Ikke vil jeg her gennemgå alle de mangler som findes ved disse anstalter, jeg fattes den fornødne erfaring og de kundskaber som kræves til det. Jeg tilstår gerne at mange og måske de største urigtigheder bliver her uberørte, men små fejl bør man også efter det bekendte ordsprog: en liden tue vælter et stort læs, værdige opmærksomhed, og jo lettere en fejl kan rettes, jo før bør det ske. Således tænker jeg og tror at flere gør det samme og beder mig derfor undskyldt hos dem som anser mange ting for bagateller, uagtet regeringen har henvendt sine øjne mere end en gang på samme genstande.
Mere end ofte led Københavns indbyggere mangel på vand, endnu oftere lød deres klager derover, og dog - afhjalp de ikke selv de mangler som fandtes derved, endnu findes og dog let kunne afhjælpes. En af de værste af disse misbrug der trods alle anordninger, findes derved er denne:
Især i nærheden af Nyhavn er der flere pumpeopstandere som bestandig løber over. Jeg kender en sådan som i en tid af 24 timer giver 10 eller 12 tønder vand fra sig, men for ikke at være overdreven, vil jeg blot regne 10 tønder hvert etmål. Dette udgør da årligt 3640 tønder vand som alene af en opstander bliver ganske spildt, for ejeren af denne opstander er ikke engang så veltænkede at han skulle indrette et rummeligt kar ved pumpen, hvorved han kunne tage det fornødne vand til sin husholdning, og således benytte i det mindste en del af det vand som løber af sig selv ud af opstanderen. Men han bruger hellere pumpen, om den et øjeblik på grund af naboernes pumpning, skulle holde op at springe. Og med hvor mange andre pumper går det ikke lige sådan?
Fundatsen for pumpevandet i København af 20. nov. 1680 siger i sin 4. paragraf: Ingen participant må på nogen måde spilde eller misbruge sit vand. Bevises det at nogen, enten selv eller ved sine folk eller andre, lader sin pumpeopstander underbore for at forandre sit pumpevand til springvand, eller flere pumper at bruge end han sig lovlig tilforhandler haver, eller i andre tilfælde misbruger, birender i kældere eller andet steds at åbne, skal han derfor første gang bøde 10 rigsdaler, anden gang 20 rigsdaler og tredje gang have vandet forbrudt.
Jeg talte engang med ejeren af føromtalte pumpeopstander og søgte at vise ham det skammelige i hans forhold, men han svarede mig jeg har ikke ladet pumpen sætte, den står der som min forgænger har ladet den sætte af vandmesteren, jeg spurgte ham om han frygtede for den i fundatsen fastsatte straf? Inspektørerne har engang, svarede han, villet tvinge mig til at forhøje opstanderen, men de kom ikke nogen vegne med mig, for jeg ville ikke forhøje min, før naboerne forhøjede deres, som også løber over. Imidlertid må jeg dog lade gøre en prop at sætte i tuden, og derved lod de mig i ro. Hvor er da nu proppen, spurgte jeg? Ganske ligegyldig, som om vi talte om en bagatel, svarede han, jeg har ikke haft den i lang tid, formentlig er den borte, den nyttede desuden ikke, da vandet også løber oven ud af opstanderen. Denne mand lider selv vandmangel i de hede sommermåneder, og dog tænker han således. Må man da ikke tro at de som ikke har følt denne trykkende mangel er endnu mere skødesløse.
Hvad enten vandmesteren da han satte sådanne poster, har været nedrig nok til vidende at overtræde instruksens paragraf 7 eller det er sket af fejltagelse, så burde der dog haves nøje opsyn med ejerne af disse opstandere, så de måtte lade dem forhøje og derved spare en betydelig del af vore så knappe forråd på ferskvand. For fattige husejere ville det være strengt om de skulle bøde for deres forgængeres overtrædelse af lovene, derfor synes mig det var rimeligt om de første gang blev fri for mulkt, ja måske endog fik en lille understøttelse når de skulle forhøje deres opstandere eller måske nødsages til at sætte dobbelte i stedet for de enkelte. Hele kompagniet ville befinde sig vel ved det, og om kassen ikke havde råd til det, tror jeg at participanterne gerne sammenskød så meget at bekostningerne deraf kunne udredes.
Det her anførte kan være nok til at bevise at det tilsyn som vandmestrene og inspektørerne efter instruksens § 7 er forbundet til at have med participanterne, trænger højligt til at skærpes, da man ser at det for nærværende tid næsten ingen nytte gør.
(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 31, s. 481-485. [Estimeret dato: 17. november 1798])
Ingen kommentarer:
Send en kommentar