En finansmand må ofte bryde sit hoved når han er sat i den forlegenhed at opgive planen til en ny stat, for at dække et og andet deficit, og man har altså i sådan forlegenhed udtømt mange kilder, dog må man meget forundre sig over at ingen er faldet på den rimelige og ingen trykkende skat uden de der godvillig underkaster sig samme, nemlig: en skat på løse lysthunde i hovedstaden. Regner man blot tre hunde på hvert hus i København, så udgør deres antal ca. 15.000. Hvor megen god sund mad fortærer den nødlidende fattige, den lamme, den værkbrudne. og hvilken urenlighed og stank fører ikke denne mængde med sig. Byen har huse og gårde hvor der fødes 6 til 8 styk på ethvert sted og de opæder hele måltider. Damen burde derfor lige så rimeligt udrede et par rigsdaler om året for hendes skødehund, junkeren for sine pudler, som herren for hans lysthest. Enhver familie i huset skal jo have sine hunde, derfor bliver man ofte på egne trapper skambidt af dem, og deres urenlighed ligger overalt på vejen. Sjælden er tilfældet at man udbeder sig en skat, men denne var meget at ønske. Hvor let på denne måde at forskaffe Almindelig Hospital, pesthuset, de fattiges almindelige forsørgelsesanstalt eller en anden sådan nyttig stiftelse en årlig indtægt af adskillige tusinde rigsdaler og tillige at befri hovedstaden for en alt for stor mængde af sådanne unyttige dyr der daglig fortærer mange fattiges måltider og vist ikke bidrager til byens dunstskredses sundhed.
(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 31, s. 490-491. [Estimeret dato: 24. november 1798])
Ingen kommentarer:
Send en kommentar