foran, og i nogen afstand følger den anden med den nytilkomne. Den første bliver da han møder de militære og uden at sige noget vil gå forbi dem, grebet i brystet af underofficeren der er bevæbnet med pistolen, pistolen sat for hjertet og befalet at følge med som arrestant. Han bliver i det samme opmærksom på to karle der efter deres ydre anseelse var arbejdere på en af kalkfabrikkerne. Han glæder sig over at se sine vidners antal øget, men hvor stor bliver ikke hans forundring da han idet han kræver dem til vidner, får svaret: at de intet har set! og hvor forfærdes han, da han ser 3 til 4 andre matrosklædte personer fra den anden side springe til og spørge om det var en af kanaljerne? Han overgiver sig i denne bandes vold, og et par minutter efter kommer hans venner til, som han kræver til vidne på sin besynderlige arrestation. De mange uvedkommende som omringer ham, og som han tydelig mærkede at være hvervet af de militære, lader han tro at det ikke var deres hensigt at arrestere. Han troede sig mellem en hoben stimænd. Han troede sig ikke sikker enten på lemmer eller liv.
Det går ikke hans venner bedre: De gribes og overlades til de tilhvervede, som den uvedkommende underofficer anfører. Han selv føres mellem patruljen, underofficeren på venstre og den menige der nu også begyndte at snakke med, på højre. Begge med pistolen i hånden. Endnu hele tiden fornærmelser af underofficeren. Således går toget til Østerbro.
En derboende almindelig agtet embedsmand kommer til, og får med et par alvorlige ord de to løs som førtes af patruljens appendiks. Det ville ikke have kostet ham mere at få den løs som førtes af patruljen dersom ikke denne af tillid til sin uskyldighed havde påstået arrestationens fuldbyrdelse. Den uvedkommende underofficers forlegenhed var ved denne påstand meget tydelig, og han forsøgte endog at overtale den anden til at løslade arrestanten. Det var imidlertid dennes fast forsæt at følge med i arresten. Men den agtbare mands overtalelser og forestillinger af deraf flydende ulejligheder samt egne forestillinger om hvor skadeligt det kunne være for hans forbindelser i byen, når det blev udspredt at han var blevet taget i vagten af patruljen. Hvor ilde urigtig underrettede kunne dømme om han overvandt hans beslutning. Og ved at mumle et par ord om forseelse mod sin vilje, slap han ud af de bevæbnedes hænder.
_________________
Indsenderen beder om ovenstående tildragelse kan blive indrykket i Politivennen. Han beder om undskyldning for at han ikke har kunnet fatte sig kortere. Men overlader det til Dem at indrykke historien i Deres blad, så forkortet som muligt. Ingen kan være bedre underrettet om sagen end han, da han just selv er en af de antastede, og netop den der sidst slap ud af de militæres vold, der måtte under bortførelsen tåle de største fornærmelser mellem hans bevæbnede røvere. Han tror ikke at han og hans ven har syndet deri, at de forlangte at se og læse patruljens fuldmagt til at tilspørge og kommandere dem. Ikke at have vist sig som opsætsige, idet de efter at have læst instruksen og ikke fundet et ord deri der berettigede patruljen til sådan opførsel, ikke adlød dennes kommando. Han ønskede det oplyst hvad der kunne give patruljen ret til at overskride sin instruks' grænser ved at spørge, befale og true de spadserende, om uniformen og pistolerne kunne give denne ret. Især hvad der berettigede dem til at hverve håndlangere til deres pågribelse.
På samme måde hvad den uvedkommende underofficer havde at gøre der. Om sådan patruljering dersom også patruljen ikke har gjort uden sin skyldighed, ikke burde være almindelig bekendtgjort? endelig om der ikke kunne træffes midler hvorved desertørernes flugt kan hindres uden at derfor menigmand blev berøvet en så uskyldig og for sindet opmuntrende fornøjelse som det er en forårsdag eller sommeraften at spadsere ene eller med en ven på en så almindelig yndet spadserevej der ved de skønne anlæg på den ene og den muntre sejlads på den anden hånd gøres måske til den behageligste i nærheden af vores stad?
At undersøge hvad nytte den omtalte patrulje gør idet den vandrer omkring ved strandbredden i aftenskumringen og vender tilbage når mørket er desertørers flugt behjælpelig, anser indsenderen ikke for sin sag.
(Indsendt)
(Politivennen nr. 3, 1798, side 33-40. [Estimeret dato: 12. maj 1798])
Niels Corporal
I den hensigt at forhindre desertørers overgang til Sverige i både, patruljerer hver aften for nærværende tid fra klokken 8 til henimod 10, sjældent længere, en underofficer og menig, begge forsynet med pistoler, fra enden af Kastelsvejen, langs med søen, forbi kalkfabrikkerne. Til disse to havde den 27. april tilsluttet sig en aldeles uberettiget og ubeordret underofficer, men uden pistoler. To venner som samme aften gik ned ad Kastelsvejen til stranden i den hensigt at spadsere forbi konferensråd Classens Have, gennem det gamle kalkbrænderi og hjem, blevanholdt af denne patrulje og med en rå militærisk stemme tiltalt således: Hvem er De? Hvorhen? March tilbage! hen på landevejen! Her er ikke vejen for Dem. På de spadserendes spørgsmål: Hvad berettiger Dem til disse spørgsmål og magtsprog? havde den underofficer der var bevæbnet med pistol, den dristighed at sætte den ene samme for brystet, og under trussel af at gennemskyde ham, befale ham at holde mund og pakke sig. Da denne imidlertid ikke lod sig forskrække, men vedblev sammen med sin ven den påstand til sådanne forhold, drog underofficeren endelig sin pistol tilbage og indbød at følge med hen i næste værtshus for der at læse hans fuldmagt. Da de spadserende naturligvis betakkede sig for på sådan et sted at gøre selskab med sådanne personer, trak han endelig et besudlet stykke papir frem hvor hans vækst, udseende og sprog mm. blev beskrevet, og alle hans majestæts tro undersåtter formanedes at lade ham uhindret passere og repassere i sit ærinde der bestod i at hindre desertørers flugt i både. Til intet videre berettigede den fremviste instruks ham - ikke til at anholde eller bydende tiltale nogen på landjorden som gik på en almindelig spadserevej.
De spadserende, som efter at de havde læst denne fuldmagt, ifølge dens indhold fandt patruljen uberettiget til sin opførsel og sig ubeføjet til at begive sig bort, fortsatte deres spadseretur endnu et stykke. Men måtte uophørlig høre de største grovheder af såvel ham der var bevæbnet med pistol som den anden uvedkommende underofficer der hidtil havde tiet. En af de, jeg tror den sidste, befalede den menige at drage sin pistol frem til større sikkerhed om de to venner som ikke engang var forsynet med stokke, skulle vove noget mod disse tre bevæbnede helte. Kede af længere at blive fornærmet vendte de hjem, men blev endnu engang truede med at blive gennemskudt, hvis patruljen traf dem på sin tilbagemarch. De besluttede derfor at vende tilbage til stranden med et par andre venner der skulle stå i et baghold og være vidner til det der måtte passere mellem dem og de militære.
Det lykkedes dem kun at medbringe en. Den ene går foran, og i nogen afstand følger den anden med den nytilkomne. Den første bliver da han møder de militære og uden at sige noget vil gå forbi dem, grebet i brystet af underofficeren der er bevæbnet med pistolen, pistolen sat for hjertet og befalet at følge med som arrestant. Han bliver i det samme opmærksom på to karle der efter deres ydre anseelse var arbejdere på en af kalkfabrikkerne. Han glæder sig over at se sine vidners antal øget, men hvor stor bliver ikke hans forundring da han idet han kræver dem til vidner, får svaret: at de intet har set! og hvor forfærdes han, da han ser 3 til 4 andre matrosklædte personer fra den anden side springe til og spørge om det var en af kanaljerne? Han overgiver sig i denne bandes vold, og et par minutter efter kommer hans venner til, som han kræver til vidne på sin besynderlige arrestation. De mange uvedkommende som omringer ham, og som han tydelig mærkede at være hvervet af de militære, lader han tro at det ikke var deres hensigt at arrestere. Han troede sig mellem en hoben stimænd. Han troede sig ikke sikker enten på lemmer eller liv.
Det går ikke hans venner bedre: De gribes og overlades til de tilhvervede, som den uvedkommende underofficer anfører. Han selv føres mellem patruljen, underofficeren på venstre og den menige der nu også begyndte at snakke med, på højre. Begge med pistolen i hånden. Endnu hele tiden fornærmelser af underofficeren. Således går toget til Østerbro.
En derboende almindelig agtet embedsmand kommer til, og får med et par alvorlige ord de to løs som førtes af patruljens appendiks. Det ville ikke have kostet ham mere at få den løs som førtes af patruljen dersom ikke denne af tillid til sin uskyldighed havde påstået arrestationens fuldbyrdelse. Den uvedkommende underofficers forlegenhed var ved denne påstand meget tydelig, og han forsøgte endog at overtale den anden til at løslade arrestanten. Det var imidlertid dennes fast forsæt at følge med i arresten. Men den agtbare mands overtalelser og forestillinger af deraf flydende ulejligheder samt egne forestillinger om hvor skadeligt det kunne være for hans forbindelser i byen, når det blev udspredt at han var blevet taget i vagten af patruljen. Hvor ilde urigtig underrettede kunne dømme om han overvandt hans beslutning. Og ved at mumle et par ord om forseelse mod sin vilje, slap han ud af de bevæbnedes hænder.
_________________
Indsenderen beder om ovenstående tildragelse kan blive indrykket i Politivennen. Han beder om undskyldning for at han ikke har kunnet fatte sig kortere. Men overlader det til Dem at indrykke historien i Deres blad, så forkortet som muligt. Ingen kan være bedre underrettet om sagen end han, da han just selv er en af de antastede, og netop den der sidst slap ud af de militæres vold, der måtte under bortførelsen tåle de største fornærmelser mellem hans bevæbnede røvere. Han tror ikke at han og hans ven har syndet deri, at de forlangte at se og læse patruljens fuldmagt til at tilspørge og kommandere dem. Ikke at have vist sig som opsætsige, idet de efter at have læst instruksen og ikke fundet et ord deri der berettigede patruljen til sådan opførsel, ikke adlød dennes kommando. Han ønskede det oplyst hvad der kunne give patruljen ret til at overskride sin instruks' grænser ved at spørge, befale og true de spadserende, om uniformen og pistolerne kunne give denne ret. Især hvad der berettigede dem til at hverve håndlangere til deres pågribelse.
På samme måde hvad den uvedkommende underofficer havde at gøre der. Om sådan patruljering dersom også patruljen ikke har gjort uden sin skyldighed, ikke burde være almindelig bekendtgjort? endelig om der ikke kunne træffes midler hvorved desertørernes flugt kan hindres uden at derfor menigmand blev berøvet en så uskyldig og for sindet opmuntrende fornøjelse som det er en forårsdag eller sommeraften at spadsere ene eller med en ven på en så almindelig yndet spadserevej der ved de skønne anlæg på den ene og den muntre sejlads på den anden hånd gøres måske til den behageligste i nærheden af vores stad?
At undersøge hvad nytte den omtalte patrulje gør idet den vandrer omkring ved strandbredden i aftenskumringen og vender tilbage når mørket er desertørers flugt behjælpelig, anser indsenderen ikke for sin sag.
(Indsendt)
(Politivennen nr. 3, 1798, side 33-40. [Estimeret dato: 12. maj 1798])
Ingen kommentarer:
Send en kommentar